Fred/vold-problemet

Det er almindeligt anerkendt, at Koranen, i spørgsmålet om vold, taler med mere end én stemme. Nogle vers taler for fred og andre for krig. Den konventionelle forklaring er, at forskellen hænger sammen med udvandringen af det tidlige muslimske samfund fra Mekka til Medina: I Mekka blev muslimerne forfulgt, mens Muhammed og Koranen prædikede ikke-vold og tolerance, men i Medina blev en islamisk stat etableret og Muhammed samlede en hær, som han førte til sejr i kamp mod ikke-troende.

En konventionel forklaring

En traditionel islamisk teologisk fortolkning er, at i Mekka var Muhammed og hans samfund svagt, sårbart og forfulgt, og at Allah derfor klogt anbefalede tålmodighed og overbærenhed. Men da deres magt var etableret i Medina, blev muslimerne befalet at kæmpe for Allahs sag, hvilket indvarslede religionens triumferende fremgang.

Det er ubestrideligt, at der er en udvikling fra fred til vold i Koranen. Men er den konventionelle forklaring til dette skift støttet af Koranens tekst selv? Er det denne forklaring, der bedst giver mening til Koranen?

En anden historie, der skal fortælles

I min nyligt udgivne bog, The Qur’an and its Biblical Reflexes, argumenterer jeg for, at den traditionelle forklaring er baseret på en fejllæsning. Mens jeg (af en lang række grunde) ser bort fra hele Mekka-Medina-fortællingen, argumenterer jeg for, at hvis vi læser Koranen med et øre for ændringerne i dens teologi i forbindelse med overgangen mellem de (såkaldt) "mekkanske" og "medinensiske" vers, så dukker en anden historie frem. Denne er historien om en troskrise og hvordan den blev løst.

For at forstå hvad der skete, da Koranens budskab ændrede sig, må vi fokusere på budskabet selv. De tidligere kapitler i Koranen advarer tilhørerne om, at hvis de ikke omvender sig, vil de blive straffet i dette liv og det næste. Ikke alene venter Helvedesilden dem, men i dette liv vil en "nærmere straf" komme ned over deres hoveder i form af en ødelæggende handling fra Allah. Mange historier bliver fortalt i Koranens tidligere passager, om hvordan Allah tilintetgjorde tidligere generationer af mennesker, der ignorerede advarsler bragt af sendebud, med voldsomme indgreb i form af oversvømmelse, jordskælv, storm eller ild fra himlen.

Sammen med disse alvorlige advarsler lover Koranen også succes i dette liv og det næste til dem, der omvender og tror.

Hvordan modtog folk denne dommedagsprædiken? Ikke alt for godt. De vantro begyndte at håne det koraniske "Sendebud" (i Koranen kaldet Muhammed, eller "den lovpriste") og spurgte, hvornår denne store katastrofe ville indtræffe. "Bring os det, som du truer med," (Koranen 7:70) sagde de og klagede over, at det hele tog alt for lang tid. Koranen siger bittert, at "De beder dig fremskynde det onde førend det gode" (Koranen 13:6), men hvad de virkelig sagde var, at det hele var noget, Sendebudet havde fundet på. De vantro hånede også Sendebudet på mange andre måder, hvilket fortælles om i overraskende detaljer i Koranen (f.eks. 37:36).

En troskrise

Hvordan tog de troende dette? Koranen fortæller, at Sendebudet og hans tilhængerskare blev bekymrede. Som svar på denne bekymring råder Koranen til tålmodighed og understreger, at Sendebudet kun er en advarer, og at han altså ikke er ansvarlig for andet end den klare aflevering af budskabet (Koranen 29:18). Timingen tilhører Allah.

