En ven ringede for at fortælle mig om en Åben-Moské-aften, han for nylig deltog i. Ja, sagde han, det var som forventet: "Alvorlige, demonstrativt oprigtige spørg-os-om-alt ansigter. Omkring tredive ukritiske vantro. Hovedtaleren begyndte med at fortælle os, at islam betyder 'fred' og derefter citerede paven, der havde sagt, at 'autentisk islam og den korrekte læsning af Koranen er imod enhver form for vold'." Koranen 5:32 blev præsenteret i sin forkortede form: "Hvis nogen dræber et menneske, (...) er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet." Koranen 2:256 blev gentaget flere gange: "Der er ingen tvang i religionen."

En publikummer spurgte om jizya, og taleren klarede det med lethed. Han sagde, uden den mindste tøven, at jizya var, hvad ikke-muslimer betalte til staten i stedet for zakat, som muslimer måtte betale. Da ikke-muslimer modtog beskyttelse (mod hvem blev ikke forklaret) og ikke skulle gøre tjeneste i hæren, var det kun rimeligt, at de blev bedt om at betale deres andel - dermed jizya. Faktisk, tilføjede han, var zakat mere belastende end jizya. Ingen forsøgte at modsige taleren; publikum syntes tilfredst med denne oprørende påstand.

Dette overbeviste mig om, at det ville være nyttigt at gennemgå både jizya og zakat for at se, hvori de adskiller sig, og for fuldt ud at blotlægge talerens himmelråbende løgnagtighed. Den vigtigste tekst, jeg bygger på, er A. Ben Shemesh (red., overs.), Taxation in Islam, Vol. ll, Qudama b. Ja’far’s Kitab al-Kharaj. Leiden, E. J. Brill, 1965, s. 14.

Qudama understreger zakats frivillige karakter i begyndelsen af sit kapitel 13.

Han siger, at det er overladt til muslimerne selv at afgøre, hvad der er passende for dem, i modsætning til andre skatter, der er obligatoriske og kan inddrives.

Den saudiske lov, der regulerer denne religiøse skat, skal følge de gamle forskrifter, ifølge hvilke skattesatsen for zakat fastsættes afhængigt af de personer, fra hvem den opkræves. En muslimsk købmand fra et fremmed land beskattes med en sats på 10 procent. En købmand fra et allieret land betaler 5 pct., og en muslim fra det land, hvor skatten opkræves, betaler 2,5 pct.

I K. S. Lal: Theory and Practice of Muslim State in India, New Delhi, 1999, side 139-140, forklarer forfatteren forskellen mellem zakat og jizya:

"Der er et ønske om at ligestille zakat med jizya for at fremhæve det islamiske skattesystems retfærdighed: Muslimerne betaler zakat og ikke-muslimerne betaler jizya. Men analogien er falsk. Satsen for zakat er så lav som 2,5 procent og den er lagt på den tilsyneladende [synlige] ejendom. Der findes alle former for lempelser for betaling af zakat angående det skattepligtige minimum. Under opkrævningen anvendes ingen magt, fordi magt ødelægger dens karakter. På den anden side er jizya-satsen meget høj for ikke-muslimerne: 48, 24 og 12 tankah [en af de vigtigste historiske valutaer i Asien] for de rige, mellemindkomsterne og de fattige, uanset valuta og land. Hertil kommer altid ydmygelsen af den vantro, som er central for jizya især på tidspunktet for opkrævningen. Det centrale for zakat er, at den er frivillig; den bør, i det mindste, ikke opkræves med magt."

"I Indien ophørte zakat med at være en religiøs skat, der kun blev pålagt muslimer. Zakat blev opkrævet i form af told på handelsvarer, græsningsafgifter på alle mælkeproducerende dyr eller på dem, der gik på græs, og blev taget fra både muslimer og ikke-muslimer. Ifølge den islamiske lov 'var importtold for muslimer 5 pct. og for ikke-muslimer 10 pct. af varen.' For Abu Hanifa, hvis sunni retsskole herskede i Indien, beskattede dhimmiernes handelsvarer med afgifter på det dobbelte af den zakat, der var fastsat for muslimer."

Jizya blev beregnet, så den kunne påføre de vantro reel økonomisk smerte, og skulle betales uanset hvor fattige de måtte være. Dette var en del af deres straf for at være vantro: at måtte betale for deres egen beskyttelse (beskyttelse mod muslimerne selv). Zakat, derimod, havde aldrig haft til hensigt at være en økonomisk byrde for muslimer. Normalt ville den kun være på 2,5% af en muslims formue og blev kun pålagt, hvis han besad en vis minimumsformue eller nisab.

En vigtig del af jizya-betalingen, som aldrig nævnes af muslimske apologeter (og bestemt ikke ved noget Åben-Moské-arrangement), var den bevidste ydmygelse af dhimmien, når han betalte. Jizya-skatten blev ikke blot afleveret til de muslimske opkrævere, hvilket de fleste vantro forståeligt nok ville gå ud fra. Der skulle også ske en ydmygelse. Koranen 9:29 siger, at Bogens Folk (kristne og jøder) skal betale jizyaen i en tilstand af saaghiruun. Dette ord betyder ifølge arabiske eksperter "ydmygelse eller skændsel". (Se Tafsir Al-Tabari, bind 12, side 96; Al-Qaradihi, Kitab Al-Ayn Lil-Khaleel, bind 4, side 372).

