Europæere som ofre for kolonialisme
Af Fjordman
Oversættelse af: Europeans As Victims of Colonialism
Kilde: Gates of Vienna, 28. maj 2009
Udgivet på myIslam.dk : 19. januar 2012

I min bog Defeating Eurabia har jeg medtaget et kapitel med overskriften "Fourteen Centuries of War Against European Civilization" [Fjorten århundreders krig mod europæisk civilisation], der behandler islamisk kolonisering af og angreb på det europæiske kontinent siden det syvende århundrede e.Kr. Denne del af historien, hvor europæerne var ofre for kolonialisme og slaveraids, fortjener langt større opmærksomhed, end den får i dag, hvor fokus næsten udelukkende er rettet mod den kortere europæiske koloniale periode.

I 2008 blev der stillet krav om, at Frankrig skulle gøre bod for sin koloniale fortid i Algeriet. Jeg er ikke ekspert i fransk kolonihistorie, men hvis jeg husker rigtigt, så var franskmændenes motiv for at etablere sig i Algeriet, i hvert fald til dels, at sætte en stopper for Barbaresk-piraterne, der fortsatte deres onde aktiviteter langt ind i det nittende århundrede. Perioden med fransk styre er den eneste periode med civilisation, som Algeriet har oplevet siden romerne. Muslimer har plyndret Europa, især de sydlige regioner, men undertiden også nord for Alperne, siden det syvende århundrede. Den eneste periode i mere end 1300 år, hvor de ikke har gjort dette, var i tiden under europæisk kolonialisme. Desuden er der i dag flere nordafrikanere i Frankrig, end der nogensinde har været franskmænd i Nordafrika. Hvis ikke-europæere kan gøre modstand imod kolonisering og fordrive udefrakommende, hvorfor kan europæerne så ikke gøre det samme?

Selv blandt landene i Vesteuropa har kun et mindretal en kolonihistorie af betydning, og flere af dem, som Spanien og Portugal, havde selv været koloniseret forinden. Spanien, som havde et omfattende kolonirige, var selv offer for kolonialisme i betydeligt længere tid, end det selv var koloniherre. Som Ibn Warraq siger i sin bog Defending the West:

"Hvor franskmændenes tilstedeværelse varede i mindre end fire år, før de forsmædeligt blev fordrevet af briterne og tyrkerne, havde osmannerne været herrer i Egypten siden 1517, i 280 år. Selv hvis vi tæller de senere britiske og franske protektorater med, var Egypten under vestlig kontrol i syvogtres år, Syrien enogtyve år, og Irak kun femten - og selvfølgelig, Saudi-Arabien var aldrig under vestlig kontrol. Sæt dette i kontrast til det sydlige Spanien, der var under muslimsk åg i 781 år, Grækenland i 381 år, og den pragtfulde nye kristne hovedstad, som overskyggede Rom - Byzans - som stadig er på muslimske hænder. Men der er tilsyneladende ingen spansk eller græsk politik, der spiller på offerrollen."

Paul Fregosi kalder i sin bog, Jihad in the West: Muslim Conquests from the 7th to the 21st Centuries islamisk jihad for "den mest uregistrerede og oversete større begivenhed i historien. Den er i virkeligheden stort set blevet ignoreret," selv om den har været en realitet i Europa, Asien og Afrika i næsten 1400 år. Som Fregosi siger: "Vestlig kolonisering af nærliggende muslimske lande varede i 130 år, fra 1830'erne til 1960'erne. Muslimsk kolonisering af nærliggende europæiske lande varede i 1300 år, fra 600-tallet til midten af 1960'erne. Men mærkeligt nok er det muslimerne (...) der er mest bitre over kolonialismen og de ydmygelser, de har været udsat for; og det er europæerne, der bærer skammen og skylden. Det burde være den anden vej rundt."

Islamiske jihad-angreb startede i Middelhavet i det syvende århundrede e.Kr. En prototypisk muslimsk sømilitær razzia fandt i 846, da en flåde af arabiske jihadister ankom til mundingen af Tiberen, fandt vej til Rom, plyndrede byen, og trak sig tilbage med alt det guld og sølv, som St. Peters Basilika havde indeholdt. At Vatikanet blev en "by i byen" i Rom med befæstninger, skyldtes gentagne angreb fra muslimer (saracenerne). Her er et citat fra bogen, Rome: Art & Architecture, redigeret af Marco Bussagli:

”Leo IV's største byggeprojekt anses normalt for at være befæstningen af Vatikanets område. Efter saracenernes hærgen i St. Peters, som dybt chokerende den kristne verden, blev det besluttet, at befæste området omkring St. Peters grav. Leo III havde allerede truffet denne beslutning, men kun lidt var sket på grund af tyveri af de materialer, der var afsat til arbejdet. Leo IV, som allerede havde istandsat de Aurelianske mure, porte og tårne, organiserede arbejdet på en sådan måde, at han inden for fire år kunne se den færdig. Den 27. juni 852 gennemførtes indvielsesceremonien af murene under deltagelse af paven og præsteskabet, der, barfodede og med hovedet smurt ind i aske, gik i procession rundt om hele fæstningsanlægget, og stænkede det med vievand og ved hver port bad om guddommelige beskyttelse mod den fjende, der truede indbyggerne. Det lukkede område skulle efterhånden få status af en by i sig selv, som både var adskilt og forskellig fra byen Rom, på trods af sin nærhed til den.”

