I bogen "What Went Wrong" (dansk udgave: "Hvad gik galt?") kortlagde Bernard Lewis islams tilbagegang i den moderne tid samt den resulterende teologiske krise for den muslimske verden.

Nu er islam på vej gennem en anden krise, forårsaget af gentagne nederlag for vækkelsesbevægelsers svar på den første krise. Denne anden krise, kombineret med den samlede virkning af den første, der stadig er uløst, vil føre til en langtrukken periode med politisk og social ustabilitet for muslimske samfund.

Islams første årtusinde var en periode med ekspansion gennem erobring. Men i fem århundreder fra omkring år 1500, har vestmagterne presset islamisk herredømme tilbage. Der er mange markante begivenheder i denne Vestens (herunder Ruslands) overtagelse af magten, såsom:

- erobringen af Goa i Indien af portugiserne i 1510;
- befrielsen af det kristne Etiopien i 1543 med støtte af portugisiske soldater;
- osmannernes nederlag ved Wiens porte i 1683 og den efterfølgende befrielse af Ungarn og Transsylvanien;
- Napoleons erobring af Egypten i 1798;
- USA's krige mod Barbaresk-staterne i 1801-1815, som satte en stopper for tribut-betalinger fra USA til de nordafrikanske stater for at undgå pirateri og slavebinding af amerikanske borgere;
- en lang række nederlag til osmannerne i russisk-tyrkiske krige, der strakte sig over fire århundreder og kulminerede med den russisk-tyrkiske krig i 1877-1878, som førte til uafhængighed for Rumænien, Serbien, Montenegro og Bulgarien;
- omstyrtelsen af muslimske fyrstedømmer i Sydøstasien af portugisere, spaniere, hollændere og englændere;
- briternes endelige ødelæggelse af Mogul-herredømmet i Indien i 1857;
- Det Osmanniske Riges nederlag og nedlæggelse som et resultat af 1. Verdenskrig; og endelig
- oprettelsen af den moderne stat Israel i 1948 i et område, der tidligere var styret af islam, hvilket af mange muslimer blev betragtet som kronen på ydmygelsen i denne lange række af nederlag.

Vi taler ikke kun om vestlig kolonialisme. Nogle af sejrene over muslimske fyrstedømmer involverede besættelse eller kolonisering af overvejende muslimske lande, men i mange tilfælde var der tale om befrielse af ikke-muslimske folkeslag fra åget under muslimsk herredømme, som i Etiopien, Ungarn og Indien, og i andre om defensive svar på islamisk aggression, som f.eks. osmannernes nederlag ved Wiens porte.

Mens islams ydre grænser fortsat skrumpede ind, blev dens dominerende stilling inden for egne grænser også udfordret. I samme periode skete der mange steder forbedringer i vilkårene for ikke-muslimer under islamisk styre - dvs. en svækkelse af dhimmi-systemet - som gav muslimerne et indtryk af deres egen religions tab af dominans og tab af "succes". En milepæl i denne lange proces var Paris-fredstraktaten i 1856, som afsluttede Krimkrigen. Som en del af denne aftale blev osmannerne tvunget til at give lige rettigheder til kristne i hele deres imperium.

Den gradvise proces med forbedring af forholdene for kristne og jøder under islam, blev beklaget af muslimske lærde, der så det som bevis på islams forfald. For eksempel klagede en egyptisk muslimsk dommer - i en anmodning om en fatwa i 1772 - over de "beklagelige nyskabelser" af kristne og jøder, som dristede sig til at gøre sig lig med muslimer i påklædning og adfærd, alt sammen i strid med islamisk lov.

I samme ånd klagede Koran-kommentator Al-Alusi fra Bagdad over, at ikke-muslimer i Syrien i løbet af første halvdel af det 19. århundrede var blevet tilladt at betale den årlige skat via en repræsentant, og dermed undslap den personlige rituelle nedværdigelse, der er foreskrevet af islamisk lov. Han konkluderede: "Alt dette er forårsaget af islams svaghed."

Hvorfor skulle islams manglende dominans være et tegn på svaghed?

Islamisk doktrin lover falah, "succes", til religionens tilhængere, symboliseret ved det kald til bøn, der dagligt lyder fra minareterne: "Kom til succes, kom til succes." Islams lovede succes er altid blevet forstået som både åndelig og materiel: Erobring og herredømme i dette liv og paradis i det næste. Koranen fortæller, at Allah har sendt Muhammed "med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion". (48:28).

