Tony Blair holdt en større tale den 23. april med titlen "Derfor er Mellemøsten vigtig". Sammenfattende argumenterede han for, at Mellemøsten, langt fra at være et "stort ufatteligt roderi", er dybt involveret i en mangesidet kamp mellem en bestemt religiøs ideologi på den ene side, og dem, der ønsker at tilslutte sig den moderne verden på den anden. Desuden skal Vesten, som indtil nu har været blind for konfliktens religiøse karakter, vælge side: Den skal støtte dem, der står på det fordomsfri pluralistiske samfunds side, og bekæmpe dem, der ønsker at skabe intolerante teokratier.

I sin tale fastslår Blair en hel række væsentlige punkter:

Han siger, at en af de ”bestemmende udfordringer i vor tid” er en religiøs ideologi, som han kalder 'islamistisk', selv om han ikke har det godt med denne etikette, da han foretrækker at distancere sig fra enhver antydning af, at denne ideologi kan sidestilles med islam selv. Han er bekymret over, at "man kan komme til at virke som om, man sætter dem, der støtter den islamistiske ideologi, i bås med alle muslimer".

Han betragter islamismen som en global bevægelse, hvis forskellige manifestationer produceres af fælles ideologiske rødder.

Han afviser vestlige ikke-religiøse forklaringer på problemerne forårsaget af islamistisk ideologi, herunder præferencen blandt "vestlige kommentatorer" til at tilskrive islamismens manifestationer "adskilte" årsager, som ikke har noget at gøre med religion. Ligeledes antyder han, at den langvarige konflikt om Israel-Palæstina ikke er årsagen til denne ideologi, men at det omvendte snarere er tilfældet: At tage hånd om den islamistisk ideologis bredere indvirkning, kunne bidrage til at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Ifølge Blair er det, der adskiller voldelige terrorister fra tilsyneladende ikke-voldelige islamister - som Det Muslimske Broderskab - blot "forskellige opfattelser af, hvordan man kan nå islamismens mål", så at forsøge at skelne mellem politiske islamistiske bevægelser og radikale terrorgrupper er en fejl. Blair mener, at den religiøse ideologi af visse grupper som Broderskabet, som kan virke lovlydige, "uundgåeligt vil skabe en jordbund", hvor religiøs-politisk vold kan finde næring.

Han opfatter "islamismen" som en stor trussel overalt i verden, herunder i stigende grad i de vestlige lande. Islamismens "udfordring" er "voksende" og "breder sig ud over hele verden", og den er "den største trussel mod den globale sikkerhed i det tidlige 21. århundrede".

På grund af alvoren af truslen fra denne religiøs-politiske ideologi, hævder Blair, at Vesten kraftigt bør støtte næsten enhver, hvis interesser ligger i at modstå islamister, fra general Sisi i Egypten til præsident Putin i Rusland. Han ser det som en absurd ironi, at vestlige regeringer danner nære alliancer med lande, hvis uddannelsesmæssige og civile institutioner fremmer denne ideologi: Et oplagt eksempel på dette ville være alliancen mellem USA og Saudi-Arabien.

I alt dette kunne man forledes til at tænke, at Blair lyder meget som Geert Wilders, bortset fra, at han gør sig stor umage med at understrege, at han eftertrykkeligt afviser at sidestille islamisme med islam. Tony Blair og Geert Wilders er enige om, at verden står overfor en alvorlig religiøs ideologisk udfordring, men de er uenige om, hvorvidt denne udfordring er islam selv. Mr. Blairs tale er rettet mod mennesker, der ikke ønsker at blive opfattet som anti-muslimske, men som har brug for at blive bevidst om den religiøse karakter af den islamistiske udfordring. Han er ivrig efter at forsikre sit tiltænkte publikum om, at hvis de antager hans tese, vil de ikke gøre sig skyldige i at sammenblande dem, der støtter radikal jihad-vold med alle muslimer. To nøgleforudsætninger underbygger Blairs adskillelse af islamismen, den religiøs-politiske ideologi, fra islam, religionen.

Først forudsætter Blair, at islamisme ikke er islams "rette lære". Den kan, indrømmer han, være "en fortolkning", men det er en falsk fortolkning, en "pervertering" af religionen, som "fordrejer og forvrænger islams sande budskab." Han giver to argumenter til støtte for denne teologiske indsigt. Det ene er, at der er fromme muslimer, som er enige med ham: "Mange af dem, der totalt modsætter sig den islamistiske ideologi, er absolut fromme muslimer."

