1. Jeg mødte en engel i flyet.

Afgang var kl. 7:40 den 12. marts 2014 fra Düsseldorf lufthavn. Flyet var godt bemandet. Jeg mødte mest tyrkiske passagerer - omkring 90% af dem om bord.

Jeg havde sæde 15 og foran mig sad en familie med en lille pige - omkring 9-11 måneder gammel. Hun var blond, smilede lykkeligt og hendes øjne strålede som en engels. Familien sad foran mig under hele turen. Jeg var fascineret. Jeg lagde knap nok mærke til tiden. Barnets mor var tilsyneladende en tysk kvinde, der havde giftet sig med en tyrkisk mand. Denne kvinde var uden tvivl konverteret til islam, for hun var klædt efter Koranens forskrifter. Hun havde underordnet sig islamiske regler, fordi familien var på vej til mandens pårørende i Tyrkiet. Hun behøvede ikke at hylle sig ind i Tyskland, men nu havde hun tilpasset sig denne regel, for at gøre et godt indtryk på sin mands familie.

Jeg begyndte at spekulere og forestillede mig, hvordan barnets livsforløb ville blive. Ville hun forblive naturlig og uhæmmet? Ville hun fortsætte med at være engleblid? Ville hun vokse op i en streng muslimsk livsform, måske endda blive opdraget så strengt, at hun ville være uimodtagelig for ideer om frihed og fredelig sameksistens? Ville strenge koranskoler påvirke hendes liv? Jeg huskede noget, jeg oplevede for flere år siden. Det var historien om Tobias og Mohammed, jeg nu kom i tanke om.

2. Historien om Tobias og Mohammed

Her må jeg indskyde, at jeg modtog Forbundsfortjenstkorset (Verdienstorden der Bundesrepublik Deutschland) af forbundspræsidenten for fire år siden. Årsagen til æren var min indsats for de mennesker i verden, der er ofre for forfølgelse og vold på grund af deres tro. Kort tid senere mødtes de, der havde fået tildelt Forbundskorset, i Wiesbaden på invitation af Hessens ministerpræsident.

På turen dertil, sad jeg overfor en ung far og hans søn i toget fra Kassel til Wiesbaden. Faderen studerede mig nøje. Da jeg rejste iført min ordensdragt, spurgte han mig om ordenen, jeg tilhørte. "Er du italiener, spanier eller græker og tilhører du de ordrer, der arbejder i disse lande?" - var hans spørgsmål, og de overraskede mig.

Jeg svarede: "Det er et godt gæt. Jeg er ikke indfødt tysker, men flygtning. Jeg blev født i det sydøstlige Tyrkiet, i Tur-Abdin. Landsbyen var beboet af kristne. Vi forsøgte at leve i overensstemmelse med vores tro. Jeg tilhører det ældste kristne samfund i verden. De første missionærer kom til os - apostlene Thomas, Andreas, Aday (Judas Thaddæus) var de tidlige missionærer. Vi har bragt deres budskab om tro videre til den dag i dag. Vi blev forfulgt, fordrevet og undertrykt. Vi måtte ofte flygte, forlade vore hjem. Forfølgelserne, som hjemsøgte os gennem århundrederne, blev værre i det tyvende århundrede. Eksempler er den store bølge af forfølgelser og folkemord i 1915/1916, men også de relaterede forfølgelser og undertrykkelser udført af den tyrkiske regering. I 1985 holdt min far vagt ved vingården, da seks bevæbnede muslimske mænd kom og ville tage alle druerne. Min far ville ikke tillade det. Han blev angrebet af disse seks vingårdstyve og kunne kun forsvare sig med sine bare næver. De blev ophidsede og hævdede, at de måtte forsvare deres ære. Han blev truet med at blive skåret i småstykker ikke større end hans øreflipper. Resultatet af dette angreb var en trussel mod vores liv og sikkerhed, og vi måtte flygte. Jeg skrev om dette i min bog, som blev udgivet af Herder forlag"

Jeg påpegede for ham, at årsagen til disse angreb af had og forfølgelse var at finde i Koranen. Det åbnede hans øjne og løsnede hans tunge. Han sagde, at han nu kunne forstå, hvad der foregik i hans egne omgivelser. Og han fortalte sin historie.

