"Jihad, den islamiske såkaldt hellige krig, har været en af livets realiteter i Europa, Asien, Afrika og Nær- og Mellemøsten i mere end 1300 år, men denne bog er den første historie om de muslimske krige i Europa, der nogensinde er udgivet. Omvendt er hundredvis af bøger dukket op om dens kristne modstykke, korstogene, som jihad ofte er sammenlignet med, selv om de varede i mindre end to hundrede år og, i modsætning til jihad, som er universel, stort set, men ikke helt, var begrænset til Det hellige Land. Desuden har korstogene været et afsluttet kapitel i mere end 700 år, mens der stadig kæmpes jihad i nutidens verden. Jihad har været den mest uregistrerede og oversete større begivenhed i historien. Den er i virkeligheden stort set blevet ignoreret. For eksempel giver Encyclopaedia Britannica korstogene firs gange mere plads end jihad."

Citatet er fra Paul Fregosis bog Jihad in the West fra 1998. Fregosi måtte sande, at hans bog om historien om islamisk hellig krig i Europa fra det 7. til det 20. århundrede var svær at få udgivet i midten af 1990'erne, da forlagene havde Salman Rushdie-sagen i frisk erindring.

Et par år senere, blev en endnu mere omfattende bog, The Legacy of Jihad, udgivet af Andrew G. Bostom. Bostom har skrevet om, hvad han kalder "Amerikas første krig mod terror":

”Mens Thomas Jefferson og John Adams tjente som amerikanske ambassadører i hhv. Frankrig og Storbritannien, mødtes de i 1786 i London med den tripolitanske ambassadør i Storbritannien, Sidi Haji Abdul Rahman Adja. Disse fremtidige amerikanske præsidenter forsøgte at forhandle en fredsaftale i stand, som ville spare USA for jihad-pirateriets hærgen - mord og slaveri, der udgik fra de såkaldte Barbaresk-stater i Nordafrika, svarende til nutidens Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen.”

Andrew Bostom bemærker, at "en aggressiv jihad allerede var blevet ført mod USA næsten 200 år før Amerika blev en dominerende international magt i Mellemøsten." Israel har således intet med dette at gøre.

Barbaresk-staternes jihad-pirateri havde stået på siden den tidligste arabisk-islamiske ekspansion i det 7. og 8. århundrede. Francisco Gabrieli oplyser at:

"Bedømt efter nutidens begreber om internationale relationer, er sådanne aktiviteter det samme som pirateri, men de er helt i overensstemmelse med jihad, en islamisk religiøs pligt. Erobringen af Kreta, i øst, og en god del af korsar-krigsførelsen langs de provencalske og italienske kyster, i Vesten, er blandt de mest fremtrædende eksempler på den slags ’privat initiativ’, som bidrog til arabisk herredømme i Middelhavet."

En prototypisk muslimsk sømilitær razzia fandt sted i 846, da en flåde af arabiske jihadister ankom til mundingen af Tiberen, fandt vej til Rom, plyndrede byen og trak sig tilbage med alt det guld og sølv, som St. Peters Basilika havde indeholdt.

I løbet af det 16. og 17. århundrede blev lige så mange europæere taget til fange, solgt, og gjort til slaver af Barbaresk-korsarerne som vestafrikanere, der blev fanget og sendt til plantagearbejde i Amerika af europæiske slavehandlere. Robert Davis’ metodiske optælling viser, at mellem ca. 1.000.000 og 1.250.000 hvide europæiske kristne blev gjort til slaver af Barbaresk-muslimerne fra 1530 til 1780.

