Dette essay er en sammensvejsning af nogle af mine tidligere online essays, blandt dem: "Who Are We, Who Are Our Enemies — The Cost of Historical Amnesia," "Why We Should Oppose an Independent Kosovo," "Refuting God’s Crucible" and "The Truth About Islam in Europe."

"Jihad, den islamiske såkaldt hellige krig, har været en af livets realiteter i Europa, Asien, Afrika og Nær- og Mellemøsten i mere end 1300 år, men denne bog er den første historie om de muslimske krige i Europa, der nogensinde er udgivet. Omvendt er hundredvis af bøger dukket op om dens kristne modstykke, korstogene, som jihad ofte er sammenlignet med, selv om de varede mindre end to hundrede år og, i modsætning til jihad, som er universel, stort set, men ikke helt, var begrænset til Det hellige Land. Desuden har korstogene været et afsluttet kapitel i mere end 700 år, mens der stadig kæmpes jihad i nutidens verden. Jihad har været den mest uregistrerede og oversete større begivenhed i historien. Den er i virkeligheden stort set blevet ignoreret. For eksempel giver Encyclopaedia Britannica korstogene firs gange mere plads end jihad."

Ovenstående citat er fra Paul Fregosis bog, Jihad in the West fra 1998. Fregosi opdagede, at hans bog om islamisk hellig krig i Europa fra det 7. til det 20. århundrede var svær at få udgivet i midten af 1990'erne, da forlagene havde Salman Rushdie-sagen i frisk erindring.

Et par år senere blev den til dato måske mest omfattende og videnskabelige bog om emnet, The Legacy of Jihad udgivet af Andrew G. Bostom. Han har skrevet om, hvad han kalder "Amerikas første krig mod terror." Thomas Jefferson og John Adams, der på det tidspunkt tjente som amerikanske ambassadører i hhv. Frankrig og Storbritannien, mødtes i 1786 i London med den tripolitanske [libyske] ambassadør i Storbritannien, Sidi Haji Abdul Rahman Adja. Disse kommende amerikanske præsidenter forsøgte at forhandle en fredsaftale i stand, som ville spare USA for jihad-pirateriets hærgen - mord og slaveri, der udgik fra de såkaldte barbaresk-stater i Nordafrika, svarende til nutidens Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen.

Bostom bemærker, at "en aggressiv jihad allerede blev ført mod USA næsten 200 år før Amerika blev en dominerende international magt i Mellemøsten." Israel har intet med dette at gøre. Barbaresk-landenes jihad-pirateri havde stået på siden den tidligste arabisk-islamiske ekspansion i det 7. og 8. århundrede. Francisco Gabrieli forklarer:

Efter nutidens opfattelse af internationale relationer, svarer sådanne aktiviteter til piratvirksomhed, men de er helt i overensstemmelse med jihad, som er en islamisk religiøs pligt. Erobringen af Kreta, i øst, og en stor del korsar-krigsførelsen langs de provencalske og italienske kyster, i vest, er blandt de mest iøjnefaldende eksempler på den form for "privat initiativ", som bidrog til den arabiske dominans i Middelhavet.

En prototypisk muslimsk sømilitær razzia fandt i 846, da en flåde af arabiske jihadister ankom til mundingen af Tiberen, fandt vej til Rom, plyndrede byen, og trak sig tilbage med alt det guld og sølv, som St. Peters Basilika havde indeholdt. Oprettelsen af Vatikanet som en befæstet "by i byen" var en reaktion på den tilbagevendende trussel om islamiske jihad-overfald.

Bostom bemærker, at "i juni/juli 1815 havde dygtigt ledede amerikanske flådestyrker påført deres barbareske jihad-fjender en hurtig serie knusende nederlag. Denne succes inspirerede magterne i Den gamle Verden til at rejse sig mod barbaresk-piraterne."

Alligevel synes nogle arabere at savne de gode gamle dage, hvor de kunne aftvinge jizya betalinger fra Vesten. Den libyske terrorist-sponsorerende leder Muammar Gaddafi har udtalt, at han mener, at de europæiske nationer bør betale 10 milliarder euro (12.7 milliarder dollars) om året til Afrika for at hjælpe det til at stoppe migranter, der strømmer nordpå til Europa i håb om et bedre liv. Han tilføjede uden at uddybe nærmere: "Jorden tilhører alle. Hvorfor de (unge afrikanere) udvandrede til Europa - dette bør besvares af europæere." Bortset fra at være et klart eksempel på, hvordan migration, eller rettere befolkningsdumpning, er blevet et redskab til pengeafpresning i det 21. århundrede, er dette en tilbagevenden til den tid, hvor Tripoli kunne aftvinge betalinger fra Europa.

Robert Davis, professor i historie ved Ohio State University, udviklede en ny metodisk optælling i hans bog, Christian Slaves, Muslim Masters, som indikerer, at måske en og en kvart million hvide europæiske kristne blev gjort til slaver af barbaresk-muslimerne alene i perioden fra 1530 til 1780 - et langt større antal end hidtil skønnet:

At blive gjort til slave var en meget reel mulighed for alle, der rejste på Middelhavet, eller som boede langs kysterne i lande som Italien, Frankrig, Spanien og Portugal, og endda så langt nordpå som England og Island. Meget af, hvad der er skrevet, giver det indtryk, at der ikke var mange slaver og forklejner den indvirkning, som slaveriet havde på Europa," siger Davis. "De fleste redegørelser ser kun se på slaveriet på ét sted, eller kun for en kort periode. Men når man ser det i et bredere og længere perspektiv, bliver det massive omfang af dette slaveri og dets kraftfulde indvirkning klar.

Korsarer fra byer i Nordafrika - Tunis, Algier osv. - overfaldt skibe i Middelhavet og Atlanterhavet, samt landsbyer ved kysten for at fange mænd, kvinder og børn. Virkningen var ødelæggende - Frankrig, England og Spanien mistede hver tusindvis af skibe, og lange strækninger af de spanske og italienske kyster var næsten helt forladt af deres beboere.

På sit højeste overgik ødelæggelsen og affolkningen af visse områder formentlig, hvad europæiske slavehandlere senere påførte det indre af Afrika. De europæiske slaver havde det ofte ikke bedre end ofrene for den transatlantiske slavehandel, som senere drog nytte af den allerede etablerede islamiske slavehandel i Afrika. "Hvad angår de daglige levevilkår, havde middelhavsslaverne det bestemt ikke bedre," siger Davis. Mens afrikanske slaver udførte hårdt arbejde på sukker- og bomuldsplantager i Amerika, blev europæiske slaver ofte udnyttet lige så hårdt og lige så dødeligt - i stenbrud, med tungt byggeri, og frem for som roere i korsarernes galejer.

