John Eibner er en historiker og menneskerettighedsspecialist, der siden 1990 har fungeret som assistent for præsidenten for Christian Solidarity International. Han har været leder af over tyve fact-finding besøg i Sudan og nabolandene, og været banebryder for CSI's antislaveri-program.

Nur Muhammad al-Hasan dukker frem af det sudanesiske krat. Hans løse, engang hvide jalabiya flagrer, mens han går i retning af mig. Jeg træder til gengæld gennem det lange, tørre græs hen imod ham, let foroverbøjet, da jeg går under vægten af en amerikansk militær paksæk, fuld af snavsede sudanesiske pengesedler. Det er april 1999 og middagssolen er knugende. Nur og jeg hilser på hinanden med et håndtryk og et "Salam alaykum." Vi glider ind under skyggen af et enormt mangotræ, hvor vi har nogle vigtige forretninger at diskutere: Befrielsen af slaver, især kvinder og børn.

Vores virksomhed er ikke til alles behag. Sidste forår protesterede Sudans regering, det radikale islamistiske regime, Den Nationale Islamiske Front (NIF), der ledes af Hasan at-Turabi og general Omar al-Bashir, til De Forenede Nationers Menneskerettighedskommission over vores arbejde. Styret hævder, at min organisation, Christian Solidarity International (CSI), er den vigtigste kilde til bortførelse og kidnapning af børn i det sydlige Sudan. [1] I april tog regimet i Khartoum også skridt til at få nægtet CSI sin rådgivende status ved De Forenede Nationer (FN) med den begrundelse, at vi skulle handle i strid med formålene og principperne i FN's Charter. [2]

Omtrent på samme tid gjorde verdens rigeste og mest indflydelsesrige børnevelfærdsorganisation, De Forenede Nationers børneorganisation (UNICEF), en ende på sin lange tavshed om undertrykkelsen af sudanesiske kvinder og børn. I stedet for at fordømme slavehandlerne valgte UNICEF - hvis mandat kræver, at den arbejder i partnerskab med regeringen i Sudan - at optræde som et ekko af Khartoum ved at kalde vores befrielse af slaver "helt uacceptabel", og beskylde os for at overtræde Slaverikonventionen. [3] Andre, med deres egne dagsordener, der måske samarbejder med det sudanesiske regime eller forsøger at redde deres eget plettede ry, har spredt rygter om svindel i forbindelse med disse aktiviteter. [4]

Så i slutningen af oktober vedtog FN's Økonomiske og Sociale Råd [ECOSOC] med 26 stemmer mod 14 (12 hverken for eller imod) at ophæve vores rådgivende status og således effektivt udelukke CSI fra FN-systemet.

Men hvis noget er "helt uacceptabelt", så er det, at det internationale samfund har tilladt slaveri og andre forbrydelser mod menneskeheden at blive institutionaliseret af en medlemsstat af De Forenede Nationer.

Frigørelse af slaverne

Nur er leder af det ene af fire netværk af arabiske muslimer, der opsporer slaver; CSI betaler for de slaver, han erhverver, og derefter frigør dem. I løbet af de seneste to måneder (fra midten af februar til midten af april), havde han vandret gennem skov og krat i det sydlige Darfur og Kordofan (provinser i den centrale del af Sudan), og besøgt kvæglejre og gårde tilhørende de nomadiske Baqqara-arabere, i en søgen efter sorte afrikanske slaver. I de fleste tilfælde, kommer han i besiddelse af slaverne ved at udgive sig som en slaveejer, som ønsker at udvide sin bestand af konkubiner, husslaver og landarbejdere. Nogle gange er han i stand til at få slaverne frigivet gennem arabiske høvdinge. I sjældne tilfælde, er han i stand til at bortføre en uledsaget slave ud til frihed, uden betaling, eller han finder en jaloux hustru, der kun er mere end lykkelig for, hemmeligt at overlevere sin mands sexslave.

Denne gang har Nur bragt 316 slaver til deres hjemland i den nordlige Bahr al-Ghazal-provins; yderligere 1467 slaver er kommet tilbage via tre andre opsporingsnetværk. Stort set alle disse 1783 mennesker er kvinder og børn fra dinka-stammen tilhørende niloticfolket, en sort afrikansk stamme, der tæller tre millioner mennesker, hovedsageligt koncentreret i Bahr al-Ghazal. De sidder halvtreds meter fra Nur og mig under et andet stort skyggefuldt træ. De sidder dér forvirrede uden at vide, hvad der kommer til at ske. Vil mødre og børn blive adskilt? Vil børn blive solgt til at arbejde i marken? Jeg hilser på dem gennem min dinka-oversætter, Joseph Garang, og præsenterer dem for både min CSI-kollega, Gunnar Wiebalck, og de journalister, der har ledsaget os (fra Newsweek og The New York Times). [5] Vi forsikrer dem om, at de ikke skal være bange. Så tæller Gunnar og jeg slaverne og laver tilfældige kontroltjek af navnene på listen over tilbagevendte. Alt er i god orden. Nur bekræfter derefter vores faste aftale: Han skal have 50.000 sudanesiske pund (hvilket for tiden svarer til to geder eller $ 50) for hver slave, vi køber af ham.

Under overvågning af Nur og journalisterne, optæller jeg omhyggeligt 15.800.000 sudanesiske pund og fortæller derefter slaverne, at pengene til at indløse dem er blevet betalt. "I er alle frie til at vende tilbage til jeres hjem," fortæller jeg dem. En håndfuld af de nyligt befriede slaver bliver på stedet mødt af deres kære, men de fleste rejser sig tøvende og driver langsomt væk, vel vidende, at de måske er nødt til at gå flere dage, før de når deres familier. Alle, der nu er ex-slaver, har dog én ting til fælles: En dyb lettelse over at være langt væk fra deres tidligere herrer, og en glæde over at være tilbage blandt deres eget folk.

