“Respekt for oprigtigt troendes overbevisning skal ikke have lov til at blokere eller afbøje historikernes undersøgelser (…). Man må forsvare retten til elementær historisk metode.”
- Maxime Rodhinson, 1981; s. 57

Gerd R. Puins foto af et Koran-pergament fra Sana’a, der viser lagdelt revision af Koranen
(Foto kilde: Wikipedia, 2009)

Muslimer siger ofte, at både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente er forvanskede og stærkt forandrede. De siger, at for at en hellig skrift skal være autoritativ, så skal den være blevet bevaret uden ændringer overhovedet, og peger på deres Koran, som hævder at være blevet åbenbaret ord for ord og bogstav for bogstav til Muhammed af Allah. Koranen hævder: ”Allahs ord kan ikke ændres” (10:64) og ”Ingen kan ændre Allahs ord” (6:34).

Men hvor latterlig er så ikke “læren om ophævelse” ifølge hvilken, senere åbenbaringer kan annullere tidligere, som Koranen (2:106) bekræfter: ”Når Vi ophæver et vers eller lader det gå i glemme, bringer Vi noget, der er bedre end det, eller magen til.” Også en hadith (6:558) fra Sahih Bukhari bekræfter, at Muhammed glemte mange vers. Og igen noterer Sunaan Majah (3:1944), at nogle åbenbaringer, efter Muhammeds død, blev ædt af en ged. Hvordan kan guddommelige ord blive ædt, ændret, annulleret eller afskaffet på trods Allahs udtrykkelige påstand i 10:64 og 6:34?

Er alle disse påstande fra Allah ikke selvmodsigende? Forbavsende nok, så bekymrer disse elementære sandheder ikke muslimer det mindste. Men hvis vi kan fremvise en anden ”autentisk” Koran, som er forskellig fra den eksisterende standardform, så er der god mulighed for, at muslimer vil give efter for logisk tænkning.

Den ødelæggende sandhed er, at et stort antal gamle Koran-manuskripter, der kan dateres til det første århundrede efter Hijra (A.H.), er blevet opdaget i Den Store Moské i Sana’a (Yemen), og de afviger betydeligt fra den nuværende standardform. Kulstofdateringen slog fast, at disse Koraner ikke er forfalskede eksemplarer, skabt af religiøse rivaler. Desuden blev disse Koraner opdaget af muslimer, ikke af vantro.

Dette er sandsynligvis den mest pinlige begivenhed i 14 århundreders islamisk historie.

Den Store Moské i Sana’a er en af de ældste moskéer i islams historie. Bygningshistorien går tilbage til år 6 efter Hijra, da Muhammed betroede en af sine følgesvende at bygge en moské i Yemen. Islamiske herskere har siden fra tid til anden bygget til og udvidet den.

I 1972, under restaureringen af denne Store Moské (kraftig regn havde fået moskéens vestlige mur til at styrte sammen), snublede folkene, der arbejdede i rummet mellem bygningens indre og ydre tag, over et forbavsende gravsted, som de, pga. uvidenhed, ikke forstod betydningen af. Moskéer indeholder ikke grave, og dette sted havde ingen gravsten, ingen jordiske rester efter mennesker og ingen begravelseslevn. Det indeholdt ikke andet end, hvad der tilsyneladende så ud som et uindbydende bjerg af gamle pergament- og papirdokumenter, beskadigede bøger og løse sider med arabisk tekst, klistret sammen af vand og fugt gennem mere end tusind år.

Nogle af Koran-pergamenterne i den tilstand, hvori de blev fundet.
(Foto kilde: Dreibholz, 1999, p. 23)

De uvidende arbejdere samlede manuskripterne sammen, proppede dem skødesløst ned i omkring 20 kartoffelsække og satte dem til side på trappen til en af moskéens minareter, hvor de blev låst inde. Manuskripterne kunne være blevet glemt endnu en gang, hvis det ikke havde været for Qadhi Isma’il al-Akwa, daværende præsident for Yemens styrelse for oldtidslevn, som indså fundets mulige betydning. Al-Akwa søgte international bistand til undersøgelse og bevaring af fragmenterne, fordi ingen forsker i hans eget land var i stand til at arbejde med dette rige fund. I 1977, lykkedes det ham at vække interessen hos en ikke-muslimsk tysk forsker, som derefter overtalte den tyske regering til at organisere og finansiere et restaureringsprojekt.

Kort efter projektets begyndelse blev det klart, at “papirgraven”, blandt andre ting, var et hvilested for titusinder af fragmenter fra nær ved tusinde forskellige håndskrifter af Koranen, den muslimske Hellige Skrift. I de tidligste tider nærede muslimske autoriteter den opfattelse, at udtjente eller beskadigede eksemplarer af Koranen måtte tages ud af cirkulation, så kun de pletfrie udgaver af Skriften var i brug. Dette krævede et sikkert sted til beskyttelse af bøgerne mod plyndring og ødelæggelse i tilfælde af angreb udefra. Derved opstod idéen om en grav i Den Store Moské, som var et center for lærdom og spredning af Koranen, og som eksisterede fra det første århundrede efter Hijra.

