Islam har siden sin allerførste begyndelse lidt af et alvorligt mindreværdskompleks.

Som en håbefuld profet i sin hjemby, Mekka, arbejdede Muhammed i omkring tolv år på at overbevise sine byfæller om, at de skulle opgive deres polyteisme og bøje sig for Allahs suveræne herredømme. Da hans stammes tålmodighed slap op, og han endelig blev drevet ud af Mekka i 622 e.Kr., havde den selvudnævnte profet kun tiltrukket et relativt lille antal konvertitter fra befolkningen i hans by, mens hans modstandere var blevet stadig mere højrøstede.

Muhammed havde håbet at vinde støtte til sine religiøse påstande og sit profetskab fra de andre fremtrædende monoteister i regionen, de jødiske og kristne stammer kendt som "Bogens [dvs. Bibelens] Folk". I sit forkyndelsesrepertoire inkluderede han endda fortællinger, som han havde samlet op ved at lytte til mundtlige overleveringer om bibelske personligheder. Men da jøderne og de kristne havde lært mere om hans grandiose påstande og excentriske lære, konkluderede de, at han ikke var en profet sendt af deres åbenbaringers gud.

Afvist af den polyteistiske befolkning i Mekka og af de monoteistiske stammer i det vestlige Arabien vendte Muhammed sin voksende vrede mod dem. Hans forkyndelse blev mere fjendtlig og selvhævdende, med en Allah, der på samme tid afstivede Muhammeds ego og lovede Helvedes ild til hans modstandere. Indenfor sit samfund af troende var hans vilje ubestridelig, og selv Allah syntes ivrig efter at gøre ham tilfreds, idet han forsynede ham med hustruer og krigsbytte og egennyttige åbenbaringer.

Muhammed viste sig at være ret tyndhudet, hvilket ikke er usædvanligt for folk med mindreværdskomplekser. Når modstanderne hånede ham med grove vittigheder eller respektløse sange, blev han fornærmet. Men profeten var omgivet af hengivne troende, der var villige til at "dræbe og selv blive dræbt" i hans tjeneste (se Koranen 9.111), og Muhammed var ikke hævet over at sende dem ud for at myrde folk, der havde såret hans ego.

"De har et mindreværdskompleks, ja, men hvad værre er ... ikke et særlig godt et."

Således også i dag hvor de, der håner profeten eller hans koran eller spotter Allah, begår den største forbrydelse ifølge islamisk lov og bliver henrettet, hvor sharia er fuldt implementeret. Hvilken anden religion kræver dødsstraf for dem, der laver sjov med eller tegner respektløse billeder af dens grundlægger? De, der finder kritik (endda velbegrundet kritik) uudholdelig og forsøger at udrydde den en gang for alle, er typisk plaget af en følelse af mindreværd. Det er ingen overraskelse, at OIC (Organisationen for Islamisk Samarbejde) i de senere år har bombarderet FN med krav om, at den skulle forbyde enhver tale, der kunne tænkes at blive opfattet som "islamofobisk". Et mindreværdskompleks frygter ytringsfriheden.

Når det islamiske samfund ikke kan få andre til at lukke munden på sine modstandere, er dets reaktion typisk, ikke at imødegå kritikken, men snarere at vende det døve øre til og med voksende lydstyrke at råbe: "Allahu akbar" - "Vores gud er større end jeres gud." Dette er ikke andet end en religiøs intensivering af skolegårdskonflikten, der ender med: "Min far er stærkere end din far," efterfulgt af fingre i ørerne for ikke at høre sine modstandere.

Islam afslører også sit mindreværdskompleks, når muslimer offentligt forlader troen. Ingen religion kan lide at miste tilhængere, men kun islam tyr til dødstrusler for at forhindre medlemmer i at forlade den. Den kan ikke tåle at indrømme, at tidligere muslimer finder islam usand og utiltalende, og den har heller ikke noget ønske om at leve sammen med sådanne vantro. I stedet befaler sharia henrettelse af dem, der forlader troen, i håbet om, at den ved hjælp af frygt kan dæmpe spredningen af tvivl blandt dens tilhængere.

I den anden ende af spektret: Hvis og når en berømt kafir (vantro) beslutter at blive muslim, så bliver sådanne nyheder spredt vidt og bredt af islamiske propagandister som bevis på sandheden af islams påstande. Mængden af energi, der afsættes til denne indsats i den muslimske verden, overgår langt lignende aktiviteter i andre religioner. Man spekulerer på, om ikke denne fanfare mere har til hensigt at afstive det muslimske samfunds haltende moral end at byde en ny konvertit velkommen i dens midte.

