Paris-erklæringen
Et Europa vi kan tro på
Af Europæiske konservative intellektuelle
Oversættelse af: The Paris Statement
Kilde: TheTrueEurope.eu
Udgivet på myIslam.dk: 20. november 2017

Europa er vort hjem.

1. Europa tilhører os og vi tilhører Europa. Disse lande er vore hjem; vi har ingen andre. Vores evne til at forklare eller retfærdiggøre vores loyalitet rækker ikke til at forklare årsagerne til, at vi holder af Europa. Det handler om fælles historie, håb og kærlighed. Det handler om nedarvede sædvaner, om øjeblikke af patos og smerte. Det handler om inspirerende oplevelser af forsoning og løftet om en fælles fremtid. Almindelige landskaber og begivenheder er ladet med særlig betydning - for os, men ikke for andre. Hjem er et sted, hvor tingene er fortrolige, og hvor vi bliver genkendt lige meget hvor vidt omkring, vi har vandret. Dette er det virkelige Europa, vores dyrebare og uerstattelige civilisation.


Et falsk Europa truer os

2. Europa, i al sin rigdom og storhed, er truet af en falsk opfattelse af sig selv. Dette falske Europa ser sig selv som fuldendelsen af vores civilisation, mens det i virkeligheden vil konfiskere vore hjem. Det appellerer til overdrivelser og fordrejninger af Europas autentiske værdier, mens det forbliver blindt for sine egne laster. Idet det selvtilfredst markedsfører en ensidig karikatur af vores historie, er dette falske Europa håbløst forudindtaget mod fortiden. Dets fortalere er frivilligt forældreløse og antager, at det at være forældreløs - at være hjemløs - er et ædelt mål. På denne måde roser det falske Europa sig af at være forløber for et universelt samfund, der i virkeligheden hverken er universelt eller et samfund.


Det falske Europa er utopisk og tyrannisk

3. Dette falske Europas velyndere er forheksede af overtroen på uundgåeligt fremskridt. De tror, at historien er på deres side, og denne tro gør dem arrogante og nedladende, ude af stand til at erkende manglerne ved den post-nationale, post-kulturelle verden, de bygger op. Desuden er de uvidende om de sande kilder til den menneskelige værdighed, som de angiveligt skatter så højt. De ignorerer, tilmed forkaster, Europas kristne rødder. Samtidig er de meget omhyggelige med ikke at fornærme muslimer, som de forestiller sig gladeligt vil tilslutte sig deres sekulære, multikulturelle livssyn. Sunket ned i fordom, overtro og uvidenhed, og blændet af forfængelige, selvforherligende visioner om en utopisk fremtid, undertrykker det falske Europa refleksivt enhver afvigende mening. Dette gøres selvfølgelig i frihedens og tolerancens navn.


Vi må forsvare det virkelige Europa

4. Vi er kommet ind i en blindgyde. Den største trussel mod Europas fremtid er hverken russisk eventyrpolitik eller muslimsk indvandring. Det sande Europa er i fare på grund af det kvælende greb, som det falske Europa har om vore forestillinger. Vore nationer og vor fælles kultur bliver udhulet af illusioner og selvbedrag om, hvad Europa er og bør være. Vi forpligter os til at modarbejde denne trussel mod vores fremtid. Vi vil forsvare, opretholde og kæmpe for det virkelige Europa, det Europa, som vi alle i sandhed tilhører.

+++


Solidaritet og borgerlig loyalitet tilskynder aktiv deltagelse

5. Det sande Europa forventer og tilskynder aktiv deltagelse i det fælles politiske og kulturelle projekt. Det europæiske ideal er idealet om en solidaritet, der er baseret på samtykke til en samling love, der gælder for alle, men er begrænsede i deres krav. Dette samtykke har ikke altid taget form af repræsentativt demokrati. Men vore traditioner for borgerlig loyalitet afspejler et grundlæggende samtykke til vore politiske og kulturelle traditioner, uanset deres former. I fortiden har europæere kæmpet for at gøre deres politiske systemer mere åbne for folkelig deltagelse, og vi er med rette stolte af denne historie. Selv mens de gjorde det, undertiden i åbent oprør, bekræftede de varmt, at folkenes traditioner på dette kontinentet er vore, på trods af deres uretfærdigheder og fejl. Et sådant engagement for reform gør Europa til et sted, der søger stadig større retfærdighed. Denne fremskridtsånd er født ud af vores kærlighed til og loyalitet over for vore hjemlande.


