Myten om det andalusiske paradis
Af Darío Fernández-Morera
Oversættelse af: The Myth of the Andalusian Paradise
Kilde: Intercollegiate Studies Institute, 8. oktober 2014
Udgivet på myIslam.dk: 22. marts 2020

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Eksistensen af et muslimsk rige i det middelalderlige Spanien, hvor forskellige folkeslag og religioner levede harmonisk sammen i multikulturel tolerance, er en af dagens mest udbredte myter. Universitetsprofessorer lærer den. Journalister gentager den. Turister, der besøger Alhambra, accepterer den. Den har nået de redaktionelle sider af Wall Street Journal, der lovsynger dyderne af den ”pan-konfessionelle humanisme” i andalusisk Spanien (18. juli 2003). The Economist gentager opfattelsen: "Fortidens muslimske herskere var langt mere tolerante overfor folk af anden tro, end de katolske herskere var. F.eks. måtte al-Andalus' multikulturelle, multireligiøse stater, der var styret af muslimer, vige for et kristent regime, der var stærkt intolerant selv overfor afvigende kristne, og som kun gav jøder og muslimer valget mellem at blive tvangskonverteret eller blive udvist (eller værre)." [1] Problemet med denne opfattelse er, at den er historisk ubegrundet, en myte. Det islamiske Spaniens fascinerende kulturelle bedrifter kan ikke skjule det faktum, at landet aldrig var et eksempel på fredelig sameksistens.

Historien om det islamiske Spanien begynder naturligvis med voldelig erobring. Hjulpet af intern uenighed blandt visigoterne, trængte islamiske krigere i 711 e.Kr. ind i det kristne Spanien og besejrede den visigotiske kong Rodrigo. Disse muslimer var en blanding af nordafrikanske berbere eller "maurere", der udgjorde flertallet, og syrere, alle ledet af et lille antal egentlige arabere (fra Den Arabiske Halvø). Crónica Bizantina fra 741 e.Kr., Crónica mozárabe fra 754 e.Kr., og illustrationerne til det 13. århundredes Cantigas de Santa María beskriver den brutalitet, hvormed muslimerne underkuede den katolske befolkning. Fra da af var de bedste af al-Andalus' herskere autokrater, der ved hjælp af rå magt opretholdt freden i mødet med religiøse, dynastiske, racemæssige og andre splittelser.

Disse splittelser og de skånselsløse måder, de blev håndteret på, var ikke enestående for det muslimske Spanien. Den jihad, som Muhammeds efterfølgere omkring år 634 lancerede mod det dengang kristne Mellemøsten, var præget af intern konflikt efter mordet på den 3. kalif, Uthman (644-656). Stifteren af Cordoba-emiratet, Abd al-Rahman I (734?-788), "Emigranten", måtte flygte fra Syrien for at undgå den udslettelse, der blev beordret mod hans umayyade-familie af de rivaliserende abbasider. Allieret med berbere fra Nordafrika og hjulpet af yemenitiske og syriske bosættere i Spanien, der var villige til at forråde deres herrer, gik han videre med at trænge ind i Spanien fra Afrika, besejre guvernøren i al-Andalus i 756 og gøre sig selv til emir. Han opretholdt freden blandt muslimerne indbyrdes og mellem muslimer, katolikker og jøder ved hjælp af en hær på mere end 40.000 soldater. Det var ham, der beordrede nedrivningen af den gamle katolske kirke i Cordoba for at bygge den meget beundrede moské. Under hans styre og det af Abd al-Rahman II (822-852), erobreren af Barcelona, blev katolikker udsat for konfiskation af ejendom, slaveri og forhøjet beskatning, hvilket var med til at finansiere udsmykningen af det islamiske Cordoba.

Under Abd al-Rahman II og Muhammad I (822-886) blev et antal katolikker dræbt i Cordoba for at prædike mod islam, mens andre blev bortvist fra byen. Blandt disse ofre var Sankt Eulogio, der blev halshugget af de islamiske myndigheder. [2] Muhammad I beordrede, at "nyopførte kirker skulle ødelægges, hvilket også gjaldt alt i retning af forbedringer, tilføjet efter den arabiske erobring, der måtte pryde de gamle kirker." [3]

Abd al-Rahman III (912-961), "Den Barmhjertiges Tjener" erklærede sig som kalif af Cordoba. Han løftede byen op til højder af pragt, der ikke var set siden Harun al-Rashids Bagdad, hvilket i vid udstrækning var finansieret via beskatning af katolikker og jøder samt krigsbytte og tribut, erhvervet ved militære strejftog i katolske lande. Han straffede også muslimske oprør ubarmhjertigt og holdt derved låget på det multikulturelle al-Andalus, der var som en kogende gryde. Hans styre antages at markere højdepunktet af islamisk tolerance. Al-Mansur (d. 1002), "Den af Allah gjort sejrende", indførte i 978 et grusomt militærdiktatur i al-Andalus, støttet af en enorm hær. Ud over at bygge flere paladser og understøtte kunst og videnskab i Cordoba, brændte han kætterske bøger og terroriserede katolikker, samt plyndrede Zaragoza, Osma, Zamora, Leon, Astorga, Coimbra og Santiago de Compostela. I 985 nedbrændte han Barcelona og gjorde alle dem til slaver, han ikke dræbte.

