Naturkatastrofer kan rejse presserende spørgsmål for religiøse mennesker, der tror på en suveræn gud. Et spørgsmål, som uundgåeligt opstår, er: "Hvad vil Gud med dette?" For de næsten 2 milliarder muslimer, der udgør en fjerdedel af verdens befolkning, er dette et vigtigt spørgsmål. Hvordan kan muslimer tænkes at reagere, når de forsøger at udforme et åndeligt svar på pandemien? Og hvilke åndelige ressourcer kan deres tro tilbyde dem i lyset af denne forstyrrelse af deres liv?

For muslimer er der specifikke religiøse forpligtelser, som krav om social distance griber forstyrrende ind i, især fællesbøn i moskeer, pilgrimsrejse og vask af den dødes krop.

Gennem de seneste måneder har de fleste muslimske organisationer ud over verden støttet de forholdsregler om social distance, som deres regeringer har indført for at kontrollere pandemien. I Saudi-Arabien blev muslimer beordret til ikke at bede deres bønner i moskeer, men at bede dem i deres egne hjem. Det australske National Imams Council udsendte den 18. marts en "offentlig erklæring", der gav australske muslimer et lignende råd.

Islam tilbyder et system af vejledning for menneskelig adfærd. Almindelige muslimer forventes at følge vejledningen fra dem, der er mere vidende om islam end dem selv, en vejledning, der i sidste ende skulle være baseret på Koranen og Muhammeds sunna (eksempel og lære). Disse kilder, som er genstand for juridisk ræsonnement, er grundlaget for udøvelsen af islam. Overholdelse af denne vejledning menes at give fordele i dette liv og det næste.

De fleste muslimske lærde vil sige, at det er obligatorisk for alle muslimske mænd at deltage i fællesbønnen om fredagen. Koranen instruerer muslimer til at forlade deres arbejdspladser om fredagen og skynde sig til bønnen (sura 62:9), og en overlevering om Muhammed siger, at kontrollerende engle sidder ved indgangen til moskeerne for at notere alle dem, der deltager (så deres deltagelse kan blive belønnet). Men hvordan skal man overholde dette krav under en pandemi?

At lempe på et obligatorisk krav fra islam kræver en undtagelse, der kan overtrumfe forpligtelsen. Der er et princip i islam gående ud på, at forhindring af skade, især for muslimske liv, kan tilsidesætte andre forpligtelser. Det Australske Fatwaråds fatwa om COVID-19 anvendte således princippet om, at "islamisk hellig lov beskytter en muslims liv" for at give muslimer en undtagelse fra at deltage i fællesbønner. Det Internationale Fiqh Akademi, et højtstående globalt organ af muslimske jurister, udtrykte det på denne måde i en erklæring givet den 20. april, at under nødvendighed "tillader Den Almægtige Gud mennesker at gøre, hvad der er forbudt, og undlade, hvad der er obligatorisk". IFA's vidtrækkende fatwa støtter sådanne foranstaltninger som at lukke virksomheder, bruge alkoholbaserede håndrensemidler, bære masker og handsker, lukke moskeer og generelt at overholde de sundhedsdirektiver, der er udstedt af myndighederne, selvom disse kolliderer med islamiske krav.

I forbindelse med pandemi-restriktioner er Muhammed-traditioner, der handler om undtagelser for deltagelse i moskeer, og traditioner, der handler om smitsomme sygdomme, af særlig relevans. Der er en tradition om, at Muhammed, under koldt, blæsende og vådt vejr, instruerede muslimer til at bede i deres hjem. Dette skaber præcedens for fritagelse for moské-deltagelse af sundhedsmæssige grunde. På den anden side er der en anden tradition, der kan tages som vejledning om at ignorere smitsomme sygdomme. Det berettes, at Muhammed skulle have sagt: "Der er ikke sådan noget som skadedyr (giftige slanger, skorpioner osv.), smitsomme sygdomme eller onde varsler." Islamiske traditioner fortæller om kontroverser blandt Muhammeds ledsagere vedrørende denne erklæring. Nogle fortæller, at der kom en yderligere afbalancerende kommentar om, at "de syge ikke skulle føres til de sunde". Denne anden del af traditionen er citeret af australske imamer og andre muslimske ledere til støtte for social distancering.