CSI begyndte at indløse slaver i oktober 1995; i oktober 1999 har den befriet 15.447. Et imponerende antal, måske, men det blegner i sammenligning med det totale antal slaver i Sudan. Vort egen skøn, baseret på slavejagternes mønster over de sidste femten år, og vestlige og arabiske rejsendes observationer i det sydlige Darfur og Kordofan, sætter forsigtigt antallet af privatejede slaver [chattel slaves] [6] til tæt på eller over 100.000. Der er mange flere i statsejede koncentrationslejre, eufemistisk kaldet "fredslejre" af Sudans regering, og i militante koranskoler, hvor drenge optrænes til at blive mujahidun (jihad-krigere). [7]

Nur og hans kolleger har etableret netværk til opsporing og tilbageføring, der er det sudanesiske svar på "undergrundsbanen," der fandtes i Amerika før Borgerkrigen. De opstod og voksede inden for rammerne af lokale fredsaftaler i begyndelsen af 1990'erne, da nogle Baqqara-arabere i det sydlige Darfur og Kordofan kom til den konklusion, at de langsigtede interesser for deres folk uigenkaldeligt var bundet til fred med deres naboer, de sorte afrikanske dinkaer i det nordlige Bahr al-Ghazal. Disse aftaler er til gavn for begge parter: De arabiske underskrivere har ret til at græsse kvæg i den tørre sæson på de godt vandede områder syd for Bahr al-Arab-floden og at handle uantastet på bestemte dinka-markeder. Til gengæld er de gået ind på både at modsætte sig Khartoums jihad mod dinkaer og hjælpe med at bringe dinka-slaver tilbage. Dinka samfundsledere inviterede CSI til at støtte dette initiativ i 1995. På denne måde kom CSI ind i "slave-indløsnings-forretningen."

På egen hånd kan Nur ikke hente hundredvis af slaver. For at nå op på sådanne tal, er han afhængig af en bred vifte af venner og slægtninge, som bistår ham, især med logistik og sikkerhed. Hans arbejde er farligt og må udføres i det skjulte. Han fortæller om at være blevet arresteret og tortureret i 1995 på mistanke om at hente slaver. Et år senere, siger han, plyndrede og nedbrændte Khartoums sikkerhedsagenter hans hus. Hans familie lever nu i skjul. Han kan ikke længere rejse til byerne i hans hjemegn i dagslys. På sådanne steder ligger regeringens brutale og allestedsnærværende sikkerhedsapparat på lur efter ham.

Slaveberetninger

Jeg laver altid lange interviews af nogle af de indløste slaver. Her er fire historier:

Adior Ajang Jongkor, en 35-årig kvinde, var slavebundet i to år af Ali i landsbyen Shetef. Han ændrede hendes navn til Huwa, arabisk for "Eva," satte hende til at lave husarbejde, voldtog hende gentagne gange og skar hende med en kniv, når hun gjorde modstand mod hans tilnærmelser. På hendes krop ses nu de mange ar, der var resultatet af hendes modstand.

Achol Tong Nyan, en kristen hustru og mor i midten af 20'erne, blev gjort til slave i marts 1998. Under en to-ugers march mod nord var hun nødt til at bære en tung byrde af te og klæder på hovedet - hendes fangevogters livløse bytte. Om natten blev hun slået og gentagne gange massevoldtaget. Hendes herre, Ismael Ali Mahdi, gav hende navnet Howeva, tvang hende til at udføre islamiske ritualer og brugte hende som konkubine. Som et resultat af de seksuelle relationer med hendes herre, har hun nu en lille pige, Paulina.

Wol Dut Deng, en dreng i midten af teenageårene, blev fanget af Sudans regerings Folkelige Forsvarsstyrker (PDF) i foråret 1996. På den tvungne march til Matarik, oplevede han henrettelsen af sine to brødre, Kak Deng Aguer og Deng Deng Aguer. Hans herre, Hamdan, slog og krænkede ham rutinemæssigt. Efter at Deng havde forsøgt stikke af, truede Hamdan med at dræbe ham og bandt ham med et reb, der efterlod ar på hans ben.

Nyanut Adwal Anei, en teenage-pige, blev gjort til slave af PDF-tropper i 1997. Hun blev tvunget til at leve som konkubine for sin herre, Mahmud, som fik hendes kønsdele omskåret.

Den slags umenneskelig mishandling er ikke ualmindelig. Svær fysisk og psykisk tortur er normen for de moderne privatslaver i Sudan, hvilket også gælder tvangsarbejde, tvangskonvertering til islam, dødstrusler, prygl og henrettelser (normalt ved at skære halsen over) til skræk og advarsel. Kvinder udsættes for voldtægt og i nogle tilfælde omskæring. Drenge bliver undertiden trænet som mujahidun og derefter sendt ud for at kæmpe mod deres eget folk.

Bemærk fraværet af voksne mænd: Raske og rørige mænd duer ikke som passive, pålidelige slaver. Da de bedre er i stand til at modstå kulturel assimilation end kvinder og børn og vanskeligere at kontrollere fysisk, bliver de normalt sparet for slaveriets ydmygelse og skudt på stedet under slavetogter eller henrettet efter at have båret tunge byrder af bytte mod nord. Vidneudsagn fra indløste slaver indeholder snesevis af sørgelige øjenvidneberetninger om mange drengeslaver, som ikke kunne tilpasses et liv i trældom, og som fik halsen skåret over netop som de var blevet fysisk stærke.

Historiske rødder

Slaveri, en ældgammel institution, har været praktiseret i de fleste dele af verden. I det område, der udgør det nuværende Sudan, medførte en dødelig kombination af indbyrdes stammekrige, despotiske herskere og materiel grådighed, at slaveri var en etableret institution i de præ-islamiske riger Nobatia, Makuria, og Alwa. Med islams komme i midten af det syvende århundrede, trådte en ny politisk dynamik ind i regionen: Jihad. Derved blev en ny dimension føjet til slaveriet som institution, fordi islamisk lov gav religiøs legitimitet til slavebinding af ikke-muslimer, fanget under jihad. Som forskeren Majid Khadduri forklarer, havde sharia (hellig islamisk lov) helt præcise regler for ikke-muslimer, fanget under jihad:

Imamen [herskeren] kan fordømme befolkningen i de erobrede lande - hvis de ikke konverterer til islam og imamen ikke forlanger, at de skal arbejde og betale tribut - til at være slaver og blive fordelt mellem jihadisterne som ghanimah (krigsbytte). Ejeren af en slave havde frihed til at behandle denne på en hvilken som helst måde, han ønskede. Hvis slaven var en kvinde, havde han lov til at have seksuel forbindelse med hende uden ægteskab. [8]

Slaveri var heller ikke begrænset til krig: Den første våbenhvile mellem den kristne konge af Makuria og de muslimske kolonisatorer fra Egypten i 653 e.Kr. krævede af ham, at han årligt skulle levere 360 slaver som tribut til "muslimernes skatkammer" og 40 slaver til guvernøren af Egypten. [9] Snart blev sudanesiske slaver en værdifuld handelsvare i hele Mellemøsten. Ifølge Bernard Lewis:

Fra tidlig islamisk tid er der rapporter om hold af sorte slaver, der var beskæftiget med at dræne de saltholdige sletter i det sydlige Irak. Dårlige forhold førte til en serie af slaveopstande. Andre sorte slaver var beskæftiget i guldminerne i Øvre Egypten og Sudan og i saltminerne i Sahara. [10]

I det niende århundrede udgjorde sudanesiske og tyrkiske slaver, kendt som jihadiya, størstedelen af det arabisk muslimske imperiums mægtige hær. [11]

Gennem de efterfølgende århundreder fortsatte slavejagten og -handelen i Sudan, og nåede sit højdepunkt i det nittende århundrede. Omkring 5.000 fanger passerede årligt gennem det store slavemarked i Shendi i 1814, ifølge den schweiziske forsker-opdagelsesrejsende, John Lewis Burckhardt [12] - kun en svag udsivning i forhold til, hvad der skulle komme. Egyptens hersker, Muhammad Ali (r. 1804-49), brugte, i sit forsøg på at skabe en enorm slave-baseret hær, men ude af stand til at importere fra de sædvanlige kilder, sin moderniserede stats magt til at udvide slavehandelen i Sudan, som nu nåede nær-industrielle proportioner. De store slavehandlere etablerede zaribaer (primitive lejre omgivet af tornede grene) i hele det sydlige Sudan, lagde store landområder øde og transporterede slaver i hundrede- og tusindvis mod nord i karavaner eller med dampskib. Slaver, der ikke blev brugt i hæren eller i Egyptens indenlandske økonomi, blev eksporteret og solgt til herrer i udlandet, hovedsageligt i Mellemøsten. I 1833 anslog det London-baserede Anti-Slavery Society, at hans tropper årligt eksporterede 20.000 slaver ud af Sudan. [13]

Mahdibevægelsens jihad 1881-98 [stifteren, Muhammad Ahmad erklærede sig som mahdi, islamisk messias, i 1881, o.a.] forstyrrede denne lukrative eksport af sudanesiske slaver, men slavehandlen levede videre. Husslaveriet fortsatte med uformindsket styrke i mahdi-staten, mens mahdien og hans efterfølger, Khalifa [Khalifa Abdallahi overtog ledelsen efter Muhammad Ahmads død i 1885, o.a.], krævede stadig flere slavesoldater til at opretholde deres jihad. Militære ekspeditioner gik mod syd - under brug af "ild og sværd," som det blev sagt af øjenvidnet Rudolf Slatin Pasha, den tidligere guvernør i Darfur - for at undertvinge sydlige stammer og fange friske sorte afrikanske tropper til at kæmpe for mahdien mod de vantro (kafirun) - dvs mod egyptiske muslimer og deres europæiske kristne allierede. [14]

Så ødelæggende var slavetogterne og plyndringerne, udført af egyptiske og mahdibevægelsens styrker, at det nittende århundrede blev kendt som "den tid, hvor verden blev ødelagt" i den kollektive bevidsthed hos dinkaerne i det nordlige Bahr al-Ghazal. [15] Og videre: De historiske erfaringer med slaveri var så brutalt kraftfulde, at de efterlod dybe ar i den sudanesiske kollektive sjæl. Efterklange af herre-slave forholdet fortsætter med at runge i Sudan og stimulere til moderne racisme. [16] Oliver Albino, en sydlig sudanesisk intellektuel, bemærker, at det er en illusion at tro, som det er almindeligt blandt nordlige sudanesere, at vestlige missionærer var ansvarlige for vækkelsen i syden af en stærk bevidsthed om slaveri og arabernes rolle i slavehandelen, for denne bevidsthed var blevet givet videre fra generation til generation primært inden for familierne i syden. [17]

Alvorlige forsøg fra den europæiske afskaffelsesbevægelses side på at sætte en stopper for den sudanesiske slavehandel begyndte i midten af det nittende århundrede. I det imperiale England havde Anti-Slavery Society stor indflydelse, og selv om Sudan var under ægyptisk, ikke britisk kontrol, så voksede den britiske rolle i Egypten efter Muhammad Alis død i 1849 til et punkt, hvor det besatte landet i 1882. Briterne pressede de egyptiske myndigheder til energisk at bekæmpe den kommercielle slavehandel; den berømte general Charles Gordon (sammen med andre europæere) blev hvervet af den egyptiske regering til at føre kampagnen mod slaveri. Deres succes var dog begrænset. Efter at sir Herbert Kitchener besejrede mahdibevægelsen i 1898, genoptog det efterfølgende anglo-egyptiske fællesstyre [condominium], som regerede Sudan indtil uafhængigheden i 1955, kampen for afskaffelse. Fællesstyret havde stor succes med at undertrykke slavehandelen, men kunne ikke udrydde den. Ifølge den tidligere guvernør i Darfur, K. D. D. Henderson: "Op til midten af tyverne tog Baqqara [arabisk stamme af kvæghyrder, o.a.] stadig slaver (...) og sendte dem til utilgængelige markeder langt mod nord." [18] Så sent som i 1947 bemærkede et notat udarbejdet af britiske embedsmænd:

Den uddannede nordbo har afvist tanken om slaveri fra sit sind (...) men det har det arabiske stammemedlem ikke. I slutningen af tyverne blev en omfattende handel med slaver fra Etiopien afsløret, og selv i dag er der lejlighedsvise kidnapninger, hvor ofrene hastigt bliver givet i hænderne i ørkennomaderne langt mod nord. [19]

Uafhængigheden gjorde intet for fundamentalt at ændre denne vurdering. I 1970'erne gjorde sudanesiske sociologer opmærksom på den stille eksistens af husslaveri bag lukkede døre i visse nordlige provinsbyer; det samme gjaldt utvivlsomt på fjerntliggende gårde.

