Blandt de troende
Et nyt syn på islams oprindelse skildrer en tolerant verden, der måske ikke har eksisteret
Af Patricia Crone
Oversættelse af: Among the Believers
Kilde: Tablet, 10. august, 2010
Udgivet på myIslam.dk: 5. oktober 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


En pilgrim beder i mekka. (Reza/Getty Images)

Alle, der ønsker at rekonstruere islams oprindelse, står over for det faktum, at de første hundrede år er uden ubestridelig autentisk information. Vi har Koranen, nogle mønter, inskriptioner og nogle ikke-muslimske udsagn, men hovedfortællingen stammer fra omkring 120 til 150 år efter begivenheden selv. Hvordan kommer vi videre? Nogle vælger simpelthen at acceptere hovedfortællingen, passende modificeret visse steder. Andre, der ofte kaldes "revisionister", afviser hovedfortællingen til fordel for nye rekonstruktioner baseret på autentiske vidnesbyrd og på sådanne oplysninger fra hovedfortællingen, der er kompatible med dem. Fred M. Donners bog Muhammad and the Believers: At the Origins of Islam falder i den anden kategori. Tilgængeligt skrevet og let læst, uddyber den et tema, som han bragte på bane i en videnskabelig artikel for syv år siden: I de første hundrede år, skriver han, var islam en økumenisk bevægelse.

Donner bemærker, at et lille antal koraniske passager taler om troende fra Bogens Folk, dvs. jøder og/eller kristne. Således siger Koranen 3:199, et af de to givne eksempler: "Blandt Skriftens folk er der nogle, der tror på Allah og det, der blev sendt ned til jer, såvel som på det, der blev sendt ned til dem ..." Da Koranen som helhed er henvendt til troende, er dette for ham et tegn på, at Muhammeds tilhængere ikke udgjorde et særskilt trossamfund, men snarere inkluderede monoteister fra ethvert samfund, som troede på Gud og den yderste dag og var villige til at leve gudfrygtigt. Han bemærker også, at Abraham er fremhævet som hverken en jøde eller en kristen; at jøder - i et dokument, som Muhammed udarbejdede i Medina - er nævnt som et samfund, der består af troende eller som lever side om side med troende; og at enhver monoteist kunne acceptere den første del af den muslimske trosbekendelse: "Der er ingen anden gud end Gud": Det er denne sætning alene, der optræder på mønter og i papyri og inskriptioner ned til ca. 685. Donner mener, at frygt for den nært forestående dom drev de troende sammen, og at de mod slutningen af Muhammeds liv var blevet militante i deres ønske om at etablere Guds rige på jorden. Alligevel giver modellen med "voldelig erobring" ikke sociologisk mening efter Donners opfattelse, og der er ringe tegn på ødelæggelse i de arkæologiske vidnesbyrd. Alle monoteister kan have fundet en plads i det nye samfund uden at skulle konvertere, foreslår han. Det var ikke før Abd al-Maliks regeringstid (685-705), at islam begyndte at fremstå som et selvstændigt og adskilt trosfællesskab.

Donners bog er allerede blevet hyldet på en måde, der viser, at dens tese appellerer dybt til amerikanske liberale: Her finder de den pæne, tolerante og åbne islam, som de længes efter. Hvis bogen opnår en bred læserskare og har held til at overbevise den brede amerikanske offentlighed om, at muslimer ikke er de umennesker, de plejer at forestille sig, vil den have gjort et nyttigt job. Men som et bidrag til forskningen lader den noget tilbage at ønske.

Hovedproblemet er, at det eneste direkte bevis for Donners centrale tese er de koraniske vers om de troende fra Bogens Folk; resten er formodning. De pågældende vers fortæller os ikke noget om begivenheder efter Profetens død, og det må siges, at de medinensiske suraer, som de udgør en del af, ikke peger i retning af økumenisme. De er fulde af bitter og fjendtlig polemik imod jøder og kristne, som begge anklages for polyteisme, guddommeliggørelse af deres egne ledere, guddommeliggørelse af dem selv og meget mere. Jøderne bebrejdes at afvise Jesus, de kristne at guddommeliggøre ham. Hvis der var troende blandt Bogens Folk i Medina, ville en oplagt forklaring være, at de var jødiske kristne, en velkendt hypotese, som Donner ikke overvejer. De jakobitiske, nestorianske og melkitiske kristne, som muslimerne stødte på i Syrien, Egypten og Irak, var utvivlsomt polyteister efter koraniske standarder, og med al respekt for Donner så er det faktum, at de var uenige om kristologien, ikke til nogen hjælp, fordi deres stridigheder havde Kristi guddommelighed som forudsætning.

