Indledning

Den abrahamitiske vildfarelse er troen på, at Abraham er en samlende figur for islam, kristendom og jødedom.

Udtrykket "abrahamitiske religioner" er blevet meget populært som en fællesbetegnelse for disse tre trosretninger. Det er især populært blandt jødiske og kristne progressive på den ene side og muslimske apologeter på den anden. Begrebet indebærer en form for enhed eller broderskab på tværs af de tre trosretninger.

Mere bredt er "abrahamitiske religioner" blevet standardudtrykket, både indenfor sammenlignende religion og i folkemunde, når man henviser til de tre monoteistiske religioner jødedom, kristendom og islam i modsætning til f.eks. indiske religioner og østasiatiske religioner.

I det væsentlige er påstanden indeholdt i dette udtryk, at Abraham "deles" af alle tre monoteistiske religioner som et fælles oprindelsespunkt. At nævne ham som deres fælles identitet skal signalere, at disse tre trosretninger er bundet sammen i en slags teologisk kontinuitet.

Udtrykket bruges faktisk på en række forskellige måder. Adam Dodds påpeger, at det for nogle simpelthen er en fællesbetegnelse for gruppen bestående af islam, kristendom og jødedom, en slags funktionel stenografi uden noget bestemt teologisk indhold. Andre - måske de fleste forfattere - bruger udtrykket til at antyde en vis grad af "historisk og teologisk ensartethed", måske uspecificeret. For andre igen antyder udtrykket en intim enhed gående ud på, at det er én og samme Gud, der er ophav til både Bibelen og Koranen, og at det samme evige budskab præsenteres i begge bøger.

Men er konstruktionen "abrahamitisk religion" nyttig, eller er den måske modsat en dårlig idé? Og mere præcist: Er den multireligiøse Abraham den samme person, der findes på siderne i Toraen, eller er han blot et produkt af ønsketænkning?

Abraham i Første Mosebog: Jødedom og kristendom

Kristendom og jødedom er helt sikkert fælles om Abraham fra Første Mosebog. Denne er pagtens og løftets Abraham, "fader til en mængde folkeslag" og specifikt Israels "fader" eller "patriark". Bibelens Abraham er et symbol på Guds velvilje mod folkeslagene.

Skønt han ikke er nogen model på moralsk fuldkommenhed, er Abraham i Første Mosebog ikke desto mindre også prototypen eller forbilledet for Israel på en person i intimt, personligt, pagtsbundet forhold til Gud, en tilstand, som de hebraiske skrifter vidner om på næsten hver eneste side.

Selvom overlapningen mellem jødedom og kristendom i deres vurdering af Abraham - legemliggjort i Første Mosebog - er dyb, er der store forskelle mellem, hvordan disse to trosretninger forstår Abraham. Hverken jødedom eller kristendom er tilfreds med at læse Abraham udelukkende gennem Første Mosebogs linse.

For kristne er det Paulus, der former Abraham - støber ham som en person, der er retfærdiggjort ved tro: "Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed" (1 Mos 15:6, Rom 4:22). Den paulinske Abraham kan således ses som prototypen på en af-judaiseret, ikke-jødisk kristen, befriet fra den rabbinske lovs lænker.

Mens Abrahams faderskab for jøder er gennem bogstavelig afstamning, anser kristne sig selv for at være Abrahams børn "af tro" ved at følge Paulus, som kalder Abraham "fader til os alle [dvs. som tror, o.a.]" (Rom 4:16). Dette indebærer en ny slægt for ikke-jøder, eller som Paula Frederikson udtrykker det: "Kristne er Abrahams børn, men ikke gennem Isak og Jakob."

På den anden side læser jøder Abraham gennem mundtlige traditioner (Talmud), der skildrer ham som en afgud-ødelæggende monoteist og en forløber for Tora-overholdelse.

En historie optaget i en jødisk midrash fortæller, hvordan den unge Abram smadrede sin fars afguder og derefter fortalte sin far, at den ene tilbageværende afgud havde angrebet og ødelagt alle de andre. Faderen var uenig og sagde, at afguden kun var en statue, og således bekræftede Abrams påstand om, at hans fars afguder ikke var guder overhovedet.

