Det Muslimske Broderskab, kilde til islamistisk vold
Af Cynthia Farahat
Oversættelse af: The Muslim Brotherhood, Fountain of Islamist Violence
Kilde: The Middle East Forum, Middle East Quarterly, Spring 2017
Udgivet på myIslam.dk: 10. april 2017


Det Muslimske Broderskab blev grundlagt i 1928 af Hassan al-Banna (nr. tre fra venstre). Al-Banna, som var skolelærer, kom fra en landsby nord for Cairo. Fra en ung alder var han engageret i islamistiske aktiviteter, og deltog i en lokal gruppe, der intimiderede og chikanerede kristne og ikke-observante muslimer i sin hjemby.

Hvad skal man stille op med Det Muslimske Broderskab (MB)? I Obama-årene blev det almindeligt for den amerikanske regering og dens vestlige medløbere at skildre Det Muslimske Broderskab som et moderat alternativ til "mere radikale" muslimske grupper. For eksempel beskrev den amerikanske direktør for National Intelligence, James Clapper, helt utroligt organisationen som "stort set sekulær", [1] mens John Esposito fra Georgetown University hævdede, at "bevægelser og partier tilknyttet Det Muslimske Broderskab har været en drivkraft for demokratisering og stabilitet i Mellemøsten." [2]

På den anden side betegnede [3] De Forenede Arabiske Emirater i 2014 formelt Det Muslimske Broderskab og dets tilknyttede lokale og internationale organisationer, herunder det USA-baserede Council on American-Islamic Relations (CAIR), [4] som internationale terrorgrupper. En britisk regeringsundersøgelse, bestilt samme år, hævdede ligeledes, at ...

”...dele af Det Muslimske Broderskab har et meget tvetydigt forhold til voldelig ekstremisme. Både som en ideologi og som et netværk har det været et overgangsrite for visse individer og grupper, der er gået videre med at engagere sig i vold og terrorisme.” [5]

I USA har senator Ted Cruz (republikaner-Texas) og repræsentant Mario Diaz-Balart republikaner-Florida) for nylig foreslået lovgivning, der betegner Det Muslimske Broderskab som en terrororganisation. I februar 2016 godkendte Retskommiteen (Judiciary Committee) i USA's Repræsentanternes Hus et lovforslag, der opfordrer udenrigsministeriet til at betegne den Muslimske Broderskab som en udenlandsk terrororganisation. I juli 2016 fremlagde repræsentant Dave Brat (republikaner-Virginia) "Naming the Enemy within Homeland Security Act," et lovforslag, der forbyder Department of Homeland Security at finansiere eller samarbejde med organisationer eller enkeltpersoner, der har tilknytning til Det Muslimske Broderskab. [6]

Spørgsmålet er: Hvilken af disse to opfattelser er korrekt? Uden tvivl den sidste. Det Muslimske Broderskab har fra første færd været en militaristisk organisation og har fungeret som en terrorenhed i næsten et århundrede. Det har påvirket etableringen af de fleste moderne sunni-muslimske terrororganisationer, herunder al-Qaeda, al-Gamaa al-Islamiyya (GI), Hamas og Islamisk Stat (IS). Disse organisationer er enten blevet grundlagt af nuværende eller tidligere MB-medlemmer eller blevet direkte inspireret, indoktrineret eller rekrutteret af MB-medlemmer og -litteratur. I strid med, hvad MB udbreder til vesterlændinge, er MB-vold ikke blot noget fortidigt, men en løbende aktivitet.


