Forfatter Robert Spencer, grundlægger af den vigtige hjemmeside Jihad Watch, har for nylig udgivet en bog med den provokerende titel Did Muhammad Exist? An Inquiry into Islam’s Obscure Origins [Eksisterede Muhammed? En undersøgelse af islams dunkle oprindelse].

Forordet er skrevet af den fremtrædende forsker Johannes J. G. (Hans) Jansen, arabist og professor i moderne islamisk tænkning ved universitetet i Utrecht i Holland indtil hans pensionering i 2008. Blandt hans andre bidrag, har han oversat Koranen til hollandsk. Jansen påpeger, at de sparsomme oplysninger og fysiske beviser vi har, ikke synes at bekræfte den traditionelle islamiske beretning om, hvad der skete i det sjette og syvende århundrede.

Faktisk modsiger arkæologiske fund det traditionelle billede. Kun yderligere arkæologisk arbejde i nutidens Arabien og Storsyrien kan kaste mere lys over disse spørgsmål. I Saudi-Arabien er sådanne udgravninger forbudt og wahhabi-høge har aktivt ødelagt nogle arkæologiske lokaliteter. Desuden er de religiøse myndigheder nok ikke interesseret i fund, der kunne modsige deres religiøse synspunkter eller underminere Saudi-Arabiens centrale position i islam.

Som Jansen siger: "En irakisk lærd, Ibn Ishaq (ca. 760), skrev en bog, der er grundlaget for alle biografier over Muhammed. Der findes ingen skildringer af Muhammed, som ikke er afhængige af Ibn Ishaq. Hvis en analyse af Ibn Ishaqs bog fastslår, at den af en eller anden grund ikke kan ses som en historisk kilde, så fordamper al viden, vi har om Muhammed. Hvis Ibn Ishaqs meget citerede og populære bog viser sig at være intet andet end from fiktion, vil vi blive nødt til at acceptere, at det ikke er sandsynligt, vi nogensinde vil nå frem til sandheden om Muhammed."

Desuden eksisterede en fuldt udviklet arabisk skrift endnu ikke på det tidspunkt, hvor Koranen angiveligt blev samlet for første gang, hvilket yderligere introducerer væsentlige fejlkilder. Koranen i sig selv var formentlig langt mindre stabil og blev samlet langt senere, end muslimer tror.

Endelig blev de hadith-samlinger, der nærmere beskriver Muhammed personlige eksempel, udviklet mange generationer efter, at de påståede begivenheder i hans liv fandt sted, og betragtes af selv muslimer som delvist upålidelige. Det er sandsynligt, at en stor del af dette materiale blev direkte fabrikeret som led i en politisk og kulturel kamp længe efter de første erobringer.

Spencer gør ikke krav på at være en original forsker i disse sager, men krediterer sådanne personer som Ignaz Goldziher, Theodor Nöldeke, Arthur Jeffery, Henri Lammens, Alphonse Mingana, Joseph Schacht, Aloys Sprenger og Julius Wellhausen, samt nyere forskere som Suliman Bashear, Patricia Crone, Volker Popp, Yehuda Nevo, Michael Cook, Ibn Warraq, Judith Koren, Ibn Rawandi, Günter Lüling, David S. Powers og John Wansbrough.

Adskillige moderne kritiske forskere - Christoph Luxenberg for eksempel - er blevet tvunget til at skrive under pseudonym på grund af vedvarende trusler mod deres liv. Dette skete stort set aldrig for forskere i det kristne Europa, der kritisk undersøgte Bibelen eller den historiske Jesus i det nittende århundrede, men det sker ofte for dem, der sætter spørgsmålstegn ved islam og dens traditioner.

Man kan have mistanke om, at hovedårsagen til at mange muslimer ofte har tendens til at reagere med ekstrem aggression, når nogen sætter spørgsmålstegn ved deres religion, er, at den oprindeligt blev bygget på et vaklende fundament og kan bryde sammen, hvis den udsættes for nærmere undersøgelse.

Ikke-muslimske kronikører, der skrev i tiden for de tidlige arabiske erobringer, nævner ikke Koranen, islam eller muslimer, og omtaler knap nok Muhammed. De arabiske erobrere selv henviste ikke til Koranen i de første årtier, formentlig fordi den ikke på det tidspunkt eksisterede i en genkendelig form.

Islamiske apologeter elsker at tale om disse erobringers angiveligt tolerante natur. Men som historiker Emmet Scott har påvist i sin veldokumenterede bog Mohammed and Charlemagne Revisited, så peger arkæologiske beviser tydeligt på, at de arabiske erobringer forårsagede store ødelæggelser i de erobrede områder. Desuden må vi overveje den mulighed, at islam som vi kender den, simpelthen ikke eksisterede på tidspunktet for de første erobringer.

