Den 12. februar 2009 meddelte Muzzammil Hassan politiet, at han havde halshugget sin kone. Hassan var udvandret til USA 30 år forinden, og havde, efter en succesfuld bankkarriere, grundlagt Bridges TV, et muslim-orienteret netværk, der ifølge dets hjemmeside, har til formål "at skabe større forståelse blandt mange kulturer og forskellige befolkningsgrupper". Frank A. Sedita III, distriktsadvokat i Erie County, sagde til The Buffalo News, at "dette er den værst tænkelige form for vold i hjemmet", og Khalid Qazi, formand for Muslim Public Affairs Council of Western New York, [som udfører en slags muslimsk lobbyvirksomhed, o.a.] fortalte New York Post, at islam forbyder sådan vold i hjemmet. Mens muslimske organisationer hævder, at æresdrab er en misvisende betegnelse, der stigmatiserer muslimer for, hvad der simpelthen er vold i hjemmet, og er et problem, der ikke har noget at gøre med religion, siger Phyllis Chesler, der netop har afsluttet en undersøgelse af mere end 50 tilfælde af nordamerikanske æresdrab, at beviserne tyder på det modsatte. - MEQ-redaktionen

Når en gift mand myrder en kone eller datter i USA og Canada, registrerer myndighederne for ofte sagen som vold i hjemmet. Mord er mord, religion er irrelevant. Men æresdrab er klart forskellig fra hustruvold og børnemishandling. En analyse af mere end 50 rapporterede tilfælde af æresdrab viser, at de adskiller sig væsentligt fra mere almindelig vold i hjemmet. [1] Muslimske organisationers hyppigt fremførte argument om, at æresdrab intet har at gøre med islam og at det er diskriminerende at skelne mellem æresdrab og vold i hjemmet, er forkert.

Baggrund og benægtelse

Familier, der dræber for ærens skyld, vil true piger og kvinder, hvis de nægter at tildække deres hår, deres ansigter eller deres legemer eller nægter at fungere som familiens tjenestepige; bærer makeup eller vestligt tøj; vælger venner fra en anden religion; har stævnemøder; søger at opnå en videregående uddannelse; afviser et arrangeret ægteskab; søger skilsmisse fra en voldelig ægtemand; gifter sig mod deres forældres ønske; eller opfører sig på måder, der anses for uafhængige, hvilket kan betyde alt fra at køre bil til at bruge tid eller at leve borte fra hjemmet eller familien. Fundamentalister fra mange religioner vil forvente, at deres kvinder lever op til nogle - men ikke alle - af disse forventninger. Men når kvinder nægter at gøre det, er jøder, kristne og buddhister langt mere tilbøjelige til at undgå snarere end at myrde dem. Men muslimer dræber for ærens skyld, hvilket også i mindre omfang gælder for hinduer og sikher.

FN's Befolkningsfond UNFPA skønner, at 5.000 kvinder dræbes hvert år for at vanære deres familier. [2] Dette kan være for lavt sat. Aamir Latif, en korrespondent for den islamiske hjemmeside Islam Online, der ofte skriver om emnet, rapporterede, at der alene i Punjab-provinsen, Pakistan i 2007 var 1.261 æresdrab. [3] Aurat Foundation, en pakistansk NGO med fokus på at styrke kvinder, fandt, at tallet for æresdrab var på vej til at blive på hundredvis i 2008. [4]

Men der er meget få undersøgelser af æresdrab, fordi motivationen bag sådanne drab er at rense for en påstået vanære. Familierne ønsker ikke at rette yderligere opmærksomhed på deres skam, og vil derfor ikke samarbejde med forskerne. Ofte benægter de totalt æresforbrydelser og siger, at offeret simpelthen er forsvundet eller begik selvmord. Ikke desto mindre bliver æresforbrydelser stadig mere synlige i medierne. Politi, politikere og feministiske aktivister i Europa og i visse muslimske lande er begyndt at behandle dem som et alvorligt socialt problem. [5]

