I sin bog fra 2004, The Return of Anti-Semitism erklærede Gabriel Schoenfeld, at "de gamle og moderne former for antisemitisme" er "vellykket smeltet sammen i dag" i den muslimske verden, "og derfra får hadet til jøder sin vigtigste drivkraft udad." I 2003-bogen, Never Again? The Threat of the New Anti-Semitism, tilføjede Abraham Foxman: "Ondartet antisemitisme er udbredt i hele det arabiske Mellemøsten (...). Antisemitisme bliver tolereret eller åbenlyst støttet af arabiske regeringer, spredt af de arabiske medier, lært i [muslimske] skoler og universiteter og prædiket i moskeer. Ingen del af [det islamiske] samfund er fri for dens smitte." Og i bogen fra 1999, Semites and Anti-Semites, konkluderede Bernard Lewis: "Klassisk antisemitisme er på nuværende tidspunkt en væsentlig del af arabisk intellektuelt liv."

Det er muligt at spore moderne islamisk antisemitisme tilbage ad en række forskellige historiske og intellektuelle tråde, men uanset hvilken én man vælger, synes de alle at passere, på et eller andet punkt, gennem hænderne på én skikkelse - Hitlers mufti, Hajj Amin al-Husseini - den ondskabsfuldt antisemitiske stormufti af Jerusalem og leder af muslimske fundamentalister i Palæstina, der opholdt sig i Berlin som en velkommen gæst hos nazisterne gennem Holocaust-årene.

Al-Husseini blev født i Jerusalem i 1893 som barn af en velhavende og indflydelsesrig palæstinensisk arabisk familie. I 1920'ernes Jerusalem, mens han levede dér, fremstod han hurtigt som arabernes anerkendte leder under den britiske regering i Palæstina. Fra sine tidligste år var al-Husseini, som Kenneth R. Timmerman for nylig bemærkede, "en voldsom modstander af jødisk indvandring til Palæstina," med et ubøjeligt had til jøderne og briterne. Hans karriere som antisemitisk agitator og terrorist begyndte den 4. april 1920, da han og hans tilhængere iværksatte et morderisk stormløb, hvor de angreb jøder på gaden og plyndrede jødiske butikker. Han blev efterfølgende dømt ved en militærdomstol for at opildne til den antisemitiske vold, der resulterede i drabet på fem jøder og sårede 211 andre.

Desværre - i anerkendelse af hans status blandt palæstinenserne - ignorerede briterne hans fortid, og udnævnte ham i 1922 til den prestigefyldte post som stormufti af Jerusalem, hvilket gjorde ham til både den religiøse og politiske leder af de palæstinensiske arabere. Kun to måneder efter udnævnelsen, udløste hans propaganda, som omfattede en ny oversættelse til arabisk af Zions Vises Protokoller, en anden anti-jødisk opstand i Palæstina. Den 23. august 1929 anførte al-Husseini en massakre på 60 jøder i Hebron og andre 45 i Safad.

Dernæst, i starten af 1930'erne, begyndte al-Husseini at gøre tilnærmelser til den nye nazistiske regering i Tyskland. Alliancen mellem Adolf Hitler og den muslimske fundamentalistiske verden blev indledt og smedet af stormuftien ved selve det nye nazistiske regimes begyndelse. I slutningen af marts 1933 kontaktede al-Husseini den tyske generalkonsul i Jerusalem og anmodede om tysk hjælp til at fjerne de jødiske bosættelser i Palæstina - og tilbød til gengæld en pan-islamisk jihad i alliance med Tyskland mod jøderne rundt om i verden. Det var ikke før 1938, i kølvandet på den britiske premierminister Neville Chamberlains berygtede kapitulation over for Hitler i München, at Hajj Amin al-Husseinis tilnærmelser til Nazi-Tyskland officielt blev gengældt, men på det tidspunkt var den nazistiske ideologis indflydelse allerede steget markant i hele det arabiske Mellemøsten.

I 1934, da de anti-jødiske Nürnberglove blev bekendtgjort, blev lykønskningstelegrammer sendt til Hitler fra hele den islamiske verden - især, som Paulus Longgrear og Raymond McNemar har bemærket i deres 2003 essay: “The Arab/Muslim Nazi Connection”, fra Marokko og Palæstina, hvor den tyske propagandamaskine havde været mest aktiv. Flere af de arabiske politiske partier, der blev grundlagt i 1930'erne, blev modelleret efter det nazistiske parti, herunder Det Syriske Folkeparti [Syrian Popular Party] og Det Unge Egypten [Young Egypt Society], som var udtrykkeligt anti-semitiske i deres ideologi og programmer. Lederen af Syriens Nationalsocialistiske Parti, Anton Saada, forestillede sig selv som en arabisk Hitler og anbragte et hagekors på sit partis banner.

