Emmet Scotts Mohammed and Charlemagne Revisited: the History of a Controversy er en stimulerende og vigtig bog, som slutter sig til andre nyere værker, der påtager sig at bekræfte og udvikle den belgiske lærde Henri Pirennes tese om islams indflydelse på Europas historie.

I et posthumt værk (Mahomet et Charlemagne: Byzance, Islam et Occident dans le haut Moyen Age, 1937) argumenterede Pirenne for, at der havde været kontinuitet mellem det romerske imperiums civilisation - i dens overlevende form (det græsk-romerske kristne imperium, eller Det Byzantinske Rige) med hovedstad i Konstantinopel - og de "barbariske" og efterhånden kristnede nationer, der overtog det latinske eller vestlige romerske kristne imperium. Efter afslutningen af det latinske romerske imperium fortsatte Middelhavet med at være en kristen indsø, åben for kommerciel og kulturel udveksling mellem de nye kongeriger i Vesten og det græsk-romerske kristne imperium. Det var islam, ikke de "barbariske indtrængende", der brød den kristne verdens enhed, hvorved den kommercielle og kulturelle udveksling mellem det kristne øst og det kristne vest blev afbrudt. Dette gav anledning til fremkomsten af det karolingske ”romerske” imperium, og gjorde Middelhavet til en muslimsk indsø. Derfor flyttede det kristne Vestens kulturelle akse fra Middelhavet mod Nord: "Årsagen til bruddet med antikkens tradition var islams hurtige og uventede udbredelse."

Pirenne kom under angreb af middelalderforskere, arabister og eksperter i islamiske studier, der udbredte den idé, at islam havde gavnet den europæiske civilisation: Islam "genvandt" de "tabte" værker af græske filosoffer som f.eks. Aristoteles og "gav" dem til Europa. Islam tjente som en nådig formidler, der hjalp Europa til atter at gøre sig fortrolig med græsk kultur. Den skænkede Europa mange vidunderlige ting, såsom "arabiske" tal, og var på anden måde ophav til kulturelle træk, der tidligere blev betragtet som "europæiske".

Derfor var Pirennes tese indtil for nylig af de fleste akademikere henvist til historiens skraldespand. Nu virker dette forbløffende, fordi adskillige kendsgerninger burde have holdt Pirennes tese helt fremme i lyset.

Som Rémi Brague påpegede (Europe, La voie romaine, 1999, ikke nævnt af Scott), grundlagde Cassiodorus, minister for kong Theodoric, i 540 e.Kr. et kloster til beskyttelse af de klassiske tekster; pave Gregor den Store instruerede munkene i Monte Cassino om at gøre det samme; og de "arabere", der antageligt "fandt" de græske tekster, var faktisk græsktalende kristne syrere, der oversatte dem til syrisk og derefter til arabisk.

Som Sylvain Gouguenheim hævdede (Aristote au Mont Saint-Michel: les racines grecques de l’Europe médièval, 2008, en bog, der ikke er nævnt af Scott og som er dæmoniseret af akademiske specialister), havde Europa ikke glemt de græske tekster eller græsk kultur. Den kristne filosof Boethius oversatte Aristoteles til latin i det 6. århundrede. Munke i klosteret på Mont Saint-Michel oversatte Aristoteles, før arabiske oversættelser nåede Europa fra Spanien. Græske tekster var ikke gået "tabt" for siden nådigt at blive fundet af islam, men blev vedligeholdt og kommenteret i det "byzantinske" imperium. Selvfølgelig var det græsktalende kristne, der oversatte Aristoteles' tekster, først til syrisk og derefter til arabisk, det sprog, som alle lærde muslimer læste de græske tekster i, dvs. i to gange formidlede oversættelser. Før islam havde der til stadighed været kommunikation mellem det kristne vest og det kristne øst. Islam ødelagde de civilisationer, den kom i kontakt med, såsom det zoroastrianske Persien, det hinduistiske Sind (undersøgt i V. S. Naipaul's Among the Believers (dansk udgave: Blandt de rettroende) og K. R. Malkani's The Sindh Story), og det græsk-romerske kristne imperium. Mange af opfindelserne, som f.eks. de "arabiske tal", der tilskrives arabere og islam, var blevet udviklet af andre civilisationer eller af ikke-arabere. Islam angreb europæiske lande og fangede eller købte gennem middelalderen millioner af kristne til slaveri. Og - et punkt, der er særlig ubehageligt for akademikere - græsk kultur var for islam et fremmed univers, fordi islam ikke kunne forholde sig til græsk repræsentativ maleri og skulptur, fortælling, drama og politisk teori - blandt andre ting.