Dette krav om, at dhimmier skal ydmyges under betalingen af jizyaen, er noget, alle bør forstå og som bør tages op ved Spørg-En-Muslim-Om-Alt arrangementer:

Den fejrede koran-kommentator Ibn Kathir (14. århundrede) skriver i sine noter til Koranen 9.29, at dhimmier er elendige, ydmygede, fornedrede og vanærede og ikke kan æres eller ophøjes, og at Muhammed - som et eksempel - krævede, at jøder og kristne skulle tvinges ind i den snævreste gyde, hvis man mødte dem på gaden. I samme ånd skal de ydmyges, når de betaler jizyaen.

Den sunni-muslimske retsmanual Reliance of the Traveller kræver (lov o9.8 side 602, 603), at visse ikke-muslimer enten skal konvertere til islam eller at betale hovedskatten (jizya), mens de bliver ydmyget. Den fastslår kravet om, at denne skat fortsat skal betales, indtil Jesus vender tilbage til Jorden og afskaffer alle andre religioner end islam. Med andre ord fortsætter betalingen af jizya indtil Tidernes Ende.

Mange muslimske vismænd har beskrevet metoden til opkrævning af jizya som kendetegnet ved stor ydmygelse og mange slag, for at minde ikke-muslimerne om den muslimske generøsitet og tolerance ved ikke at have halshugget dem.

For eksempel beskriver teologen Al-Ghazali (11.-12. århundrede) - af nogle betragtet som den største muslim næstefter Muhammed - en symbolsk halshugning af dhimmien:

"Ved fremføringen af jizyaen, skal dhimmien hænge med hovedet, mens opkræveren tager fat i hans skæg og slår (dhimmien) på den fremspringende knogle under hans øre." (Kitabal-Wagiz fi Fiqh Madhab al-Imam al-safii).

Eller han kan slå dhimmi på begge kinder, eller give ham to slag i nakken.

Hedaya (hanafi-manual i islamisk lov) bemærker, at jizya (hovedskat eller kopskat dvs. skat på hver person) er pålagt de vantro pga. deres stædighed i vantro og skal opkræves fra dem på en krænkende og ydmygende måde, herunder ved at gribe den vantro i struben og ryste ham. Den er pålagt i stedet for faktisk aflivning. Denne straf for vantro ophører ikke før personen konverterer til islam eller dør.

Ddhimmi-skatteyderne måtte også give mad og husly til skatteopkrævere, soldater og andre, og skatter blev aftvunget ved hjælp af straffe og tortur. Manglende betaling af jizya, eller ikke at betale nok, havde ødelæggende resultater. Disse omfattede brændemærkning af dhimmier på deres hænder og pande, lemlæstelse, amputation af lemmer, udklemning af øjne, drab, spidning, pisk, hængning, at blive knust under tryk eller kastet i frosne søer ... osv. (se Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity Under Islam, s. 66, 67, 68, 71). Graden af sadisme varierede, men hovedskatten skulle betales, eller folk blev tvunget til at flygte, eller blev fordrevet for ikke at konvertere, eller blev dræbt.

Sir Jadunath Sarkar (den fremtrædende historiker af mogulernes Indien) skrev i 1920 om de mange overgreb, som hinduerne blev udsat for. Qadien [dommeren] Mughis-ud-din erklærede om hinduer, når de betalte jizya: "Hvis opkræveren vil kaste jord ind i munden på dem, skal de uden tøven åbne deres mund for at modtage den" og lod formode, at en sådan ydmygelse blev forlangt af Allah og Muhammed, fordi den forherligede islam. Hinduer var "heldige" under hanafi-lov, fordi andre sunni retsskoler kun tillod to muligheder for hinduer: død eller omvendelse til islam. Bortset fra at blive slået omkring hovedet eller få jord smidt ind i munden, er der registreret tilfælde, hvor muslimer spyttede ind i munden på hindu-dhimmien, når han afleverede sin jizya.

Dette skulle være bevis nok for den muslimske praksis med at ydmyge dhimmierne, når de foretrak jizya-betalinger. Slag i ansigtet og i nakken, voldsom gennemrystning, jord eller spyt i munden - disse er blandt de registrerede ydmygelser, som hinduer måtte tåle. Ikke underligt, at mange konverterede til islam.

Så når du næste gang deltager i et åben-moské arrangement, så kom forberedt til at spørge om jizyas byrdefulde beskatning i sammenligning med zakat, om den "beskyttelse", som jizya angiveligt skulle give mod angreb fra muslimerne selv, og især om den bevidste ydmygelse af dhimmien, der var en så vigtig ledsager af jizya-betalingen. Det vil forvirre dine værter, som forventede rolig sejlads, men i stedet løb ind i dig, den perfekte enmands-storm.

---

Oversættelse: Bombadillo