I 1031 havde al-Andalus' indre splid forårsaget, at det blev fragmenteret i flere små tyranniske "kongeriger", de såkaldte taifa'er. Mellem 1086 og 1212 skyllede nye bølger af islamiske jihadister fra Nordafrika ind over landet. Den første bølge var almoraviderne, fundamentalistiske krigere, der blev inviteret til landet af taifa-herskerne for at hjælpe dem mod de katolske rigers voksende styrke. Med støtte fra de muslimske andalusiske masser og muslimske retslærde, der harmedes over den hårde beskatning og hvad de opfattede som deres fyrstelige herskeres udsvævende og ugudelige liv, afsatte almoraviderne taifa-kongerne og forenede Andalusien. De pressede de katolske fremrykninger tilbage og gjorde livet for både katolikker og jøder langt vanskeligere end før. Men i 1138 faldt deres imperium fra hinanden under presset fra de katolske riger og endnu en bølge af nordafrikanske fundamentalistiske muslimer, almohaderne. Almohaderne mente, at almoraviderne var blevet for slappe i deres udøvelse af islam - måske, kan man formode, på grund af smitte fra katolikkerne. I 1170 havde almohaderne taget kontrol over Andalusien og udløst nye rædsler over katolikker, jøder og andre muslimer. At de hensynsløse almohader også producerede storslået arkitektur og var ansvarlige for skønheden af nogle mozarabiske bygninger, som f.eks. Santa María la Blanca i Toledo, indfanger fint det andalusiske Spaniens sande natur. Men almohaderne blev tilføjet et afgørende nederlag af de allierede konger fra Castilla, Aragon og Navarra ved Navas de Tolosa i 1212. Fra da af havde katolikkerne det militære initiativ og besejrede endeligt det sidste muslimske rige, Granada, i 1492.

De tidlige muslimske indtrængende var relativt få, så det var politisk fornuftigt at give katolikkerne religiøs autonomi, mens de forsøgte at beskytte sig mod "smitten" af katolsk indflydelse af ved at holde sig på afstand af det undertvungne flertal. [4] Derfor fastholdt de katolikkerne i en tilstand af dhimmitude – dvs. som en "beskyttet" klasse, der var afskåret fra enhver mulighed for at få del i den politiske magt eller at kompromittere islams hegemoniske position. I tider med krig eller politisk uro blev katolikkernes frihed yderligere begrænset. Katolikker, der var på flugt for muslimsk styre, mistede al "beskyttelse", og deres ejendom blev konfiskeret af erobrerne. "Tolerance i denne yderlighed," bemærker historikeren Robert I. Burns, "er ikke let at skelne fra intolerance." [5]

Af lignende strategiske grunde, ikke "tolerance", fik angriberne hjælp af jødiske ledere, som var utilfredse med deres behandling under visigoterne. I modsætning til den almindelige opfattelse var jøder ikke særligt talrige, hverken i Andalusien eller i det katolske Spanien, [6] men for en tid holdt jødiske garnisoner øje med katolikkerne i centrale byer som Cordoba, Granada og Toledo. [7] Jødiske ledere opnåede magtpositioner som visirer (premierministre), bankfolk og rådgivere. Andre skrev blændende litterære værker, mest på arabisk. Jøder dannede således for en tid en mellemklasse mellem de hegemoniske muslimer og de besejrede katolikker. Dette var den såkaldte "Spanske Jødiske Guldalder." Men jøder forblev dhimmier, en gruppe, som var underlagt og tjente de muslimske herskere.

Disse formodentligt "bedste tider" endte under alle omstændigheder med ankomsten af de jihadistiske almoravider og almohader. Jøder såvel som katolikker blev ofre for deres religiøse nidkærhed. Mange jøder migrerede til katolske lande, hvor nogle blev fremtrædende forfattere (forfatteren af Zohar) og mænd af indflydelse (diplomater, bankfolk, skatteopkrævere, finansministre for konger). De deltog i opblomstringen under Alfonso X “Den Lærde" af Leon og Castilla (1221 - 1284), som i Toledo samlede folk af mange sprog, og beordrede oversættelse af arabiske moralske værker som f.eks. Calila e Dimna foruden produktion af spanske videnskabelige, juridiske og historiske afhandlinger, og som selv skrev lyriske digte på spansk og en klassiker af galicisk litteratur, Cantigas de Santa María.

