Ibn Warraq - den berømte apostat, forfatter til Derfor er jeg ikke muslim og til videnskabelige værker om Koranen, Muhammed og tidlig islam, samt til polemiske værker til forsvar for Vesten - har nu skrevet The Islam in Islamic Terrorism, der med de islamiske fundamentalisters (eller mere præcist: vækkelsesprædikanters) egne ord viser, hvad der virkelig motiverer islamiske terrorister i dag, og hvad der har motiveret dem siden kharijitternes dage i islams første århundrede: Troen på, at det er nødvendigt at genetablere den rene islam fra Muhammads tid ved at fjerne alle nyskabelser (bida); den yderligere tro på, at det er muslimers pligt at føre jihad mod alle vantro indtil islam dominerer overalt; samt at genetablere kalifatet og indføre islamisk lov, eller sharia, over hele kloden.

Ibn Warraqs The Islam in Islamic Terrorism er en genial serie behandlinger af de ekkoer, der runger ned gennem islams korridorer, hvor de samme klager over bida, den samme insisteren på at regulere alle områder af den troendes liv, den samme afvisning af at tillade religions- og tankefrihed, de samme pligter til voldelig jihad og til at påbyde det rette og forbyde det urette, de samme krav om en tilbagevenden til Muhammeds rene og ubesmittede islam, den samme ondartede antisemitisme, de samme citater fra Koranen og hadith, det samme had til de vantro, den samme insisteren på, at "vi elsker døden mere end I elsker livet", den samme opfordring til blodsudgydelser og muslimsk martyrium, den samme uhyggelige fanatisme – alle bliver grundigt beskrevet og dissekeret. Og frem for alt viser han, hvordan de forskellige voldelige manifestationer af denne vækkelse ned gennem århundrederne er knyttet til hinanden, idet Ibn Warraq gør brug af den massive forskning, han har udført gennem mange år, i primære og sekundære kilder, og her anvender med blændende effekt.

Ibn Warraq har leveret en service til alle dem, der omsider er klar til at rette blikket ud over de nuværende floskler om socioøkonomiske og andre formodede ”grundlæggende årsager” til islamisk terrorisme - Israel, korstogene, europæiske kolonialisme, amerikansk udenrigspolitik - alle lagt frem til dissektion og affærdigelse, den ene efter den anden. Han citerer de undersøgelser, der viser, at muslimske terrorister både er bedre stillet økonomisk og bedre uddannet, end den gennemsnitlige muslim. De fleste af terrorist-lederne har fået solide uddannelser i islam, hvilket modbeviser de apologeter, der hævder, at kun de ”uvidende om den sande islam” bliver terrorister.

Han bemærker, at jihad mod de vantro begyndte mere end 1300 år før Israel opstod, at muslimerne ikke havde megen interesse for korstogene før for ganske nylig og at amerikansk udenrigspolitik ofte har begunstiget den muslimske side, f.eks. ved at redde Arafat ud af Beirut, da han var belejret af israelerne; støtte Pakistan trods dets ledtog med terrorister; se den anden vej, da Tyrkiet invaderede Cypern; stationere tropper i Saudi-Arabien for at beskytte dette kleptokrati mod Saddam Hussein; og ødsle hundreder af milliarder i ulandsbistanden på muslimske lande, og mere end fire trilliarder dollars på militær indgriben og ”genopbygning” i Irak og Afghanistan, i det sandsynligvis falske håb, at disse lande kunne gøres mindre barbariske end før.

Efter at have aflivet disse kunstige ”grundlæggende årsager”, fører Ibn Warraq os tilbage til islams uomgængelige kendsgerninger - fornuftigt nok begyndende med Koranen, hadith, sunna og sira - og viser, hvordan voldelig jihad, herunder terror-våbnet, er dybt forankret i islams tekster og Profetens eksempel. Muhammed var den første islamiske terrorist. Ibn Warraq giver derefter læserne et kursus i islamisk historie under anvendelse af en enorm mængde forskning - hver malmåre er tømt - i den rækkefølge af voldelige vækkelsesbevægelser, der ønskede at føre islam tilbage til dens oprindelige tilstand og befri den for alle nyskabelser (bida). Han begynder denne historie med kharijitterne i islams første århundrede og fortsætter med stop i det 9. og 10. århundredes Bagdad, det 16. århundredes Istanbul, det 18. århundrede Arabien og videre frem til de ideologer og tænkere, der inspirerer terroristerne i dag, heriblandt Maududi, Qutb, Azzam, Faraj og Khomeini. Han giver betragtelig opmærksomhed til den anden nævnte pligt for muslimer - den om at påbyde det rette og forbyde det urette (han foreslår prøvende, at ”jihad” kan betragtes som hørende under pligten til at "påbyde det rette") - og hvad denne pligt har betydet for aktivister og terrorister. Hans redegørelse for pligten til at påbyde det rette og forbyde det urette kan meget vel være den til dato mest omfattende behandling denne pligt uden for faglitteraturen.