Gennem det meste af det syttende århundrede, mistede englænderne alene mindst 400 søfolk om året til slavehandlere. Én amerikansk slave rapporterede, at 130 amerikanske søfolk var blevet gjort til slaver af algerierne i Middelhavet og Atlanterhavet alene mellem 1785 og 1793 (hvilket udløste amerikanernes senere militære reaktion, der er nævnt ovenfor). I sin bog, White Gold beskriver Giles Milton, hvordan regelmæssige jihad-razziaer i Europa rakte så langt nordpå som til Island. Selv i tiden under dronning Elizabeth I, mens William Shakespeare skrev sine skuespil og digte, risikerede unge englændere at blive overrasket af en flåde af muslimske pirater, der dukkede op i deres landsby eller kidnappede dem, mens de fiskede på havet:

Ved udgangen af den frygtelige sommer 1625, regnede borgmesteren i Plymouth med, at 1.000 både var blevet ødelagt, og et tilsvarende antal landsbyboere ført bort som slaver. Sådanne begivenheder fandt sted over det meste af Europa, også i Wales og det sydlige Irland: "I 1631 (…) sejlede 200 islamiske soldater (…) til landsbyen Baltimore, stormede i land med dragne sværd og fangede landsbyboerne helt overraskede. (De) bortførte 237 mænd, kvinder og børn og tog dem med til Algier (…). Den franske pater Pierre Dan var i byen (Algier) på det tidspunkt (…). Han var vidne til salget af fangerne ved slaveauktionen. ’Det var et ynkeligt syn at se dem udstillet på markedet (…). Kvinder blev skilt fra deres mænd og børn fra deres fædre (...) på den ene side blev en mand solgt, og på den anden hans hustru; og hendes datter blev revet ud af armene på hende uden håb om, at de nogensinde ville se hinanden igen.

Englænderen Thomas Pellow var slave i Marokko i treogtyve år efter at være blevet taget til fange af barbaresk-pirater som kahytsdreng på et lille engelsk skib i 1716. Han blev tortureret, indtil han accepterede Islam. I uger blev han slået og sultet, og gav til sidst efter, da hans bøddel begyndte at "brænde mit kød fra mine ben med ild, hvilket tyrannen gjorde, med hyppige gentagelser, på den mest grusomme måde."

God’s Crucible: Islam and the Making of Europe, 570-1215 [Guds smeltedigel: Islam og Europas tilblivelse, 570-1215] blev skrevet af David Levering Lewis, den amerikanske historiker og dobbelte vinder af den prestigefyldte Pulitzer-pris. Han anfører, at muslimer ikke slavebinder deres trosfæller, kun de vantro. Ja, men hvorfor er det bedre?

Som Robert Spencer skriver i sin bog, Religion of Peace?: "Koranen siger, at Muhammeds tilhængere er ’strenge over for de vantro, men barmhjertige mod hinanden’ (48:29), og at de vantro er de ’værste af skabningen’ (98:6). Man kan praktisere Den Gyldne Regel overfor en muslimsk trosfælle, men i henhold til islams lov, skal den samme høflighed ikke udvides til de vantro. Dette er én væsentlig grund til, at den primære kilde til slaver i den islamiske verden har været ikke-muslimer, det være sig jøder, kristne, hinduer, eller hedninger. De fleste slaver var ikke-muslimer, som var taget til fange under jihad-krigsførelse."

Slaveri blev taget for givet gennem hele den islamiske historie. Da det endelig blev afskaffet, skyldtes det vestligt pres, især indsatsen fra det britiske imperium. Spencer igen: ”Der var heller ikke en muslimsk afskaffelsesbevægelse, ingen Clarkson, Wilberforce, eller Garrison. Når slavehandelen sluttede, var det ikke på grund af muslimske bestræbelser, men gennem britisk militær magt. Alligevel er der tegn på, at slaveri fortsætter under overfladen i nogle muslimske lande - især Saudi-Arabien, som først afskaffede slaveriet i 1962; Yemen og Oman, som begge standsede legalt slaveri i 1970; og Niger, som ikke afskaffede slaveriet før 2004. I Niger bliver forbuddet generelt ignoreret, og så mange som en million mennesker lever fortsat i trældom. Slaver bliver opdrættet, ofte voldtaget, og generelt behandlet som dyr. Der er endda sager om slaveri, der involverer muslimer i USA. En saudiaraber kaldet Homaidan al-Turki blev i september 2006 idømt syvogtyve år til livsvarigt fængsel for at holde en kvinde som slave i sit hjem i Colorado. For sin del hævdede al-Turki, at han var offer for anti-muslimske fordomme.”

Jihad-slaveri var udbredt i Afrika og i mange regioner i Asien. Den indiske historiker K. S. Lal forklarer, at lige meget hvor jihadister erobrede et område, "blev der udviklet et system af slaveri, særegen for stedets klima, terræn og befolkning." Når muslimske hære invaderede Indien, "blev befolkningen gjort til slaver i hobetal for at blive solgt i fremmede lande eller beskæftiget i mindreværdige og knap så mindreværdig jobs i landet selv."

Kort opsummeret, så beklager God’s Crucible, at Karl Martel, "Hammeren", stoppede den fremrykkende islamiske jihad i Slaget ved Tours også kaldet Slaget ved Poitiers i 732:

Havde Abd al-Rahmans mænd sejret på denne oktoberdag, ville det post-romerske Vesten formentlig være blevet indlemmet i et kosmopolitisk muslimsk rige, uhindret af grænser, som de forestiller sig det – et rige, fri for en præstelig kaste, animeret af dogmet om de troendes lighed, og som respekterer alle religiøse trosretninger. Den slags spekulationer er mærkeligt nok af fransk afstamning. For fyrre år siden, opregnede to historikere, Jean-Henri Roy og Jean Deviosse, fordelene ved en muslimsk triumf ved Poitiers: Astronomi, trigonometri, arabertal, den græske filosofis korpus. ’Vi [Europa] ville have vundet 267 år,’ ifølge deres beregninger. ’Vi kunne have været sparet for religionskrigene.’ For at presse logikken i denne ubehagelige analyse yderligere, så må sejren til Karl ”Hammer” ses som et stort bidrag til skabelsen af et økonomisk retarderet, balkaniseret og brodermorderisk Europa, som, ved at definere sig selv i opposition til islam, gjorde en dyd ud af religiøs forfølgelse, kulturel partikularisme, og arveligt aristokrati.