Donner har helt ret i, at den første del af den muslimske trosbekendelse ville have været acceptabel for alle monoteister. "Det er derfor ikke urimeligt at foreslå, at mange kristne og jøder i Syrien, Irak og andre områder, som monoteister kunne have fundet en plads i det voksende samfund af troende", skriver han. Det kunne de måske, men gjorde de? Folk slutter sig normalt ikke sammen, bare fordi deres slogans lyder forenelige. Var den muslimske trosbekendelse virkelig formuleret, så den kunne appellere til jøderne og de kristne? Sebeos, der skrev ikke længe efter 660'erne, mente det ikke. Ifølge ham sendte Muawiya [den første umayyade-kalif, o.a.] et brev til den byzantinske hersker Constans (641-68), der fortalte ham, at han skulle "opgive den frugtesløse kult, som du lærte fra barndommen af. Afvis denne Jesus og vend dig til den store gud, som jeg tilbeder, vor fader Abrahams gud." Sebeos var tydeligvist ikke klar over, at islam var en økumenisk bevægelse: Efter hvad han havde hørt, betragtede muslimerne tilbedelse af den ene gud som uforenelig med tro på den kristne Jesus. Donner fastholder ikke desto mindre, at Sebeos, Ishoyahb (ca. 647) og Bar Penkaye (ca. 690) alle giver bevis for, at "nogle kristne og jøder kan have været fuldt integreret som sådan i de troendes tidlige samfund." Hans bevis er, at Sebeos identificerer den første guvernør, der af muslimerne blev udpeget til at lede Jerusalem, som jøde; at Ishoyahb fortæller os, at de muslimske erobrere af Irak ærede kristendommen og gav gaver til klostre og kirker; og at Bar Penkaye siger, at der var ikke så få kristne blandt de arabiske erobrere af Irak. Men beviser for varme holdninger og samarbejde er ikke bevis for fuld integration uden konvertering.

De kristne sekretærer, som Donner også fremfører, er heller ikke noget bevis, eftersom de var et permanent træk ved den middelalderlige muslimske verden. Desuden brugte muslimerne også zoroastrianske sekretærer, selv om de var klar over, at zoroastrianere ikke var monoteister. Ishoyahb siger videre om de kristne i Oman, at de kun behøvede at skille sig af med halvdelen af deres ejendom for at kunne forblive kristne, mens Bar Penkaye siger, at "af hver person krævede de kun tribut og tillod ham at forblive i en hvilken som helst tro, han ønskede." Med andre ord bekræfter begge kilder den konventionelle opfattelse, at ikke-muslimer måtte betale skatter for at forblive i deres religion. Faktisk taler Donner selv senere om byer, der blev fredeligt absorberet til gengæld for en skat. Hvis det var ved at inkorporere monoteistiske samfund som skatskyldige i deres domæner, at de troende virkeliggjorde deres mål om at etablere Allahs lovs overherredømme, er Donners tilsyneladende revisionistiske syn ikke andet end det konventionelle. Hvis han på den anden side mener, at nogle jøder og kristne blev fulde medlemmer af samfundet i den forstand, at de ikke behøvede at betale de skatter, der blev pålagt "beskyttede folk", så har han ikke fremlagt noget bevis.