Historisk baggrund

Det Muslimske Broderskab blev grundlagt i 1928 af Hassan al-Banna (1906-1949), en egyptisk skolelærer og tidligere urmager fra en lille landsby nord for Cairo. Opvokset i en dybt troende husstand, der var gennemsyret af hanbali-skolens islamiske retslære - populær blandt wahhabi- og salafi-jihadister [7] - var Banna fra en ung alder engageret i islamistiske aktiviteter og deltog i en lokal gruppe, der intimiderede og chikanerede kristne og ikke-observante muslimer i hans hjemby. [8] Han var også fascineret af hemmelige selskaber, kulter og broderlige ordener, som blomstrede i Egypten på det tidspunkt, og denne besættelse drev ham til at udforme Broderskabet som en broderskabskult med sin egen hemmelige milits - al-Tanzim al-Khass (Det særlige Apparat, også kendt som Det hemmelige Apparat) - med ansvar for strategiplanlægning, finansiering samt militær træning og terror-aktiviteter. [9]

MB infiltrerede den egyptiske hær med en gruppe, der styrtede monarkiet i et ublodigt kup i juli 1952.

I de første årtier af sin eksistens, gennemførte Det særlige Apparat talrige politiske voldshandlinger i Egypten, navnlig 1947-mordet på dommer Ahmed Khazinder Bey og 1948-mordet på premierminister Mahmoud Nuqrashi Pasha, der efter sigende overvejede at forbyde MB. [10] På det tidspunkt blev det, ifølge et hemmeligt amerikansk efterretningsmemorandum, anslået, at Broderskabets "kommandoenheder" besad "hemmelige våbendepoter (...) rapporteret at indeholde mellem 60.000 og 70.000 rifler." [11] Denne militære oprustning var ledsaget af infiltration af den egyptiske hær, herunder sammensværgelsen, De Frie Officerer, der i juli 1952 styrtede monarkiet ved et ublodigt kup. [12]

Det hemmelige Apparat var ikke kun involveret i mord, men gennemførte også en stor bølge af terrorhandlinger og bombninger. [13] Således, for eksempel, bombede det juleaften 1945 Den Britiske Klub i Egypten, og bombede i december 1946 otte politistationer i Cairo. To år senere, bombede Broderskabet flere jødiske hjem i Cairo og mange jødisk ejede virksomheder og biografer. [14] Broderskabet bombede også tog i Sharqia og Ismailia samt King George Hotel i Ismailia. Ved en 1948-razzia på et af organisationens Cairo-kontorer, konfiskerede politiet 165 bomber. [15]

Efter mordet på al-Banna i 1949, hævdede Hassan Hudaybi, der efterfulgte ham som MB's generalvejleder (al-Murshid al-Amm), at have opløst Det hemmelige Apparat for at lette på regeringens forfølgelse af bevægelsen. [16] Men i 1965 blev han arresteret sammen med andre MB-ledere for at have dannet en ny milits, der var i færd med militær træning for at myrde præsident Gamal Abdel Nasser. [17] Hudaybi formåede at slippe med en dom på tre års fængsel (MB's chefideolog Sayyid Qutb blev henrettet i 1966 sammen med to andre ledere); hans falske benægtelse af eksistensen af MB's militære fløj skulle blive Broderskabets standardtaktik helt frem til i dag.


Etablering af infrastruktur

På trods af denne benægtelse blev der i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne dannet en række MB-terrorgrupper under angiveligt uafhængige bannere. Den første af disse grupper var Gamaat al-Muslimin, almindeligt kendt som Takfir wa-l-Hijra (Bandlysning og Emigration), dannet af to ledere af Det hemmelige Apparat, som var løsladt fra fængslet: Shukri Mustafa og Sheikh Ali Ismael, bror til MB-leder Fattah Ismael, der blev henrettet sammen med Qutb. [18] En anden terrorgruppe, der på den tid blev oprettet af Broderskabet, var al-Gamaa al-Islamiyya (GI, Den Islamiske Gruppe), som var ansvarlig for mordet på Egyptens præsident Anwar Sadat i oktober 1981. Begge grupper blev grundlagt af aktive ledere af Broderskabet, der aldrig hævdede at have forladt organisationen eller deres lederstillinger deri. I sin sidste tale, en måned før han blev myrdet, ligestillede Sadat faktisk GI med Broderskabet og beklagede at have løsladt mange Broderskabsaktivister fra fængslet. [19]


Omar Abdel Rahman ("Den blinde sheik") og ni andre blev dømt for oprørsk sammensværgelse (seditious conspiracy) i forbindelse med 1993-bombningen af World Trade Center.

