I 2008 sagde Dalai Lama det samme, som mange vestlige ledere har sagt om islam. Han sagde, at "det var forkert, det var helt urimeligt," at kalde islam en "voldelig religion". Men seks år senere, i september 2014, på en konference for religiøse ledere, som han havde organiseret, syntes Dalai Lama at have ændret sin tidligere raske afvisning af enhver forbindelse mellem islam og vold, da han sagde, at "drab i troens navn er forfærdelig." Konsekvensen var klar: Nogle mennesker [muslimer] dræbte i troens navn, og skønt dette var "forfærdeligt", var det ikke længere "helt urimeligt" at forbinde nogle muslimer med vold. Alle forstod, hvilke tilhængere af hvilken tro han måtte have haft til hensigt at irettesætte i forhold til deres egen tro. I det mindste erkendte han, at nogle mennesker "påstod" at handle voldeligt i overensstemmelse med deres religions tekster og lære, selvom disse mennesker "tog fejl".

Derefter demonstrerede han, at han stadig var fast besluttet på at give islam fribillet ved i den samme tale at tilføje, at "jihad blev misbrugt og udtrykket betyder kamp mod ens egne urenheder." Han havde tydeligvist læst for meget Karen Armstrong. Og det blev endnu værre: "Jihad bekæmper indre destruktive følelser. Alle fører jihad i deres hjerter, inklusive mig."

Er det muligt, at Dalai Lama på nuværende tidspunkt virkelig ikke ved, hvordan muslimer forstår "jihad", eller hvilken morderisk betydning Koranen tillægger dette ord? Måske ved han det virkelig ikke - endnu et tilfælde af forsætlig uvidenhed. Eller måske tænker han, at det er bedst for alle parter at lege "Vi Lader Som Om" i diskussionen af, hvad jihad betyder. Så vil muslimer måske med tiden overbevise sig selv om, at "jihad" virkelig handler om en indre kamp. Denne leg er vi vant til nu; det er, hvad vi har set fra andre verdensledere - Barack Obama ("islams sande fredelige natur"), Tony Blair (Islamisk Stats ideologi er "baseret på en fuldstændig pervertering af den sande islamiske tro"), pave Frans ("islam er en fredens religion") - når de belærer os om islam, en tro, de så anmassende lader formode at vide så meget om.

Faktisk har den fremtrædende syriske gejstlige, Ramadan al-Buti, klaget over, at når vesterlændinge beskriver islam som en "fredens religion", så forsøger de ikke at forsvare islam, men at narre muslimer til at tro, at den er fredelig, for derefter - horribile dictu - at få dem til at opgive den virkelige jihad-doktrin til fordel for dette latterlige foretagende om en "indre kamp". Selvfølgelig handler islam om vold og krig, sagde den sandsigende Ramadan Al-Buti. Men hvorfor tro på, hvad en fremtrædende muslimsk gejstlig siger om islam, når så mange ikke-muslimer står klar til at fortælle os, hvad den drejer sig om?

Ved det samme møde insisterede Dalai Lama på, at "Indien er det eneste land, hvor forskellige religioner har været i stand til at leve sammen." Dette var lidt af en bizar bemærkning, men Dalai Lama er forfalden til sære bemærkninger. Kan han have glemt, at i alle den vestlige verdens lande lever mennesker af forskellige trosretninger fredeligt sammen? Eller kan det være, at han bare ikke ønsker at sige noget prisværdigt om Vesten, fordi dette kunne føre til en sammenligning mellem hvordan muslimske stater behandler ikke-muslimer (dårligt) og hvordan det ikke-muslimske Vesten behandler muslimer (meget generøst)?

Så sagde Dalai Lama, at indiske muslimer kan give lektioner i shia-sunni-harmoni, eftersom shia-muslimer føler sig mere sikre i Indien end i Pakistan. Han har ret - de føler sig mere sikre i Indien. Men han tager fejl mht. grunden. Det er ikke sådan, at indiske muslimer kan "give lektioner" i sunni-shia-harmoni til muslimer i Pakistan, som så kunne håbe på at få mindsket de intra-islamiske fjendtligheder. De to sekter er ideologisk lige så meget på kant i Indien som i Pakistan. Men det forholder sig sådan, at den indiske regering, hvor hinduer dominerer, kan "give lektioner" til Pakistans regering i, hvordan man forsikrer folk fra forskellige sekter om, at de kan leve i relativ sikkerhed, fordi politiet og hæren vil dæmpe den samfundsmæssige vold. Det er ikke sådan, at muslimerne i Indien tilhører en anden, mindre voldelig art end deres trosfæller i Pakistan, men sådan, at voldspotentialet kan holdes i skak i Indien.