Efter konvertering opnåede visse medlemmer af tidligere jødiske familier (conversos) vigtige positioner i regeringen (den velhavende Luis de Santangel, skatteopkræver og finanschef for Ferdinand og Isabella, og Gabriel Sanchez, finansminister i kongeriget Aragon) og indenfor kirken (biskop Pablo de Santa María og Tomás de Torquemada), og giftede sig endda ind i adelen. De blev også udsat for periodiske, blodige forfølgelser i hænderne på bønder og de lavere klasser i byerne, mens de generelt blev beskyttet af højadelen og kirkens øvre lag på en måde, der minder om den islamiske "beskyttelse". [8] Dette mønster havde også været tydeligt under muslimsk styre: I Granada i 1066 - inden almoravidernes ankomst - myrdede oprørske muslimske menneskemasser rabbineren og visiren Joseph Ibn Naghrela og tilintetgjorde hele det jødiske samfund; tusinder omkom - flere end dem, der blev dræbt af pøbelflokke i Rhinlandet i begyndelsen af det første korstog. [9] I en kommentarer til disse begivenheder - i erindringerne af kong Abd Allah fra Granada (ca. 1090) - fremfører han velkendte antijødiske beskyldninger mod visiren: Grådighed, bedrag, forræderi og begunstigelse af trosfæller. [10] Muslimsk mistanke mod det jødiske samfund varede indtil slutningen af det islamiske styre: Inden de overgav Granada til Ferdinand og Isabella i 1492, indsatte muslimerne en klausul i fredsaftalen, der beskyttede dem mod det frygtede jødiske overherredømme: "deres højheder [de katolske monarker] vil ikke tillade jøder at blive herrer eller skatteopkrævere over maurerne." [11] "Guldalderen med lige rettigheder var en myte," skriver historikeren Bernard Lewis, "og troen på den var et resultat af, mere end en årsag til, jødisk sympati for islam." [12] Ikke desto mindre insisterer visse forfattere fortsat på, at "jøder levede lykkeligt og produktivt i Spanien i hundreder af år inden Inkvisitionen og fordrivelsen i 1492." [13]

Lad os derefter se nøjere på beviserne for den formodede andalusiske multikulturelle harmoni. Denne oplyste tilstand kulminerede efter sigende under det eksemplariske styre af Abd al-Rahman III, "Den Barmhjertiges Tjener" (912-961). De beundrende ord fra den samtidige muslimske historiker Ibn Hayyan afslører imidlertid et andet billede: Abd al-Rahman III, får vi at vide, holdt islam beskyttet mod religiøs splid, og "sparede os for besværet med at skulle tænke selv"; under ham "var folket ét, lydigt, tavst, underdanigt, ikke indbildsk, styret snarere end styrende"; han opnåede dette ved at anvende effektiv religiøs inkvisition, "forfølge fraktioner med alle tilgængelige midler (…), revse innovationer fra dem, der var gledet væk fra samfundets almindelige opfattelser." [14] Denne hersker fra det 10. århundrede - længe før almoraviderne og almohaderne - var så effektiv til at bevare kontrol, som han var, fordi han var grundig - så beundret af hans kronikør - hvilket bl.a. kom til udtryk i opgravningen af muladi-rebellen Omar ben Hafsun og hans søn (muladi: en muslim med hel eller delvis katolsk oprindelse) for at bevise, at begge var døde som katolikker, og således retfærdiggøre den offentlige mishandling af deres kroppe. Med penge - indsamlet gennem beskatningen af katolikker og jøder, og gennem krigsbytte og tribut fra militære strejftog i katolske lande - udsmykkede Abd al-Rahman III ikke alene Cordoba, men han byggede også et strålende palads, Medina-Zahara, til sin foretrukne kvindelige slave. Det indeholdt 300 bade, 400 heste, 15.000 eunukker og tjenere og et harem - ikke en katolsk institution - med 6.300 kvinder. I 1010 ødelagde berberne paladset under deres jihad og dolkede alle dets beboere.