Andre steder har jeg påpeget, hvad der har været kendt i lang tid, men sjældent nævnes i dag: At araberne, der i det 7. århundrede angreb det persiske (iranske) imperium og territorierne i det græsk-romerske kristne imperium i Mellemøsten og Nordafrika, havde et meget lavt civilisationsniveau sammenlignet med de nationer, de efterhånden erobrede; at de arabisk-ledede berbere, der erobrede store dele af Spanien i det tidlige 8. århundrede, på samme måde var barbariske sammenlignet med de kristne hispano-visigoter; og at den efterfølgende vækst af islamisk civilisation i Spanien skyldtes islamiseringen af de mere kultiverede hispano-visigoter, som ikke var flygtet fra den muslimske erobring, og det islamiske Spaniens delvise assimilation (delvise på grund af sådanne begrænsninger, som Gouguenheim påpegede) af arven fra de stærkt romaniserede hispano-visigotere og fra grækerne (via det græsk-romerske kristne imperium). Hvordan kan det så være, at ideen om islam som den, der frelste Europa fra middelalderens formodede mørke, hersker i akademisk undervisning og forlagsvirksomhed i en grad, så den er trængt ind i den folkelige forestillingsverden i film, "dokumentarer", aviser, tidsskrifter og endda taler af vestlige politikere? Lad det her være nok at sige, at uhildet akademisk forskning ikke har været den eneste grund (den bedste analyse af dette besynderlige fænomen er Rosa María Rodríguez Magda: Inexistente al-Andalus: de cómo los intelectuales reinventan el Islam, 2008).

Sammen med den kritiske undersøgelse af flere middelalderforskeres arbejde er Emmet Scotts modige bogs vigtigste bidrag sandsynligvis dens dissektion af R. Hodges og D. Whitehouse's indflydelsesrige anti-Pirenne-polemik: Mohammed, Charlemagne and the Origins of Europe: the Pirenne Thesis in the Light of Archeology (1982). Scott viser, at deres lille datamængde, begrænset til det nordafrikanske Kartago, den italienske by Luni og nogle udgravninger i det sydlige Etrurien, ikke kan retfærdiggøre deres generaliseringer for resten af Middelhavsområdet; og at deres data end ikke berettiger deres konklusioner for Kartago, Luni og det sydlige Etrurien alene. Scott hævder, at det pludselige fald i mængden af arkæologiske levn, der begyndte i det 7. århundrede, antyder, at faldet, der blev iagttaget af Hodges og Whitehouse, var en konsekvens af den ødelæggelse, der blev forårsaget af de islamiske erobringer i det 7. århundrede.

Scott citerer nyere arkæologisk forskning (såsom Peter Wells' Barbarians to Angels), der gendriver tanken om, at "barbarerne" ødelagde den klassiske civilisation, og bekræfter, at Central- og Nordeuropa ikke alene var langt mindre mørke end de skulle have været i løbet af den såkaldt "mørke tidsalder" ["dark ages"], men faktisk trivedes i mindst et århundrede efter det latinske romerske imperiums "fald", der traditionelt dateres til anden halvdel af det 5. århundrede.

