Verdenstendenser i æresdrab
Af Phyllis Chesler
Middle East Quarterly, Spring 2010, pp. 3-11

Oversættelse af: Worldwide Trends in Honor Killings
Kilde: The Middle East Forum, Forår 2010
Udgivet på myIslam.dk: 30. maj 2014

En bekæmpelse af æresdrab-epidemien kræver forståelse af, hvad der gør disse mord unikke. De adskiller sig fra almindelige og psykopatiske mord, seriemord, affektmord, hævndrab og vold i hjemmet. Deres motivation er anderledes og baseret på normer for moral og adfærd, der er typiske for visse kulturer og ofte forstærket af fundamentalistiske religiøse diktater. I 2000 anslog FN, at der begås 5.000 æresdrab hvert år. [1] Dette antal kan være et rimeligt skøn for Pakistan alene, men på verdensplan er tallet langt større. I 2002 og igen i 2004 vedtog FN en resolution for at sætte en stopper for æresdrab og andre æresrelaterede forbrydelser. I 2004, på et møde i Haag om den voksende bølge af æresdrab i Europa, meddelte politimyndighederne fra Storbritannien en plan om at begynde at genåbne gamle sager for at se, om visse mord i virkeligheden var æresmord. [2] Antallet af æresdrab bliver rutinemæssigt undervurderet, og de fleste skøn er ikke meget andet end gætterier, der varierer meget. Definitive eller pålidelige skøn over tilfælde af æresdrab på verdensplan findes ikke.

Morsal O, en 16-årig tysk-afghansk pige, blev dræbt i maj 2008 af sin 24-årige bror Ahmad Sobair O. Han dolkede hende 23 gange på en parkeringsplads i Hamburg, Tyskland, på grund af hendes påstået urene moralske opførsel. Mord på teenagepiger eller unge voksne kvinder, begået af deres fædre eller andre nære mandlige slægtning, er kendetegnende for klassiske æresdrab og er ikke et mønster i vestlige ikke-indvandrede befolkningsgrupper.

De fleste æresdrab bliver ikke klassificeret som sådan, bliver sjældent retsforfulgt, eller, når de retsforfølges i den muslimske verden, resulterer i relativt milde domme. [3] Når et æresdrab sker i Vesten, viger mange, herunder politiet, stadig tilbage fra at kalde det et æresdrab. I Vesten fortsætter både islamistiske og feministiske grupper, herunder aktivister mod vold i hjemmet, med at insistere på, at æresdrab er en form for vold eller femicide (kvindedrab) i hjemmet efter vestligt mønster. [4] Det er de ikke. [5] Denne undersøgelse dokumenterer, at der er mindst to slags æresdrab og to offergrupper. De to former adskiller sig væsentligt fra hinanden, ligesom de også adskiller sig fra vestlige kvindedrab. Den ene gruppe har en gennemsnitsalder på 17; den anden gruppes gennemsnitsalder er 36. Aldersforskellen er statistisk signifikant.


Familier dræber deres unge kvinder

Undersøgelsens resultater viser, at æresdrab accelererede signifikant i en 20-årig periode mellem 1989 og 2009. [6] Dette kan betyde, at æresdrab virkelig er eskalerende, måske som en funktion af jihad-ekstremisme og islamisk fundamentalisme, eller at æresdrab bliver mere præcist anmeldt og retsforfulgt, især i Vesten, men også i Østen. Udvidelsen af Internettet kan være en forklaring på en sådan bredere anmeldelse af disse tilfælde.

Ofrenes gennemsnitsalder på verdensplan for hele populationen [dvs. for alle ofre i de undersøgte sager, o.a.] er 23 (Tabel 1). Dette gælder for alle geografiske regioner. Hvor et æresdrab begås, er det således primært en forbrydelse mod unge. Lidt over halvdelen af disse ofre var døtre og søstre; omkring en fjerdedel var gerningsmændenes koner og kæreste. Resten omfattede mødre, tanter, niecer, kusiner, onkler eller ikke-slægtninge.