"Vi bor i et dobbelthus med en tyrkisk familie. Vore sønner har samme alder. Den tyrkiske dreng hedder Mohammed og vores søn er Tobias. De legede sammen som søskende indtil for nogle måneder siden. Vi havde tilpasset os den tyrkiske families islamiske livsstil; når vi spiste sammen, var det uden svinekød og i øvrigt respekterede vi deres spisevaner og andre skikke. Indtil for flere uger siden. Så skete der en pludselig ændring af unge Mohammeds adfærd overfor vores søn. Han undgik vores hus og Tobias. For ca. to uger siden løb jeg ind i Mohammed. Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke kom hos os længere og ikke legede med Tobias. Jeg fortalte ham, at Tobias var meget ked af det og spekulerede over, hvad han havde gjort galt. Hans reaktion var at hæve sin lille hånd mod mig - defensivt med spredte fingre - og sige: Kom ikke for tæt på mig. Jeg er nu en sand muslim og går i koranskole. I er alle kættere, vantro, gavurer (ikke værdige at leve). Så løftede han sine arme mod himlen og bad: O Allah, tilgiv mig. Jeg vidste ikke før for et par dage siden, at jeg ikke kan være ven med vantro. Jeg vil aldrig være din ven igen, fordi Koranen lærer, at det ikke er tilladt at omgås og være venner med kættere. Så løb han væk."

3. Hvad der bekymrer mig

Kære læsere, denne historie fik mig til at tænke. Hvordan vil Europa - hvordan vil den vestlige verden se ud i de kommende generationer? Er islam ved at erobre Vesten? Jeg ved af egen erfaring, at dens ekstreme repræsentanter ikke viger tilbage fra vold eller forfølgelse for at sætte deres synspunkt igennem. Er vi europæere stærke nok til at modstå dette pres? Dette barn, som så mange andre, går på koranskole og er allerede som lille blevet indoktrineret. Det kan ikke forventes, at denne basis, der etableres i den tidlige barndom, kan overvindes i voksenalderen. Mange steder i de europæiske lande er der moskeer, hvis koranskoler gennemsyrer de kommende generationer med Koranens ekstreme synspunkter. Hvis allerede et barn har absorberet en så høj grad af indoktrinering, så kan meget dårligt forventes i fremtiden.

Jeg (søster Hatune) spørger, hvordan fremtiden vil se ud for [vestlige og kristne] børn og børnebørn? Vil de unge, der er indoktrineret i Koranen, være stærke nok til at deres opfattelse sejrer? Eller er det vestlige samfund stærkt nok - baseret på sine overbevisninger og sin tro på frihed og demokrati - til at forsvare de grundlæggende rettigheder og modstå et islamisk diktatur? Jeg mener, at alle med politisk ansvar i dag bør anerkende vores frygt og tage den alvorligt, for den er formet af forfølgelse og folkemord og af kendskab til de metoder, der anvendes til at indoktrinere islam. Eller skal vi som en generel lov acceptere de former for adfærd, der opstår fra sharia? En nylig rapport fra den islamiske verden illustrerer dette. En kvinde brød et stykke brød, hun havde erhvervet i en butik til sine børn. Hun brugte sine hænder. Fordi hun havde løsnet sin fuldstændige tildækning, blev hun straffet med 40 piskeslag i overensstemmelse med sharia. Eller en anden kvinde, som blev offentligt stranguleret, fordi hun havde gjort brug af internettet og var blevet opdaget. Årsagen er, at sharia kræver, at kvinder i det offentlige altid skal være tildækket, uanset hvad der kommer ud af det. Der kan ikke være demokrati i en verden bestemt af radikal islam, fordi troen på Allah kræver fuldstændig underkastelse, og lederne af islamiske stater må være sikre på, at disse befalinger følges til punkt og prikke. Mange eksempler fra strenge islamiske lande beviser sandheden af dette udsagn.

Jeg ser for mig de mange eksempler på barnebrude, der er blevet gift med voksne mænd og som må lide under konsekvenserne af alvorlige psykiske og fysiske skader. Hvad er resultaterne af den indoktrinering, som motiverer børn til terrorhandlinger, mens man lover dem Allahs velsignelse og en plads i den syvende himmel?

Og jeg husker de uskyldige øjne af det lille barn i flyvemaskinen. Hvordan vil hendes liv ende?

Kære Gud, kun Du kan vise disse islamister den rette vej, så de kan forstå deres uretfærdighed og se, at de følger vejen mod vanvid.

4. Min rejse til kriseområderne

Mit fly landede i Istanbul. Jeg havde problemer med min bagage. Kasserne med ting til hjælp for flygtningene fra Syrien kom ikke til tiden. Jeg fik først fat i min bagage kort før afgang. Det var lige før, jeg ikke nåede den tilsluttende flyforbindelse.

