Mit helvede i et afghansk harem
Af Phyllis Chesler
Oversættelse af: My life of hell in an Afghan harem
Kilde: New York Post, 21. september 2013
Udgivet på myIslam.dk: 5. oktober 2013

Phyllis Chesler, 72, er feministisk forsker og forhenværende professor i psykologi og kvindestudier ved City University of New York. I sin 14. bog, “An American Bride in Kabul” (Palgrave Macmillan) fortæller hun for første gang historien om de fem måneder, hun som ung brud tilbragte som fange i en afghansk husstand.


Phyllis Chesler, forfatter til "An American Bride in Kabul," tilbragte som ung brud fem måneder i fangenskab i Afghanistan. - Foto: Joan Roth

Naiv og forelsket giftede jeg mig med en mand fra Kabul - blot for at opdage det forfærdelige liv, en fundamentalistisk muslimsk kone må leve.

Engang levede jeg i et harem i Afghanistan.

Jeg kom ikke ind landet som diplomat, soldat, lærer, journalist eller udenlandsk hjælpearbejder. Jeg kom som en ung jødisk brud til sønnen af en af landets rigeste mænd. Jeg blev holdt i en slags fangenskab - men ikke sådan, at jeg var blevet kidnappet.

Jeg spadserede ind af egen fri vilje.

Det er 1959. Jeg er kun 18, da min prins - en mørk, ældre, flot, vestligt orienteret udlænding, der var taget ud at rejse fra sit fødeland, Afghanistan - gør mig helt fortumlet.

Vi mødes på Bard College, hvor han studerer økonomi og politik, og jeg studerer litteratur på et stipendium.

Abdul-Kareem er søn af en af grundlæggerne af det moderne banksystem i Afghanistan. Han bærer designer-solbriller og skræddersyede jakkesæt, og når han besøger New York City, bor han på Plaza.

Han er også muslim.

Jeg er jøde, opvokset i et ortodokst hjem i Borough Park, Brooklyn som datter af polske indvandrere. Min far arbejdede som dørsælger af Soda og Seltzer.

Men intet af dette betyder noget. Vi taler ikke om religion. I stedet er vi oppe hele natten og diskuterer film, opera og teater. Vi er bohemer.

Vi er sammen i to år. Og så, da jeg udtrykker min længsel efter at rejse, spørger han mig, om jeg vil gifte mig med ham.


Forfatteren Phyllis Chesler med sin mand i 1959.

"Der er ingen anden vej, hvis vi vil rejse sammen i den muslimske verden," siger han.

Som et komplet hjertesygt fjols, siger jeg ja.

Mine forældre er oprørte og hysteriske. De advarer mig, at intet godt vil komme ud af denne forbindelse. Dengang havde jeg ringe anelse om, hvor meget de ville få ret. Vi gifter os ved en borgerlig ceremoni i Poughkeepsie uden familie til stede.

På vores bryllupsrejse tager vi rundt i Europa med en plan om at stoppe i Kabul for at møde hans familie. Jeg vidste ikke, at dette ville blive vores endestation.

Da vi lander, venter 30 pårørende på os. Blandt dem er der ikke én, men tre svigermødre. Jeg er for chokeret til at tale, for chokeret til at spørge, hvad disse tre kvinder kan betyde for min fremtid.

Jeg får at vide, at min rigtige svigermor, Abdul-Kareem biologiske mor, kun er min svigerfars første kone. Hendes navn er Bebugul.

Der er kæmpeknus og kys hele vejen rundt. Familien er varm og indbydende - jeg forsøger at glemme min mands grove udeladelse.

Men før karavanen af sorte Mercedes-Benz'er kan køre, forlanger en embedsmand i lufthavnen, at jeg overleverer mit amerikanske pas.

Jeg nægter.

Alle stopper. Både embedsmanden og min mand forsikrer mig om, at dette er en ren formalitet. Det vil snart blive returneret til mig, så jeg slipper det modvilligt.

Jeg vil aldrig se mit pas igen.

Det betyder - lærer jeg hurtigt - at jeg ikke vil kunne forlade Afghanistan, når jeg vil. Jeg er nu underlagt Afghanistans love og skikke, og det betyder, at jeg som en afghansk kvinde næsten ingen rettigheder har overhovedet.

