Mit navn er Bosch og jeg er en ex-muslim under bedring.

Det vil sige, hvis muslimer ikke dræber mig for at have forladt islam, som denne religion pålægger dem at gøre. Det er bare én af grundene til, at jeg har skrevet og tegnet mod islam og dens jihad i en årrække nu. Men heldigvis for os har islam ikke været i stand til at gøre enhver muslim til sin slave, ligesom nazismen ikke var i stand til at gøre enhver tysker til nazist. Så der er islam, og der er muslimer. Muslimer, der tager islam alvorligt, er i krig med os, og muslimer, der ikke gør, er ikke.

Men det betyder ikke, at vi skal betragte disse modvillige muslimer som allierede mod jihad. Jeg har færdedes blandt muslimer hele mit liv og de fleste af dem er virkelig ligeglade med islam. Det problem jeg har med mange af disse, i det væsentlige ikke-muslimske muslimer, især midt i denne krig, der føres mod os af deres mere konsekvente trosfæller, er, at de giver fjenden dækning. De tvinger os til at spille en omgang muslimsk roulette, fordi vi ikke kan udpege den muslim, der vil sprænge sig selv i luften, før han gør det. Og deres ligegyldighed omkring den ondskab, der bliver begået i deres religions navn, er en stor grund til, at deres omdømme er, som det er.

Så mens jeg forstår, at de fleste muslimer ikke er i krig med os, har de vist ved deres tavshed og passivitet over for jihad, at de ikke er på vores side heller; og der er intet, vi kan sige eller gøre for at ændre på det. Vi er bare nødt til endeligt at acceptere det og holde op med at forvente, at de skal stå klart frem, mens vi gør vort bedste for at dræbe dem, der forsøger at dræbe os.

Et andet problem med muslimer, der ikke er særlig muslimske, er, at de får nogle af os til at konkludere, at de må praktisere en mere oplyst form for islam. Det gør de ikke. De "praktiserer" livet i ikke-muslimske lande, hvor de frit kan leve, som de vil. Men deres "islam" er ikke en egentlig islam. Der er ingen særskilt ideologi, ved siden af islam selv, der bliver praktiseret af disse, der kun er muslimer af navn; der findes ikke sådan noget som "vestlig islam".

Ikke-observante muslimer er ikke vores problem, men de er heller ikke løsningen på vores problem. Vores problem er islam og dens mest konsekvente udøvere. Der er intet i islam, der standser hånden på muslimer, der ønsker at dræbe ikke-muslimer. Hvis en individuel muslim er personligt fredelig, er det ikke på grund af islam, men på grund af hans individuelle valg, hvilket er grunden til, at jeg ofte siger, at den gennemsnitlige muslim er moralsk overlegen i forhold til Mohammed, i forhold til hans egen religion. Den meget sjældne muslim, der hjælper os mod jihad, handler imod sin religion; men det afholder ikke nogle af os fra at tænke, at han på en eller anden måde repræsenterer mere end sig selv.

Den eneste grund til, at vi taler om islam, er, at den ikke betyder fred. Islam blev ikke kapret af et "lille mindretal af ekstremister" den 11. september, den blev kapret af et meget lille mindretal af moderate, hvis forlegenhed over at være forbundet med en så yderliggående religion har fået dem til at moderere mængden af sandhed, de siger om islam, hvilket beviser deres ubrugelighed som allierede.

Ud over disse politisk aktive moderate - når du ser vel-assimilerede muslimer i Vesten, så ser du ikke islam i aktion; du ser mennesker, der lever op til det gamle mundheld: Når du er i Rom, så gør som romerne. De er i det væsentige post-islamiske muslimer, der har afvist de islamiske værdier og taget de vestlige til sig. Men da deres assimileringsproces skete stiltiende - eftersom den skete naturligt ved deres eksponering for vestlige, dvs pro-liv, værdier - foretrækker både muslimer og ikke-muslimer generøst at give islam en del af æren for den. Men en god muslim efter vores standarder, er en dårlig muslim efter islamiske standarder. Objektivt gode mennesker, der identificerer sig selv som muslimer, giver islam et godt ansigt, et langt bedre ansigt, end den fortjener. Dette giver os kun et falsk indtryk af, hvad det er, vi står overfor, og dermed endnu en undskyldning for ikke at se det i øjnene. Og dette fører til vores accept i vores kultur af snigende [stealth] jihadister, der har regnet ud, hvordan de skal sige, hvad vi ønsker at høre, mens de intrigerer bag kulisserne for yderligere at islamisere Vesten.

For at kunne adskille fjenden fra muslimer, der ikke vil os noget ondt, har alt for mange vestlige kommentatorer undgået at bruge ordet "islam" for fjendens ideologi, og i stedet besluttet at skabe deres helt egne udtryk for den trussel, vi står overfor, udtryk, der er fremmede for fjenden. Udtryk som:

Islamisk fundamentalisme.
Islamisk ekstremisme.
Totalitær islam.
Islamofascisme.
Islamonazisme.
Politisk islam.
Bin Ladenisme.
Radikal islam.
Militant islam.
Islamisme.
Jihadisme.