Denne fortælling findes ikke i Bibelen. I virkeligheden er der intet i Første Mosebog, der entydigt skildrer Abraham som en eksklusiv monoteist eller imod afgudsdyrkelse - selvom det ganske vist i Første Mosebog 18:19 er underforstået, at Abraham vandrede i overensstemmelse med Guds love, hvilket indebærer afvisning af afgudsdyrkelse:

Jeg har jo udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin skægt at følge Herrens vej og øve ret og retfærdighed, så Herren kan lade det ske, som han har lovet Abraham.

Her siger Første Mosebog, at Gud har udvalgt Abraham med henblik på at få sine følgende slægtled til at "øve ret og retfærdighed" som en del af et pagtsforhold. Men det kan ikke udledes af Første Mosebog, at Abraham faktisk praktiserede denne opgave på forbilledlig måde, eller at dette involverede en udtrykkelig afvisning af afgudsdyrkelse. (Første gang temaet om afvisning af afgudsdyrkelse dukker op i Første Mosebog, er, da Abrahams barnebarn Jakob i Første Mosebog 35:2 siger til sin husstand: "Fjern de fremmede guder, I har hos jer, rens jer, og skift tøj.")

I Josvabogen 24:2-3 fortælles det, at Abraham blev taget af Gud ud af sin afgudsdyrkende fars, Teras, religiøse miljø, hvilket antyder, at Abraham brød med denne praksis - men her igen fremgår det ikke eksplicit, at Abraham gav afkald afgudsdyrkelse. Faktisk er der ingen henvisning til afguder eller andre "guder" i Abraham-fortællingen.

Desuden er der ikke beskrevet nogen adfærdskodeks, der kunne kaldes "lov", i forbindelse med Abraham i Første Mosebog. I Guds aftale med Abraham i Første Mosebog, er der ingen tildeling af et etisk system. Hvad der er, er pagtsforhold: Velvilje, løfte og henvisning til Abrahams tro og hans bemærkelsesværdige lydighed (f.eks. Første Mosebog 12:4, 15:6, 22). Den eneste regulering, der er omtalt for Abrahams religion, bortset fra at Herren er hans families gud, var skikken med at omskære mænd (Første Mosebog 17:13), indført som et tegn på trofasthed mod pagten.

Selvom der ikke er noget eksplicit i Første Mosebog, som portrætterer Abraham som værende imod afguder, så er hændelsen med Abrahams binding af sin søn Isak af stor betydning, fordi Gud, i modsætning til de omkringboende folks konkurrerende afgudsdyrkelse, greb ind for at skåne Isak, og symbolsk gjorde en ende på barneofring for at erstatte denne med ofring af dyr i stedet. Denne handling foregriber forskriften i Moseloven om, at israelitterne skulle "frikøbe" en førstefødt søn gennem et dyreoffer (Anden Mosebog 22:29, 34:19-20).

Senere - for kristen teologi - kommer historien så hele vejen rundt, da Gud erstatter tempelofringer af dyr med ofringen af sin eneste Søn, Jesus, på det selv samme bjerg, Moriah, hvor Abraham forsøgte at ofre Isak.

Bindingen af Isak

Akedah eller bindingen af Isak var vigtig i udviklingen af israelitternes særlige identitet. Hebræerne var kulturelt nært beslægtet med de omkringboende kanaanæere og sprogligt næsten umulige at skelne fra dem. Hebraisk klassificeres som et kanaanæisk sprog (andre var fønikisk, ammonitisk, moabitisk og edomitisk). Den gamle kanaanæiske religion er kendt for barneofring. Akedah-beretningen om den afbrudte ofring af Isak - og den efterfølgende praksis med at frikøbe den førstefødte søn - skilte israelitterne ud fra deres kanaanæiske naboer og hævede tilbedelsen af Abrahams Gud op over tilbedelsen af Molok, hvor menneskeofring var velkommen.