Sådanne angreb var reglen i mange dele af Eurasien, ikke bare i Europa. Den indiske historiker K. S. Lal forklarer, at uanset hvor jihadister erobrede et område, "blev der udviklet et system af slaveri, særegen for stedets klima, terræn og befolkning." Når muslimske hære invaderede Indien, "blev befolkningen gjort til slaver i hobetal for at blive solgt i fremmede lande eller beskæftiget i mindreværdige og knap så mindreværdig jobs i landet."

Mens araberne dominerede i de første århundreder af den islamiske æra, konverterede tyrkerne snart [til islam] og overgik dem som en magtfaktor. Efterhånden som de til stadighed erobrede mere og mere af Anatolien, reducerede tyrkerne mange derboende grækere og andre ikke-muslimer til slavestatus: "De slavebandt mænd, kvinder og børn fra alle større bycentre og fra landet." Tyrkiske angreb på nærliggende europæiske lande varede til godt ind i moderne tid.

Dr. Andrew G. Bostom, forfatter til den fremragende bog, The Legacy of Jihad, har beskrevet, hvad han kalder "Americas første krig mod terror." Mens Thomas Jefferson og John Adams tjente som amerikanske ambassadører i hhv. Frankrig og Storbritannien, mødtes de i 1786 i London med den tripolitanske ambassadør i Storbritannien, Sidi Haji Abdul Rahman Adja. Disse fremtidige amerikanske præsidenter forsøgte at forhandle en fredsaftale i stand, som ville spare USA for jihad-pirateriets hærgen - mord og slaveri, der udgik fra de såkaldte Barbaresk-stater i Nordafrika, svarende til nutidens Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen. Bostom bemærker, at "i juni/juli 1815 havde dygtigt kommanderede amerikanske flådestyrker tilføjet Barbaresk-jihadisterne en hurtig serie knusende nederlag. Denne succes opflammede Den gamle Verden til at rejse sig mod Barbaresk-piraterne."

Robert Davis, professor i historie ved Ohio State University, har foretaget en ny metodisk optælling, som indikerer, at måske en og en kvart million hvide europæiske kristne blev gjort til slaver af Barbaresk-muslimerne alene i perioden fra 1530 til 1780 - et langt større antal end hidtil skønnet:

”Slaveri var en meget reel mulighed for alle, der rejste på Middelhavet, eller som boede langs kysterne i lande som Italien, Frankrig, Spanien og Portugal, og endda så langt nordpå som England og Island. Meget af, hvad der er skrevet, giver det indtryk, at der ikke var mange slaver og forklejner den indvirkning, som slaveriet havde på Europa," siger Davis. "De fleste redegørelser ser kun se på slaveriet på ét sted, eller kun for en kort periode. Men når man ser det i et bredere og længere perspektiv, bliver det massive omfang af dette slaveri og dets kraftfulde indvirkning klar.”

Jihad-pirateri og slave-raids var en af livets realiteter i Middelhavet og Sortehavet i det meste af tusinde år, hvis ikke mere, lejlighedsvis med kristne gengældelser. Italien var politisk fragmenteret, og havde derfor et svagt territorialt forsvar. Så sent som i det syttende århundrede langs Adriaterhavets kyst, i et område der var "konstant angrebet af tyrkere," som det blev sagt, kunne selv en velforsvaret by som Rimini ikke tilbyde megen beskyttelse til de lokale fiskere og kystnære landmænd. Robert C. Davis forklarer i bogen, Christian Slaves, Muslim Masters: White Slavery in the Mediterranean, the Barbary Coast and Italy, 1500-1800:

“Italien var blandt de mest grundigt hærgede områder i Middelhavsområdet. Som det var beliggende i frontlinjen mellem de to krigsførende imperier, blev det kendt som ”kristendommens øje" (...). Specielt i områder tæt på nogle af de vigtigste korsarbaser (det vestlige Sicilien ligger kun 200 kilometer fra Tunis) voksede slaveriet hurtigt op til en omfattende industri med katastrofale konsekvenser, som var tydelige i datiden og i de følgende århundreder. De, der arbejdede på kystnære gårde, helt op til 15 eller 30 kilometer fra havet, var ikke i sikkerhed for røverne - druehøstere, vintransportører og olivendyrkere blev alle jævnligt overrasket under arbejdet og ført bort. Arbejdere i saltdammene var ofte i fare, hvilket også gjaldt skovhuggere og enhver anden af de ubeskyttede fattige, som rejste eller arbejdede langs kysterne: Et eksempel er Rosa Antonia Monte, der kaldte sig ’den fattigste af de fattige i byen Barletta [i Puglia]’, som blev overrasket sammen med 42 andre, heriblandt hendes to døtre, mens de var ude samle op efter høsten, mere end 6 kilometer uden for byen. Klostre tæt på kysten var også let bytte for korsarerne.”