Vi er ikke passive undersåtter

6. En europæisk enhedsånd tillader os at stole på andre i det offentlige rum, selv når vi er helt fremmede for hinanden. De offentlige parker, centrale pladser og brede boulevarder i de europæiske byer udtrykker den europæiske politiske ånd: Vi deler vort fælles liv og res publica. Vi går ud fra, at det er vores pligt at tage ansvar for vore samfunds fremtid. Vi er ikke passive borgere underlagt despotiske kræfters herredømme, de være sig gejstlige eller sekulære. Og vi er heller ikke bragt i knæ af uforsonlige historiske kræfter. At være europæer er at have politisk og historisk indflydelse. Vi er selv skaberne af vores fælles skæbne.


Nationalstaten er et kendetegn for Europa

7. Det sande Europa er et fællesskab af nationer. Vi har vore egne sprog, traditioner og grænser. Alligevel har vi altid erkendt et slægtskab med hinanden, selv når vi lå i indbyrdes strid - eller i krig. Denne enhed-i-mangfoldighed forekommer os helt naturlig. Alligevel er den bemærkelsesværdig og værdifuld, for den er hverken naturlig eller følgerigtig. Den mest almindelige politiske form for enhed-i-mangfoldighed er imperiet, som de europæiske krigerkonger forsøgte at genskabe i århundrederne efter Det romerske Imperiums fald. Den imperiale forms tillokkelse varede ved, men nationalstaten sejrede, den politiske form, der forbinder folket med suverænitet. Nationalstaten blev derved selve kendetegnet for europæisk civilisation.


Vi støtter ikke en pålagt, tvungen enhed

8. Et nationalt fællesskab er stolt af at styre sig selv på sin egen måde, praler ofte af sine store nationale bedrifter inden for kunst og videnskab, og konkurrerer med andre nationer, nogle gange på slagmarken. Dette har såret Europa, nogle gange alvorligt, men det har aldrig kompromitteret vores kulturelle enhed. Faktisk har det modsatte været tilfældet. I takt med at Europas nationalstater blev mere grundfæstede og indbyrdes forskellige, blev en fælles europæisk identitet stærkere. Efter verdenskrigenes frygtelige blodsudgydelser i første halvdel af det 20. århundrede trådte vi frem med en endnu større beslutning om at ære vores fælles arv. Dette vidner om dybden og kraften af Europa som en civilisation, der er kosmopolitisk i ret forstand. Vi søger ikke imperiets pålagte, tvungne enhed. I stedet erkender europæisk kosmopolitisme, at fædrelandskærlighed og borgerlig loyalitet åbner op til den større verden.


Kristendommen har muliggjort kulturel enhed

9. Det sande Europa er formet af kristendommen. Kirkens universelle åndelige imperium bragte kulturel enhed til Europa, men gjorde det uden politisk imperium. Dette gjorde det muligt for særlige borgerlige loyaliteter at blomstre inden for en fælles europæisk kultur. Autonomien af det, vi kalder civilsamfundet, blev et karakteristisk træk ved europæisk liv. Desuden leverer det kristne evangelium ikke nogen omfattende guddommelig lov. Derved kunne mangfoldigheden af nationernes sekulære love bekræftes og æres uden at true den europæiske enhed. Det er derfor ikke tilfældigt, at den kristne tros tilbagegang i Europa er ledsaget af fornyede bestræbelser på at etablere politisk enhed - et imperium af penge og forordninger, skjult af pseudo-religiøs universalisme, der skabes af Den Europæiske Union.