Barneofring var på visse tidspunkter også en hebraisk praksis, en sag, der bekymrede profeterne meget (Jeremias 19:4-5; Ezekiel 16:20-21). Denne praksis fortsatte blandt israelitterne helt op til det babyloniske eksil, og var en af grundene til det (Salme 106:37-39). Salomo byggede selv et tempel til Molok, og det blev først revet ned under Josijas reformer (2 Kong 23:13).

Guds indgriben under akedah kunne betragtes som en polemik mod afgudsdyrkelse (mod den kanaanæiske barneofring). Men hvis det er tilfældet, er dette en indirekte henvisning til afgudsdyrkelse, og Genesis giver os, bortset fra dette, kun ringe dokumentation for at betragte Abraham som et monoteistisk forbillede. En tilhænger af Gud, ja, en skarp anti-afgudsdyrker, nej.

Så sammenfattet deler kristendom og jødedom pagtens Abraham, faderen til mange og patriark for nationen Israel.

En splittende figur

På trods af den fælles bibelske fortælling, er Abraham fortsat en splittende figur mellem de to bibelske trosretninger, fordi han for jøderne er selve modellen på en Tora-observant jøde - et perspektiv, der er mere talmudisk end bibelsk; men for kristne er han manden, der er frelst ved tro, en skikkelse, der står i modsætning til fortsat jødisk fastholdelse af Toraen - et perspektiv, der mere bygger på Paulus end på Første Mosebog.

Der er naturligvis spændinger, selv i Pauli syn på Abraham og hans børn, jøderne i almindelighed. På den ene side lovpriser Paulus jødisk identitet, og bekræfter Guds løfter til jøderne som uigenkaldelige (Romerbrevet 11:28-29). På den anden side, revser Paulus jøderne for at holde fast ved Toraen i opposition - som han så det - til frelse ved tro, og for at forsøge at pålægge Toraen de ikke-jødiske troende. Det er ikke, hævder han, "hans kødelige børn", som er Guds børn, men "de børn, som løftet handler om" (Romerbrevet 9:8). Arven fra Abraham er modtaget ved tro, ikke ved overholdelse af loven (Romerne 4:13): "Hvis det er dem, som har loven, der er arvinger, er troen gjort til intet og løftet sat ud af kraft" (Romerbrevet 4:14).

Skønt både kristendom og jødedom accepterer Bibelens fortælling om, at løftet blev videregivet gennem Isak (og ikke den ældre søn Ismael), har tanken om, at børnene efter Abrahams barnebarn, Israel, er det folk, som Guds løfte angår, været en anstødssten for ikke-jødisk kristendom. Ofte har kristendommen antaget en erstatningsteologi, som ophæver Guds pagt med jøderne, overfører titlen "Guds folk" til den ikke-jødiske kristendom og fortrænger jøderne som modtagere af Guds løfter til Abraham. Dette var allerede et tema i tidlig kristen tænkning: Paulus' Abraham af tro blev brugt som en slags stok til at slå jøder oven i hovedet med. På denne måde er Abraham blevet et kernepunkt for splittelse og strid mellem jøder og kristne.

Abraham i Koranen

Det senere jødiske syn på Abraham som den afgud-ødelæggende monoteist, blev udviklet i ekstra-bibelske jødiske traditioner. Derfra gik det over - sammen med fragmenter af andre jødiske traditioner - i Koranen. Men selv om dette er et bindeled mellem Abraham i jødisk tradition og "Ibrahim" i Koranen, afviger Koranens overordnede greb om Abraham væsentligt fra det, der findes i Første Mosebog. Ordet anneksion snarere end arv er rammende. Koranens Ibrahim er en meget anderledes figur end Abraham, "fader til en mængde folkeslag" i Første Mosebog: Hans funktion i teologisk historie og hans forhold til Gud bliver forstået meget anderledes.

Hvad har Koranen at sige om Abraham?

En hel del. Der er 69 vers i Koranen, der nævner Abraham ved navn: Han er den næsthyppigst nævnte bibelske figur efter Moses. Ligesom andre bibelske referencer fundet i Koranen, synes dette materiale at hentyde til jødiske traditioner, der cirkulerede i det 7. århundrede e.Kr. Referencerne viser ikke tegn på at være formet, eller endda på nogen måde påvirket, af en person, der havde direkte kendskab til teksten i Første Mosebog.

