Hvordan det muslimske vanvid, startet af den tåbelige tale af en kristen præst, spredtes langt udenfor Adana.

[New York, 1909] Hermed bringer The Times en anden af James Creelmans rapporter [læs en første her] om sine undersøgelser af de armenske massakrer.

Nyheden om slaget i Adana, om armeniernes modstand og drabet på hundredvis af muslimer, blev spredt overalt ud over Den Kilikiske Slette, hvor historien om et foreslået armensk kongerige var blevet talt om i ugevis. Hele landet syntes at gå amok.

På selve dagen, hvor freden blev genoprettet i Adana, plyndrede og brændte muslimerne hvert eneste kristent hus på sletten, myrdede mændene og bortførte kvinderne og børnene. Det var et gigantisk orgie i blod og brand. Jeg har rejst over en del af distriktet, og ingen steder fandt jeg et kristent hus, der ikke var brændt, eller et muslimsk hus, der havde lidt skade. Intet i annalerne, selv ikke om dette land af krig og rov, er mere forfærdeligt. Som vilde dyr flåede landsbyboerne deres kristne ofre, råbte Profetens navn og forbandede alle vantro.

Mere end 200 landsbyer blev angrebet. I Missis blev kun 167 kvinder og fire mænd reddet ud af en stor kristen befolkning. I Hamedich blev tolv reddet ud af en mandlig befolkning på 600. I Osmanieh med 150 familier overlevede ikke mere end tolv familieoverhoveder. I Baghehe blev hele den mandlige befolkning udryddet; ikke en kristen mand undslap. I Kharmi omkom også alle kristne mænd. I Ayas blev 65 kristne dræbt og to blev reddet, den ene ved at blive muslim og den anden ved at gemme sig bag en klippe. I Saigetche blev 78 kristne dræbt.

Det var i Saigetche, at et selskab af armenske protestantiske præster, på vej til den amerikanske missionærkonference i Adana, blev stoppet på vejen og slagtet. En smuk og kultiveret armensk kvinde, hvis søn var elev på den amerikanske skole i Tarsus, blev vanæret af atten muslimer og derefter myrdet.

Mens denne forfærdelige tragedie foregik, sad hustruen til landsbyens mudvi, eller formand, på en balkon, og grinede og klappede i hænderne.

En muslimsk pøbel belejrede Hadjin, hvor Miss Lambert havde ansvaret for et amerikansk asyl for forældreløse med 300 børn. Her åbnede de kristne ild mod deres angribere og holdt dem stangen i dagevis. Miss Lambert telegraferede om hjælp. Et af hendes sendebud blev dræbt. Et andet blev skudt på. Men til sidst, takket være indsatsen fra den amerikanske vicekonsul i Mersina, blev tropper sendt fra Missis under ledelse af en pålidelig officer og Hadjin blev reddet, selv om de kristne i Missis blev slagtet, så snart landsbyens garnison tog af sted.

Sådan var det over hele den store slette. Over hundreder af mil kunne flammer og røg fra brændende landsbyer og gårde ses i alle retninger. Brutale rytterafdelinger fejede fra sted til sted, efterfulgt af horder af løbende fodfolk, med rifler, pistoler, sværd, leer, dolke og køller.

De skød de kristne i deres huse, hakkede dem med deres sværd og leer, slog deres hjerner ud, brændte dem levende. De sporede dem gennem hvede- og bygmarker med hunde, og i dagevis var menneskejagt en regulær sport.

Da alle de kristne huse var blevet plyndret og ødelagt, blev mægtige flokke af kristent kvæg, får og geder drevet mod øst til bjergene, og kameltog med plyndringsgods drog over sletten med en mængde erobrede kristne kvinder.

Dette er det tyvende århundrede! Og ikke en alvorlig protest fra de store kristne nationer!

Der var fred i byen Adana i ti dage, en forfærdelig fred, med tusindvis af armeniere, der skjulte sig i skoler, kirker og udenlandske fabrikker.

Men jo mere muslimerne talte deres døde, jo dybere blev deres ønske om fuld hævn over de armeniere, der så tappert havde forsvaret deres hjem. De unge Fedayees heroiske kamp, under den langhårede kaptajn, var en ubærlig krænkelse af muslimsk stolthed. Andetsteds var de fordømte vantro blevet trådt under fode og deres hjem ødelagt. Kun i Adana havde de kristne overvundet planen om udryddelse.