På spil her er en teologisk spænding mellem det empirisk observerbare princip om årsag og virkning på den ene side, og en islamisk doktrin om, at alt sker i henhold til guddommeligt dekret på den anden. Islamisk lære understreger især, at hver eneste sjæl dør på det præcise tidspunkt, der er forudbestemt af Allah. Jeg kan huske en animeret diskussion med muslimer i en indonesisk landsby tidligt i 1980 om skæbnen for den jugoslaviske leder Marshall Tito, som blev holdt kunstigt i live. Landsbyboerne havde set tv-billeder af Tito i hans hospitalsseng. Var det muligt, spurgte de mig, at forlænge et menneskes liv ud over dødstidspunktet, der var forudbestemt af Allah? Det blev gjort mig meget klart for mig, at det korrekte islamiske svar var: "Nej, det er det ikke." Den indflydelsesrige salafi-sheik, Muhammad Saalih al-Munajid bemærkede, at ikke engang mord krænker Allahs herredømme over dødstidspunktet: "Den, der dræber et menneske, har ikke fjernet noget fra levetiden af den, der blev dræbt; derimod har Allah, Han være ophøjet, bestemt dette i al evighed."

Spørgsmålet om guddommeligt herredømme over epidemier indgår også i visse traditioner, hvor Muhammed siger, at pesten er sendt af Allah, så "når du hører, at den er brudt ud i et land, skal du ikke tage dertil, og når den er brudt ud i det land, hvor du selv opholder dig, så løb ikke ud af det." Dette lyder måske snarere som en fornuftig begrænsning af rejseaktivitet af karantænemæssige grunde, men i virkeligheden er logikken den, at hvis Allah straffer en bestemt region med pest, er det meningsløst at forsøge at unddrage sig hans dom, og hvis guddommelig dom falder over en region, giver det ingen mening at gøre fælles sag med dem.

Der er en sigende diskussion af denne tradition rapporteret i Sahih Muslim. Umar ledte muslimer i et plyndringstogt mod Syrien, da de fik melding om, at pesten var brudt ud dér. Umar søgte råd og besluttede at vende om. Så spurgte en ledsager: "Vil du løbe væk fra det guddommelige dekret?", underforstået, at det var nytteløst at forsøge at unddrage sig et møde med skæbnen, som var bestemt af skaberen selv. Umar svarede: "Vi løber fra det guddommelige dekret til det guddommelige dekret." Derefter gav han den illustration, at hvis man fører kameler ind i en dal, og der er grønt græs på den ene side og intet på den anden, så vil det, uanset hvilken side man vælger, være det guddommelige dekret. Så at tage skridt til at undgå pest må betragtes som forudbestemt af Allah ligesom det at dø af pesten, efter at man er blevet smittet ved at komme ind på pestens territorium.

Det var uden tvivl med alt dette i tankerne, at Det Australske Fatwaråds afgørelse om COVID-19 lagde ud med at hævde Allahs herredømme over døden: "Liv og død er absolut bestemt af Allah alene, ophøjet være Han. Dette er en realitet uanset hvilke sekundære årsager, der synes at være." Andet afsnit fortsætter: "Intet menneske skal dø, før det fuldstændigt har opfyldt sin bestemmelse (rizq) og levetid (ajal). Døden er et af Allahs dekreter." Så hvis nogen dør af COVID-19, er det fordi Allah har villet det. Men efter at have hævdet princippet om guddommeligt herredømme over døden, forsvarer fatwaen, at man skal tage hensyn til 'sekundære' årsager, såsom infektiøse sygdomme. At acceptere den realitet, at Allah tager liv ved hjælp af sekundære årsager, er, siger fatwaen, "en del af vores tro på den ordning og skæbne, som Allah har etableret i verden." Så at engagere sig og handle i overensstemmelse med vores forståelse af "sekundære" årsager er også det guddommelige dekret. Derfor siger fatwaen, at "en muslim tilbageviser dekretet om sygdom og smitsom sygelighed med dekretet om beskyttelse, behandling og medicin."