Vi brugte ikke udtryk som "radical nazisme", "ekstremistisk shintoisme" og "militant kommunisme" før i tiden. "Militant islam", "politisk islam " osv. er overflødige udtryk. Vores laden som om har vist sig katastrofal. Tusindvis af amerikanske liv, både civile og militære, er blevet ofret på grund af politikker baseret på myten om, at "islam betyder fred." Vi forsøgte ikke at reformere shintoismen eller nazismen under 2. Verdenskrig; de store ændringer i disse kulturer fandt først sted, da vi grundigt havde demilitariseret dem.

Og det er ikke tilfældigt, at de vestlige islam-analytikere, der er bedst orienteret om islam, også er dem, der er mest kritiske over for den, mens de dårligst orienterede er de mindst kritiske. Men så er der dem, der i deres studie af islam er blevet så forelskede i deres emne, at de, i stedet for at holde sig til hvad islam er, ofte skriver om, hvad den ikke er – om, hvad de håber, den kan blive. De synes optaget af at gøre deres del for at redde islam fra dem, der angiveligt har forvansket den.

Den muslimske verden er stedet, hvor den sande betydning af islam kan findes i praksis. Islam - ikke en eller anden påstået afvigende form for den - betyder kvindehad, censur, antisemitisme, homofobi, hustru-tæv, halshugninger, æresdrab, pædofili/"barneægteskaber", mord på vantro, osv. Dette er ondskab, og islam sanktionerer hver en bid af det, men vi har fået at vide, at vi skal respektere "en af verdens store religioner," fordi det er en religion. Efter 9/11 - det eneste George W. Bush vidste om islam var, at det var en religion, og det var for ham tilsyneladende en god nok grund til at frikende den, som han gjorde. Og hans rådgiver om islam, David Forte, fortalte Bush præcis, hvad han ønskede at høre, nemlig at "intet så ondt kan komme fra religion." Men 9/11 kom fra en religion. Uanset hvad 9/11 iøvrigt var, så var det en troens handling.

Og Bushs udtalelse: "Islam er fred" kort efter 9/11, gav fjenden en gave, den ikke kunne have forudset. Her var den ene mand, der havde ansvaret for at forsvare Amerika mod deres angreb, og her stod han og forsvarede den selv samme ideologi, der motiverede angriberne. Ærlighed er i almindelighed den bedste politik, og når det kommer til krig, er det en moralsk pligt at finde frem til sandheden, at sige sandheden og at handle på grundlag af sandheden, uanset hvilke hellige køer, der må ofres undervejs. Og således er en stor del af grunden til, at næsten 3.000 ofre for jihad den 11. september ikke er blevet hævnet, respekt for religion, selv for en religion, der kræver vores ødelæggelse.

Muslimer, der virkelig tager islam alvorligt, er del af en organiseret indsats for at udbrede islam, og jeg henviser sommetider til denne kollektive indsats af muslimer som "organiseret islam." Uanset hvilke midler involveret, ønsker muslimer, der arbejder hen imod en mere islamisk verden, det samme som jihadisterne. Denne organiserede indsats omfatter moskéer, muslimske organisationer, muslimske enkeltpersoner, der skriver bøger, blogindlæg, osv. Og de er alle som minimum delagtige i anti-vestlig, anti-israelsk propaganda.

Jeg hører ofte, at vi skal arbejde sammen med den muslimske verden. Arbejde hen imod hvad? Som Ayn Rand skriver: "I ethvert samarbejde mellem to mennesker (eller to grupper), der hylder forskellige grundlæggende principper, er det den mest onde eller irrationelle, der vinder." I al den tid, vi "arbejder" med en kultur, som kræver vores undergang, arbejder vi hen imod vores egen undergang, bevidst eller ikke.

Selv om det er sandt, at jihadister ikke repræsenterer de fleste muslimer, så repræsenterer de islam. Men hvorfor er de fleste muslimer så ikke engageret i jihad? Fordi i enhver kultur udgør heltene et lille mindretal, og dette gælder også for den islamiske kultur. Jihadisterne er islams helte; det er dem, der mest dedikeret følger Allahs befalinger og de hyldes i den muslimske verden for det. De er også de eneste, som islam garanterer en plads i Paradis. Og deres sjældenhed blev gjort endnu mere tydelig, da vi blev klar over, at kun piloterne den 11. september vidste, at de var ude i en selvmordsmission. Vores fjender ved, at det er svært at få selv hardcore muslimer til at ofre deres liv for islam, men det ønsker de ikke, vi skal vide. Ligesom de heller ikke vil have os til at vide, at der bag deres pral om, at de elsker døden, ligger det faktum, at de hader livet.