De nomadiske Baqqara kvæghyrder er blandt de fattigste arabiske stammer i det nordlige Sudan; de har en lang tradition for at stjæle køer og geder fra deres bofaste naboer. Ifølge J. Spencer Trimingham, forfatter til den klassiske Islam in the Sudan:

De fandt endnu et husdyr i den fastboende sorte befolkning i disse lande, som de også røvede til at udføre tjenende opgaver i hjemmet og på marken og sletten, og hvis kvinder også tjente til at forny bestanden af deres eget svindende sociale legeme. [20]

Trimingham observerede i 1949, at Baqqara, hvis økonomi og livsstil blev indskrænket ved undertrykkelsen af slaveriet, "stadig længes efter denne praksis." [21]

Når man ser på denne lange historie, så har der været tilfælde, hvor arabere er blevet gjort til slaver af sorte, men sidstnævnte har helt overvældende været de primære ofre; for eksempel har der aldrig været statsstøttet eller kommerciel slavebinding af arabere, udført af de sorte. Alt i alt har 95 procent eller mere af de sudanesiske slaver været ikke-arabere. [22]

Slaveriets genkomst efter 1983

Slaveri findes i dag i mange dele af verden, herunder Mauretanien, Pakistan, Indien, Burma, og Saudi-Arabien. Men Sudan er det eneste sted, hvor slaveriet ikke bare overlever, men oplever en stor renæssance. Denne renæssance af slavehandelen begyndte i midten af 1980'erne og var et direkte resultat af en bølge af islamisme i Sudan på det tidspunkt, og især af den vægt, islamisterne lagde på fornyelsen af jihad. Efter at have fået herredømmet i Khartoum i omkring 1983 var det islamisternes umiddelbare mål at omdanne det multi-etniske, multi-religiøse Sudan til en arabisk-domineret muslimsk stat, og at gøre dette gennem jihad. Under Turabis stærke indflydelse, erklærede herskeren på den tid, Jaffar en-Numayri, sig selv som (klingende som de første kaliffer) den "retledte" leder af en islamisk stat. Numayri ophævede derefter selvstyreaftalen, han tidligere havde indgået med det sydlige Sudan, og indførte sharia i hele landet. Væbnet modstand mod disse ændringer begyndte også i 1983 med dannelsen af den Sudanesiske Folkebefrielsesbevægelse/hær (SPLM/A) under ledelse af oberst John Garang.

Numayri reagerede militært og indledte en proces, der siden antog karakter af folkemord. Mindst 1,9 millioner sorte afrikanere, ud af en oprindelig befolkning ikke mere end 6 millioner i den sydlige og centrale krigszone, er døde som et direkte resultat af regeringens politik. Mere end 4 millioner tilfælde af forflyttelse har fundet sted, nogle har været midlertidige og nogle personer har oplevet flere forflyttelser. [23] I 1983-84 indledte Numayri en politik, hvor han bevæbnede nogle Baqqara stammemilitser (fra Riziqat- og Misiriyiah-stammerne i det sydlige Darfur og Kordofan) og derefter slap dem løs på dinkaerne i det nordlige Bahr al-Ghazal. [24] Slavetogter mod dinkaer blev faktisk et instrument i Khartoums krigsindsats. Da Baqqara på det tidspunkt fik adgang til automatiske våben fra staten, blev magtbalancen mellem dem og dinkaerne fundamentalt ændret. Bander af Baqqara-militsmænd, kendt som murahhilin (nykolonister), begyndte at angribe dinka-landsbyer og kvæglejre, hvor de stjal køer, geder, korn, kvinder og børn, tog dem med som bytte, dræbte voksne mænd og i deres kølvand afbrændte hytterne og de ting, de ikke kunne bære væk.

Efter omstyrtelsen af Numayri i 1985 blev denne politik suspenderet, kun for at blive genoptaget efter valget af Sadiq al-Mahdi som premierminister i 1986. Murahhilin-togterne blev igen ledsaget af "bevidste drab på titusinder af civile; [og] bortførelse af kvinder og børn, der blev tvunget ind i slaveri." [25] Grusomheder af alle slags ledsagede slavetogterne. I en gruopvækkende hændelse i 1987, blev over tusind dinka-civile brændt levende i jernbanevogne af Riziqat-murahhilin i byen El Diein. [26] Den store hungersnød i det nordlige Bahr al-Ghazal i 1987-89, under hvilken mere end 150.000 dinkaer sultede ihjel eller døde som følge af hungersnød-relaterede sygdomme, var ikke ledsaget af et ophør af slavejagten. Dinkaer, der flygtede fra hungersnøden, løb risikoen for at blive angrebet af murahhilin, når de trak nordpå for at søge hjælp.

Murahhilin-overfald blev endnu mere udbredt og institutionaliseret efter militærkuppet i 1989, hvor en junta, hovedsageligt bestående af hårdkogte islamistiske officerer under ledelse af en NIF-loyalist, General Umar al-Bashir, kom til magten. Denne magtovertagelse tillod NIF, ledet af Turabi, at opnå fuld kontrol over den sudanesiske stat, hvilket den ikke havde været i stand til gennem valgkamp. NIF's eksistensberettigelse er islamiseringen og arabiseringen af Sudan (og resten af Afrika) ved hjælp af jihad. For første gang siden det nittende århundrede er slaveri i Sudan blevet et instrument for en statsstøttet jihad.

Bernard Levin, den britiske klummeskribent, har beskrevet Sudan under NIF-regimet som "en slavestat af vor tid," [27] og dette er ikke kun tilfældet i praksis, men også ifølge loven. Selv om Sudans regering er underskriver af de vigtigste internationale instrumenter til forbud mod slaveri, har oprettelsen af en islamisk stat og indførelsen af sharia-lov lagt et nyt universelt retssystem ned over landet, et system, som myndighederne betragter som hævet over alt andet. [28] Konflikten mellem sharia-normer og internationale instrumenter vedrørende lovligheden af slaveri blev gjort fuldstændig klar af tidligere premierminister Sadiq al-Mahdi, Ansar-bevægelsens imam:

Det traditionelle begreb om JIHAD (...) er baseret på en opdeling af verden i to zoner: Én zone af Fred, den anden zone af Krig. Det kræver igangsættelse af fjendtligheder med religiøse formål (...). Det er sandt, at [NIF] regimet ikke har vedtaget nogen lov, der indfører slaveri i Sudan. Men det traditionelle begreb om JIHAD tillader slaveri som et biprodukt [af jihad]. [29]

Under jihad-massemøder i visse byer (Muglad, Mieriam, El Diein, Babanusa) for at mobilisere Baqqara-drenge og -mænd til deltagelse i jihad mod dinkaerne, opfordrede ledende NIF-repræsentanter udtrykkeligt til drab og slavebinding af "vantro." [30]

Slavejagt

Kort efter magtovertagelsen bekendtgjorde NIF-regimet sin Lov om Folkeligt Forsvar, der oprettede de Folkelige Forsvarsstyrker som en gren af de sudanesiske væbnede styrker. I modsætning til den regulære hær med dens ikke-politiske karriereofficerer, arbejder PDF-ledelsen i overensstemmelse med NIF's mål og ser sig selv som en styrke af mujahadun [hellige krigere, o.a.]. I det sydlige Darfur og Kordofan, har PDF i vid udstrækning inkorporeret murahhilin stammemilitserne. [31] I 1991 var PDF blevet en effektiv kampstyrke, som NIF konsekvent brugte som fortrop i sin erklærede jihad mod SPLA og de sorte afrikanske samfund, der sympatiserede med den.

