"Allahu Akbar!" Det skingre højtalersystem rev de sidste nattetimers fred og stilhed fra hinanden.

Jeg blev rystet i mit inderste, næsten som ved en bilulykke, pludseligt og uden varsel. Denne totalt skærende lyd gennemtrængte og omspændte alt, og fik selv fuglene til at rasle i mørket.

Det var lige efter klokken 4 om morgenen. Jeg sad under det hellige Maha Bodhi-træ i Bodh Gaya, i staten Bihar i Indien. Det var nogle dage efter fuldmånen i maj 2004, nogle dage efter Veesak. Dette var mit andet besøg på dette enestående sted, stedet hvor Herren Buddha blev fuldt oplyst for over 2.500 år siden. Nu, henimod slutningen af mit 10-dages ophold, havde jeg ansøgt om og var blevet skænket den store ære at få tilladelse til at tilbringe natten i Maha Bodhi-området.

Min plan var at tilbringe hele natten med at praktisere siddende meditation, gående meditation og omkredsning af den store Maha Bodhi Stupa. Luften var varm og min øvelse gik meget godt, da jeg vekslede mellem de tre praksisser som timerne gik.

Det smukke aftagende fuldmånelys, der trængte gennem Maha Bodhi-træets funklende blade, deres bløde flagren, den afklarede ro, tog mig tilbage til den tid for længe siden, da Buddha selv havde siddet på meget nær nøjagtigt dette sted.

Eller det troede jeg .......

Muezzinens kald til bøn for islams troende, her på dette buddhismens allerhelligste sted, rev mig tilbage til den moderne virkelighed. Jeg var lamslået! Hvordan kunne det gå til? Her på et af buddhismens mest betydningsfulde steder går højttalere i gang klokken fire om morgenen hver dag for at chokere og trænge sig ind på mediterende og buddhistisk praktiserende, der bruger dette sted for det, det har at tilbyde på sin helt særlige måde?

Hvordan kunne dette være tilladt? Det er ...

Det muslimske kald til bøn syntes at fortsætte og fortsætte ..... 20 minutter til en halv time senere, holdt den skrattende indspilning heldigvis inde og stilheden vendte tilbage.

Min koncentration var blæst fuldstændigt væk. I stedet for at følge mit åndedræt, fandt jeg mig beskæftiget med den store distraktion og paradokset, jeg netop havde oplevet.

Jeg tænkte på Mekka!

Kunne nogen anden religion trænge sig på dér, i det helligste af islams hellige steder, ligeså groft som islams principper har trængt sig på her, på buddhismen helligste sted?

På ingen måde! Jeg kunne forestille mig øjeblikkelig død for enhver, der ville blot forsøge - det vil sige, hvis de overhovedet fik lov til at komme så meget som i nærheden af muslimernes hellige Kaba - endsige fik lov til at opsætte et støjende højttaleranlæg, der ville sende en anden religions budskab henover gårdspladserne i Stormoskeen, eller ethvert andet muslimsk religiøst sted. Hykleriet var forbløffende.

Efter et stykke tid ophørte jeg med at være så chokeret og begyndte at falde til ro. Jeg begyndte at se, at dette blot var en fortsættelse af en lang og trist krænkelse af buddhismen, begået af den islamiske tro.

Under mine tidligere besøg i Indien, havde jeg besøgt alle de steder, der havde betydning for Herren Buddhas faktiske liv. På hvert sted var mønstret det samme: Kun delvise fundamenter var tilbage af, hvad der engang havde været store stupaer eller kunstfærdige religiøse universiteter for buddhistisk lærdom og praksis. Selv stedet for Buddhas fødsel var blevet ødelagt og begravet, og har først nu, med de moderne udgravninger, fået en vis restaurering.