Hvilken ret havde de kristne missionærer til at beskytte armeniere, mens Fedayee skød sande troende ned? Hvilken ret havde den britiske vicekonsul til at blande sig i folkets anliggender og beskytte oprørere? Hvilken ret havde en udlænding og vantro til at stationere vagter ved den Gregorianske Skole og derved afskære folket fra dets kristne bytte?

Kristne og muslimske ledere viste sig i de krumme, snoede gader som et tegn på fred; turbanklædte muezziner råbte "La ilaha il Allah!" fra moskéernes grå minareter, hvorfra død havde regnet ud over kristne og muslimer; islamiske lærere spankulerede rundt med deres bedekranse, og talte "Guds smukke navne; "fred være med dig," og "for dig være fred" blev som sædvanlig mumlet på markedspladserne; lyden af arbejdernes hamre klingede igen; lemonadesælgernes råb steg op fra de dovne, brogede skarer; og statelige, beskidte kamelprocessioner, strålende med tæpper lagt over hvedesækkene, bevægede sig ind fra Cæsarea Konia, Eregli, og andre gamle byer på den anden side af De Kilikiske Porte [pas i Taurus-bjergene, o.a.].

Men selv om de ødelagte armenske butikker og brændte armenske huse gav en vis følelse af tilfredshed til byens store hob, og det blev rapporteret, at kristne lig var blevet fundet i havet 30 mil væk, ja, endog så langt væk som Cypern - mens alle dræbte muslimer lå i en god grav - var det noget andet med de historier om blodbad og udryddelse, der kom fra sletten: De ophidsende ordbilleder af hele landsbyer, tilsølet af kristent blod og derefter tilintetgjort af brand; af landbefolkninger totalt udslettet; af kristne kvinder og piger vanæret og buret inde i muslimske haremmer; af et stort landområde, oversået med rygende ruiner og som flød med kristne lig; af triumferende muslimer, som, udmattede efter at have udgydt kristent blod, ødelagt kristne hjem og kirker og indsamlet kristent gods, nu var i rolig besiddelse af de rige kristne afgrøder og besætninger - alle disse historier om plyndring og mættet begær og had vakte en ånd fra Helvede i Adana.

Væk med denne smiskende fred! De kristne nationers krigsskibe røg ude ved kysten. Udenlandske officerer og konsuler stirrede og udvekslede håndtryk ved de armenske ruiner, og udenlandske missionærer bespiste de armenske flygtninge eller hjalp dem med at flygte til andre lande. Forbandet være dem! Det var udenlandsk uddannelse og udenlandsk sympati, der inspirerede armenierne til at planlægge et kristent rige og gav deres edsvorne skytter mod til at dræbe hundredvis af muslimer. Lad ordet gå ud hemmeligt til alle sande troende. Denne gang skulle ingen armenier kunne prale af, at han ikke havde overgivet sig. Denne gang skulle de emsige udenlandske kristne komme til at se, hvad slags stof byen var gjort af.

Men der var ingen tid at spilde. Tropper var på vej fra den makedonske hær, der havde genetableret forfatningen, erklæret lighed mellem alle racer og religioner og gjort Abdul Hamid til fange. Uanset hvad skulle gøres for at få hævn og for at hævde den muslimske overlegenhed, så måtte det ske straks.

Ingen handling blev begået af armenierne eller deres venner for at provokere det andet udbrud i Adana. Det var en massakre ren og skær, inspireret af had, hævn og ønsket om plyndring. Fedayee var forsvundet, billederne af de armenske konger var gemt væk, Hunchag- og Droschag-selskaberne havde opgivet deres møder.

Da den forvrøvlede unge armenske biskop, hvis taler til armenierne om at bevæbne sig havde været med til at udløse den første kamp, på denne tid forlod Egypten og vendte tilbage til Mersina, blev han forhindret i at gå i land. Han rasede og truede, men en britisk kaptajn tvang ham til at vende tilbage til sit skib. Det var en ordre fra en britisk soldat, der holdt den biskoppelige agitator tilbage fra, ved sin tilstedeværelse, at gøre situationen farligere i Adana. De skridt der blev taget for at holde ham ude af landet, blev i almindelighed hjerteligt godkendt af armenierne, der var ivrige efter at undgå yderligere uro.