Æresdrab er et familiesamarbejde. Globalt blev to tredjedele af ofrene dræbt af deres oprindelsesfamilier. (Se Tabel 1). Mord begået af oprindelsesfamilien var højest (72 procent) i den muslimske verden og laveste i Nordamerika (49 procent); europæiske oprindelsesfamilier var involveret næsten lige så ofte som i den muslimske verden, muligvis fordi så mange er første- eller andengenerationsindvandrere, og derfor stadig tæt knyttet til deres hjemkulturer. Alternativt kan dette skyldes den islamistiske radikalisering af tredje eller tilmed fjerde generation. Internationalt spillede fædre en aktiv rolle i over en tredjedel af æresmordene. Fædre var mest involveret i Nordamerika (52 procent) og mindst involveret i den muslimske verden; i Europa var fædre involveret i mere end en tredjedel af mordene.

Globalt blev 42 procent af disse mord begået af flere gerningsmænd, et kendetegn, som adskiller dem kraftigt fra vestlige kvindedrab i hjemmet. Et lille antal af mordene på verdensplan involverede mere end ét offer. Flere samtidige mord var højest i Nordamerika og lavest i Europa. I den muslimske verden, involverede lige under en fjerdedel af mordene mere end ét offer. Ekstra ofre omfattede den døde kvindes børn, kæreste, forlovede, mand, søster, bror eller forældre.

Globalt blev mere end halvdelen af ofrene tortureret; dvs. de døde ikke straks, men i smerte. I Nordamerika blev over en tredjedel af ofrene tortureret; i Europa blev to tredjedele tortureret; i den muslimske verden blev halvdelen tortureret. Torturdødsfald omfatter: at blive voldtaget eller massevoldtaget inden drabet; at blive kvalt eller tævet ihjel; at blive dolket mange gange (10 til 40 gange); at blive stenet eller brændt til døde; at blive halshugget eller få sin strube skåret over.

Endelig, på verdensplan, blev 58 procent af ofrene myrdet for at være "for vestlige" og/eller for at modstå eller være ulydige mod kulturelle og religiøse forventninger (se Tabel 1). Beskyldningen om at være "for vestlig" var det præcise udtryk, der anvendtes af gerningsmanden eller gerningsmændene. At være "for vestlig" betød at blive betragtet som én, der er for uafhængig, ikke underdanig nok, nægter at bære forskellige slags islamisk beklædning (herunder former for slør), ønsker en videregående uddannelse og en karriere, har ikke-muslimske (eller ikke-sikh eller ikke-hindu) venner eller kærester, nægter at gifte sig med sin fætter, ønsker at vælge sin egen ægtemand, vælger en socialt "mindreværdig" eller ikke-muslimsk (eller ikke-sikh eller ikke-hindu) ægtemand, eller forlader en voldelig ægtemand. Der var statistisk signifikante regionale forskelle for dette motiv. I Nordamerika, for eksempel, blev 91 procent af ofrene myrdet for at være "for vestlige" i forhold til et mindre, men stadig betydeligt antal (71 procent) i Europa. Til sammenligning blev kun 43 procent af ofrene dræbt af denne grund i den muslimske verden.

Mindre end halvdelen (42 procent) af ofrene på verdensplan blev myrdet for at have begået en påstået "seksuel usømmelighed". Dette henviser til ofre, der var blevet voldtaget; som angiveligt havde haft udenomsægteskabelige affærer; eller som blev betragtet som "løse på tråden" (selv hvor der ikke var tale om faktisk seksuel promiskuitet eller seksuel aktivitet overhovedet). I den muslimske verden blev 57 procent af ofrene myrdet af denne grund, sammenlignet med 29 procent i Europa og et lille antal (9 procent) i Nordamerika.


Hvad aldersforskellen betyder

Denne undersøgelse dokumenterer, at der er mindst to forskellige typer af æresdrab og/eller to forskellige offergrupper: Én består af piger og unge kvinder, hvis gennemsnitsalder er 17 (Tabel 3), den anden består af kvinder, hvis gennemsnitsalder er 36 (Tabel 5). Begge former for æresmord afviger fra vestlige kvindedrab i hjemmet.

I den ikke-indvandrende del af Vesten findes alvorlig vold i hjemmet, der omfatter incest, børnemishandling, ægteskabelig voldtægt, ægteskabelig vold, ægteskabelig forfølgelse, og ægteskabelig post-vold kvindedrab. Men der er intet kulturelt mønster, hvor fædre specifikt går efter eller myrder deres teenage- eller unge voksne døtre, eller hvor oprindelsesfamilier deltager i planlægning, udførelse, begrundelse og værdsættelse af sådanne mord. Disse er klare karaktertræk, der definerer det klassiske æresdrab på yngre kvinder og piger.

