For hundrede år siden i dag blev et dødeligt jihad-angreb rettet mod en nytårsdag-udflugt i Broken Hill, Australien. Dette angreb og den nylige Martin Place-belejring, begivenheder adskilt af næsten præcis et århundrede, viser slående ligheder.

For australiere er det bekymrede spørgsmål ved Martin Place-angrebet, hvilket har fængslet alles opmærksomhed, om denne ugerning blot er et forvarsel om en ny serie dødbringende angreb på australsk jord, eller om det vil glide ind i hukommelsen som en ekstraordinær enkeltstående begivenhed, meget som det skete med nytårsdag-massakren i Broken Hill i 1915.

Alma Cowie, dræbt i Broken Hill 1915 og Katrina Dawson, dræbt i Sydney 2014

Nytårsdag 1915 skød og dræbte to muslimske mænd, Bashda Mahommed Gool og Mullah Abdullah, fire mennesker og sårede flere andre, inden de blev dræbt af politiet. De var begge kommet til Australien mere end et årti tidligere.

Begyndende i 1860, kom mange muslimske kameldrivere til Australien for at hjælpe med til at åbne den tørre ødemark inde i landet. I dag er et berømt tog fra Adelaide til Darwin kendt som 'The Ghan' for at mindes 'afghanerne' - som de kaldtes (selvom de kom fra mange forskellige steder i hele Mellemøsten og Sydasien) – og deres bidrag til Australiens udvikling.

Jihad-angrebet blev rettet mod et udflugtstog, som på en nytårsdag førte 1.200 deltagere afsted i åbne malmvogne. Bashda Mahommed Gool og Mullah Abdullah spurgte sig først frem på stationen for at sikre, at de ville være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt til at kunne angribe dette særlige tog. Derefter gik de i stilling på en bakkeskråning omkring 30 meter fra sporene og åbnede ild, da vognene passerede. Blandt ofrene var den 17-årige Alma Cowie, som blev skudt. Til slut fik jihad-kameldriverne sig selv dræbt af politiet.

De to havde efterladt notater, der forklarede, at de reagerede på et kald til jihad, udsendt af det osmanniske kalifat (den 11. november 1914).

Mullah Abdullah sagde, at hans hensigt var at dø for sin tro i lydighed mod sultanens ordre, og Mahommed Gool skrev: "Jeg skal dræbe dig og give mit liv for min tro, Allahu Akbar," tilsyneladende med henvisning til sura 9:111:

Allah har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Allahs sag, dræbe og selv blive dræbt ...

Den osmanniske fatwa erklærede, at det var en religiøs pligt "for alle muslimer i alle lande, uanset om de er unge eller gamle, infanteri eller kavaleri, at gribe til jihad med hele deres ejendom og liv, som det kræves i det koraniske vers enfiru". Verset enfiru (arabisk "ryk ud") er en henvisning til sura 9:38:

I, der tror! Hvad er der i vejen med jer? Når man siger til jer: "Ryk ud for Allahs sag!", er I som tynget mod jorden. Foretrækker I det jordiske liv for det hinsidige? Det jordiske livs glæder er kun ringe over for det hinsidiges. (9:39:) Hvis I ikke rykker ud, vil Han tildele jer en pinefuld straf og erstatte jer med et andet folk. ...

Enfiru-verset opfordrer muslimer til at "rykke ud" til jihad eller stå over for en smertefuld skæbne under Allahs dom; bedre at kæmpe som en martyr og komme i paradis end at brænde i helvede for at tøve.

En mere detaljeret fatwa, 'En Universel Proklamation til alle Islams Folk' (‘A Universal Proclamation to all the people of Islam’) blev offentliggjort af 'Det Nationale Selskab til Forsvar for Kalifatets Sæde' (‘National Society of Defense of the Seat of the Caliphate’). [1] Denne universelle proklamation erklærede, at "enhver muslim uden undtagelse skal betragtes som en soldat" og at pligten til jihad "er pålagt alle islams folkeslag, der er spredt ud over hele jordens overflade":

De skal vide, at drab på vantro, der hersker over de islamiske lande, er blevet en hellig pligt, hvad enten det er hemmeligt eller åbenlyst, som den store Koran erklærer med sine ord: "Hvis de ikke holder sig borte fra jer, tilbyder jer at holde fred og holder deres hånd tilbage, så skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem. Over dem giver Vi jer en klar bemyndigelse." [Sura 4:91]

Denne fatwa fortsætter med at definere tre forskellige former for jihad, herunder "individuel jihad", hvor en individuel muslim angriber en vantro i en solo-handling. Den nævner datidige eksempler på angreb på vesterlændinge i koloniale sammenhænge, som var velkendte for muslimer på det tidspunkt, herunder drabet på en engelsk guvernør, Peter Galy, [2] samt mordet på en engelsk politichef i Indien. Fatwaen foreslår brugen af "skærende drabsinstrumenter". Som præcedens nævner den også mordet på visse jøder begået af Muhammeds følgesvende.