I 1990'erne kæmpede de egyptiske myndigheder mod en vedvarende bølge af islamistisk terror, der involverede angreb på embedsmænd og landets koptiske mindretal, mord på udenlandske turister samt et dristigt forsøg på at myrde præsident Hosni Mubarak, mens han var i Etiopien i juni 1995. [20] Samme år blev GI-leder og åndelig autoritet i MB, Omar Abdel Rahman, kendt som "Den blinde sheik", og ni andre dømt for oprørsk sammensværgelse (seditious conspiracy) i forbindelse med 1993-bombningen af World Trade center. Abdel Rahman afsoner i øjeblikket en livstidsdom i et føderalt fængsel i North Carolina [han døde i dette fængsel den 18. februar 2017, 78 år gammel, o.a.], og i Muhammad Morsis første tale som egyptisk præsident på Tahrir-pladsen, opfordrede han til Abdel Rahmans løsladelse og takkede sheikens familie, der var til stede blandt publikum. [21]

Ikke mindre vigtig var dannelsen af bevægelsens Internationale Apparat af Bannas svigersøn, Said Ramadan. Efter at være flygtet fra Egypten til Saudi-Arabien i 1954, flyttede Ramadan i 1958 til Geneve, hvor han etablerede Det Internationale Apparat under vejledning af Mustafa Mashour, leder af Det hemmelige Apparat, fremtidig MB generalvejleder og forfatter til dets militante manifest "Jihad er vejen". [22] Det Internationale Apparat var ikke fuldt operationelt før midten af 1980'erne, da Mashour, som flygtede fra Egypten efter mordet på Sadat, bosatte sig i Vesttyskland [23] i 1986, hvor han genetablerede Apparatet.

Det Internationale Apparat er ikke kun ansvarligt for Broderskabets offentlige operationer, men er også involveret i ledelse og finansiering af terrorgrupper, der står bag angreb på amerikansk jord. Således er for eksempel Chakib Ben Makhlouf - en af de mest fremtrædende ledere af MB's Geneve-kontor - også præsident for Sammenslutningen af Islamiske Organisationer i Europa. Abdel Rahim Ali, egyptisk parlamentsmedlem og terrorisme-ekspert, har beskrevet ham som "en af de farligste aktivister i Broderskabets Internationale Apparat." [24] Ligeledes - i henhold til den egyptiske general Fouad Allam, der undersøgte MB's aktiviteter i 1960'erne og 70'erne - kanaliserede Geneve-kontoret midler, der hjalp med at etablere al-Gamaa al-Islamiyya. [25]


Senere indflydelse

Det internationale Apparats mest afgørende mission har dog været den såkaldte "civilisationsjihad", dvs. at infiltrere, undergrave og rekruttere aktivister internt i hære, regeringer, uddannelsessystemer og efterretningstjenester i stater - især i Vesten - som MB særligt sigter mod.

Dette udtryk kan føres tilbage til et dokument fra 1991 med titlen "Det forklarende memorandum" [The Explanatory Memorandum], udarbejdet ved et møde, der skitserede Det Muslimske Broderskabs strategiske mål for Nordamerika, og senere fremført som bevismateriale i terrorfinansieringssagen i 2008 mod The Holy Land Foundation (HLF) - den største terrorfinansieringssag i amerikansk historie. [26] I 2009 blev fem MB-ledere anklaget for at yde materiel støtte til Hamas, Broderskabets palæstinensiske gren og en betegnet udenlandsk terrororganisation.

1980'erne og 1990'erne var de to vigtigste årtier for "civilisationsjihad". I denne tid blev Hamas forvandlet fra en stort set missionerende og velgørende organisation, der ønskede at vinde palæstinensiske hjerter og sind, til en fuldt udbygget terrorgruppe under den første intifada (december 1987 til september 1993). Her blev frøene sået til fremkomsten af al-Qaeda gennem det nydannede Maktab al-Khidamat (MAK, Servicebureauet), også kendt som Maktab Khidamat al-Mujahidin al-Arab (Arabiske Jihadisters Servicebureau) og Det Afghanske Servicebureau.