Næste gang Dalai Lama nævnte islam var ved et møde for hans tilhængere fra 27 lande. Den 31. januar 2015 sagde han, at "selv om terrorisme har vist sig som et globalt problem," bør den ikke forbindes med islam, eftersom "muslimer hverken var terrorister eller deres sponsorer." Ingen var så taktløse at minde ham om de næsten 25.000 terrorangreb, der er blevet udført af muslimer siden 9/11; ingen på mødet opfriskede hans hukommelse med omtale af Charlie Hebdo, Hyper Cacher, Bataclan, Magnanville, Nice, Londons busser og metrostationer, Lee Rigby, Atocha-banegården i Madrid, mordet på Theo van Gogh i Amsterdam, eller angrebene i Fort Hood, Boston, San Bernardino, Chattanooga, Orlando.

Ligesom pave Frans - som nu siger, at det at "sidestille islam med vold er forkert", og netop denne sidste sommer igen, forbavsende, insisterede på, at "alle religioner ønsker fred" - er Dalai Lama en "åndelig leder", der ikke ønsker at sætte spørgsmålstegn ved andre trosretninger. Alle religioner er gode; ingen religion, ret forstået, kan på nogen måde tolerere vold. Gentag ad libitum.

I stedet kommer han med sukkersøde fromheder og insisterer på, at ingen religion på nogen måde kan være ansvarlig for dens tilhængeres vold eller aggression. Hans verdenssyn kan ikke rumme den virkelige islam, så han har valgt at tro på en desinficeret, tilmed imaginær, udgave af denne religion.

Alligevel har Dalai Lama også vist tegn på velbegrundet bekymring. Han har bemærket, at de indvandrere, der strømmer ind i Europa, har været en kilde til stor ængstelse og uro, og i et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung sidste maj overraskede han mange, da han åbenhjertigt sagde: "Europa, for eksempel Tyskland, kan ikke [dvs. må ikke] blive et arabisk land. Tyskland er Tyskland." Og "også fra en moralsk synsvinkel mener jeg, at flygtningene kun bør gives midlertidigt ophold. Målet må være, at de vender tilbage og hjælper med at genopbygge deres egne lande."

Dette syntes at være en velkommen kovending fra fortidens plus-optimistiske udtalelser. Selvfølgelig skal man lægge mærke til, at han sagde "Tyskland kan ikke blive et arabisk land," snarere end at sige "Tyskland kan ikke blive et muslimsk land." Det var som om, han stadig ikke kunne få sig selv til at erkende, at det er den islamiske tro og ikke etniciteten af nogle af dens troende, der gør muslimer permanent fjendtligt indstillede overfor ikke-muslimer og ude af stand til at integrere i disses samfund, dvs. i Europa. Men han syntes bestemt at foreslå, at indvandrerne, næsten alle muslimer, ikke burde have lov til at forblive i og forvandle de lande, der så generøst havde lukket dem ind, men at disse indvandrere med tiden burde sendes tilbage og hjælpe med "at genopbygge deres egne lande." Det var en velkommen demonstration af sund fornuft. Han syntes at anerkende faren ved at lade "arabiske" (dvs. muslimske) indvandrere blive, og at en politik med at sende dem hjem, efter at de havde erhvervet færdigheder, nyttige til genopbygningen af deres egne lande, var moralsk berettiget. Nogle - du og jeg for eksempel - vil nok sige, at det have været moralsk berettiget at sende dem tilbage straks, uden denne uddannelse: Den vestlige verden skylder verdens muslimer lige nøjagtig ingenting.

Men så, under et besøg i Paris i september, opfordrede Dalai Lama til at indlede forhandlinger - en "dialog"? - med Islamisk Stat, for således at "stoppe blodsudgydelserne i Syrien og Irak", en opfordring, som demonstrerede en total fejlopfattelse af Islamisk Stat. Dens krigere er fast besluttet på uden ophør at fortsætte kampen mod dem, de opfatter som vantro - og det er ikke bare kristne og jøder, hinduer og buddhister, men også shia-muslimer og endda utilstrækkeligt fanatiske sunni-muslimer. Ikke dialog, men total ødelæggelse, er den eneste måde at behandle den aktuelle udgave af Islamisk Stat på. Men selv dette vil ikke fjerne truslen, fordi den ideologi, som IS bygger på, ikke kan ødelægges, hvilket betyder, at nye rekrutter til sagen, og nye udgaver af Islamisk Stat, hele tiden vil dukke op. Dalai Lamas "dialog" med IS er en fantasi-løsning, født i desperation af en mand, der ikke ved, hvad han ellers skal foreslå.