Restaureringen af manuskripterne har været organiseret og overvåget af Gerd R. Puin fra Saarland Universitet, Tyskland. Puin er en berømt specialist i arabisk kalligrafi (studiet af smuk og kunstnerisk håndskrift) og koranisk palæografi (studiet af oldtidens skrivemåde og dokumenter). Igennem ti år underkastede han disse dyrebare pergamentfragmenter omfattende undersøgelser. I 1985 sluttede hans kollega, H. C. Graf v. Bothmer sig til ham.

Kulstof-14 analyser daterer nogle af pergamenterne til 645-690 e.Kr. Deres virkelige alder kan være noget yngre, fordi kulstof-14 metoden beregner året for en organismes død (pergament er dyreskind), og fra dette øjeblik frem til skrivningen på det færdige pergament vil der være gået en ukendt mængde tid. Kalligrafisk datering har peget på 710-715 e.Kr. Nogle af pergamentsiderne synes at datere tilbage til de syvende og ottende århundreder, eller islams to første århundreder. De er måske de ældste eksisterende Koraner.

I 1984 blev Manuskripternes Hus (Dar al Makhtutat) grundlagt nær ved Den Store Moské, som en del af et samarbejdsprojekt mellem yemenitiske og tyske myndigheder. Et enormt arbejde påbegyndtes med at istandsætte de koraniske fragmenter. Mellem 1983 og 1996 var ca. 15.000 ud af 40.000 sider restaureret, specielt 12.000 fragmenter på pergament og manuskripter, der dateres tilbage til de syvende og ottende århundreder.

Dar al-Makhtutat Biblioteket hvor de nyerhvervede manuskripter og kataloger opbevares.
(Foto kilde: Dreibholz, 1999. p. 22)

Hidtil har man kun kendt til tre Koraner fra oldtiden. Den ene, der opbevares i British Library i London, dateres til det sene syvende århundrede og har hidtil været opfattet som den ældste. Men Sana’a-manuskripterne er endnu ældre. Desuden er disse manuskripter skrevet i en skrift, der stammer fra Hijaz – det område af Arabien, hvor Muhammed levede, hvilket gør dem ikke alene de ældste overlevende, men også nogle af de tidligste autentiske eksemplarer af Koranen nogensinde. Hijaz-arabisk er den skrift (mekkansk eller medinensisk), i hvilken den tidligste Koran blev skrevet. Selv om disse stykker er fra den tidligste Koran, som vi ved, har eksisteret, er de også palimpsester (manuskripter, hvor den originale tekst er blevet slettet, så materialet kunne genbruges til ny tekst).

Den smukke og kunstneriske håndskrifts sjældne stilart har fascineret både Puin og hans ven Bothmer, men flere overraskelser ventede dem. Da disse gamle Koraner blev sammenlignet med den nuværende standard, blev de begge helt overvældede. De gamle tekster var voldsomt og i foruroligende grad ude af trit med den eksisterende form. Der er utraditionel ordning af versene, små men betydningsfulde tekstmæssige variationer, anderledes ortografi (stavemåde) og anderledes kunstnerisk udsmykning (dekoration).

Dette underminerede den ortodokse, muslimske tro, at Koranen, som den har nået os i dag, er ”Guds perfekte, tidløse og uforanderlige Ord.” Det betyder, at Koranen er blevet fordrejet, forvrænget, revideret, modificeret og rettet, og at tekstmæssige forandringer har fundet sted gennem årene udelukkende ved menneskehånd.

Den hellige aura omkring denne islams Hellige Skrift, som har holdt sig intakt i over 14 århundreder, er forsvundet med denne forbavsende opdagelse, og over en milliard muslimers mest grundlæggende tro, at Koranen er Guds evige, uforandrede ord, nu klart er synlig som et kæmpe svindelnummer, en komplet og lodret løgn. Og ikke nok med det; Koranens påstand, at ingen kan ændre Guds ord, er også et falskneri. Med Guillaumes ord (1978, p. 74) så formodes Koranen at være ”det helligste af det hellige. Den må aldrig ligge neden under andre bøger, men skal altid ligge på toppen; man må aldrig drikke eller ryge, når der læses op fra den og man skal lytte til den i tavshed. Den er en talisman mod sygdom og ulykke.” Muslimer kalder Koranen for ”Bøgernes Moder” og tror at ingen anden bog eller åbenbaring tåler sammenligning (Caner & Caner, 2002. s. 84). Men alt dette er væk nu. Slutresultatet af hele den islamiske kamp gennem 14 århundreder er et stort nul.