Fiskere var især i fare. I en periode i det sekstende og syttende århundrede, etablerede muslimske pirater semi-permanente baser ved mundingen af Napolibugten, hvorfra de angreb små skibe. Omringet af fjendtligt hav til alle sider,

”repræsenterede det syttende århundrede en mørk periode, som de spanske og italienske samfund kom ud af som blot skygger af, hvad de havde været i deres tidligere guldalder. For individerne kan vi se, at de psykologiske spor af dette traume varede længere end den tid, det tog for de større samfund at genopbygge sig selv som moderne stater, længere end ’selve forestillingen om disse hunde, der havde bragt så megen terror, var blevet glemt.’ Det fortsatte lige under overfladen af kystkulturen i det europæiske Middelhav, helt ind i de første år af det tyvende århundrede, da, som en siciliansk kvinde udtrykte det: ’De ældste fortæller [stadig] om en tid, hvor tyrkerne ankom til Sicilien hver dag. De kom i tusindvis fra deres galejer og du kan forestille dig, hvad der skete! De greb ugifte piger og børn, huggede ting og penge og på et øjeblik var de [tilbage] om bord på deres galejer, satte sejl og forsvandt (...). Næste dag var det det samme, og den bitre sang blev altid sunget, da man ikke kunne høre andet end mødrenes klager og påkaldelser, og se tårerne, der løb som floder gennem alle husene.’”

Korsarer fra byer i Nordafrika - Tunis, Algier osv. - overfaldt skibe i Middelhavet og Atlanterhavet, samt landsbyer ved kysten for at fange mænd, kvinder og børn. Virkningen var ødelæggende - Frankrig, England og Spanien mistede hver tusindvis af skibe, og lange strækninger af de spanske og italienske kyster var næsten forladte af deres beboere.

På sit højeste overgik ødelæggelsen og affolkningen af visse områder formentlig, hvad europæiske slavehandlere senere påførte det indre af Afrika. De europæiske slaver havde det ofte ikke bedre end ofrene for den transatlantiske slavehandel, som senere drog nytte af den allerede etablerede islamiske slavehandel i Afrika. "Hvad angår de daglige levevilkår, havde middelhavsslaverne det bestemt ikke bedre," siger Davis. Mens afrikanske slaver udførte hårdt arbejde på sukker- og bomuldsplantager i Amerika, blev europæiske slaver ofte udnyttet lige så hårdt og lige så dødeligt - i stenbrud, med tungt byggeri, og frem for alt som roere i korsarernes galejer.

Unge englændere risikerede at blive overrasket af en flåde muslimske pirater, der dukkede op i deres landsby, eller at blive kidnappet, mens de fiskede på havet. Thomas Pellow blev gjort til slave i Marokko i treogtyve år efter at være blevet taget til fange af Barbaresk-pirater som kahytsdreng på et lille engelsk skib i 1716. Han blev tortureret, indtil han accepterede Islam. I uger blev han slået og udsultet, og gav til sidst efter, da hans bøddel begyndte at "brænde mit kød fra mine ben med ild, hvilket tyrannen gjorde, med hyppige gentagelser, på den mest grusomme måde."

Gennem det meste af det syttende århundrede, mistede englænderne alene mindst 400 søfolk om året til slavehandlere. En amerikansk slave rapporterede, at 130 amerikanske søfolk var blevet gjort til slaver af algerierne i Middelhavet og Atlanterhavet alene mellem 1785 og 1793 (hvilket udløste amerikanernes endelige militære reaktion, der er nævnt ovenfor). I sin bog, White Gold beskriver Giles Milton, hvordan regelmæssige jihad-razziaer i Europa rakte så langt nordpå som til det fjerne Island midt i Nordatlanten, hvor nogle lokale landsbyboere i veldokumenterede angreb i det syttende århundrede blev kidnappet og bortført til Nordafrika som slaver.

Som Murray Gordon skriver i sin bog, Slavery in the Arab World, var slaveriets seksuelle aspekter af uforholdsmæssig stor betydning i den islamiske verden. "Eunukker opnåede de højeste priser blandt slaverne, efterfulgt af unge og smukke hvide kvinder." Normalt gjorde den høje pris på hvide kvindelige slaver dem til en luksus, som kun rige muslimer havde råd til:

"Der var næsten altid større efterspørgsel efter hvide kvinder end efter afrikanere, og arabere var villige til at betale meget højere priser for tjerkessiske og georgiske kvinder fra Kaukasus og fra tjerkessiske kolonier i Lilleasien. Efter at russerne erobrede Georgien og Tjerkessien i den tidlige del af det nittende århundrede, og de, som et resultat af freden i Adrianopel i 1829, overtog fæstningerne, der kontrollerer vejen ind i Tyrkiet fra Tjerkessien, blev trafikken af tjerkessiske kvinder reelt bragt til ophør. Dette gjorde, at prisen på tjerkessiske kvinder skød i vejret på slavemarkederne i Konstantinopel og Cairo. Situationen blev næsten helt vendt i begyndelsen af 1840'erne, da russerne, til gengæld for et tyrkisk løfte om at indstille angrebene på de russiske forter i den østlige ende af Sortehavet, stiltiende gik ind på ikke at blande sig i slavetrafikken. Denne ubegrænsede handel oversvømmede markederne i Konstantinopel og Cairo, hvor priserne på tjerkessiske kvinder bragte dem inden for mange almindelige tyrkeres og egypteres rækkevidde."