Moderne forskere som Patricia Crone har sat spørgsmålstegn ved, om Mekka, som en vigtig handelsby og centrum for pilgrimsfærd, virkelig eksisterede i år 600, som islamiske kilder hævder. Dens placering giver ingen mening, hvis den skulle være placeret på handelsruterne mellem det Indiske Ocean og Middelhavets Europa. Ingen ikke-muslimsk historiker nævner den i nogen beskrivelse af handelen fra det sjette eller syvende århundrede. I betragtning af Mekkas centrale placering i den traditionelle historie, kaster dette tvivl over hele den kanoniske fortælling om islams tilblivelse.

Koranen hævder at være skrevet på et klart arabisk, men selv uddannede arabere finder dele af den svær at forstå. Den tyske filolog Gerd R. Puin, hvis pionerarbejde er citeret af Ibn Warraq i What the Koran Really Says, hævder, at op mod en femtedel af den ganske enkelt er uforståelig.

En af grundene til, at Koranen understreger dens arabiske karakter, kan måske ironisk nok være, at dele af den oprindeligt slet ikke blev skrevet på arabisk, men på beslægtede semitiske sprog.

Christoph Luxenberg har foreslået, at visse dele af den oprindeligt blev skrevet på syrisk, en dialekt af aramæisk, som længe havde været brugt som skriftsprog i store dele af Mellemøsten og den Frugtbare Halvmåne. Han demonstrerer overbevisende, at visse gådefulde koranvers giver mere mening, hvis man læser dem på syrisk. De jomfruer, som tapre muslimske mænd formodes at nyde i Paradis, (Koranen 44:51-57, 52:17-24, 56:27-40) er måske slet ikke jomfruer, men hvide rosiner, eller måske druer. Ja, frugt.

Det er muligt, at nogle af disse kristne syriske tekster blev skrevet af en kættersk gruppe, der afviste den almindelige kristendoms opfattelse af Gud som treenig. Det er en kendsgerning, at nogle af Koranens kapitler, som vi kender dem, er mere tolerante end andre, men hvis vi antager denne ikke-traditionelle fortolkning af historien, blev nogle af dem baseret på allerede eksisterende jødiske eller kristne tekster.

I sidste afsnit af bogen, opsummerer Spencer de resultater, der til dato er opnået. Han foreslår, at Muhammed kan have eksisteret som en halv-legendarisk figur, svarende til Robin Hood, Kong Arthur og William Tell, hvis bedrifter senere generationer har digtet videre på. Alligevel er den traditionelle fremstilling af ham som islams grundlægger fyldt med huller og uoverensstemmelser.

De arabiske erobrere kan have kendt til en vag form for monoteisme, til dels inspireret af kristne og jøder, men at de, i generationerne og århundrederne efter erobringerne, opgav denne og udviklede en mere militant tro, der kom til at fungere som et redskab for arabisk nationalisme og imperialisme. Måske har erobringerne formet islam mere end islam har formet erobringerne.

Men hvis nogen mere eller mindre opfandt Muhammed, ville de så ikke have ønsket at opfinde en mere sympatisk skikkelse end den meget hensynsløse og brutale mand, vi ser komme ud af de traditionelle beretninger? Jo muligvis, men som Spencer bemærker, kan den tids arabere have ment, at sådan en hensynsløs karakter ville være en inspiration for erobring og imperiebygning.

Det er åbent for seriøs debat, om Muhammed nogensinde eksisterede, men jeg hælder i retning af at konkludere, at det gjorde han, i det mindste ubestemt som en militant arabisk leder, der hjalp til at forene forskellige stammer og omdirigere deres stammeenergi, så den blev rettet udad mod ekstern erobring. Dette ville ikke være væsentligt forskelligt fra den måde, hvorpå Djengis Khan formåede at forene stridende mongolske stammer til en livskraftig mongolsk nation, i stand til at erobre et stort imperium.

Den største forskel er naturligvis, at en ny religion ikke blev bygget op omkring Djengis Khans personlighed. Det skal vi måske være taknemmelige for. Ellers ville den største stemmeblok i FN i dag måske have været Organisationen for Mongolsk Samarbejde, og BBC og New York Times ville advare os mod faren for djengisofobi.

Robert Spencer har et særligt talent for at præsentere komplekse problemstillinger på en måde, der er tilgængelig og forståelig for et uddannet mainstream publikum. Hans seneste værk er ingen undtagelse. Did Muhammad Exist? er en kompetent og læsbar introduktion til nogle af de mest plagsomme gåder om den sande fødsel af den tro, vi nu kender som islam.

---

Oversættelse: Bombadillo