I samme tale gentog Dalai Lama også, at "religion aldrig er en retfærdiggørelse for drab," samtidig med at islam - se Koranen, se hadith - er oversvømmet med retfærdiggørelser for drab på vantro, der nægter at underkaste sig. Og de muslimske mordere retfærdiggør deres drab ved omhyggeligt at citere kapitler og vers fra Koranen, eller påberåber sig eksempler fra Muhammeds liv, som registreret i hadith, der giver tekstmæssig støtte til enhver af deres handlinger.

Da en spørger gav ham mulighed for at gentage sine bemærkninger om, at der er for mange indvandrere i Europa, og at Tyskland ikke må "blive et arabisk land," nægtede Dalai Lama at gøre det, og var, under denne pressekonference den 13. september, omhyggelig med ikke at gentage disse ord. Han begrænsede sit svar til at diskutere behovet for at tage godt imod flygtningene: "'I øjeblikket er det vigtigt at åbne dørene og byde velkommen til dem, der flygter fra faren og de uudholdelige forhold i deres egne lande. Det er lige så vigtigt at etablere de nødvendige faciliteter til uddannelse af deres børn, og den faglige uddannelse for ældre elever. Faktisk har lande pligt til at tage imod dem, der flygter fra vanskeligheder og give dem enhver mulighed for at vende tilbage til deres egne lande. Hovedidéen er ikke at sende disse flygtninge tilbage, men at give dem den form for uddannelse, som vil sætte dem i stand til at genopbygge deres egne lande.' Med hensyn til spørgsmålet om europæisk eller arabisk identitet, mener Dalai Lama, at det vil tage et århundrede at afklare sådanne spørgsmål om identitet, fordi vi, som han sagde, er på vej mod en situation, hvor vi alle primært vil være verdensborgere. En verden, der i sagens natur vil blive mere og mere global. Spørgsmålet om grænser vil blive anderledes. Enhver person bør kunne leve på det sted på planeten, hvor han bedst kan opfylde sine ambitioner."

Hvad Dalai Lama ser som en vidunderlig ny fremtid, i hvilken alle kan vælge, hvor på kloden de ønsker at bosætte sig, vil være et mareridt for det fremskredne Vesten. Oversvømmelsen af folk, der er strømmet til fra steder, der er mindst attraktive at leve i, for at leve de steder, der anses for mest attraktive, vil være meget lig den nuværende muslimske indvandring til Europa, blot endnu mere ødelæggende i omfang. Det håb han udtrykker, at ethvert menneske vil blive i stand til at leve "det sted på planeten, hvor han bedst kan opfylde sine ambitioner", får mig til at tænke på dette forudvidende værk fra 1973 af Jean Raspail, The Camp of the Saints. Bogen er en roman om massebevægelsen af befolkninger fra den tredje til den første verden og konsekvenserne heraf. Wikipedia opsummerer denne dystopiske roman således:

I Calcutta, Indien, annoncerer den belgiske regering en politik gående ud på, at indiske babyer kan adopteres og vokse op i Belgien. Politikken blev opgivet, efter at det belgiske konsulat var blevet oversvømmet af fattige forældre, ivrige efter at give afkald på deres spædbørn."

En indisk "vismand" samler så masserne til at udvandre og leve i Europa. Det meste af historien foregår ved den franske Riviera, hvor næsten ingen bliver tilbage bortset fra militæret og nogle få civile, herunder en pensioneret professor, der har set den enorme flåde af nedslidte fragtskibe nærme sig den franske kyst.

Historien veksler mellem den franske reaktion på masseindvandringen og holdningen hos indvandrerne. De har intet ønske om at integrere sig i fransk kultur, men ønsker de goder, der er en mangelvare i deres hjemland, Indien. Selvom romanen fokuserer på Frankrig, deler resten af Vesten dets skæbne.

Nær slutningen af fortællingen må borgmesteren i New York dele Gracie Mansion [den officielle borgmesterbolig, o.a.] med tre familier fra Harlem, Storbritanniens dronning må acceptere, at hendes søn gifter sig med en pakistansk kvinde, og kun en enkelt fordrukken sovjetisk soldat står i vejen for tusindvis af kinesere, mens de sværmer ind i Sibirien. Det eneste land, der holder stand indtil slutningen af romanen, er Schweiz, men på det tidspunkt - hvor det er isoleret og stemplet som en slyngelstat for ikke at åbne sine grænser - tvinger internationalt pres det til at kapitulere.