De kristne rødder nærer Europa

10. Det sande Europa bekræfter den lige værdighed af ethvert individ uanset køn, rang eller race. Dette er også en konsekvens af vore kristne rødder. Vore dyders mildhed er en umiskendelig kristen arv: Fairness, medfølelse, barmhjertighed, tilgivelse, stiftelse af fred, næstekærlighed. Kristendommen revolutionerede forholdet mellem mænd og kvinder, og ophøjede kærlighed og gensidig troskab på en hidtil uset måde. Ægteskabets bånd tillader både mænd og kvinder at folde sig ud i fællesskab. De fleste af de ofre vi bringer, sker af hensyn til vore ægtefæller og børn. Denne selvhengivelsens ånd er endnu et kristent bidrag til det Europa, vi elsker.


De klassiske rødder fremmer stræben efter det ypperste

11. Det sande Europa henter også inspiration fra den klassiske tradition. Vi genkender os selv i litteraturen fra det antikke Grækenland og Rom. Som europæere stræber vi efter storhed, kronen af antikkens dyder. Til tider har dette ført til voldelig konkurrence om overherredømme. Men i bedste fald inspirerer denne stræben efter det ypperste Europas mænd og kvinder til at skabe musikalske og kunstneriske værker af uovertruffen skønhed og præstere ekstraordinære gennembrud i videnskab og teknologi. De selvbeherskede romeres alvorlige dyder såvel som stoltheden over borgerlig deltagelse og grækernes ånd af filosofisk tvivl, er aldrig blevet glemt i det virkelige Europa. Denne arv er også vores.


Europa er et fælles projekt

12. Det sande Europa har aldrig været perfekt. Talsmændene for det falske Europa har ikke uret i at søge udvikling og reform, og meget af det, der er opnået efter 1945 og 1989, bør vi værdsætte og holde i ære. Vores fælles liv er et levende projekt, ikke en forbenet arv. Men Europas fremtid hviler på en fornyet respekt for vore bedste traditioner, ikke på en falsk universalisme, der kræver glemsomhed og selvfornægtelse. Europa begyndte ikke med Oplysningstiden. Vort elskede hjem vil ikke nå sit endemål gennem Den Europæiske Union. Det sande Europa er, og vil altid være, et fællesskab af nationer - på én gang adskilte, undertiden meget stærkt, og alligevel forenede af en fælles åndelig arv - som vi sammen debatterer, udvikler, deler - og elsker.

+++


Vi mister vore hjem

13. Det sande Europa er i fare. Resultaterne af folkesuverænitet, modstand mod imperie-dannelse, en kosmopolitisme, der er i stand til samfundsliv, den kristne arv af humant og værdigt liv, et levende engagement i vores klassiske arv - alt dette glider os af hænde. Som følge af at det falske Europas velyndere konstruerer deres kunstige kristendom bestående af universelle menneskerettigheder, mister vi vore hjem.


En falsk frihed hersker

14. Det falske Europa praler af at have ydet en hidtil uset indsats for menneskelig frihed. Denne frihed er imidlertid meget ensidig. Den sælger sig selv som frigørelse fra alle begrænsninger: Seksuel frihed, udtryksfrihed, frihed til at "være sig selv". 68'er-generationen ser disse friheder som dyrebare sejre over et tidligere almægtigt og undertrykkende kulturelt regime. De ser sig selv som store befriere, og deres synder bliver hyldet som ædle moralske præstationer, for hvilke hele verden bør være taknemmelig.


Individualisme, isolation og formålsløshed er udbredt

15. For Europas yngre generationer er virkeligheden dog langt mindre gylden. Den liberale hedonisme fører ofte til kedsomhed og en dyb følelse af formålsløshed. Ægteskabets bånd er blevet svækket. På den seksuelle friheds bølgende hav bliver de unges dybe længsler efter at gifte sig og stifte familier ofte forpurret. En frihed, der modarbejder vort hjertes dybeste længsler, bliver en forbandelse. Vore samfund ser ud til at synke ned i individualisme, isolation og formålsløshed. I stedet for frihed er vi fordømt til den forbrugs- og mediedrevne kulturs tomme konformisme. Det er vores pligt at sige sandheden: 68'er-generationen rev ned, men byggede ikke op. De skabte et vakuum, der nu fyldes op af sociale medier, charter-turisme og pornografi.