Æresmordene på ældre kvinder kan måske synes at ligne vestlige kvindedrab i hjemmet. Offeret er en ældre gift kvinde, normalt en mor, der ofte bliver dræbt af sin mand, men også af flere gerningsmænd (i 30 procent af tilfældene). Globalt omfatter næsten halvdelen (44 procent) af dem, der dræber ældre ofre, medlemmer af enten offerets oprindelsesfamilie eller af hendes mands oprindelsesfamilie. (Se Tabel 5) Dette er yderst sjældent i et vestligt kvindedrab i hjemmet; ægtemanden, der dræber sin kone i Vesten, er sjældent bistået af medlemmer af hans egen familie eller hans svigerfamilie.

Men i den muslimske verden, bliver ofre for æresdrab på ældre kvinder myrdet af deres egne oprindelsesfamilier i næsten to tredjedele af tilfældene. Dette antyder, at skikken fra den gamle verden har ændret sig noget i Europa, hvor offerets oprindelsesfamilie kun deltager i mordet på hende i en tredjedel (31 procent) af tilfældene. Indtil videre, i Nordamerika, har ingen medlemmer af oprindelsesfamilien deltaget i æresdrabet på et ældre offer. Hvorvidt Nordamerika efterhånden vil komme til at ligne Europa eller måske tilmed den muslimske verden er stadig uvist, da dette vil blive påvirket af indvandring og andre demografiske faktorer. Endelig bliver næsten halvdelen af de ældre ofre udsat for en pinefuld død. Brugen af tortur var højest (68 procent) i Europa for kvindelige ofre uanset alder. I Nordamerika var den på 35 procent og i den muslimske verden på 51 procent.

Globalt blev yngre ofre dræbt af deres oprindelsesfamilier i 81 procent af tilfældene. I Nordamerika blev 94 procent dræbt af deres oprindelsesfamilie; dette tal var 77 procent i Europa og 82 procent i den muslimske verden. (Se Tabel 3). I Nordamerika havde fædre en aktiv rolle i 100 procent af tilfældene, når datteren var 18 år gammel eller yngre (se Tabel 4). Globalt blev yngre kvinder og piger tortureret i 53 procent af tilfældene; men i Europa blev de tortureret i mellem 72 og 83 procent af tilfældene - betydeligt mere end ældre alder kvinder verden over.


Vestlige reaktioner på æresdrab

Mange vestlige feminister og forkæmpere for ofre for vold i hjemmet har blandet vestlig vold i hjemmet eller kvindedrab i hjemmet (de to er forskellige) sammen med æresdrab på ældre ofre. Repræsentanter for islamistiske pressionsgrupper - herunder Council on American-Islamic Relations (CAIR) og Canadian Islamic Congress, diverse akademikere (f.eks. Ajay Nair, Tom Keil), aktivister (f.eks. Rana Husseini) og religiøse ledere (f.eks. Abdulhai Patel fra Canadian Council of Imams) - har insisteret på, at æresdrab enten ikke eksisterer eller ikke har noget at gøre med islam; at de er kulturelle, stammemæssige, præ-islamiske skikke og at der under alle omstændigheder findes vold i hjemmet overalt. [7] Feminister, der arbejder med ofre for vold i hjemmet, har set så meget vold mod kvinder, at de har det ubehageligt med at fremhæve én gruppe gerningsmænd, især en indvandrer- eller muslimsk gruppe. Men vestligt kvindedrab i hjemmet adskiller sig væsentligt fra æresdrab. [8]

Tidligere leder af National Organization for Women (NOW), Kim Gandy, sammenlignede den voldsramte og halshuggede Aasiya Hassan [9] med den voldsramte (men stadig levende) popstjerne Rihanna, og satte yderligere spørgsmålstegn ved, om mordet på Hassans var et æresdrab:

Er en muslimsk mand i Buffalo mere tilbøjelig til at dræbe sin kone end en katolsk mand i Buffalo? En jødisk mand i Buffalo? Jeg kender ikke svaret på det, men jeg ved, at der er masser af vold rundt omkring og at den lange og beskidte historie om undertrykkelse af kvinder i religionens navn helt sikkert inkluderer islam, men ikke er begrænset til islam. [10]