Min mands far ejer en stor ejendom med talrige toetagers huse i europæisk stil, hvor de forskellige familier bor omgivet af terrasser, dyre afghanske uldtæpper, indendørs haver og verandaer.

Jeg er kun 20 og jeg er nu medlem af denne husstand, som består af én patriark, tre koner, 21 børn (hvis alder varierer fra barndom til 30'erne), to børnebørn, mindst én svigersøn, én svigerdatter og et ukendt antal tjenere og pårørende.

Dette er mit nye hjem. Mit fængsel. Mit harem.

Vores ankomst fejres med en fest af endeløse og lækre retter. På grund af min udenlandske mave, er maden - kebab, risretter, yoghurt, nødder - stegt med Crisco [palminlignende fedtstof, o.a.] i stedet for ghee, en ildelugtende, harsk, klaret smør, der er elsket af lokalbefolkningen, men som skaber ravage i en ikke-indfødt mave. Alene lugten af ghee kan få dig til kaste op, hvis du ikke er vant til den.

Abdul-Kareem liver op under festen. Han taler dari (selvom jeg ikke kan) og efterlader mig med de andre kvinder.

Jeg er uforberedt til min første muslimske bøn nogensinde. Pludselig falder alle mændene til gulvet, knælende på alle fire. Jeg havde aldrig set Abdul-Kareem bede før.

Da jeg vågner næste morgen, er min mand væk. Jeg er helt alene. Og jeg vil tilbringe hver følgende morgen og eftermiddag alene med min svigermor og kvindelige slægtninge.

Efterhånden som spændingen over vores ankomst aftager, forsvinder også min særbehandling. Husstandens måltider bliver nu kun tilberedt med ghee. Jeg kan ikke spise noget af det. Hemmeligt stuver jeg konserves til side, som jeg hengiver mig til i de korte øjeblikke, jeg lades alene.

To uger inde i min indespærring og jeg har kun forladt boligområdet to gange - begge gange med et kavaleri mennesker til at bevogte og holde øje.

Jeg keder mig - så frygteligt.

En dag beslutter jeg at solbade på den private terrasse, der støder op til mit soveværelse. Jeg ifører mig en lyserød bikini med lilla prikker. Så hører jeg et højt postyr, der lyder som mænds råben til hinanden.

"Hvad laver du? Du har chokeret hele Kabul," siger min mand.

Han forklarer, at en gruppe håndværkere nogle hundrede meter væk fik øje på en "nøgen kvinde" og ikke kunne koncentrere sig om arbejdet. En delegation var mødt op til vores hus for at kræve, at alle kvinder, især jeg, var ordentligt klædt på.

Jeg begynder at le.

"Vær sød at komme ind og tage noget på," siger han. "Rygter spredes hurtigt her. I aften vil de fortælle deres venner, at vi driver et bordel."

Jeg gør, som jeg får besked på.


Forfatter Phyllis Chesler i 1959, det år, hun blev ført væk til Afghanistan.

Senere skriver jeg i min dagbog: "Jeg har ingen frihed overhovedet. Ingen mulighed for at møde nogen eller gå nogen steder. Hans familie overvåger mig mistænksomt. Er jeg ved at blive paranoid?"

Faktisk har jeg grund til at være paranoid.

Jeg opdager, at svigermor har instrueret tjenerne til at holde op med at koge mit drikkevand. Og da kloaksystemet består af åbne vandingsgrøfter, der anvendes som offentlige badeværelser og til drikkevand, får jeg dysenteri.

Måske tænker hun, at jeg allerede er "afghansk nok" til at modstå enhver mulig bakterie. Måske ønsker hun mig død.

Så begynder hun sin omvendelseskampagne. Hun giver mig bedetæpper og bedekranse og opfordrer mig indtrængende til at konvertere til islam.

Hvis jeg ikke gør det, tænker jeg, vil hun så fortsætte sin kampagne med at gøre mig syg og dræbe mig?

Den næste dag kommer hun brasende ind på mit værelse med en tjener og konfiskerer min dyrebare skat af konserves.