Dette er en fejlagtig argumentation. Det svarer til at hævde, at katolsk tro på pavens ufejlbarlighed ikke kan være kristen, blot fordi der er absolut fromme protestantiske kristne, som totalt modsætter sig dette dogme. Det faktum, at der er fromme muslimer, der afviser islamismen, er ikke et troværdigt argument for, at islamismen er en ugyldig fortolkning af islam.

Blairs andet argument til støtte for sin tro på, at islamismen er en pervertering af islam, er en påstand om, at kristne plejede til at hævde lignende afskyelige teologier: "Der plejede at være sådanne fortolkninger af kristendommen, som det tog os år at udrydde fra vort almindelige politiske liv." Dette er en selvforklejnende variant af den logiske fejlslutning, tu quoque, hvor andres argumentation angribes ved at beskylde dem for hykleri. Her retter Blair retorisk ad hominem-angrebet [som støtter sig på følelser eller fordomme, o.a.] mod sig selv og sin kultur. I realiteten siger han: "Det er hyklerisk af os at betragte den islamistiske ideologi som ægte islamisk, fordi (vi) kristne plejede at støtte tilsvarende skadelige teologier i fortiden (selv om vi ikke gør det i dag)."

Denne logik er lige så vildledende: Bemærkninger om kristen teologis historie, gyldige eller ikke, beviser intet om, hvad der er gyldige eller ikke gyldige former for islam.

Blairs anden nøgleantagelse er den udbredte opfattelse af den egentlige årsag til "udfordringen". Det grundlæggende problem, hævder han, er de folk af tro, der mener, at de og kun de har ret, og ikke accepterer gyldigheden af andre synspunkter. Sådanne mennesker tror, at "der er én sand religion og én sand opfattelse af den, og at denne opfattelse helt skal bestemme karakteren af samfundet og den politiske økonomi". "Den ser ikke sig selv som en konkurrerende opfattelse af, hvordan samfundet eller politikken bør reguleres inden for et fælles rum, hvor man accepterer andre synspunkter som lige gyldige. Den er eksklusivistisk af natur".

Hilary Clinton har udtrykt en meget lignende forståelse af ekstremistiske religiøse mennesker, der "definerer religion på en sådan måde, at hvis du ikke tror, hvad de vil have dig til at tro, så er det du gør ikke at praktisere religion, fordi der kun er én definition af religion".

Sådanne opfattelser af religion kan afspejle den sekulære tidsånd, men de giver en meget svag forklaring på udfordringen fra radikal islam. Problemet er ikke, at islamisterne mener, at de og kun de har ret. Problemet er alt resten, de tror på. Overvej dette: Tony Blair selv mener, at hans mål er gyldigt, sandt og værd at kæmpe for, nemlig et tolerant, åbent, demokratisk samfund, og at islamisternes mål om et sharia-samfund er ugyldigt. Han mener, at hans opfattelse bør afgøre samfundets karakter. Ligeledes mener mange andre religiøse grupper, at de følger den ene sande religion, herunder Den Katolske Kirke, som Tony Blair formelt tilsluttede sig i 2007: Moder Theresa af Calcutta opfattede bestemt ikke alternative religiøse synspunkter som lige gyldige med katolsk dogme. Men intet af denne trosvished indebærer, at Tony Blair eller katolikker i almindelighed er villige til at blive terrorister, hugge hænder af tyve eller dræbe frafaldne.

Blairs argument manifesterer tolerancens paradoks. Hans vision om et godt samfund er ét, hvor folk respekterer andres synspunkter som "lige gyldige". Samtidig hævder han, at vi skal afvise og bekæmpe islamismen, fordi den er "perverteret". Han taler for, at islamismen ikke skal tolereres, fordi den er intolerant. Hvis Blairs forklaring på islamistisk ondskab er fejlbehæftet, hvad er så forklaringen? Dette bringer os tilbage til islam selv. Er Blairs holdning til islam vandtæt?

Blairs argumenter for sit positive syn på islam er svage. Gyldigheden af islamismen står og falder ikke med, om der er fromme muslimer, der accepterer eller afviser den, og heller ikke om hvorvidt kristne tidligere har været fortalere for lige så perverterede teologier eller ikke. I sidste ende er islam som religion - alle anerkendte muslimske lærde vil være enige - baseret på læren af sunna (Muhammeds eksempel og undervisning) og Koranen. I dens tilhængeres øjne står og falder islams religiøse gyldighed med, hvor godt den kan begrundes ud fra disse autoritative skrifter. Der er mindst tre henseender, i hvilke islamistiske ideologier kan hævde stærk støtte fra islam - altså fra Koranen og Muhammed.