Hvordan skal vi forestille os kristne og jøder "fuldt integrerede, som sådan, i det tidlige fællesskab af troende"? De troende var ifølge Donner alle dem, der accepterede troen på Gud og den yderste dag, og som var villige til at leve gudfrygtigt. Og et gudfrygtigt liv betød at følge koranisk lov: at bede regelmæssig, betale almisse, faste i dagtimerne i ramadanen og tage på pilgrimsfærd til Mekka. Men hvordan kunne et samfund med sin egen lov og eget pilgrimscenter mangle i konfessionel identitet? Og hvordan kunne kristne og jøder, der fulgte koranisk lov, forblive jøder og kristne? Donner har ikke noget svar på det første spørgsmål og to indbyrdes modstridende svar, begge implicitte, på det andet. Det første implicitte svar er, at jøder og kristne, der tilsluttede sig bevægelsen, i realiteten ikke behøvede at følge koranisk lov: Det økumeniske træk ved de troendes bevægelse tillod den "at rumme - foruden de arabere, der fulgte koranisk lov - mange jøder og især (forekommer det) kristne, der delte en vilje til retskaffen levevis." Man forstår, at araberne fulgte koranisk lov, mens jøder og kristne praktiserede retskaffen levevis på andre måder, formodentlig ved at følge deres egen lov. I overensstemmelse med dette siger Donner, at udtrykkene "muslim" og "troende" til sidst kom til at betyde dem, der levede efter koranisk lov i modsætning til jøder og kristne: Tidligere, kan man regne ud, havde udtrykket indfattet både dem, der praktiserede den koraniske lov og dem, der levede gudfrygtigt uden at gøre det. Men hvis jøder og kristne ikke fulgte koranisk lov, i hvilken forstand var de så fuldt integrerede som medlemmer af de troendes fællesskab? Skal vi forestille os et fællesskab, hvor frelse var mulig ved tre forskellige love (og faktisk tre forskellige teologier)? Opfattelsen er måske ikke umulig, men kan heller ikke hævdes ubesværet, mindst af alt i en situation, hvor den ene part havde etableret sit overherredømme over de to andre ved erobring.

Den anden implicitte løsning er, at alle de troende fulgte de samme love, bare ikke de koraniske, eller at det i det mindste var, hvad de arabiske troende og de kristne gjorde i forbindelse med bøn. Den tidlige tradition beskriver en qibla musharriqa, en østvendt bederetning, siger Donner, hvilket tyder på, at vi her kan have mindet om et stadium, hvor muslimerne vendte sig mod øst i deres bøn ligesom de kristne. Faktisk, tilføjer han, skal de "vage" rapporter om, hvordan Muhammed selv ændrede bederetningen mod Mekka, måske ses som en bearbejdet, rudimentær erindring om den senere ændring, hvorved muslimerne begyndte at adskille sig fra deres tidligere kristne trosfæller. Dette kan næppe være rigtigt, da det er den jødiske bederetning mod Jerusalem, ikke den kristne retning mod øst, som Muhammed siges at have forladt til fordel for Mekka. Men selv om vi lader dette passere, hvad skal vi så stille op med jøderne, der bad i en anden retning end de to andre? Og helt bortset fra det, hvis Muhammed ikke selv indførte qiblaen mod mekka, hvordan kan den pilgrimsfærd, der er foreskrevet i Koranen, så have været til Mekka? Intet synes helt at passe. Hvis alt, hvad Donner vil sige, er, at de muslimske erobrere gerne ville yde gunstbevisninger til jødiske og kristne samarbejdspartnere, han har helt ret, men det er hverken nyt eller forbundet med monoteisme, fordi de også var glade for at samarbejde med zoroastrianere.

Er han virkelig revisionist eller bare helt igennem konventionel? Man er aldrig helt sikker. Påstanden om, at modellen om "voldelig erobring" bør kasseres, er ultra-revisionistisk: Den går imod vidnesbyrdet fra både samtidige kilder (som Donner anerkender) og den senere tradition, som han selv har skrevet en kendt bog om. Nu taler han om "erobrere" og "erobrede" i gåseøjne. Men samtidig indrømmer han stadig, at der var militære kampagner og slag; han giver os endda et resumé baseret på sin 1981-bog: The Early Islamic Conquests. Han indrømmer også, at der var en del plyndring og tilfangetagelse, skønt han (igen i strid med de samtidige kilder) gør sit bedste for at bagatellisere begge aktiviteter. Men hvis du besætter et land ved hjælp af militære kampe, i hvilken forstand har du så ikke været engageret i "voldelig erobring"? Udtrykket er sikkert en tautologi. Hvad Donner synes at mene, er simpelthen det velkendte faktum, at muslimerne ikke kastede sig ud i systematisk ødelæggelse af byer, kirker og andre religiøse bygninger, og at de ikke var ude efter at påtvinge deres religion med magt. Modellen om "voldelig erobring" er forkert, fortæller han os, fordi den er baseret på den fejlagtige forestilling, at "erobrerne" (hans anførselstegn) kom med det formål at pålægge lokale befolkninger en ny religion med magt. Hvor alvorligt er det meningen, man skal tage dette? Ingen forsker mener, at de muslimske erobrere var ude efter at pålægge deres religion med magt; selv hvis man går et århundrede eller mere tilbage, kan jeg ikke komme i tanke om nogen, der har gjort sig til talsmand for den opfattelse. Men alle forskere - bortset fra Donner og (i en anden henseende) Yehuda D. Nevo og Judith Koren - accepterer, at muslimerne var involveret i "voldelig erobring". Lægfolk har måske stadig behov for at blive mindet om, at muslimerne ikke var ude efter at påtvinge deres tro med magt, men at præsentere lægfolks misforståelser som basis for videnskabelig konsensus er ikke ærligt spil.