Bogen White Gold, Giles Miltons bemærkelsesværdige fortælling om den korniske kahytsdreng, Thomas Pellow, der blev taget til fange af Barbaresk-korsarer i 1716, dokumenterer, hvordan jihad-razziaer var nået til England:

[s. 13, "Ved udgangen af den frygtelige sommer 1625, regnede borgmesteren i Plymouth med, at 1.000 både var blevet ødelagt, og et tilsvarende antal landsbyboere ført bort som slaver"]

til Wales og det sydlige Irland:

[s.16, "I 1631 (…) sejlede 200 islamiske soldater (…) til landsbyen Baltimore, stormede i land med dragne sværd og fangede landsbyboerne helt uforberedte. (De) bortførte 237 mænd, kvinder og børn og tog dem med til Algier (…). Den franske pater Pierre Dan var i byen (Algier) på det tidspunkt (…). Han var vidne til salget af fangerne ved slaveauktionen. ’Det var et ynkeligt syn at se dem udstillet på markedet (…). Kvinder blev skilt fra deres mænd og børn fra deres fædre (...) på den ene side blev en ægtemand solgt; på den anden hans hustru; og hendes datter blev revet ud af armene på hende uden håb om, at de nogensinde ville se hinanden igen.’”]

og selv til Reykjavik, Island!

Bostom bemærker, at "i juni/juli 1815 havde de dygtigt ledede amerikanske flådestyrker påført deres barbareske jihad-fjender en hurtig serie knusende nederlag. Denne succes inspirerede magterne i Den gamle Verden til at rejse sig mod barbaresk-piraterne."

Alligevel synes nogle arabere at savne de gode gamle dage, hvor de kunne aftvinge jizya-betalinger fra Vesten. Den libyske leder Muammar Gaddafi har udtalt, at han mener, at de europæiske nationer bør betale 10 milliarder euro (12.7 milliarder dollars) om året til Afrika for at hjælpe det til at stoppe migranter, der strømmer nordpå til Europa i håb om et bedre liv. Han tilføjede uden at uddybe nærmere: "Jorden tilhører alle. Hvorfor de (unge afrikanere) udvandrede til Europa - dette bør besvares af europæere."

Bortset fra at være et klart eksempel på, hvordan migration, eller rettere befolkningsdumpning fra tredjeverdenslande, er blevet et redskab til pengeafpresning i det 21. århundrede, er dette en tilbagevenden til den tid, hvor Tripoli kunne aftvinge betalinger fra Europa.

Desværre synes amerikanerne at have glemt erfaringerne fra dette stolte kapitel i deres historie, da de nægtede at betale løsepenge til muslimer, som europæerne gjorde, og i stedet sendte krigsskibe til Middelhavet under sloganet: "Millioner til forsvar, ikke en øre til tribut!" Siden 2. Verdenskrig har vi haft tre store konflikter på Balkan: På Cypern, i Bosnien og i Kosovo. Alle tre gange har USA grebet ind til fordel for muslimer. Men på trods af dette faktum, sagde to af 9/11-flykaprerne, at deres handlinger var inspireret af en trang til at hævne muslimers lidelser i Bosnien.

Som Efraim Karsh, forfatter til bogen Islamic Imperialism: A History, påpeger, så bliver Amerika forhånet i den muslimske verden, ikke på grund af dets særlige politikker, "men fordi det, som den stærkeste verdensmagt, blokerer den endelige virkeliggørelse af denne samme ældgamle drøm om et universelt islamisk imperium (eller umma)."

Ifølge Hugh Fitzgerald:

"Man må huske på måden, som nogle grusomheder, tilskrevet serbere, blev overdrevet på, mens grusomheder, som serberne blev påført, blev minimeret eller helt ignoreret. Men det mest foruroligende var, at der ikke blev givet nogen kontekst til noget som helst: Intet om århundreders muslimsk herredømme.

Var denne historie blevet drøftet på et tidligt tidspunkt, så kunne vestlige regeringer have forstået og forsøgt at dæmpe den dybe frygt, der blev fremkaldt af den bosniske muslimske leder, Izetbegovic, da han skrev, at han agtede at skabe en muslimsk stat i Bosnien og indføre sharia ikke blot dér, men overalt hvor muslimer engang havde hersket på Balkan. Havde den vestlige verden vist den mindste intelligente sympati eller forståelse for, hvad der satte gang i fantasien hos mange serbere (og blandt kristne andre steder på Balkan og i Grækenland), så ville der måske aldrig have været en så voldsom serbisk reaktion, og en mand som [Slobodan] Milosevic ville måske aldrig være kommet til magten.”