Og mens muslimer, der sprænger sig selv i luften for at dræbe ikke-muslimer, udgør et lille mindretal, så udgør muslimer, der udtrykkeligt fordømmer dem, et endnu mindre mindretal. Og mens jeg mener, at muslimer blot er får for deres jihadist-ulve, så er der også alt for mange muslimske korledere, der hepper på jihad. Hvor mange muslimer fejrede 9/11? Alt for mange. Selv under min egen slappe muslimske opvækst i Amerika, var der antisemitisme og kvindehad overalt. Nogle medlemmer af min familie beundrede Adolf Hitler, som jeg refererer til som "islams favoritvantro." Angående kvindehad - fødslen af en pige blev en sorgens dag for de muslimske kvinder i min familie; de forstod de lidelser, denne pige ville komme ud for under islam, selv i Amerika.

Selvom vi siger, vi har været i krig i over ti år, er vi ikke engang begyndt at udkæmpe krigen på den måde, den bør udkæmpes. Og dem, der opfordrer til ændringer inden for islam under denne krig, ville blive forbavset over, hvor meget islam kan ændres gennem en ærlig krig, hvor vi kæmper for os selv. Man kan ikke gøre en voldelig religion som islam ikke-voldelig gennem argumenter, kun ved at give igen med overlegen magt mod statslige sponsorer af jihad-terrorisme.

Fremtiden for islam og muslimers trivsel siges at være af betydning for os. Efter 9/11 har forsvaret for vores egen kultur, vores værdier, selve vore liv været en frivillig sag, men vores forsvar for islam har været absolut. Det begyndte med Bushs "Islam er fred" og det fortsætter med Obama, som i sin Underkastelsestale i Egypten i 2009, foran medlemmer af Det Muslimske Broderskab, sagde: "Jeg betragter det som en del af mit ansvar, som præsident for De Forenede Stater, at bekæmpe negative stereotyper af islam, hvor som helst de opstår." Hvis bare han mente det samme om Amerika.

Vi kan ikke både være for islam og for os selv. Denne fjende er helt på sin egen side og helt imod os, og de har fået sig selv til at tro, at de er de gode og vi er de onde; og vores handlinger har ikke gjort andet end at vende deres had mod os til en stadig dybere foragt. Før vi ser fjenden for, hvad han er, må vi se os selv for, hvad vi er. Først da kan vi med fuld moralsk overbevisning få dem til at betale for, hvad de har gjort, og bevæge os i retning af sejr.

Vores problem er ikke "islamofobi", men islamofili. Det er dette ukritiske, uinformerede, absolutte forsvar af islam fra de vestlige eliters side efter 9/11, jeg refererer til som Islamgate. Det er en skandale for alle tider, som kun få af de involverede nogensinde vil indrømme, at de har været en del af.

Jeg bekymrer mig om sandheden. Jeg bekymrer mig om den vestlige civilisation. Jeg bekymrer mig om mig selv, mine kære og mine venner. Jeg bekymrer mig om livet. Og det er derfor, jeg er ligeglad med islam.

Vores altruistiske bekymring for den muslimske verdens fremtid og velbefindende er kommet på bekostning af amerikanske liv og værdier. Vi har placeret "den muslimske verdens" trivsel over vort eget selv-forsvar. Vi har placeret tidens store løgn: "Islam betyder fred" over den sandhed, vi er nødt til at handle ud fra. Vi har placeret civile muslimers liv over vore soldaters liv, anbragt dem i helt unødvendig fare for at beskytte uskyldige (eller sågar skyldige) civile. Vores Regler for Træfninger kunne lige så godt omdøbes til Gyldne Regler for Træfninger, da vores soldater er blevet tvunget til at behandle fjenden på den måde, vi gerne selv vil behandles på. Og fjenden drager fuld nytte af det, som de gør af alle de politikker, vore moralsk tomme politikere har brygget sammen. Vi er nødt til at flytte fokus over på vores egen trivsel på fjendens bekostning til en forandring.

Vi har prøvet alt siden 9/11, undtagen rigtig krig. Krig er svaret på jihad.

Så hvem bekymrer sig om islam? Muslimer, jihadister, islamofile, venstreorienterede, der naturligt tager parti for anti-amerikanske ideologier, skyldplagede unge eventyrere, der mener, at Amerika normalt er gal på den, og religiøse, som tror, nogen religion er bedre end ingen. Men eftersom venstreorienterede og islamofile normalt ved meget lidt om islam, hvem er det så, der virkelig bekymrer sig om islam? Det gør de, der er i krig med os.

I sidste ende bekymrer jeg mig lige så meget om islam og den muslimske verden som den muslimske verden bekymrer sig om Amerika og Vesten. Dette er krig. Vi kan ikke være på begge sider. Jeg hepper ikke på islam eller den muslimske verden.

Jeg hepper på os.

---

Oversættelse: Bombadillo