Skulle sådan en masseindvandring komme til at ske - hvilket er, hvad Dalai Lama synes, ikke bare at tolerere, men at bifalde ("Enhver person bør kunne leve på det sted på planeten, hvor han bedst kan opfylde sine ambitioner") - er det Vesten, der vil blive oversvømmet, og det er i Vesten, at selve ideen om nationalstaten, om en fælles national historie og kultur, vil blive opløst af denne tidevandsbølge af desperate mennesker; de nationale bånd, patriotismens træk i sjælen, de små loyaliteter, hvis sum er et samfund, vil forsvinde; ethvert sted vil være til rådighed for individer fra hvorsomhelst, så de kan bosætte sig, hvor de lyster, ubundet af stabiliserende nationale traditioner. Mottoet for denne fremtidige verden vil være den uskyldige idioti om, at "folk-skal-have-lov-til-bosætte-hvor-de-ønsker." Det er sådan noget som dette, der er baggrunden for vestlige lederes - med nogle hæderlige undtagelser - manglende evne lige nu til blankt at afvise muslimske indvandrere. Hvor kom denne formodede pligt overfor muslimer fra? Skulle Dalai Lamas vision (om folk, der flytter hvorhen, de vil) gå i opfyldelse, vil fremtiden tilhøre dem, der, midt i denne opbrydning af nationer, stadig betragter sig som tilhørende et overnationalt fællesskab, eller en umma, der glødende tror på, hvad der ikke kun er en religion, men også en komplet politik - det vil sige verdens muslimer.

Indtil videre er indvandringen til det avancerede Vesten kun på niveau med nogle få millioner. Forestil dig hvordan tingene ville se ud, hvis snesevis eller hundredvis af millioner gik i bådene i stil med The Camp of the Saints og tog til Europa, et scenarie, som Dalai Lama, i sine seneste kommentarer, lader til at betragte med sindsro. Måske er han bare lidt mere "åndelig" end godt er for den virkelige verden.

Hvis du er fra Calcutta eller Cairo eller Cuzco eller Congo, vil du uden tvivl finde Dalai Lamas idé - at alle har lov til at bosætte sig hvor de vil - for attraktiv. Men hvis du ikke er - hvis du er en af dem, der ikke ønsker at forlade Vesten, dit land, din kultur, og heller ikke ønsker at se din egen kultur forvandlet af dem, der hverken har evnen eller lysten til at integrere, men i stedet synes tilfredse med at mæske sig på de sociale ydelser, som de indfødte så generøst stiller til rådighed, (dette er ikke så forskelligt fra den virkelighed, der bliver skabt af muslimske indvandrere i Europa i dag) - så er Dalai Lamas forslag absolut hårrejsende.

Dalai Lama insisterede engang på, at migranter til Europa skulle uddannes og derefter sendes hjem, så de europæiske lande ikke ville blive forvandlede. Og nu hævder han, at alle skal have lov til at bosætte sig hvor som helst, hvilket naturligvis vil betyde ødelæggelsen af den civiliserede verden. Og bare sidste torsdag fortalte han Europa-Parlamentet, at "'muslimsk terrorist': Denne formulering er forkert."

"Enhver person, der ønsker at hengive sig til vold, er ikke længere en ægte buddhist eller ægte muslim, fordi det er en muslimsk lære, at når du er involveret i blodsudgydelser, så er du i realiteten ikke længere en ægte udøver af islam," sagde Dalai Lama.

"Alle store religiøse traditioner bærer det samme budskab: Et budskab om kærlighed, medfølelse, tilgivelse, tolerance, opfyldelse, selvdisciplin - alle religiøse traditioner," fortsatte han.

Dette er topmålt nonsens. Det er anmassende af Dalai Lama at gøre sig klog på islam, en religion, han tilsyneladende ved så lidt om. Og når han kommer med bemærkninger som disse - denne åndelige leder, som alle elsker at lytte til, mens han rejser verden tynd og deler ud af sin visdom - så afslører han sig som både stupid og grusom mod en vestlig verden, der ikke kan bære ret meget mere af denne farlige forvirring.

Men alligevel, lad os give ham en chance mere, i betragtning af at han engang erkendte faren for at Tysklands skulle blive "arabisk" og endda foreslog at sende indvandrere tilbage.

Vi vil alle gerne vide og krydser vore fingre: Vil den virkelige Dalai Lama være så venlig at rejse sig op?

---

Oversættelse: Bombadillo