Som om dette ikke var nok, så viste mange manuskripter tegn på at være palimpsester, dvs. tekster, der meget tydeligt er skrevet henover tidligere afvaskede tekster. Den underliggende tekst er selvfølgelig ofte svær at læse, men moderne teknikker som ultraviolet fotografi kan kalde den frem. Det antyder, at Sana’a-manuskripterne ikke er de eneste varianter, men at Koranens tekst allerede forinden kan være blevet modificeret og omskrevet på det samme papir. Det kan betyde, at Allahs påstand (K 56:77-78; 85:21-22), at den originale tekst er bevaret i Himlen på gyldne tavler, som ingen kan røre undtagen engle, også er et eventyr.

Efter omfattende studier af disse manuskripter nåede Puin til den konklusion, at teksten faktisk er en tekst under udvikling snarere end simpelt hen Guds ord, der i sin helhed er åbenbaret til Muhammed (Warraq, 2002, s. 109). Han er betaget: ”Så mange muslimer har den tro, at alt imellem Koranens to omslag simpelt hen er Guds uforandrede ord. De kan lide at citere tekster, der viser, at Bibelen har en historie og ikke er faldet lige ud af Himlen, men indtil nu har Koranen været udenfor diskussion. Den eneste måde at gennembryde denne mur på er at bevise, at også Koranen har en historie. Fragmenterne fra Sana’a kan hjælpe os med at gøre dette.”

“De [yemenitiske myndigheder] ønskede, at vi skulle holde lav profil om dette, hvilket også vi ønskede, skønt af andre grunde. De ønsker ikke opmærksomhed på den kendsgerning, at tyskere og andre arbejder med korantekster. De vil ikke have det offentligt frem, at der gøres noget arbejde overhovedet, fordi det muslimske standpunkt er, at alt hvad der er værd at sige om Koranens historie, blev sagt for tusind år siden.”

Under deres studier var Puin og hans kollega Bothmer faktisk i nogen tid klar over, at Koranen er en tekst under udvikling, men de forstod de mulige konsekvenser af deres resultater og tav stille. Hvis de yemenitiske myndigheder fik kendskab til denne opdagelse, ville de måske have nægtet dem videre adgang. Dette er faktisk, hvad Puin kalder ”andre grunde.” Så begge sider tav stille og de to forskere fortsatte deres undersøgelser med uformindsket styrke.

Puins forskningsresultater bekræfter også Wansbroughs antagelse om Koranens tekst. I 1970’erne konkluderede Wansbrough, at Koranen først havde udviklet sig gradvist i det syvende og ottende århundrede efter en lang periode med mundtlige overleveringer, hvor forskellige sekter diskuterede som rasende med hinanden om åbenbaringernes ægthed. Årsagen til at intet islamisk kildemateriale fra islams begyndelse har overlevet er, at det aldrig har eksisteret. Faktisk indrømmede Puin, at han havde ”genlæst Wansbrough” under sin analyse af de yemenitiske fragmenter (Warraq, 2002. s. 122).

Puins anden radikale teori er, at præ-islamiske kilder er trængt ind i Koranen. Han hævder, at to stammer, som Koranen omtaler, As-Sahab-ar-Rass (Brøndens fæller) og As-Sahab-al-Aiqa (Tornebuskenes fæller) ikke er en del af den arabiske tradition, og at folk på Muhammeds tid bestemt ikke kendte til dem. Han er også uenig i, at Koranen blev skrevet på det reneste arabisk. Selve ordet ’Koran’ er af fremmed oprindelse. Modsat den almindelige muslimske opfattelse, så betyder ’Koran’ ikke recitation. Det er faktisk afledt af det aramæiske ord ‘Qariyun’, som betegner et lektionarium indeholdende tekststykker til læsning under en gudstjeneste. Koranen indeholder mange af de bibelske fortællinger, men i en kortere form og er ”en opsummering af Bibelen til oplæsning under gudstjenesten.”

Bothmer har samvittighedsfuldt taget 35.000 mikrofilm-billeder af fragmenterne. Arbejdet blev færdiggjort i 1997 og billederne bragt tilbage til Tyskland (Warraq, 2002. p. 109). Det betyder, at Bothmer, Puin og andre forskere nu frit kan granske teksterne og offentliggøre deres resultater.

Puin vil skrive en bog om dette engang i fremtiden, men har allerede nu skrevet flere korte essays om deres resultater i forskellige videnskabelige tidsskrifter. Her har han påpeget flere afvigelser mellem den gamle Koran og den nuværende standardudgave (citeret i Warraq, 2002. s. 739- 44). I en tilbagevisning af Koranens påståede hellighed skrev Puin: ”Min idé er, at Koranen er en slags cocktail af tekster, der ikke alle kunne forstås på Muhammeds tid. Nogle af dem kan endog være hundrede år ældre end islam selv. Koranen hævder om sig selv, at den er ‘mubeen’, eller klar. Men hvis man læser den, vil man bemærke, at hver femte sætning, eller der omkring, simpelthen ikke giver mening (…) kendsgerningen er, at en femtedel af Koranens tekst er aldeles uforståelig. Hvis Koranen ikke er forståelig, hvis den end ikke kan forstås på arabisk, så kan den ikke oversættes til andre sprog. Derfor er muslimer bange. Eftersom Koranen gentagne gange hævder at være klar, men ikke er det, så er der en indlysende og alvorlig modsigelse. Der må være noget andet på færde.”