Islams succes-teologi betød, at de islamiske hæres globale nederlag til "kristne" stater udgjorde en dyb åndelig udfordring for islams centrale krav. Ligesom muslimske lærde altid havde peget på islams militære sejre som bevis for dens guddommelige autoritet, vidnede denne nederlagenes litani om dens fiasko som religion for de succesrige.

Det presserende spørgsmål: "Hvad gik galt?" fremtvang den islamiske vækkelse, et sammenhængende netværk af vækkelsesbevægelser, hvis centrale tese er, at muslimer igen vil blive "succesrige" - og opnå politisk og militær dominans over ikke-muslimer - hvis de i sandhed er helliget Allah og trofast indfører islamisk lov. Disse er reformatoriske bevægelser i den originale (middelalderlige) betydning af det latinske ord reformatio, for de søger at genoprette islam i sin tidligere herlighed ved at vende tilbage til de første principper.

Nogle af de vigtigste formative strømninger i den islamiske vækkelse har været:

- Wahhabi-bevægelsen, der opstod i det 18. århundrede;
- Deobandi-bevægelsen i Indien og Pakistan, som daterer sig fra 1866;
- Jamaat e-Islami, der blev grundlagt i 1941 i Indien;
- Det Muslimske Broderskab, der blev grundlagt i 1928; og
- den iranske revolution i 1979.

Fra disse er kommet et utal af udløbere og grene, såsom Taliban (fra Deobandi-bevægelse); Al-Qaeda (et produkt af ideologien af Det Muslimske Broderskabs teolog Said Qutb); missionsbevægelsen Tablighi Jamaat; og Hizb ut-Tahrir.

Selv Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC), den muslimske verdens "FN", er en vækkelsesorganisation. Dette afspejles i dens charter, hvori det hedder, at den er til "for at puste nyt liv islams banebrydende rolle i verden", en eufemisme for genetableringen af islams dominerende plads i verdens anliggender.

I det væsentlige sigter de islamiske vækkelsesbevægelser mod at genetablere islams storhed og gøre den "succesrig" igen. Dette håb er for eksempel legemliggjort i Det Muslimske Broderskabs slogan "Islam er løsningen". Dette indebærer, at når islam virkelig er indført, så vil alle de problemer, mennesker står over for - såsom fattigdom, manglende uddannelse, korruption og uretfærdighed - blive løst. Bagsiden af dette slogan er tesen om, at alle problemerne i den muslimske verden er forårsaget af mangel på ægte islamisk observans: Allah tillod sit folk at falde i uorden, fordi det ikke var trofast i overholdelsen af hans love. Korrektionen til dette åndelige problem bør derfor være mere sharia-overholdelse. Dette er grunden til, at tørklæder og burkaer er dukket op på muslimske kvinders hoveder med stigende hyppighed over hele verden.

For en tid så det for mange muslimer ud til, at vækkelsesprogrammet virkede. Den iranske islamiske revolution og den senere sejr for jihadister i Afghanistan og Sovjetunionens sammenbrud, blev betragtet som et bevis på vækkelsesprogrammets succes. Dette var helt sikkert opfattelsen hos oversætteren af sheik Abdullah Azzams jihadist-traktat Join the Caravan:

Kampen, som han [sheik Azzam] stod for, fortsætter, på trods af islams fjender. "De ønsker at slukke Allahs lys med deres mund, men Allah vil af hele sin vilje fuldkommengøre sit lys, selvom de vantro hader det. Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Allahs side, hader det." (Koranen 9:32-33) Siden bogen blev skrevet, er russerne blevet fordrevet fra Afghanistan, ved Allahs nåde, og hele Sovjetunionen er gået i opløsning.

Utopiske krav er risikable, fordi de åbner mulighed for endnu større fiasko og forstærket erkendelsesmæssig disharmoni, efterhånden som afstanden mellem ens tro og virkeligheden vokser. Islams første krise var Vestens opstigen gennem teknologisk, økonomisk og militær overlegenhed. Den anden krise er den islamiske vækkelses fiasko som en reaktion på den første krise. Den anden krise kan vise sig endnu mere smertefuld og dyb end det første i dens indvirkning på islam.