Fatwaen opfordrer troende muslimer til at rejse sig, "gå ud (...) og dræb én af dem, der tilhører de vantros Tripelentente (Rusland, Frankrig og Storbritannien)":

... lad hver enkelt af muslimerne, uanset hvor de må være, aflægge ed på at dræbe mindst tre eller fire af de herskende vantro, Allahs fjender og fjender af religionen. Han må aflægge denne ed over for Allah den Højeste, i forventning om belønning fra Allah alene, og lad muslimen være sikker på, at hvis der for ham ikke er nogen anden god gerning end denne, vil han ikke desto mindre begunstiges på dommens dag ...

De to 'afghanske' jihadister i Broken Hill handlede, ifølge deres eget vidnesbyrd, i overensstemmelse med sådanne instrukser: De tog ud for at dræbe vantro som en individuel jihad.

En anden form for jihad anbefalet af "En Universel Proklamation" er "jihad i grupper", som den hævder, er særlig effektiv når islam er svag. I "En Universel Proklamation" hedder det:

... Den mest effektive form er den, der gør brug af hemmelige formationer, og det er håbet, at den islamiske verden i dag vil drage meget stor fordel af hemmelige grupper. Det er derfor en pligt for ham, der ønsker at deltage i jihad, at rådføre sig med folk, der har erfaring i dannelsen af hemmelige grupper og skaffe sig gavnlige oplysninger af denne art.

"Jihad i grupper" er Al-Qaedas metode.

Den tredje anbefalede form for jihad er "jihad i kampagner", som er krigsførelse ved hjælp af hære under ledelse af kaliffen. Det er denne form, som det selv-erklærede kalifat kendt som Islamisk Stat bruger i dag.

At individer fører en personlig jihad mod ikke-muslimske vantro er ikke noget nyt. Fortilfældene fra Muhammeds tid er velkendte, og nogle af disse blev nævnt i den osmanniske "En Universel Proklamation". Som den osmanniske fatwa påpegede, var fænomenet allerede en torn i siden på de koloniale myndigheder for et århundrede siden.

Under den hollandske besættelse af Aceh, var fænomenet med individuelle muslimers drab på hollændere hyppigt nok til at få et navn: Atjeh-moorden, "acehneser-mord". De hollandske myndigheder foretog undersøgelser af den mentale tilstand hos gerningsmændene til sådanne angreb. Det var ikke altid let, fordi angrebene blev udført i den hensigt at "dræbe og selv blive dræbt" og således opnå martyrium. Kun et mindretal af angriberne overlevede i en tilstand, der muliggjorde undersøgelse.

Hollænderne kæmpede i årtier med at forstå fænomenet. Psykiateren R. A. Kern gennemførte en undersøgelse af Atjeh-moorden og konkluderede, at skønt islamisk teologi tegnede sig for det fælles mønster bag mordene, var dette ikke nok til at afgøre hvilke særlige individer, der kunne udløses til at iværksætte sådanne angreb: For dette havde man brug for at se på de enkelte individers personlige forhold.

Ikke desto mindre viste gentagne psykiatriske undersøgelser af gerningsmændene, at de ikke var gale. David Kloos sammenfattede deres resultater: "Gennem årene formedes en enighed blandt hollænderne om, at Ajteh-moorden blev begået forsætligt, med 'koldt blod' og derfor 'rationelt'." [3] At iværksætte individuel jihad var normalt ikke et symptom på mental ustabilitet.

Der er slående paralleller mellem Broken Hill-massakren for et århundrede siden og den nylige Martin Place-belejring:

• I begge tilfælde undrede medierne sig over angribernes motivation. The Barrier Miner skrev i 1915: "Spørgsmålet er blevet stillet igen og igen, og af mange mennesker, siden den tragiske begivenhed i går morges, om mændenes motiv til at angribe udflugtstoget med dets last af kvinder og børn ..."

• Angriberne havde i begge tilfælde levet mange år i Australien og var velkendte i deres lokalsamfund.

• Begge angreb var individuelle handlinger; selv om 1915-angrebet udførtes af to personer i samarbejde, var de ikke en del af et større netværk af jihadister, men kombinerede blot deres individuelle bestræbelser.

