Det er et almindeligt omkvæd blandt troende muslimer, når de stilles overfor grusomheder begået af andre muslimer i islams navn, at det ikke er islams skyld. Når en islamisk ugerning potentielt vanærer islam, bliver ikke-muslimer bedt om at godtage, at 'dette er ikke islamisk', så islams ære kan holdes uberørt. Men det virkelige problem er ikke, hvad der ville være godt eller skidt for islams omdømme; islam er ikke offeret her. Det presserende problem er ikke at få folk til at tænke godt af islam, men hvordan - for eksempel i tilfældet med Boko Harams kidnapning af de nigerianske skolepiger - pigerne kan reddes, og frem for alt hvordan Boko Harams morderiske hærgen kan standses.

Qasim Rashid, en amerikansk muslim, gav for nylig på FoxNews.com et dybfølt udtryk for sorg over Boko Harams kidnapning af de nigerianske piger ('Hvad ville Muhammed sige til Boko Haram'). Han erklærede, at Muhammed selv ikke ville anerkende denne gruppe som handlende i overensstemmelse med hans lære:

"Boko Harams påstand om, at islam motiverer deres kidnapninger, er ikke anderledes end Adolf Hitlers påstand om, at kristendom motiverede hans folkemord. Denne terrororganisation handler i direkte modstrid med enhver islamisk lære om kvinder."

Qasim Rashid er ikke den eneste muslim, der har udtalt sig til støtte for de kidnappede piger og samtidig benægtet, at deres situation har noget som helst at gøre med islam (se her).

Qasim Rashid er medlem af Ahmaddiya-samfundet, der betragtes som uortodokst af de fleste muslimer. Faktisk bliver ahmaddiya-muslimer ofte hårdt forfulgt for deres tro i islamiske lande. Selvom Qasim Rashid ikke taler på vegne af mainstream islam, skal han alligevel roses for at tale imod Boko Harams afskyelige handlinger.

Men kan påstanden om, at Boko Haram ikke er islamisk, stå for et nærmere eftersyn?

Hvad tæller som et gyldigt udtryk for islam? Ahmaddiyas overbevisninger kan betragtes som islamiske af dem, der opfatter dem således, på basis af en begrundet fortolkning af islams kanoniske kilder, også selv om flertallet af muslimerne afviser dem som muslimer. Af samme grund må Boko Harams overbevisninger betragtes som en form for islam, for også de hævdes på basis af en begrundet fortolkning af islams kanoniske kilder.

Det er nødvendigt at erkende, at Boko Haram ikke er opstået i et vakuum. Som Andrew Bostom har påpeget, har voldelig modstand mod ikke-islamisk kultur været en del af nigeriansk islam i århundreder. I dag er dette had rettet mod vestlig uddannelse og verdslig regering, men i fortiden var det de oprindelige afrikanske kulturer, som blev udsat for brutal behandling, herunder slaveri og nedslagtning. Den moderne genoplivning af en absolutistisk sharia-styret islam i det nordlige Nigeria er en proces, som har dybe rødder i historien. Den har også været undervejs i årtier. Khalid Yasin, en afrikansk amerikansk konvertit til islam og globetrotter-prædikant, talte i 2003 på australsk national radio i lyriske vendinger om sharia-lovens fremgang i Nigeria:

"Hvis vi ser på udviklingen af sharia-eksperimentet i Nigeria for eksempel. Det er bare en vidunderlig, fænomenal oplevelse. Det har bragt nogle gennemgribende ændringer, balance i samfundet, regler i form af moralsk praksis og så mange ting. (...) Hvad stillede sharia til rådighed? Altid værdighed, beskyttelse og religiøse rettigheder."

Men lad os betragte beviserne Qasim Rashid giver for sin opfattelse, at Muhammed ville forstøde Boko Haram. Hans argumenter kan sammenfattes således:

• 'Boko Haram krænker Koranen 24:34 [dvs. sura 24:33], som befaler: "Tving ikke i stræben efter det jordiske livs flygtighed jeres slavepiger til prostitution"; dvs. [dette er] en fordømmelse af Boko Harams hensigt om at sælge disse piger til prostitution.'