Næstefter hvide, blev abessinske (etiopiske) piger betragtet som det næstbedste alternativ. Afhængig af hvor lyse de var i huden, og af deres skønhed og evner, kostede de et sted mellem en tiendedel og en tredjedel af prisen på en tjerkessisk eller georgisk kvinde. Så længe tjerkessiske, slaviske, græske og andre hvide kvinder var til rådighed til overkommelige priser, foretrak arabere altid dem frem for sorte. Det er interessant at bemærke, at dette mønster var etableret længe før den europæiske koloniale periode. I vore dage, hvor alt ondt i verden tilskrives europæerne, er det almindeligt at sige, at "racisme" er en arv fra den europæiske kolonitid. Faktisk er der en næsten universel præference for lys hud, især for kvinder, i Mellemøsten, i Asien og Afrika selv, som var til stede længe før europæisk kolonistyre i disse lande.

Ifølge Murray Gordon: "I en stor del af middelalderen, tjente Europa som en værdifuld kilde til slaver, der blev værdsat i den muslimske verden som soldater, konkubiner og eunukker. Det skulle dog ikke længe konkurrere med Afrika i denne handel, fordi landene i det kristne Europa, med få undtagelser, afviste tanken om, at dets befolkning kunne gøres til slaver, især i den foragtede muslimske verden. I størstedelen af det sorte Afrika, derimod, var der kun få regeringer eller høvdinge, der kunne sætte deres autoritet ind over for de handlende, der ankom i karavaner og skibe i jagten efter slaver. Sørgeligt nok blev mange afrikanske høvdinge ofte mellemmænd i handelen ved at indfange beboerne i nærliggende landsbyer og udveksle dem med et sortiment af forarbejdede varer."

Der er eksempler på, at europæere solgte andre europæere som slaver. Dette blev gjort af vikinger eller slaver, men især af visse italienere, frem for alt venezianerne. Nogle rederier fra Venedig lastede russiske og georgiske slaver i Sortehavet og solgte dem til tyrkerne eller til venetianske sukkerplantager på Kreta og Cypern. Disse aktiviteter, som blev skarpt fordømt af både den katolske og den byzantinske kirke, bør nævnes af hensyn til den historiske sandhed, men de var klart af sekundær betydning i forhold til de omfattende islamiske plyndringstogter i Europa gennem mange århundreder.

Slaveri mødte aldrig en så kraftig modstand i de muslimske samfund, som det til tider mødte i de kristne. Hen imod slutningen af det nittende århundrede, blev spørgsmålet om slaveri endelig taget op, men kun på grund af vestlig indflydelse og militært pres. Murray Gordon skriver:

”At slaveri holdt sig så længe i den muslimske verden, som det gjorde - det blev først afskaffet i Saudi-Arabien i 1962 og så sent som 1981 i Mauretanien - skyldtes i høj grad, at det var dybt forankret i islamisk lov. Ved at legitimere slaveri, og i forlængelse heraf, den nederdrægtige slavehandel (som der ikke var juridiske sanktioner imod), løftede islam denne praksis op på et uangribeligt moralsk niveau. Som følge heraf, blev der ikke nogensinde i nogen del af den muslimske verden gjort ideologiske indsigelser imod slaveri. Den politiske struktur og det sociale system i de muslimske samfund ville have misbilliget en sådan indsigelse. Sultanen i Det Osmanniske Rige og fyrster, der regerede i andre muslimske lande, sad på deres troner lige så meget i kraft af, at de var religiøse ledere som sekulære ledere og var derfor forpligtede til at opretholde troen. En del af denne forpligtelse var at sikre den normale funktion af slavesystemet, som var en integreret del af det islamiske samfund, og som er forskønnet i Koranen.”

I modsætning til Vesten, var der aldrig en muslimsk afskaffelsesbevægelse, eftersom slaveri er tilladt i henhold til sharia, islamisk religiøs lov, og fortsat er det den dag i dag. Når den åbenlyse slaveri til sidst blev ophævet i det meste af den islamiske verden, var dette udelukkende på grund af ydre vestligt pres, der strakte sig fra den amerikanske krig mod Barbaresk-piraterne til det britiske imperiums sømagt. Slaveri blev taget for givet gennem hele den islamiske historie og varede længere end den vestlige slavehandel gjorde. Robert Spencer uddyber dette i sin bog, A Religion of Peace?: Why Christianity Is and Islam Isn’t:

”Der var heller ikke en muslimsk afskaffelsesbevægelse, ingen Clarkson, Wilberforce, eller Garrison. Når slavehandelen sluttede, var det ikke på grund af muslimske bestræbelser, men gennem britisk militær magt. Alligevel er der tegn på, at slaveri fortsætter under overfladen i nogle muslimske lande - især Saudi-Arabien, som først afskaffede slaveriet i 1962; Yemen og Oman, som begge standsede legalt slaveri i 1970; og Niger, som ikke afskaffede slaveriet før i 2004. I Niger bliver forbuddet generelt ignoreret, og så mange som en million mennesker lever fortsat i trældom. Slaver bliver opdrættet, ofte voldtaget, og generelt behandlet som dyr. Der er endda sager om slaveri, der involverer muslimer i USA. En saudiaraber kaldet Homaidan al-Turki blev i september 2006 idømt syvogtyve års til livsvarigt fængsel for at holde en kvinde som slave i sit hjem i Colorado. For sin del hævdede al-Turki, at han var offer for anti-muslimske fordomme.”

Slaveri, der involverede folk af alle racer, germanere, saksere, keltere og nogle sorte afrikanere, var udbredt i den græsk-romerske verden. Det mest berømte slaveoprør i den romerske periode blev ledet af Spartacus, en gladiator-slave af det thrakiske folk, der dominerede Bulgarien og Balkan-regionen tæt ved Sortehavet i begyndelsen af historisk tid. Hans oprør blev knust i 71 f.Kr., og tusindvis af slaver blev korsfæstet langs vejen til Rom som en advarsel til andre. Slaveriets tilbagegang i Europa fulgte kristendommens udbredelse.

Hele vejen tilbage til det gamle kongerige i det gamle Egypten, har slaveri været en vigtig del af Afrikas handel med andre kontinenter. Men som Robert O. Collins og James M. Burns skriver i A History of Sub-Saharan Africa: "Overgangen til den islamiske tidsalder faldt sammen med en kraftig stigning i den afrikanske slavehandel." Udvidelsen af den transsahariske slavehandel forbundet med Sahel-imperiet i Ghana var en reaktion på efterspørgslen på markederne i det muslimske Nordafrika:

”Den moralske begrundelse for muslimers slavebinding af afrikanere syd for Sahara blev godtaget ved det faktum, at de var "vantro" (kafirin), der praktiserede deres traditionelle religioner med mange guder, og ikke islams ene Gud. Behovet for slaver, uanset om de var erhvervet ved vold eller handel, genoplivede den gamle, men søvnige, transsahariske handel, der blev storleverandør af slaver til Nordafrika og det islamiske Spanien. De tidligste muslimske beretninger om slaver, der krydsede Sahara fra Fezzan i det sydlige Libyen til Tripoli på Middelhavskysten, blev skrevet i det syvende århundrede, men fra det niende til det nittende århundrede er der et væld af beretninger om militære staters udplyndring af Sahel, der af nordafrikanske muslimer var kendt som bilad al-sudan, (”de sortes land”). Der var tale om hedenske afrikanere, der blev solgt til muslimske købmænd og måtte marchere over ørkenen, som en højest indbringende handelsvare i deres omfattende kommercielle netværk. I det tiende århundrede var der en konstant strøm af slaver, taget i kongerigerne i det vestlige Sudan og Tchad bækkenet, der krydsede Sahara. Mange døde undervejs, men de overlevende gav en stor fortjeneste på de pulserende markeder i Sijilmasa, Tripoli og Cairo."

Udbredelsen af islam gennem arabiske kontakter bragte faktisk læsefærdighed til Vestafrika syd for Sahara, men ellers stimulerede muslimerne slavehandelen fra Østafrika til Det Indiske Ocean, Mellemøsten og Den Persiske Golf, og nogle afrikanske slaver blev sendt så langt væk som til Centralasien og Indien. På det tidspunkt begyndte europæerne at ankomme i stort tal til Afrika syd for Sahara.

Afrika nord for Sahara og kysten omkring det Røde Hav var kendt af den gamle middelhavsverden, men Afrika syd for Sahara var det ikke. Portugiserne foretog planlagte ekspeditioner langs Vestafrikas kyst i det femtende århundrede, og det krævede årtiers forbedringer i navigation og skibsbygning før de kunne runde Kap Det Gode Håb og nå ud i Det Indiske Ocean.

Mens den store portugisiske deltagelse i den transatlantiske slavehandel er almindeligt kendt, er det ikke alle, der ved, at Cristóvão da Gama (1516-1542), søn af den store portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama (ca. 1460-1524), kæmpede i Etiopien til støtte for lokale kristne i begyndelsen af 1540'erne, og døde dér. Etiopierne var den eneste læsekyndige afrikanske nation, som ikke var under islamisk styre; de var blevet kristnede via de egyptiske koptere allerede i det fjerde og femte århundrede e.Kr., men var blevet afskåret fra direkte kontakt med Middelhavets kristne verden efter de islamiske erobringer. Portugisiske lejesoldater ankom for at forhindre, at det etiopiske kongedømme blev overvældet af muslimer fra sletterne i Somalia. Robert O. Collins og James M. Burns forklarer i A History of Sub-Saharan Africa:

”Dets [Portugals] monarki havde erobret den sidste muslimske bastion i Portugal i 1249, og havde i 1385 etableret et stabilt politisk system under det nye dynasti, Avis-slægten. Som sådan eksisterede det isoleret på Europas vestlige kyst med et magtfuldt og mistænkeligt Spanien som nabo mod øst. Guldet i Afrika gav midlerne til at forsvare riget og finansiere portugisiske ekspeditioner rundt om Afrika til Det Indiske Ocean og Asien med henblik på at udnytte den rigdom, der kom fra krydderihandelen. På den anden side af Sahara-ørkenen levede desuden Vestafrikas ikke-muslimske folk, som måske kunne konverteres til kristendommen og blive indrulleret i korstoget mod muslimerne (...). Og så var der den uimodståelige legende om Præstekongen Johannes, der antændte ønsket hos middelalderens europæiske monarker om at undsætte denne belejrede kristne konge, der var omgivet af muslimske fjender et eller andet sted i Østen. I det femtende århundrede var legenden om Præstekongen Johannes blevet associeret med Abessinien (Etiopien) i det nordøstlige Afrika; det blev fortalt, at hans kristne undersåtter forsvarede troen mod islams jihad (hellige krig). Ingen portugisisk konge, adelig, eller bonde kunne forsømme sit kristne ansvar for at komme Præstekongen Johannes og hans folk til undsætning.”

Desuden - hvad der i de følgende århundreder skulle blive en verdensomspændende europæisk ekspansion og udforskning af havene, startede i Portugal i det femtende århundrede på initiativ af prins Henrik Søfareren (1394-1460). Udforskningen af de afrikanske kyster begyndte i øvrigt med at portugiserne i 1415 erobrede den nordafrikanske havneby, Ceuta, der var blevet brugt som base for muslimske Barbaresk-pirater i deres angreb på Portugals kyster, hvor de tog de lokale som slaver og affolkede flere regioner på grund af gentagne angreb.

En af de vigtigste grunde til denne tidlige europæiske oversøiske ekspansion var ønsket om at komme ud af det jerngreb, som muslimerne så længe havde haft om det europæiske kontinent. Norman Davies uddyber i sin omfattende bog, Europe: A History:

”Islams indflydelse på den kristne verden kan ikke overdrives. Islams erobringer gjorde Europa til kristendommens vigtigste base. Samtidig afskar den store indkapsling, som det muslimske område udgjorde, de kristne fra stort set al direkte kontakt med andre religioner og civilisationer. Barrieren sat af den militante islam vendte [den europæiske] halvø indad mod sig selv, og afbrød eller ændrede mange af de ældre forbindelseslinjer af kommercielt, intellektuelt og politisk samkvem. På det religiøse område, blev den kristne verden efterladt med to opgaver - at bekæmpe islam og konvertere de resterende hedninge. Den tvang det byzantinske rige til at give varig prioritet til forsvaret af sine østlige grænser, og dermed forsømme sin kejserlige opgave i Vesten. Den skabte betingelser, som gjorde, at de andre, mere fjerntliggende kristne stater, måtte klare sig selv, og i stigende grad indføre lokal autonomi og økonomisk selvforsyning. Den gav med andre ord et stærkt incitament til feudalisme. Og frem for alt, ved at lægge beslag på Middelhavet nedbrød den middelhavslandenes overlegenhed, som de hidtil havde haft overfor resten af halvøen.”

Ingen europæiske folk led mere under islamisk kolonialisme end dem på Balkan. Sir Jadunath Sarkar, den fremtrædende historiker af mongolernes Indien, skrev følgende om dhimmitude, det ydmygende apartheid-system, der pålægges ikke-muslimer under islamisk styre: "Konvertering af hele befolkningen til islam og udryddelse af enhver form for afvigelse, er idealet for den muslimske stat. Hvis en vantro for lov til at leve i samfundet, er det som et nødvendigt onde, og kun i en overgangsperiode (…). En ikke-muslim kan derfor ikke være borger i staten; han er medlem af en undertrykt klasse; hans status er en modificeret form for slaveri. Han lever i henhold til en kontrakt (dhimma) med staten (…). Kort sagt, hans fortsatte eksistens i staten, efter muslimernes erobring af hans land, er betinget af, at hans person og ejendom er underordnet islams sag."

Denne "modificerede form for slaveri" bliver nu ofte hyldet som højdepunktet af "tolerance." Hvis semi-slaverne gør oprør mod dette system og ønsker lige rettigheder og selvbestemmelse, bliver jihad genoptaget. Dette skete for de kristne undersåtter i Det Osmanniske Rige, som blev undertrykt med massakrer, kulminerende i tyrkiske og kurdiske muslimers folkemord på armenierne i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Balkan-landene, med deres tætte forbindelser til Byzans, var et rimeligt avanceret område i middelalderen, indtil de osmanniske tyrkere hærgede en stor del af det. Et af de mest rystende aspekter af dette var devshirme-systemet, dvs. indsamlingen af kristne drenge, som med magt blev konverteret til islam og lærte at hade deres egen slægt. Andrew G. Bostom citerer et arbejde af forskeren Vasiliki Papoulia, der fremhæver de kristne befolkningers vedvarende desperate kamp mod denne, med magt, pålagte osmanniske afgift:

”Det er indlysende, at befolkningen satte sig stærkt imod (...) denne praksis [og skatteopkrævningen] kunne kun gennemføres med magt. De, der nægtede at overgive deres sønner - de sundeste, de kønneste og mest intelligente - blev på stedet henrettet ved hængning. Alligevel har vi eksempler på væbnet modstand. I 1565 fandt et oprør sted i Epirus og Albanien. Indbyggerne dræbte rekrutteringsofficererne og oprøret blev først slået ned, efter at sultanen havde sendt fem hundrede janitsharer til støtte for den lokale sanjak-bey. Takket være de historiske arkiver i Yerroia, er vi bedre informerede om opstanden i Naousa i 1705, hvor indbyggerne dræbte Silahdar Ahmed Celebi og hans assistenter og flygtede op i bjergene som oprørere. Nogle af dem blev senere arresteret og henrettet.”

De kristne undersåtter forsøgte i århundreder at bekæmpe denne onde praksis:

”Da der ikke var mulighed for at undslippe [afgiften], tyede befolkningen til forskellige udveje. Nogle forlod deres landsbyer og flygtede til visse byer, der nød fritagelse fra barneafgiften, eller udvandrede til venetiansk kontrollerede områder. Resultatet var en affolkning af landdistrikterne. Andre fik deres børn gift i en tidlig alder (...) Nicephorus Angelus (...) oplyser, at børn til tider løb væk på eget initiativ, men at de vendte tilbage og overgav sig, når de hørte, at myndighederne havde arresteret deres forældre og var ved at torturere dem til døde. La Giulletiere citerer sagen om en ung athener, der vendte tilbage fra sit skjulested for at redde sin fars liv og derefter valgte selv at dø hellere end at afsværge sin tro. Ifølge vidnesbyrd i tyrkisk kildemateriale, lykkedes det for nogle forældre at bortføre deres børn, efter at de var blevet rekrutteret. Den bedste måde at undslippe rekrutteringen på var gennem bestikkelse. At sidstnævnte var meget udbredt, fremgår klart af de store beløb, som sultanen konfiskerede fra korrupte (...) embedsmænd.”

Lee Harris beskriver i sin bog, The Suicide of Reason, hvordan denne devshirme-praksis, processen med at udvælge de bedste, klogeste og stærkeste "alpha-drenge," ramte den ikke-muslimske del af befolkningen:

”Janitshar-livvagter ’havde til opgave at beskytte regenten mod indre og ydre fjender,’ skriver forskeren Vasiliki Papoulia. ’For at kunne udføre denne opgave, blev de underlagt en meget streng og speciel træning; janitshar-uddannelsen var berømt i det osmanniske samfund. Denne uddannelse gjorde det muligt at skabe en åndelig forvandling af de kristne børn, så de blev glødende krigere for sultanens ære og deres nyerhvervede islamiske tro.’ Fordi de kristne drenge skulle omdannes til ensporede fanatikere, var det ikke nok, at de simpelthen arvede deres position. De skulle hjernevaskes til det, som vi ville sige i dag, og det kunne gøres mest effektivt med drenge, der var blevet helt afskåret fra alle familiebånd. Ved at tage drengene fra deres hjem, og transportere dem til en helt anden verden, sikrede devshirme-systemet, at der ikke ville være nogen loyalitetskonflikt mellem familie og pligt overfor imperiet. Al loyalitet ville være rettet mod gruppen selv og sultanen.”

Denne praksis drænede den kristne befolkning for kraft. Harris igen:

”Frasorteringen af disse alpha-drenge havde to virkninger, der begge var gode for Det Osmanniske Rige og dårlige for den undertvungne befolkning. Ved at besætte de kritiske poster i Det Osmanniske Rige med drenge, der var blevet udvalgt på grundlag af deres iboende værdi, og ikke deres familieforbindelse, skabte imperiet automatisk et meritokrati - hvis en dreng var hård, modig, intelligent, og fanatisk loyal, var han i stand til at arbejde sig op gennem det osmanniske hierarki; ja, som vi har set det, kunne han blive medlem af den herskende elite, på trods af den formelle titel af sultanens slave. Det Osmanniske Rige både styrkede sig selv ved at tage disse alpha-drenge, og svækkede dets undertvungne befolkning ved at tage deres bedste og klogeste. Takket være devchirme-institutionen blev de ’bedst egnede’ kristne drenge, der mest sandsynligt ville være lederne af eventuelle oprør mod imperiet, omdannet til fanatiske muslimske krigere, der blev sat ind for at undertrykke de besværligheder, som de efterladte ’mindre egnede’ kristne drenge var stand til at skabe.”