På tidspunktet for Hassan-halshugningen sendte en gruppe, der arbejder med vold i hjemmet, et (ikke-publiceret) brev til Erie Countys distriksadvokat og til nogle medier, der erklærede, at dette ikke var et æresdrab, at æresdrab intet havde at gøre med islam og at skabe sensation omkring muslimsk vold i hjemmet ikke alene var racistisk, men også tjente til at usynliggøre den meget større forekomst af både vold og kvindedrab i hjemmet. De har en pointe, men de forfejler også pointen, nemlig, at æbler ikke er appelsiner, og at æresdrab ikke er det samme som vestligt kvindedrab i hjemmet.

Man kunne hævde, at det erklærede mord-motiv, "for vestliggjort", i en vis forstand overlapper med erklærede og uerklærede motiver bag vestlige kvindedrab i hjemmet. I begge tilfælde forventes kvinden at leve med mandlig vold og at tie om det. Hun må ikke forlade ham - eller gå fra ham med børnene eller nogen anden mandlig "ejendom". Men behovet for at holde en kvinde isoleret, underordnet, bange og afhængig ved brug af vold, afspejler ikke en vestlig kulturel eller religiøs værdi, men afspejler snarere den enkelte vestlige voldsmand/morders psykologiske patologi. På den anden side, afspejler et æresdrab kulturelle værdier, der har til formål at regulere kvindelig adfærd - værdier, som familien, herunder offerets egen familie, forventes at håndhæve og værne om.

Endvidere bliver sådanne kulturelle, etniske eller stammemæssige værdier kun sjældent fordømt af de vigtigste religiøse og politiske ledere i muslimske udviklingslande eller i indvandrermiljøer i Vesten. Tværtimod fastholder disse samfund en tvungen tavshed om alle "følsomme" spørgsmål af religiøs, kulturel eller social art. I dag frister, udskammer eller tvinger sådanne ledere (og deres mange tilhængere) ofte muslimske piger og kvinder til at bære en række tildækninger af kroppen, herunder hijab (hovedbeklædning), burka eller chadari (fuld tildækning af kroppen) som et udtryk for religiøsitet og kulturel stolthed, eller som et udtryk for symbolsk modstand mod det ikke-muslimske Vesten. [11] Muslimske mænd har lov til at klæde sig som vesterlændinge, og ingen angriber den allestedsnærværende brug af vestlig teknologi - herunder fly, mobiltelefoner, internettet, satellit-tv - som uislamisk. Men muslimske kvinder forventes at bære byrden, der kommer af at opretholde disse ældgamle og angiveligt religiøse kønsadskillende skikke.

Det er klart, at muslimske piger og kvinder myrdes for ærens skyld i både Vesten og Østen, når de nægter at bære hijab eller vælger at bære det på en upassende måde. Desuden dræbes de for at opføre sig på accepterede vestlige eller moderne måder, når de udtrykker et ønske om at komme på college, have karrierer, leve et selvstændigt liv, have ikke-muslimske venner (herunder kærester med hvem de kan eller ikke kan have seksuelt samkvem), vælge deres egne ægtemænd, nægter at gifte sig med deres fætre, eller ønsker at forlade en voldelig mand. Denne tendens til "vestliggørelse" findes også i muslimske lande, om end i mindre grad. Beskyldninger om uacceptabel "vestliggørelse" lå bag 44 procent af æresmordene i den muslimske verden, set i forhold til 71 procent i Europa og 91 procent i Nordamerika.

De piger og kvinder, der - fristet af vestlige ideer, i ønsket om at blive integreret og i håbet om at undslippe et liv i underkastelse - virkeliggør deres mulighed for at være vestlige, bliver dræbt i en tidlig alder og på særligt grusomme måder. Skræmmende æresmord kan være anskuelsesundervisning for andre muslimske piger og kvinder om, hvad der kan ske for dem, hvis de reagerer positivt på fristelsen til at gøre mere end blot tjene deres fædre og brødre som hushjælp, gifte sig med deres fætre og avle så mange børn som muligt. Dødsfald af kvinder, der allerede lever i Vesten, kan også være tænkt som lektioner for andre kvindelige indvandrere, som forventes at leve underordnede og isolerede liv midt blandt fristelserne og frihedens privilegier. Dette er især sandt i Europa, hvor store muslimske ghettoer er opstået i de seneste par årtier. Det er alarmerende at se, at gerningsmændene bag 96 procent af æresdrabene i Europa er muslimer.