Abraham er en skikkelse, der hentydes til gentagne gange gennem hele Koranen. I modsætning til Bibelen, har Koranen normalt ikke særlige afsnit, der fortæller historien om enkeltpersoner - som Første Mosebog 12-25, der handler om Abraham - men behandler dem i stedet antydningsvist ved hjælp af flere referencer, hvoraf nogle er fragmenter af fortællinger, præsenteret på en måde der forudsætter, at læseren allerede er bekendt med indholdet af historien.

Der er i Koranen hentydninger til nogle bibelske fortællinger, forbundet med Abraham. For eksempel er der forskellige henvisninger til ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra (f.eks. sura 26:160 ff), og til englenes besøg for at etablere en pagt (f.eks. sura 11:69-73). Der er også ekstra-bibelske historier taget fra jødisk tradition, som de talmudiske fortællinger om Abrahams ødelæggelse af sin fars afguder (sura 21:58) og om hvordan han bliver kastet ind i en brændende ovn, en prøvelse han overlevede ved Allahs mirakuløse indgriben (sura 21:68-70).

Gennem alle disse spredte referencer, er Abraham præsenteret som én i en lang række af islamiske profeter: Koranens Ibrahim er islams profet, en monoteistisk model og modstander af afgudsdyrkelse. Nogle af de vigtigste punkter er som følger:

"Allerede tidligere kaldte Han jer muslimer"

Abraham er den, der gav navnet, muslimer, til Allahs tilhængere:

Kæmp for Allah, som Han fortjener det! Han har udvalgt jer og ikke pålagt jer noget besværligt i religionen. Jeres faders, Abrahams, trosbekendelse! Allerede tidligere kaldte Han jer for dem, der overgiver sig til Allah [dvs. muslimer, o.a.], og nu i Koranen, for at Udsendingen kan være vidne for jer, og I kan være vidne for menneskene. Hold bøn, giv almisse, og hold fast ved Allah! Han er jeres skytsherre. Hvilken herlig skytsherre! Hvilken herlig hjælper! (sura 22:78 - Ellen Wulff) [Som det ses, har Wulffs oversættelse Allah og ikke Abraham som navngiver, idet Han er stavet med stort. Også The Noble Quran har Allah som navngiver: "It is He (Allah) Who has named you Muslims ...", o.a.]

Én sand religion

Abraham lærte den samme religion, som blev bragt af Muhammed - religionen af Moses, Noa og Jesus:

Til religionen har Han forordnet jer det, som Han pålagde Noah; det, som Vi har åbenbaret for dig, og som vi pålagde Abraham, Moses og Jesus: Ret jer efter religionen, og del jer ikke op deri! De, der sætter andre ved Allahs side, finder det, som du kalder dem til, svært. Allah udvælger, hvem Han vil, dertil og retleder den, der angrer, dertil. (sura 42:13)

Abraham havde en bog

I overensstemmelse med Muhammeds forståelse af "profeter" og præcis som Muhammed selv, havde Abraham en "bog" fra Gud ligesom den Moses havde (dvs. ligesom Toraen).

Men nej, I foretrækker det jordiske liv! Det hinsidige er dog bedre og mere bestandigt. Dette står i de tidligere skrifter, i skrifterne om Abraham og Moses. (sura 87:16-19, Ellen Wulff) [De mest udbredte engelske oversættelser har her genitiv, dvs. "af Abraham og Moses". Se f.eks. http://quran.com/, o.a.]

Eller under de ikke andre, hvad Allah har givet dem af sin gunst? Vi gav Abrahams slægt Skriften og Visdommen, og Vi gav dem et vældigt herredømme. (sura 4:54, se også 19:41)

En model-imam

I stedet for at kalde Abraham "fader til en mængde folkeslag", beskriver Koranen ham som imam eller "leder" af folkeslag (sura 2:124) [Wulff har "forbillede". De engelske har "leader" eller "Imam". http://quran.com/, o.a.], og fra hans linje vil andre "ledere" komme (herunder Muhammed). Så i stedet for at være en velsignelse for folkeslagene, er Abraham en forløber og model for fremtidige "ledere", og i sidste ende for Muhammed. Dette forstærkes ved at gøre Abraham til Muhammeds forfader gennem Ismaels slægtslinie.