David Levering Lewis er klart velvilligt stemt over for denne opfattelse og skriver, at den karolingiske orden, der blev etableret af Karl Martel (Carolus på latin) og hans barnebarn Karl den Store, var "religiøst intolerant, intellektuelt forarmet, socialt forkalket, og økonomisk primitivt." Mærkeligt nok nævner han i forbifarten, at der var en vedvarende "udvandring til de kristne riger" fra al-Andalus. Hvorfor flyttede de til de kristne lande, hvis økonomi kun var "lidt bedre end i den senere yngre stenalder," hvis livet var så sødt i al-Andalus? Hos Lewis hedder det: "I slutningen af det ottende århundrede, var Europa militært stærkt nok til at forsvare sig mod islam, til dels takket være Karl den Store og hans forgængere. Spørgsmålet er, om det var politisk, økonomisk og kulturelt bedre stillet ved at kunne gøre det."

God’s Crucible blev udgivet på et tidspunkt, hvor Spanien og Portugal under islamisk besættelse blev hyldet som et forbillede for sameksistens med islam. Den Europæiske Union meddelte for nylig sine hensigter om en udvidelse, så den også kommer til at omfatte det muslimske Mellemøsten og Nordafrika. Der er en samlet indsats i gang for at fremstille islam som noget ikke-truende, ja velgørende. I maj 2008 hyldede det tyske ugeblad Der Spiegel, som er Europas største, al-Andalus som en "multikulturel model" for Europa: "I næsten 800 år var det muligt for indbyggerne i al-Andalus - som de arabiske dynastier kaldte deres imperium på Den Iberiske Halvø - jøder, kristne og muslimer at leve side om side i en ånd af gensidig respekt - en situation, der var til gavn for alle." Skidt med at Richard Fletcher i sin bog Moorish Spain [Maurisk Spanien] anfører, at "Det mauriske Spanien var ikke et tolerant og oplyst samfund, selv ikke i sin mest kultiverede epoke."

Den Europæiske Union, Europarådet og talrige islamiske organisationer arbejder hårdt på at omskrive europæiske skolebøger for at fremme islam. I Europa-Parlamentet, har den tyske kristelige demokrat Hans-Gert Pöttering udtalt, at lærebøger bør efterses for intolerante fremstillinger af islam for at sikre, at de ikke spreder "fordomme." Han foreslog, at EU skulle samarbejde med Organisationen af Den Islamiske Konference om at oprette et udvalg til bedømmelse af lærebøger. OIC ønsker at omskrive lærebøger verden over for at fjerne alt, hvad der er kritisk over for islam, fortie omtale af ofrene for 1400 års islamisk jihad og forherlige resultaterne af "islamisk civilisation."

Robert Spencer skriver i A Religion of Peace?: Why Christianity Is and Islam Isn’t [En fredens religion?: Hvorfor kristendommen er og islam ikke er]: "Islam-apologeten Karen Armstrong formulerer den sædvanlige visdom, når hun siger, at ’indtil 1492 levede jøder og kristne fredeligt og produktivt sammen i det muslimske Spanien - en sameksistens, der var umulig andre steder i Europa.’ Selv USA's udenrigsministerium har udtalt, at ’i den islamiske periode i Spanien levede jøder, kristne og muslimer sammen i fred og gensidig respekt, og skabte et samfund med forskellighed, hvor en levende udveksling af idéer fandt sted.’”

De, der ønsker en anden opfattelse, kan starte med at læse online-essayet Andalusian Myth, Eurabian Reality ../en/yeor-bostom%20andalusian-myth-eurabian-reality.php [Andalusisk myte, Eurabisk virkelighed yeor-bostom%20andalusisk-myte-eurabisk-virkelighed.php] (yeor-bostom andalusisk-myte-eurabisk-virkelighed.php) af Bat Ye'or og Andrew G. Bostom: ”Der var sjældent perioder med fred i Cordoba Emiratet (756-912), og heller ikke senere. Al-Andalus var jihad-landet frem for noget. Hvert år, somme tider to gange om året, blev der afsendt overfaldsekspeditioner for at hærge de kristne kongedømmer mod nord, de baskiske områder eller Frankrig og Rhônedalen, og de bragte bytte og slaver med tilbage. Andalusiske korsarer angreb og invaderede langs sicilianske og italienske kyster, selv så langt væk som de Ægæiske Øer, hvor de plyndrede og nedbrændte på deres vej. Tusindvis af mennesker blev ført bort til slaveri i Andalusien, hvor kaliffen holdt en hær af titusinder af kristne slaver, bragt sammen fra alle dele af det kristne Europa (Saqaliba), samt et harem fyldt med fangne kristne kvinder.”

David Levering Lewis omtaler "en lille gruppe andalusiske kristne" fyldt med "fanatisme", som engagerede sig i "topmålet af meningsløs religiøs provokation", hvor enkelte kristne præster og lægfolk "offentligt viste ringeagt for moskéer, Koranen, og Profetens navn." På grund af dette havde Cordobas qadi (islamisk dommer), stakkels mand, ikke noget valg. Herskeren Muhammad I "godkendte hans qadis dødsdom i 851-52 over tretten kristne, over for hvem dette at vise overbærenhed var uklogt, hvis ikke umuligt, under malikitisk sharia."

Desværre var disse "stridbare kristne", som Lewis kalder dem, stadig døve for alle bønner om at opføre sig på en passende underdanig måde overfor muslimer, og flere dødsdomme fulgte:

Omring en snes ’mozarabiske martyrer’ blev dræbt i 853 eller året efter, og et dusin mere fulgte efter. I en anden bølge af kristen blasfemi i 859 blev yderligere tretten henrettet sammen med to døtre af en prominent muslimsk familie fra det fjerntliggende Huesca, der trodsigt røbede deres hemmelige kristne omvendelse.