Vi bliver reguleret og styret

16. Samtidig med, at vi hører pralerier over den hidtil usete frihed, bliver det europæiske liv mere og mere reguleret. Regler - ofte tilberedt af ansigtsløse teknokrater allieret med magtfulde interesser - styrer vore arbejdsforhold, vore forretningsbeslutninger, vore uddannelsesmæssige kvalifikationer, vore nyheds- og underholdningsmedier. Og Europa søger nu at stramme eksisterende bestemmelser om ytringsfrihed, en oprindelig europæisk frihed og den manifesterede samvittighedsfrihed. Målene for disse begrænsninger er dog ikke obskønitet eller andre angreb på anstændigheden i det offentlige liv. I stedet ønsker Europas ledende klasser at begrænse klar politisk tale. Politiske ledere, der giver stemme til besværlige sandheder om islam og indvandring, skal trækkes for dommerne. Politisk korrekthed håndhæver stærke tabuer, der anser udfordringer til status quo for at være uacceptable. Det falske Europa opmuntrer ikke for alvor til en frihedskultur. Det fremmer en kultur af markedsdrevet homogenitet og politisk håndhævet konformitet.


Multikulturalisme er umulig

17. Det falske Europa praler også af et hidtil uset engagement i lighed. Det hævder at fremme ikke-diskrimination og inddragelse af alle racer, religioner og identiteter. Her er der sket ægte fremskridt, men en utopisk løsrivelse fra virkeligheden har også taget over. Gennem den seneste generation har Europa forsøgt at virkeliggøre et stort multikulturelt projekt, hvor det er blevet betragtet som en grov uretfærdighed at kræve eller endda fremme tilpasningen af muslimske nytilkomne til vores kulturs sæder og skikke for ikke at tale om vores religion. En forpligtelse til lighed kræver, har vi fået at vide, at vi afsværger enhver antydning af, at vi opfatter vores egen kultur som overlegen. Paradoksalt nok udnytter Europas multikulturelle projekt, som benægter Europas kristne rødder, det kristne ideal om universel næstekærlighed i en overdreven og uholdbar form. Det kræver af de europæiske folk en helgenagtig grad af selvfornægtelse. Det forlanger, at vi - som Europas store, hæderkronede indsats i det 21. århundrede - skal give vores samtykke til koloniseringen af vore hjemlande og afslutningen af vores kultur. Vi skal sige ja til en kollektiv selv-ofring til gavn for et påstået nyt globalt samfund af fred og velstand, der er ved at blive født.


Ond tro er i vækst

18. Der er stor del af ond tro i denne tænkning. De fleste i vore ledende klasser antager uden tvivl den europæiske kulturs overlegenhed - hvilket dog ikke må siges offentligt på måder, der kan fornærme indvandrere. På baggrund af denne overlegenhed tror de, at en assimilering vil ske naturligt og hurtigt. Som et ironisk ekko af fortidens imperialistiske tænkning antager Europas ledende klasser, at "de" - på en eller anden måde, ved naturens eller historiens love - nødvendigvis vil blive som "os", og at det er utænkeligt, at det omvendte skulle kunne ske. I mellemtiden er den officielle multikulturalisme blevet anvendt som et terapeutisk redskab til håndtering af de uheldige, men "midlertidige", kulturelle spændinger.


Det teknokratiske tyranni øges

19. Der er mere ond tro på færde - af en mørkere art. I løbet af den sidste generation har et stadigt større segment af vores ledende klasse besluttet, at den har en egeninteresse i accelereret globalisering. De ønsker at opbygge overnationale institutioner, som de er i stand til at kontrollere uden ulemperne ved folkelig suverænitet. Det er i stigende grad klart, at det "demokratiske underskud" i EU ikke er et blot teknisk problem, der kan afhjælpes med tekniske midler. Dette underskud er snarere et grundlæggende ønske, og det bliver nidkært forsvaret. Uanset om det legitimeres med påståede økonomiske nødvendigheder eller med kravene fra en selvudviklet international menneskerettighedslov, så har EU-institutionernes overnationale mandariner konfiskeret Europas politiske liv og imødegår alle udfordringer med et teknokratisk svar: Der er ikke noget alternativ. Dette er det bløde, men stadig mere virkelige tyranni, vi står overfor.