Den ene er intolerancen og volden i den islamiske kanon. Koranen siger: "Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem!" (sura 9:5, se også 2:191). Ifølge islamisk tradition sagde Muhammed: "Jeg er blevet sendt med et sværd i min hånd for at befale folk at tilbede Allah og ikke knytte nogen partnere til ham. Jeg befaler jer at nedgøre og undertvinge dem, der ikke adlyder mig ..." Han sagde også til sine tilhængere i Medina: "Dræb enhver jøde, der falder i jeres magt." I Muhammeds fodspor opfordrede en af hans mest beundrede ledsagere og efterfølgere som leder af det muslimske samfund, kalif Umar, islams hære til at bekæmpe ikke-muslimer, indtil de overgav sig eller konverterede og sagde: "Hvis de nægter dette, er det sværdet uden skånsel."

Det rækker ikke, i lyset af mange sådanne udsagn i Koranen og traditionerne om Muhammed, at løfte sine hænder i vejret og sige, at der også er dårlige vers i Bibelen. Hvis Jesus Kristus havde sagt sådanne ting som Muhammed gjorde, ville kristendommens politiske teologi se meget anderledes ud i dag, og den middelalderlige kristne teologi om hellig krig - oprindeligt udviklet som svar på den islamiske jihad - ville være blevet til under religionens fødselsveer, på samme måde som læren om islamisk jihad gjorde det i islams historie.

Islamistiske apologeter finder det relativt let at vinde unge muslimer for deres sag, netop fordi de har stærke argumenter til rådighed fra Koranen og Muhammeds eksempel og lære. Deres truende ideologi vokser i indflydelse, fordi den er så let at underbygge med et solidt religiøst fundament. Islamismen er måske nok ikke den eneste fortolkning af islam, men efter enhver objektiv målestok er den en åben mulighed for muslimer i betragtning af, hvad der findes i deres kanon.

Blair kommer med en sigende over-generalisering, når han siger, at islamistisk ideologi er en eksportartikel fra Mellemøsten. En anden vigtig kilde har været det indiske subkontinent. I dag er pakistanere blandt islamismens mest dynamiske apologeter. Abul A'la Maududi, en indisk (senere pakistansk) islam-lærer og grundlægger af Jamaat-e-Islami, skrev kraftfulde tekster for at radikalisere muslimer for mere end 70 år siden - herunder hans traktat Jihad in Islam (udgivet første gang i 1927). Hans værker er fortsat i udbredt anvendelse af islamistiske organisationer som redskaber for radikalisering. Maududis teologiske vision var drevet, ikke af mellemøstlige påvirkninger eller saudiske petrodollars, men af hans livslange studium af Koranen og Muhammeds eksempel. Det åndelige DNA, der var bestemmende for Maududis islamistiske teologi, stammer fra den islamiske kanon selv.

Det andet punkt at forstå om islamistiske ideologier er, at sammenblandingen af politik og religion, som er en af Blairs vigtigste indvendinger mod islamismen, altid er blevet accepteret som normativ af almindelig islamisk teologi. Det er ortodoks islam. Som Bernard Lewis påpegede, er adskillelsen mellem kirke og stat blevet spottet af de fleste muslimske tænkere lige siden islams oprindelse: "Adskillelsen af kirke og stat blev hånet i fortiden af muslimer, når de sagde, at denne er et kristent middel mod en kristen sygdom. Den gælder ikke for os eller vores verden."

Det tredje punkt om islamistiske ideologier er, at deres vision om et lukket samfund, hvor ikke-muslimer er andenklasses deltagerne, er i fuld overensstemmelse med almindelig konservativ islamisk tænkning. Her igen Bernard Lewis: "Det er først for ganske nylig, at nogle forsvarere af islam er begyndt at hævde, at deres samfund i fortiden gav ikke-muslimer ligestilling. Ingen sådan påstand er fremført af talsmænd for nutidens genopståede islam, og historisk set er der ingen tvivl om, at de har ret. Traditionelle islamiske samfund hverken indrømmede en sådan lighed eller foregav, at de gjorde. Faktisk ville dette i den gamle orden have været betragtet, ikke som en fortjeneste, men som en pligtforsømmelse. Hvordan kunne man indrømme samme behandling til dem, der følger den sande tro, og dem, der forsætligt afviser den? Dette ville være både en teologisk og en logisk absurditet." (The Jews of Islam, Princeton University Press, 1987, p. 4).