Villighed til at løse problemet med æresdrab omfatter dog ikke mange muslimske støttegrupper i Nordamerika. De USA-baserede gruppers meget omtalte benægtelser er ironiske i betragtning af debatten i Mellemøsten. Mens det religiøse etablissement i Jordan, for eksempel, siger, at æresdrab er et levn fra præ-islamisk arabisk kultur, har Det Muslimske Broderskab i Jordan offentligt erklæret sig uenigt og påpeget den islamiske religiøse befaling om at beskytte æren. [6]

Yotam Feldner, en forsker ved Middle East Media Research Institute, citerer en psykiater i Gaza, der beskriver æresdrab-kulturen som én, hvor en mand, der undlader at "afvaske skam med blod", er en "kujon, som ikke er værdig til at leve (...) som mindre end en mand." Derfor er det ingen overraskelse, at den jordanske straffelov er ganske lempelig mod æresmordere. Skønt æresdrab kan være en skik, der opstod i den hedenske, præ-islamiske fortid, så hersker de nutidige islamistiske fortolkninger af den religiøse lov. Som Feldner udtrykker det: "Nogle vigtige islamiske lærde i Jordan er endda gået videre ved at erklære æresforbrydelser for en islamisk nødvendighed, som kommer af de 'værdier om virilitet, der støttes af islam'." [7]

Islamiske støtteorganisationer hævder imidlertid, at sådanne drab intet har at gøre med islam eller muslimer, at vold i hjemmet går på tværs af alle trosretninger og at udtrykket "æresdrab" stigmatiserer muslimer, hvis adfærd er ikke anderledes end ikke-muslimers. For eksempel: Som reaktion på et meget omtalt æresdrab i 2000, offentliggjorde SoundVision.com, et websted med islaminformation og -produkter, en artikel, der argumenterede:

Fire andre kvinder blev dræbt i Chicago i samme måned (...). De var hvide, afro-amerikanske, spansktalende og asiatiske (...). Islam er ikke ansvarlig for [den muslimske kvindes] død. Ej heller er kristendommen ansvarlig for de andre kvinders død. [8]

I 2007, efter at Aqsa Parvez blev myrdet af sin far i Toronto for ikke at bære hijab (en hovedbeklædning), skrev Sheila Musaji i American Muslim: "Selv om dette helt sikkert er et tilfælde af vold i hjemmet (...) 'æres'-drab er ikke kun et muslimsk problem, og der er ingen 'ære' involveret." [9] Mohammed Elmasry, fra Canadian Islamic Congress, afviste også problemet: "Jeg vil ikke have offentligheden til at tro, at dette er et islamisk problem eller et indvandrerproblem. Det er et teenagerproblem," sagde han. [10]

Benægtelse er udbredt. I 2008, efter at Kandeela Sandal blev myrdet for ærens skyld af sin far i Atlanta, fordi hun ønskede en skilsmisse, fortalte Ajay Nair, prodekan for multikulturelle anliggender på Columbia University, medierne, at "de fleste sydasiatiske samfund i USA" har "vidunderlige" relationer internt i deres familier og sagde: "Dette er ikke et voldsomt problem i de sydasiatiske samfund. Hvad der er et problem, tror jeg, er vold i hjemmet, og det går på tværs af alle samfund." [11] I oktober 2008 afviste Mustafaa Carroll, leder af Dallas-grenen af Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer (CAIR), enhver islamisk forbindelse med et meget omtalt Dallas-æresdrab, således betegnet af FBI, og sagde: "Efter vores opfattelse - indtil motivet er bevist i en retssal - er dette [blot] et drab." Han fortsatte: "Vi [muslimer] har ikke monopol på jaloux ægtemænd (...) eller vold i hjemmet (...). Dette er ikke islamisk kultur." [12]

Casestudier tyder på noget andet.

Vold i hjemmet versus æresdrab

Vold i hjemmet er et stort problem i USA. Mellem 1989 og 2004 døde 21.124 kvinder i hænderne på en nærtstående; 8997 mænd døde som følge af vold i hjemmet i den samme periode. [13] Da det amerikanske justitsministerium ikke katalogiserer efter offerets eller morderens alder, religion, etniske baggrund eller indvandringsstatus, er det ikke muligt at vide, hvor stor en andel af disse drab, der er æresrelateret.