I et stykke tid ser det ikke godt ud for de koran-troende. Ud over hånen, bliver de også dårligt behandlet, og nogle bliver endda smidt ud af deres hjem. Der er henvisninger til, at Sendebudet lider nød og tvivl (f.eks. Koranen 10:46, 65; 11:17), selvom han bliver trøstet med tanken om, at tidligere sendebud også havde kæmpet med følelser af håbløshed (Koranen 12:110). Nogle troende er fristet til at vende sig bort (Koranen 21:109, 16:82), og nogle giver efter for denne fristelse (Koranen 13:25). Den succes, som de alle var blevet lovet, virker lige så flygtig, som straffen af de vantro er forsinket.

Dette var grundlæggende en troskrise, en teologisk krise. I The Qur’an and its Biblical Reflexes kalder jeg det en eskatologisk krise. Selve eksistensen af de troendes bevægelse var kommet i fare. At vente på Allahs "nærmere straf" kunne kun gå an et vist stykke tid. Men når alt bare fortsætter som normalt, begynder en dommedagsprofets autoritet at ebbe ud.

Den teologiske overgang: Krisen løses gennem vold

Krisen bliver løst på en måde, som de foregående åbenbaringer ikke havde foregrebet. Det meddeles de troende, at den lovede og længe ventede af straf var kommet i form af vold ved menneskehånd: "Kæmp mod dem! Så vil Allah straffe dem ved jeres hånd ..." (Koranen 9:14) Det var ikke ved jordskælv eller ild fra himlen, men ved de troendes sværd, at Allahs hånd ville bringe den nærmere straf. Med henvisning til et slag, som for at forsikre de troende, fortæller Allah, at det ikke var dem, der dræbte, men Allah, og ikke var dem, der kastede spyd, men Allah (Koranen 8:17). Til beskrivelse af denne vold bruger Koranen også udtryk, der tidligere havde karakteriseret Allahs handlinger og Helvedesilden: det kaldes en "pinefuld straf" og "smag" (dvs. hvad der vil ramme dem i Ilden). Allahs mønster, når Han straffede ældre generationer med jordskælv, oversvømmelse, storm eller ild, var tidligere blevet beskrevet som den uforanderlige "Allahs vej"; efter krisen kommer den troendes kamp til at blive beskrevet som stræben (jihad) på "Allahs vej".

Jeg kalder det skifte i tænkningen, der løser krisen, Den Teologiske Overgang. Opdelingen i Koranen er således ikke mellem mekkanske og medinensiske suraer, men mellem præ- og post-overgangssuraer.

Ved optagelsen af vold kommer Sendebudet og hans tilhængere videre fra passivt at vente på en fremtidig guddommelig straf til at blive aktive agenter for guddommelig gengældelse i nutiden. I det væsentlige handler skiftet fra fred til krig ikke om defensiv kamp eller reaktion på forfølgelse. Det er en bekræftelse af Sendebudets dommedagsprædiken, som redder den koraniske bevægelse og dens Sendebud fra sekterisk glemsel.

Denne forklaring på overgangen til vold giver en hel del bedre mening til den faktiske korantekst end den konventionelle udlægning. I The Qur’an and its Biblical Reflexes dokumenterer jeg i detaljer de mange teologiske og retoriske tilpasninger, som Koranen udfører for at støtte og validere dette skift. Efter overgangen til vold, for eksempel, finder vi, at Koranen ikke længere beretter, at de vantro kræver, at den guddommelige straf bliver "fremskyndet" (da den allerede var kommet).

Konsekvenser af overgangen

En af de mest slående justeringer efter den teologiske overgang er en ændring i opfattelsen af sendebuds rolle. Før overgangen var det gentagne gange blevet understreget, at tidligere sendebud blot var 'advarere', hvis eneste opgave var at levere budskabet. Men efter overgangen bliver sendebud ledere af kæmpende samfund af troende ("Hvor mangen en profet har ikke haft tusindvis af mænd med sig, ..." Koranen 3:146), og fortællinger om tidligere sendebud bliver tilpasset for at afspejle denne nye virkelighed. En ændring finder også sted i position og status af Koranens Sendebud, da han nu er én, der skal adlydes, snarere end kun én, hvis budskab skal tros. Det hævdes bagudrettet, at sådan var det altid med alle tidligere sendebud ("Vi har aldrig sendt en udsending uden med det formål, at han, med Allahs tilladelse, skulle adlydes." Koranen 4:64). På denne måde opnår sendebudet, hvad E. A. Rezvan har kaldt "altomfattende personlig magt". Vi kan også se, at disse ændringer er problematiske for den indre sammenhæng af Koranens teologi. Selvom Koranen før overgangen gentagne gange havde hævdet, at der aldrig kan være nogen ændring i "Allahs sædvane" (Koranen 33:62; 35:43; 48:23), var der efter overgangen en meget betydningsfuld, faktisk verdensforandrende, ændring.

