Mekka ved Tiberen
Den Katolske Kirke giver islam aflad
Af Joseph D'Hippolito
Oversættelse af: Mecca On The Tiber
Kilde: FrontPageMag.com, 29. december 2015
Udgivet på myIslam.dk: 29. december 2015

<

Tolv dage efter at Kardinalskollegiet valgte pave Frans i 2013, meddelte en fremtrædende journalist og medlem af Europa-Parlamentet, at han ville forlade Den Katolske Kirke kun fem år efter at være konverteret fra islam.

Magdi Allam - en egyptisk immigrant og lidenskabelig kritiker af muslimsk ekstremisme, som pave Benedikt XVI selv døbte i 2008 - skrev, at han ville forlade katolicismen, fordi "denne kirke er for svag overfor islam".

I stort set hele sit pontifikat har Frans understreget dialog med islam frem for at udfordre dens ledere og gå i brechen for de uskyldige - heriblandt mellemøstlige og afrikanske kristne, der udsættes for forfølgelse. Paven nåede lavpunktet af ubehjælpelighed efter at muslimske terrorister myrdede 12 mennesker på Charlie Hebdos kontorer, det parisiske tidsskrift, der offentliggjorde satiriske tegninger af Muhammed. Efter at have sagt: "Vi kan ikke fornærme, føre krig, dræbe (...) i Guds navn," kom Frans med disse chokerende kommentarer:

"Det er sandt, at man ikke skal reagere med vold, men hvis hr. Gasbarri, som er en god ven, siger et nedsættende ord om min mor, kan han forvente at få et punch! Det er normalt."
"Der er så mange mennesker, der taler dårligt om religioner, der spotter dem (...), og så kan der ske det, der kunne ske for hr. Gasbarri, hvis han sagde noget om min mor."

"Hr. Gasbarri" er Alberto Gasbarri, der arrangerer pavelige rejser.

Kort efter blev Frans citeret på muslimske demonstranters bannere i London, da de samledes foran premierminister David Camerons bopæl, Downing Street 10.

Frans' holdning afspejler et halvt århundrede med, hvad den katolske historiker Alain Besancon kaldte hans kirkes "overbærende økumeni" overfor islam. Som et resultat har Den Katolske Kirke - under Vatikanets ledelse - antaget en holdning af eftergivenhed, der ødelægger dens moralske troværdighed.

Rødderne til denne eftergivenhed begynder i encyklikaen Nostra Aetate (I vor tid), udsendt i 1965 ved afslutningen af Andet Vatikankoncil, som var samlet for at justere Den Katolske Kirke til den moderne verden. Dette dokument om interreligiøse relationer fokuserer primært på Kirkens afvisning af antisemitisme, men indeholder også en passage om islam:

"Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber, som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning, på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet (...). (D)ette hellige Koncil (opfordrer) alle til at glemme det, som har været, og oprigtigt at øve sig i gensidig forståelse og i fællesskab - til bedste for alle mennesker - at forsvare og fremme social retfærdighed, de etiske værdier samt ikke mindst fred og frihed. (Nostra Aetate, § 3. Kilde: Katolsk Database)

Den katolske lærde Louis Massignons ideer påvirkede Nostra Aetate stærkt. Massignon populariserede tanken om Koranen som en beslægtet form for åbenbaring, og derved placerede muslimer blandt Abrahams åndelige børn.

"En hel islam-gunstig litteratur er vokset frem i Europa," skrev Besancon i 2004, "hvoraf meget er skrevet af katolske præster under indflydelse af Massignons ideer."

Disse præsters værker afspejler også katolsk ængstelse over den stigende sekularisering.

"Hvad der bidrager til forkærligheden for islam, er en underliggende misfornøjelse med moderniteten, og med vore liberale, kapitalistiske, individualistiske arrangementer," skrev Besancon. "Forskrækket over tilbagegangen af religiøs tro i det kristne Vesten, og især i Europa, kan disse forfattere ikke andet end beundre muslimsk fromhed (...). Det er helt sikkert bedre, tænker de, at tro på noget, end på ingenting, og da disse muslimer tror på noget, må de tro på det samme som os."

Som et resultat er den almindelige folkelige visdom blandt katolikker blevet gennemsyret af den idé, at Allah ikke er forskellig fra Jahve.

Pave Johannes Paul II gennemførte aggressivt Nostra Aetates mandat ved at skabe en de facto alliance med islam mod sekularisme og materialisme.

For eksempel under FN's konference i 1994 om befolkning og udvikling i Cairo, stemte Vatikanet sammen med Iran, Libyen og Sudan - tre af verdens mest undertrykkende regimer - for at afvise finansiering af sundhedsprogrammer, der indebærer abort og prævention.

Renzo Guolo, en specialist i muslimsk fundamentalisme ved universitetet i Trieste, skrev i 2003, at for Johannes Paul II er "religiøs dialog (...) nødvendig for at fremme det fælles gode for menneskeheden. Denne dialog er båret oppe af bevidstheden (om) fælles værdier på tværs af kulturer, fordi disse værdier er rodfæstet i den menneskelige natur. Han synes at mene, at kun det profetiske budskab, det utopiske perspektiv, det mystiske spring, drevet af intens spiritualitet, kan nå dette mål."