I 1809, efter slaget om Cegar Bakken, og på befaling af den tyrkiske pasha, Hurshid, blev kranier af dræbte serbiske soldater bygget op i et tårn, Hovedskaltårnet, på vejen til Konstantinopel. Det 3 meter høje Hovedskaltårn blev bygget af 952 kranier som en advarsel til det serbiske folk om ikke at modsætte sig deres muslimske herskere. Nogle år senere, blev et kapel bygget over kranierne.

Lignende jihad-massakrer blev ikke kun begået mod serberne, men også mod grækerne, bulgarerne og andre ikke-muslimer, der langsomt begyndte at gøre oprør mod Det Osmanniske Rige gennem hele det 19. århundrede. Professor Vahakn Dadrian og andre har klart identificeret jihad, som en afgørende faktor i det armenske folkemord i begyndelsen af det 20. århundrede. Dette folkemord, begået af tyrkerne, inspirerede angiveligt Adolf Hitler til hans senere holocaust mod jøderne: "Når det kommer til stykket, hvem taler så i dag om udryddelsen af armenierne?"

Som Efraim Karsh bemærker: "Osmannerne kastede sig ud i et orgie af blodsudgydelser som reaktion på deres europæiske undersåtters nationalistiske aspirationer. Den græske uafhængighedskrig i 1820’erne; Donau-oprøret i 1848 og den dermed forbundne Krim-krig; eksplosionen på Balkan i 1870'erne; den græsk-osmanniske krig i 1897 - alle var smertefulde påmindelser om omkostningerne ved at modsætte sig islamisk imperialt styre."

I sin bog Onward Muslim Soldiers, citerer Robert Spencer et brev fra Bosnien, skrevet i 1860 af den fungerende britiske konsul i Sarajevo, James Zohrab:

”De kristnes had til de bosniske muslimer er intenst. I en periode på næsten 300 år, blev de udsat for megen undertrykkelse og grusomhed. For dem eksisterede der ikke anden lov end deres herrers luner (…). Undertrykkelse kan ikke længere udføres så åbenlyst som tidligere, men man skal ikke tro, fordi regeringsansatte generelt ikke fremstår som undertrykkere, at de kristne så bliver godt behandlet og beskyttet.”

Bosniens præsident under krigen, Alija Izetbegovic døde i 2003, hyldet over hele som en moderat muslimsk leder. Kun lidt blev der sagt i vestlige medier om hans Islamiske Erklæring fra 1970, der fik ham fængslet af kommunisterne i Jugoslavien, hvori han gjorde sig til talsmand for "en kamp for at skabe et stort islamisk forbund fra Marokko til Indonesien, fra tropisk Afrika til Centralasien. Den islamiske bevægelse bør og skal begynde at tage magten, så snart den er moralsk og talmæssigt stærk nok til, ikke kun at omstyrte den eksisterende ikke-islamiske, men også at opbygge en ny islamisk myndighed."

Alija Izetbegovic modtog også penge fra en saudiarabisk forretningsmand, Yassin al-Kadi, som af USA, FN og Den Europæiske Union er udpeget som finansmand bag al-Qaeda-terrorister. Evan F. Kohlmann, forfatter til Al-Qaeda's Jihad in Europe: The Afghan-Bosnian Network, anfører, at "nøglen til forståelse af al-Qaedas europæiske celler ligger i den bosniske krig i 1990'erne." I 1992 udstedte Alija Izetbegovics bosniske muslimske regering i Wien-ambassaden et pas til Osama bin Laden. The Wall Street Journal rapporterede i 2001, at "i de sidste 10 år har de fleste højtstående ledere af al-Qaeda besøgt Balkan, herunder bin Laden selv ved tre lejligheder mellem 1994 og 1996. Den egyptiske kirurg, der blev terroristleder, Ayman al-Zawahiri har drevet træningslejre for terrorister, fabrikker til fremstilling af masseødelæggelsesvåben, hvidvaskning af penge og narkotika-handelsnetværk over hele Albanien, Kosovo, Makedonien, Bulgarien, Tyrkiet og Bosnien."