• 'De krænker Koranen 4:20 [dvs. sura 4:19], som erklærer: "Det er jer ikke tilladt at modtage kvinder i arv mod deres vilje. I må heller ikke tilbageholde dem ...", dvs. en specifik afvisning af Boko Harams kidnapning og tilbageholdelse.' [Koranverset her er oversat fra den engelske tekst og svarer ikke helt til Ellen Wulffs danske oversættelse, o.a.]

• 'Profeten Muhammeds ord på dødslejet gav konkret udtryk for disse befalinger. Han bad indtrængende: "I skal behandle jeres kvinder godt og være venlige over for dem, for de er jeres partnere og engagerede hjælpere".'

• At søge viden er en pligt for alle muslimer, herunder 'sekulær viden'.

• 'Islam (...) befaler uddannelse af kvinder.'

Selvom Qasim Rashids synspunkter er oprigtige, er hans argumentation svag. Lad os betragte hans punkter efter tur.

Tving ikke (...) jeres slavepiger - Sura 24:33

(...) [Det fulde vers 24:33 lyder]:

24:33: De, der ikke har råd til at gifte sig, skal leve i afholdenhed, indtil Allah af sin overflod gør dem rige. Hvis nogle af jeres slaver ønsker en ægteskabskontrakt [frigivelseskontrakt], så opsæt den for dem, hvis I ved noget godt om dem, og giv dem af den formue, som Allah har skænket jer! Tving ikke i stræben efter det jordiske livs flygtighed jeres slavepiger til prostitution, hvis de ønsker at leve i ærbarhed! Hvis nogen dog tvinger dem, så er Allah, efter at de er blevet tvunget, tilgivende og barmhjertig.

Ordet, der her er oversat med 'slavepige', kan også betyde en ung kvinde, men i denne passage refererer det tydeligt til kvindelige slaver. En standardfortolkning af dette vers af sunni kommentatorer - såsom Ibn Kathir - er, at hvis nogen ejer en slavepige, bør han ikke prostituere hende, men hvis han gør, vil Allah tilgive hende.

Strengt taget synes dette vers ikke at kunne anvendes på situationen for de nigerianske piger, der er taget til fange af Boko Haram. Det oprørende er, at de blev taget til fange og gjort til slaver i første omgang, og derved er blevet det, der i Koranen omtales som 'dem, som din højre hånd besidder' [altså slavepiger]. At de er blevet voldtaget af deres tilfangetagere, er meget sandsynligt, men det er ikke det samme som at blive prostitueret for at producere indkomst for deres ejere. Islam tillader mænd at have sex med deres slavinder, og også at sælge dem til tjeneste for en anden, men misbilliger at leje dem ud som prostituerede.

I Koranens sura 33:50 anføres det, at det var tilladt for Muhammed at have sex med sine kvindelige slaver:

"Profet! Vi gør dine hustruer tilladte for dig, dem, som du har givet deres løn, de slavinder, som Allah har givet dig som bytte, ... "

og i vers 23:6 udvides denne forrettighed til muslimske troende:

"Lykkelige er de troende, (...) som vogter over deres køn [restrain their sexual passions]; undtagen over for deres hustruer og slavinder, for da kan man ikke bebrejde dem noget. ..."

Muhammeds handlinger og lære støtter også seksuelt slaveri for kvinder taget til fange under jihad. Kapitel 547 i Sahih Muslim, en æret samling Muhammed-citater, der betragtes som pålidelig af de fleste muslimer, har overskriften: "Det er tilladt at have samleje med en kvindelig fange ...". Abdul Hamid Siddiqi, oversætter og redaktør af Sahih Muslim, tilføjede følgende fodnote til dette kapitel:

"Med hensyn til udtrykket malakat aymanukum (dem, som din højre hånd besidder) betegner [det] slavepiger, dvs. kvinder, som blev taget til fange i den hellige krig (...) samleje med disse kvinder er lovlig under visse betingelser."