Graden af primal, sadistisk eller barbarisk vildskab, demonstreret i æresdrab mod et nært kvindeligt familiemedlem, er mere lig nogle af de mord i Vesten, der begås af seriemordere mod prostituerede eller tilfældigt udvalgte kvinder. Den er også en antydning af, at kønsadskillelse, devalueringen af piger og kvinder, normaliseret børnemisbrug, herunder arrangerede barneægteskaber af både drenge og piger, seksuel undertrykkelse, kvindehad (undertiden inspireret af kvindefjendske fortolkninger af Koranen), og kravene fra den voksende voldelige jihad-ideologi, alle fører til morderiske niveauer af aggression mod piger og kvinder. Man behøver blot at dræbe nogle få piger og kvinder for at holde resten i snor. Æresdrab er i en vis forstand en form for hjemme-terrorisme, der skal sikre, at muslimske kvinder bærer det islamiske slør, føder muslimske babyer og kun omgås andre muslimer.

Eftersom den muslimske indvandring, og derfor familienetværkerne er mere begrænsede i Nordamerika end i Europa, kan æresdræbende fædre føle, at hele byrden med at opretholde standarderne for kvinders opførsel hviler tungt på dem og dem alene. Dette kan forklare det faktum, at fædre i Nordamerika i 100 procent af tilfældene er ansvarlige for æresmordene på de yngste ofre. I Europa og i den muslimske verden, kan denne byrde lettere deles af sønner og brødre, bedstefædre, onkler og fætre.


Hvad der må gøres

Hvordan kan dette problem løses? Immigrations-, juridiske og religiøse myndigheder må alle involveres i en indsats om uddannelse, forebyggelse og retsforfølgelse i spørgsmålet om æresdrab.

Derudover bør krisecentre for voldsramte muslimske piger og kvinder etableres, og et flersproget personale behørigt uddannes i forholdene omkring æresdrab. For eksempel bliver unge muslimske piger hyppigt lokket hjem af deres mødre. Når en beboer på krisecentret modtager et sådant telefonopkald, skal personalet straks gå i højeste alarmberedskab. Noget, svarende til et føderalt vidnebeskyttelsesprogram for de tilsigtede mål for æresdrab, bør oprettes. England har allerede etableret et sådant program. [12] Udvidede sikre surrogat familienetværk må oprettes til at erstatte de eksisterende familienetværk; de tilsigtede ofre selv må, med enorm støtte, blive hinandens "søstre".

Desuden skal klare offentlige advarsler gives til muslimske, sikhiske og hinduistiske indvandrere og borgere: Æresdrab skal retsforfølges i Vesten, og gerningsmænd, medskyldige samt hjælpere skal alle retsforfølges. Deltagende familier bør gøres offentligt til skamme. Kriminelle skal deporteres ud af landet, når de har afsonet deres straf.

Vestlige retssystemer og regeringer er for nylig begyndt at tage fat på dette problem. I 2006 kendte en dansk domstol ni medlemmer af en klan skyldige i æresmordet på Ghazala Khan. [13] I 2009 idømte en tysk domstol en far fængsel på livstid for at have beordret sin søn til at myrde sin søster for familiens æres skyld, mens den 20-årige søn blev idømt ni et halvt år. [14] I en anden sag kendte en britisk domstol, ved hjælp af vidneudsagn fra offerets mor og forlovede, en far skyldig i en 10 år gammel sag om æresmord, efter at mordet var blevet omklassificeret; [15] og for første gang har den canadiske regering informeret nye indvandrere:

Canadas åbenhed og generøsitet omfatter ikke barbariske kulturelle praksisser, der tolererer hustrumishandling, "æresdrab", kvindelig omskæring eller anden kønsbestemt vold. De skyldige i disse forbrydelser straffes hårdt under Canadas straffelov. [16]

Islamisk kønsapartheid er en krænkelse af menneskerettighederne og kan ikke retfærdiggøres i navnet af kulturrelativisme, tolerance, antiracisme, mangfoldighed eller politisk korrekthed. Så længe islamistiske grupper fortsætter med at benægte, minimere eller tilsløre problemet, og regeringer og politi-embedsmænd accepterer deres unøjagtige versioner af virkeligheden, vil kvinder fortsat blive dræbt for ærens skyld i Vesten.