Som det er deres sædvane, fulgte de katolske biskopper blindt det pavelige bud. Dagen før 1-årsdagen for 9/11, sagde kardinal Paul Poupard, formand for Det Pavelige Råd for Kultur, følgende:

"Mange af den nuværende vestlige civilisations såkaldte værdier er alt andet end værdier: Ødelæggelsen af familien, ophøjelsen af homoseksualitet, udbredelsen af pornografi, voksende umoral, abort, umotiveret vold, udelukkelsen af Gud i opbyggelsen af samfundet skaber foragt og had mod det dekadente vestlige samfund i andre civilisationer."

I betragtning af deres timing, bør Poupards bemærkninger ses som et latent samarbejde med muslimske terrorister, der fremfører lignende argumenter.

I 2002 besøgte kardinal Bernard Law fra Boston en forstadsmoské.

"Law fjernede sine sko," rapporterede The Boston Globe den 25. november 2002. "Så, mens imamen messede solnedgangsbønnen, knælede biskoppen med panden kun nogle få tommer fra gulvtæppet og lovpriste Allah."

''Jeg føler mig meget hjemme her hos mine fundamentalistiske fæller," sagde Law, "der er overbevist om, at Gud må være i centrum for vore liv."

Katolske biskopper afstår tilmed tilbedelsesplads til muslimer. I takt med at katolicismen smuldrer væk i Nordamerika og Europa, sælger bispedømmer ubrugte eller underudnyttede kirker og skoler til muslimer, der omdanner dem til deres egen religiøse brug. I 2003 godkendte katolske embedsmænd i Glasgow omdannelsen af St. Albert Skole til en islamisk institution. Muslimer udgjorde mindst 90 procent af skolens 360 elever.

"Vi går ind for muslimske skoler," sagde en uidentificeret kirketalsmand til Edinburghs The Scotsman. "Vi støtter religiøse skoler over hele linjen. I tilfældet St. Albert ser vi en skole, hvor Eid-festen for 95 procent af børnene har større betydning end jul eller påske. Det er de facto ikke en katolsk skole."

Siden slutningen af 1990'erne har belgiske biskopper tilmed givet muslimske indvandrere lov til at opholde sig i deres kirker for at presse regeringen til at give dem amnesti. Katolske hjælpeorganisationer sørgede for telte til besætterne, der udførte muslimsk tilbedelse. Besætterne tændte endog et bål på gulvet i Vor Frue af den Evige Hjælp Kirke i Bruxelles.

I 1998 fortalte fader Herwig Arts til Gazet van Antwerpen, hvordan besættere havde ombygget Antwerpens Jesuit-kapel:

"(Indvandrerne) fjernede Tabernaklet, (og) installerede et tv-apparat og radioer, og derved berøvede os muligheden for at bede i vores eget kapel og fejre messe. Det har irriteret mig meget. For mig er stedet blevet skændet. Jeg føler, at jeg ikke kan træde ind det længere."

Men som Bruxelles Journal rapporterede i 2006: "Fader Arts blev alvorligt kritiseret for sine kommentarer. I dag er han stadig tavs, ligesom alle katolske præster."

Også i 2006, udsendte pave Benedikt XVI en subtil, men kraftfuld udfordring til islam i sin forelæsning under sit besøg i Regensburg, Tyskland. En person, som blev rasende over Benedikts bemærkninger, var den siddende ærkebiskop i Buenos Aires - den kommende pave Frans.

"Disse udtalelser vil på 20 sekunder tjene til at ødelægge det omhyggeligt konstruerede forhold til islam, som pave Johannes Paul II opbyggede gennem de sidste 20 år," sagde kardinal Jorge Mario Bergoglio, der tilføjede, at Benedikts bemærkninger "ikke afspejler mine egne meninger".

Som pave er Frans i besiddelse af den ultimative katolske platform for sine meninger. Mange biskopper tilslutter sig disse meninger, mens de lader hånt om situationen for kristne, der udsættes for muslimsk forfølgelse.

I september opfordrede Frans katolske kirker, seminarier, klostre, konventer, skoler og familier i Europa til at huse mindst en familie af syriske flygtninge, som i overvældende grad er muslimske. Men aldrig under sit pavedømme har Frans udsendt en lignende opfordring til at beskytte kristne fra muslimske lande.

Desuden følger Frans Johannes Pauls tilgang til islam. Biskopper huskede, hvordan den afdøde pave, "som normalt taler om alle emner," skrev Guozo i 2003, "havde lagt et slør af tavshed over forfølgelsen af kristne i muslimske lande".

I mellemtiden lider kristne i den muslimske verden. En arabisk konvertit ved navn Nura fortalte det milanesiske dagblad Corriere della Sera, som citeret i 2002:

"Vi føler os forladt. Efter vores konvertering har vi ingen til at støtte os. Vi beder Kirken og Italien: Beskyt os, forsvar os."

Efter Romerrigets fald spillede katolicismen en afgørende rolle i opbygningen af den vestlige civilisation. Men på grund af dens overdrevne hensynsfuldhed overfor islam, kan man nu ikke længere stole på, at katolicismen vil forsvare sine egne tilhængere, endsige vestlig civilisation. Når det drejer sig om islam, er katolske ledere perfekte dhimmier.




Joseph D'Hippolito er en freelance skribent, der har skrevet kommentarer om katolicisme og islam til Front Page Magazine og Jerusalem Post.




Oversættelse: Bombadillo