Mens jihadister strømmede til Afghanistan og Pakistan for at kæmpe mod den sovjetiske besættelse, havde Broderskabet travlt med at drive rekruttering og jihad-tjeneste gennem sine MAK-kontorer over hele Mellemøsten. I 1984 aaetablerede MB-aktivisten Abdullah Azzam MAK-kontoret i Jordan. [27] Azzams filosofi hjalp med at etablere og organisere Broderskabets bevægelse om "global jihad", hvilket gav ham tilnavnet: "Faderen til Global Jihad." [28] Ikke mindre vigtigt inspirerede denne filosofi GI og Egyptisk Islamisk Jihad (EIJ) til at forsøge at eksportere deres terrorisme, og inspirerede i høj grad Osama bin Laden, hvem Azzam underviste på et Saudi-universitet. [29]


I 1985 grundlagde MB-aktivisterne Abdullah Azzam (v), bin Laden og Ayman Zawahiri (h) MAK i Pakistan, som udviklede sig til al-Qaeda. MAK i Amman rekrutterede Abu Musab Zarqawi, der grundlagde Jama'at al-Tawhid wa-l-Jihad, som udviklede sig til al-Qaeda i Irak og til sidst til Islamisk Stat (IS).

I 1985 grundlagde Azzam, bin Laden og Ayman Zawahiri - leder af Takfir wa-l-Hijra, som flygtede fra Egypten efter Sadat-mordet - MAK i Pakistan, som senere udviklede sig til al-Qaeda. I mellemtiden rekrutterede Ammans MAK-kontor en af verdens mest brutale terrorister i moderne tid, Abu Musab Zarqawi. [30] Vejledt af den tidligere jordanske MB-leder Abu Muhammad Maqdisi, grundlagde Zarqawi i 1999 Jama'at al-Tawhid wa-l-Jihad (Organisation for Monoteisme og Jihad), der seks år senere udviklede sig til al-Qaeda i Irak (AQI) efter at Zarqawi i slutningen af 2004 havde erklæret bin Laden sin loyalitet. Efter Zarqawis død i juni 2006 blev denne gruppe efterhånden forvandlet til IS. Faktisk - i et 2014-interview bragt i Al-Arabiya News - indrømmede Det Muslimske Broderskab åndelige leder, Yusuf Qaradawi, at IS-leder Abu Bakr Baghdadi var medlem af Det Muslimske Broderskab. [31] For deres del annoncerede flere MB-ledere offentligt deres støtte til IS, heriblandt den Qatar-baserede sheik Wagdy Ghoneim. [32]

Arten af al-Qaedas nuværende forhold til Broderskabet er noget uklar. Skønt Zawahiri hævdede, at bin Ladens tilknytning til MB blev afbrudt i 1980'erne på grund af uenighed angående den anti-sovjetiske kampagne i Afghanistan, [33] er denne påstand blevet undergravet af Tharwat Kherbawy, det højest placerede MB-medlem, der er hoppet af fra organisationen, [34] og af vidnebyrd, der tyder på, at Broderskabet stadig er organisatorisk involveret i al-Qaeda. Efter at Morsi blev fordrevet fra magten i juli 2013, for eksempel, udsendte Zawahiri en videofilmet erklæring på hans vegne, hvori han kritiserede de egyptiske salafi-jihadister for ikke formelt at have tilsluttet sig Broderskabets Parti for Frihed og Retfærdighed for at hjælpe det med at opretholde sharialoven. [35] I en anden erklæring kritiserede Zawahiri den afsatte MB-præsident for at have spillet det politiske spil med modstandere, [36] men bad til sidst for hans løsladelse og støttede ham, da han stod til at blive retsforfulgt for at opildne til drab på regimets modstandere og for spionage for udenlandske militante grupper, herunder Hamas, Hizbollah og Irans Revolutionsgarde. [37]


Et politisk parti eller en jihad-gruppe?