Samuel Huntington nævnte allerede i 1993 i hans berømte artikel: "The Clash of Civilizations" i tidsskriftet Foreign Affairs, at både shia-muslimerne i Iran og sunni-muslimerne i Saudi-Arabien leverede betydelige pengemidler, våben og mænd til bosnierne. Tusindvis af udenlandske krigere eller ”mujahadeen" fra islamiske lande kom til Bosnien for at kæmpe på de lokale muslimers side i den blodige borgerkrig i 1992-1995. Mange af disse mujahadeen blev i Bosnien efter krigen, og nogle har drevet træningslejre for terrorister og indoktrineret lokale unge.

Terrorister har, ikke blot i Bosnien, men også i Albanien og på hele Balkan, arbejdet med at rekruttere ikke-arabiske sympatisører – de såkaldt "hvide muslimer" med vestligt udseende, som i teorien lettere skulle kunne blande sig med befolkningerne i europæiske byer og udføre angreb.

Saudi-Arabien siges at have investeret mere end 1 milliard dollar alene i Sarajevo-regionen i projekter, der omfatter opførelsen af 158 moskéer. Den islamiske verden bruger nu Balkan som affyringsrampe for jihad mod resten af Europa og Vesten. "Der er religiøse centre i Bulgarien, der tilhører islamiske grupper, som finansieres hovedsageligt af saudiarabiske grupper", har lederen af den bulgarske militære efterretningstjeneste advaret om. Ifølge ham befinder centrene sig i det sydlige og sydøstlige Bulgarien, hvor landets muslimer, primært af tyrkisk oprindelse, er koncentreret, og "har forbindelser med tilsvarende organisationer i Kosovo, Bosnien og Makedonien. For dem synes Bulgarien at være et overgangssted til Vesteuropa.” Han sagde, at der blev taget skridt til at forhindre terrorgrupper i at vinde fodfæste i Bulgarien, som har fælles grænse med Tyrkiet. Bulgariens muslimske mindretal udgør mere end 10 procent af landets befolkning.

Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien har vedtaget en lov, der giver etniske albanere ret til at flage med det albanske nationale flag i områder, hvor de udgør flertallet. Beslutningen kom som en følge af syv måneders hårde kampe i 2001 med albanske separatister, og efter pres fra EU, der altid klar til at behage muslimerne.

Etniske albanere udgør omkring 25 procent af Makedoniens befolkning. Hvis den demografiske udvikling er noget lignende som i Kosovo, hvor de overvejende muslimske albanere har formeret sig hurtigere end deres ikke-muslimske naboer, kan makedonerne komme til at stå over for alvorlige problemer i den nærmeste fremtid. I Kosovo er snesevis af kirker og klostre blevet ødelagt eller beskadiget efter en etnisk udrensning af kristne serbere, alt sammen under NATO-soldaters protektion.

I en kommentar: "We bombed the wrong side” [Vi bombede den forkerte side], skrev den tidligere canadiske UNPROFOR Commander Lewis MacKenzie: "Kosovo-albanere har spillet os som en Stradivarius. Vi har subsidieret og indirekte støttet deres voldelige kampagne for et etnisk rent og uafhængigt Kosovo. Vi har aldrig bebrejdet dem for at være gerningsmændene bag volden i begyndelsen af 90'erne, og vi fortsætter i dag med at fremstille dem som ofre på trods af beviser på det modsatte. Når de opnår uafhængighed ved hjælp af vores skatte-dollars kombineret med bin Laden og al-Qaeda, så bare overvej hvilket opmuntrende budskab dette sender til andre terrorist-støttede uafhængighedsbevægelser rundt om i verden."

Martti Ahtisaari, Finlands tidligere præsident og nu FN’s chefforhandler for Kosovo, skabte vrede i Serbien, da han erklærede, at "serberne er skyldige som et folk," og derved lod formode, at de måtte betale for det, eventuelt ved at miste provinsen Kosovo, som søger uafhængighed.

