Palæstinensernes foruroligende behandling af kristne
Af Michael Curtis
Oversættelse af: The Disquieting Treatment of Christians by the Palestinians
Kilde: Gatestone Institute, 15. februar 2012
Udgivet på myIslam.dk: 24. maj 2012

I de omfangsrige kommentarer til Mellemøsten i dag er meget lidt opmærksomhed blevet givet til de kristnes triste skæbne i de arabiske og muslimske lande. Endnu mindre opmærksomhed er blevet givet til kontrasten mellem behandlingen af kristne i Israel og behandlingen af dem i arabiske lande. I Israel har kristne religionsfrihed og deres antal er steget. I de arabiske lande er kristnes religiøse frihed begrænset og deres antal er blevet reduceret på grund af chikane, frygt og forfølgelse. Det er godt at mindes Martin Luther Kings ord: "I sidste ende vil vi huske, ikke ordene af vore fjender, men tavsheden af vore venner."

Kristne har været til stede i Mellemøsten i to årtusinder. Hundredvis af kirker og klostre blev bygget efter at kejser Konstantin legaliserede kristendommen i år 313. Men efter den islamiske erobring i 638 har kristne været underlagt århundreders arabisk og muslimsk herredømme. I det osmanniske rige havde de status af dhimmier, dvs ikke-muslimer, der blev beskyttet, men var andenklasses borgere. I dette millet-system, baseret på religiøst tilhørsforhold, blev kristne tolereret, men levede samtidig i en tilstand af evig ydmygelse, endda af underkuelse.

Befolkningsstatistikker i dag er tvivlsomme og folketælling er vanskelig at gennemføre i de forskellige lande i Mellemøsten; den demografiske udvikling og de præcise religiøse tilhørsforhold er politiske spørgsmål og skal behandles med forsigtighed. Men det er klart, at under muslimsk styre blev kristne en minoritet i Palæstina. I de senere år er den kristne befolkning faldet, ikke bare numerisk, men også efter andelen af den samlede befolkning. Dette fald skyldes en række faktorer: Kristen emigration, en højere muslimsk fødselsrate, dårlige økonomiske forhold, fremkomsten af islamistiske grupper, især Hamas og Islamisk Jihad, voksende usikkerhed, anvendelsen af kristne byer, som f.eks. Beit Jala, som base for palæstinensiske krigeres snigskydning mod israelske områder i Jerusalem og kristen bekymring for deres skæbne i den politiske fremtid.

Kritikere af Israel har hævdet, at afgangen af kristne fra Palæstina skyldes den "israelske besættelse." Ingen tvivl om, at israelske foranstaltninger, taget af sikkerhedsmæssige grunde, har skabt økonomiske problemer og har ført til en vis afgang. Men denne generelle anklage ignorerer den kendsgerning, at to tredjedele af de kristne arabere forlod området mellem 1949 og 1967, i den periode, hvor Jordan besatte og annekterede Vestbredden og Egypten kontrollerede Gaza, flere år før Israel kontrollerede disse områder.

Det muslimske flertals diskriminerende behandling af kristne og konsekvenserne af vedvarende arabisk fjendtlighed mod staten Israel har ført til øget udvandring fra Vestbredden og Gaza, de områder, der kontrolleres af muslimer. Kristne i disse to områder udgør nu kun omkring 40.000 mennesker, 1,5 procent af den samlede befolkning. Byerne Ramallah og Betlehem, som var afhængige af handelen med kristne turister og pilgrimme, har begge mistet deres kristne flertal. I 1995 udgjorde antallet af kristne i Betlehem to tredjedele af befolkningen; i dag udgør de mindre end 20 procent. Ifølge den britisk afholdte folketællingen i 1947 var der 28.000 kristne i Jerusalem; i 1967, efter 19 år med jordansk styre, var der 11.000. Derimod er antallet af kristne i Israel steget fra 34.000 i 1949 og 120.000 i 1995 til over 150.000, g udgør nu omkring ni procent af den israelsk-arabiske befolkning, og to procent af den samlede befolkning i hele Israel.

Det kristne samfund på Vestbredden og i Gaza har en medianalder på 32 år sammenlignet med den muslimske medianalder på 16. I forhold til muslimerne, er dets medlemmer ældre når de gifter sig, har en lavere fertilitet, er bedre uddannet, er dobbelt så tilbøjelige til at have en universitetsuddannelse, har en højere indkomst, og er mere tilbøjelige til at være i hvid krave og forretningserhverv.