Ligeledes afslører brugen af magt for at tvinge de vantro til at acceptere islam - eller hvis ikke, at tvinge dem til at leve som dhimmier (tredjeklasses medlemmer af det islamiske samfund) - den nagende frygt for, at islam alene ikke kan klare sig på de frie ideers markedsplads. De regler, der gælder for dhimmier, legaliserer deres status som underordnede i forhold til muslimer, så den muslimske verden kan fortsætte med at maskere sine belastende mangler ved at pege på sine fjenders påtvungne usselhed.

Men intetsteds er islams mindreværdskompleks mere tydeligt end i dens endeløse konkurrence med det kristne evangelium. Muhammed kunne ikke udholde den position, der blev tildelt Jesus i Det Nye Testamente og i de kristne disciples liv, så han blev nødt til at mindske Jesu rolle i sin koraniske lære. Jesus kunne ikke være guddommelig; han kunne ikke være Guds Søn; han kunne ikke være verdens frelser; han kunne ikke være opstanden fra de døde og opfaret til Himlen for at sidde ved Faderens højre hånd. Faktisk kunne han ikke være større end Muhammed selv og heller ikke hans lige. Han var kun en profet, en stor én måske, men Muhammed var den sidste og største af dem alle.

Og Koranens budskab kunne ikke være ringere end Evangeliets budskab. For at forhindre dette hævdede Muhammed, at Jesu virkelige budskab var intet andet end det, som Allah havde givet ham selv - for at advare menneskeheden om Allahs kommende dom, hvis de skulle nægte at bøje sig for den Almægtige som lydige slaver. Men i årene siden Muhammeds død har muslimer faktisk haft mulighed for at sammenligne Det Nye Testamente med Koranen, hvorved de har opdaget, at budskabet af en kærlighedens gud afgjort formørker den af en hævnens gud. Så i dag forsøger muslimske apologeter at opfriske Koranens lære, så den mest muligt ligner Evangeliets.

Det Nye Testamente erklærer, at Gud elsker syndere og sendte sin Søn ind i verden for at frelse dem, der ellers ville være gået til grunde i deres synder. Jesus tilbragte meget af sin jordiske tjeneste blandt dem, der i de religiøse eliters øjne blev betragtet som uværdige. Apostelen Paulus opsummerede Guds hjerte med disse ord: "Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere." (Romerbrevet 5:8). Hans kærlighed er personlig og uendelig, intimt forbundet med den menneskelige sjæl, dybere end i noget andet forhold. Denne sandhed illustrerer, hvorfor Evangeliet har kunnet fremkalde en så uhyre reaktion fra menneskenes side helt fra dets første forkyndelse indtil i dag.

Muslimske apologeter ved dette og ved også, at Koranen ikke bærer et sådant budskab. Islams gud er ikke en gud, der elsker syndere personligt og intimt. Allah har ikke på nogen måde ofret sig for at rense sin oprørske skabelse for synd. Han forbliver højt hævet over sin skabelse, advarer den ulydige mod den forestående tortur i Helvede og lover den lydige Paradisets sanselige nydelser. Men et budskab om frygt er ikke så overbevisende som et budskab om kærlighed, så apologeter finkæmmer Koranen for at finde tegn på Allahs kærlighed. Resultaterne er ikke opmuntrende.

42 gange taler Koranen om kærlighed i forbindelse med Allah. Desværre handler over halvdelen af disse tilfælde (23 for at være nøjagtig) om det, Allah ikke elsker. For eksempel elsker han ikke dem, der handler uret, som skaber fordærv i landet, som afviser islam, som ikke er generøse, som er arrogante, ødsle, forræderiske, kriminelle og så videre. De andre 19 tilfælde beskriver dem, som Allah elsker: Dem, der gør godt, der er retfærdige, der elsker hans profet, der kæmper (jihad) for hans sag, som er uskyldige og rene (overholder de rituelle forskrifter) og så videre. Allahs kærlighed er et svar til dem, der "består", og den opleves ikke i form af personlig intimitet, men gennem overfloden af belønninger i dette liv og det næste.

Ikke desto mindre - ansporet af en følelse af teologisk utilstrækkelighed - leder muslimske apologeter efter åbenbaringspassager, der kan udfylde manglerne, og nogle har fundet frem til en koranisk tekst, der ser ud til at give løfter om guddommelig intimitet og kærlighed. Det er Koranen 50:16 og den har gjort de triumferende kommentatorer helt lyriske over, hvordan Allahs ord afslører, at han er os nærmere, end vi nogensinde kunne forestille os:

"Vi har skabt mennesket. Vi ved, hvad hans sjæl tilhvisker ham. Vi er ham nærmere end halspulsåren." (Koranen 50:16)

Her er beviset på, siger de, at Allah virkelig elsker os personligt og intimt. Koranen matcher Det Nye Testamente i dets "gode nyheder".