Obama-administrationens stædige støtte til Morsi-regimet og dens utrættelige forsøg på at fremstille MB som en moderat organisation, er fuldstændig absurd - ikke kun fordi Broderskabet er fundamentet for nogle af de værste terrorgrupper i dagens verden, men også fordi vold er en del af formålet med bevægelsens eksistens: At genetablere kalifatet via voldelig jihad. Skulle Broderskabet opgive dette grundlæggende mål, ville det miste sin legitimitet og eneste eksistensberettigelse. Det er derfor, at Banna brugte militær terminologi, da han strukturerede MB, og kaldte organisationen for "Allahs bataljon", [38] et udtryk, der anvendes den dag i dag til at betegne MB's ledende kerne; det er derfor, at den nuværende ledelse af Broderskabet indbefatter aktivister, der personligt er engageret i voldelig jihad og terror, som f.eks. Abdel Moneim Abul Futuh. [39]


Osama Yassin, en tidligere minister i Muhammad Morsis kabinet, afslørede, at medlemmer af MB's milits, 95 Brigade, var engageret i bortførelse, prygl og tortur af "bøller" under de optøjer, der førte til Mubaraks fald.

Desuden er organisationens Hemmelige Apparat stadig intakt og operationelt med nye rekrutter, der skal gennemgå militær træning hos sådanne militser som 95 Brigade, [40] der blev etableret i 1995, og som spillede en aktiv rolle under optøjerne i januar 2011, der førte til Mubaraks fald. I en række interviews på al-Jazeera TV, afslørede Osama Yassin, en tidligere minister i Morsis kabinet, at medlemmer af brigaden var engageret i bortførelse, prygl og tortur af "bøller" og kastede molotovcocktails mod deres modstandere. [41] Da en egyptisk avis bad MB om at afklare disse afsløringer, [42] afviste det dem som en vittighed. Alligevel var brigade-aktivister senere impliceret i drabet på anti-Broderskab-demonstranter. I marts 2014, for eksempel, blev to aktivister blev dømt til døden efter et online videoklip, der viste dem dræbe en teenager ved at kaste ham ud fra en bygning. [43]

Ifølge Broderskabets egne standarder og interne vedtægter, [44] 44 er der ti grundfæstede, uforanderlige thawabit (forskrifter) i deres organisations bai'a (islamisk troskabsed) proces. Den fjerde af disse forskrifter er voldelig jihad og martyrium, [45] som Broderskabet erklærer, er en forpligtelse for enhver individuel muslim, samt en kollektive forpligtelse for deres organisation.

Desværre er mange amerikanske specialister enten modtagere af udenlandsk finansiering, eller på anden måde uvidende om disse kendsgerninger og aktivt engagerede i en misinformationskampagne. For eksempel vendte en artikel fra Brookings Institute op og ned på meningen af den "fjerde forskrift" i Broderskabets vedtægter ved at skrive, at den fastsatte, at "Det Muslimske Broderskab - under processen med at etablere demokrati og relativ politisk frihed - er forpligtet til at rette sig efter demokratiets regler og institutioner." [46]

Virkeligheden var selvfølgelig helt anderledes. Da Det Muslimske Broderskab kom til magten efter Mubaraks fald ved et fingeret præsidentvalg, [47] , der anbragte dets aktivist, Mohamed Morsi, i præsidentpaladset, udløste dets voldelige [48] og udemokratiske styre, med kort varsel, masseprotester over hele landet, der førte millioner af demonstranter på gaden og gjorde det muligt for militæret at styrte Morsi ved et ublodigt kup.