Unni Wikan, en antropolog og professor ved Universitetet i Oslo, definerer æresdrab som "et mord udført på vegne af den udvidede familie, for at genoprette æren efter at familien er blevet vanæret. Som regel er den grundlæggende årsag et rygte om, at et kvindeligt familiemedlem har opført sig umoralsk". [14] Selvom æresdrab kun er en lille del af den samlede vold i hjemmet i USA og Canada, udgør de et særskilt fænomen (Se tabel 1). En Massachusetts-baseret undersøgelse fra 2008 fandt, at "selv om indvandrerne udgør anslået 14 procent af statens befolkning, tegnede [de sig alligevel] for 26 procent af de 180 dødsfald under kategorien vold i hjemmet, der var i perioden 1997-2006". [15]

Lenore Walker, forfatter til The Battered Woman Syndrome, [16] er enig i, at fundamentalistiske indvandrere kontrollerer og patruljerer deres kvinder meget nøje. "Givet de strenge regler, er der en masse ting, at dræbe dem for," sagde hun. Walker bekræftede forskellen i relationen offer-gerningsmand mellem æresdrab og almindelig vold i hjemmet:

I almindelig vold i hjemmet, der involverer vesterlændinge, er det sjældent, at brødre dræber søstre eller at fætre dræber kusiner. Og mens børnemishandling foregår, hvor fædre kan dræbe spædbørn og børn, er det meget sjældent, at vestlige fædre dræber teenagedøtre. [17]

Der findes andre forskelle. Walker fandt, at vestlige mænd er mere tilbøjelige til at dræbe små drenge end piger i deres familie. "Kvinder med fødselsdepression kan dræbe deres babyer, og mænd kan dræbe spædbørn ved 'shaken baby syndrome' [rystevold, hvor barnet ruskes hårdt, o.a.]," forklarede hun. Hun kendte ikke til "voldsmænd, der får hjælp til at begå mordene, af deres brødre eller fætre eller andre familiemedlemmer. Indimellem kan mandens pårørende være i huset, mens mordet foregår, men det er meget sjældent efter min erfaring." [18]

Pressen har omtalt en række æresdrab i USA, Canada og Europa. Sagerne viser, at drabene primært er muslim-mod-muslim kriminalitet. (Se tabel 2 og tabel 3). Ofrene er stort set alle teenagedøtre eller unge kvinder. Hustruer er ofre, men i mindre omfang. Og i modsætning til den meste vestlige vold i hjemmet, er æresdrab nøje planlagt. Gerningsmandens familie kan advare offeret gentagne gange over en årrække om, at hun vil blive dræbt, hvis hun vanærer sin familie ved at nægte at tilsløre sig, afvise et arrangeret ægteskab, eller blive for vestlig. Og allervigtigst, så inddrager kun æresdrab flere familiemedlemmer. Fædre, mødre, brødre, fætre, onkler og nogle gange endda bedstefædre kan begå mordet, men mødre og søstre kan presse på for drabet. Nogle mødre samarbejder i mordet på en praktisk måde, og kan hjælpe med flugten. I nogle tilfælde vil taxachauffører, naboer og moské-medlemmer forhindre den pågældende kvinde i at flygte, rapportere om hendes opholdssted til hendes familie og efterfølgende arbejde sammen for at forpurre politiets efterforskning. [19] Meget gamle slægtninge eller mindreårige kan udvælges til at udføre mordet for at begrænse fængselstiden, hvis de bliver fanget.

Sjældent bliver vold i hjemmet fejret, selv ikke af gerningsmændene. I Vesten bliver hustrumishandlere udstødt. Her er der en vigtig forskel i forhold til æresforbrydelser. Muslimer, der begår eller medvirker til æresdrab, ser disse drab som heroiske og opfatter endda mordet som opfyldelsen af en religiøs pligt. En tyrkisk undersøgelse af indsatte, fandt ingen social stigmatisering knyttet til æresmordere. [20] Selvom støtteorganisationer som f.eks. CAIR afviser enhver sammenhæng mellem æresdrab og islam, så prædiker mange sheiker stadig, at ulydige kvinder skal straffes. Få sheiker fordømmer æresdrab som anti-islamiske. Æresdrab stigmatiseres ikke.