Sådan var situationen, da de nye tropper ankom til Adana om morgenen søndag den 25. april og slog lejr. Den dag blev mange grækere og andre begunstigede kristne hemmeligt rådgivet af muslimer om at hejse tyrkiske flag på deres huse. Noget skulle ske udelukkende med armenierne. I dagene for den første kamp blev mange grækere og andre kristne skånet på betingelse af, at de betalte store summer til køb af våben, som skulle bruges mod armenierne. Broderen til den amerikanske konsulære dragoman i Adana betalte 528 dollars for at redde sit liv, selv om 300 kristne ansatte blev dræbt på de to gårde, der var ejet af hans familie, alle bygninger brændt, og mere end 1.000 dyr transporteret væk. Men der var ingen afpresning ved det andet angreb, der syntes at være rettet mod armenierne alene.

Søndag eftermiddag hørtes spredte skud i byen. Tyrkiske soldater hævdede, at armenierne skød på dem, mens de fredeligt spiste deres aftensmad. Armenierne insisterer på, at soldaterne begyndte urolighederne.

Så fulgte en scene af rædsel uden fortilfælde. Den Gregorianske Skole, hvor omkring 2.000 armenske mænd, kvinder og børn, herunder mange invalider var stuvet sammen, blev sat i brand, og da de flygtende forsøgte at komme ud af den brændende bygning, blev de skudt ned som hunde af soldaterne og pøbelen. Efterhånden som flammerne indhyllede bygningen og åd deres vej ind i det indre, blev flammehavets buldren overdøvet af skrigene fra de mange skrækslagne mennesker indenfor. Den muslimske pøbel skrålede af glæde, når de hørte de fangne armenieres skrig og stønnen og så blege mænd og kvinder, med børn i deres arme, forsøge at nå ud i friheden, kun for at blive dræbt af de geværsalver, som grupper af soldater til stadighed affyrede. For at nå gaden var ofrene nødt til at løbe langs en udendørs svalegang og ned ad en trappe. I deres vilje til at drive deres ofre tilbage ind i flammerne, skød muslimerne på dem, når de kom styrtede hen ad svalegangen.

Ved foden af trappen stod en soldat, der stødte sin bajonet ind i bryst efter bryst. De, der undslap riffel-ilden, døde på hans stål. Han stod i en stor blodpøl, med døde og døende kristne hobet op omkring sig, med hænder dryppende og ansigtet oversprøjtet af blod. Døende mænd og kvinder greb hans ben, da de sank til jorden. Bag ham brølede pøbelen i ekstase, og en regn af kugler fejede hen over bygningen. Det siges, at morderen blev så træt i armene, at han måtte afløses, og en anden mand sættes i hans sted.

En modig jesuiterpræst formåede at få flere hundrede af armenierne ud af den brændende skole, og føre dem til et sikkert sted. Men det er sandsynligt, at mere end tusind af flygtningene blev dræbt af soldaterne og pøblen eller brændt levende. Op til det tidspunkt, hvor taget faldt sammen, og de tunge stenmure væltede ned, var ilden fra muslimernes rifler uophørlig.

Næppe var den Gregorianske Skole blevet angrebet, før den nedre armenske kirke, også fyldt med armenske flygtninge, mange af dem syge, blev sat i brand. Når de skræmte mennesker kom styrtende ud, blev de drevet tilbage af en kontinuerlig regn af kugler eller slagtet når de nåede gaderne.

Flammer viste sig i den protestantiske kirke, de katolsk armenskes kirke og skoler samt jesuitternes kirke og skoler. Da mørket faldt på hævede store søjler af ild og røg sig højt mod himlen.

Her, der, overalt dukkede nye brande op. Pøbelen, bistået af soldater og politifolk, plyndrede systematisk det armenske kvarter - den smukke, stenbyggede og velstående del af byen - og med fuldt overlæg ødelagde den med brand. Lyset fra hundreder og atter hundreder af brændende bygninger, oplyste de smalle gader, hvorigennem armeniere uden nåde blev jagtet og dræbt.

Tropper af tyrkere, arabere og tjerkessere ødelagde de armenske huse og tømte dem helt for deres indhold. Gulvene blev revet op og hver en krog gennemsøgt, så ingen armenier blev efterladt levende og ingen skat overset. Så blev petroleum hældt ud og faklen sat til.

Flere uger senere gik jeg gennem det ødelagte distrikt, der så ud som om, det havde været offer for nogle mægtige naturens krampetrækninger. Denne del af Adana var fuldstændig ødelagt, og stanken af kristne lig, der stadig lå begravet under det ødelagte murværk, talte sit tydelige sprog om de endnu utalte døde, mens jeg med få meters mellemrum så et pengeskab, revet åbent og tomt.