Manifestationer af vækkelsens fiaskoer er lige så forskellige som de islamistiske bevægelser, der frembragte dem. Man kunne pege på:

- Talebans grusomheder og tilbageståenhed;
- korruptionen og grusomhederne efter den iranske 1979-revolution;
- Det Muslimske Broderskabs manglende evne til at regere til gavn for det egyptiske folk, hvilket førte til det vildt populære militærkup i 2013;
- det nuværende økonomiske sammenbrud i Tyrkiet under den stortalende islamistiske premierminister Erdogan;
- Khartoums folkemorderiske militære kampagner mod egne borgere, der har forårsaget mere end en million ofre; og
- det igangværende irakiske og syriske jihad-drevne blodbad.

Overalt ser man, at muslimer har gode grunde til at sætte spørgsmålstegn ved den islamiske vækkelses trosbekendelse. Resultaterne af mere end to århundreders teologisk iver ser ikke godt ud. Muslimske stater har ikke virkeliggjort de utopiske mål, som disse bevægelser satte. Faktisk er det modsatte tilfældet: Igen og igen ser man, at hvor vækkelsesbevægelser har vundet indpas, er den menneskelige elendighed kun vokset. Alt for mange muslimske stater fortsætter med at være modeller for fattigdom og økonomisk fiasko på trods af alle deres tildækkede kvinder.

En uundgåelig konsekvens af denne tendens er utilfredshed med islam og en voksende fremmedgørelse fra religionen. Vækkelsesbevægelserne og deres trosbekendelses åbenlyse fiasko skaber en følelse af ængstelse gående ud på, at islam er truet, ikke af det vantro Vesten, men af det skadede omdømme, som er forårsaget af vækkelsesprædikanterne selv. Det er et af de tilfælde, hvor kuren er værre end sygdommen.

For nylig er general Sisi blevet hyldet af befolkningen i Egypten, ikke blot som nationens befrier fra Det Muslimske Broderskabs hærgen, men som islams Frelser: Han er nu en mand på en mission om at redde religionen. I en tale for nylig opfordrede Sisi til en "ny vision og en moderne, omfattende forståelse af religionen islam". Sisi ville redde islams omdømme ved at forbedre "billedet af denne religion overfor verden, efter at islam i årtier er blevet beskyldt for vold og ødelæggelse rundt omkring i verden, på grund af forbrydelser, der falskelig er begået i islams navn".

Ved "forbrydelser" tænker Sisi uden tvivl på retsforfølgelsen af den tidligere præsident Morsi, der nu er i gang ved egyptiske domstole. Blandt andre anklager, påstås Morsi at have været i ledtog med al-Qaeda.

Sisis udtalelse repræsenterer en afvisning af islamisk vækkelse, fordi der i kernen af alle vækkelsesbevægelserne er et ønske om at genindsætte og hævde jihad-institutionen, som et symbol på og middel til islams attråede "succes". Den eminente Deobandi-jurist Muhammad T. Usmani skrev således i Islam and Modernism: "Aggressiv jihad er lovlig selv i dag (...). Dens berettigelse kan ikke tilsløres (...) vi burde ære (...) denne ekspansionisme med fuldstændig selvtillid."

Mens Sisis kommentarer udtrykker en bekymring for billedet af islam "overfor verden” - dvs i alles øjne, herunder ikke-muslimers - så drejer den dybere, mere eksistentielle angst sig om, hvorvidt muslimer vil komme til at tvivle på deres egen tro.

Denne angst er ikke blot teoretisk. Kristne hjælpearbejdere i Mellemøsten har for nylig rapporteret om tusindvis af muslimske syriske flygtninge, der forlader islam for at antage den kristne tro. Der var en bemærkelsesværdig vækst af konverteringer til kristendommen blandt algeriere i kølvandet på det islamistiske regime i de tidlige 1990'ere. Der er også mange rapporter om eksplosiv kirke-vækst i Iran, i en situation med faldende fremmøde i moskeer og udbredt desillusion angående islam blandt unge iranere.

Det ser ud til, at jo mere intenst en nation er formet af islamisk vækkelse eller radikal jihad, jo mere sandsynligt er det, at et betydeligt antal muslimer ønsker at forlade islam. Dette er ikke overraskende: Man kan ikke love en islamisk utopi og så undlade at levere varen uden at risikere skader på islams omdømme selv.

Et andet symptom på faldende tillid til islam er de styrtdykkende fødselsrater i islamiske lande, ikke mindst i Iran. David Goldman har påpeget, at lavere fødselsrater har tendens til at være korreleret med tab af tillid og nedgang i troen: "Et manglende ønske om børn er typisk et symptom på civilisatorisk tilbagegang."