Kampen for kvinders rettigheder er central for kampen for Europa og for vestlige værdier. De er en nødvendig del af ægte demokrati, sammen med religionsfrihed, tolerance for homoseksuelle og frihed til uenighed. Så det er lige nøjagtig her, den største kamp i det 21. århundrede begynder.


Tabel 1: Hele populationen (N = 230)

REGION Globalt Nordamerika Europa Den muslimske verden
GENNEMSNITSALDER 23 25 22 23
EFTER PROCENT        
Dræbt af oprindelsesfamilie1,2 66 49 66 72
Familieposition1
-- Datter/Søster 53 50 49 56
-- Hustru/Kæreste 23 27 34 17
-- Anden3 24 33 27 27
Faders deltagelse4 37 53 39 31
Flere gerningsmænd 42 42 45 41
Flere ofre1 17 30 7 21
Tortureret1 53 39 67 49
Motiv4
-- "for vestlig" 58 91 71 43
-- "seksuel usømmelighed" 42 9 29 57

1 Significant according to a chi square test.
2 Family of origin includes fathers, mothers, brothers, grandfathers, uncles, and male cousins.
3 "Other" includes mothers, aunts, cousins, and no familial relation.
4 Significant according to a Pearson correlation test.


Tabel 2: Kun kvinder - Alle aldre (N = 214)

REGION Globalt Nordamerika Europa Den muslimske verden
GENNEMSNITSALDER 23 26 21 23
EFTER PROCENT        
Dræbt af oprindelsesfamilie1,2 69 52 66 75
Familieposition1
-- Datter/Søster 56 52 53 58
-- Hustru/Kæreste 24 28 37 17
-- Anden3 20 20 10 25
Faders deltagelse4 39 52 42 33
Flere gerningsmænd 42 45 44 40
Flere ofre1 18 30 7 21
Tortureret1 54 35 68 51
Motiv4
-- "for vestlig" 58 89 73 44
-- "seksuel usømmelighed" 42 11 27 56

1 Signifikant ifølge en chi square test.
2 Oprindelsesfamilien omfatter fædre, mødre, brødre, bedstefædre, onkler og fætre.
3 "Anden" omfatter mødre, tanter, kusiner og ingen familierelation.
4 Signifikant ifølge en Pearson korrelationstest.


Tabel 3: Kvinder på 25 år og yngre (N = 129)

REGION Globalt Nordamerika Europa Den muslimske verden
GENNEMSNITSALDER 17 18 18 17
EFTER PROCENT        
Dræbt af oprindelsesfamilie1,2 81 94 77 82
Familieposition1
-- Datter/Søster 74 94 67 73
-- Hustru/Kæreste 14 0 20 14
-- Anden3 3 6 13 13
Faders deltagelse4 54 88 54 46
Flere gerningsmænd 46 75 46 38
Flere ofre1 17 30 8 20
Tortureret1 53 25 72 47
Motiv4
-- "for vestlig" 57 88 74 38
-- "seksuel usømmelighed" 43 12 26 62

1 Signifikant ifølge en chi square test.
2 Oprindelsesfamilien omfatter fædre, mødre, brødre, bedstefædre, onkler og fætre.
3 "Anden" omfatter mødre, tanter, kusiner og ingen familierelation.
4 Signifikant ifølge en Pearson korrelationstest.


Tabel 4: Kvinder på 18 år og yngre (N = 68)

REGION Globalt Nordamerika Europa Den muslimske verden
GENNEMSNITSALDER 15 15 14 13
EFTER PROCENT        
Dræbt af oprindelsesfamilie1,2 89 90 86 90
Familieposition1
-- Datter/Søster 82 100 78 79
-- Hustru/Kæreste 8 0 13 6
-- Anden3 10 0 9 15
Faders deltagelse4 70 100 68 61
Flere gerningsmænd 39 80 32 32
Flere ofre1 25 29 16 30
Tortureret1 55 30 83 58
Motiv4
-- "for vestlig" 55 80 67/td> 41
-- "seksuel usømmelighed" 45 20 33 59

1 Signifikant ifølge en chi square test.
2 Oprindelsesfamilien omfatter fædre, mødre, brødre, bedstefædre, onkler og fætre.
3 "Anden" omfatter mødre, tanter, kusiner og ingen familierelation.
4 Signifikant ifølge en Pearson korrelationstest.