Hele natten, hele dagen, og hele næste nat fortsatte den store brand med at hærge. Jesuitternes skole var fejet væk. Ikke et skud var blevet affyret, ikke et slag slået af en armenier, end ikke i selvforsvar, under hele massakren. Gaderne var fyldt med døde. Det anslås, at 3.000 kristne blev myrdet i byen, efter at den Gregorianske Skole blev stukket i brand, herunder dem, der omkom i flammerne. Guvernøren og militærkommandanten nægtede endda at tillade de franske og engelske søofficerer at bringe brandslukningsudstyr fra deres skibe i Mersina til at holde branden i skak. De forsøgte heller ikke at forhindre deres tropper i at deltage i myrderierne og brandstiftelserne. Én officer indrømmede åbent, at han havde befalet sine tropper at skyde på armenierne med den begrundelse, at det var bedre militært set at sætte sine mænd til at skyde under kontrol end at lade dem tage sagen i egen hånd.

Uanset hvad kan man sige om et par kyllinge-hjernede armenieres provokation før det oprindelige udbrud i Adana, er det hævet over enhver tvivl, at den bedrøvelige massakre og plyndring, som begyndte med angrebet på den forsvarsløse armenske skole, var overlagt barbari, i hvilken den tyrkiske provinsregering var direkte involveret.

Da jeg talte med guvernøren i Adana om tragedien, hvor ikke mindre end 30.000 kristne var blevet dræbt og lige så mange flere sultende og hjemløse overlevende var kastet i flygtningelejre og asyler, for at blive bespist, beklædt, og plejet af udlændinge, for ikke at tale om de sårede, skubbede han sin røde fez tilbage på hovedet, slængede sig komfortabelt i stolen, greb røret af sin nargileh (tyrkisk pibe) ved dens blå fløjlsstilk, stak dets fede rav-mundstykke mellem sine store, flade tænder, krydsede sine tøffelklædte fødder og pustede langsomt tobaksrøgen ud.

"Det er et internt skænderi," sagde han. "Begge sider misforstod meningen med forfatningen. Der var megen tåbelig snak om frihed og lighed. Taler blev holdt og følelser blev såret. Det hele har været stærkt overdrevet. Det vedrører ikke lande uden for."

Han gned sig på maven, kastede hovedet tilbage og lo lydløst.

"De amerikanske missionærer? Åh, de gør meget godt med at oplyse en del af befolkningen. Det anerkender jeg selvfølgelig. Men deres lærere er alle sammen kristne. Det er noget skidt. Ingen tyrker vil sende sine børn til dem, for de ville blive lært at gøre korsets tegn. Lærerne i de amerikanske skoler burde være halvt muslimske og halvt kristne. Det ville være et godt arrangement. Så ville fordelene ikke være begrænset til armenierne."

Igen viste han sine tænder og lo lydløst, mens han drejede rundt på sin stol.

"Tingene er ikke halvt så slemme, som de bliver gjort til," sagde han. "Se!" - han bredte et stort stykke papir ud, dækket med tyrkiske tegn - "der blev kun dræbt 5.538 i alt. Det er slet ikke så dårligt, vel?"

Selv den høflige lille tyrkiske officielle tolk, der havde haft blikket hæftet på den spraglede lysekrone oven over og kæmpede for at holde masken, rettede i smug sine øjne ud ad siden mod mig, og overgav sig til den luksus at smile et kattelignende smil.

Det var først da jeg kørte ud over den Kilikiske Slette, eskorteret af to beredne tyrkiske soldater og ledsaget af den amerikanske konsul, Mr. Nathan med hans officielle vagt og tolk, at den fulde rædsel af de muslimske horders ødelæggelser gik helt op for mig.

I de amerikanske missioner i Mersina, Tarsus og Adana, i de skændede kirker og brandhærgede ruiner, i nødhospitalerne og telt-flygtningelejrene, havde jeg set tusindvis af hjemløse kvinder og børn, mange af dem uden en mand af deres eget blod tilbage til at beskytte dem.

Men på landet var der en ubeskrivelig følelse af trøstesløshed og død. Hele dagen kørte vi forbi sortsværtede, forladte gårde og brændte landsbyer. Time efter time, mil efter mil hvor vi stødte på nygravede grave, ubegravede kristne lig ribbet for deres kød af hunde, men ikke et eneste kristent hjem skånet.