Puins usædvanlige opdagelse har fascineret Andrew Rippin, professor i religionsstudier og førende Koran-ekspert. Rippin (citeret i Warraq, 2002. s. 110) konkluderede: "De yemenitiske manuskripters indvirkning kan stadig mærkes. Deres variante læsninger og versorden er alle meget betydelige. Det er alle enige om. Disse manuskripter siger, at korantekstens tidlige historie er et langt mere åbent spørgsmål, end mange havde formodet. Teksten var mindre stabil og havde derfor mindre autoritet, end det altid har været hævdet."

Rippins iagttagelse var superb. En slags guddommelighed blev tillagt Koranen, så den kunne aftvinge respekt, for den kunne ikke stå sig baseret på sin egen værdi. På denne måde, ved at anerkende Koranens krav om at være guddommens direkte ytring, fik de tidlige manipulatorer blokeret for al kritik, som ellers ville have afsløret den. Koranen selv forbyder kritik i versene 5:101 og 5:102[?]. Vi ved ikke, hvornår religiøs blindhed indsneg sig, men de tidlige muslimer efter Muhammed var utvivlsomt mere liberale end den nuværende generation, vi ser i dag. Der blev stillet spørgsmål ved autenticiteten af mange vers af de tidlige muslimer selv. Mange kharijitter, som var tilhængere af Ali i islams tidlige historie, fandt suraen med fortællingen om Josef krænkende, en erotisk fortælling, der ikke kan høre hjemme i Koranen (citeret i Warraq, 1998. s. 17).

Warraq (1998, s. 14) har samme opfattelse som Rippin: “Muslimske lærde fra islams tidlige år var langt mere fleksible i deres holdning, idet de indså, at dele af Koranen var gået tabt, forvansket og at der var mange tusinde varianter, hvilket gjorde det umuligt at tale om Koranen.”

Der er et andet bevis på, at Koranens budskab blev fordrejet i islams tidlige dage og at der ikke eksisterede sådan noget som Koranen. Inskriptioner af flere koranvers pryder Klippemoskéen i Jerusalem (bygget i 691 CE), som sandsynligvis er det første islamiske monument, der var tænkt at skulle være en stor kunstnerisk bedrift (Whelan, 1998, pp. 1-14). Disse inskriptioner afviger betydeligt fra den nugældende standardtekst (Warraq, 2000, p. 34).

Mingana (citeret i Warraq, 1998. s. 80) klagede: ”Det mest betydningsfulde spørgsmål i studiet af Koranen er dens uangribelige autoritet.” Dette er den eneste grund til, at den kritiske udforskning af Koranens tekster stadig befinder sig i en tilstand af umodenhed. Som Rippin beklagede: ”Jeg har ofte mødt individer, som kom til studiet af islam med en baggrund i det historiske studium af den hebraiske Bibel eller tidlig kristendom, og som udtrykte forbavselse over den mangel på kritisk tænkning, der præger introducerende lærebøger om islam. Idéen om, at ’islam er født i historiens klare lys’, lader stadig til at blive antaget af en mængde forfattere af sådanne bøger.”

Cook og Crone (1977, s. 18) konkluderede: ”[Koranen] har en påfaldende mangel på overordnet struktur, er hyppigt uklar og selvmodsigende i både sprog og indhold, er skødesløs i sin ligestilling af helt forskelligartede emner og er forfalden til gentagelse af hele afsnit i afvigende versioner. På denne baggrund kan det hævdes, at bogen er produktet af en forsinket og ufuldkommen redaktion af stof fra flere traditioner.” Crone (citeret i Warraq, 1998, s. 33) skrev andetsteds: ”Koranen har affødt massevis af falsk information.”

Men i Bibelens tilfælde er det anderledes, som Rodhinson (1980, s. VIII) bemærkede: ”[For Bibelen] begynder den videnskabelige indstilling med beslutningen om kun at acceptere noget som en kendsgerning, hvis kilden har vist sig at være pålidelig.” Kristne ønsker, ligesom hinduer, at se deres hellige bog i et videnskabeligt og historisk lys. Når gamle bibelske manuskripter, pergamenter eller gamle hinduistiske manuskripter bliver opdaget, så nærmest kravler kristne eller hinduistiske forskere hen over hinanden for at få tidlig adgang til dem. Sådanne fund skaber stor begejstring iblandt dem. Men sørgeligt nok, så findes ikke en sådan begejstring i islam. Kristne og hinduer er ivrige efter at få kastet stadig mere lys over deres skrifters tidligste manuskripter, mens muslimer modsætter sig, ofte med stor beslutsomhed. Kontrasten er virkelig slående. Mens både hinduistisk og kristen tro bliver stærkt bakket op af arkæologisk og historisk bevismateriale, så er der hverken givet tilladelse til arkæologisk udforskning i Mekka og Medina eller udsigt til at den vil komme i fremtiden (Peters, 1986. s. 72-4).