Tabel 5: Kvinder på 26 år og ældre (N = 51)

REGION Globalt Nordamerika Europa Den muslimske verden
GENNEMSNITSALDER 36 40 31 37
EFTER PROCENT        
Dræbt af oprindelsesfamilie1,2 44 0 31 65
Familieposition1
-- Datter/Søster 24 0 13 37
-- Hustru/Kæreste 55 89 87 26
-- Anden3 21 11 0 37
Faders deltagelse4 8 0 13 7
Flere gerningsmænd 30 11 43 30
Flere ofre1 9 29 8 5
Tortureret1 45 44 53 44
Motiv4
-- "for vestlig" 56 88 69 38
-- "seksuel usømmelighed" 44 12 31 62

1 Signifikant ifølge en chi square test.
2 Oprindelsesfamilien omfatter fædre, mødre, brødre, bedstefædre, onkler og fætre.
3 "Anden" omfatter mødre, tanter, kusiner og ingen familierelation.
4 Signifikant ifølge en Pearson korrelationstest.


Metode

Denne undersøgelse analyserer 172 hændelser og 230 ofre for æresdrab. Oplysningerne er indhentet fra engelsksprogede medier rundt om i verden med én undtagelse. Der var 100 ofre myrdet for ærens skyld i Vesten, herunder 33 i Nordamerika og 67 i Europa. Der var yderligere 130 ofre i den muslimske verden. De fleste af gerningsmændene var muslimer, hvilket også gjaldt deres ofre og de fleste af ofrene var kvinder.

Gerningsmændene og ofrene i denne undersøgelse levede i de følgende 29 lande eller områder: Afghanistan, Albanien, Bangladesh, Belgien, Canada, Danmark, Egypten, Frankrig, Gaza-striben, Tyskland, Indien, Iran, Irak, Israel, Italien, Jordan, Holland, Norge, Pakistan, Rusland, Saudi-Arabien, Skotland, Sverige, Schweiz, Syrien, Tyrkiet, Storbritannien, USA og på Vestbredden.

Generelt blev statistisk signifikante interaktioner fundet for alder, geografisk region, deltagelse af flere gerningsmænd (hovedsageligt medlemmer af offerets oprindelsesfamilie, herunder offerets far), familieposition, flere ofre, brug af tortur og de erklærede motiverer for mordet. Mellem 1989 og 2009 eskalerede antallet af æresdrab også over tid på en statistisk signifikant måde.

Globalt var størstedelen af ofrene kvinder; blot 7 procent var mænd. Kun 5 mænd blev dræbt af deres oprindelsesfamilier, mens resten af de mandlige ofre blev dræbt af familierne til de kvinder, som de angiveligt havde omgang med eller planlagde at omgås enten inden for eller uden for ægteskabet. De myrdede mandlige ofre blev normalt opfattet som mænd, der var uacceptable på grund af lavere klasse eller kaste, fordi ægteskabet ikke var blevet arrangeret af kvindens oprindelsesfamilie, fordi de ikke var kvindens fætter, eller fordi mændene angiveligt udøvede før- eller udenomsægteskabelig sex. Mændene blev sjældent dræbt, når de var alene; 81 procent blev dræbt, når det pågældende par var sammen.

Selv om sikher og hinduer også undertiden begår sådanne mord, er æresdrab, både på verdensplan og i Vesten, overvejende forbrydelser, der begås af muslimer mod muslimer. I denne undersøgelse var, på verdensplan, 91 procent af gerningsmændene muslimer. I Nordamerika var de fleste mordere (84 procent) muslimer, med kun nogle få sikher og endnu færre hinduer, der begik æresdrab. I Europa udgjorde muslimer en endnu større majoritet på 96 procent, mens sikher kun udgjorde en meget lille procentdel. I muslimske lande var næsten alle gerningsmændene naturligvis muslimer. Med kun to undtagelser, var ofrene alle medlemmer af den samme religiøse gruppe som deres mordere.