• I begge tilfælde troede angriberne på dogmerne om jihad for Allahs sag og martyrium i hellig krig.

• I begge tilfælde gik angriberne i aktion som svar på et globalt kald til jihad: I 1915 udsendt af det osmanniske kalifat; i 2014 udsendt af Islamisk Stat.

• Begge globale kald til jihad havde udtrykkeligt opfordret muslimer rundt om i verden til at begå individuelle jihad-handlinger ved at dræbe vantro (se her om Islamisk Stats opfordring til muslimer om at køre vantro over med deres biler).

• I begge tilfælde var gerningsmændene på kant med loven: I 1915-massakren var Mullah Abdullah dage forinden blevet dømt for at have slagtet får i ikke-autoriserede lokaler. I Martin Place-belejringen var Hojat al-Islam Muhammad Hassan Manteqi (også kendt som ‘Sheik’ Man Haron Monis) anklaget for at være medskyldig i mordet på sin ekskone og havde domme for alvorlige forbrydelser bag sig.

Der var også ligheder i den måde, hvorpå samfundet og medierne reagerede:

• I begge tilfælde gjorde medierne sig umage med at understrege, at de fleste mennesker i det muslimske samfund nærede afsky for drabene, og fortalte, at ingen fra det muslimske samfund ønskede at gøre krav på ligene (se her og her).

• I begge tilfælde var der ingen repressalier mod muslimer. Men Broken Hill German Club blev dog brændt ned i 1915; drabene blev set som knyttet til 1. Verdenskrig som helhed, snarere end som udtryk for individuel jihadisme.

Michael Wesley, professor i Internationale Forbindelser og direktør for Institut for Internationale, Politiske og Strategiske Studier ved Australian National University, skrev selvtillidsfuldt i The Australian, at "dette er en ny og farligere form for terrorisme", som han kaldte "tredje generationsterrorisme”.

Ifølge Wesley kendte verden kun til "første generationsterrorisme” i 1960'erne og "anden generationsterrorisme” i 1990'erne, hvilken siden "forvandledes" til "tredje generationsterrorisme”, som vi oplever i dag.

Er individuel jihad virkelig et nyt fænomen? Intet kunne være længere fra sandheden. Den er tværtimod en gammel, gammel form for krigsførelse, lige så gammel som islam selv. Forfatterne til den osmanniske fatwa kendte deres Koran og var kvalificerede til at drage konklusioner fra den, der ikke adskilte sig fra den almindelige veletablerede islamiske lære om jihad.

Under diskussionen af sådanne ting er udtrykket "terrorisme" utilstrækkeligt og endog vildledende. Det forvirrer eksperter som professor Wesley, der forsøger at putte Martin Place-belejringen ind i en begrebsmæssig ramme, der omfatter IRA, i tilsyneladende uvidenhed om jihadismens veldokumenterede historie.

Også vildledende er det udbredte udtryk "ensom ulv", hvilket indebærer social tilbagetrækning og dysfunktion, herunder isolation fra den bredere jihad-bevægelse. Denne meget vestlige sekulære konstruktion overser den betydelige opmærksomhed, der i islamisk retslære gives til ideen om krigsførelse som en "individuel pligt" (fard ayn), der påhviler muslimer som individer, selv om de ikke er indrulleret i en jihad-hær.

Vesterlændinge bryder deres hjerner med jihad. Martin Place-gidseltageren, 'Sheik' Monis, synes bestemt at have været en meget ubehagelig person, og mange har været fristet til at afskrive ham som "vanvittig". Men hvad der fascinerer og skræmmer mest, er den fuldstændige almindelighed, der kendetegner så mange jihadister. Her i Australien har medierne bragt artikel efter artikel, der påpeger, hvor normale de unge mænd er, der har tilsluttet sig Islamisk Stat. Vi har læst, hvordan de bruger sociale medier, laver YouTube-videoer, klarer det godt i skolen, er vellidte af deres venner, går til fest, har veninder, støtter lokale fodboldhold etc. Og alt dette præsenteres for os, som om det var den mest fantastiske nyhed.

I betragtning af jihadisternes skræmmende almindelighed, er det fristende at klistre nedsættende etiketter på dem, at afskrive dem som gale afvigere. Dette er et forsøg på at marginalisere problemet. Australiens udenrigsminister, Julie Bishop, kaldte det "idiotisk" at omtale dem, der dør i jihad, som "martyrer".