Uro og korte ophold gjorde resten af turen vanskelig. Afstanden mellem den indenlandske lufthavn og den udenlandske lufthavn er stor. Jeg var nødt til at skynde sig, hvilket krævede store anstrengelser, især fordi jeg stadig er handicappet efter mit trafikuheld i 2012. Bagagen måtte hentes og sendes igen. Flyvningen fortsatte. Endnu en time, og jeg befandt mig i mit tidligere hjem i det sydvestlige Tyrkiet. Kl. 15:40 ankom vi til Batman.

Byen er helt islamisk. Mange fanatiske mennesker lever dér. Jeg siger dette, fordi jeg måtte opleve det på min sidste tur i 2013. På det tidspunkt besøgte jeg otte familier - flygtninge. Da jeg besøgte dem, var jeg under personlig beskyttelse. Ellers ville passage gennem byen have været umulig. Fordi jeg havde mit kors om halsen, stirrede de mennesker jeg mødte ofte på mig med had. Havde jeg været alene, var jeg bestemt blevet jaget og fordrevet, måske endda dræbt. Denne gang bliver jeg hentet, og er i stand til at tage turen til flygtningelejren i Midyat uden episoder. Jeg spurgte, om flygtningefamilierne fra 2013 stadig levede der - de familier, jeg havde hjulpet sidste gang. Svaret var, at én familie stadig var der, men at den også snart ville forlade lejren på grund af frygt. Derefter gik jeg med mine ledsagere til et hus med flygtninge og besøgte dem alle. Jeg bragte tøj og finansiel støtte til alle 153. Jeg skrev deres navne ned, så de kunne få hjælp i fremtiden. Derefter tog jeg til klosteret Mor Melke, så jeg kunne få sovet. St. Michael-klosteret er mit favoritsted, som jeg altid kan vende tilbage til. Klosteret Mor Melke-St. Michael har eksisteret siden det 3. århundrede. Her kan min sjæl restituere og ånde igen.

Syriske kristne fra Tyrkiet og Syrien under en messe i Mort Shmuni syrisk-ortodokse kirke i Midyat, Mardin-provincen, Tyrkiet

Den tyrkiske stat betegner os nu som nye ejere af jorden, fordi regimet i Ankara benægter historien, der viser os som de oprindelige beboere af området, og nægter os vores fædrene rettigheder. Vi spørger også, hvor de tidligere kristne jordbesiddere er henne? Er der stadig benægtelse af folkemordet i 1915, udført af forløberen for den nuværende osmanniske stat?

På dette sted opfordrer jeg alle retselskende folk til at rejse sig og forsvare vore historisk bekræftede krav, så den kristne arv kan blive bevaret her, og vi kan få respekteret vore rettigheder som et lille mindretal af kristne i Tyrkiet.

Flere af de historiske kirker og klostre fra præ-islamisk tid står endnu. Hvor blev de tidligere ejere drevet hen? Islam kom til vores region i begyndelsen af det 9. århundrede. Inden da var vi fuldstændig kristent. Nu udgør kristne ca. 0,03% af befolkningen i Tyrkiet.

Embedsmænd fra regeringens matrikelkontor kom desværre i 2008 - uden at informere munkene - og beslaglagde jorden. Vi blev berøvet uden kompensation. Det var en foreskreven handling, der påvirkede alle klostre og kristne samfund i Tyrkiet. Flere landsbyer i Tur-Abdin, hvor mange kristne levede - nogle befolket udelukkende af kristne - blev berøvet deres ejendom ved denne administrative foranstaltning. Ingen protest blev rejst. Jeg vil aldrig ophøre med at fordømme denne uretfærdighed.

Nattesøvnen endte kl. 4:00. Et flot daggry. En vidunderlig udsigt ud over hele landet - ingen huse vidt og bredt. Skove, egetræer, paradisisk. Jeg tog billeder. Efter dette, afgang til Midyat. Plejen af flygtningene fortsætter. Jeg begynder min arbejdsdag kl. 8:00. Der er mange flygtninge at besøge - familier såvel som enkeltpersoner. Mange er traumatiserede. Jeg forsøger at afhjælpe elendigheden med samtale og gaver. Jeg arbejder indtil midnat med korte pauser. Bagefter opsummerer jeg - skriver rapporten over min dags arbejde. Kun en lille del af de mange ting, jeg gjorde for at hjælpe, kan blive skrevet ned. Meget af det forblev i mit sind; andre ting var ikke så vigtige.