I Vesten dræbte 76 enkeltpersoner eller grupper af gerningsmænd 100 mennesker. Af disse gerningsmænd, kom 37 procent fra Pakistan, 17 procent var af irakisk oprindelse mens tyrkere og afghanere udgjorde hhv. 12 og 11 procent. Resten, lige under en fjerdedel i alt, kom fra Albanien, Algeriet, Bosnien, Egypten, Etiopien, Guyana, Indien, Iran, Marokko og Vestbredden.


Noter

[1] "Ending Violence against Women and Girls," State of the World Population 2000 (New York: United Nations Population Fund, 2000), kap. 3.
[2] BBC News, June 22, 2004.
[3] Yotam Feldner, "'Honor' Murders–Why the Perps Get off Easy," Middle East Quarterly, Dec. 2000, pp. 41-50.
[4] Se for eksempel SoundVision.com, Islamic information and products site, Aug. 24, 2000; Sheila Musaji, "The Death of Aqsa Parvez Should Be an Interfaith Call to Action," The American Muslim, Dec. 14, 2007; Mohammed Elmasry, Canadian Islamic Congress, Fox News.com, Dec. 12, 2007; Mustafaa Carroll, Dallas-afdelingen af Council of American-Islamic Relations, FoxNews.com, Oct. 14, 2008.
[5] Phyllis Chesler, "Are Honor Killings Simply Domestic Violence?" Middle East Quarterly, Spring 2009, pp. 61-9, dansk oversættelse: "Er æresdrab blot vold i hjemmet?".
[6] Ifølge Pearson produkt-moment korrelationskoefficienten, den mest brugte til måling af korrelation eller association.
[7] Se for eksempel SoundVision.com, Aug. 24, 2000; Musaji, "The Death of Aqsa Parvez Should Be an Interfaith Call to Action"; Elmasry, Fox News.com, Dec. 12, 2007; Carroll, FoxNews.com, Oct. 14, 2008.
[8] Chesler, "Are Honor Killings Simply Domestic Violence?", dansk oversættelse: "Er æresdrab blot vold i hjemmet?"; "A Civilized Dialogue about Islam and Honor Killing: When Feminist Heroes Disagree," Chesler Chronicles, Mar. 2, 2009; "Jordanian Journalist Rana Husseini on 'Murder in the Name of Honor: The True Story of One Woman's Heroic Fight Against an Unbelievable Crime,'" Democracy Now, Oct. 21, 2009.
[9] Fox News, Feb. 16, 2009.
[10] Kim Gandy, NOW president, "Below the Belt. No Woman, No Culture Immune to Violence against Women," Feb. 20, 2009.
[11] BBC News, Oct. 5, 2006; Aisha Stacey, "Why Muslim Women Wear the Veil," IslamReligion.com, Nov 15, 2009.
[12] James Brandon and Salam Hafez, Crimes of the Community: Honour-based Violence in the UK (London: Centre for Social Cohesion, 2008), pp. 136-40.
[13] Brussels Journal, July 2, 2006.
[14] Deutsche Welle (Bonn), Dec. 29, 2009.
[15] The Guardian (London), Dec. 17, 2009.
[16] The National Post (Don Mills, Ont.), Nov. 12, 2009.




Phyllis Chesler (født 1. okt 1940 ) er en amerikansk forfatter, psykoterapeut og professor emerita i psykologi og kvindestudier på College of Staten Island (CUNY). Hun er kendt som feministisk psykolog, og er forfatter til 14 bøger, herunder bestselleren Women and Madness (1972). Chesler har skrevet om emner som køn, psykisk sygdom, skilsmisse og forældremyndighed, rugemødre, feminismens anden bølge, pornografi, prostitution, incest, vold mod kvinder.

I de senere år har Chesler skrevet flere værker om emner som antisemitisme, islam og æresdrab. Chesler hævder, at mange vestlige intellektuelle, herunder venstreorienterede og feminister, har opgivet de vestlige værdier i den multikulturelle relativismes navn, og at dette har ført til en alliance med islamisterne, en stigning i antisemitisme og til opgivelse af muslimske kvinder og religiøse mindretal i lande med muslimsk flertal.
Kilde: Wikipedia



Læs meget mere om hende og hendes arbejde på The Phyllis Chesler Organisation, og gå ikke glip af hendes sidste og selvbiografiske bog: “An American Bride in Kabul” eller artiklen: Mit helvede i et afghansk harem.




Oversættelse: Bombadillo