Det er et land af stor skønhed og usædvanlig frugtbarhed. Den rige sorte muldslette når fra de tårnhøje, snedækkede Taurus-bjerge og ud til havet, og strækker sig over mere end hundrede mil, kun afbrudt af en enkelt række bakker.

Så langt øjet rakte, dækkede marker af hvede, bomuld, byg, sesam og havre landskabet, her og der afbrudt af smilende grønne vinmarker, klynger af morbær-, mandel- og abrikostræer, enge strålende af valmuer, tusindfryd og vild persille, og med tusindvis af lærker syngende i det uendelige.

De mest velstående bønder og jordejere, såvel som de mest succesrige, flittige og intelligente bønder på sletten, var armenierne. De fik jorden til at blomstre. Deres gårde var massive stenbygninger og deres landsbyer var betydelige, velordnede og værdige sammenlignet med muslimernes. På rejsen ud over landet var der tidspunkter, hvor de brede marker og den flade udsigt mindede om veldyrkede amerikanske præriegårde.

Hele dagen passerede vi forladte afgrøder. Ejerne var døde. Den overmodne hvede faldt til jorden. Den unge bomuld blev kvalt af ukrudt. Her og der var grupper af tyrkere ved at indsamle kristent korn. I nogle tilfælde havde de muslimske høstfolk indvilliget i at give halvdelen af afgrøden til dem, der eventuelt var tilbage af de kristne ejere. Ingen kristen vovede at vise sig i markerne, hvor rådnende menneskekroppe stadig lå.

Da vi kom til den stenopførte landsby Giaour Kur, eller den kristne landsby, fandt vi den som en bunke sammenrodede sten med her og der en brand-svedet mur. Af dens 300 kristne indbyggere blev kun 25 reddet.

De overlevende sagde, at da al den kristne ammunition var opbrugt og nogle af landsbyboere forsøgte at flygte om natten, krøb nogle få kvinder ind mellem sivene ved floden i håb om, at skaren ville overse dem og gå videre. Da de stakkels mødre krøb sammen i mørket ved kanten af vandet, kunne de høre muslimernes hylen mens de ledte efter friske ofre. Nærmere og nærmere kom de. Kvinderne kastede sig fladt ned. Når babyerne begyndte at græde, tog de afsindige mødre dem, vanvittige af frygten for opdagelse, og smed dem ud i floden én efter én for at få dem til at tie stille.

På to nabogårde så jeg mange lig af grækere, der stadig lå i markerne. Hunde havde flået dem. Kranierne viste mærker efter sværdhug. De store gårdbygninger var blevet ødelagt og besætningerne kørt bort.

Den blomstrende landsby Ingerly var et øde. Dens stærke murværk var brudt ned og spredt. Så fuldstændig var ødelæggelsen, at den kunne være sket et århundrede før. Nogle skulende muslimer drev omkring i gaden, der var så pakket med rester af brændte huse, at vi næsten ikke kunne komme igennem; men ikke én kristen kunne jeg finde til at fortælle historien om muslimsk raseri.

I midten af byen var der et stort kompleks, og her fandt vi flere tyrkere, der smilende havde slået lejr på taget af et lille udhus. De var meget elskværdige, fik os til at sidde med korslagte ben og drikke kaffe, og indrømmede derefter, idet de så ud over det frygtelige øde, der engang havde været hjem for mere end 500 kristne - for ikke at tale om flere hundrede arbejdere udefra - at nogle dårlige mænd langvejs fra, for det meste tjerkessere, havde angrebet Ingerly og havde, var de bange for, dræbt 31 mennesker. Sandheden er, at mere end 600 kristne blev myrdet i landsbyen af deres egne naboer.

Kort efter nåede vi Akarja, hvor en rystende gruppe overlevende, grækere, syrere og kaldæere, fortalte os om massakren på alle stedets kristne. Et 30 meter dyb brønd var blevet fyldt helt op med lig. 1500 hektar bomuld blev overladt til ukrudtet. Så fast besluttede var muslimerne på at ødelægge stedet, at de arbejdede hver dag i en uge på at brænde bygninger og vælte stenmure.