Jeg havde fået at vide af guider på stedet, og derefter fra yderligere studier, da jeg kom hjem, at disse lokaliteter alle var blevet lagt øde under de tidlige muslimske invasioner af Indien, begyndende i 900-tallet med tyrkiske horder, der strømmede ud fra det, der nu er Afghanistan, og fortsat i over tusind år, indtil mogul-æraen. Et langstrakt og beregnet angreb, et angreb designet til at udradere en hel tro, en hel religion, fra jordens overflade. Den lange historie af islam, der blev spredt ved sværd og ild, havde efterladt sit uudslettelige præg på disse buddhismens vidunderlige fredelige, harmløse, nedarvede lokaliteter.

Jeg lærte, hvordan munkene og nonnerne og de religiøse studerende blev slagtet uden nåde og stablet op og brændt, mens alle de rædselsslagne overlevende blev blæst som visne blade for stormen, helt ud af det indiske område, hvor som helst denne islamiske vind blæste.

Jeg fik at vide, at det var på den måde, buddhismen faktisk kom til Tibet og Sydøstasien, med buddhister, der flygtede for deres liv! Min tro var blevet gjort til en flygtningetro takket være islams inderlige barmhjertighed.

Jeg lærte, hvordan islam var særlig uvenlig og brutal mod buddhister, fordi buddhisterne, i muslimernes øjne, repræsenterede den mest forkastelige form for menneskelig personlighed: "Ateisten", der ikke havde noget monoteistisk Gudsbillede som genstand for sin tilbedelse og ærefrygt. Vi var endnu værre end de langt mere talrige hinduer, med deres enorme panteon af mangfoldige guder. I muslimerne øjne tilbad buddhisterne kun billedet af en mand, og ingen højere Gud.

Tilsyneladende bekymrede de sig ikke om at trænge noget dybere ind i buddhismens filosofier. Dette var tilstrækkeligt til at sværdet faldt og ilden blev antændt. Og sådan er de blevet ved gennem århundrederne frem til i dag.

Jeg husker for nogle år tilbage, før de gribende situationer, vi står overfor i dag, helt var kommet i fokus for mange af os, at jeg fulgte historien om de store Buddhaer i Bamiyan i det triste og krigshærgede Afghanistan. Den russiske krig var forbi og Taliban herskede for fuld kraft, men de var ikke tilfredse med at bare styre folket med jernhånd efter sharia-lovens strengeste brug. De måtte også fysisk udslette den "vantro" fortid.

Jeg husker, at jeg græd, da jeg så optagelserne af disse storslåede Buddhaer, de højeste antikke statuer i verden, blive reduceret til brokker af sprængladninger og artillerigranater. Jeg kan huske, at jeg i nyhedsudsendelsen hørte dette samme råb: "Allahu Akbar!" – mens Bamiyan-støvet lagde sig og afslørede ødelæggelsens tomhed. Det samme råb, der ødelagde min meditative fordybelse under Bodhi-træet.

Nu beder jeg til, vi aldrig kommer til at høre dette kald i vores hjem, Amerika. Ikke før og med mindre islam totalt og fuldstændigt reformerer selv - efter mere end tusind års hærgen og fejen alle andre væk foran sig.

Jeg føler, gennem mine direkte erfaringer, at islam ikke har ændret sig det mindste. Faktisk er den blevet mere aggressiv nu end på noget andet tidspunkt siden sin periode med størst ekspansion i 900-tallet til 1200-tallet. "Moderne" islam søger at bringe menneskeheden tilbage til disse selv samme tider - en genoplivning af de mørke tider med islamisk slagtning, lemlæstelse og plyndring - alt sammen i Allahs navn.

Vi buddhister må indse, at vi og vore skattede praksisser, vil blive fejet helt væk og fuldstændig knust, hvis islam nogensinde skulle få overtaget i denne verden, vi lever i. Islam er den eneste tro, der udbreder sig på denne måde - ved sværdet.

Og den er yderst tålmodig.

Satu.

---

Oversættelse: Bombadillo