Scott hævder, at den ringe mængde arkæologiske levn fra mellem det 7. og 10. århundrede i Mellemøsten og Nordafrika - alle områder erobret af islam i det 7. århundrede - ganske rigtigt antyder en kulturel tilbagegang, som arkæologer er enige om, men en tilbagegang forårsaget af islam. I sin opfølgning af Pirennes tese bemærker Scott, at tilbagegangen, begyndende i det 7. århundrede, af disse tidligere blomstrende og højtudviklede områder, forårsaget af den destruktive virkning af de muslimske erobringer, påvirkede Europas handel og kultur i disse århundreder, en tilbagegang bevidnet af manglen på arkæologisk produktion i Europa mellem det 7. århundrede og den relative genoplivning, der begyndte i anden halvdel af det 10. århundrede. Og med henvisning til knapheden af islamiske arkæologiske levn efter mange århundreder med muslimsk herredømme i "al-Andalus", i kontrast til overfloden af arkæologiske data fra visigotisk og romersk tid, sætter Scott endvidere spørgsmålstegn ved det islamiske Spaniens kulturelle storhed, som der fortælles om i de litterære kilder.

Scott trækker en række sandsynlige konsekvenser fra Pirennes tese og opsummerer, hvad der kunne være sket med Europa uden islams indvirkning:

"Middelalderen ville bestemt have været en del mindre "middelalderlig" og en del mere romersk. Det er sandsynligt, at Byzans ville have fortsat processen, der allerede var godt i gang i slutningen af det sjette århundrede, med at hæve det kulturelle niveau i Vesten. Bruddet mellem Rom og Byzans ville måske ikke have fundet sted, eller været blevet så bittert, og der kan næppe være tvivl om, at Vesteuropa ville have oplevet sin "Renæssance", eller genopblomstring af klassisk civilisation, meget tidligere, måske et halvt årtusinde tidligere. Faktisk er det sandsynligt, at hele Vesteuropa, ved slutningen af det syvende århundrede, ville være kommet til at ligne samtidens Byzans, med ekspanderende byer og et blomstrende kulturelt og intellektuelt liv. Vikingetogterne ville ikke have fundet sted, eller i det mindste ikke have været så ødelæggende, som de var. Der ville selvfølgelig ikke have været korstog, da der ikke var noget islam, at rette dem imod. Og fraværet af vikingernes og den islamiske indflydelse ville næsten helt sikkert have foranlediget udviklingen af en mere fredelig kultur i Europa."

Scott leverer et interessant tankeeksperiment om de mulige konsekvenser af en islamisk erobring af Europa:

"En ikke ringere person end Gibbon spekulerede over det sandsynlige resultat af en islamisk erobring af Frankrig, da han bemærkede, at var sådan en begivenhed indtruffet, så måtte hele Vesteuropa nødvendigvis være faldet, og dekanen for Oxford ville da sandsynligvis have udlagt Koranens sandheder for en omskåret forsamling. Mod sådanne "ulykker," bemærkede Gibbon, blev kristenheden reddet af Karl Martels sejr ved Tours i 732. Men en islamisk erobring af Europa ville have haft langt alvorligere konsekvenser end det. Efter hvad vi kan se af islams generalieblad andre steder, er det sandsynligt, at kontinentet ville være trådt ind i en Mørk Tidsalder, (...) og disse områder ville have huset en fattig og smerteligt undertrykt restbefolkning af kristne. I Rom ville paven præsidere over et elendigt og forfaldent Vatikanet, hvis vigtigste monumenter, som f.eks. den oprindelige Peters kirke, grundlagt af Konstantin, for længst ville have været omdannet til moskeer. I et sådant Europa ville hele arven efter den klassiske civilisation være blevet glemt. Om Cæsar og hans erobringer, om Grækenland med dets krigere og filosoffer, ville nutidens verden intet vide. Selv navnene ville være gået tabt. Intet barn ville i dag have kendt til Troja eller Mykene, til Marathon eller Thermopylæ. Også Egyptens historie, samt alle de store civilisationer i Mellemøsten, ville have ligget begravet under det drivende sand i disse lande, for evigt tabt og glemt."