Overalt, hvor vi kiggede hen, mens vi bevægede os hen ad vejen, var det det samme. Hvert eneste kristent hus var ødelagt. De eneste beboelige huse tilhørte muslimer. Ord kan næsten ikke udtrykke den følelse af forladthed, der vækkes af så mange mil med ensomme ruiner i et solbeskinnet landskab fyldt med kornmarker, hvor hver forladt gård eller landsby havde været skueplads for en massakre.

Ind imellem kom et kameltog langsomt travende hen langs vejen.

De fez- og turbanklædte grupper her og dér, i røde og blå og snavset hvide dragter, der indsamlede dele af afgrøder på en doven orientalsk måde, tog en ny og forfærdelig drejning. Disse var deres kristne naboers mordere, uskyldige med hensyn til vin, men i stand til at begå overlagt mord efter en diæt af kolde agurker og salat. Det er svært at forstå, hvordan ædru mænd, under nogen provokation, kan dræbe kvinder og børn; og disse tyrkere, arabere, kurdere, og tjerkessere er stærke, mandigt udseende fyre, fri for udsvævelser og vant til et simpelt udendørs liv.

Af dokumentationen fra de få, der slap væk fra landsbyerne under massakren, som alle fortæller, at muslimerne hele tiden påkaldte sig Profetens navn og forbandede kristendommen, samtidig med at de dræbte deres ofre; af det faktum, at muslimske lærere eller præster mange steder anførte hoben med grønne bannere i hænderne, og at morderne altid satte hvide turbaner på hovedet, før de begyndte deres dødbringende arbejde; og fra den alvorligt mente gentagelse, fra tyrkere jeg talte med, af historien om et kristent rige, der skulle oprettes af armenierne - alt dette har overbevist mig om, at den store massakre var resultatet af en bevidst plan, omhyggeligt udarbejdet af den Muhamedanske Liga, under godkendelse af Abdul Hamid. Efter at have set og talt med muslimerne på landet og set resultaterne af et vanvittigt raseri, der greb dem med en vildskab næsten værre end vilde dyrs, kan jeg ikke tro, at naturlige religiøse fordomme eller arvede og udviklede aggressive instinkter, eller begge dele, er nok til at forklare, hvad der skete. Religion var bare et påskud for at ophidse folkets lidenskaber; religion, racehad og jalousi tjente som midlet, hvorved den gamle sultan kunne virkeliggøre sin plan for politisk hævn gennem den Muhamedanske Liga.

I landsbyen Abdoglou, inden for synsvidde af den historiske flod Pyramus, fandt vi en ensom overlevende armenier, som, med en rosenkrans i sine rystende hænder, guidede os igennem en forfærdende hob af brændte huse, blandt hvilke mange legemsdele og knogler lå spredt, og, i hjørnet af et af husene, med en myrdet vens sønderrevne lig ved sine fødder, fortalte os med skræmt hvisken om, hvad der var sket.

Abdoglou var en af de mest velstående landsbyer på den Kilikiske Slette, og på tidspunktet for massakren havde den mere end 500 kristne indbyggere, foruden omkring 500 udefra kommende kristne arbejdere, der blev tiltrukket af arbejdet i høstsæsonen.

På dagen for den første fred i Adana, hvor hele landet dirrede af spænding over den muslimske plan for en generel udryddelse af kristne, sendte de førende tyrkerne i landsbyen bud til den militære kommandant i Missis, og fik ham til at give dem rifler, så de kunne forsvare armenierne i Abdoglou mod enhver invaderende hob. Gennem dette trick fik muslimerne sikret sig et stort lager af våben og ammunition. Så overtalte de de kristne til at opgive de fleste af deres egne våben, og lovede højtideligt at beskytte dem. Dette var en almindelig muslimsk metode, der blev anvendt over hele sletten.

Efter at have afvæbnet de kristne begyndte muslimerne at plyndre og brænde deres huse, og den aften kom en sværm af bevæbnede ryttere fra det omkringliggende distrikt strømmede ind i gaderne, hvor de råbte Profetens navn og opfordrede til nedslagtning af alle vantro. Ofrene lukkede sig inde i landsbyens fire stærkeste huse og holdt i to dage deres fjender ude. Men med tiden blev husene sat i brand og dørene slået ind med økser. Alle som ikke blev brændt levende, blev skudt eller stukket ihjel, og deres hustruer og døtre bortført. Syv vogne var i arbejde hele dagen med at transportere ligene til bredden af Pyramus.

Indtil dette tidspunkt havde der ikke været det mindste tegn på antipati mellem muslimer og kristne i Abdoglou.