De hårdest ramte har været dinkaerne i det nordlige Bahr al-Ghazal samt de sorte afrikanske nuba-stammer i det sydlige Kordofan. Nogle af nubaerne sluttede sig til SPLA's væbnede modstand i 1991. Som svar udløste NIF sin jihads fulde vrede mod dem. Hidtil har jihad-krigen i Nuba-bjergene snarere været mere voldsom end i det nordlige Bahr al-Ghazal, på grund af bjergenes politiske og strategiske betydning i det nordlige Sudan. Det forhold, at mange nubaer, måske et flertal, er muslimer, har ikke afskrækket en energisk jihad-forfølgelse af dem. I april 1992 udsendte NIF-loyale imamer en bemærkelsesværdig fatwa (juridisk edikt) mod nuba-muslimerne, der ekskluderede dem af religionen:

En oprører, der tidligere var muslim, er nu en frafalden; og en ikke-muslim er en ikke-troende, der står som et bolværk mod spredningen af islam, og islam har givet frihed til at dræbe dem begge. [32]

Nogle nuba-fanger ender som privatslaver, men det overvældende flertal bliver deporteret til koncentrationslejre andre steder i Sudan, hvor de arbejder under slavelignende forhold. Børnene sendes til militante Koran-skoler, mens kvinderne sendes ud for at arbejde uden løn som daglejere på gårde og i private hjem. Seksuelt misbrug er udbredt.

De mest ødelæggende registrerede slavetogter mod dinkaerne i Bahr al-Ghazal fandt sted i foråret 1998. PDF, støttet af den regulære hær, fejede gennem Aweil Vest regionen, og trængte dybt ind i Aweil Vest, Twic, og Abyei regionerne. Over 300.000 mennesker blev fordrevet; det samlede antal dræbte og slavebundne er stadig ikke kendt. Slaver, der blev fanget i denne offensiv og efterfølgende indløst, vidnede om, at tusindvis af kvinder blev samlet i et indelukke, berøvet deres tøj og videofilmet af Abd ar-Rahman Qidr, regeringens kommissær i El Diein.

Efter dette stormløb, trådte Santino Deng, en dinka og politisk rådgiver for guvernøren af den nordlige Bahr al-Ghazal stat, frem imod regeringen i forsvaret for sit eget folk, da han erklærede, at de islamiske militser holdt 50.000 dinka-børn fanget i Babanusa, i det vestlige Kordofan. "Nogle af vore børn," erklærede han med meget sjælden åbenhed for en embedsmand, "er taget som slaver og sendt til Koran-skoler i Djibouti, Mauretanien, Gabon og Cameroun, Kongeriget Saudi-Arabien og Libyen." [33]

Slavetogter fortsætter helt frem til nutiden [december 1999]. Et UNICEF-hold [rapid assessment team], udsendt for at give en hurtig vurdering af forholdene i det nordlige Bahr al-Ghazal, fandt, at PDF slavebandt 2.064 mennesker og dræbte 181 andre i raids mellem december 1998 og februar 1999 (under en FN-mæglet "humanitær" våbenhvile, ikke desto mindre). FN-efterforskerne rapporterede, at en kvinde, efter at være blevet masse-voldtaget af PDF-medlemmer, blev tvunget til at drikke sin egen urin for at overleve; en anden kvinde havde fået en del af sit bryst bidt af, af en seksuel overfaldsmand. [34] I 1999 har der været markant færre slavetogter og kvinder og børn taget som slaver end i det foregående år, hovedsageligt takket være et forbedret SPLA-forsvar i det nordlige Bahr al-Ghazal. [35]

Moderne modstand mod slaveri

Sidste forår ved FN i Genève, stillede lederen af den Sudanesiske Folkebefrielsesbevægelse/hær, John Garang, præcist det centrale teoretiske spørgsmål, som det internationale samfund står over for angående slaveriets genoplivning i Sudan: "Er kaldet til jihad mod en bestemt folk en religiøs ret for dem, der kalder til det, eller er det en krænkelse af menneskerettighederne for de mennesker, som jihad erklæres og føres imod?" [36] Dette spørgsmål rammer kernen i forholdet mellem den muslimske og den ikke-muslimske verden; og det må besvares åbent af akademikere og diplomater.

International lov har et klart svar, for den definerer slaveri som en "forbrydelse mod menneskeheden." Slaveri er direkte i strid med Slaverikonventionen af 1926 og artikel II (e) i Folkedrabskonventionen af 1948. [37]

De første protester mod genoplivningen af slaveriet i Sudan kom fra sudaneserne selv. I 1987 udgav Bona Malwal, en dinka-leder og tidligere minister, og derefter redaktør af The Sudan Times i Khartoum, en række artikler, der udstillede slaveriets genopblussen og El Diein massakren. For dette stemplede den daværende premierminister ham som "samfundets fjende nummer et." Så tog to unge muslimske akademikere, Ushar Mahmoud og Süleyman Ali Baldo, afsted til det vestlige Sudan for at undersøge sagen. De fandt, at Malwal havde ret, og offentliggjorde deres resultater som en rapport. [38] For at have afsløret sandheden, måtte Mahmoud og Baldo tilbringe tid i et sudanesisk fængsel. Også i 1987, vidnede den katolske biskop af Al-Obeid, Macram Max Gassis, som personligt havde frigjort medlemmer af sin menighed fra trældom, om slaveriet for en kongreskomité i Washington. Efter at være blevet tilbageholdt af myndighederne i 1990, forlod biskoppen landet efter sin løsladelse og blev efterfølgende advaret om ikke at vende tilbage til Sudan.