Muslimsk kritik af Koranen er meget sjælden og nærmest ikke-eksisterende, som Sina (2008, s. 6) beklagede: ”Muslimer er virkelig ude af stand til at sætte spørgsmålstegn ved islam.” I den senere tid har ex-muslimske websteder gjort et bemærkelsesværdigt stykke arbejde på dette område. I sidste ende vil disse oplyste mennesker få held til at befri deres muslimske brødre og søstre fra det islamiske fængsel. I øvrigt, lige meget hvilken kritisk undersøgelse, der er gjort af Koranen, så er alt sammen udført af kristne forskere. Men muslimer skal ikke tage den kristne kritik som tegn på religiøs modstand. Kristne forskere har udført langt mere kritik af deres egen religion end af islam (Sproul & Saleeb, 2003. s. 17; Spencer, 2007, s. 1).

Når forskningsresultaterne fra Sana’a engang bliver offentliggjort i detaljer, vil islam ikke længere være den samme, som den var i 14 århundreder. Islam vil afgjort komme i en underlig situation. Mange muslimer vil så tvivl om Koranens hellighed og det meget ’romantiske’ begreb om Koranen vil gradvis forsvinde. Dernæst vil vi måske blive vidne til en meget interessant udvikling. Det første spørgsmål, der rejser sig i muslimers sind, vil nok være hvilken Koran, der er den bedste. Men så vil det vise sig, at det ikke er muligt at vælge én Koran og afvise andre ud af ren forkærlighed. For den muslimske tro slår også fast, at den der benægter et enkelt af Koranens vers benægter hele åbenbaringen. Dette er en logisk umulighed, fordi videnskabelig forskning allerede har fortalt sandheden; mange muslimer vil søge en vej ud af dette nonsens og forsøge at frigøre sig fra den tyranniske undertrykkelse, det er at leve i en falsk religion.

Under en diskussion af muslimers apati overfor videnskab, fornuft og naturret [naturlig morallov] skrev Jaki (citeret i Spencer, 2002, s. 127): ”Hvad der sker i den muslimske verden i dag, er en konfrontation, ikke mellem Gud og djævelen (…), men mellem en ganske bestemt Gud og videnskaben, som er en meget specifik modstander af netop denne Gud, Koranens Allah, i hvem viljen fuldstændig dominerer intellektet.” Opdagelsen i Sana’a vil blot hælde benzin på bålet. I dag er den muslimske verden tynget af frustration. Islam antages at være den endegyldige åbenbaring og muslimer ”menneskehedens bedste”, men virkeligheden er den stik modsatte. Muslimske nationer er de fattigste i verden (Ohmyrus, 2006, s. 128). Der vil komme en tid, hvor almindelige muslimer vil kræve af de religiøse autoriteter, at de tilbageviser kritikerne ved hjælp af logik, videnskab og fornuft, ikke med brutal magt eller fatwaer. Som Parvez Manzoor skrev: “Før eller senere bliver [vi muslimer] nødt til gå i lag med Koranen ud fra metodologiske antagelser og parametre, som er radikalt i strid med dem, der er helliggjort af vores tradition” (Warraq, 2002, s. 123).

Men Sana’a-manuskripterne vil også fremkalde et andet spørgsmål. Hvis Koranen er en løgn, hvordan kunne denne løgn overleve i så mange århundreder? Grunden er, at guddommelighed tillagt Koranen ikke er ’en lille løgn’, men ’Den Store Løgn’. De store løgne er meget stærke, og de har altid en psykologisk virkning på tilhørerne. Jo større løgnen er, desto mere troværdig er den. Adolf Hitler skrev i Mein Kampf (1925): ”En nations brede masser vil lettere blive ofre for en stor løgn end for en lille.” Store løgne er overordentligt overbevisende, fordi de ophæver målestokken for tilhørerens sunde fornuft, og, som Sina forklarede, et almindeligt menneske ikke vover at fortælle store løgne, fordi han ikke tror, de vil blive troet og at han selv bliver til grin. Da der ikke findes nogen, der aldrig i sit liv har fortalt en løgn, vil små løgne ofte før eller senere blive afsløret. Men den store løgn er så anderledes, at den ofte forbløffer tilhøreren. Når løgnen er gigantisk, må gennemsnitsmennesket undre sig over, at nogen kan have dristigheden, uforskammetheden til at sige sådan noget.