Lewis mener, at: "En meningsmåling taget af andalusiere af alle trosretninger ville have vist en overvældende misbilligelse af de ’mozarabiske martyrer.’ Disse kristne ekstremister var en afvigelse, ikke fordi de handlede uden for historien, men fordi de var for tidligt ude - tre århundreder forud for historien, hvis intense kulturelle nationalisme og religiøse intolerance blev indprentet i årtierne efter slaget ved Clavijo. "

Den "religiøse intolerance" han henviser til, er ikke jihad ført mod kristne og jøder i Spanien og Portugal; det er Reconquistaen, den kristne generobring af Den Iberiske Halvø. Den anses traditionelt for at være begyndt med Pelayo i 718. Selv om den i starten var langsom, satte den farten op fra det elvte århundrede og fremefter. Portugiserne var blevet befriet i 1249 under kong Alfonso III [billede til venstre]. Begrebet "hellig krig" var oprindeligt fremmed for kristendommen og blev indført i Europa, efter at europæerne havde været udsat for islamisk jihad i århundreder.

Lewis selv oplyser (korrekt), at folk i denne "tolerancens guldalder" blev henrettet for at kritisere islam. Er det ikke foruroligende, nu da al-Andalus, af vores myndigheder og medier, fremstilles som model for vores sameksistens med islam? "Blasfemi" mod islam og Muhammed straffes med døden efter sharia-loven, hvilket er grunden til, at den hollandske filmskaber Theo van Gogh blev myrdet af en muslim i Amsterdam i 2004.

Selv for de ikke-muslimer, der accepterer islamisk styre, er livet hårdt, med alvorlige økonomiske belastninger og med bevidstheden om den konstante trussel om vold i baghovedet. Forsker Bat Ye'or er en ekspert i dhimmitude, det undertrykkende system for ikke-muslimer under islamisk styre, der er beskrevet i bogen Islam and Dhimmitude. Hun skriver følgende om de jihad-slavesystemet:

Da Amr erobrede Tripoli (Libyen) i 643, tvang han de jødiske og kristne berbere til at afgive deres hustruer og børn som slaver til den arabiske hær som led i deres jizya. Fra 652 til dets erobring i 1276, var Nubien tvunget til at sende et årligt kontingent af slaver til Cairo. Traktater indgået med byerne i Transoxanien [det iranske Centralasien], Sijistan [det østlige Iran], Armenien, og Fezzan (Maghreb) under umayyaderne og abbasiderne, fastsætter en årlig afsendelse af slaver af begge køn. Men de væsentligste kilder til forsyningen med slaver forblev de regelmæssige angreb på landsbyer i dar al-harb [ikke-islamiske områder] og de militære ekspeditioner, som rakte stadig dybere ind i vantro lande, og tømte byer og provinser for deres indbyggere.

Ifølge Robert Spencer: "Selv om den omhu, hvormed lovene om dhimmitude (om jøders og kristnes underordnede status) blev håndhævet, varierede, blev de aldrig ophævet, og i perioder med lempelse levede de undertvungne befolkninger altid i frygt for, at de ville blive håndhævet med ny strenghed. Muslimske herskere glemte ikke, at Koranen befaler, at både jøder og kristne skal "føle sig kuede." Et bemærkelsesværdigt eksempel er fortalt af historiker Philip Hitti: ‘Kaliffen al-Mutawakkil forordnede i 850 og 854, at kristne og jøder skulle sætte træbilleder af djævle på deres huse, jævne deres grave helt ned til grunden, bære honningfarvet, dvs. gult, overtøj, sætte honningfarvede lapper på tøjet af deres slaver (...) og kun ride på muldyr og æsler med træsadler markeret med to granatæble-lignende kugler.’”

I 1888 bemærkede en tunesisk jøde: "I dette land er det jøden forbudt at bære samme tøj som en muslim og kan ikke bære en rød tarbush. Man kan se ham bøje sig ned med hele sin krop for et muslimsk barn og give ham det traditionelle privilegium at slå ham i ansigtet, en gestus, der kan vise sig at få de alvorligste konsekvenser. Faktisk har nærværende forfatter modtaget sådanne slag. I den slags sager handler gerningsmændene med fuld straffrihed, for dette har været sædvane i umindelige tider."

Maimonides, den berømte middelalderlige jødiske filosof og læge, som måtte flygte fra det islamisk styrede Spanien på grund af en aggressiv jihad, sagde, at "araberne har forfulgt os hårdt, og indført skadelig og diskriminerende lovgivning mod os (…). Aldrig har en nation forulempet, degraderet, nedværdiget, og hadet os så meget som dem." Jøder kunne lære rabbinsk lov til kristne, men muslimer vil tolke, hvad de lærer "i overensstemmelse med deres fejlagtige principper og de vil undertrykke os. [A]f denne grund (...) hader de alle [ikke-muslimer], der lever iblandt dem." Kristne "indrømmer, at teksten i Toraen, som vi har den, er intakt."

Hvad med videnskab og undervisning? Forsker Toby E. Huff, forfatter til bogen The Rise of Early Modern Science: Islam, China and the West [Den tidlige moderne videnskabs opståen: Islam, Kina og Vesten], gør opmærksom på, at hvis islam havde overtaget Europa, så ville de senere vestlige videnskabelige resultater have været umulige:

Hvis Spanien var fortsat som et islamisk land i de senere århundreder – lad os sige indtil Napoleonstiden – så ville det have bibeholdt alle den islamiske civilisations ideologiske, juridiske og institutionelle mangler. Et Spanien domineret af islamisk lov ville have været ude af stand til at grundlægge nye universiteter baseret på den europæiske model for lovlig autonom korporativ styrelse, fordi begrebet korporation ikke findes i islamisk lov. Desuden hvilede den islamiske model for uddannelse på den absolutte forrang af fiqh, af juridiske studier, og et mønster gående ud på at bevare de store traditioner fra fortiden. Dette var symbolsk udtrykt i ijaza, den personlige autorisation til at videregive viden fra fortiden, givet af en lærd mand - en tradition, helt forskellig fra Vestens gruppe-tildelte certificering (gennem eksamination) af påvist lærdom. I det faktiske tilfælde skete grundlæggelsen af de spanske universiteter i det trettende århundrede, først i Palencia (1208-9), Valladolid, Salamanca (1227-8) og så videre, i veletablerede kristne områder, og universiteterne blev modelleret efter vedtægterne i Paris og Bologna.

Græsk lærdom blev aldrig integreret i de almindelige læseplaner i islamiske skoler, som tilfældet var på de europæiske universiteter. Den tysk-syriske forfatter Bassam Tibi [billede til højre] påpeger, at "videnskab" i den islamiske madrasa betød studiet af Koranen, hadith, arabisk historie etc.: "Nogle muslimske historikere oversætter fejlagtigt ordet ’madrasa’ med ’universitet’. Dette er helt klart forkert: Hvis vi forstår et universitet som universitas litterarum, eller betragter, uden eurocentrisk skævhed, det særlige ved det universitas magistrorum, der fandtes i det trettende århundrede i Paris, bliver vi nødt til at erkende, at universitetet som et sæde for fri og uindskrænket forskning baseret på fornuft, er en europæisk innovation i menneskehedens historie."