Men ved nærmere eftersyn er dette slet ikke, hvad denne passage betyder. Hele konteksten i dette kapitel beskæftiger sig med dem, der har rakt næse ad Allah på trods af alle de tegn på hans kraft og godhed, han har givet dem i skabelsen. Han advarer dem om, at de ikke kan skjule deres tanker og handlinger for ham. Faktisk er han tættere på de slaver, han skabte, end deres egne halspulsårer (de blodkar, der, når de skæres over, hurtigt dræner kroppen for liv). Langt fra at hævde, at Allahs nærhed betyder hans personlige kærlighed til mennesker, erklærer dette vers, at Allah våger meget nøje over sine slavers liv, og at intet undgår hans opmærksomhed. Dommen vil blive udmålt i overensstemmelse hermed. De næste to vers (50:17-18) gør det endnu mere klart, hvad denne Allahs nærhed betyder - det er ikke hans personlige nærvær, men de to registrerende engle, han har sendt for at sidde på et menneskes skuldre, én på højre skulder for at notere enhver god handling og den anden på venstre skulder for at notere enhver dårlig handling:

"Når de to, der skal tage imod, én siddende til højre og en anden til venstre, tager imod, så siger han ikke et ord, uden at en vogter står hos ham, beredt." (Koranen 50:17-18)

Der er ingen kærlighed, nåde eller barmhjertighed i dette koran-kapitel. I stedet finder vi den isnende advarsel om, at ingen ond tanke eller handling vil undgå Allahs opmærksomhed. Han vil til fulde straffe dem, der ikke adlyder ham, og belønne med Paradiset dem, der adlyder ham tilstrækkeligt. Men selvfølgelig adlyder ingen Allah perfekt - selv Muhammed blev fire gange i Koranen befalet at angre sine synder, og hadith-traditionerne viser profeten bønfalde sine tilhængere om at bede for ham, så han på Dommens Dag måtte blive fundet værdig.

Så ideen om, at Allah er tættere på os end vores halspulsåre (som jihadister altid er ivrige efter skære over, når de halshugger vantro som tegn på Allahs endelige dom), formidler næppe forestillingen om, at islams gud har et hjerte fuld af kærlighed til syndere. Det er faktisk det modsatte: Allah registrerer med ørneblik ethvert fejltrin blandt sine slaver, og hans sværd er hvert øjeblik klar til at sende dem, der mishager ham, til en evighed i helvedesilden.

Man kan undre sig over, at nogen vil forblive indenfor en sådan religion bestående af indre tvang og ydre tyranni. Svaret for de fleste er, tror jeg, at de ikke ved bedre. De er vokset op i samfund, der effektivt har forhindret dem i at blive udsat for ethvert andet verdenssyn end islam, samtidigt med at deres religion har fortalt dem, at de er "det bedste fællesskab", som Allah nogensinde har sat på jorden (Koranen 3:110) og at ikke-muslimer, i deres guds øjne, er "de værste af skabningen" (Koranen 98:6). Afsky for kuffarnes (de vantros) formodede smudsighed får dem til at undgå alt uislamisk, og frygt for dødsstraf for apostasi holder dem drevet forskræmte sammen i den ortodokse sharia-lovs tankefængsel.

Men det sidste halve århundrede viser, at tiderne ændrer sig. Virkningerne af globalisering, sociale medier og Internettet har gennembrudt den islamiske indoktrinerings barrikader. Muslimer er friere end nogensinde før til at udforske andre verdenssyn, til at leve sammen med vantro og opdage, at de slet ikke er de værste af skabningen (ikke værre end muslimer er), og at det muslimske samfund bestemt ikke, ifølge mange målestandarder, er det bedste fællesskab. I dag forlader muslimer islam i tusindvis til fordel for alle mulige alternativer - ateisme, kristendom, sekulær hedonisme. Hvad der end fanger deres interesse giver dem tilstrækkeligt incitament til at befri sig for islam og mindreværdskomplekset, som de har kæmpet med så længe, og til at nyde den frihed, de nu har opdaget ved at opgive den spændetrøje af en religion, i hvilken Allah er dem nærmere end deres halspulsåre.

Må deres stamme vokse!

---

Oversættelse: Bombadillo