Boko Haram rapporteres at have til hensigt at sælge pigerne på et slavemarked. Dette er uden tvivl baseret på Muhammeds egen praksis som præcedens. Der kunne nævnes mange eksempler fra Muhammeds og hans tilhængeres handlinger. For eksempel beretter Muhammeds levnedsskildrer Ibn Ishaq, at Muhammed, efter at have lagt mændene fra den jødiske Qurayza-stamme i Medina under sværdet, solgte nogle af de jødiske kvinder og brugte pengene til køb af heste og våben:

"Så fordelte apostlen B. Qurayzas ejendom, hustruer og børn blandt muslimerne, og han bekendtgjorde på den dag andelene af heste og mænd, og tog femtedelen fra. (...) Derefter sendte apostlen Sad b. Zayd al-Ansari, bror til b. Abdul-Ashhal, med nogle af de tilfangetagne kvinder fra B. Qurayza til Najd og han solgte dem for heste og våben." (Sirat Rasul Allah af Ibn Ishaq)

Resten af de jødiske slaver blev fordelt blandt muslimerne. Muhammed selv tog en af de førende jødiske kvinder, Rayhana, til konkubine, men hun nægtede at gifte sig med ham:

Apostlen havde valgt en af deres kvinder for sig selv, Rayhana d. Amr b. Khunafa, en af kvinderne fra B. Amr b. Qurayza, og hun blev hos ham, indtil hun døde, i hans magt. Apostlen havde tilbudt at gifte sig med hende og lægge sløret på hende, men hun sagde: 'Nej, lad mig blive i din magt, for det vil være lettere for mig og for dig.' (Sirat Rasul Allah af Ibn Ishaq).

Rayhana, som blev Muhammeds konkubine ved tilfangetagelse under krig, æres den dag i dag som en af islams profets 'koner'.

Ud over støtten til denne praksis fundet i den islamiske kanon, giver historiske kilder rigelig dokumentation for, at slavebinding af kvinder som krigsfanger og deraf følgende seksuel trældom har været et vedvarende træk ved islamisk krigsførelse udført af fromme muslimer. Overvej for eksempel beretningen af Imad ad-Din al-Isfahani, Saladins krønikeskriver, om skæbnen for 8.000 kristne kvinder [og børn] i Jerusalem, der var ude af stand til at betale en løsesum for deres frigivelse efter Saladins erobring af denne by:

"Kvinder og børn tilsammen beløb sig til 8.000 og blev hurtigt delt op iblandt os, hvilket bragte smil i muslimske ansigter over deres jammer. Hvor mange velbevogtede kvinder blev ikke skændet, hvor mange dronninger blev ikke regeret og purunge piger gift, og ædle kvinder givet væk, og gerrige kvinder tvunget til at give sig selv, og kvinder, der var blevet holdt skjult, frataget deres anstændighed, og alvorlige kvinder gjort latterlige, og kvinder, holdt i hemmelighed, udstillet offentligt, og frie kvinder besat, og affekterede damer brugt til hårdt arbejde, og smukke ting sat på prøve, og jomfruer vanæret og stolte kvinder defloreret, og dejlige kvinders røde læber kysset, og mørke kvinder bragt på knæ, og utæmmede tæmmet, og lykkelige bragt til gråd." (Arab Historians of the Crusades, red. af Francesco Gabrieli, pp. 96-97).

Det har været almindeligt accepteret af islamiske jurister gennem tiderne, at islam tillader muslimske mænd at have sex med kvinder, der er kommet i deres besiddelse ved at blive taget til fange i krig, enten fordi de personligt fangede dem, eller fordi de fik dem ved køb eller gave fra en anden. I islam var dette faktisk det juridiske grundlag for harem-systemet: Kvinderne i haremet stammede hovedsageligt fra jihad-kampagner ført mod ikke-muslimske samfund.

Det er simpelthen utroligt, at Qasim Rashid citerer et vers, der forbyder muslimske mænd at leje deres konkubiner ud til sex, som bevis på, at islam er imod brugen af seksuel vold mod tilfangetagne kvinder. Hvis vi ikke må sætte etiketten 'islamisk' på Boko Haram, skal vi så deraf slutte, at Saladin og selv Muhammed ikke kan kaldes muslimer?

Arvede og besværlige koner - Sura 4:19

Sura 4:19 er en anden af Qasim Rashids citerede passager. Maulana Muhammad Alis engelske oversættelse, som svarer godt til Ellen Wulffs danske gengivet nedenfor, kaster et andet lys over denne passage:

"I, der tror! Det er jer ikke tilladt at modtage kvinder i arv [dvs. kvinder som arvegods] mod deres vilje. Læg ikke pres på dem for at få noget af det, I har givet dem, ..."