For mit indre øje ser jeg de mange individuelle skæbner. Her er historien om manden Abdelahad. Han er låst inde i et værelse nu. Han slår sig selv. Hans hånd er brækket af at gøre det. Han har været "forvirret" i en uge og bliver stadig mere tvangsmæssig. Han har 3 døtre og en lille søn på 5 år. Døtrene er ældre, men ikke ældre end 15. Hans kone var lærer, og han havde mange jordbesiddelser i Aleppo-området. Familien har oplevet stor lidelse, forfølgelse og elendighed. Han fortæller, at mens han dyrkede jorden, måtte han se mennesker blive dræbt af fanatikere - halshugget. Hundene kastede sig over ligene. Igen og igen forestiller han sig, hvad der kunne være sket med ham og hans børn. Rædsel over de blodige handlinger har slået rod i ham og traumatiseret ham. Han bor nu i det sydøstlige Tyrkiet. Også her ser han helt tildækkede kvinder og fanatikere, og de skaber kaos i hans sind. Han bliver hele tiden besat af de grusomme billeder. Han kan kun blive hjulpet med behandling af specialister i de mest muligt kristne huse (i Vesteuropa eller USA). På dette sted bliver jeg kraftfuldt mindet om, hvad jeg har lært af erfaring: "Det er et spørgsmål om overlevelse."

En anden familie, jeg besøgte, var også præget af katastrofe. Faderen blev dræbt, fordi han bar et kors om halsen. Hans kone fortalte mig om det. Hun lider stadig under det.

Jeg er også taknemmelig for, at organisationen “Helping Hands for the Poor” ["Hjælpende hænder til de fattige"] hjælper og støtter vores “Sister Hatune Foundation.” ["Søster Hatune Fond"]. Alt nødvendigt for hjælpen, der gives på stedet, er arrangeret af de to organisationer i Tyskland. Det er på den måde, vi organiserer vores bistand til hele verden. Dernæst gives støtten lokalt af hjælpere i de lande, der lider. Det letter i høj grad arbejdet. De organisatoriske trin kan hjælpe, hvor end vi går. Jeg er meget taknemmelig for denne støtte. Jeg har 23 års erfaring med barmhjertighedsarbejde i den tredje verden, og siden 2005 med forfulgte, misbrugte, voldtagne og traumatiserede mennesker. I dag arbejdede jeg med flygtningene indtil midnat. 3 timer søvn; så afsted til det nordlige Irak. Jeg var der fra 15. til 16. marts.

Om aftenen den 16. marts blev jeg samlet op og kørt direkte til flygtningelejren ved Nusaybin. Der var kristne dér, og der var information bestemt for mig.

Jeg forsøgte at komme ind i Syrien, og var ved grænsen, da Gabriel, en af mine venner, frarådede mig det. Jeg gav ham en lille sum penge, jeg havde fået fra USA. Gabriel havde indtrængende bedt mig om ikke at tage til Syrien. Der var ingen beskyttelse dér, sagde han. Hvis vi blev dræbt, ville flygtningefamilierne blive ladt alene. Hvis du, som er en mor for de fattige og undertrykte, var væk, ville de være uden nogen til at hjælpe sig. "Kom med mig, og vi kan forsøge at gøre vores arbejde, hvor det er muligt. Men i Syrien er mulighederne meget begrænsede."

[Ikke desto mindre tager søster Hatune til Syrien (engelske o.a.)]

Så tog jeg til Mardin og begyndte mit arbejde med flygtningene. Denne gang fik jeg lister med flygtningenes navne og familier. En familiefar måtte dø, fordi han bar et kors. Der var også folk, der var flygtet fra militærtjeneste. De sagde, at de som kristne var forbudt at dræbe. "Vi er ikke trætte af livet og parate til at dø for en stat, der ikke kan beskytte os, og ikke har fundet nogen anden løsning end militære konfrontationer. Vi havde intet andet valg end at blive dræbt eller flygte. Vi besluttede at flygte. Desuden ville vi som kristne blive sendt hen, hvor faren er størst og chancerne for overlevelse ville være små." Mange, der ikke kunne flygte, blev ført væk i busser eller kidnappet. Løsepenge blev krævet fra pårørende. De, der ikke kunne rejse løsesummen, havde kun den mulighed at kæmpe med udsigt til at blive dræbt.