I det 11. århundrede - igen inden almoravidernes og almohadernes invasion - måtte litteraten Ibn Hazm se sine bøger blive brændt, og han selv blev fængslet flere gange. Og længe efter almoravidernes og almohadernes styre, blev det 14. århundredes tænker Ibn al-Jatib forfulgt, udvist til Marokko og myrdet i fængsel. Faktisk allerede i det 1. århundrede efter erobringen dannede den malikitiske form for islam "et lukket samfund, i hvilket alfaquier, muftier og qadier udøvede jernkontrol med den muslimske og ikke-muslimske befolkning." [15] Ikke underligt - i en tid, hvor politisk korrekthed endnu ikke eksisterede - at den store islam-historiker Evariste Lévi-Provençal bemærkede: "Den muslimske andalusiske stat fremstår fra sin tidligste begyndelse som forsvarer af og forkæmper for en nidkær ortodoksi, der blev mere og mere forbenet i blind respekt for en stiv doktrin, som på forhånd mistænkte og fordømte det mindste forsøg på rationel spekulation." [16]

Størstedelen af de andalusiske muslimer tilhørte denne malikitiske retsskole. Et eksempel på dens lære kan findes i skrifter af juristen Ibn Abdun (Sevilla, ca. 1100) om dhimmaen:

"En muslim må ikke fungere som massør for en jøde eller en kristen; han må ikke fjerne deres skrald eller rense deres latriner. Faktisk er jøden og den kristne bedre egnet til den slags arbejde (...). En muslim må ikke fungere som fører eller staldkarl for et dyr, der ejes af en [ikke-muslim] (...). Det er forbudt at sælge en kåbe, der engang har tilhørt en spedalsk, en jøde eller en kristen, medmindre køberen bliver informeret om dens oprindelse; det samme gælder, hvis denne klædedragt engang tilhørte en udsvævende person (...). Ingen (...) jøde eller kristen har lov til at bære klædedragten af en aristokrat eller en jurist eller en velhavende person (...). I virkeligheden: 'Satan har fået dem i sin magt og ladet dem glemme Allahs påmindelse. De er Satans tilhængere. Satans tilhængere, de er fortabte.' (Koranen 58:19). Et særligt tegn skal pålægges dem, så de kan genkendes, og dette vil for dem være en form for skændsel; lyden af klokker skal forbydes i muslimske territorier og må udelukkende foregå i de vantros lande; det er forbudt at sælge videnskabelige bøger til jøder og kristne, medmindre de omhandler deres særlige lov. De har oversat videnskabelige bøger og tilskrevet dem deres trosfæller og deres biskoper, mens de i virkeligheden er muslimers værk! Det vil være at foretrække ikke at lade jødiske eller kristne læger behandle muslimer. Da de er ude af stand til at nære ædle følelser for muslimer, så lad dem behandle deres vantro fæller; når man kender deres følelser, hvordan kan man så overlade muslimers liv til dem?" [17]

Sådanne officielle påbud blev naturligvis ikke altid overholdt. Men slaphed i håndhævelsen var ikke enestående for Andalusien. Den har også eksisteret i andre samfund, oftest for de magtfulde eller rige. Som Ibn Abdun igen klogt skriver: "Ingen vil blive frikendt for en overtrædelse af religiøs lov, undtagen i tilfældet med folk af høj social position, der vil blive passende behandlet, som hadith bestemmer: 'Tilgiv dem af ophøjet social position,' da legemlig straf for dem er mere smertefuld."

Lad os derefter undersøge race-tolerance. Koranen forkynder ikke nogen bestemt races medfødte overlegenhed. Men slavebindingen af sorte afrikanere var en fast forankret del af Andalusiens kultur. Det samme gjaldt race-fordomme. I sin Ordsprog skrev al-Maydani (d. 1124), at "den sorte afrikaner stjæler, når han er sulten; og når han er mæt, horer han." [18] Efter sin rejse gennem Afrika hævdede Ibn Battuta (1207-1377?), at sorte var dumme, uvidende, feje og infantile. [19] Disse holdninger kunne findes overalt i den islamiske verden. Tidligt i de vidunderlige Tusind og én Nat var det værste ved ægteskabsbruddet, begået af hustruerne til kongerne Sahzman hans bror Shariyar, at deres utroskab var med sorte. I Tusind og én Nat 468 belønnes en sort slave for sin godhed ved at blive omdannet til en hvid mand. Et lignende tilfælde findes i det 11. århundredes Epistel om tilgivelsen af al-Maarri, hvor en sort kvinde, på grund af sin gode opførsel, ender som en hvid huri i Paradis. [20]

I 1068, før almoravidernes ankomst, skrev qadien [dommeren] i det muslimske Toledo, araberen Said Ibn Ahmadi, en bog, der klassificerede verdens nationer. Heri opfattede han beboerne i det ekstreme nord og syd som barbarer, og beskrev europæere som hvide og evnesvage på grund af for lidt sol, og afrikanere som sorte, dumme og voldelige på grund af for megen. I modsætning hertil var araberne skabt helt rigtigt. [21] Racemæssig selvbevidsthed fik andaluseren Ibn Hazm til at insistere på, at profeten Muhammed, hans familie og hans forgængere alle var hvide og rødmossede.