Store løgne udvirker altid mirakler i politik. Som George Orwell (citeret i Sina, 2008, s. 179) sagde: ”Politisk sprog (…) er konstrueret til at få løgne til at lyde sande, gøre mord respektabel og give et skin af pålidelighed til tomme ord.” I dag, hvor Sana’a-manuskripterne har undergravet Koranens krav om guddommelighed, bliver også islams åndelige natur stillet til skue. Islam er ikke andet end en ren arabisk politisk bevægelse. Guddommelighed blev tillagt Koranen, da araberne begyndte erobringen af de omgivende nationer og islam blev pålagt dem med magt. Araberne ikke alene påtvang andre islam, men de tvang også denne irrationelle tro på Koranens guddommelighed ind i hovederne på deres ofre, så da araberne var væk, kunne de erobrede folk ikke komme ud af dette mentale slaveri og vende tilbage til deres oprindelige tro. Dette er usædvanlig godt politisk håndværk. Mange af Muhammeds følgesvende vidste godt, at Koranen var et svindelnummer, men de blev hos deres profet for at få del i byttet og nyde kvinderne. Vi ved alle, at efter Muhammeds død, vendte flere arabiske stammer tilbage til deres oprindelige tro og afgudsdyrkelsen blomstrede.

Til stort chok for muslimer har moderne psykologi sagt sandheden, at Muhammed var en bedrager, en galning, der led af narcissistiske personlighedsforstyrrelser. Narcissister kan være så selvabsorberede at de bliver patologiske løgnere. Det betyder, at de enten er ubevidste om deres løgne eller føler sig retfærdiggjort og godt tilpas ved at lyve for andre. Deres mentale tilstand er sådan, at de har den sjældne evne til at tro på deres egne løgne (Vaknin, 1999, p. 24).

Og ja, Adolf Hitler, som kendte til Den Store Løgns magt og vildførte millioner af tyskere, er også genkendt som en narcissist. I dag er Hitler den mest hadede historiske figur i Tyskland. Med matematisk sikkerhed vil Muhammed lide samme skæbne. Men vi ved ikke hvor mange millioner mennesker, der vil dø, inden vi kan smide Muhammed i skraldebøtten sammen med al hans Allah, Koranen og islam. For Hitler var det nationalsocialisme (nazisme) og for Muhammed var det islam, men dybt nede var de to sider af samme mønt – den succesrige manipulator.

Sina (2008, p. IV, 260) bemærkede: ”Islam er som et korthus, holdt oppe af løgne. Alt, hvad der skal til for at rive det ned, er at udfordre en af de løgne, der holder det sammen. Det er en høj bygning, opført på kviksand; når man først afslører dets fundament, vil sandet skylle væk og dette mægtige bygningsværk vil falde sammen under dets egen vægt” og igen: ”Islam hviler på meget usikker grund. Den hviler på intet andet end løgne. Alt, hvad vi skal gøre for at rive det ned, er at afsløre disse løgne og dette mægtige bygningsværk af terror og bedrag vil bryde sammen.”

Lad os se hvilke andre løgne der dukker frem, når Koranens hellige aura er forvundet.

For det første; hvis der er to eller flere versioner af Koranen, så må der være det samme antal Allah’er. Hvis blot to Koraner er autentiske, er islam så ikke længere monoteisme? Hvordan afgøres det så, hvilken Allah der åbenbares i hvilken Koran? Hvis der kun er én Allah, hvilken Koran er så autentisk?

For det andet; hvis vi stadig tror, at én Koran er autentisk, hvorfor har Allah så tilladt de andre at overleve?

For det tredje; er det stadig sandt, hvad Koranen siger (10:64): ”Allahs ord kan ikke ændres. Det er den vældige sejr”? Hvis ja, hvad har så mere end én Koran at gøre? Hvis nej, hvordan er denne falske åbenbaring så blevet optaget i Koranen? Har Satan anbragt den?

Til slut; Bukhari (4.52.233) noterede: “Vantro kan aldrig forstå vore tegn og åbenbaringer.” Men vi ser, at for at forstå Koranen fra Sana’a, var de yemenitiske myndigheder nødt til at invitere tyske forskere, fordi ingen i Yemen var kvalificeret til at arbejde med dette ringe fund.

Ikke underligt, at Sina (2008) konkluderede: “Lige meget hvordan man ser på islam, viser den sig at være en tåbelig religion.”