Den førende forsker, Edward Grant skriver i sin bog Science and Religion, 400 B.C. to A.D. 1550: From Aristotle to Copernicus, at islam er et teokrati, hvor religion og stat udgør en enkelt enhed. Der er således intet verdsligt statsapparat, der skiller sig ud fra den islamiske religion:

[Islamiske madrasaer] havde som deres primære opgave at undervise i den islamiske religion, og lagde ikke megen vægt på de fremmede videnskaber, der, som vi så, bestod af videnskab og naturfilosofi, som i sidste ende kom fra grækerne. De analytiske fag, der stammede fra grækerne, havde bestemt ikke samme status som religiøse og teologiske fag. De fremmede videnskaber spillede faktisk en temmelig marginal rolle i madrasaerne, der udgjorde kernen i det islamiske videregående uddannelsessystem. Kun de fag, der belyste Koranen eller den religiøse lov, blev lært. Et af disse fag var logik, der blev fundet nyttig ikke blot i semantik, men også blev betragtet som nyttig til at undgå simple fejlslutninger. Madrasaernes primære funktion, var dog ’at bevare lærdom og forsvare ortodoksi’ (Mottahedeh 1985, 91). I islam betragtede de fleste teologer ikke naturfilosofi som et fag, der kunne hjælpe til en bedre forståelse af religion. Tværtimod blev den sædvanligvis set som et fag, der kunne undergrave den islamiske religion, og derfor som potentielt farlig for troen. Naturfilosofi forblev altid en perifer disciplin i islamiske lande og blev aldrig institutionaliseret inden for uddannelsessystemet, som tilfældet var i den latinske kristenhed.

Frygt og usikkerhed ramte alt for mange islamiske naturfilosoffer. Som Grant konstaterer: "Uden adskillelsen af kirke og stat og de udviklinger, der skete som følge heraf, ville Vesten ikke have frembragt en dybt rodfæstet naturfilosofi, som blev spredt ud over Europa gennem et omfattende netværk af universiteter, der lagde grunden til de store videnskabelige fremskridt i det sekstende og syttende århundrede - fremskridt, der er fortsat til i dag."

Opdagelsernes tidsalder i det femtende og sekstende århundrede skete for at komme væk fra muslimerne og genetablere kontakt med Asiens civilisationer uden fjendtlige muslimske mellemmænd. Norman Davies udtrykker det på denne måde i hans monumentale, Europe: A History:

Islams erobringer gjorde Europa til kristendommens vigtigste base. Samtidig afskar den store indkapsling, som det muslimske område udgjorde, de kristne fra stort set al direkte kontakt med andre religioner og civilisationer. Barrieren sat af den militante islam vendte [den europæiske] halvø indad mod sig selv, og afbrød eller ændrede mange af de ældre forbindelseslinjer af kommercielt, intellektuelt og politisk samkvem.

Jihad-pirateri, slaveri og angreb på europæiske lande var en konstant trussel fra jihad i det syvende århundrede og frem til barbaresk-staterne i Nordafrika i det nittende århundrede. Nogle vil hævde, at dette nu igen kommer op til overfladen, for eksempel i form af bortførelse af vestlige turister, der bliver mere og mere almindelig, mens jeg skriver disse ord, opmuntret af de løsepenge, der ofte betales af europæiske myndigheder.

Jihad fortsætter den dag i dag på Balkan, en region, der i århundreder var under brutalt tyrkiske styre. Ifølge forfatter Ruth King: "Da Serbien blev uafhængigt af byzantinske styre i det 12. århundrede, var dets økonomiske, kulturelle, sociale og religiøse institutioner blandt de mest avancerede i Europa. Serbien fungerede som en bro mellem græsk-byzantinsk civilisation og den vestlige renæssance, der var under udvikling. Centeret for den serbiske ortodokse kirke var i Kosovo, hvor kirker, klostre og klosterlige samfund blev etableret. En slags folketælling i 1330, ’Decani Charteret’, giver en detaljeret liste over landsbyer og husholdninger, hvoraf kun to procent var albanske. Osmannerne invaderede Serbien i 1389 og konsoliderede deres styre i 1459, hvilket drev store dele af Balkan-halvøen og tilstødende sydøstlige Europa ind i en Koran-dikteret mørk middelalder."

Tidligt i det tyvende århundrede udgjorde serbiske kristne omkring to tredjedele af befolkningen i Kosovo. Efter 2. verdenskrig tillod den kommunistiske diktator Tito ikke, at serbere, som var flygtet fra deres hjem, kunne vende tilbage, og han håndhævede ikke grænsekontrollen, mens tusinder af albanere flyttede ind i Kosovo. Dette førte senere til den eskalerende vold mod kristne serbere.

Som King siger: "I starten rapporterede medierne retfærdigt om situationen i Kosovo. I juli 1982, f.eks., bemærkede The New York Times: ’Serbere er blevet chikaneret af albanere og har pakket deres ting og forladt området. De albanske nationalister har en to-punkts plan: Først at skabe hvad de kalder en etnisk ren albansk republik og derefter at fusionere denne med Albanien til et Storalbanien. Omkring 57.000 serbere har forladt Kosovo i det seneste årti.’ Fem år senere, i 1987, rapporterede The Times stadig om forfølgelsen af serbere i Kosovo. ’Slaviske ortodokse kirker er blevet angrebet, brønde forgiftet, afgrøder brændt, slaviske drenge stukket ned. Unge albanere har fået at vide, at de skal voldtage serbiske piger (...). Tjenestemænd i Beograd ser den etnisk albanske udfordring som noget, der truer grundlaget for det multinationale eksperiment kaldet det føderale Jugoslavien (...). Etniske albanere kontrollerer allerede næsten alle faser af livet i den autonome provins Kosovo, herunder politi, retsvæsen, civil tjeneste, skoler og fabrikker.’”

Det var denne situation, der førte til, at den serbiske nationalistiske leder Slobodan Milosevic trådte frem. Men ifølge Ruth King, "Mens Milosevic-regimets brutalitet i sandhed var en komplicerende faktor, er han for længst forsvundet, men UCK [Kosovos Befrielseshær] fortsætter sine angreb på serberne, på deres kirker, præster, hjem, selv på civile i cafeerne, alt dette for næsen af de amerikanske og FN’s tropper.”