"Vores mad er ikke god nok til hende - hun spiser fra dåser," siger hun.

Jeg er hendes fange, hendes arrestant; hun, min fangevogter, vil måske behandle mig mere anstændigt, hvis jeg finder måder at behage hende på. Dette er svært for mig at skrive om, men jeg gjorde det. Jeg gentager ordene: "Der er én Gud, Allah, og Muhammed var hans profet."

Nu er jeg muslim - i det mindste i min svigermors øjne - men det er stadig ikke nok for hende. Når hun er vred på mig, spytter hun på mig. Hun kalder mig "yahud" eller "jøde." Da jeg klager til min mand, affærdiger han mig med, at jeg overdramatiserer.

Jeg må væk.

Jeg ser til begge sider og går ud med en følelse af at være kriminel. Jeg stiger ind i en bus og bemærker, at alle de andre kvinder befinder sig bagerst i bussen iført burka. Jeg er forfærdet, lettere hysterisk.

I mellemtiden er alles øjne rettet mod mig. Jeg er endda uden hovedtørklæde eller kappe. I dette land er et nøgent ansigt næsten det samme som fuldt blottede bryster. Jeg er faret vild og er forvirret af frygt. Min mand bliver informeret om min flugt; han finder mig og bringer mig hjem.

Men ønsket om at flygte river stadig i mig.

"Jeg har været her i tre måneder og har kun fået lov til at komme ud fem eller seks gange," skriver jeg i min dagbog. "Er hensigten med denne fængsling at tæmme mig, nedbryde mig, lære mig at acceptere min skæbne som en afghansk kvinde? Jeg vil hjem."

Abdul-Kareem er dødtræt af min elendighed. "Han er begyndt at slå mig," skriver jeg. "Havde jeg vidst, at noget som dette nogensinde kunne ske, havde jeg vidst, at vi skulle leve sammen med hans mor og brødre, ville jeg aldrig være kommet her."

Jeg forsøger en anden flugt til den amerikanske ambassade. Men straks jeg ankommer, bliver jeg eskorteret væk. Uden et amerikansk pas, har jeg ikke længere nogen rettigheder som amerikaner.

Jeg prøver endnu to gange at flygte - én med en tilbagevenden til den amerikanske ambassade og en anden ved hjælp af en venlig tysk emigrant. Men før jeg kan iværksætte nogen planer, bliver jeg dødeligt syg.

Min temperatur stiger til 40,5 grader, men jeg får ingen sympati fra min familie. Efter dages kampe - hvor jeg falder i koma - tilkaldes en lokal læge. Han diagnoser mig med hepatitis og forklarer, at han ikke kan gøre mere.

Dette er nulpunktet for mig. Jeg frygter, at hvis jeg dør her, vil jeg blive begravet på en muslimsk kirkegård, for evigt glemt.

Jeg fortsætter med at kæmpe for min overlevelse og tigger om at få en amerikansk læge. Min familie går med til det, men kun hvis jeg er tæt bevogtet.

Lægen formår dog at blive alene med mig i et kort øjeblik og fortæller mig, at jeg må tilbage til staterne for at blive behandlet. Så beder han en sygeplejerske om at give mig væske. Det næste jeg husker er, at nogen hiver i mit drop.

Det er min svigermor.

Jeg råber op og bliver reddet af en af min mands søstre, som bliver siddende hos mig natten igennem. Jeg fortæller ham om hans mors stræben mig efter livet. Han afviser det.

Men han indser nu, at hvis jeg overlever denne sygdom, vil jeg forlade ham. Så han udtænker en måde til at få mig til at blive.

Den nat kryber han ned i min seng, mens jeg er feberhed og syg, og tvinger sig selv på mig. Jeg er for svag til at kæmpe imod. Han forsøger at gøre mig gravid, for hvis jeg bærer hans barn, vil jeg ikke få lov til at tage væk.

Langsomt kommer jeg mig. Men jeg har sprunget to perioder over.