En vigtig milepæl på vejen mod afskaffelse blev nået i november 1995, da lederne af Sudans forbudte nordlige oppositionspartier og -bevægelser sluttede sig sammen med de sydlige partier og bevægelser for at fordømme "de vedvarende, systematiske og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, som begås af eller opmuntres til af regeringen i Sudan, især kidnapning af børn, slaveri og tvungen militærtjeneste for mindreårige, som rapporteret af daværende særlige FN-rapportør om Sudan, Gaspar Biro." [39] Indtil dette tidspunkt havde de betragtet slaveri som et tabuemne, og derved holdt emnet ude af den nationale politiske dagsorden. En stor debat om slaveri blandt nordlige sudanesere blev antændt i foråret 1999, da Hamouda Fathelrahman og Abdon Agaw fra Sudans Menneskerettighedsorganisation (baseret i Cairo) rejste på en undersøgelsesmission til Bahr al-Ghazal og udsendte en rapport, der bekræftede de uigendrivelige beviser på slaveri, der var offentliggjort af de særlige FN-rapportører og af CSI. [40]

Nogle ikke-sudanesiske menneskerettighedsgrupper og aktivister har også reageret energisk på de sudanesiske slavers situation. En antislaveri-bevægelse er voksende i Nordamerika og Europa; fremtrædende aktivister omfatter Charles Jacobs fra American Anti-Slavery Group, Sam Cotton og Sebit Alley fra Coalition against Slavery in Mauritania and Sudan (CASMAS), Barbara Vogel, skolelærer fra Colorado og pastor Charles Singleton. Deres indsats, sammen med CSI's, har resulteret i et dynamisk program, der kombinerer befrielse af slaver med moralsk og materiel støtte til de ramte dinka-samfund; dokumentation af slavetogter og tilfælde af slaveri; international medieeksponering; kampagner i FN, i Washington og andre vestlige hovedstæder samt støtte til lokale, nationale og internationale fredsinitiativer.

Den stigende bølge af modstand mod slaveri afspejles i røret på Capitol Hill. I juli sidste år introducerede senatorerne Sam Brownback (republikaner fra Kansas), Russell Feingold (demokrat fra Wisconsin), William Frist (republikaner fra Tennessee) og Joseph Lieberman (demokrat fra Connecticut) dokumentet "Sudan Peace Act." Det fordømmer ...

... den igangværende slavehandel i Sudan og den sudanesiske regerings rolle med at tilskynde og tolerere denne praksis; samt den sudanesiske regerings stigende brug og organisering af Murahalliin, De Folkelige Forsvarsstyrker (PDF) og enheder fra den regulære sudanesiske hær i kommandoenheder, der udfører organiseret og koordineret plyndring og slavejagt i Bahr al-Ghazal, Nuba-bjergene, Øvre Nilen og sydlige regioner omkring Den Blå Nil. [41]

Indsatsen mod slaveriet i Sudan er langsomt ved at gøre fremskridt, især i USA, hvor ny-afskaffelsesbevægelsen er stødt på vej fremad. Dens momentum synes ustoppelig. For at give denne bevægelse et yderligere løft er der behov for, at en stor international statsmand eller religiøs eller virksomhedsleder målbevidst bruger hans eller hendes tid og ressourcer på denne sag, meget ligesom William Wilberforce gjorde for to århundreder siden. Om noget, må en sådan person kunne opbyde endnu mere tapperhed, end tilfældet var med Wilberforce, for truslen om terrorangreb fra NIF og dens doktrinære allierede Osama bin Laden kan ikke afvises.

FN-agenturer og vestlige regeringer

Alle disse kampagner har haft en vis virkning og gjort indstillingen: "Ude af øje, ude af sind," mindre holdbar. I februar 1999, efter at Dan Rather på CBS News havde sat fokus på de sudanesiske slavers situation og CSI's rolle i at befri dem, brød UNICEF sin tavshed og tilstod: "Slaveri i Sudan eksisterer." [42]

Men samtidig med at den udtalte dette, formildede UNICEF Khartoum-regimet ved at fordømme indløsningen af slaver som "helt uacceptabel". UNICEF havde god grund til at være bekymret over den sudanesiske regerings vrede. Kort efter UNICEF's indrømmelse af slaveri, truede Sudans viceudenrigsminister, Hasan Abdin, med at afbryde UNICEFs arbejde i Sudan, medmindre organisationen trak sin udtalelse tilbage. [43] Denne form for trussel mod FN virker. Selvom UNICEF ikke har benægtet, og nu ikke vil benægte, at der er slaveri i Sudan, vil den (sammen med andre FN-organer), af hensyn til dens "operationalitet," samarbejde med dem, der fører en folkemorderisk jihad og tager slaver med i processen. Med henblik på at mildne Khartoums vrede, udsendte UNICEF's administrerende direktør Carol Bellamy en serie meget omtalte pressemeddelelser, der angreb CSI's antislaveri-kampagne, og hævdede, at dinkaernes bestræbelser på at hente deres slavebundne kvinder og børn hjem var i strid med Slaverikonventionen og ikke i deres egen bedste interesse. [44]

Bellamy annoncerede også en fire-punkts antislaveri-plan, der på papiret meget ligner CSI-programmet, minus slaveindløsning. Den opfordrede til:

Et bindende tilsagn fra alle dem, der direkte og indirekte er ansvarlige for at afslutte slavehandelen i Sudan; fri bevægelighed for internationale observatører; fuld støtte til opsporings-, hentnings- og genforeningsprogrammer; og en konkret plan for og tilvejebringelse af fri adgang til at dokumentere alle faser af et altomfattende forsøg på at bringe slavehandelen til ophør, at befri dens ofre og genforene dem med de samfund og familier, hvor de retmæssigt hører til. [45]

Teoretisk set synes Bellamys fire punkter blot at gentage CSI-programmet. Men i praksis, adskiller UNICEF's forslag sig fundamentalt fra CSI's: UNICEF, som en stats-orienteret organisation, er afhængig af partnerskab med regimet i Khartoum. CSI, på den anden side, som en manifestation af civilsamfundet, handler i samarbejde med det ramte samfund. Alligevel har Sudans regering endnu ikke accepteret UNICEF-forslaget, men har i stedet benægtet selve slaveriets eksistens. Dertil kommer at UNICEF-planen, ifølge UNICEF-talsmand Peter Crowley i juli 1999, ikke havde noget budget. UNICEF-indsatsen forbliver i limbo, mens slaver, der længes efter at blive befriet, forbliver i trældom.

FN højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, har også været tavs om emnet, på trods af hendes egen stab og de uafhængige særlige FN-rapportører, der bekræftede eksistensen af slaveri i Sudan og regeringens nøglerolle i tilskyndelsen til slavehandel - især rapporterne fra den tidligere særlige rapportør om Sudan, Gaspar Biro og hans efterfølger, Leonardo Franco. FN's Menneskerettighedskommissions Sudan-resolution fra 1999 nævnte ikke engang ordet "slaveri". FN generalsekretær, Kofi Annan, har heller aldrig offentligt fordømt slaveriets genoplivning i Sudan.