Livet i Syrien er blevet et helvede. Hvor der engang var et paradis, er der nu bitter fattigdom. Engang var vi blandt de rigeste lande i verden. Andre ønskede en del af det. Og så kom der folkemord og borgerkrig. Som følge heraf blev de kristne i 150 islamiske lande gjort til jihadister for at dræbe andre kristne. Vantro skal aflives.

5. Om Jihad

Den 19. marts mødte jeg en etnisk kurdisk jihadist. Min ven, David, ringede til mig og fortalte mig om dette unge menneske, som var en af hans naboer. Han kunne kontakte ham, fordi han havde været jihadist. Jeg talte med ham på hans kurdiske modersmål.

"Du var jihadist?"

"Ja, jeg var."

"Hvordan kom du til at deltage i den hellige krig?"

"Mit navn er Mahmut A. Jeg havde ikke noget arbejde og intet at lave. Jeg ønskede at studere, men var på en venteliste uden noget håb. Min far sagde, at jeg skulle gå i moskeen fem gange, og så ville min tid komme. Derfor gik jeg i moskeen hver dag. Efter noget tid kom en mand hen til mig og sagde: Jeg ser dig ofte her. Hvis du ønsker at gøre noget for dig selv og Allah, vil jeg vise dig vejen. Jeg svarede: Ja! Endelig var min tid kommet til at gøre mig nyttig og finde min plads. Jeg tog med ham til en træningslejr. Der var hundredvis af kandidater. Vi fik alt, hvad vi kunne ønske. Det blev spået, at vi ville blive rigt belønnet, hvis vi dræbte en gavur [en kafir/vantro, o.a.]. Efter vores død, ville 40 jomfruer (hourier) tjene os og have sex med os. Hvis jeg dræbte en vantro i kamp, ville jeg blive omgivet af, ikke 40, men 72 jomfruer. Jeg mente, jeg skulle søge en hurtig død, så jeg kunne komme ind i paradis. Jeg tog til Syrien med omkring 50 andre krigere. De fleste af dem overlevede ikke kampene. Jeg var også tæt på at dø.

"Det var den 18. november 2013. En håndgranat blev kastet mod os. En medkæmper blev revet i småstykker. Jeg begyndte at tænke. Hvordan kan sådan en opstrimlet person have sex i paradis? Hans krop bliver på denne jord, eller under jorden, eller han bliver ædt af hunde. Og så vågnede jeg op fra mine fanatiske islamiske fantasier. Jeg løb væk så hurtigt jeg kunne for at komme hjem. Jeg takker Gud for, at jeg stadig er i live og ikke længere er nødt til at følge disse islamiske løgne. [Han sagde til mig:] Søster, nu forstår jeg vore mentalt syge forfædre, der slagtede jer kristne i 1915 og stadig slagter jer. Det kommer af de forkerte handlinger af trosfæller i religionen, som har gjort os alle syge i hovedet og hjernevasket os. På det tidspunkt, hvor én som mig vågner op, er det ofte for sent for os. Jeg kan huske min oldefar fortælle om, hvor stolte de var over at have forfulgt de vantro. Jeg har hørt det om og om igen siden barndommen. Jeg skammer mig over, hvad mine forfædre har gjort. Jeg kan ikke holde det ud længere. Jeg stopper her og nu.

"Jeg ved, at det vi har gjort mod jer kristne og stadig gør mod jer, er den største uretfærdighed, barbarisk, umenneskelig. Jeg kan ikke komme på nogen anden måde at fordømme det på. Jeg må bede om tilgivelse. Men det er nytteløst, hvis jeg alene siger det. Versene i religionen, i Koranen, i sharia, sunna og hadith skal undersøges for at se, om udslettelse af kristne er målet for islamisk tro. De onde vers mod menneskeheden bliver altid bragt frem for at retfærdiggøre mord og drab. Vi må organisere et fredeligt liv for menneskeheden.

"Søster, der er stadig så meget, jeg gerne vil fortælle dig, men hvad nytter det, at vi to taler om det, når så mange mennesker ikke ved noget? Jeg ønsker, at alle muslimer, som har tænkt eller stadig tænker og tror på den slags ondskab, ville tjene Allah ved at erkende, at det de gør, ikke er rigtigt."

Jeg (søster Hatune) spørger Mahmut: "Sig mig, hvor er disse jihadister, hvor er deres træningslejre, hvor er de hemmelige steder eller offentlige træningssteder?"