Paradoksalt nok har vækkelsesbevægelserne søgt at fremme islams succes, men deres faktiske kurs giver stærke beviser imod islams evne til at løse problemerne for et godt liv i denne verden.

Dette spørgsmål dukkede op i et usædvanligt interview for nylig på egyptisk tv med en burka-klædt kvinde, der erklærede sin hensigt om at forlade islam og blive kristen.

I interviewet afviser kvinden islam med den begrundelse, at hvis islam var en gyldig tro, ville dens tilhængere ikke dræbe hinanden: "Der er ingen (sand) islam, fordi (ægte) muslimer dræber ikke (andre) muslimer; brødre dræber ikke deres brødre; brødre sender ikke folk fra Hamas eller Gaza for at bombe os og dræbe os her; brødre dræber ikke deres brødre i politiet; brødre dræber ikke deres brødre i hæren." I det væsentlige er denne kvinde enig i General Sisis bemærkning om, at nogle muslimer får islam til at blive "kendt skyldig" i vold.

Der er grund til at betvivle ægtheden af dette interview: Det kunne godt være anti-Broderskab propaganda, der i realiteten siger: "Se hvilket rod Broderskabet har skabt: Det er nu så slemt, at muslimer tænker på at forlade islam på grund af al den vold og drab, muslimer laver." Men selv om dette interview er propaganda - og noget af det kvinden siger, lyder ret ejendommeligt - så er det vigtige her, at interviewet afspejler et voksende ønske om at give luft for følelsen af skuffelse, forårsaget af vækkelsesprædikanternes vold. Selv som propaganda - hvis dette er, hvad denne video er - så peger den på borgernes bekymringer om, at islam er blevet vejet og fundet for let på grund af reformatorernes gerninger.

I den første del af det 20. århundrede, forudsagde den hollandske arabist C. Snouck Hurgronje, at islam ville følge det samme spor som kristendommen i Europa og blive tandløs. Muslimer, hævdede han, ville forvise islam til området for personlig fromhed, eskatologi og det næste liv. Han betragtede marginaliseringen af islamisk praksis - dvs. af sharia-loven - som uundgåelig, under dominans af europæiske værdier. Han skrev i The Achehnese: "Islams love og institutioner vil få samme skæbne [som lovene i Bibelen] (...) studiet af dem vil gradvist træde i stedet for deres praksis. (...) Således er vores forudsigelser angående islams fremtid, som vi siger med så meget desto mere tillid, da symptomerne på dens realisering allerede er dukket op."

Det modsatte har vist sig at være sandt. Tendensen Snouck Hurgonje så, viste sig at være illusorisk og kortlivet: I det post-koloniale område, samlede vækkelsesbevægelser kraft og troværdighed blandt muslimer verden over, indtil de blev den dominerende teologiske tendens i det tyvende århundredes islam. Det er sigende, at Snouck Hurgonje fuldstændigt undervurderede wahhabi-bevægelsen, da han skrev: "Wahhabite-bevægelsen, der skabte kaos i Arabien på tærsklen til det nittende århundrede (...) blev undertrykt af Mohammad Ali og wahhabitismen er siden blevet begrænset til en ubetydelig sekt ..."

Tilliden til islam bliver nu punkteret i takt med, at de bitre frugter af voldelige islamistiske revolutioner bliver mere synlige. Snouck Hugronje bemærkede også, at "Al ensartethed i det offentlige og private liv, der hersker blandt muhamedanere af forskellige racer (...) har sin oprindelse i ydre tvang. Islams missionærer i udlandet var dens krigere, og islams interne propaganda blev udført af dens politi." Mens tvang kan have fungeret i fortiden, fungerer det ikke så godt i dag. I den moderne tidsalder, med mobiltelefoner og let adgang til information via internettet, er forsøg på at gennemtvinge konformitet ved hjælp af magt mere tilbøjelig til at resultere i desillusion. I dag er folk mere vidende og kan finde oplysninger frem, der kan hjælpe dem med at vælge, hvad de skal tro.

Islamiske vækkelsesgrupper bliver af den muslimske offentlighed kendt skyldige i at skade islams omdømme selv, og dette kan kun føre til yderligere åndelig desorientering blandt muslimske befolkninger. Islams første krise havde vidtrækkende konsekvenser, der strakte sig fra gen-islamiseringen af muslimske samfund rundt om i verden til grusomheden den 11. september. Islams anden krise vil også få vidtrækkende konsekvenser, med ikke mindre dybtgående virkninger.