Hvorfor har ingen set dette før?

Koranen er ikke en let bog at hitte rede i. Dens suraer (kapitler) er ikke arrangeret i nogen logisk eller kronologisk orden, og i de enkelte suraer kan en bred vifte af temaer og ideer være dækket i en flydende af strøm af tanker, som ikke er organiseret i en klar retorisk struktur. Det kan være meget let at overse ting. Dette betyder også, at læsere har tendens til at være meget afhængige, når de læser for at forstå Koranen, af den standard fortællingsramme, der leveres af Muhammeds liv. Folk ser, hvad deres øje er rettet mod, og den konventionelle biografiske ramme har tendens til at rette læsernes opmærksomhed bort fra tekstens indre teologiske udvikling, herunder den eskatologiske krise. Muhammeds biografi leder os til at læse Koranen i lyset af det nyetablerede muslimske samfunds kamp for magt stående overfor afvisning og fjendtlighed. På denne måde skubber den konventionelle biografiske ramme Koranens teologiske ramme til side og gør den svær at se.

Den opfattelse, der er skitseret her, kom jeg frem til som resultat af en bevidst beslutning om at forstå Koranen på dens egne betingelser, uden NOGEN afhængighed af Muhammeds biografi (som jeg ikke desto mindre var velbekendt med). Efter at være kommet frem til de konklusioner, der er beskrevet her, fandt jeg min analyse bekræftet i en fremragende bog af David Marshall, God, Muhammad, and the Unbelievers. Nøgleaspekter af det, jeg havde set, havde Marshall allerede opdaget, og jeg giver ham en masse anerkendelse i min bog.

Konklusion

Sammenfattende kan man sige, at den "indre" teologiske historie - som fortalt af Koranen selv - ikke er den om et forfulgt samfund, der fandt sejr gennem migration og statsdannelse, hvorfra det greb til våben mod sine forfølgere. Denne kan være historien, der fortælles af det biografiske materiale om Muhammed, som blev samlet århundreder efter, at Koranen blev skrevet, men det er ikke den historie, Koranen selv fortæller. Selv om der er forfølgelse og triumf i Koranen, afslører en mere omhyggelig læsning af Koranens tekst en bevægelse, der vaklede under vægten af ikke-ankomsten af et profeteret dommedagsscenarie. Denne bevægelse blev derefter reddet - og forvandlet - af en chokerende og epokegørende meddelelse om, at de troendes aktive sværd skulle betragtes som en Allahs handling. Resten, som de siger, er historie.

---

Dr. Mark Durie er teolog, menneskerettighedsaktivist, anglikansk præst, Shillman-Ginsburg Fellow ved Middle East Forum, og adjungeret Research Fellow på Centre for the Study of Islam and Other Faiths ved Melbourne School of Theology. Han har udgivet mange artikler og bøger om acehnesernes sprog og kultur, kristen-muslimske relationer og religionsfrihed. Som kandidat fra Australian National University og Australian College of Theology, har han haft besøgsudnævnelser på University of Leiden, MIT, UCLA og Stanford, og blev valgt som Fellow of the Australian Academy of the Humanities i 1992. Kilde: markdurie.com blog

Hans bøger om kristen-muslimske relationer er:

The Third Choice: Islam, Dhimmitude and Freedom
Which God?: Jesus, Holy Spirit, God in Christianity and Islam

---

Oversættelse: Bombadillo