"Urfa, Gaziantep, Antakya. Tusinder fra udlandet kommer til kampen for at dræbe de vantro. Søster - mange, mange kommer fra vestlige lande."

17. marts 2014

De syriske kristne flygtninge kommer kl. 15:00. De har skrevet sig op på listen. Jeg fordeler pengene fra USA. RescueChristians.org. - En kristen organisation.

Jeg talte med mange af dem. Hver enkelt havde en personlig rædselshistorie. Jeg har lyttet til langt ud på natten og forsøgt at give de berørte lidt mod.

Det er ikke så let, fordi alle mennesker lever i en dyb frygt for døden og bliver i rædslen. At fremme heling vil tage lang tid. Jeg gjorde, hvad jeg kunne i flere dage. (17.-19. marts)

Den 19. marts tog jeg til klosteret Mor Augin på Izla Bjerg nær den syriske grænse for at få fyldt tankene op. Jeg var tom indvendig, fordi jeg havde faret omkring i dagevis. Jeg mødte Peter Yokin, som jeg havde kendt siden 1988 i klosteret i Holland. Han var studerende dér. Vi bad sammen. Så trak jeg mig tilbage for at blive genopfrisket og nedskrive mine oplevelser. De var betragtelige. Når jeg efter hver tur skriver om mine oplevelser, kommer virkelig kun 1% af dem med. Jeg er glad, hvis jeg kan klare dét. Meget kan heller ikke offentliggøres, fordi de er private og/eller terapeutiske samtaler. Der er ofte en insisteren på, at jeg ikke videregiver indholdet af visse samtaler.

6. Enden på rejsen og min tilbagekomst

Jeg var næsten helt ude af stand til at sove de næste dage. Jeg skrev fra kl. 9 om aftenen den 20. marts til kl. 6 næste morgen. Jeg forsøger at udtrykke mine korte punktnotater i sætninger. Når jeg vender tilbage til Tyskland, er der mange rapporter at skrive og foredrag at holde, og foruden dette, husarbejde, arbejde for funden og arbejde for organisationen.

Flyvning hjem kl. 10:30 den 20. Fra Mardin til Istanbul, derfra videre til Düsseldorf. Jeg er taknemmelig overfor alle dem, der samarbejder i denne virksomhed med ord, bøn, donationer, råd og handling.

På denne tur vil jeg særligt takke organisationen "Red de kristne", RescueChristians.org under ledelse af Shoebat og hans familie og D. Keith og alle dem, der har hjulpet vores fond. Uden deres hjælp, kan vi intet gøre. De er vores vinger og uden dem, kan vi ikke flyve.

Elendigheden i verden er umådelig stor. Hver euro tæller, og alle hjælper efter evne. Pengene går til at hjælpe flygtninge eller mennesker i fattige lande som Afrika, Nepal, Sri Lanka, osv. Vi har handelsskoler, syskoler og computerskoler dér. 23 anlæg som disse. Det er sådan, vi hjælper de fattige og giver dem håb for fremtiden. Og også ressourcer til de hjemløse i Indien. Næsten 300 millioner mennesker er hjemløse i landet. Med støtte fra regeringen i Kerala, bygger vi huse til mange familier (€ 450 pr. hus) eller brønde (€ 500 pr. brønd). Vi hjælper også handicappede børn, der endelig får rent vand. Vi køber dyr (1 ko = €300 pr. familie), hjælper forældreløse med €240 pr. barn pr. år. For at dække de mest umiddelbare behov, distribuerer vi sække med brød, ris og andre fødevarer. For kun €7 om måneden, kan en sultende familie blive hjulpet. Vi åbner vejen til læger (€600 for et gratis klinisk besøg for 100 af de fattigste patienter). Vores bistand fordeles vidt og bredt. Den når fra Nepal over Indien til Tyrkiet. Vi fremmer uddannelse af de uuddannede med skoler og træningsfaciliteter og åbner muligheder for de fattige, som ellers er forbeholdt de rige.

Kære læsere, venner, troende - hjælp os og frem vores arbejde, så vi sammen kan følge ordene i Matthæus, kapitel 25, vers 40, hvor der står: "Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig."

Warburg, 26. marts 2014

---

Donationer til konto:

Helfende Hände für die Armen e.V. PB.
Stichwort: Syrisch – Irakische Flüchtlinge oder einfach für die Armen

Netbank:

IBAN: DE62476501300011121142
SWIFT-BIC: WELADE3LXXX
Sparkasse Paderborn

Yderligere information: www.hatune.de

---

Oversættelse: Bombadillo