Islamiske reformatorer

Faktisk har den rene brutalitet af IS og forskellige Broderskabstilknyttede eller -inspirerede terrorgrupper i Mellemøsten ført til fremkomsten af en udbredt islamisk reformbevægelse, der har langt større folkelig opbakning end Broderskabet selv. Denne hidtil usete genoplivning af en reform-orienteret bevægelse, har fået for lidt opmærksomhed i Vesten. For eksempel blev Islam Behery, en af bevægelsens heroiske ledere, fængslet i et år for blasfemi for at have fornærmet al-Azhar Universitet og den sunni-muslimske lære på sit tv-show. [49] I to år havde dette show været viet til dagligt at udstille sunni-doktrinens brutalitet og terror og samtidig give en ikke-teokratisk, liberal fortolkning af islam, der virkede for en adskillelse af moské og stat. Behery modtog en præsidentiel benådning i december 2016, hvilket var uden fortilfælde i Egyptens historie.

En anden tilhænger af reformation og tankefrihed er Ibrahim Issa, en populær egyptisk kommentator, tv-vært, og ejer og chefredaktør af den uafhængige avis Al-Maqal. Tidligere på året meddelte Issa, at han ville stoppe sit tv-show på grund af "aktuelle begivenheder", hvilket udløste spekulationer om, at afbrydelsen var relateret til saudisk pres på det egyptiske regime på grund af Issas kritik af kongerigets voldelige wahhabi-sekt. [50] Issas reformistiske standpunkt har anbragt ham på terroristers hitlister siden 1992, og han har levet under stram sikkerhed lige siden. Hans modstand mod Det Muslimske Broderskab har gjort ham til et af organisationens høj-profilerede mål, og i 2015 blev han genstand for en officiel fatwa, der erklærede ham for en "vantro". [51]

En anden af den islamiske reforms heroiske skikkelser, der i øjeblikket risikerer indespærring for blasfemi, er den populære forfatter og fremtrædende verdslige figur, Sayyed Qemani. Hans synd: At erklære, at al-Azhar Universitet bør defineres som en terrororganisation. [52] Behery, Qemani og deres ligesindede har støtte fra de mest populære medie-personer i Egypten og over hele Mellemøsten, og de har dramatisk ændret den islamiske politiske diskurs. Alligevel har det vestlige publikum næsten ikke hørt om deres heroiske indsats.

Ideernes kamp er meget dynamisk i dagens Mellemøsten. Langt størstedelen af regionens fredelige muslimer marginaliseres af vestlig støtte til Broderskabet og Vestens afvisning af at definere MB som en terrororganisation.


Konklusion

Broderskabets dødbringende kult er ansvarlig for næsten et århundredes terror - lige siden den unge Banna var engageret i intimidering og chikane af sine kristne og moderate muslimske naboer. Siden da har Broderskabet etableret Hamas som sin palæstinensiske fløj. Tre af Broderskabets aktivister etablerede al-Qaeda. Broderskabsledere, indefra deres fængsler, grundlagde al-Gama'a al-Islamiyya og Egyptisk Islamisk Jihad. Medlemmer af Broderskabet rekrutterede grundlæggeren af Jama'at al-Tawhid wa-l-Jihad, der startede udviklingen med video-halshugninger, og en af dens tidligere aktivister fungerer i øjeblikket som kalif for Islamisk Stat. MB har også andre forbindelser til organisationer på den amerikanske regerings liste over udenlandske terrororganisationer.

Hverken Washington eller nogen anden hovedstad, kan gøre sig håb om at imødegå islamisk terrorisme med succes uden at alliere sig med muslimske personligheder, der kæmper på frontlinien i ideernes kamp. Washington kan give disse moderate muslimer en stemme ved at betegne Det Muslimske Broderskab som en terrororganisation.

Broderskabet har erklæret sin hensigt om at ødelægge Vestens "elendige hus" ved at infiltrere vestlige samfund og institutioner og undergrave dem indefra. [53] At betegne Det Muslimske Broderskab som en udenlandsk terrororganisation vil forhindre dets aktivister i at nå følsomme positioner i efterretningstjenesten og andre magtfulde amerikanske regeringsorganer. Det vil også hindre Broderskabets aktivister i USA i at finansiere terroraktiviteter ud over verden.