Muslimer har solgt deres sjæl til Muhammed, men kan de logisk fjerne de ovennævnte tvivl? Sana’a-tilfældet har sat dem i en så ubehagelig situation, at hverken cirkelslutninger eller absurd logik kan hjælpe. Er det ikke på tide for kloge muslimer, at give deres skattede tro en nøjere overvejelse? I stedet for at forsøge at bortforklare de ovennævnte tvivl, er det så ikke mere fornuftigt at erkende, at over en milliard muslimer er blevet narret af en tarvelig bedrager ved navn Muhammed? Er det ikke på tide, at muslimer interesserer sig for, hvad der er sandt? Som digteren Thomas Gray (citeret i Sagan, 1997, s 12) skrev: ”… hvor uvidenhed er lykke, er visdom en dumhed.”

For at beskytte Koranen mod mere ydmygelse har de yemenitiske myndigheder allerede udelukket Puin og Bothmer fra videre undersøgelse af manuskripterne. Nu giver de ikke længere nogen lov til at se disse manuskripter, undtagen nogle nøje udvalgte ikke-koraniske pergamenter, som er udstillet i stueetagen i Dar al-Makhtutat biblioteket. Men dette vil ikke hjælpe. Fuglen er allerede ude af buret og det er nytteløst at lukke døren nu. Mere end 35.000 mikrofilmbilleder var ude af Yemen, før myndighederne fik det at vide, og flere kopier er allerede lavet. Nærværende forfatter føler sig sikker på, at der i dette øjeblik findes en gruppe eksperter, et eller andet sted i Tyskland, der arbejder uophørligt med mikrofilmene og at Puin arbejder til langt ud på natten for at færdiggøre sin bog, som, når den kommer, vil blive endnu et søm til islams kiste. Islam er nu i alvorlig fare.

Med det guddommelige fald indenfor synsvidde er mange muslimer selvfølgelig foruroligede og krænkede. Fundamentalisterne vil ikke godkende, at Puins og Bothmers arbejde er gjort med videnskabelig objektivitet, men ser det som et bevidst angreb på Koranens integritet (Taher, 2000). Naturligvis vil disse to tyske forskere være hovedmålet for deres raseri. Puin frygter en voldelig reaktion fra ortodokse muslimer pga. hans ”blasfemiske” teori, som han siger, han ikke kan ignorere. Med Salman Rushdie-affæren i erindring skrev han: ”Mine konklusioner har ført til vrede reaktioner fra ortodokse muslimer. De har sagt, at jeg ikke er den rette forsker til at give nogen som helst kommentarer til disse manuskripter.” Hvis Puins synspunkter bliver taget op og udbasuneret i medierne, og hvis ikke mange muslimer kan håndtere det på fornuftig vis, så kan helvede bryde løs. Der vil komme nogle fjendtlige reaktioner og optøjer med død og ødelæggelse til følge, måske en anden ”Khomeini-fatwa” og med sikkerhed nogle tomme trusler fra vores kameraelskende Bin Laden og hans ideologiske brødre. Men kan de hindre sandheden i at spredes?

UNESCO har vist ægte interesse for Sana’a-manuskripterne lige siden Memory of the World programmet blev startet. I 1995 producerede denne organisation også en CD-ROM på arabisk, engelsk og fransk, der beskriver samlingens historie og indeholder både koranisk og ikke-koranisk materiale. CD-ROM’en byder på 651 billeder af 302 koranfragmenter, registreret efter skrifttype, rammer osv.; en generel indføring i den yemenitiske manuskriptsamling samt en kort beskrivelse af arabisk kalligrafis udvikling (Abid, 1997).

Ursula Dreibholz, en konserveringsekspert som arbejdede på Sana’a-projektet i otte år som chefkonservator, er meget frustreret over de yemenitiske myndigheders mangel på interesse i at beskytte disse manuskripter ved hjælp af moderne teknologi (1983, pp. 30-8). Sikkerhedsforanstaltningerne er ikke i orden og der er heller ikke tilstrækkelig opmærksomhed på spørgsmålet om at undgå yderligere nedbrydning (1996, pp. 131-45). Dreibholz (1999, pp. 21-5) har sagt, at det er hendes største bekymring at få skabt en sikker og pålidelig permanent opmagasinering af de restaurerede fragmenter. De ringe opbevaringsforhold giver næsten ingen beskyttelse mod insekter og vand. Men vigtigst af alt, det virkelige problem er mangelen på brandsikring - når man tænker på de i sandhed katastrofale brande, der har ødelagt biblioteker og kunstværker udover verden gennem historien. De yemenitiske myndigheder siger, at de hverken har penge eller midler til at installere sådanne brandsikringssystemer. Hun forstår ikke den egentlige grund bag de yemenitiske myndigheders apati.

Her kan muslimske fundamentalister skimte den altid blå himmel over skyen. Ingen ved, hvornår en tilintetgørende brand ’tilfældigvis’ bryder ud og ødelægger alle de Koran-manuskripter, der gør dem så virkelig misfornøjede. Når det kommer til stykket – for at redde islam må Koranen reddes, og for dette vil muslimer gøre hvad som helst. Om nødvendigt vil de brænde Koranen for at redde den fra logisk analyse. Deres hengivenhed for dumhed når virkelig sådanne højder. De yemenitiske myndigheders uvillighed til at installere brandsikringssystemer er måske den første forberedelse til sådan en handling i fremtiden. Man skal aldrig undervurdere tankeløse fanatikeres destruktive duelighed.