Standardforklaringen på dette vers er, at det forbyder to praksisser: En mand, der 'arver' sin mandlige slægtnings hustru, hvilket tilsyneladende havde været en hedensk arabisk skik før islam; og at undertrykke sin kone for at få hende til at søge skilsmisse, så hun skal betale brudeprisen tilbage. Sidstnævnte praksis var forekommet på Muhammeds tid, fordi hvis en muslimsk mand skilte sig fra en hustru, var han ikke berettiget til nogen form for økonomisk kompensation, men hvis en kvinde indledte skilsmissesagen, måtte hun kompensere ham for sin brudepris. (Se Ibn Kathirs og også Muhammad Alis forklaring i fodnoter, som begge er enige i forklaringen her.)

Sura 4:19 er således ikke et forbud mod at tilbageholde kvinder: Det har absolut intet at gøre med situationen for de tilfangetagne nigerianske piger.

I skal behandle jeres kvinder godt:

Med hensyn til Muhammeds befaling til muslimer om at behandle deres koner godt, kan disse ord gælde som en instruktion til de mænd, der har giftet sig med de tilfangetagne piger, taget dem til koner. Men den siger intet om pigernes tilfangetagelse, slavebinding eller salg.

Om at søge sekulær viden:

Med hensyn til Qasim Rashids næste punkt, vil de fleste troende muslimer være enige i, at det er en pligt for muslimer at søge viden, herunder vestlig videnskabelig viden. De fleste muslimer går ikke ind for Boko Harams ønske om at uddrive al anden undervisning end islamisk. Men antipati mod ikke-islamisk uddannelse og viden har haft en lang historie i islamisk tænkning. Dette er ikke en ny idé, og heller ikke en særligt afvigende én, men er en del af den brede vifte af islamiske teologiske perspektiver.

Lærde muslimske kvinder i fortiden:

Med hensyn til Qasim Rashids femte argument, er det naturligvis muligt at finde eksempler i historien på dygtige muslimske kvinder, der var veluddannede. På den anden side er der Muhammed-traditioner, som nedgør kvinders intellektuelle kapacitet, f.eks. den følgende:

Engang gik Allahs Apostel ud for [at bede] (...). Så kom han forbi kvinderne og sagde: "O kvinder! Giv almisse, for jeg har set, at flertallet af beboerne i Helvedesilden er jer (kvinder)." De spurgte: "Hvorfor er det sådan, O Allahs Apostel?" Han svarede: "I bander ofte og er utaknemmelige over for jeres ægtemænd. Jeg har ikke set nogen mere mangelfuld i intelligens og religion end jer (...)." Kvinderne spurgte: "O Allahs Apostel! Hvad mangelfuldt er der i vores intelligens og religion?" Han sagde: "Er ikke vidnesbyrdet fra to kvinder lig med én mands vidne?" De svarede bekræftende. Han sagde: "Dette er manglen i hendes intelligens. Er det ikke sandt, at en kvinde hverken kan bede eller faste under hendes menstruation?" Kvinderne svarede bekræftende. Han sagde: "Dette er manglen i hendes religion." (Sahih Bukhari, Bog 6, Hadith 301)

Under alle omstændigheder er spørgsmålet, om hvad Muhammed ville sige om emnet uddannelse af kvinder, irrelevant for, hvad Boko Haram har gjort. De angreb ikke pigeskolen, fordi Boko Haram mener kvinder ikke bør uddannes. De gjorde det, fordi de er imod sekulær, ikke-islamisk uddannelse i sig selv og mener, de har ret til at dræbe, slavebinde og udplyndre folk, som de regner for deres fjender. De ønsker også at terrorisere deres fjender ved at påføre dem så megen frygt og så mange følelsesmæssige traumer som muligt.

Islam er ikke offeret her

Qasim Rashid skriver: "Giv ikke terroristerne kendt som Boko Haram den værdighed, at forbinde nogen religion med deres navn." Dette er et almindeligt omkvæd blandt troende muslimer, når de stilles overfor grusomheder begået af andre muslimer i islams navn: Når en ugerning vanærer islam, bliver ikke-muslimer bedt om at godtage, at 'dette er ikke islamisk', så islams ære kan holdes uberørt.

Det virkelige problem er imidlertid ikke, hvad der kunne være godt eller skidt for islams omdømme. Synet af Boko Harams leder der på video siger, at han "ved Allah" vil gå på markedet og sælge de fangne piger, fordi hans religion tillader ham at gøre det, har allerede vanæret islam. Muhammed og Saladin kunne ligeledes ved deres handlinger anses for at have vanæret islam, men det er irrelevant. Den virkelige udfordring her er ikke at bevare islams ære, men hvad der kan gøres for at imødegå Boko Haram.