Noter

[1] ABC News, Feb. 10, 2011.

[2] John Esposito, "The Muslim Brotherhood, Terrorism and U.S. Policy," The Huffington Post (New York), Mar. 22, 2016.

[3] Reuters, Nov. 15, 2014.

[4] The Washington Post, Nov. 17, 2014.

[5] Reuters, Dec. 17, 2015.

[6] Rep. Dave Brat, pressemeddelelse, Brat.House.gov, July 19, 2016.

[7] Abdallah Aqeel, "Al-Sheikh al-Muhadith Ahmad Abdel Rahman al-Banna al-Sa'ati," AlaqeelAbuMostafa.com, besøgt Aug. 30, 2016.

[8] Hassan al-Banna, Mudhakkirat al-Da'wa wa'l-Da'iyah (Cairo: Maktabat al-Shihab, 1979), pp. 17-8, 25-6; Misr al-Balad TV (Cairo), Mar. 19, 2014.

[9] Mahmoud Sabbagh, Haqiqat al-Tanzim al-Khass (Cairo: Etisam Publishing, 1989).

[10] Abdel Rahim Ali, "Abdel Rahman Sendi: Mu'asis al-Tanzim al-Khass bi'l-Ikhwan," Islamists-Movements.com, Nov. 12, 2015.

[11] "Assessing the Islamist Threat, circa 1946," Middle East Quarterly, Summer 2006, pp. 76-82; FrontPage Magazine (Sherman Oaks, Calif.), Feb. 13, 2006.

[12] Khaled Mohieddin, Al'an Atakkalam: Mudhakkirat al-Thawra (Cairo: American University of Cairo Press, 1995), p. 45; Hassan Ashmawy, Mudhakkirat Harib (Cairo: Islamic Publishing House, 2000), p.15.

[13] Farouk Taifour, "Al-Juz' al-Rabi: al-Ikhwan wa'l-Tanzimat al-Sirriya," Egyptian Institute for Political and Strategic Studies, Cairo, EIPSS-EG.org, Feb. 24, 2016.

[14] "Profile: Egypt's Muslim Brotherhood," BBC, Dec. 25, 2013.

[15] Al-Wafd (Cairo), Dec. 14, 2013.

[16] Salah Shadi, Safahat min al-Tarikh (Cairo: Islamic Publishing House, 1987), p. 79.

[17] Ahmad Abdel Majid, Al-Ikhwan wa Abdel Nasser: Al-Qissa al-Kamila li-Tanizm 1965 (Cairo: al-Zahra for Arabic Media, 1991), p. 33.

[18] Tharwat Kharbawi, Sirr al-Ma'bad (Cairo: Nahdet Misr Publishing, 2012), p. 220.

[19] YouTube, "Al-Sadat Yatahadath an al-Gama'a al-Islamiya wa'l-Ikhwan," May 9, 2012.

[20] Efraim Karsh, Islamic Imperialism: A History (New Haven and London: Yale University Press, 2013; rev. ed.), chap. 12.

[21] TV News (Cairo), June 29, 2012.

[22] Mustafa Mashour, "Al-Jihad huwa al-Sabil," The Official Muslim Brotherhood Encyclopedia, IkhwanWiki.com, besøgt Aug. 31, 2016; idem, "Jihad Is the Way," trans. Palestinian Media Watch, Jerusalem, Feb. 9, 2011.

[23] Daniel Pipes, "How Islamists Came to Dominate European Islam," National Review Online, May 25, 2010.

[24] Al-Bawabah News (Cairo), Mar. 11, 2014.

[25] Rifaat Sayed, Hassan al-Banna, al-Sheikh al-Musalah (Cairo: Akhbar al-Youm Publishing, 2004), p. 198

[26] "The Muslim Brotherhood's Strategic Plan for America—Court document," The Clarion Project, Washington, D.C., besøgt Sept. 1, 2016.