Naturligvis inkluderer denne bog en tilsyneladende uundgåelig historisk beskydning af kristendommen og den tilsyneladende lige så obligatoriske omtale af "den spanske inkvisition":

"Ikke underligt, at nogle af disse områder, især det sydlige Italien, Sicilien, Spanien, Korsika, dele af Grækenland og Albanien, med tiden ville udvikle deres egne voldelige og ubøjelige kulturer; og at det først og fremmest var i Spanien, at inkvisitionen fandt sit åndelige hjem. Heller ikke underligt, at det ville være fra dette samme land, at hellige krigere satte ud, i det femtende og sekstende århundrede, for at erobre folkene i Den Nye Verden for Kristus. (...) Kristendommen og den kristne kirke (kan ikke) helt frikendes for skylden for, hvad der skete i årtierne og århundrederne, der fulgte efter det første korstog. (...) Den snæversynede lære, der begrænsede sandhed og frelse til det kristne fællesskab alene, kan ikke have skabt andet end en intolerant og irrationel holdning mod folk fra andre trosretninger."

Der er selvfølgelig problemer med sådanne udsagn. Under ateistisk marxisme og hedensk nationalsocialisme, så Rusland og Tyskland, der aldrig blev erobret af islam, niveauer af statslig vold i det 20. århundrede, der overgik dem, der blev set i Spanien og de andre nævnte lande. I modsætning til hvad mange akademikere lærer, henrettede eller torturerede inkvisitionen i Spanien ikke mennesker (tortur var under alle omstændigheder dengang en almindelig retslig procedure over hele Europa) i højere grad end samtidige civile domstole gjorde i andre lande (se Henry Kamen, The Spanish Inquisition: A Historical Revision, 1997). Mange af inkvisitionens "brændinger" var symbolske [afbrænding af en dukke forestillende personen], og brænding var en form for henrettelse, der blev praktiseret i andre civiliserede lande så sent som i 1693.

De spanske erobrere kaldte sig aldrig "hellige krigere": De overfladiske og nu moderigtige analogier mellem de spanske erobrere og islamiske jihadister og mellem den spanske erobring af Amerika og jihad ignorerer forskellene mellem kristendom, islam, korstog, jihad og erobringen af Amerika - forskelle, der er undersøgt i Roberto de Matteis vigtige: Guerra santa, guerra giusta: Islam e Cristianesimo in guerra, 2002 (udgivet på engelsk som Holy War, Just War: Islam and Christendom at War, 2007). Endnu mere relevant: Det var kristendommen, der ragede de europæiske kastanjer ud af ilden ved at inspirere handlingerne af sådanne mænd som Karl Martel (Tours, 10. oktober 732); Alfonso VIII, Sancho VII “El fuerte" og Pedro II (Navas de Tolosa, 16. juli 1212); Janos Hunyadi og St. Johannes af Capistrano (Beograd, 22. juli 1456); Don Juan af Østrig og Miguel de Cervantes (Lepanto, 7. oktober 1571) og Jan Sobieski (Wien 11.-12. September 1683). Kunne Europa have modstået islams åndelige og militære magt uden denne længst forsvundne muskuløse kristendom?

---

Darío Fernández-Morera er lektor ved Institut for Spansk og Portugisisk ved Northwestern University. Som tidligere medlem af National Council for Humanities, har han en BA fra Stanford University, en MA fra University of Pennsylvania og en ph.d. fra Harvard University.

Han er forfatter til den anerkendte bog The Myth of the Andalusian Paradise: Muslims, Christians, and Jews under Islamic Rule in Medieval Spain, som Financial Times hylder som "en af årets bedste bøger."

---

Oversættelse: Bombadillo