Abraham i Koranen er i overensstemmelse med centrale islamiske doktriner såsom troen på dommedag (sura 2:126), hvilket var anakronistisk for Første Mosebog: I Bibelen er denne tro først indført langt senere, af profeterne.

En model for fjendtlighed og had

Det er slående, at Koranens Abraham også tilslutter sig samme doktrin, som Muhammed lærte, om had og fjendskab til vantro:

I har et smukt eksempel i Abraham og dem, der var med ham. Da de sagde til deres folk: ”Vi siger os fri af jer og af det, som I tjener foruden Allah. Vi vil ikke kendes ved jer. Mellem os og jer er fjendskabet og hadet blevet åbenlyst, for altid, med mindre I vil tro på Allah alene.” Dog sagde Abraham til sin far: "Jeg vil bede om tilgivelse for dig; men jeg kan ikke udvirke noget for dig hos Allah." "Herre! Til Dig sætter vi vor lid; mod Dig vender vi os angrende; hos Dig ender alt. (...)" (sura 60:4)

Mekka og Ismael

Et særligt træk ved Abraham i Koranen er fortællingen om, at han og hans søn Ismael byggede Kabaen i Mekka og etablerede den som et sted for tilbedelse for Allah:

Og da Vi gjorde Huset (i Mekka) til et tilflugtssted og sikkerhed for menneskene. (Og sagde): "Tag jer Abrahams sted til bedested!" og Vi pålagde Abraham og Ismael et hverv (og sagde): "Rens Mit hus til dem, der går rundt om det, til dem, der bøjer sig og kaster sig ned (i tilbedelse)!" (sura 2:125)

Og da Abraham opførte Husets grundmure sammen med Ismael (bad Abraham:) "Herre! Tag imod dette fra os! Du er Den Hørende og Den Vidende. (...)" (sura 2:127)

Selvfølgelig, som den engelske forsker Guillaume påpegede ...

... er der ingen historiske beviser for påstanden om, at Abraham eller Ismael nogensinde var i Mekka, og hvis der havde været en sådan tradition, ville det blive nødvendigt at forklare, hvordan ethvert minde om det old-semitiske navn, Ismael (...) gik tabt. Formen i Koranen er taget enten fra græske eller syriske kilder.

Guillaumes pointe er, at formen af navnet "Ismael", fundet i Koranen, er lånt fra græsk og syrisk (fra de bibelske traditioner). Det er usandsynligt, at en tradition om Kabaen som bygget af Abraham og Ismael kunne have været overleveret og bevaret udelukkende i græske og syriske (dvs. kristne) traditioner, mens navnet "Ismael" var glemt af araberne i århundreder.

Hadith eller traditionerne om Muhammed (ikke Koranen) henviser til akedah-begivenheden, men i disse traditioner er det Ismael, som Abraham ofrede, ikke Isak.

Især Koranen refererer til Ismael som en Allahs profet ligesom Abraham, og i et litani af, hvad Bibelen kalder patriarker og Koranen kalder "profeter", kan navnet Ismael findes. Jakob selv nævner Ismael blandt sine "fædre":

Eller var I vidner, da døden kom til Jakob, og han sagde til sine sønner: "Hvad vil I gøre, når jeg er borte?" De sagde: "Vi vil tjene din gud, din og dine fædres, Abrahams, Ismaels og Isaks gud, én gud. Til Ham overgiver vi os." (sura 2:133)

Men andre steder er der henvisning til "Abraham, Isak og Jakob" uden at nævne Ismael.

Abrahams religion var islam

Det særligt interessante i Koranen - og et centralt punkt for denne præsentation - er, at det er i Koranen, udtrykket "Abrahams religion" skal findes. Dette gentages flere gange.