Referencer

Tidsskrifter:

Abid, Abdelaziz (1997); “Memory of the World”: Preserving Our Documentary Heritage. Museum International, Vol. 49, No. 1, januar 1997 udgaven. Blackwell Publishers, Oxford.
Dreibholz, Ursula (1983); A treasure of early Islamic manuscripts on parchment. Significance of the find and its conservation treatment. AIC fortryk af foredrag holdt ved det 11. årlige møde i Baltimore, Maryland, 25-29 maj 1983. Washington, DC.
Dreibholz, Ursula (1996); The Treatment of Early Islamic Manuscript Fragments on Parchment in The Conservation and Preservation of Islamic Manuscripts, Al-Furqan Islamic Heritage Foundation, London
Dreibholz, Ursula (1999); Preserving a treasure: the Sana’a manuscripts. Museum International. Islamic collections. Vol. LI, No. 3, july 1999 udgaven. Blackwell Publishers. Oxford.
Whelan, Estelle (1998); Forgotten Witness: Evidence for the Early Codification of the Qur’an. Udgivet i The Journal of America Oriental Society. Januar til marts udgaver, 1998. University of Michigan. USA.

Bøger:

Ali, Daniel & Spencer, Robert (2003); Inside Islam: A guide for Catholics. Ascension Press. Pennsylvania.
Caner E. M; Caner E.F (2002); Unveiling Islam. Kregel Publications. Grand Rapids. U.S.A
Cook, Michael; Crone, Patricia (1977); Hagarism: The making of the Islamic world. Cambridge.
(Dr) Vaknin, Sam (1999); Malignant Self Love: Narcissism Revisited. Narcissus Publications, Skopje. Czech Republic.
(Ed.) Warraq, Ibn (1998); The origins of the Koran: Classic Essays on Islam’s holy book. Prometheus Books. NY.
(Ed.) Warraq, Ibn (2000); The Quest for Historical Muhammad. Prometheus books. NY.
(Ed.) Warraq, Ibn (2002); What the Koran really says - Language, Text and Commentary. Prometheus books. NY.
Guillaume, Alfred (1978); Islam. Harmondsworth.
Mein Kampf; en 1939 engelsk oversættelse af Houghton Mifflin and edited of verbosity. Reynal & Hitchcock
Ohmyrus (2006); The Left and Islam: Tweedledum and Tweedledee in Beyond Jihad: Critical voices from the inside by Shienbaum, Kim and Hasan, Jamal. Academia Press, LLC, Bethesda.
Peters, F.E (1986); Jerusalem and Mecca: The topology of the Holy City in the near east. NY.
Rippin, Andrew (1991): Muslims: their religious beliefs and practices. London.
Rodhinson, Maxime (1980); Muhammad (original på fransk, oversat til engelsk af Anne Carter). The New Press. NY
Rodhinson, Maxime (1981); A Critical Survey of Modern Studies on Muhammad in Studies on Islam ed. M. Swartz. Oxford University Press, USA
Sagan, Karl (1997); The Demon-Haunted World. Science as a Candle in the Dark. Ballantine Books. The Random House Publishing group. NY.
Sina, Ali (2008); Understanding Muhammad, A Psychobiography. Felibri.com
Spencer, Robert (2002); Islam Unveiled: Disturbing questions about the world’s fastest growing faith. Encounter Books. San Francisco.
Spencer, Robert (2007); Religion of Peace? Why Christianity is and Islam isn’t. Regnery Publishing, Inc. Washington DC.
Sproul R. C & Saleeb, Abdul (2003); The dark side of Islam. Crossway Books (a division of Good News Publishers). Wheaton. Illinois.

Internet-kilder:

Taher, Abul (2000): Querying the Koran. The Guardian. Guardian News and Media Limited. Udgivet den 8. august, 2000. URL: http://www.guardian.co.uk/Archive/Article/0,4273,4048586,00.html (sidst besøgt den 3. juni, 2009)
Sina, Ali (2008): Probing Islam. An internet based debate between J. A Ghamidi, K. Zaheer and Ali Sina, FFI. URL: http://www.news.faithfreedom.org/downloads/probing-islam.pdf (sidst besøgt den 7. februar, 2008).
Lester, Toby (1999); What Is the Koran? Atlantic Monthly January 1999 issue. URL: http://www.theatlantic.com/doc/199901/koran (sidst besøgt den 3. juni, 2009).
Wikipedia (2009); Gerd R. Puin, URL: http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Special:Cite&page=Gerd_R._Puin&id=287605376
(sidst besøgt den 3. juni, 2009).

---

Oversættelse: Bombadillo