Det falske Europa er skrøbeligt og kraftløst

20. Det falske Europas hybris er nu ved at blive tydelig, på trods af dets fortaleres store anstrengelser for at afstive denne tilstand med behagelige illusioner. Frem for alt har det falske Europa vist sig et være svagere end nogen havde forestillet sig. Pop-kultur og materiel forbrugerisme kan ikke give tilstrækkelig næring til borgerligt liv. Berøvet højere idealer og af den multikulturelle ideologi afskrækket fra at udtrykke patriotisk stolthed, har vore samfund nu svært ved at mobilisere viljen til at forsvare sig selv. Desuden bliver borgerlig tillid og social samhørighed ikke fornyet af inklusiv retorik eller af et upersonligt økonomisk system, der domineres af gigantiske internationale selskaber. Igen må vi være ærlige: De europæiske samfund falder fra hinanden. Hvis vi åbner vore øjne, vil vi se en stadig større brug af regeringsmagt, social styring og uddannelsesmæssig indoktrinering. Det er ikke kun islamisk terror, der bringer tungt væbnede soldater ud i vores gader. Uropoliti er nu nødvendigt for at kvæle voldelige protester mod det etablerede og endda for at bringe berusede flokke af fodboldfans under kontrol. Fanatismen forbundet med vores fodbold-loyalitet, er et desperat tegn på det dybt menneskelige behov for solidaritet, et behov, der ikke bliver opfyldt i det falske Europa.


En afvisningskultur har slået rod

21. Europas intellektuelle klasser er desværre blandt de vigtigste ideologiske fortalere for det falske Europas illusioner. Uden tvivl er vore universiteter en af den europæiske civilisations store frembringelser. Men hvor de engang søgte at formidle de gamle tiders visdom til hver ny generation, findes der i dag på universiteterne kun en såkaldt "kritisk tænkning", der i det væsentlige består af en naiv afvisning af fortiden. Engang var streng disciplin som forudsætning for intellektuel redelighed og objektivitet en ledestjerne for den europæiske ånd. Men i løbet af de sidste to generationer er dette ædle ideal blevet undergravet. Den intellektuelle askese, der engang søgte at holde sindet frit fra den herskende menings tyranni, er blevet en ofte selvtilfreds og ureflekteret fjendtlighed mod alt, hvad der er vort eget. Denne holdning af kulturel afvisning fungerer nu som en billig og nem måde at være "kritisk" på. Gennem den sidste generation er den blevet repeteret i auditorierne og er blevet en doktrin, et dogme. Bekendelsen af denne tro ses som et tegn på "oplysning" og åndelig udvælgelse. Som følge heraf er vore universiteter nu aktive agenter for en igangværende kulturel destruktion.


Eliterne roser sig arrogant af deres dyder

22. Vore ledende klasser fremmer menneskerettighederne. De kæmper mod klimaændringer. De arbejder for en mere globalt integreret markedsøkonomi og harmoniserer skattepolitikken. De overvåger fremskridt i retning af ligestilling mellem kønnene. De gør så meget for os! Kan det ikke være lige meget, på hvilken måde de er kommet i besiddelse af deres embeder? Kan det ikke være lige meget, om de europæiske befolkninger bliver stadig mere skeptiske over for deres tjenester.


Der er et alternativ

23. Den voksende skepsis er fuldt berettiget. I dag domineres Europa af en formålsløs materialisme, der synes ude af stand til at motivere mænd og kvinder til at få børn og stifte familier. En selvafvisende kultur berøver den næste generation for identitet. Nogle af vore lande har områder, i hvilke muslimer lever med en uformel autonomi i forhold til landets love, som om de var kolonialister snarere end medborgere. Individualisme isolerer os fra hinanden. Globaliseringen ændrer livsudsigterne for millioner. Når de kritiseres, siger vore ledende klasser, at de blot arbejder på at imødekomme det uundgåelige, at de justerer os til tvingende nødvendigheder. Ingen anden kurs siges at være mulig, og det er irrationelt at modsætte sig. Tingene kan ikke være anderledes. De, der kommer med indvendinger, siges at lide af nostalgi - for hvilket de fortjener at blive moralsk fordømt som racister eller fascister. I takt med at den sociale splittelse og borgerlige mistillid bliver stadig mere åbenbar, bliver det europæiske offentlige liv mere truende, mere uforsonligt - og ingen kan sige, hvor det vil ende. Vi bør ikke fortsætte ad denne vej. Vi er nødt til at kaste det falske Europas tyranni af os. Der er et alternativ.