Bosniens præsident under krigen, Alija Izetbegovic døde i 2003, hyldet som en moderat muslimsk leder. Kun lidt blev der sagt i vestlige medier om hans Islamiske Erklæring fra 1970, hvor han gjorde sig til talsmand for "en kamp for at skabe et stort islamisk forbund fra Marokko til Indonesien, fra tropisk Afrika til Centralasien," og for følgende: "Den islamiske bevægelse bør og skal begynde at tage magten, så snart den er moralsk og talmæssigt stærk nok til, ikke kun at omstyrte den eksisterende ikke-islamiske, men også at opbygge en ny islamisk myndighed. "

Ifølge Hugh Fitzgerald: "Man må huske på den måde, hvorpå visse grusomheder, tilskrevet serbere, blev overdrevet, mens grusomheder, som de blev påført, blev minimeret eller helt ignoreret. Men det mest foruroligende var, at der ikke blev givet nogen kontekst til noget som helst: Intet om århundreders muslimsk herredømme. Var en sådan historie blevet drøftet på et tidligt tidspunkt, så kunne vestlige regeringer have forstået og forsøgt at dæmpe den dybe frygt, der blev fremkaldt af den bosniske muslimske leder, Izetbegovic, da han skrev, at han agtede at skabe en muslimsk stat i Bosnien og indføre sharia ikke blot dér, men overalt hvor muslimer engang havde hersket på Balkan. Havde den vestlige verden vist den mindste intelligente sympati eller forståelse for, hvad der satte gang i fantasien hos mange serbere (og andre steder blandt de kristne på Balkan og i Grækenland), så ville der måske aldrig have været en så voldsom serbisk reaktion, og en mand som Milosevic måske aldrig være kommet til magten.”

I 1809, efter slaget om Cegar Bakken, og på befaling af den tyrkiske pasha, Hurshid, blev kranier af dræbte serbiske soldater bygget op i et tårn, Hovedskaltårnet, på vejen til Konstantinopel. Det 3 meter høje Hovedskaltårn [billede til højre] blev bygget af 952 kranier som en advarsel til det serbiske folk om ikke at modsætte sig deres muslimske herskere. Nogle år senere, blev et kapel bygget over kranierne.

Lignende jihad-massakrer blev ikke kun begået mod serberne, men også mod grækerne, bulgarerne og andre ikke-muslimer, der langsomt begyndte at gøre oprør mod Det Osmanniske Rige gennem hele det 19. århundrede. Professor Vahakn Dadrian og andre har klart identificeret jihad, som en afgørende faktor i det armenske folkemord i begyndelsen af det 20. århundrede.

Som Efraim Karsh bemærker: "Osmannerne gik i gang med et orgie af blodsudgydelser som reaktion på deres europæiske undersåtters nationalistiske aspirationer. Den græske uafhængighedskrig i 1820’erne; Donau-oprøret i 1848 og den dermed forbundne Krim-krig; eksplosionen på Balkan i 1870'erne; den græsk-osmanniske krig i 1897 - alle var smertefulde påmindelser om omkostningerne ved at modstå islamisk imperialt styre."

I sin bog Onward Muslim Soldiers, citerer Robert Spencer et brev fra Bosnien, skrevet i 1860 af den fungerende britiske konsul i Sarajevo, James Zohrab:

De kristnes had til de bosniske muslimer er intenst. I en periode på næsten 300 år, blev de udsat for megen undertrykkelse og grusomhed. For dem eksisterede der ikke anden lov end deres herrers luner (…). Undertrykkelse kan ikke længere udføres så åbenlyst som tidligere, men man skal ikke tro, at fordi regeringsansatte generelt ikke fremstår som undertrykkere, at de kristne så bliver godt behandlet og beskyttet.

Den islamiske verden bruger nu Balkan som affyringsrampe for jihad mod resten af Europa. "Der er religiøse centre i Bulgarien, der hører til islamiske grupper, der finansieres hovedsageligt af saudiarabiske grupper", har lederen af den bulgarske militære efterretningstjeneste advaret om. Ifølge ham befinder centrene sig i det sydlige og sydøstlige Bulgarien, hvor landets muslimer, primært af tyrkisk oprindelse, er koncentreret, og "har forbindelser med tilsvarende organisationer i Kosovo, Bosnien og Makedonien. For dem synes Bulgarien at være et overgangssted til Vesteuropa.” Han sagde, at der blev taget skridt for at forhindre terrorgrupper i at vinde fodfæste i Bulgarien, som har fælles grænse med Tyrkiet. Bulgariens muslimske mindretal udgør mere end 10 procent af landets befolkning.

Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien har vedtaget en lov, der giver etniske albanere ret til at vise det albanske nationale flag i områder, hvor de udgør flertallet. Beslutningen kom som en følge af syv måneders hårde kampe i 2001 med albanske separatister, og efter pres fra EU, der altid klar til at behage muslimerne.

Etniske albanere udgør omkring 25 procent af Makedoniens befolkning. Hvis den demografiske udvikling er noget lignende som i Kosovo, hvor de overvejende muslimske albanere har formeret sig langt hurtigere end deres ikke-muslimske naboer, kan makedonerne komme til at stå over for alvorlige problemer i fremtiden. I Kosovo er snesevis af kirker og klostre blevet ødelagt eller beskadiget efter en etnisk udrensning af kristne serbere, alt sammen under NATO-soldaters protektion.

Martti Ahtisaari, Finlands tidligere præsident og senere FN’s chefforhandler for Kosovo, skabte vrede i Serbien, da han erklærede, at "serberne er skyldige som et folk," og derved lod formode, at de måtte betale for det, eventuelt ved at miste provinsen Kosovo. Jeg er uenig med hr. Ahtisaari. Én ting er at kritisere Milosevic-styrets brutalitet. Det er en helt anden ting at hævde, at "serberne er skyldige som et folk." Hvis nogen på Balkan kan kaldes skyldige som et folk, så er det tyrkerne, ikke serberne. Tyrkerne har gennem flere århundreder trukket et spor af blod henover store dele af Europa og Middelhavsområdet, kulminerende i det armenske folkemord [billede til venstre] i det 20. århundrede, som Tyrkiet stadig nægter at anerkende, endsige undskylde for.