Hvad med påstanden om kvinders "progressive" stilling i Andalusien? Muslimske afhandlinger fortæller en anden historie. Ibn Abdun opregner talrige regler for kvindelig adfærd i hverdagen: "bådture for kvinder med mænd på Guadalquivir skal undertrykkes"; "Man må forbyde kvinder at vaske tøj på markerne, fordi markerne vil blive forvandlet til bordeller. Kvinder må ikke sidde ved flodbredden om sommeren, når mænd gør det"; "Man skal især holde øje med kvinder, da fejl er meget almindelige blandt dem." Andre steder fordømmer han også vindrikning, spil og homoseksualitet i overensstemmelse med Koranen og hadith. [22] Virkelig "frigjorte" kvinder, som den nu meget beundrede Wallada bint al-Mustafki (994-1091), var undtagelser. Den gennemsnitlige kvinde i Andalusien blev behandlet på stort set samme måde som andre steder under islamisk sharia, med praksisser som at bære hijab (efter Koranen 33:59), adskillelse fra mænd, social kontakt begrænset til husstanden og andre begrænsninger, der ikke eksisterede i katolske lande. Selv den højt skattede poesi i El collar de la paloma [Duens halsbånd, kærlighedspoesi skrevet af Ibn Hazm] viser holdninger, der i dag ville blive kaldt kvindefjendske.

Det, der vildleder visse iagttagere, er et fænomen, der findes i mange samfund: På den ene side behandler mænd deres hustruer, søstre og døtre, som i deres øjne er værdige til respekt, på bestemte måder, der for mændene er velmente. Disse kan omfatte at beskytte dem i huset, at holde dem væk fra mulighederne for at have sex uden for accepterede rammer eller endda at skjule deres ansigter og konturerne af deres kroppe. På den anden side giver de samme mænd stor "frihed" til kvinder, de ikke betragter som værdige til respekt, f.eks. dansere, sangere, konkubiner, elskerinder, slaver eller prostituerede, der kan udvise større "viden" og "intellektuel raffinement" end deres mere respekterede søstre. Dette var f.eks. tilfældet i det antikke Grækenland, hvor Perikles kunne lade sin hetære [prostituerede] Aspasia, deltage i områder af det offentlige liv, der var utænkelige for en anstændig græsk hustru, søster eller datter. Alligevel er der ingen, der taler om den bemærkelsesværdige frihed, som det antikke Grækenland gav sine kvinder. Denne forskel i behandling blev faktisk bemærket af muslimske forfattere, som f.eks. al-Yahiz i det 9. århundredes Mellemøsten; og efter tre hundrede år bemærkede den store andalusiske filosof Averroes, at tingene ikke var ændret: Frie kvinders liv, bemærkede han, var plantelignende; det drejede sig om at føde og pleje familien. [23] Averroes beklagede situationen, men sådanne uoverensstemmelser var netop det, der bidrog til forfølgelsen af ham og i sidste ende hans forvisning fra al-Andalus.

Det islamiske Spaniens med rette fejrede kunstneriske bedrifter lider under tilknyttede [islamiske] begrænsninger. Manglen på en central autoritet i sunni-islam, hvilket kendetegnede ledelsesformen i al-Andalus, har givet gejstlige et spillerum for fortolkninger, der går fra at se ned på visse aktiviteter til at afvise dem helt. Således er kunstneriske repræsentationer af Muhammed og af den menneskelige form generelt blevet næsten enstemmigt forkastet over hele islam - selvom man på et eller andet tidspunkt kan finde undtagelser i visse lande, for eksempel Persien og Tyrkiet. Dette grundlæggende forbud har begrænset islams kunstneriske udfoldelse, således at den menneskelige krop ikke har fundet nogen repræsentation og malerkunsten er blevet begrænset til abstrakte linjer og kurver.

Et endnu større problem findes i forbindelse med musik. Islam forbyder ikke frembringelse af musik. Og igen: større frihed er blevet nydt af de magtfulde og de velhavende, som til tider kunne støtte musikere og sangere, der i al-Andalus glædede både rig og fattig.

Men den dominerende religiøse holdning har været, at hindre eksistensen af musik så meget som muligt.

