Germansk umma
Et Tyskland med et nyt formål og en ny tro
Af Michael Finch
Oversættelse af: Germanic Umma
Kilde: FrontpageMag.com, 22. juni 2017
Udgivet på myIslam.dk: 29. juni 2017

Tyskland vil være islamisk om ca. to årtier. Den proces, hvorved dette sker - og resultaterne af denne transformation - vil få konsekvenser ud over al måde, ikke kun for Europa, men for hele verden. Og Tysklands accept af islam som dets nationale religion bliver fredelig og problemfri. I denne forudsigelse, er jeg bestemt ikke alene; mange bøger bliver skrevet om Europas fald. Men hvor mange antager, at dette vil blive "enden" på Europa, at bølgen af islamisk indvandring og vandring vil medføre kollaps, så er jeg ikke så sikker.

Europa er ikke "døende". Vestlig civilisation, som vi har kendt den i to årtusinder, er døende, men Europa som en gruppering af over 700 millioner mennesker med teknologi og økonomi, der matcher Amerika og Kina, er langt fra døende.

Tyskland - lidt over 70 år efter den fuldstændige ødelæggelse af Det Tredje Rige og Hitlers drøm om at styre Europa - er nu den dominerende europæiske magt. Den tyske Wehrmacht vil måske ikke længere blitzkriege sig vej gennem Frankrig og Polen, men Tyskland hersker over Europa. Vi kalder Europa svag, gammel og døende. Måske en dag, men Tyskland er på nuværende tidspunkt ingen af disse ting. Med dens økonomi, som er den fjerde største i verden, med dens eksport og produktion, dens uddannelsessystem og arbejdsstyrke, er Tysklands økonomiske magt misundelsesværdig. Berlin er de facto europæisk hovedstad.

Men på trods af de seneste årtiers fremskridt og teknologiske opbygning, er Vesteuropa plaget af skyld; et blodigt århundrede, der efterlod millioner af døde, gør således ved et kontinent og en civilisation. Første Verdenskrig selv syntes at have knækket ryggen på, hvad der var tilbage af det kristne Europa. På tidspunktet for våbenstilstanden, var kristenheden kollapset. Sammen med de kejserlige imperiers opløsning kom skylden over kolonialismen, imperialismen og skyggen kastet af den "hvide mands byrde", som tårnede sig op over europæisk kultur. Og dette gælder bare Vesteuropa. Hvad så med især Tyskland?

Den kultur og nation, der gav verden så mange underværker og så stor skønhed, var blevet forrådt af sin egen hybris. Bachs, Goethes, Beethovens og Schillers kultur blev til nationen med Hitler og SS og over 11 millioner døde i lejrene, hvoraf 6 millioner jøder. Auschwitz' rædsel, synet af lejrene, dødsblegheden vil hænge over Tyskland, og tyskerne, for evigt.

Kristendommen, som døde på markerne i Flandern under 1. Verdenskrig, svigtede Tyskland helt og aldeles. Ja, der var Bonhoeffer'e og tusindvis flere kristne martyrer, der døde i lejrene i hænderne på nazisterne, men som helhed havde kirkerne, både lutherske og katolske, andel i nationens skyld. Særligt det gamle Preussens lutherske kirke fulgte trop og var tavs, dens hoved bøjet i evig skam.

Tyskland er et robust producerende og økonomisk kraftcenter med en fremragende infrastruktur. Der er meget at misunde. Men et folk, en nation og en kultur er nødt til at have noget at tro på andet end gode biler. At tro på "Fædrelandet" er verboten, for at sige det mildt. Nationalisme er en fy-ord. Når man rejser til Berlin, bliver man slået af de mange byggekraner over hele byen og i det gamle Østberlin er der et rasende kapløb om at genoplive og renovere bygninger fra Tysklands kejserlige fortid. Nazitiden er med rette blevet undgået, så hvad er der ellers? Tyskland som et forenet land er kun 147 år gammelt. Denne stræben efter at genoprette storheden af der Kaisers Tyskland vil resultere i storslåede bygninger og paladser, men Hohenzollerne er borte for længst.

Kirkerne i Tyskland er tomme; kristendommen er for mange en religion fra fortiden, en svunden tid, én, der har efterladt smuk musik og fantastisk arkitektur, men Luthers budskab er dødt. Der er standhaftige, især i dele af det katolske Bayern og dele af Rhinlandet, men de er en lille minoritet.

Tyskerne er ikke uden stolthed; der er en følelse af tysk ekceptionalisme. De styrer måske Europa på andre måder end de gjorde for 75 år siden, men styre, det gør de. Og hvordan kan en tysker ikke føle sig "overlegen" i sine præstationer, når blot én rejse til Grækenland eller Portugal, eller endda til Frankrig, efterlader én i ærefrygt over tysk teknologi og fremskridt. Men med kristendommens død og nationalismen betragtet som verboten, hvilket afløb er der tilbage, som kan kanalisere denne stolthed?

Man kan sige, at tyskerne har mistet deres vilje til at kæmpe, at den blev banket ud af dem i de to store krige. Måske. Men kan en nation af mennesker og en kultur, der næsten ikke har bestilt andet end at slås gennem 2500 år, og indgydt frygt fra Ural til Pyrenæerne, fra det antikke Rom til det moderne Frankrig, miste alt dette på én generation? Eller vil den blive tvunget til at finde et andet afløb?

Tyskerne er arrogante og jeg bruger ikke dette som et rent nedsættende ord. Amerikanerne er også arrogante; englænderne var det for over 100 år siden. Amerikanerne, kan det siges, har ret til at være det. Hvordan kunne vi ikke være arrogante i betragtning af det, vi har opnået i løbet af menneskets historie? Vores arrogance er normalt holdt i ave af tilstrækkeligt mange stænk af ydmyghed til at forhindre os i at blive for farlige. Men hvad med tyskerne?

Og hvad med islam? Den er en militaristisk religion, en kriger-religion og tro, som er altfortærende. Hitler beundrede islam; han var ikke den eneste; Napoleon gjorde det også. Den er ikke en religion for de svage; den vender ikke den anden kind til. Den giver et formål til et folk og en nation; den er på mange måder antitesen til kristendommen. Vi ser islam som IS og Osama bin Laden, der lever i en hule. Men der er en mere storslået tradition i islam, en forførende tradition ved islam, som har lokket og ved erobring tvunget en milliard mennesker ind i dens fold gennem de sidste 1500 år.

Gad vide om Tyskland tror, at det kan føje islam ind i sin kultur, i sine traditioner, og blive hjemsted for den. En særlig tysk islam. De osmanniske tyrkere antog islam og skabte et stort imperium, der herskede i over 500 år. Ved at antage islam, kunne Tyskland finde sit formål, sit rene brud med fortiden, ét, det ikke føler skyld over. Når det kommer til stykket er islam indbegrebet af en politisk korrekt religion i disse tider. Tyskerne tror måske, de kan bøje islam efter deres vilje. Og den virkelig skræmmende ting er, at de måske kan. Et Tyskland med et nyt formål og ny tro, herskende over Europa, hvilket de i forvejen gør, men alt sammen med en islamisk aroma. Nogle vil sige, at det er fantasi. Jeg siger, at det er tid til at blive bekymret.




Michael Finch er præsident for David Horowitz Freedom Center i Los Angeles. Hans skrifter er blevet bragt i en række tidsskrifter og han er en hyppig taler. Han har lige udgivet sit første poetiske værk: Finding Home.




Oversættelse: Bombadillo