[27] Farouk Taifour, "Hal Kharajat Daesh min Rahm Fikr al-Ikhwan al-Muslimin?" Egyptian Institute for Political and Strategic Studies, Cairo, EIPSS-EG.org.

[28] "Abdullah Azzam: Overview," Counter Extremist Project, New York, besøgt Feb. 9, 2017.

[29] Karsh, Islamic Imperialism, chap. 13.

[30] Elaph (London), July 18, 2005.

[31] Al-Arabiya News Channel (Dubai), Oct. 14, 2014.

[32] "Al-Sheikh Wagdy Ghoneim: La li'l-Tahaluf al-Salibi dudd al-Dawla al-Islamiya," You Tube, Sept. 19, 2014.

[33] Stephen Lacroix, "Osama bin Laden and the Saudi Muslim Brotherhood," Foreign Policy, Oct. 3, 2012.

[34] Al-Aan TV (Cairo), Apr. 19, 2014.

[35] "Ta'kib al-Sheikh Ayman al-Zawahiri ala Azl Morsi wa-Tahdid al-Jaish," You Tube, July 5, 2013.

[36] "Ayman al-Zawahiri Yuwajih Risalat Itab li-Morsi wa-Yadou Allah an Yafuku Asrahou," You Tube, Feb. 11, 2014; Erich Follath, "Political Stability Eludes Polarized Egypt," Der Spiegel (Hamburg), July 29, 2013.

[37] Reuters, Dec. 17, 2015.

[38] Banna, Mudhakkirat al-Da'wa, p. 144.

[39] "Abdel Moneim Abul Futuh Yajtami ma'a Haraket Taliban Afghanistan," You Tube, June 8, 2013.

[40] Al-Wafd (Cairo), Jan. 11, 2013.

[41] Al-Jazeera TV (Cairo), Nov.-Dec. 2011.

[42] Al-Watan (Cairo), Jan. 3, 2013.

[43] Al-Arabiya News, Mar. 29, 2014.

[44] "Bylaws of the International Muslim Brotherhood," June 1928.

[45] Muhammad Kandil, "Al-Thabit al-Rab'i: al-Jihad Salbiluna," The Official Muslim Brotherhood Encyclopedia, IkhwanWiki.com, besøgt Sept. 1, 2016; "The Muslim Brotherhood: Understanding its Roots and Impact, 1. Overview," Foundation for Defense of Democracies, Washington, D.C., besøgt Feb. 9, 2017.

[46] Umar Ashur, "Hal Ya'ud al-Ikhwan al-Muslimun fi Masr ila'l-Unf al-Siyasi?" Brookings Institute, Washington, D.C., July 30, 2014.

[47] Daniel Pipes and Cynthia Farahat, "Egypt's Sham Election," National Review Online, Dec. 6, 2011; Shuruk News (Cairo), Mar. 22, 2016.

[48] Amb. Yahia Najm, Akhbar al-Yom TV (Cairo), in Cynthia Farahat, "CairoGate: Egyptian Diplomat Survives MB Torture Says 'It was like a Nazi camp,'" Dec. 9, 2012.

[49] Al-Ahram (Cairo), Dec. 29, 2015.

[50] Bawabat al-Qahira (Cairo), Jan. 1, 2017.

[51] Bawabat al-Haraqat al-Islamiya (Cairo), Mar. 18, 2015. Fatwaen blev efterfølgende udsendt fra Det Muslimske Broderskabs officielle tv-kanal, Rabaa, der sender fra Tyrkiet. Se Al-Arabiya News, Dec. 5, 2017.

[52] Al-Dustur (Cairo), Jan. 3, 2016.

[53] "The Muslim Brotherhood's Strategic Plan for America—Court document," The Clarion Project, Washington, D.C., besøgt Sep. 1, 2016.




Cynthia Farahat, som er en Middle East Forum Writing Fellow og klummeskribent for dagbladet Al-Maqal, arbejder i øjeblikket på en bog om Det Muslimske Broderskab.




Oversættelse: Bombadillo