De australske imamer gjorde klogt i at opfordre muslimer til at støtte regeringens politik om social distance. Flere tidlige tilfælde blev rapporteret fra hele verden, hvor store forsamlinger af muslimer spillede en afgørende rolle i spredningen af COVID-19, herunder i Malaysia og Indien. Fra Indonesien blev det i april rapporteret, at moskeer, tilskyndet af muslimske ledere i provinsen, fortsatte med at være åbne for tusinder, der deltog i fredagsbønner sammen. Et medlem af en acehnesisk menighed sagde, at hun hellere vil komme i moskeen, fordi "belønningen er større [ved at bede i moskeen om fredagen] (...), så uanset hvor bange vi er, så er det vigtigste, at vi tror, det er Allahs bestemmelse" og en anden antydede, at "måske vil Allah, ved at vi tilbeder, holde sygdommen væk fra os." Hun ville hellere stole på Allahs suverænitet end gå glip af den mulige åndelige fordel ved at komme i moskeen.

Der er risici for muslimer ved at anvende visse islamiske lærdomme om epidemier. Én risiko er at lægge vægt på det guddommelige dekret på bekostning af "dekretet" om forebyggende foranstaltninger. Ifølge en tradition tilskrevet Muhammed, kan pest være en straf for nogle, men for ægte troende kan den være en kilde til nåde, så hvis en troende stoler på det guddommelige dekret med sit liv under en epidemi, og han bliver syg og dør, så vil han modtage en martyrs belønning, dvs. Paradiset med alle dets muligheder. Her er den fulde tekst af denne hadith:

"Jeg spurgte Allahs Apostel om pesten. Han fortalte mig, at det var en straf sendt af Allah over hvem, han ønskede, og at Allah gjorde det til en nådens kilde for de troende, for hvis man, i tiden for en epidemisk pest, forbliver i sit land i det tålmodige håb om Allahs belønning og i troen på, at intet vil ske ham andet end hvad Allah har skrevet for ham, så han vil få en martyrs belønning." (Sahih al-Bukhari)

Denne lære kan betragtes som en opfordring til at blive smittet, hvis det betyder at opnå status som martyr!

Der er også teologisk pres i Koranen, i selve kernen af islam, til at se pandemier som udtryk for guddommelig straf. Koranen taler gentagne gange om Allahs vrede, der rammer grupper af mennesker, som straf for at have afvist tidligere budbringere. Koraniske straffe inkluderer jordskælv, ild, oversvømmelse, storme, lyn og luftbårne projektiler. Denne understregning er så udbredt, især i Koranens tidlige "mekkanske" passager, at der let kan opstå en tendens til at betragte alle naturkatastrofer som udtryk for guddommelig straf. Da for eksempel tsunamien ødelagde Sydøstasien, bebudede den saudi-baserede gejstlige, Muhammed Saalih Al-Munajjid, at den var en straf af de vantro for ond praksis i forbindelse med helligdage, såsom utroskab, indtagelse af alkohol og dans: ”den Almægtige Herre (...) viste dem sin hævn”.

En meget praktisk risiko for muslimer, hvis de fortolker epidemier som guddommelig straf, er, at de måske ikke tager de nødvendige forholdsregler mod infektion. Dette er en risiko for tilhængere af Boko Haram-lederen Abubakar Shekau, som pralede af, at han og hans tilhængere ikke har behov for social distancering: "Vi beder fem gange hver dag (...) vi holder os samlet. Vi går hånd i hånd. Vi spiser fra den samme skål. Vi klarer os meget, meget, meget godt. Vi har anti-virus. I har corona-virus, vi har anti-virus." Tidligt i pandemiens forløb, da rapporter om COVID-19-hærgen kom ind fra Kina og derefter Iran, erklærede nogle sunni-muslimske gejstlige, at dette var Allahs dom over Kina for at forfølge muslimer, og over shia-muslimer for at være kættere. De, der antager, at epidemien er Allahs dom over andre mennesker, kunne blive fristet til ikke selv at tage passende forholdsregler. Senere kom ramte pandemien naturligvis også sunnier.

Der er politiske risici for religiøse samfund, som ikke overholder diverse sundhedskrav. I Indien blev muslimer af hinduistiske ekstremister beskyldt for spredningen af virussen. På et tidspunkt var ét ud af fem bekræftede tilfælde i Indien knyttet til et enkelt tre-dages møde af Tablighi Jamaat-bevægelsen i New Delhi. Efter denne begivenhed opdagede en razzia i bevægelsens lejr den største virus-sværm i Indien. Myndighederne arresterede 29 mennesker heraf 16 udlændinge, der deltog i mødet, og i takt med at nyhederne om disse begivenheder blev spredt, var der tilfælde af diskrimination og had mod muslimer over hele landet. (På samme tid har forstyrrelserne forårsaget af COVID-19 også givet mulighed for øget forfølgelse af ikke-muslimer i nogle lande. For eksempel er der modtaget rapporter fra Pakistan om, at en NGO nægtede COVID-19-relateret fødevarehjælp til fattige hinduer og kristne og at en muslimsk gejstlig på pakistansk tv pralede af, at en nødlidende kristen blev tilbudt mad til gengæld for konvertering til islam. Disse handlinger er blevet kaldt "forkastelige" af USA's Kommission for International Religiøs Frihed.)