På min rejse over næsten halvtreds mil, var historien næsten altid den samme, og der var kun lidt variation i beretningerne fra dem, der besøgte andre dele af det ødelagte land.

I Adana bad jeg en af de ledende muslimske lærere, en mullah med stor intelligens og indflydelse, om at forklare massakren. Han var en gammel mand, tynd, hvidhåret, skarpskåren, en veteran, der havde givet stærke beviser på sin modstand mod forbrydelse og sit venskab med kristne. Mens han trak sin turban ned over øjnene og lod sin bedekrans løbe gennem sine rynkede fingre, udtrykte han sin beundring for det arbejde, som de kristne missionærer havde gjort, og erklærede, at han, hvis han havde turdet, gerne ville have sendt sine egne døtre til Dr. Chambers amerikanske skole. Han sagde, at det, der dybest nede lå til grund for massakren, var muslimernes manglende evne til at tolerere nogen som helst udfordring af princippet om muslimsk overhøjhed.

"Ingen forfatning, ingen proklamation af lighed mellem racer og religioner, kan ændre situationen," sagde han. "Regeringen kan ikke gøre, hvad Profeten selv ikke kunne gøre, hvis han var her."

"Men Sheik-ul-Islam og mange store lærere i den hellige lov har fortalt mig, at det var den religiøse pligt for en muslim at beskytte sin kristne landsmand," sagde jeg.

"Ja, ja, det er sandt. Men tingene er ikke desto mindre, som jeg fortalte dig. Muslimerne i dette land - jeg taler om de uvidende millioner og deres ledere - vil aldrig acceptere princippet om kristen lighed."

"Men er det muligt, at lærerne i den muslimske religion ikke kan nå ud og påvirke medlemmerne af deres tro?"

"Sheik-ul-Islam selv, hvis han kom her, ville intet kunne gøre."

Så foldede han armene og svajende fra side til side fortalte han denne fabel:

"Der var engang en løve, der gik på jagt med en hyæne og en ræv. De fangede et får, en ged og en hare. 'Hvordan skal vi dele byttet?' spurgte løven. Hyænen talte først. 'Du spiser fåret, jeg spiser geden og ræven spiser haren,' sagde han. Derpå bed løven hovedet af hyænen. Så vendte løven sig mod ræven. 'Hvordan skal vi dele byttet?' spurgte han. 'Jo,' sagde ræven, 'du spiser fåret til morgenmad, så spiser du geden til middag og om aftenen vil haren gøre det meget fint som din aftensmad.' 'Hvad får dig til at sige det?' spurgte løven. 'Hyænens hoved,' svarede ræven."

"Og det illustrerer situationen for muslimer og kristne i Lilleasien," tilføjede den kloge gamle mullah.

Den amerikanske befolknings stemme i dag kan fremtvinge et initiativ, bag hvilket ridderligheden og humaniteten af befolkningerne i det kristne Europa ville forene sig, til at skabe en demonstration, der ville være majestætisk nok til at indgyde frygt, hvis ikke respekt, blandt selv Lilleasiens muslimer.

Efter slagtningen af 30.000 mænd, kvinder og børn, er henrettelsen af et par mindre kriminelle, mens hundredvis af fuldt ud identificerede mordere og de mænd, der satte dem i gang, får lov til at gå frit omkring og hovere over deres værk, en udfordring for kristenheden. Hvis den tyrkiske regering ikke er stærk nok til at forhindre eller straffe udbredt barbari i Lilleasien, så bør de store nationer tage hånd om sagen, og Amerika, fri for enhver mistanke om politisk intrigemageri eller erobringslyst, bør være den første til at tale. Den systematiske udryddelse af kristne har samme krav på international protest og international indblanding som de gamle spørgsmål om pirateri og slavehandel. Og selvom det kan være rigtigt, som Sheik-ul-Islam og storvesiren forsikrede mig om i Konstantinopel, at der ikke er noget i sand islamisk politik, der retfærdiggør eller inspirerer til angreb på kristne, har mine undersøgelser på stedet for den sidste massakre overbevist mig om, at medmindre de store kristne nationer taler nu, og taler i et umisforståeligt sprog, og med et højtideligt løfte om at bakke deres ord op med handling, så må den enorme kristne befolkning i asiatisk Tyrkiet fortsætte med at leve i daglig frygt for deres skånselsløse muslimske undertrykkere.

---

Oversættelse: Bombadillo