Men sådanne forsøg på at skubbe jihad-fænomenet ud i randen af vores rationelle verden er dømt til at mislykkes. I stedet plages vi, som en vedvarende kløe, af det samme spørgsmål, som Barrier Miner nævnte den 2. januar 1915: "Spørgsmålet er blevet stillet igen og igen, og af mange mennesker, siden den tragiske begivenhed i går morges, om mændenes motiv til at angribe udflugtstoget med dets last af kvinder og børn ..."

Dette spørgsmål vil simpelthen ikke gå væk. I virkeligheden er viljen til at "rykke ud" for jihad ikke en manifestation af vanvid - mange af dens aktører er ved deres fornufts fulde brug. Den er ikke en manifestation af dumhed - mange af dens aktører er ret så intelligente. Den er ikke en manifestation af social dysfunktion eller fattigdom - mange af dens aktører kommer fra stabile og velhavende hjem. Den er ikke en manifestation af skørhed - mange af dens aktører er helt almindelige. Den er heller ikke en manifestation af forvandlingstendenser på det internationale niveau - jihadisme er lige så gammel som bakkerne omkring os.

Jihad-terror er en manifestation af islamisk teologi. På trods af, at så mange muslimer afviser jihadisme og millioner af muslimer kan tælles blandt dens ofre, er dette lige så sandt i dag, som det altid har været. Men dette er noget, som Vesten stadig er foruroligende dårligt forberedt på at acceptere, tage fat på eller tale om på passende vis. Vi fortsætter stædigt med at søge trøst for vort verdenssyn i malplacerede forklaringer.

Australiere har ret til at være dybt bekymrede over Martin Place-hændelsen. Historien vil vise, at dette ikke var et enkeltstående dask i australiernes fredelige liv. Der vil helt sikkert ikke gå endnu hundrede år, før flere australiere kommer til at dø i hænderne på australske jihadister på australsk jord. Sådanne fremtidige tragedier kan i sidste ende tvinge os til at revidere og forkaste vort utilstrækkelige verdenssyn. Indtil da ser det ud til, at vi må fortsætte med at bære vore selvpåførte skyklapper, mens vi forsøger at forsvare os mod en fjende, vi ikke kan se og stædigt nægter at forstå.

Noter

[1] Uddrag fra "En Universel Proklamation" er også gengivet i Andrew Bostom's The Legacy of Jihad, p. 221 ff. For en anden oversættelse af hele dokumentet, den, der er citeret i denne artikel, se her. Overs. American Agency and Consulate, Cairo, Egypt. US State Department document 867.4016/57, March 10, 1915.

[2] Dette er næsten helt sikkert en henvisning til drabet på Boutros Ghaly fem år tidligere, i 1910. Ghaly var koptisk kristen og premierminister i Egypten på et tidspunkt, hvor landet var et de facto engelsk protektorat, selv om det formelt hørte under det osmanniske sultanat. Når fatwaen betegner ham som en "engelsk guvernør", er dette en bagvaskelse, som opsummerer den islamiske anklage mod ham. Morderen var Ibrahim Nassif al-Wardani, en kandidat i farmakologi med privilegeret muslimsk baggrund, der var blevet uddannet i Lausanne, Paris og London. Dette var det første af en række mord i Egypten, som fortsatte indtil starten af 1. Verdenskrig. Se Reid, Donald M. (1982): "Political Assassination in Egypt, 1910-1954". The International Journal of African Historical Studies 15 (4): 625–651. (Premierminister Boutros Ghaly var bedstefar til Boutros Boutros-Ghaly, den tidligere generalsekretær for FN, efter hvem han er opkaldt.)

[3] David Kloos: "A crazy state: violence, psychiatry and colonialism in Aceh, Indonesia, ca. 1910-1942." Bijdragen tot de Taal-, Land- en Volkenkunde 170: 25-65.

---

Dr. Mark Durie er teolog, menneskerettighedsaktivist, anglikansk præst, Shillman-Ginsburg Fellow ved Middle East Forum, og adjungeret Research Fellow på Centre for the Study of Islam and Other Faiths ved Melbourne School of Theology. Han har udgivet mange artikler og bøger om acehnesernes sprog og kultur, kristen-muslimske relationer og religionsfrihed. Som kandidat fra Australian National University og Australian College of Theology, har han haft besøgsudnævnelser på University of Leiden, MIT, UCLA og Stanford, og blev valgt som Fellow of the Australian Academy of the Humanities i 1992. Kilde: markdurie.com blog

Hans bøger om kristen-muslimske relationer er:

The Third Choice: Islam, Dhimmitude and Freedom
Which God?: Jesus, Holy Spirit, God in Christianity and Islam

---

Oversættelse: Bombadillo