Malik bin Anas (713-795), grundlægger af den sunni-muslimske malikitiske "vej" [retsskole], som et flertal af de andalusiske muslimer tilhørte, betragtede musik som en fjende af fromhed. Derfor skriver Ibn Abdun: "musikere skal undertrykkes, og hvis dette ikke kan gøres, skal de i det mindste forhindres i at spille, undtagen at de får tilladelse fra en qadi." Selv i dag forbyder visse islamiske asketer brug af musik i religiøse handlinger. Den musik, man hører i moskeer, rækker faktisk ikke ud over lyden af tamburiner, et instrument, der ikke fremmer skabelsen af store musikalske partiturer. Det underlige resultat var, at den bedste "arabiske" musik i Andalusien endte med at blive mozarabisk - det vil sige musik frembragt af katolikker under muslimsk herredømme: Katolikker kunne indpasse "muslimske" lyde - og gjorde det - i et bestemt religiøst ritual - messen - og havde ingen problemer med at bruge musik til spirituelle formål. Som et resultat skabte de imponerende orkestrale og korale kompositioner.

Tilsvarende var andre overtrædelser af muslimsk praksis (såsom forbuddet mod at drikke vin), begået af de magtfulde i Andalusien - ofte påpeget som bevis på den enestående tolerance i det muslimske Spanien - resultatet af den korrumperende indflydelse fra katolikker, der drak vin i rigelige mængder. Sådanne undtagelser var ikke enestående for Andalusien. De kan også findes i andre muslimske samfund langs Middelhavet, hvor den historiske katolske indflydelse er forblevet relativt stærk, såsom Tunesien. Indflydelsen fra ikke-muslimske civilisationer kan muligvis også forklare andre afvigelser fra ortodoksien, ikke kun i Andalusien, men også i lande som Persien (Iran) og Indien. Dristigheden af mange fortællinger i Tusind og én Nat kan meget vel spores tilbage til de pre-muslimske persere og endda de kristne byzantinere. Den muslimske digter Omar Khayyam hyldede skønheden i vin, sang og elskov, men han var perser. Et andet eksempel er den andalusiske digter Ibn Quzman, der er meget rost i dag for hans lovprisning af erotik og homoseksualitet; men hans beundrere overser, at han var blond og blåøjet, og at disse kendsgerninger sammen med et navn som Ibn Quzman (Guzmán eller Guttman), indebærer, at han var af spansk (faktisk visigotisk, dvs. germansk) afstamning. [24]

For at yde islam retfærdighed skal det siges, at sameksistens heller ikke blev fremmet af de to andre religiøse grupper i al-Andalus. De katolske lavere klasser havde ikke megen god vilje tilovers for muslimer, jøder eller de af deres egne, der konverterede til islam - hvem de kaldte "renegater". Deres position på den andalusiske totempæl forhindrede dem i at omsætte disse følelser i handling, hvilket de til tider gjorde rigeligt i katolske lande; men i Andalusien var katolikker en integreret del af et multikulturelt socialt system, kendetegnet ved "gruppeisolation, overfladisk kontakt og gensidigt had." [25] Koranen hævder ganske vist, at kristne står muslimer nærmere end jøder (Koranen 5:82), men denne teoretiske fordel var ikke til megen hjælp i praksis. Katolikker blev endda udsat for massedeportationer: I begyndelsen af det 12. århundrede fordrev muslimer katolikkerne (mozaraberne) fra Malaga og Granada til Marokko. [26] Muslimer godkendte sjældent opførelse af nye kirker, reparation af gamle eller klemten med klokker. I det 12. århundredes Granada tilintetgjorde muslimer hele den katolske befolkning. [27] Selv muladierne, ulykkelige i deres underordnede stilling, gjorde oprør mod deres herskere (jf. Omar ben Hafsun), mens mozaraberne også harmedes over deres situation og til tider arbejdede hemmeligt sammen med deres brødre i de katolske riger.

Det spanske jødiske samfund var ikke meget mere harmonisk, måske på grund af "smitte" fra de spanske muslimers og katolikkers nidkærhed.

Den autonomi, der blev tildelt ved deres dhimmi-status i Andalusien, kan også have begunstiget intolerance. [28]

I Granada pralede rabbiner og visir Ibn Naghrela "Fyrsten" af, at "[andalusiske] jøder er uden kætteri, bortset fra i nogle få byer i nærheden af kristne riger, hvor der er mistanke om, at nogle kættere lever i hemmelighed. Vores forgængere har pisket en del af dem, der fortjente at blive pisket, og de er døde af piskning." [29]

I katolske lande i det 11. århundrede, forfulgte og fordrev ortodokse jøder det dengang blomstrende karaittiske jødiske samfund, som afviste Talmuds autoritet. [30] Spansk jødisk litteratur var ikke imod til at vise fjendtlighed overfor muslimer og katolikker: Abraham bar Hiyya (d. ca. 1136) koncentrerede sig om katolikkerne, mens Cancionero af Antón de Montoro foretrak at satirisere over mudejarerne [muslimer under kristent styre]. [31] Både muslimer og katolikker fik en hård medfart i nogle af værkerne af den andalusiske talmudiske kommentator og filosof Moses Maimonides (1135-1204). [32] Hans synspunkter kunne have været påvirket af hans ubehagelige oplevelser: Almohadernes tvangskonversioner fik Maimonides og hans familie til at flygte, først til de katolske riger og senere til Marokko og Egypten. Ikke underligt, at han i et brev til jødiske yemenitter skrev, at ingen "nation" kunne sammenlignes med islam i den skade og ydmygelse, den havde påført "Israel". [33]