Jeg er nødt til at komme væk, og det med det samme. Jeg har kun ét kort tilbage at spille: Kongen. Jeg må appellere til min svigerfar, som alene har magten til at få mig hjem. Jeg sender besked gennem en tjener, at jeg gerne vil se ham.

Forfatterens afghanske pas, givet til hende, efter at hendes amerikanske pas blev taget. Det tillod hende ikke at slippe væk.

Han kommer og siger næsten øjeblikkeligt: "Jeg tror, det vil være bedst, hvis du forlader os med vores godkendelse på et afghansk pas, som jeg har skaffet til dig. Du har fået et seksmåneders visum af helbredsmæssige årsager."

Han må have besluttet, at han ikke ønskede en syg - eller død - amerikansk svigerdatter, der forsøger at flygte, hængende på sig. Måske var han aldrig interesseret i en jødisk-amerikansk svigerdatter i det hele taget.

Han har allerede passet i hånden: Nr. 17384. Jeg har det stadig.

Jeg føler mig frelst; jeg føler mig benådet. Min mand bliver totalt ophidset og begynder at slå mig og kalde mig alt muligt. Men jeg står fast. Selv da jeg går ombord på det første fly ud, tror han stadig, at jeg som en pligtopfyldende hustru en dag vil vende tilbage til ham.

Da flyet letter fyldes jeg af en glæde så stor, at min krop ikke kan rumme den. Og da jeg endelig lander i Amerika, kysser jeg bogstaveligt jorden.

Jeg gennemgår en smertefuld abort kort efter min hjemkomst. Min krop traf den beslutning for mig. Jeg lægger hurtigt mine kvaler bag mig, vender tilbage til universitetet, finder et job og søger optagelse til kandidatuddannelsen. To år efter hjemkomsten får jeg mit ægteskab med Abdul-Kareem ophævet.

Jeg har aldrig fortalt denne historie i detaljer før, men følte, jeg måtte gøre det nu. Fordi jeg hører vesterlændinge prædike denne pinagtige kulturrelativisme, som undskylder mishandlingen af kvinder i islams navn. Fordi jeg ser burkaen på gaderne i Paris og New York og føler, at Afghanistan har fulgt mig tilbage til Amerika.

Jeg kalder mig selv feminist - men ikke en hvilken som helst feminist. Min form for feminisme blev smedet i Afghanistans esse. Dér fik jeg en lektion - en dyr, næsten dødbringende én - men også en værdifuld én.

Jeg forstår på første hånd, hvor dybtliggende hadet til kvinder er i denne kultur. Jeg ser, hvor endemisk indfødt barbari og grusomhed er, og i modsætning til mange andre intellektuelle og feminister, forsøger jeg ikke at romantisere eller rationalisere det.

Jeg kom ud og vender aldrig tilbage.




Tilpasset med tilladelse fra "An American Bride in Kabul" (Palgrave MacMillan) af Phyllis Chesler, der udkom den 1. oktober 2013. Navnet på hendes mand og hans familie er blevet ændret.




Phyllis Chesler (født 1. okt 1940 ) er en amerikansk forfatter, psykoterapeut og professor emerita i psykologi og kvindestudier på College of Staten Island (CUNY). Hun er kendt som feministisk psykolog, og er forfatter til 14 bøger, herunder bestselleren Women and Madness (1972). Chesler har skrevet om emner som køn, psykisk sygdom, skilsmisse og forældremyndighed, rugemødre, feminismens anden bølge, pornografi, prostitution, incest, vold mod kvinder.

I de senere år har Chesler skrevet flere værker om emner som antisemitisme, islam og æresdrab. Chesler hævder, at mange vestlige intellektuelle, herunder venstreorienterede og feminister, har opgivet de vestlige værdier i den multikulturelle relativismes navn, og at dette har ført til en alliance med islamisterne, en stigning i antisemitisme og til opgivelse af muslimske kvinder og religiøse mindretal i lande med muslimsk flertal.
Kilde: Wikipedia



Læs meget mere om hende og hendes arbejde på The Phyllis Chesler Organisation, og gå ikke glip af hendes sidste og selvbiografiske bog: “An American Bride in Kabul” eller artiklen: Mit helvede i et afghansk harem.




Oversættelse: Bombadillo