+++


Vi må afvise erstatningsreligion

24. Fornyelsesarbejdet begynder med teologisk selvkendelse. Det falske Europas universalistiske og universaliserende fordringer afslører, at det er et erstatningsreligiøst projekt, komplet med trosbekendelse - og bandlysninger. Dette er det stærke opium, der lammer Europa som en politisk enhed. Vi må insistere på, at religiøse bestræbelser hører til på religionens område, ikke på politikkens og endnu mindre området for bureaukratisk administration. For at genetablere vores politiske og historiske selvbestemmelse er det absolut nødvendigt, at vi gen-sekulariserer det europæiske offentlige liv.


Vi skal genoprette en sand liberalisme

25. Dette vil kræve, at vi forkaster det forløjede sprog, der unddrager sig ansvar og giver næring til ideologisk manipulation. Talen om mangfoldighed, inklusion og multikulturalisme er tom. Ofte bliver et sådant sprog brugt som middel til at fremstille vore tab som landvindinger: Opbrydningen af den sociale solidaritet siges "i virkeligheden" at være tegn på imødekommenhed, tolerance og inklusion. Dette er markedsføringssprog, et sprog, der er beregnet på at tilsløre virkeligheden snarere end at oplyse. Vi må genvinde en varig respekt for virkeligheden. Sproget er et følsomt instrument og det fornedres, når det bruges som en kølle. Vi bør være beskyttere af sproglig anstændighed. Brugen af fordømmelser er et tegn på nutidens forfald. Vi må ikke tolerere verbal intimidering, langt mindre dødstrusler. Vi er nødt til at beskytte dem, der taler med fornuft, også selv om vi opfatter deres synspunkter som forkerte. Europas fremtid skal være liberal i bedste forstand, hvilket indebærer at forsvare en robust offentlig debat befriet for trusler om vold og tvang.


Vi har brug for ansvarlige statsmænd

26. At bryde det falske Europas fortryllelse og standse dets utopiske, pseudo-religiøse korstog for en grænseløs verden, betyder at fremme en ny slags statsmandskab og en ny slags statsmand. En god politisk leder forvalter almenvellet af et bestemt folk. En god statsmand vil se vores fælles europæiske arv og vore særlige nationale traditioner som storslåede og livgivende, men også skrøbelige gaver. Han afviser ikke denne arv, og han sætter heller ikke det hele på spil for utopiske drømmes skyld. Sådanne ledere tragter efter den opgave, som deres folk giver dem; de higer ikke efter bifald fra det "internationale samfund", som i virkeligheden kun er pr-instrumentet for et oligarki.


Vi bør forny den nationale enhed og solidaritet

27. Når vi erkender de forskellige europæiske folks individuelle karakter og deres kristne præg, behøver vi ikke at blive forvirrede over multikulturalisternes falske påstande. Indvandring uden assimilering er kolonisering, og må afvises. Vi forventer med rette, at de, der vandrer til vore lande, vil integrere sig i vore nationer og antage vore skikke. Denne forventning skal understøttes af en velfunderet politik. Multikulturalismens sprog er blevet importeret fra Amerika. Men Amerikas store indvandringstid kom ved indgangen til det 20. århundrede, en periode med bemærkelsesværdig hurtig økonomisk vækst, i et land med næsten ingen velfærdsstat og med en meget stærk følelse af national identitet, som indvandrerne forventedes at tilpasse sig. Efter at have taget imod dette store antal indvandrere, holdt Amerika sine døre næsten helt lukkede i to generationer. Europa må tage ved lære af denne amerikanske erfaring snarere end at overtage nutidige amerikanske ideologier. Denne erfaring fortæller os, at arbejdspladsen er kraftfelt for assimilering, at et generøst velfærdssystem kan hindre assimilering og at klog politisk ledelse undertiden dikterer reduktioner i indvandring - endda drastiske reduktioner. Vi må ikke tillade, at en multikulturel ideologi deformerer vore politiske vurderinger af, hvordan man bedst tjener det fælles gode, for der må først findes nationale samfund med tilstrækkelig enhed og solidaritet, for at vi kan se det gode som fælles.