I lang tid har vækkelsesbevægelser været det eneste seriøse islamisk-teologiske svar på islams første krise. De var det eneste tilbud på markedet. Nu da denne anden krise folder sig ud og afslører sin bitre frugt for den muslimske verden, så er konsekvensen for den islamiske vækkelses åbenbare fiasko, at der ikke er noget teologisk tilflugtssted tilbage, hvor islam kan søge skjul. Den åndelige desorientering, fremkaldt af vækkelsesbevægelser, der kun bringer konflikt og død i stedet for det lovede Utopia, vil i stigende grad få muslimer til at blive enige med den hollandske parlamentariker Geert Wilders i, at "islam er problemet".

Mens nogle vil byde denne udvikling velkommen, vil det næsten helt sikkert føre til øget politisk og social destabilisering af de muslimske samfund, herunder aggressive modreaktioner i forsøg på at afstive islams troværdighed. Kommunismen, en anden utopisk ideologi, blev også bragt i miskredit på grund af dens mange foragtelige svigt, fra Stalin til Pol Pot, men det forhindrede ikke nogle i at forblive sande troende, selv til den dag i dag.

De Australske Imamers Råd udtalte for nylig, som reaktion på rapporter om mindreårige ægteskaber blandt australske muslimer, at "ingen religion (...) bør holdes ansvarlig for dens tilhængeres overtrædelser". Men dette er netop sagens kerne og navnet på en ængstelse, der griber den muslimske verden: Muslimer vil holde islam ansvarlig, når islamiske vækkelsesprædikanter lover Utopia, men leverer kaos og krænkelser af menneskerettighederne.

Den iranske nukleare trussel er alvorlig, ikke kun på grund af det traditionelle shiitiske had til vantro, men også fordi Irans ledere uden tvivl er klar over, at islams greb om almindelige iranere er ved at forsvinde. Åndeligt har revolutionen fejlet. En atombombe kunne fyres af som en desperat manøvre for at afstive islams troværdighed. Det er uforudsigeligheden af sådanne afværgereaktioner på islams tilbagegang, som giver særlig grund til bekymring for fremtiden.

Religionen islam har længe af muslimer været betragtet som et prestigefyldt mærke, et symbol på stabilitet i islamisk politik. Politikerne har derfor gjort klogt i at fremhæve deres islamiske akkreditiver. Hvis islam selv mister troværdighed - hvilket allerede sker - vil et åndeligt tomrum af betydelige dimensioner blive skabt. Hvordan dette tomrum udfyldes, vil det være vanskeligt at forudsige, men hvad vi kan være sikre på, er, at vækkelsesbevægelserne og deres prædikanter ikke vil forlade os stille og uden sværdslag.

Spænd sikkerhedsselen: Verden vil blive udsat for noget af en ublid medfart i de kommende år, når muslimer - som udgør omkring en fjerdedel af verdens befolkning - vil kæmpe deres kamp for at få teologisk mening ud af skrotningen af deres religions utopiske vision. Én ting er at bebrejde de vantro for dette - eller stedfortræder-tyrannerne, som vækkelsesprædikanterne hævder, at Vesten har prakket den muslimske verden på - hvad der er langt mere truende, er de skader, der bliver gjort på islams navn af de muslimske vækkelsesprædikanter selv.

---

Dr. Mark Durie er teolog, menneskerettighedsaktivist, anglikansk præst, Shillman-Ginsburg Fellow ved Middle East Forum, og adjungeret Research Fellow på Centre for the Study of Islam and Other Faiths ved Melbourne School of Theology. Han har udgivet mange artikler og bøger om acehnesernes sprog og kultur, kristen-muslimske relationer og religionsfrihed. Som kandidat fra Australian National University og Australian College of Theology, har han haft besøgsudnævnelser på University of Leiden, MIT, UCLA og Stanford, og blev valgt som Fellow of the Australian Academy of the Humanities i 1992. Kilde: markdurie.com blog

Hans bøger om kristen-muslimske relationer er:

The Third Choice: Islam, Dhimmitude and Freedom
Which God?: Jesus, Holy Spirit, God in Christianity and Islam

---

Oversættelse: Bombadillo