Efter enhver objektiv standard - og på trods af dets ubestridelige kunstneriske, litterære og videnskabelige resultater og af moderne "lad-os-alle-være-én-lykkelig-familie" ønsketænkning, der forsøger at skjule beviserne på det modsatte - var det islamiske Spanien ikke en model for multikulturel harmoni. Andalusien var besat af religiøse, politiske og racemæssige konflikter, der i de bedste tider kun kunne holdes nede ved anvendelse af tyrannisk magt. Dets resultater er uadskillelig fra dets indre uro.

Hvordan skal man så forklare den vedholdende tro på, at Andalusien var et land med fredelig sameksistens? Historikeren Richard Fletcher har forsøgt en mulig forklaring: "[U]nder de kulturelle vilkår, der hersker i den vestlige verden i dag, må fortiden markedsføres, og en vellykket markedsføring kræver, at indpakningen er tiltrækkende. Middelalderens Spanien er i naturtilstanden ikke særlig tiltrækkende. Ødsle forestillinger om glamour (...) gør mirakler i forskønnelsen af dets billede. Men det mauriske Spanien var ikke et tolerant og oplyst samfund, end ikke i dets mest kultiverede perioder." [34]

En anden forklaring kunne være, hvad der kaldes spansk selvhad, det modsatte af det, der engang var spansk selvforherligelse. En sådan opfattelse går ubesværet i spand med mange ikke-spanieres had til det katolske Spanien, en holdning, der før eller senere bringer Las Casas' fordømmelse af den spanske erobring af Amerika på bane - mens man ignorerer spørgsmålet om, hvorfor der ikke var en engelsk, hollandsk eller fransk Las Casas til at kritisere englænderne, franskmændene og hollænderne. Som om disse lande udførte erobringer, der efterlod den indfødte befolkning i deres kolonier uberørt.

En mere overbevisende forklaring kunne være, at forherligelsen af al-Andalus giver den dobbelte fordel, at den både favoriserer multikulturalismen og misbilliger kristendommen, som er et af den vestlige civilisations fundamenter. Denne mekanisme er ikke ulig den, som lever i tankerne hos dem, der inderligt afskyr vestlig kultur, men som med kommunismens fald befinder sig uden noget klart alternativ og derfor griber fat i islam, som en skibbruden griber alt, hvad der flyder. Så enhver, der ikke kan lide vestlig kultur eller kristendom - uanset af hvilken grund, religiøs, politisk eller kulturel - fortsætter med gladeligt at påpege, på trods af kendsgerningerne, hvor dårlig det katolske Spanien var sammenlignet med det muslimske paradis.


Noter

[1] “Islam and the West: Never the twain shall peacefully meet?” The Economist, November 15, 2001.

[2] Kenneth Baxter Wolf, E. Pupo-Walker, og A.AR.D. Pagden, red. Christian Martyrs in Muslim Spain (Cambridge: Cambridge University Press, 1987); Serafín Fanjul, La quimera de al-Andalus (Madrid: Siglo xxi, 2004), 42.

[3] Kenneth Baxter Wolf et al., chap 1, n. 4.

[4] Kenneth Baxter Wolf et al, 7.

[5] Robert I. Burns, Islam under the Crusaders (Princeton: Princeton University Press, 1973), 186-87.

[6] Isaac Baer, Historia de los judíos en la España cristiana (Madrid: Altalena, 1981), I, 5, der beregner antallet til mindre end 50.000 i det 11. århundrede; Fanjul, 35.

[7] Kenneth Baxter Wolf et al., 20, n. 2, der citerer islamiske kronikørers vidnesbyrd om, at dette var en standard muslimsk "del og hersk"-metode.

[8] Jf. Alexander II, Klement VI; også Gregor X's dekret om pavelig beskyttelse, 1272; og lignende bestræbelser fra biskopers side. Den spanske inkvisition koncentrerede sig ikke om jøder eller muslimer i almindelighed, men om jøder eller muslimer, der foregav at være katolikker, mens de praktiserede muslimske eller jødiske ritualer - "marranere". Salo Wittmayer Baron, A Social and Religious History of the Jews (New York: Columbia University Press, 1952), XIII, 34. Man skal huske på, at nogle muslimske gejstlige har fordømt og fortsætter med at dødsdømme muslimer, der er skyldige i, eller endda mistænkt for apostasi eller blasfemi, på samme måde som katolske autoriteter gjorde det for fire århundreder siden i en tid med intens frygt for en magtfuld islam og dens tidligere og potentielle allierede.