Palæstinenseres diskrimination mod, fjendtlighed over for og intimidering af kristne har taget en række former. Fra 1949 til 1967 besatte Jordan Vestbredden; dens love forbød kristne at købe jord og huse i den gamle by i Jerusalem; alle skoler blev lukket på muslimske helligdage; moskeer blev bevidst opført i nærheden af kirker. Den Palæstinensiske Myndighed formulerede en forfatning i 2003, der erklærede, at islam var "den officielle religion." Forfatningen erklærer også, at i en palæstinensisk stat skal principperne i den islamiske sharialov være den vigtigste kilde til lovgivning. Erklæringen om, at "respekt og hellighed for alle andre himmelske religioner skal bevares" modsiges i praksis af angreb og fordømmelse af kristne i moskeer, prædikener og islamiske gruppers publikationer. Hertil kommer, at det palæstinensiske retssystem ikke yder beskyttelse for kristne jordejere, og håndhæver diskrimination i uddannelses-, kultur- og beskatningspolitikken.

Mere drastisk er kristne blevet udsat for direkte chikane. De er blevet intimideret og mishandlet; penge er blevet afpresset; jord og ejendom konfiskeret; og kristne kvinder er blevet misbrugt, voldtaget, bortført og er blevet udsat for tvangsægteskaber. Man har forsøgt at pålægge dem de islamiske kvinders beklædningsregler.

Den Palæstinensiske Myndighed har nægtet kristne, såvel som jødiske, bånd til Jerusalem. Kristne hellige steder er blevet nedgjort eller forhånet. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation smed i juli 1997 munke og nonner ud af Den Hellige Treenigheds Kloster i Hebron. Palæstinensiske bevæbnede mænd anbragte sig i eller nær kristne hjem, hoteller og kirker under kampene mod Israel. Det mest berygtede eksempel på palæstinensisk forhånelse skete den 2. april 2002, hvor over 150 bevæbnede mænd overtog Fødselskirken i Betlehem og brugte den til at skyde mod israelske soldater, der af respekt for kirken ikke besvarede ilden. Præster, munke og nonner var i realiteten gidsler af palæstinenserne, der tilsyneladende stjal guld og anden ejendom, herunder bønnebøger.

Tyveri af kristen jord og ejendom samt vanhelligelse af kristne institutioner og nedgøring af religionen er forekommet. Der er påstande om, at kristne bliver tvunget væk fra deres jord af bander, der gives medhold af et korrupt retsvæsen. Virksomheder har måttet betale beskyttelsespenge for at opretholde deres eksistens. Personer, der er konverteret til kristendommen, er blevet truet. Efter at en kristen mand havde haft stævnemøde med en muslimsk kvinde fra en nærliggende landsby i september 2005, blev den kristne by Taibe angrebet af væbnede muslimer, der råbte "Allahu Akbar", sætte ild til boliger og forretninger og ødelagde en statue af Jomfru Maria. Kvinden var allerede blevet forgiftet af sin egen familie i et "æresdrab".

Kristne grave i Gaza-striben er blevet gravet op. Anti-kristen graffiti er dukket op og kristne kirkegårde og statuer er blevet skændet. I februar 2002 angreb en muslimsk pøbel kirker og kristne butikker i Ramallah. First Baptist Church i Betlehem er blevet brandbombet mindst fjorten gange, og præsten, Naem Khoury, blevet skudt. I Gaza i juni 2007 blev en leder af baptistkirken, en af de ældste i området og som indeholder Gazas eneste kristne bibliotek, kidnappet og myrdet. Sagrada Familia-skolen i Gaza blev afbrændt, og nonnernes bygning i klostret, Søstre af Rosenkransen, blev i juni 2007 plyndret og hellige billeder og bøger brændt.

I en tale i Paris, refereret i L'Osservatore Romano den 17. september 2008, foreslog pave Benedikt XVI, bekymret over udviklingen i muslimske lande i Mellemøsten, at overveje begrebet "positiv laicitet", et udtryk han lånte fra den franske præsident Nicolas Sarkozy. Udtrykket refererer til samfund, hvor forskellige religioner har lov til at eksistere, alle sammen adskilt fra staten og alle behandlet på en positiv måde. Paven var bevidst om den fare, som truer kristendommen, hvis islamisk fundamentalisme får succes og teokratiske arabiske regimer opstår. I modsætning til den palæstinensiske muslimske behandling af sin kristne minoritet, bygger israelsk politik på en adskillelse af religion og stat i et samfund, der er pluralistisk og forsvarer religioners frihed og menneskerettigheder.

Hvis man sammenligner den måde, hvorpå hhv. de palæstinensiske muslimer og israelerne behandler deres kristne minoriteter, kommer Israel tættere på den positive laicitet, der er foreslået af paven og præsident Sarkozy, end de muslimske palæstinensere.




Michael Curtis er professor emeritus i statskundskab ved Rutgers University, og forfatter til Should Israel Exist? A sovereign nation under assault by the international community.




Oversættelse: Bombadillo