Det pro-nazistiske sindelag og det i stigende grad anti-jødiske verdenssyn af al-Husseini og hans samtidige blandt det nye arabiske lederskab, blev beskrevet på denne måde af en leder af Baath-partiet i Syrien: "Vi var racister, beundrede nazismen, læste dens bøger og kilderne til dens tænkning, især Nietzsche, (...) Fichte og H. S. Chamberlains Grundlaget for det nittende århundrede [Die Grundlagen des Neunzehnten Jahrhunderts - udkom i 1899, o.a.], som kredser om race. Vi var de første til at tænke på at oversætte Mein Kampf. Enhver, der levede i denne periode i Damaskus var klar over det arabiske folks hældning mod nazismen, for nazismen var den magt, der kunne tjene som dets forkæmper, og den, der er besejret, vil af natur elske sejrherren."

Selvom han var stormufti af Jerusalem, flyttede al-Husseini sin base for operationer (og pro-nazistisk propaganda) til Libanon i 1938 og Irak i 1939, hvor han hjalp med at etablere den stærkt pro-tyske Rashid Ali al-Gaylani som premierminister. Hans rolle som en loyal akse-allieret blev i stigende grad værdsat af den tyske regering, som opfordrede ham til at flytte sin base til Berlin. På selve dagen han ankom, den 6. november 1941, mødtes Husseini med Ernst von Weizsäcker, den tyske udenrigsminister. Tre uger senere, den 28. november 1941, mødtes Husseini for første gang med Hitler. Som Timmerman med rette har gjort gældende, skyldes "al-Husseinis plads i historien" dette møde, hvor han tilbød at etablere en arabisk legion til at assistere i udførelsen af Hitlers udryddelse af jøderne. "Muftiens nære bånd til Hitler, og hans totale tilslutning til Hitlers Endlösung," konkluderer Timmerman, "udgør den fælles tråd, der forbinder fortid med nutid. Hvis dagens muslimske antisemitisme er som et træ med mange grene, næres dets rødder direkte af Hitlers Tredje Rige."

Fra begyndelsen af sit ophold i Berlin, blev al-Husseini portrætteret i nazistisk propaganda som den åndelige og religiøse leder af islam. Den 8. januar 1942 rapporterede Radio Berlin, at muftien "i et telegram til den tyske Führer, over for hele verden [havde] bekendtgjort sin tilslutning til aksemagterne mod Storbritannien, jøder og kommunister." I en tale, hvor han annoncerede sin ankomst til Tyskland, kaldte han jøderne "muslimernes mest bitre fjende" og et "evigt korrumperende element" i verden. Fra sit kontor i Berlin, Das Arabische Büro, mobiliserede al-Husseini politisk og militær støtte til det nazistiske regime og organiserede netværk af spioner i hele Mellemøsten. Som Bernard Lewis har mindet os om: Selv Anwar Sadat "arbejdede, efter eget udsagn, som tysk spion i det britisk besatte Egypten" for al-Husseini.

Der er også beviser på, at muftien rådgav og bistod sine tyske værter i ødelæggelsen af det europæiske jødiske folk. Hans betydning "må ikke overses", fastholdt Adolf Eichmanns stedfortræder Dieter Wisliceny i 1941. "Muftien havde gentagne gange foreslået de forskellige autoriteter, han havde kontakt med - først og fremmest Hitler, Ribbentrop, og Himmler - at udrydde de europæiske jøder." Ved Nürnbergprocessen, var Wisliceny endnu mere eksplicit: "Muftien var en af initiativtagerne til den tyske systematiske udryddelse af de europæiske jøder og havde været fast samarbejdspartner med og rådgiver for Eichmann og Himmler i udførelsen af denne plan. Han var en af Eichmanns bedste venner og havde konstant ansporet ham til at fremskynde udryddelsesforanstaltningerne. Jeg hørte ham sige, at han, ledsaget af Eichmann, incognito havde besøgt gaskammeret i Auschwitz." Under dette besøg i Auschwitz, siges al-Husseini at have "formanet vagterne, der drev gaskamrene, til at arbejde mere flittigt."

I 1943 rejste al-Husseini flere gange til Bosnien, hvor han hjalp med at rekruttere et bosnisk muslimsk SS-kopmpani, de berygtede "Handzar-styrker", der slagtede 90 procent af Bosniens jøder og brændte "utallige serbiske kirker og landsbyer." Igennem 2. Verdenskrig prædikede al-Husseini regelmæssigt i radioudsendelser til Mellemøsten. Den 2. november 1943, mindre end tre uger efter den første nazistiske inddrivning af romerske jøder og i begyndelsen af den nazistiske besættelse af den italienske hovedstad, brugte han tysk radio til at udsende et af sine mest ondartede anti-semitiske budskaber: "Den overvældende egoisme, der ligger i jødernes karakter, deres uværdige tro på, at de er Guds udvalgte folk og deres påstand om, at alt blev skabt for dem og at andre folk er dyr" gør dem "umulige at stole på. De kan ikke blandes med nogen anden nation, men lever som parasitter blandt nationerne, udsuger deres blod, forgriber sig på deres ejendom, korrumperer deres moral." "Dræb jøderne, hvor end I finder dem", fortalte muftien sit voksende arabiske radiopublikum i 1944. "Dette behager Gud, historien og religionen."