Og den amerikanske regering? Den er også tilbageholdende. I 1999, for første gang i seks år, afviste Washington at være hovedsponsor for Menneskerettighedskommissions Sudan-resolution, og overlod dette ansvar til den lunkne Europæiske Union; desuden gav Clinton-administrationen sit samtykke til Kommissionens "slaveri-frie" resolution. Hvorfor denne ændring? Fordi sudaneserne til gengæld var parat til ikke at presse hårdt på for en fordømmelse af USA for raketangrebet på Khartoums Ash-Shifa farmaceutiske fabrik i august 1998. Men med et øje på afskaffelsesbevægelsen på hjemmefronten, forsøgte udenrigsministeriet at opretholde den høje moralske profil ved at fordømme den (USA-støttede) Sudan-resolution som "dybt mangelfuld" og for ikke "fuldt ud at konfrontere eksistensen af slaveri." [46] Dette overbeviste ingen; blot fire dage senere meddelte Clinton-administrationen en svækkelse af sanktionerne mod Sudan (ved at tillade salg af landbrugsprodukter og medicinalvarer). [47]

Kunne det tænkes, at slingrekursen i Amerikas Sudan-politik endelig er ved at blive rettet ud? Den assisterende udenrigsminister for afrikanske anliggender, Susan Rice, og den amerikanske ambassadør for krigsforbrydelser, David Scheffer, appellerede i september 1999 offentligt for en samordnet international indsats for at få sat en stopper for slaveriet og andre relaterede krigsforbrydelser i Sudan. [48] Tiden vil vise, om denne appel er et signal om et seriøst politisk initiativ, der bakkes op af præsidenten, eller om den blot afspejler markeringer indenfor en splittet administration.

Den sørgelige sandhed må erkendes: Sudanesiske slaver og andre ofre for NIF's folkemorderiske jihad regnes for kun lidt i en verden, der er optaget af andre sager. Millioner af menneskeliv er gået tabt og ødelagt, mens verden stort set har vendt det blinde øje til grove krænkelser af menneskerettighederne i Sudan.

Uanset hvad fremtiden vil blive for den internationale afskaffelsesbevægelse, så gør dinkaerne ret i ikke at vente på hjælp fra FN eller nogen stat, men at finde deres egne veje til at få befriet deres folk fra trældom. De kan stadig regne med støtte fra mine kolleger og mig, samt fra et stigende antal abolitionister, indtil den sidste slave er fri.

Noter

[1] Redegørelse af Ali Mohamed Osman Yasin, justitsminister og statsadvokat, Republikken Sudan, til den 55. samling i FN Menneskerettighedskommission i Genève, 7. april 1999.

[2] A. M. Rosenthal, "When Is It News?" The New York Times, Sept. 3, 1999.

[3] Agence France Presse, Feb. 5, 1999; Carol Bellamy, "Buying Slaves is Wrong," The International Herald Tribune, May 13, 1999.

[4] En journalist, Richard Miniter, brugte siderne i The Atlantic Monthly til at gøre netop dette i dets juli 1999 udgave ("The False Promise of Slave Redemption") ["Det falske løfte om slaveindløsning]. Min undersøgelse af hans beskyldninger, herunder en undersøgelse på stedet i juli, har afsløret adskillige skræmmende kendsgerninger: (1) Jim Jacobson, Miniters guide og en af hans vigtigste kilder, fik af de sudanesiske samfundledere forbud mod at deltage i yderligere "slaveindløsnings-aktiviteter," efter at han havde deltaget i en falsk "indløsning" i juli 1998. Efter at være blevet afsløret, meddelte Jacobson, at han ikke længere ville rejse midler til "slaveindløsning," og begyndte sin kampagne for at miskreditere integriteten af slavetogternes ofre samt de lokale ledere, der havde sat en stopper for hans uetiske aktivitet blandt deres folk. (2) Ifølge lokale øjenvidner, varede Miniters feltundersøgelser i området, ramt af slavetogter, ikke mere end en time på hvert af to steder. (3) Kommissær Aleu Akechak Jok, hvem Miniter skildrer som modstander af slaveindløsning, er en mangeårig støtte af denne metode til at befri hans slavebundne folk. Kommissæren afviste Jacobsons økonomiske incitament til at deltage i en falsk indløsning og beordrede de to til at forlade området straks. Kommissær Jok var også en af de lokale ledere, der udstedte forbudet mod Jacobson i februar sidste år. 4) Miniter's artikel indeholder ingen interviews med slaver, tidligere slaver, eller slave-opsporere, formentlig fordi han ikke mødte nogen. (5) Ikke alene hævder tre af Miniters fire citerede lokale kilder, høvding Longar Awie Ayuel, kommissær Aleu Akechak Jok, og Adelino Rip Gee, at Miniter groft har forvansket deres synspunkter, men høvdingen hævder desuden, støttet af øjenvidner, at journalisten ikke engang talte med ham. (6) Miniter skildrer Adelino Rip Gee som den "officielle talsmand" for den lokale administration, mens han i virkeligheden er en arbejdsløs intellektuel, der ankom til området for halvandet år siden fra den regeringsstyrede garnisonsby Wau.

[5] Rapporter om deres oplevelser kan læses i Newsweek, May 3, 1999; The New York Times, Apr. 25, 1999.

[6] Privatslaver [chattel slaves] er individuelle herrers private ejendom. De kan købes og sælges. Andre slaver tilhører staten eller statskontrollerede institutioner.

[7] Bat Ye'or har bemærket den slående lighed mellem slavebindingen af ikke-muslimske drenge til tjeneste i Sudans regerings jihad-krig og devshirme-systemet i Det Osmanniske Imperium. Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity under Islam: From Jihad to Dhimmitude, with a Foreword by Jacques Ellul (Madison: Fairleigh Dickenson University Press, 1996), pp. 259-261. Om den historiske baggrund for træning og brug af børne-slavesoldater i islamiske samfund, se Daniel Pipes, Slave Soldiers and Islam (New Haven: Yale University Press, 1981). Findes online her.

[8] Majid Khadduri, The Law of War and Peace in Islam: A Study in Muslim International Law (London: Luzac, 1940), p. 62.

[9] Ifølge historiker fra det 9 årh., Abu Khalif al-Bhuturi, citeret i Giovanni Vantini, Christianity in the Sudan (Bologna: EMI, 1981), pp. 65-67.

[10] Bernard Lewis, The Middle East, 2,000 Years of History from the Rise of Christianity to the Present Day (London: Phoenix Giant, 1996), p. 209.