Kun imperier er multikulturelle

28. Efter 2. Verdenskrig opdyrkede Vesteuropa livskraftige demokratier. Efter Sovjetunionens sammenbrud genskabte de centraleuropæiske nationer deres civilsamfunds vitalitet. Disse er blandt Europas mest værdifulde landvindinger. Men de vil gå tabt, hvis vi ikke tager fat på spørgsmålet om indvandringen og de demografiske ændringer i vore lande. Kun imperier kan være multikulturelle, hvilket er, hvad EU vil blive, hvis vi undlader at gøre fornyet solidaritet og borgerlig enhed til kriterier for vurdering af indvandringspolitikker og assimileringsstrategier.


Et velformet hierarki nærer social trivsel

29. Mange mener fejlagtigt, at Europa kun rystes af stridigheder over indvandring. Men dette er i sandhed kun én dimension af en mere generel social nedbrydning, som vi må have standset og vendt om. Vi må genvinde værdigheden af samfundets vigtigste roller. Forældre, lærere og professorer har en pligt til at uddanne og forme dem, de har ansvaret for. Vi må gå imod ekspertvældet, der lever på bekostning af visdom, takt og stræben efter et kultiveret liv. Der kan ikke ske nogen fornyelse af Europa uden en beslutsom afvisning af en overdreven egalitarisme og reduktionen af visdom til teknisk viden. Vi støtter selvfølgelig den moderne tids politiske landvindinger. Hver mand og kvinde skal have en lige stemme. Grundlæggende rettigheder skal beskyttes. Men et sundt demokrati kræver sociale og kulturelle hierarkier, der tilskynder en stræben efter det ypperste og ærer dem, der tjener det fælles gode. Vi er nødt til at genfinde vores fornemmelse for åndelig storhed og holde den i en passende ære, så vores civilisation kan modvirke den voksende magt af ren materiel rigdom på den ene side og vulgær underholdning på den anden.


Vi skal genoprette vores moralske kultur

30. Menneskelig værdighed er mere end den blotte ret til at blive ladt alene, og internationale menneskerettighedsdoktriner udtømmer ikke alle kravene om retfærdighed, langt mindre om det gode. Europa har behov for at forny sin konsensus om moralsk kultur, så befolkningen kan blive vejledt mod et dydigt liv. Vi må ikke lade en falsk opfattelse af frihed hindre en forsigtig anvendelse af loven til at afskrække last. Vi må være tilgivende overfor menneskelig svaghed, men Europa kan ikke blomstre uden en genetablering af en fælles stræben efter retskaffen adfærd og menneskelig storhed. En værdighedens kultur kommer af, at vi lever anstændigt og opfylder pligterne på hver vores livsvej. Vi må forny den respektfulde udveksling mellem de sociale klasser, der kendetegner et samfund, som værdsætter bidragene fra alle.


Markeder skal indrettes efter sociale endemål

31. Selv om vi anerkender de positive aspekter af den frie markedsøkonomi, må vi modstå de ideologier, der søger at gøre markedets logik eneherskende. Vi kan ikke tillade, at alt sættes til salg. Velfungerende markeder kræver en retsstat, og vores retsstat bør sigte mod højere mål end blot økonomisk effektivitet. Markeder fungerer også bedst, når de er indlejret i stærke sociale institutioner, der er organiseret efter deres egne, ikke-markedsmæssige principper. Økonomisk vækst, skønt gavnlig, er ikke det højeste gode. Markeder bør orienteres mod sociale endemål. I dag truer virksomhedsgiganter endog den politiske suverænitet. Landene er nødt til at samarbejde for at kunne kontrollere de globale økonomiske kræfters arrogance og ligegyldighed. Vi går ind for den forsigtige brug af regeringsmagt til at opretholde ikke-økonomiske sociale goder.