Jeg er uenig med hr. Ahtisaari. Én ting er at kritisere Milosevic-styrets brutalitet. Det er en helt anden ting at hævde, at "serberne er skyldige som et folk." Hvis nogen på Balkan kan kaldes skyldige som et folk, så er det tyrkerne, ikke serberne. Tyrkerne har gennem flere århundreder trukket et spor af blod henover store dele af Europa og Middelhavsområdet, kulminerende i det armenske folkemord i det 20. århundrede, som Tyrkiet stadig nægter at anerkende, endsige undskylde for.

Dimitar Angelov belyser konsekvenserne af den osmanniske jihad for de besejrede folk på Balkan:

"... erobringen af Balkan-halvøen, gennemført af tyrkerne over cirka to århundreder, førte til ufattelige materielle ødelæggelser, talrige massakrer, slavebinding og eksil for en stor del af befolkningen – kort sagt, en generel og langvarig nedgang i produktiviteten, som det også var tilfældet med Lilleasien, efter at det var blevet besat af de samme angribere. Denne nedgang i produktiviteten er så meget mere slående, når man husker, at i midten af det fjortende århundrede, da osmannerne var ved at vinde fodfæste på halvøen, havde de stater, som fandtes der - Byzans, Bulgarien og Serbien - allerede nået et ret højt niveau af økonomisk og kulturel udvikling (…). Kampagnerne ført af Mourad II (1421-1451) og især af hans efterfølger, Mahomet II (1451-1481) i Serbien, Bosnien, Albanien og i det byzantinske fyrstedømme Peloponnes, var af særlig ødelæggende karakter."

Den osmanniske jihad-tradition videreføres stadig af det "verdslige" Tyrkiet frem til denne dag. Michael J. Totten besøgte Varosha, Cyperns spøgelsesby i 2005. Byen blev forladt under den tyrkiske invasion af Cypern i 1974, og er nu indhegnet og bevogtet af den tyrkiske besættelsesmagt. Tyrkerne delte øen op. Græsk-cypriotiske borgere i Varosha forventede at kunne vende tilbage til deres hjem inden for få dage. I stedet beslaglagde tyrkerne den tomme by og pakkede den ind i hegn og pigtråd.

I marts 2006 skrev italieneren Luigi Geninazzi en rapport fra det samme område. 180.000 mennesker lever i den nordlige del af øen, hvoraf 100.000 af dem er kolonister fra fastlandet Tyrkiet.

Ifølge Geninazzi, er islamiseringen af det nordlige Cypern blevet konkretiseret i ødelæggelsen af alt, hvad der var kristent. Yannis Eliades, direktør for det byzantinske museum i Nicosia, har beregnet, at 25.000 ikoner er forsvundet fra kirker i området, der er besat af tyrkerne. Storslåede byzantinske og romanske kirker, imponerende klostre, mosaikker og fresker er blevet plyndret, krænket, og destrueret. Mange af disse bygninger er blevet omdannet til restauranter, barer og natklubber.

Geninazzi konfronterede Huseyn Özel, en regeringstalsmand for den selvudråbte Tyrkiske Republik Nordcypern, med dette. De fleste af moskéerne i det græsk-cypriotiske område er blevet restaureret. Så hvorfor bliver kirker stadig i dag omdannet til moskéer? Den tyrkisk-cypriotiske embedsmand bredte armene ud og sagde: "Det er en osmannisk skik ..."

En person fra Finland, et af de nordligste lande i Europa, som har haft meget få direkte erfaringer med jihad, kan måske undskyldes for at have forstået så lidt. Men folk fra Rusland, et land, der engang var under tartar-åget, burde vide bedre. Så hvorfor hjælper russerne Den Islamiske Republik Iran med missil- og atomteknologi, som med tiden vil blive brugt til at intimidere Vesten? Er russerne så naive, at de tror, at dette bæst ikke senere vil komme tilbage for at bide dem også? Iran træner hemmeligt tjetjenske oprørere i sofistikerede terrorteknikker for at gøre dem i stand til at foretage mere effektive angreb på russiske styrker, har Sunday Telegraph afsløret.