Hvad er meningen med dette koran-udtryk: "Abrahams religion"? Meningen gøres klar, når Koranen anbefaler "Abrahams religion" til jøder og kristne, og dadler dem for at have afvist den:

Sig: "Allah siger sandheden, så følg Abrahams trosbekendelse! En gudsøgende. Han var ikke en af dem, der sætter andre ved Allahs side." (sura 3:95)

Sig: "I Skriftens folk! Hvorfor tror I ikke på Allahs tegn? Allah er vidne til, hvad I gør." (sura 3:98)

Sig: "I Skriftens folk! Hvorfor lægger I hindringer på vejen til Allah for dem, der tror, i et ønske om at gøre den skæv, når I dog er vidner? Allah overser intet af, hvad I gør." (sura 3:99)

Muslimer også er befalet at følge "Abrahams religion" som Muhammeds religion:

Så åbenbarede Vi for dig: "Følg Abrahams trosbekendelse, en gudsøgende! Han var ikke en af dem, der sætter andre ved Allahs side." (sura 16:123)

Ifølge Koranen er det således islam, i modsætning til kristendom og jødedom, der er Abrahams religion. Det er Muhammeds tilhængere, som har den bedste fordring på Abraham:

De mennesker, der står Abraham nærmest, er dem, der fulgte ham; dernæst denne profet og de, der tror. Allah er de troendes ven. (sura 3:68; se også 4:125)

Abraham var hverken kristen eller jøde

Kristne og jøder bliver irettesat for at anbefale deres tro til araberne. Muslimer, hævder Koranen, følger Abrahams religion, ikke afgudsdyrkernes religion:

De siger: "Bliv jøder eller kristne! Så vil I være retledte." Sig: "Nej, Abrahams trosbekendelse! En gudsøgende. Han var ikke en af dem, der sætter andre ved Allahs side." (sura 2:135)

Sig: "Vi tror på Allah og på det, der blev sendt ned til os; på det, der blev sendt ned til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og stammerne; på det, der blev givet til Moses og Jesus, og på det, der blev givet til profeterne fra deres Herre. Vi gør ikke forskel på nogen af dem. Vi overgiver os til Ham." (sura 2:136)

Koranen hævder, at Abraham var "hverken jøde eller kristen":

I Skriftens folk! Hvorfor strides I om Abraham? Toraen og Evangeliet blev dog først sendt ned efter hans tid. Vil I ikke komme til fornuft? (sura 3:65)

Abraham var hverken jøde eller kristen. Han var en gudsøgende (hanif), der havde overgivet sig til Allah. Han var ikke en af dem, der sætter andre ved Allahs side. (sura 3:67)

"(...). Eller siger I, at Abraham, Ismael, Isak, Jakob og stammerne var jøder eller kristne?" Sig: "Hvem ved bedst, I eller Allah?" Hvem handler mere uret end den, der holder et vidnesbyrd fra Allah skjult hos sig selv? Allah overser intet af, hvad I gør. (sura 2:140)

Muslimer skal acceptere Abraham

Faktisk er det en trosartikel, at muslimer er befalet til ikke at gøre forskel på budbringerne - dvs. de bør acceptere Abraham, ligesom de accepterer Muhammed.

At følge Muhammed er at følge Abraham (sura 2:285, 4:152). En anden måde at sige det på, er, at hvis du accepterer Abraham som Allahs profet, så bør du ikke gøre forskel, og acceptere Muhammed:

Vi har givet åbenbaringer til dig, ligesom Vi gav Noah og profeterne efter ham åbenbaringer. Vi gav åbenbaringer til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og stammerne, Jesus, Job, Jonas, Aron og Salomon; og til David gav Vi salmerne - (sura 4:163)

Den prototypiske muslim

Fra Koranens perspektiv, var Abraham den prototypiske muslim. Han bliver brugt af Muhammed i Koranen som en stok til at slå kristne og jøder oven i hovedet med. Dette ses for eksempel i forbindelse med Muhammeds stridigheder med jøderne i Medina (specifikt i sura: 4:44-57, 156-162). Muhammed siger i realiteten: "I citerer navnet Abraham for mig, men Abraham var muslim, én i en lang række af profeter. Hvis I accepterer Abraham, må I acceptere mig."

Islam er den sande jødedom og den sande kristendom

Ikke alene Abraham, men også Moses og Jesus var muslimske profeter ifølge Koranen. Så islam er jøders og kristnes sande arv. Jøder og kristne, der konverterer til islam, vender faktisk tilbage til patriarkernes tro, vender tilbage til den ene sande religion.