Uddannelsen skal reformeres

32. Vi mener, at Europa har en historie og kultur, der er værd at bevare. Men vore universiteter forråder alt for ofte vores kulturarv. Vi er nødt til at reformere læseplanerne så de fremmer videreførelsen af vores fælles kultur i stedet for at indoktrinere de unge med en afvisningskultur. Lærere og vejledere på alle niveauer har en pligt til hukommelse. De bør være stolte af deres rolle som broer mellem tidligere og kommende generationer. Vi må også forny Europas højkultur ved at gøre det sublime og det smukke til vores fælles standard og afvise nedværdigelsen af kunsten til at være en slags politisk propaganda. Dette vil kræve en ny generation af mæcener. Virksomheder og bureaukratier har vist sig at være dårlige forvaltere af kunsten.


Ægteskab og familie er afgørende

33. Ægteskab er civilsamfundets fundament og basis for harmoni mellem mænd og kvinder. Det er det intime bånd, der muliggør og vedligeholder en levedygtig husstand og opdragelsen af børn. Vi bekræfter, at vore mest fundamentale opgaver i samfundet og som mennesker er at være fædre og mødre. Ægteskab og børn er en uadskillelig del af enhver vision om menneskelig blomstring. Børn kræver offer af dem, der bringer dem ind i verden. Dette offer er ædelt og skal anerkendes og hædres. Vi tilslutter os fornuftige politikker, der opmuntrer og styrker ægteskab, børn og børneopdragelse. Et samfund, der ikke byder børn velkommen, har ingen fremtid.

+++


Populismen bør inddrages

34. Der hersker i dag stor bekymring i Europa på grund af væksten af det, der kaldes "populisme" - selv om betydningen af dette begreb aldrig er blevet klart defineret og det mest bruges som skældsord. På dette sted har vi forbehold. Europa må trække på sine traditioners dybe visdom snarere end at basere sig på forenklede slogans og splittende følelsesmæssige appeller. Alligevel erkender vi, at meget i dette nye politiske fænomen kan udgøre et sundt oprør mod tyranniet af det falske Europa, der betegner enhver trussel mod dets monopol på moralsk legitimitet som "antidemokratisk". Den såkaldte "populisme" udfordrer diktaturet af status quo, "centrumfanatismen", og med rette. Den er et tegn på - selv midt i vores forfaldne og fattige politiske kultur - at de europæiske folks historiske handlekraft kan genfødes.


Vores fremtid er det sande Europa

35. Vi afviser som falsk påstanden om, at der ikke er noget ansvarligt alternativ til den kunstige, sjælløse solidaritet af et fælles marked, et overnationalt bureaukrati og en overfladisk underholdning. Brød og skuespil er ikke nok. Det ansvarlige alternativ er det sande Europa.


Vi skal tage ansvar

36. Her og nu opfordrer vi alle europæere til at stå sammen med os i afvisningen af den utopiske fantasi om en multikulturel verden uden grænser. Vi elsker med rette vore hjemlande, og vi forsøger at overbringe vore børn alle de ædle ting, vi selv har modtaget som vores fædrenearv. Som europæere deler vi også en fælles arv, og denne arv kræver af os, at vi lever sammen i fred som et nationernes Europa. Lad os forny vores nationale suverænitet og genvinde værdigheden af det fælles politiske ansvar for Europas fremtid.

Philippe Bénéton (Frankrig)
Rémi Brague (Frankrig)
Chantal Delsol (Frankrig)
Roman Joch (Tjekkiet)
Lánczi András (Ungarn)
Ryszard Legutko (Polen)
Pierre Manent (Frankrig)
Dalmacio Negro Pavón (Spanien)
Roger Scruton (Storbritannien)
Robert Spaemann (Tyskland)
Bart Jan Spruyt (Holland)
Matthias Storme (Belgien)




Oversættelse: Bombadillo