[9] Bat Ye’or og David Maisel, The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam (Madison: Farleigh Dickinson University Press, 1985) og Bat Ye’or, Miriam Kochan, og David Litman, Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide (Madison: Farleigh Dickinson University Press, 2001).

[10] El siglo xi en primera persona. Las “memorias” de Abd Allah, último rey zirí de Granada, destronado por los almorávides (1090), overs. E. Lévi-Provençal og Emilio García Gómez (Madrid: Alianza, 1980), 106- 119.

[11] Fanjul, 38-39.

[12] Bernard Lewis, “The Pro-Islamic Jews,” Judaism (Fall 1968), 401.

[13] Harold S. Kushner, To Life! A Celebration of Jewish Being and Thinking (Boston: Warner Books, 1993), 273.

[14] Fanjul, 40, n. 73.

[15] Fanjul, 40.

[16] Evariste Lévi-Provençal, Histoire de l’Espagne Musulmane (1950; Paris: Maisonneuve, 1953), I, 150.

[17] Fanjul, 38; Bat Ye’or og David Maisel, The Dhimmi, 108-128. Sådanne synspunkter kunne retfærdiggøres af Koranen 5:51 og 9:29.

[18] Fanjul, 32.

[19] Fanjul, 32.

[20] Bernard Lewis, “Raza y color en el Islam,” al-Andalus (1968), 21.

[21] Bernard Lewis, The Muslim Discovery of Europe (New York: W.W. Norton, 1982), 68 og Race and Slavery in the Middle East: An Historical Inquiry (Oxford: Oxford University Press, 1990), 36.

[22] Koranen 2:219; 5:91; 4:15; 26:165-66; 27:55; 29: 28-29. Hadith 7, 513, 72.61.773: "Allahs Sendebud forbandede de mænd, der seksuelt opfører sig som kvinder og kvinder, der seksuelt opfører sig som mænd" i César Vidal, España frente al Islam (Madrid: La esfera de los libros, 2004), 485.

[23] Fanjul, 10.

[24] Claudio Sánchez Albornoz, El Islam de España y el Occidente (Madrid: Espasa Calpe, 1974), 110.

[25] Fanjul, 28-29.

[26] Mozaraberne var mistænkt for skjult samarbejde med katolske trosfæller i de katolske riger. Fanjul, 42. Interessant nok, var mistanke om skjult samarbejde med nordafrikanske og tyrkiske trosfæller også en af ​​de vigtigste grunde til katolikkernes deportation af morisker
(tidligere muslimer, der levede i katolske lande) tidligt i det 17. århundrede.

[27] Fanjul, 42.

[28] Fanjul, 203.

[29] Simha Assaf, Haonshin (Achrei Chasimath Hatalmud) (Jerusalem, 1922), 62. Jeg takker min kollega Rifka Cook for hendes hjælp med denne bog.

[30] Daniel J. Lasker, “Rabbinism and Karaism: The Contest for Supremacy,” i R. Jospe og S.M. Wagner, Great Schisms in Jewish History (New York: Ktav Publishing House, 1981), 47-72.

[31] Fanjul, 35-36; Daniel J. Lasker, “Polémica judeocristiana en Al-Andalus,” i Carlos del Valle Rodríguez, red. La Controversia judeochristiana en España (Desde los orígenes hasta el siglo xiii). Homenaje a Domingo Muñoz León, (Madrid: 1998), 161-179.

[32] Mishneh Torah [Code of Maimonides], “The Laws of Murder and of the Protection of Human Life,” Chapters 4. 11 and 12. 7-14 trans. Rabbi Eliyahu Touger (New York/Jerusalem: Moznaim Publishing Corporation, 1997), 534, 592-594.

[33] Rambam: Selected Letters of Maimonides. Letter to Yemen. Discourse on Martirdom trans. Abraham Yaakov Finkel (Scranton: Yeshivah Beth Moshe, 1994).

[34] Richard Fletcher, Moorish Spain (New York: Henry Holt, 1992), 14.




Darío Fernández-Morera er lektor ved Institut for Spansk og Portugisisk ved Northwestern University. Som tidligere medlem af National Council for Humanities, har han en BA fra Stanford University, en MA fra University of Pennsylvania og en ph.d. fra Harvard University.

Han er forfatter til den anerkendte bog The Myth of the Andalusian Paradise: Muslims, Christians, and Jews under Islamic Rule in Medieval Spain, som Financial Times hylder som "en af årets bedste bøger."




Oversættelse: Bombadillo