Den mest varige arv fra århundreders osmannisk-tyrkisk styre på Balkan, er tilstedeværelsen af store indfødte muslimske samfund. Srdja Trifkovic forklarer i Kosovo: The Score 1999-2009, en bog dedikeret til årsdagen for NATO's bombning af Serbien, som resulterede i den etniske udrensning af kristne serbere, udført af overvejende muslimske albanere:

”Balkan-halvøen er et af de mest etnisk og religiøst brogede regioner i verden, især i betragtning af det relativt lille areal (lige over 500.000 kvadratkilometer) og lille befolkning (omkring 55 millioner). Af det antal har ortodokse kristne - især grækere, bulgarere, serbere og slaviske makedonere - et lille flertal på omkring 53 procent; sunni-muslimer (11 millioner tyrkere i det europæiske Tyrkiet og et tilsvarende antal albanere, slaviske muslimer og etniske tyrkere andetsteds) udgør 40 procent; katolikkerne (især kroater) ligger på omkring 5 procent. Disse samfund lever ikke i multikulturel harmoni. Deres gensidige mangel på tillid, der undertiden bliver til vold, er en varig frugt af det tyrkiske herredømme. Fire fremtrædende træk ved den osmanniske stat blev institutionaliseret: religiøst begrundet diskrimination af ikke-muslimer; personlig utryghed; spinkel sameksistens uden opblanding mellem etniske grupper og trosretninger; og fraværet af en samlende statsideologi eller over-konfessionel kilde til loyalitet. Det var en hobbesiansk verden, og den affødte en tilsvarende tankegang; politik blev opfattet som et nulsumsspil, hvor gevinst for den ene side blev opfattet som tab for den anden. Denne tankegang har ikke ændret sig, næsten et århundrede efter imperiets opløsning.”

Trifkovic advarer om, at "de kristne samfund i hele Balkan er inde i en stejl, langvarig demografisk tilbagegang. Fødselsraten er under udskiftningsniveauet i alle lande i regionen med kristent flertal. Muslimer, derimod, har de højeste fødselsrater i Europa, med albanerne øverst på listen. Hvis det fortsætter på samme måde, er det sandsynligt, at muslimerne vil nå et simpelt flertal på Balkan inden for en generation."

Krigene på Balkan er et direkte resultat af arven efter tyrkisk muslimsk kolonialisme. Så hvorfor stiller ingen krav om, at tyrkerne skal betale erstatning til deres tidligere undertvungne, begyndende med armenierne, der måtte lide et jihad-folkemord for mindre end et århundrede siden, og fortsættende med serberne, bulgarerne, grækerne, kroaterne og andre, der har lidt under flere hundrede års misbrug og udbytning under deres hænder?

Der er en vedholdende myte om, at de videnskabelige og industrielle revolutioner kun skete, fordi europæerne "plyndrede" andre kontinenter. Det er let modbevist, da der kun er ringe korrelation mellem hvilke lande, der havde omfattende koloniriger, og hvilke, der udviklede sofistikerede videnskabelig-industrielle økonomier. Portugal havde flere kolonier og var en aktiv deltager i den transatlantiske slavehandel, men alligevel er det et af de fattigste lande i Vesteuropa, i skarp kontrast til Sverige, Schweiz og Finland, der ikke har koloniale historier.

Spanierne bragte meget sølv og guld tilbage fra deres kolonier i Latinamerika, hvilket til tider var blevet aftvunget under meget barske forhold. Men spanierne fik aldrig en ledende rolle i europæisk videnskab og teknologi. Italienerne var langt mere fremtrædende i europæisk videnskab end spanierne på trods af, at de ikke havde nogen kolonihistorie, om ikke af andre grunde, så fordi "Italien" som stat, ikke eksisterede før anden halvdel af det nittende århundrede. Det samme kan i endnu højere grad siges om Tyskland. Ved indgangen til det tyvende århundrede var tyskerne længere fremme end franskmændene og nogle gange selv briterne inden for videnskab og teknologi til trods for, at de to sidstnævnte havde globale koloniriger mens tyskerne kun havde nogle få, temmelig marginale kolonier.

Hvis vi ser på den post-romerske periode som en helhed, kommer et billede frem, hvor Europa det meste af tiden var under belejring af fjendtlige fremmede, men alligevel havde held med sig mod alle odds. Allerede før 1300 e.Kr., havde europæerne skabt et hurtigt voksende netværk af universiteter, en institution, som ikke havde sin lige andre steder, og havde opfundet mekaniske ure og briller. Det er let at undervurdere betydningen af dette, men evnen til at gøre nøjagtige målinger af fysiske fænomener var af afgørende betydning for de videnskabelige og industrielle revolutioner. Fremstilling af briller førte indirekte til udviklingen af mikroskoper og teleskoper, og dermed til moderne medicin og astronomi. Netværket af universiteter bidrog til udbredelsen af information og debat, og fungerede som en kuvøse for mange senere videnskabelige fremskridt. Alle disse nyskabelser blev gjort århundreder før den europæiske kolonialisme begyndte, faktisk på et tidspunkt, hvor Europa selv var offer for kolonialisme og havde været det i meget lang tid. Dele af Spanien var stadig under islamisk besættelse, en aggressiv jihad blev ført af tyrkerne i de resterende byzantinske lande, og kysten fra Frankrig via Italien til Rusland havde lidt under århundreders islamiske angreb.




Oversættelse: Bombadillo