Hvis alt, hvad Donner ønsker at fastslå, er, at de muslimske erobringer var relativt hurtige og kirurgiske operationer, der efterlod byliv, religiøse samfund og komplekse organisationer intakte, så bekræfter han blot den konventionelle opfattelse. Men hvad har det at gøre med økumenisme? Muslimerne deltog ikke i systematisk ødelæggelse af byer eller religiøse bygninger, uanset om disse var monoteistiske, zoroastrianske eller (i Harran) hedenske. Senere nedtoner han den revisionistiske påstand til det helt harmløse, hvor kildernes vægt på ekspansionens militære dimension skulle have skjult dens karakter af en monoteistisk reformbevægelse, som mange lokalsamfund "kan have set ringe grund til at modsætte sig." Et andet sted synes han implicit at opgive sin tese, for han fortæller os, at de tidlige kharijiter "repræsenterede overlevelsen i sin reneste form af den oprindelige pietistiske drivkraft i de troendes bevægelse." Vil det så sige, at vi skal se kharijiterne som bærere af økumenisme? I nutidens Mellemøsten bliver militante fundamentalister ofte, med stor berettigelse, kaldt "kharijiter". Omvendt er det svært at få sig selv til at se Osama bin Laden eller Abu Musab al-Zarqawi som repræsentant for økumenisme.

Donner siger så mange mærkelige ting i denne bog, at man undrer sig over, hvad der foregår. I forordet fortæller han os, at islam efter hans opfattelse begyndte som en religiøs bevægelse, ikke som en social, økonomisk eller "national" bevægelse, og påstår, at alle hans forgængere fra Hubert Grimme (1892) og frem til i dag - herunder Montgomery Watt, mig selv og min klassicistiske kollega Glen Bowersock - har argumenteret for, at bevægelsen "i virkeligheden" var en slags nationalistisk eller nativistisk politisk eventyr, hvor religionen var sekundær og, som følge heraf, blot et påskud for de virkelige mål. Dette er bizart. Siger Donner virkelig, at en bevægelse er nødt til at være enten religiøs eller politisk, økonomisk eller social? Mener han virkelig, at Osama bin Laden og folk som ham blot bruger islam som et påskud, eller alternativt at vi alle tager fejl, når vi ser deres mål som politisk? Var religion kun et blufnummer, da Moses brugte den til at organisere et oprør i Egypten? Gjaldt det samme for Vittorio Lanternari da han skrev sin bog om nativisme i Amerika, Indien, Afrika og Asien under titlen The Religions of the Oppressed? Donner har uden tvivl levet længe nok til at vide, at religion kan artikulere bekymringer af enhver art, og at bekymringens natur ikke har nogen betydning for overbevisningens oprigtighed. Mange mennesker har oprigtigt troet på Gud og den yderste dag uden at gribe til våben for at etablere Guds rige på jorden. Blandt dem var de tidlige kristne. Muhammeds tilhængere i Arabien troede oprigtigt det samme, men drog ud for at erobre. Hvorfor denne forskel? Det har formentlig noget at gøre med Arabien. Alligevel taler Donner om den historiske tilfældighed, at islam opstod i Arabien. Han kan umuligt mene, at der ikke var noget i Arabien, der gjorde islams opståen mere sandsynligt dér end i Sibirien eller Indien; eller at hvis den ikke var opstået i Arabien, så ville den have gjort det et andet sted. Eller kan han? Han synes at tænke på religion som individuelle overbevisninger om åndelige og moralske sager, der er dannet uafhængigt af ydre omstændigheder ("gudgivne", som de troende selv oplever det), og som ikke kan artikulere politiske mål uden at blive til et blot påskud. Og samtidig synes han at mene, at religion virkelig kan få oprigtigt troende til at danne en stat og gribe til våben mod dem, der har modstridende overbevisninger. Det er svært at undgå fornemmelsen af, at han argumenterer for uforenelige standpunkter.




Oversættelse: Bombadillo