[11] S. Abdullah Schleifer, "Jihad and the Traditional Islamic Consciousness, Part II," The Islamic Quarterly, 4 (1983): 187; Daniel Pipes, "Black Soldiers in Early Muslim Armies," International Journal of African Historical Studies, 13 (1980): 87-94. Findes online her.

[12] John Lewis Burckhardt, Travels in Nubia, 2nd ed., (London: John Murray, 1822), p. 290.

[13] Carolyn Fleuhr-Lobban, "Islamization in Sudan: A Critical Assessment," The Middle East Journal, Autumn 1990, p. 611.

[14] Rudolf C. Slatin, Fire and Sword in the Sudan: A Personal Narrative of Fighting and Serving the Dervishes, 2nd ed. (London: Edward Arnold, 1896), pp. 554-557; Robert O. Collins, The Southern Sudan, 1883-1898: A Struggle for Control (New Haven: Yale University Press, 1962), pp. 57-58, 76-77, 139-140, 179.

[15] Francis Mading Deng, Africans of Two Worlds: The Dinka in Afro-Arab Sudan (New Haven: Yale University Press, 1978), p. 132.

[16] I Nordamerika bliver en mørk person med nogen afrikansk baggrund opfattet som "sort"; i Sudan opfattes hudfarve langt mere subtilt; her lægges der stor vægt på, at sande arabere er lysere i hudfarve end de sorte afrikanere i mod syd. Når dette er sagt, så er kulturelle forskelle (sprog og religion) endnu vigtigere.

[17] Oliver Albino, The Sudan: A Southern Viewpoint, with a Foreword by Arnold Toynbee (London: Oxford University Press, 1970), p. 79.

[18] K.D.D. Henderson, Sudan Republic (London: Ernest Benn, 1965), p. 162.

[19] Ibid., p. 197.

[20] J. Spencer Trimingham, Islam in the Sudan (London: Oxford University Press, 1949), p. 29.

[21] Ibid.

[22] Mohamed Omer Beshir, The Southern Sudan: Background to Conflict (London: C. Hurst, 1968), p. 11; Deng, Africans of Two Worlds, pp. 138-140.

[23] Millard Burr, Quantifying Genocide in Southern Sudan and the Nuba Mountains, 1983-1998 (Washington, D.C.: U.S. Committee for Refugees, Dec. 1998).

[24] Helen Chapin Metz, ed., Sudan: A Country Study, 4th ed. (Washington D.C.: Library of Congress, 1992), p. 257.

[25] Ibid.

[26] Ushari Ahmad Mahmud and Süleyman Ali Baldo, El Diein Massacre: Slavery in the Sudan (London: Sudan Relief and Rehabilitation Association, 1987), abridged edition of El Diein Massacre (Khartoum: n.p, 1987).

[27] The Times (London), May 31, 1996.

[28] Dette blev symboliseret ved Sudans tilslutning, sammen med de øvrige medlemmer af Organisationen af den Islamiske Konference (OIC), til "Cairo-erklæringen om menneskerettigheder i islam," som gør respekt for menneskerettigheder betinget af sharia-normer. "Cairo-erklæringen" blev genoptrykt i Human Rights: A Compilation of International Instruments: Volume II: Regional Instruments (New York and Geneva: United Nations, 1997), pp. 474-84. Se: Littman, "Islamism Grows Stronger at the United Nations," pp. 59-64. Findes online her.

[29] As-Sadiq Al-Mahdi to Mary Robinson, U.N. High Commissioner for Human Rights (Section III: War Crimes), Mar. 24, 1999.

[30] Ifølge vidneudsagn fra arabiske handelsmænd og tidligere slaver.

[31] Situation of Human Rights in the Sudan, Visit of the Special Rapporteur, Mr. Leonardo Franco, to the Republic of the Sudan, Feb. 13-24, 1999, unedited version, U.N. Commission on Human Rights, fifty-fifth session, addendum to E/CN.4/1999/38, pp. 19-20, 56-57.

[32] Citeret fra 1993- og 1994-rapporterne fra FN's særlige rapportør, Gaspar Biro, i "The U.N. Finds Slavery in the Sudan," med introduktion af David Littman, MEQ, september 1996, pp. 89-92.

[33] em> Inter Press Service (Khartoum), July 24, 1998.

[34] Rapid Assessment Report, Rapid Assessment of Affected Locations in Twic, Aweil East, Aweil West and Wau Counties, March 13 and 25, 1999 (Lokichoggio: UNICEF/OLS Rapid Assessment Team, Apr. 1999).

[35] SPLM pressemeddelelse fra Justin Yaac Arop, (Nairobi), 19. aug. 1999.

[36] SPLM pressemeddelelse, (United Nations, Geneva), 22. mar. 1999.

[37] Alison Wiebalck, "Slavery in the Sudan: A Challenge to International Law," The Comparative and International Law Journal of Southern Africa, XXXI (1998): 38-60; Racism: Leading to Genocide and Slavery in the Sudan, written statement by Christian Solidarity International, United Nations Economic and Social Council, Commission on Human Rights, fifty-fifth session, item 6, E/CN.4/1999/NGO/5, Jan. 29, 1999.

[38] Mahmud and Baldo, El Diein Massacre.

[39] Senior Representatives of the banned Political Parties and Social Movements of Sudan, Final Communiqué, Peace & Democracy in Sudan: The Development of the IGADD and Asmara (NDA) Processes (London: Christian Solidarity International Conference, 1995).

[40] Report by the Sudan Human Rights Organization (Cairo) on investigation of slavery by Hamouda Fathelrahman and Abdon Agaw, June 1999; Hamouda Fathelrahman, "A Personal Experience, A Sincere Appeal" (Cairo), June 1999.

[41] U.S., Congress, Senate, 106th Cong., 1st sess., S. 145, "Sudan Peace Act," Section 4, paragraphs C & D, July 28, 1999.

[42] Agence France Press, Feb. 5, 1999.

[43] British Broadcasting Corporation (BBC) News, Mar. 18, 1999.

[44] M2 Presswire (Geneva), Mar. 16, 1999; Bellamy, "Buying Slaves Is Wrong."

[45] M2 Presswire, Mar. 16, 1999.

[46] Harold Hongju Koh, viceudenrigsminister for menneskerettigheder, ved FN's Menneskerettighedskommission, 23. april 1999.

[47] Reuters, Apr. 27, 1999.

[48] Susan Rice and David Scheffer, "Sudan Must End its Brutal War against Civilians," International Herald Tribune, Sept. 1, 1999.

---

Oversættelse: Bombadillo