Han er en stor myte-dræber. Han sætter spørgsmålstegn ved ideen om en ”større jihad”, der består i åndelig kamp, der er så elsket af muslimske apologeter, ved at citere udførligt fra moderne ideologer, der insisterer på, den højest er baseret på en enkelt svag hadith (som nogle tilmed hævder, slet ikke eksisterer). Men under alle omstændigheder er den ikke-åndelige form for jihad fortsat en pligt, der påhviler alle muslimer. Han afliver også den almindelige opfattelse af sufier som pacifister og viser, hvordan sufier - både i det safavidiske Persien og senere i Indien - ivrigt fremmede og deltog i voldelig jihad. Dette har betydning, fordi myten om de ”fredelige sufier” holdes frem som et falskt håb - en fredelig sekt af muslimer, måske kan de alle blive sufier? - der spærrer for erkendelsen af en langt mere dyster virkelighed.

Hans detaljerede behandling af Hajj Amin al-Husseini er et eksempel på hans grundighed og evne til at se, hvad andre har overset. Han viser, hvordan al-Husseinis fanatiske antisemitisme intet havde at gøre med den nazistiske version, men var rodfæstet i Koranen og hadith. Han afviser således Matthias Künzels påstand om, at al-Husseini lærte sin antisemitisme af nazisterne. Ibn Warraq insisterer på, at dette ikke var nødendigt; islamisk antisemitisme foregriber Hitlers med 1350 år. Han bringer nye afsløringer om al-Husseinis rolle i Holocaust. Det var ham, der overbeviste Hitler om ikke at lade tyske jøder forlade Tyskland, fordi han var bange for, at de ville tage til Palæstina. Flere hundrede tusinde jøder blev således dømt til at dø på grund af al-Husseini. Og for at forhindre jøder fra andre steder i Europa i at komme ind i Palæstina, pressede al-Husseini desuden briterne til at etablere en blokade, så jødiske flygtninge ikke kunne ende i Palæstina. Briterne, der ønskede at indynde sig hos araberne, indvilligede i dette krav. Hvor mange jøder fra hele Europa, der kunne have været reddet, døde som følge af al-Husseinis indgreb? Muligvis en million kunne være undsluppet Europa via havnebyen Costanza ved Sortehavet, der forblev åben krigen igennem, men kun hvis de havde et sted - Palæstina - der ville tage imod dem. Hajj Amin al-Husseini sørgede for, at de ikke fik lov til at gå i land i Palæstina.

Diskussionen af dette er unik for Ibn Warraq. Også unikt er hans forslag om, at det var al-Husseini, der fra 1948 til sin død i 1973 holdt den islamiske, fundamentalistiske bevægelse i live. Han var nøglefiguren, der forbandt Det Muslimske Broderskab i Egypten med andre islamistiske grupper. Han hjalp med at organisere mord på embedsmænd, der blev anset for at være for sekulære. Han bragte også omkring 4000 nazistiske krigsforbrydere til Mellemøsten, hjalp dem med at finde jobs i flere arabiske staters sikkerheds- og efterretningstjenester, og tilmed konverterede nogle til islam. Det er hans rolle både i Holocaust - med at afskære flugtveje for jøder - og i efterkrigstidens arbejde - i centrum af den islamistiske bevægelse i 25 år - som kun Ibn Warraq har drøftet.

Bogen er godt dækket ind med kildehenvisninger og har righoldige citater fra Koranen, hadith, sunna og sira. Ibn Warraq lader terror-ideologerne tale for sig selv, og udførligt. Enhver har sine egne favorit-eksempler på fanatisme: To af mine er Sayyid Qutbs tirade om amerikansk dekadence, udløst af hans tilstedeværelse ved en meget anstændig square dance i en kirke i 1951, og Khomeinis bemærkelsesværdige tale om, hvordan han ”spytter på" dem, der benægter centraliteten af blodsudgydelse i islam. Endelig har Ibn Warraq læst, grundigt tilegnet og meget præcist anvendt, uddrag fra dusinvis af islam-forskere fra C. Snouck Hurgronje og Joseph Schacht til Michael Cook og Patricia Crone. Den omfattende bibliografi er opdelt i primære og sekundære kilder for dem, der ønsker at trænge dybere ind i emnet. Det vil være umuligt for muslimske apologeter at gendrive nogen del af dette utrolige værk. Hvad de vil gøre er at forsøge at få det ignoreret, eller at afvise dette værk af solid forskning som blot en frafaldens "islamofobi". Vi må ikke lade disse bestræbelser lykkes. Køb og læs denne bog, sørg for, at bibliotekerne bestiller den, og at de folk i medierne og regeringen, der træffer eller har indflydelse på politiske beslutninger, får tilsendt eksemplarer. For Ibn Warraqs skyld, og for vores egen.

---

Oversættelse: Bombadillo