En abrahamitisk politisk vision for Amerika

Ifølge dette synspunkt er "Abrahams religion" en slags kode for islams forrang frem for alle andre religioner. Islamisk dawa eller mission til kristne og jøder indebærer at kalde dem til "Abrahams religion", dvs. til islam. Shamin A. Siddiqi fra Flushing, New York fremfører denne position i et brev til Daniel Pipes:

Abraham, Moses, Jesus og Muhammed var alle islams profeter. Islam er den fælles arv for det jødisk-kristne-muslimske samfund i Amerika, og oprettelse af Guds Rige er et fælles ansvar for alle tre abrahamitiske trosretninger. Islam var din'en (troen, livsformen) for både jøder og kristne, som senere mistede den gennem menneskelige innovationer. Nu ønsker muslimerne at minde deres jødiske og kristne brødre og søstre om deres oprindelige din. Disse er de historiske kendsgerninger.

Denne vision, klædt i et harmonisk klingende sprog, er i virkeligheden et sharia-føjeligt USA, ledet af muslimer, og skabt med hjælp fra jøder og kristne. Det er "abrahamitisk" i den forstand, at det er islamisk, da islam er de tre trosretningers fælles arv. Og inden for denne vision af et sharia-Amerika, bør ikke-muslimer spille den underdanige rolle som islams hjælpere.

I dag er udtrykket "abrahamitisk religion" blevet en prøvesten for tværreligiøs dialog og enhed mellem islam, kristendom og jødedom. Men ironisk nok er dette udtryk blot en anden gengivelse af "Abrahams religion" fra Koranen: Udtrykket henviser til Abraham som muslim.

Abraham en splittende figur mellem de tre trosretninger

I virkeligheden er Abraham en intenst splittende figur mellem jøder, kristne og muslimer. For mange kristne er han apostelen for frelse ved tro alene i opposition til Tora-observans. For jøder er han den Tora-observante far til den jødiske nation og en påmindelse om Guds uigenkaldelige pagt med jøderne. For muslimer er han den prototypiske muslimske profet, en fremtrædende forløber og garanti for Muhammeds fordring og basis for muslimske påstande om, at islam både går forud for og erstatter de bibelske trosretninger.

Oprindelsen til udtrykket "abrahamitisk religion"

Jeg har forsøgt at spore oprindelsen til begrebet "abrahamitisk tro" indenfor den monoteistiske dialog. Dets vigtigste og mest indflydelsesrige forkæmper var en libanesisk maronitisk præst, Youakim Moubarac, som fulgte i sporene på sin lærer, Massignon, der betragtede islam som en tro, der byggede på ægte åbenbaring - og Muhammed som en profet - men på et mere primitivt stadie end kristendommen.

Moubarac viede sit doktorafhandling fra 1951, Abraham dans le Coran, til emnet Abraham i islam. Han fik derefter betydelig indflydelse på 2. Vatikankoncils holdning til islam, som kommer til udtryk i den nuværende Katolske Kirkes Katekismus, der ser islam og kristendommen som forenet i tilbedelsen af den ene Gud:

841 Kirkens forhold til muslimerne. Frelsesplanen omfatter også dem, der anerkender Skaberen, og heriblandt først og fremmest muslimerne, der bekender, at de holder fast ved Abrahams tro og med os tilbeder den eneste, barmhjertige Gud, der på den yderste dag skal dømme menneskene.

En abrahamitisk utopi og dhimmi-teologi

Moubarac så i temaet, abrahamitisk tro, en kraft, der kunne samle kristne, jøder og arabere til én familie. Således skrev han, at man skulle "fremme et egalitært Palæstina, hvor jøder, kristne og muslimer sammen demonstrerer deres abrahamitiske og økumeniske kald."

Denne vision om en politisk og åndelig forsoning mellem de forskellige trosretninger, baseret på en fælles identitet som tilhængere af "abrahamitisk tro", er grundlæggende forkert.