Hvad der er krystalklart, er, at intet kan opnås ved at benægte sandheden om jihadisternes religiøse ideologi. Andre muslimer, kan være - og er! - uenige i Boko Harams overbevisninger. Det er ikke en dårlig ting. Men hvad der ikke vil hjælpe nogen - mindst af alle ofrene for dette overgreb - er at fremsætte svage argumenter for, at ingen bør dømme islam på grundlag af Boko Harams handlinger. Denne tankegang er fuldstændig irrelevant for løsningen af problemet.

Islam er ikke offeret her. Det presserende problem er ikke at få folk til at tænke godt af islam, men hvordan disse piger kan reddes, og frem for alt hvordan Boko Harams morderiske hærgen kan standses.

For at opnå fremgang med dette andet mål er det nødvendigt først og fremmest at anerkende udfordringens teologiske karakter. I historiske sammenhænge, som f.eks. det koloniale Indien og Hollandsk Ostindien, var koloniale regeringer i stand til at vende udviklingen af langvarige og kostbare islamiske oprør ved at anerkende den religiøse karakter af den udfordring, de stod overfor - at de var oppe mod en jihad. Det gjorde det muligt for dem at iværksætte passende strategier, såsom:

• At få førende mainstream muslimske lærde til at udstede troværdige afgørelser (fatwaer), som erklærede det specifikke jihad-oprør syndigt og forbudt af islam. (Sådanne fatwaer anvendes fortsat af islamiske regimer i dag til at imødegå deres egne hjemmedyrkede oprørere.)

• At gøre det til et primært militært mål at forfølge og uskadeliggøre de ideologer - islamiske gejstlige - der stod bag oprøret gennem rekruttering og religiøs dannelse af jihad-kombattanter. Det er afgørende at afskære strømmen af ideologi. US Navy Seals kan være i stand til at gå ind og redde de kidnappede piger, men mange flere piger vil fortsætte med at blive kidnappet, indtil overførslen af ideologien bliver afbrudt.

Forsøg på at overbevise ikke-muslimske vesterlændinge om, at islam ikke er problemet, gør det reelt meget sværere at formulere en effektiv strategi til bekæmpelse jihad-oprør. Det amerikanske udenrigsministeriums modvilje mod at erkende, at Boko Haram er en islamisk religiøs bevægelse - de har kun klassificeret den som en forbudt terrororganisation i slutningen af 2013 - har haft en ødelæggende virkning på Amerikas evne til at gøre en forskel i Nigeria (se Nina Sheas analyse).

Boko Haram vil ikke blive inddæmmet ved at sende eksperter i forhandling med gidseltagere, eller komme med offentlige erklæringer om fattigdom, tilbageståenhed og 'dårlig statslig service'. Disse er ikke årsagen til alt dette had. At erkende oprørsbevægelsens potente religiøse rødder er det grundlæggende første skridt mod udformningen af et troværdigt svar. At acceptere dette er ikke det samme som at sige, at Boko Harams fortolkning af islam er korrekt. Man kan være helt uvidende om, hvad der er eller ikke er sand islam, og alligevel forstå, at Boko Haram er en fortolkning af islam, som i det mindste for dens tilhængere er blevet den mest overbevisende fortolkning. En løsning på Boko Harams udfordring kan kun bygge på denne forudsætning.

---

Dr. Mark Durie er teolog, menneskerettighedsaktivist, anglikansk præst, Shillman-Ginsburg Fellow ved Middle East Forum, og adjungeret Research Fellow på Centre for the Study of Islam and Other Faiths ved Melbourne School of Theology. Han har udgivet mange artikler og bøger om acehnesernes sprog og kultur, kristen-muslimske relationer og religionsfrihed. Som kandidat fra Australian National University og Australian College of Theology, har han haft besøgsudnævnelser på University of Leiden, MIT, UCLA og Stanford, og blev valgt som Fellow of the Australian Academy of the Humanities i 1992. Kilde: markdurie.com blog

Hans bøger om kristen-muslimske relationer er:

The Third Choice: Islam, Dhimmitude and Freedom
Which God?: Jesus, Holy Spirit, God in Christianity and Islam

---

Oversættelse: Bombadillo