Dimitar Angelov belyser konsekvenserne af den osmanniske jihad for de besejrede folk på Balkan:

... erobringen af Balkan-halvøen, udført af tyrkerne over cirka to århundreder, førte til ufattelige materielle ødelæggelser, talrige massakrer, slavebinding og eksil for en stor del af befolkningen – kort sagt, en generel og langvarig nedgang i produktiviteten, som det også var tilfældet med Lilleasien, efter at det var blevet besat af de samme angriberne. Denne nedgang i produktiviteten er så meget mere slående, når man husker, at i midten af det fjortende århundrede, da osmannerne var ved at vinde fodfæste på halvøen, havde de stater, som fandtes der - Byzans, Bulgarien og Serbien - allerede nået et ret højt niveau af økonomisk og kulturel udvikling (…). Kampagnerne ført af Mourad II (1421-1451) og især af hans efterfølger, Mahomet II (1451-1481) i Serbien, Bosnien, Albanien og i det byzantinske fyrstedømme, Peloponnes, var af særlig ødelæggende karakter.

Den osmanniske jihad-tradition videreføres stadig af det "verdslige" Tyrkiet frem til denne dag. Michael J. Totten besøgte Varosha, Cyperns spøgelsesby i 2005. Byen blev forladt under den tyrkiske invasion af Cypern i 1974, og er nu indhegnet og bevogtet af den tyrkiske besættelsesmagt. Tyrkerne delte øen op. Græsk-cypriotiske borgere i Varosha forventede at kunne vende tilbage til deres hjem inden for få dage. I stedet beslaglagde tyrkerne den tomme by og pakkede den ind i hegn og pigtråd.

I marts 2006 udfærdigede italieneren Luigi Geninazzi en rapport fra det samme område. 180.000 mennesker lever i den nordlige del af øen, hvoraf 100.000 af dem er kolonister, oprindeligt fra fastlandet Tyrkiet. Ifølge Geninazzi, er islamiseringen af det nordlige Cypern blevet konkretiseret i ødelæggelsen af alt, der var kristent. Yannis Eliades, direktør for det byzantinske museum i Nicosia, har beregnet, at 25.000 ikoner er forsvundet fra kirker i området, der er besat af tyrkerne. Storslåede byzantinske og romanske kirker, imponerende klostre, mosaikker og fresker er blevet plyndret, krænket, og destrueret. Mange af disse bygninger er blevet omdannet til restauranter, barer og natklubber. Geninazzi konfronterede Huseyn Özel, en regeringstalsmand for den selvudråbte Tyrkiske Republik Nordcypern, med dette. De fleste af moskéerne i det græsk-cypriotiske område er blevet restaureret. Så hvorfor bliver kirker stadig i dag omdannet til moskéer? Den tyrkisk-cypriotiske embedsmand bredte armene ud og sagde: "Det er en osmannisk skik ..."

Yosef Bodansky, direktør for Kongressens arbejdsgruppe om terrorisme og konventionel krigsførelse i Washington i USA, har udtalt, at Balkan var et "springbræt for islamisk ekstremisme" i Europa, med Den Islamiske Republik Iran som den vigtigste drivkraft bag den. Iran og Saudi-Arabien forsynede bosnierne med penge, våben og mandskab under krigen i 1990'erne, og terrororganisationen al-Qaeda fik fodfæste på Balkan. Saudi-Arabien har investeret mere end 1 milliard dollar alene i Sarajevo regionen til projekter, der omfatter opførelsen af 158 moskéer. Sarajevo er nu blevet en næsten helt muslimsk by.

Miroljub Jevtic, professor ved Beograds Universitet og forfatter til en række bøger om emnet islam og politik, mener, at den vestlige verden er stemt for at løsrive Kosovo fra det kristne Serbien med magt og gøre det til en uafhængig (muslimsk) stat. Hovedargumentet for dem, der støtter dette scenario, især i USA, er, at det forbedrer deres image i den islamiske verden og "opsuger de islamiske ’ekstremisters’ indflydelse."

Jevtic bemærker: ”Siden NATO’s ankomst til Kosovo er over 150 kristne kirker er blevet ødelagt [billede til højre] og omkring 400 moskéer blevet bygget, eller er under opførelse. Denne omstændighed er for muslimerne en bevis på, at hvis der er en tro, som er støttet af den sande Gud – så er det islam! For hvorfor skulle den kristne Gud, hvorfor skulle Jesus, tillade ødelæggelsen af kirker, hvor Han, Jesus, bliver lovprist? Hvorfor skulle Han, på samme tid, tillade opførelsen af moskéer, hvor Hans egenskab af Gud bliver afvist? Og desuden, hvorfor skulle Han tillade dette i nærværelse af mænd, der bærer våben, og som hævder at være kristne?"

Miroljub Jevtic advarer om, at EU's støtte til albanske muslimske krav kan give alvorligt bagslag: "At give uafhængighed til Kosovo vil blive taget som bevis for Europas eget ønske om at ophøre med at eksistere, da det ikke alene tillader islams ekspansion, men aktivt fremmer den ved at hjælpe dem, der ødelægger kirker, voldtager nonner, spytter på kors og tilsmører hellige billeder af Kristus med ekskrementer."

I Kosovo er snesevis af kirker og klostre blevet ødelagt efter de overvejende muslimske albaneres etniske udrensning af de kristne serbere, alt sammen under NATO-soldaters protektion, og muslimerne er ikke utaknemmelige. Kosovo-albanerne har planer om at hædre deres "frelser", den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton, ved at opføre en statue af ham. Men i 2007 blev fire albanere fra Kosovo, sammen med andre muslimer, anholdt for deltage i en sammensværgelse om at angribe Fort Dix, en militærbase i New Jersey, USA, med henblik på "at dræbe så mange soldater som muligt."

Vestlige regeringer presser på for uafhængighed af en gruppe jihadist-bøller, der for nylig ønskede at opføre en Osama bin Laden-moské i Kosovo. Dette navn blev til sidst ændret af propagandagrunde, fordi albanerne vidste, de havde brug for amerikansk politisk støtte. I juni 2007 blev den besøgende amerikanske præsident George W. Bush hyldet som en helt af en gruppe albanere, der angiveligt også stjal hans ur. "Hellere før end senere bliver man nødt til at sige: ’Nok er nok - Kosovo er uafhængigt,’" sagde Bush til jublende albanere. Som den tyske avis Süddeutsche Zeitung senere kommenterede: "Hvorfor skulle albanerne nøjes med selvstyre, når George W. Bush allerede havde lovet dem deres egen stat?"