I virkeligheden fører den til islamisering, fordi et samfund, baseret på Koranens begreb om Abrahams tro, er en sharia-stat, som, på grund af strukturen af islamisk lov, er indrettet på kristendommens og jødedommens tilbagegang og endelige forsvinden.

Det burde ikke overraske, at en kristen med en dhimmi-baggrund, fra en nation traumatiseret af massakrerne i det sene 19. og tidlige 20. århundrede, således har produceret selve indbegrebet af en dhimmi-teologi, der giver de kristne mulighed for at tjene islam ved at anerkende islams legitimitet og dermed muslimsk magt. Bat Ye'or skriver:

Moubarac fortolkede afslutningen af kristen politisk magt [dvs. i Libanon] som en religiøs befrielse, der for Kirken ville genoprette det kald, som islam havde tildelt den: En barmhjertighedens og kærlighedens tjeneste for muslimer. (Islam and Dhimmitude p. 183.)

Fremhævelsen af "abrahamitisk tro" som prøvestenen for tværreligiøs dialog, var i sin oprindelse forbundet med visionen om en mellemøstlig utopi, hvor kristne, muslimer og jøder ville leve side om side i enhed. Faktisk har denne vision opmuntret islamofile kirkeledere i Libanon til at kæmpe side om side med palæstinenserne for at ødelægge kristendommens politiske og nationale strukturer i Libanon. Det endelige resultat har været, og vil fortsætte med at være, den gradvise islamisering af dette land og kirkens ødelæggelse - helt i overensstemmelse med den islamiske læres interne mål - en proces, der nu er nået til slutfasen i Irak og måske også i Syrien.

Rowan Williams om sharia-lov i Europa

Jeg vil gerne minde om den tidligere ærkebiskop af Canterbury, Rowan Williams' forslag om, at briterne burde indføre aspekter af sharia-loven og hævdede, at "det ikke handler om, at vi indfører et fremmed og rivaliserende system." Williams' synspunkter var utvivlsomt baseret på hans erfaringer med tværreligiøs dialog, der havde skolet ham i de abrahamitiske trosretningers underliggende enhed. Derfor blev han en forsvarer for sharialov med dens fremmede og afskyelige behandling af kvinder: Den spidse ende af Williams' forslag er selvfølgelig forankringen af sharia-domstole i Storbritannien, som ikke er godt for muslimske kvinders rettigheder. Ved at komme med denne udtalelse blev han, om end ubevidst, en apologet for sharia-loven selv, herunder implicit dens krav om, at muslimer skal være politisk dominerende.

Konklusion

Begrebet "abrahamitiske trosretninger" er en vildfarelse. Dets moderne indflydelse blev på tragisk vis født ud af et århundrede med kristen lidelse i Mellemøsten og prakket den intetanende vestlige verden på. Det er rimeligt at spørge, om dette kan være en teologisk trojansk hest designet til at fremme et islamisk verdenssyn angående forbindelserne mellem trosretninger.

Lad os for alt i verden diskutere Abraham og hvad han står for i de forskellige religioner, og notere os, at de tre monoteistiske trosretninger alle refererer til Abraham. Men det er uklogt at opfatte Abraham som en prøvesten for enhed og teologisk kontinuitet. Tværtimod står navnet Abraham for de dybe skel mellem de tre monoteistiske religioner.

---

Dr. Mark Durie er teolog, menneskerettighedsaktivist, anglikansk præst, Shillman-Ginsburg Fellow ved Middle East Forum, og adjungeret Research Fellow på Centre for the Study of Islam and Other Faiths ved Melbourne School of Theology. Han har udgivet mange artikler og bøger om acehnesernes sprog og kultur, kristen-muslimske relationer og religionsfrihed. Som kandidat fra Australian National University og Australian College of Theology, har han haft besøgsudnævnelser på University of Leiden, MIT, UCLA og Stanford, og blev valgt som Fellow of the Australian Academy of the Humanities i 1992. Kilde: markdurie.com blog

Hans bøger om kristen-muslimske relationer er:

The Third Choice: Islam, Dhimmitude and Freedom
Which God?: Jesus, Holy Spirit, God in Christianity and Islam

---

Oversættelse: Bombadillo