"Det er næppe tilfældigt, at begyndelsen til Hitlers Tredje Riges systematiske fysiske ødelæggelse af de europæiske jøder faldt omtrentligt sammen med muftiens ankomst til akse-lejren", påpegede Joseph B. Schechtmann i sin 1965-bog The Mufti and the Führer. Og meget af det arabisk-muslimske lederskab i Mellemøsten lærte at dele al-Husseinis tanker om jøderne under Anden Verdenskrig.

Efter Aksemagternes nederlag, undgik Hajj Amin al-Husseini at blive anklaget som krigsforbryder i Nürnberg ved at flygte til Egypten, hvor han fik politisk asyl og hvor han, kort tid efter sin ankomst, mødte den unge Yasser Arafat, en teenager, der dengang levende i Cairo. (Arafat og al-Husseini var faktisk fjernt beslægtede: Arafat mor var datter af en fætter til al-Husseini.) Arafat blev hurtigt en hengiven protegé af stormuftien, som bragte en tidligere nazi-soldat til Egypten for at lære Arafat og andre at kæmpe. Arafat udgød første gang jødisk blod under terrorangreb mod Israel i 1947.

Muftiens mission, at føre vedvarende krig mod jøderne, blev videreført af Arafat i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne. I 1969 for eksempel rekrutterede PLO to tidligere nazistiske instruktører, Erich Altern, leder af Gestapos afdeling for jødiske anliggender, og Willy Berner, en SS-officer fra udryddelseslejren, Matthausen. En anden tidligere nazist, Johann Schuller, leverede våben til Fatah. Belgieren Jean Tireault, sekretær for den nynazistiske La Nation Européenne, kom også på Fatahs lønningsliste. Endnu en belgier, den nynazistiske Karl van der Put, blev rekrutteret af PLO. Og den tyske nynazist, Otto Albrecht blev anholdt i Vesttyskland med PLO identitetspapirer, efter at PLO havde givet ham 1,2 millioner dollars til våbenkøb.

Arafat ærede altid al-Husseini, der døde i 1974, som sin elskede helt og mentor. I en stor tale i april 1985 sagde Arafat, at han var "enormt stolt" over at være muftiens discipel og understregede, at PLO "fortsætter den vej", han banede. Tæt på 30 år efter al-Husseini død, henviste Arafat i et interview fra august 2002 til "vores helt al-Husseini" som et "symbol på evnen til at modstå verdens pres, der var forblevet arabisk leder på trods af krav om at få ham udskiftet på grund af hans nazistiske bånd."

Som Robert S. Wistrich overbevisende argumenterede, har nazismens anti-jødiske arv "vist sig at være særlig potent" i den arabisk-islamiske verden, "hvor antisemitismen igen har fået en potentielt dødbringende ladning." Denne nye og snigende islamiske antisemitisme, med dens rødder i nazismens ondskabsfulde anti-jødiske ideologi, er blevet udbredt over hele den arabiske verden. Faktisk er der, som Wistrich viser, "i øjeblikket en kultur af had, der gennemsyrer bøger, tidsskrifter, aviser, prædikener, video-kassetter, internettet, tv og radio i det arabiske Mellemøsten, der ikke er set siden Nazi-Tysklands storhedstid."

Dele af traditionen for muslimsk antisemitisme stammer fra så langt tilbage som middelalderen, men i de seneste årtier, som Wistrich har gjort opmærksom på, har de dehumaniserende billeder af jøder og Israel, der har gennemtrængt islams statslegeme, været tilstrækkeligt radikale i tone og indhold til at udgøre en ny "retfærdiggørelse af folkemord" [”warrant for genocide”]. Noget anderledes, noget nyt, trængte ind i den arabiske tænkning i det tyvende århundrede. Og dets oprindelse er ikke særlig svær at spore. Meget af denne nye muslimsk-inspirerede antisemitisme skylder sin udvikling én mand: Hajj Amin al-Husseini, der så lidenskabeligt støttede og bidrog til Hitlers Endlösung.

Denne uhellige arv af ondartet antisemitisme og anti-jødisk terrorisme har holdt sig levende: I de tres år siden Holocaust, har Hajj Amin al-Husseini, grundlæggeren af den radikale Palæstinensiske Nationale Bevægelse, været helten for den terroristiske Palæstinensiske Befrielsesorganisation og en inspiration for to generationer af radikale islamiske ledere i deres fortsættelse af Hitlers krig mod jøderne.

---

David G. Dalin er professor i historie og statskundskab ved Ave Maria University. Denne artikel er bearbejdet efter hans nye bog The Myth of Hitler's Pope.

---

Oversættelse: Bombadillo