Vi har gentagne gange set, at store tætte forsamlinger af mennesker - hvad enten det drejer sig om sport, religiøs praksis, fester eller endda kor-øvelser - kan sætte turbo på spredningen af COVID-19. Islam forpligter til store samlinger af mænd i moskeer, og bagefter kan disse mænd potentielt sprede virussen til deres familier. Det er ikke en let ting for muslimske samfund at stoppe fællesskabets forsamlinger, da de spiller en så central rolle for islamisk spiritualitet. Dette gælder især hajj-pilgrimsfærden til Mekka. På trods af en hadith der siger, at engle forhindrer pest i at trænge ind i Mekka og Medina, har der været adskillige store epidemier, der decimerede pilgrimmene: 20.000 pilgrimme døde af kolera i 1821 og 15.000 i 1865 (en sjettedel af alle pilgrimme det år). (Det betragtes dog som særligt fortjenstfuldt at dø på en hajj-færd.) I år har saudierne suspenderet umra-pilgrimsrejser til Mekka, og den muslimske verden venter stadig på en beslutning fra Saudi-Arabien om hajj, som begynder i slutningen af juli.

Islam tilbyder et system af vejledning, og over hele verden hæver muslimske ledere stemmen for at bringe vejledning, der kan imødekomme de mange udfordringer, som pandemien skaber. De fleste lærde bruger deres åndelige indflydelse til at instruere muslimer om at følge de retningslinjer, der er udsendt af nationale myndigheder. Denne vejledning har til hensigt at befri muslimer fra den ubehagelige situation, hvor de er fanget i en konflikt mellem religiøse krav og statslige krav. På samme tid er der teologiske drivkræfter i islam, der kan føre muslimer til enten at betragte pandemien som en straf rettet mod ikke-troende, og dermed ikke en seriøs risiko for oprigtige muslimer, eller at nedtone risikoen til fordel for den opfattede gavn ved at opretholde fortjenstfulde religiøse praksisser. Nogle muslimske fællesskaber overvejer muligvis at lade deres tros grundsætninger - herunder kravet om, at mænd skal samles til fredagsbønner - have forrang frem for alt, hvad en sekulær regering måtte forlange. Pandemien kræver, at muslimske ledere skal afbalancere visse aspekter af islamisk lære med fornuftig medicinsk rådgivning, og når islamiske ledere ikke tilpasser den vejledning, de giver, med klog medicinsk rådgivning, kan de sundhedsmæssige resultater for muslimer forventes at blive dårlige.

I lande, der forsøger at bringe sig i overensstemmelse med pandemiske foranstaltninger, er det vigtigt at erkende, at for mange fromme muslimer kan religiøse krav have forrang frem for et lands menneskeskabte love, hvis disse strider mod islams grundlæggende krav. For at sikre deres muslimske borgeres overholdelse af sundhedsrådgivningen og reglerne for social distancering, har staten brug for muslimske organisationer til at give en vejledning, der pålægger de troende at rette ind. Der er risici, både for muslimer og for resten af samfundet, hvis dette ikke sker.

---

Dr. Mark Durie er teolog, menneskerettighedsaktivist, anglikansk præst, Shillman-Ginsburg Fellow ved Middle East Forum, og adjungeret Research Fellow på Centre for the Study of Islam and Other Faiths ved Melbourne School of Theology. Han har udgivet mange artikler og bøger om acehnesernes sprog og kultur, kristen-muslimske relationer og religionsfrihed. Som kandidat fra Australian National University og Australian College of Theology, har han haft besøgsudnævnelser på University of Leiden, MIT, UCLA og Stanford, og blev valgt som Fellow of the Australian Academy of the Humanities i 1992. Kilde: markdurie.com blog

Hans bøger om kristen-muslimske relationer er:

The Third Choice: Islam, Dhimmitude and Freedom
Which God?: Jesus, Holy Spirit, God in Christianity and Islam

---

Oversættelse: Bombadillo