Islam var under kontrol i Sovjetunionens tid, men har haft en renæssance efter dens fald i 1991, hjulpet på vej af midler fra Mellemøsten. Denne gen-islamisering af Centralasien burde virkelig bekymre russerne. De bruger hundreder af millioner dollars på et grænsesikkerhedsprojekt i regionen, til dels for at undgå at blive demografisk overvældet af muslimer. Men problemet eksisterer også i selve Rusland.

Ruslands ikke-muslimske befolkning er faldende, mens befolkningstallet er stigende i de muslimske regioner. Vil landet, kaldet Rusland stadig eksistere i fremtiden? Og hvis ja, vil det være Pusjkins eller Abdullahs Rusland? Det er forståeligt, at russerne selv har stormagtsambitioner. Men man må håbe, at de vil vågne op, huske deres historie og indse, at der er større trusler derude end amerikansk magt.

Paul Fregosi har påpeget, at "Vestlig kolonisering af nærliggende muslimske lande varede i 130 år, fra 1830'erne til 1960'erne. Muslimsk kolonisering af nærliggende europæiske lande varede i 1300 år, fra 600-tallet til midten af 1960'erne. Men mærkeligt nok er det muslimerne, mere præcist araberne og maurerne, der er mest bitre over kolonialismen og de ydmygelser, de har været udsat for; og det er europæerne, der bærer skammen og skylden. Det burde være den anden vej rundt."

János Hunyadi, ungarsk kriger og kaptajnsgeneral, er i dag stort set ukendt uden for Ungarn, men han gjorde sandsynligvis mere end nogen anden enkeltperson for at standse den tyrkiske invasion i det femtende århundrede. Hans handlinger spændte over alle landene i det sydøstlige Europa, han anførte internationale hære og forhandlede med konger og paver. Hunyadi døde af pest efter at have slået en osmannisk hær udenfor Beograd i 1456. Hans aktiviteter bremsede den muslimske fremrykning, og kan således have sparet Vesteuropa for at falde til islam. I forlængelse heraf kan han også have hjulpet med til at redde vestlig civilisation i Nordamerika og Australien. Men næppe nogen her i Vesten ved, hvem han er. Vores børn lærer ikke hans navn; de lærer kun om vestlig kolonialismes ondskab og farerne ved islamofobi.

Vesteuropa i dag befinder sig en mærkelig og meget farlig blanding af arrogance og selvlede. Muslimer skaber kaos og angriber deres ikke-muslimske naboer fra Thailand til Indien. Det er yderst arrogant at tro, at resultatet vil være anderledes i Nederlandene, Storbritannien eller Italien, eller for den sags skyld i USA eller Canada, end det har været alle andre steder. Det vil det ikke. Hvis vi havde den ydmyghed at lytte til råd fra hinduerne i Indien eller endda fra vores kristne fætre og kusiner i det sydøstlige Europa, ville vi ikke være i så stor knibe, som vi er i nu.

På den anden side, hvis vi ikke havde en sådan kultur af selvlede, hvor vores egne kulturelle traditioner gøres til grin til fordel for en meningsløs multikulturel cocktail, så ville vi nok heller ikke have tilladt en massiv muslimsk indvandring. Der behøver ikke at være en modsætning mellem at være stolt af sin egen kulturarv og at vide, at der fortsat kan være noget at lære af andre. En klog mand kan gøre begge dele. Vesterlændinge i vor tid gør ingen af delene. Sun Zi [eller Sun Tzu], som var samtidig med den store kinesiske tænker Konfutse, skrev for 2500 år siden Sun Zi Bing Fa [Mester Suns Krigskunst], det indflydelsesrige værk om militær strategi. Det er en bog, der fortjener at blive læst i sin helhed, men et af de måske mest berømte citater er dette:

"Så det er sagt, at hvis du kender dine fjender og kender dig selv, vil du ikke være i fare i hundrede slag; hvis du ikke kender dine fjender, men kender dig selv, vil du vinde ét og tabe ét; hvis du hverken kender dine fjender eller dig selv, vil du være i fare i hvert eneste slag."

I Vesten har vi glemt, hvem vore fjender er, men værre endnu, vi har også glemt, hvem vi selv er. Vi kommer til at betale en høj pris for dette historiske hukommelsestab.

---

Oversættelse: Bombadillo