Tony Blair gør ret i at opfordre verden til at engagere sig og afvise radikal islamistisk ideologi. Denne er en afgørende global udfordring i vor tid. Han har også ret i at hævde, at denne ideologi er religiøs. Men han har dybtgående uret i at karakterisere den som uislamisk. De fejlagtige argumenter han fremfører for at skelne mellem islam og islamisme, er intet andet end spinkel retorik. De hårde beviser mod en adskillelse af islamisme fra islam er klare på trods af nogle fromme muslimers modstand.

Islamismen er en gyldig fortolkning af islam - ikke i den forstand, at den er den eneste "rigtige" eller "sande" fortolkning, men fordi dens centrale grundsætninger finder klar og tydelig støtte i den islamiske kanon, og er på linie med centrale principper i 1400 års islamisk teologi. (At gøre denne iagttagelse er ikke det samme som at sige, at alle fromme muslimer er islamister!)

Blair har ret, når han opfordrer Vesten til at bekæmpe "radikal islam", men grunden til, at "radikal" er det rette ord at bruge for denne ideologi, er, at radikal betyder "rod" og at islamistiske ideer er dybt rodfæstede i islam selv. Islamismen er en radikal [rodfæstet, o.a.] form for islam. Dette forklarer, hvorfor radikaliseringsprojektet er skredet frem med så stor kraft over hele verden.

For at bekæmpe radikale islamiske synspunkter, er vi nødt til at have en åben og ærlig dialog om radikaliseringens dynamik. Blair er bekymret over den skade, der sker ved en benægtelse af islamismen, men selv giver han sig skyklapper på, der er lige så uhensigtsmæssige. Han gjorde ret i identificere islamistisk ideologi som den jordbund, hvori voldelige jihad-ideologier "uundgåeligt" slår rod, men undlader at identificere almindelig islam selv som den jordbund, hvori islamismen udvikler sig. I virkeligheden er den islamistiske bevægelse kun toppen af isbjerget af den islamiske bevægelse, en dybere og bredere genopvækkelse af islam over hele den muslimske verden.

Når vestlige ledere imødegår radikale islamiske ideologier, bør de afstå fra at fremstille sig selv som teologiske eksperter, der på en eller anden måde er kompetente til at afgøre, om hvorvidt en bestemt fortolkning af islam er gyldig eller "perverteret". Der er noget latterligt over sekulære politikere, der fælder dom over hvilke manifestationer af islam, der er teologisk korrekte. Som den taleban-gejstlige Abu Qutada engang sagde: "Jeg er forbløffet over præsident Bush, når han hævder, at der intet er i Koranen, som retfærdiggør jihad-vold i islams navn. Er han en slags islamisk lærd? Har han nogensinde læst Koranen?"

Rituelle demonstrationer af respekt for islam burde ikke bruges rutinemæssigt for at forsøde pillen med opposition mod nogle muslimers uacceptable overbevisninger og former for adfærd. Ledere er nødt til at være helt klar over hvilke værdier, de står for, og at insistere på disse værdier. De burde ikke behøve at udtrykke teologiske meninger om, hvad der er eller ikke er gyldig islam, for at gå imod antisemitisme i palæstinensiske skolebøger, nægtelse af grundlæggende religiøse rettigheder for ikke-muslimske gæstearbejdere i Saudi-Arabien, tilskyndelse til had mod kristne i Egypten, fremme af kvindelig omskæring i islams navn i Maldiverne, eller ægteskab med barnebrude i Storbritannien.

I denne post-sekulære verden er vore ledere nødt til at "gøre Gud" med mindre naivitet. De har brug for at forstå, at det indre pres de føler for at udtrykke respekt for islam, når de vender sig mod nogle af dens manifestationer, i sig selv er et symptom på den ideologi om dominans, der driver den islamistiske dagsorden. De bør modstå presset til at levere undskyldninger for islam. Det kan mullaherne gøre.

---

Dr. Mark Durie er teolog, menneskerettighedsaktivist, anglikansk præst, Shillman-Ginsburg Fellow ved Middle East Forum, og adjungeret Research Fellow på Centre for the Study of Islam and Other Faiths ved Melbourne School of Theology. Han har udgivet mange artikler og bøger om acehnesernes sprog og kultur, kristen-muslimske relationer og religionsfrihed. Som kandidat fra Australian National University og Australian College of Theology, har han haft besøgsudnævnelser på University of Leiden, MIT, UCLA og Stanford, og blev valgt som Fellow of the Australian Academy of the Humanities i 1992. Kilde: markdurie.com blog

Hans bøger om kristen-muslimske relationer er:

The Third Choice: Islam, Dhimmitude and Freedom
Which God?: Jesus, Holy Spirit, God in Christianity and Islam

---

Oversættelse: Bombadillo