Præsident Bush erklærede "krig mod terror" efter jihadist-angrebet på USA i 2001. Seks år senere er alt, hvad han har opnået, blødende amerikanske skatteydere, finansielt set, og amerikanske soldater, bogstaveligt, mens han fører tilsyn med udryddelsen af ikke-muslimske samfund i Irak. Nu støtter hans administration uafhængighed for terrorist-sponsorerende muslimer på Balkan og i de palæstinensiske områder. George W. Bush risikerer at blive husket som en af de værste præsidenter i amerikansk historie.

I en kommentar: "Vi bombede den forkerte side," skrev tidligere canadiske UNPROFOR Commander Lewis MacKenzie: "Kosovo-albanere har spillet os som en Stradivarius. Vi har subsidieret og indirekte støttet deres voldelige kampagne for et etnisk rent og uafhængigt Kosovo. Vi har aldrig bebrejdet dem for at være gerningsmændene bag volden i begyndelsen af 90'erne, og vi fortsætter i dag med at fremstille dem som det udpegede offer på trods af beviser på det modsatte. Når de opnår uafhængighed ved hjælp af vores skatte-dollars kombineret med bin Laden og al-Qaeda, så bare overvej hvilket opmuntrende budskab dette sender til andre terrorist-støttede uafhængighedsbevægelser rundt om i verden."

Jeg lyttede engang til en tale af Patrick Sookhdeo [billede til venstre] , en modig tidligere muslim, der har udgivet bøger som Global Jihad: The Future in the Face of Militant Islam. Sookhdeo har gjort en mængde god - og skræmmende - forskning angående islamiseringen af Vesteuropa, især Storbritannien. Han mindedes en samtale, han havde haft med en højtstående vestlig embedsmand om, hvad der ville ske, hvis muslimer i en region, lad os sige Storbritannien eller Holland, skulle erklære, at de ikke længere ville acceptere den centrale regerings love og dannede en islamisk udbryder-republik. Embedsmanden svarede, at de sandsynligvis ville være nødt til stille og roligt at acceptere det. Når vi er vidne muslimske optøjer i Frankrig og andre steder, som mere og mere ligner borgerkrig, så er dette spørgsmål ikke længere kun hypotetisk.

Som forfatter Julia Gorin har advaret om: "Et uafhængigt Kosovo vil tjene som et bifaldende nik til separatister over hele verden," og "historien vil vise, hvad ingen bryder sig om at forstå: Den nuværende verdenskrig begyndte officielt i Jugoslavien" i 1990'erne.

Indrømmelsen af uafhængighed til jihadist-muslimerne i Kosovo, efter deres etniske udrensning af ikke-muslimer, har skabt en meget farlig præcedens. Ikke alene er det umoralsk at ofre mindre nationers frihed eller måske eksistens, det være sig serberne eller israelerne, for at redde sit egen skind. Som eksemplet med Tjekkoslovakiet viste før 2. verdenskrig, er det også kontraproduktivt. Støtte til uafhængighed for muslimske albanere i Kosovo vil ikke føre til en stabilisering af Balkan; det vil snarere føre til balkanisering af Vesten. Denne nye slyngelstat vil tjene som affyringsrampe for jihad-aktiviteter mod ikke-muslimer, ligesom en uafhængig palæstinensisk stat vil gøre det i Mellemøsten. I tilfældet Kosovo har russerne ret, og vestlige ledere, både i Den Europæiske Union og USA, har uret. Serberne har lidt nok, og behøver ikke også at blive stukket i ryggen af Vesten.

Janos Hunyadi, ungarsk kriger og kaptajn-general, er i dag stort set ukendt uden for Ungarn og Balkan, men han gjorde sandsynligvis mere end nogen anden enkeltperson for at standse den tyrkiske invasion i det femtende århundrede. Hans handlinger spændte over alle landene i det sydøstlige Europa, han anførte internationale hære og forhandlede med konger og paver. Han døde af pest efter at have ødelagt en osmannisk flåde udenfor Beograd i 1456. Hans aktiviteter bremsede den muslimske fremrykning, og kan således have sparet Vesteuropa for at falde til islam. I forlængelse heraf kan han også have hjulpet med til at redde vestlig civilisation i Nordamerika og Australien. Men næppe nogen her i Vesten ved, hvem han er. Vores børn lærer ikke hans navn; de lærer kun om vestlig kolonialismes ondskab og farerne ved islamofobi.

Vesteuropa i dag er en mærkelig og meget farlig blanding af arrogance og selvlede. Muslimer skaber kaos og angriber deres ikke-muslimske naboer fra Thailand til Indien. Det er yderst arrogant at tro, at resultatet vil være anderledes i Nederlandene, Storbritannien eller Italien, eller for den sags skyld i USA eller Canada, end det har været alle andre steder. Det vil det ikke. Hvis vi havde den ydmyghed at lytte til råd fra hinduerne i Indien eller endda fra vores kristne fætre og kusiner i det sydøstlige Europa, ville vi ikke være i så stor knibe, som vi er nu.

På den anden side, hvis vi ikke havde en sådan kultur af selvlede, hvor vores egne kulturelle traditioner gøres til grin til fordel for en meningsløs multikulturel cocktail, så ville vi nok heller ikke have tilladt en massiv muslimsk indvandring. Der behøver ikke at være en modsætning mellem at være stolt af sin egen kulturarv og at vide, at der fortsat kan være noget at lære af andre. En klog mand kan gøre begge dele. Vesterlændinge i vor tid gør ingen af delene.

Sun Zi [eller Sun Tzu], som var samtidig med den store kinesiske tænker Confucius, skrev for 2500 år siden Sun Zi Bing Fa [Mester Suns Krigskunst], det meget indflydelsesrige værk om militær strategi. Det er en bog, der fortjener at blive læst i sin helhed, men et af de mest berømte citater er dette: "Således er det sagt, at hvis du kender dine fjender og kender dig selv, vil du ikke være i fare i hundrede slag; hvis du ikke kender dine fjender, men kender dig selv, vil du vinde ét og tabe ét; hvis du hverken kender dine fjender eller dig selv, vil du være i fare i hvert eneste slag."

I Vesten har vi glemt, hvem vores fjender er, men værre endnu, vi har også glemt, hvem vi selv er. Vi kommer til at betale en høj pris for dette historiske hukommelsestab.

---

Oversættelse: Bombadillo