I disse tilfælde var den gennemsnitlige alder af ofrene 21,5 og 10 af de 14 var døtre. Vigtigt er det, at mere end halvdelen af tilfældene involverede flere gerningsmænd. Der er heller ikke en signifikant forskel mellem æresdrab i Nordamerika og Europa. Hverken den gennemsnitlige alder (20) eller procentdelen af døtre som ofre er i de europæiske sager signifikant forskellig fra dem i de nordamerikanske sager. (Se Tabel 3).

I både Nordamerika og Europa udførte familiemedlemmer æresdrabene med overdreven vold - gentagne knivstik, voldtægt, afbrænding og gennembankning - i mere end halvdelen af tilfældene. Kun i seriemorder-scenarier bliver vestlige kvinder udsat for lignende vold; i disse tilfælde er gerningsmændene sjældent familiemedlemmer og deres ofre er ofte fremmede. På trods af muslimske støttegruppers tilsløring, viser disse casestudier, at æresdrab er helt forskellig fra vold i hjemmet. Ikke alle æresdrab bliver begået af muslimer, men det overvældende flertal bliver. 90 procent af æresmorderne vist i Tabel 2 og 3 var muslimer. I alle tilfælde så gerningsmændene deres ofre som overtrædere af reglerne for religiøs adfærd, og handlede uden samvittighedsnag.

Skønt stikprøvestørrelsen er lille, tyder denne undersøgelse på, at æresdrab accelererer i Nordamerika og kan korrelere med antallet af indvandrere af første generation. Problemet er mangesidigt, men er opstået i forbindelse med indvandring fra overvejende muslimske lande og regioner - de palæstinensiske områder, de kurdiske områder i Tyrkiet og Irak, overvejende muslimske lande på Balkan og lande som Bangladesh, Egypten og Afghanistan. Pakistanere tegner sig for de fleste tilfælde. Fællesnævneren i hvert tilfælde er ikke kultur, men religion.

Konflikt mellem kulturers moralbegreber

Problemet Vesten står overfor, er komplekst. Muslimer, sikher og hinduer ser ære og moral som et kollektivt familieanliggende. Rettigheder er kollektive, ikke individuelle. Familie-, klan- og stammerettigheder fortrænger de individuelle menneskerettigheder. [21]

I disse grupper hæmmer de intellektuelle og eliterne integrationen af indvandrere fra lande, hvor ære er en fælles dyd. For eksempel lægger beskyldninger om islamofobi hindringer i vejen for diskussion og politikformulering, når politikerne forsøger at løse problemer, der opstår blandt muslimske indvandrere. Alligevel er der juridiske indgreb undervejs i Europa, hjemsted for mellem 20 og 30 millioner muslimske indvandrere og deres efterkommere, i modsætning til måske 4 millioner i USA og Canada. [22] Æresrelateret vold er derfor mere synlig i Europa end i Nordamerika. I 2004 afholdt Sverige en international konference om æresdrab, der opfordrede til "internationalt samarbejde" om spørgsmålet. Konferencens deltagere konkluderede:

Vold i ærens navn skal bekæmpes som en hindring for kvinders erhvervelse af menneskerettigheder. Fortolkninger af ære som noget, der er stærkt forbundet med kvindelig kyskhed, skal udfordres. Det kan aldrig accepteres, at skikke, traditioner eller religiøse hensyn påkaldes for at undvige pligten til at udrydde vold mod kvinder og piger, herunder vold i ærens navn. Vold mod kvinder skal bekæmpes fra et rettighedsbaseret perspektiv. (...) Der bør træffes foranstaltninger på områderne lovgivning, beskæftigelse, uddannelse samt seksuel og reproduktiv sundhed og ret. Respekt for kvinders menneskerettigheder er uløseligt forbundet med demokrati. Internationale konventioner skal integreres i national lovgivning. [23]

Der har siden været lokale konferencer i England, Frankrig og Tyskland. Britisk retshåndhævelse er begyndt at skjule kvinder i et program, der svarer til det amerikanske vidnebeskyttelsesprogram. [24] Storbritannien har vedtaget lovgivning, der bemyndiger politiet til at redde britiske kvindelige borgere, hvis familier har kidnappet og med magt giftet dem mod deres vilje, som regel i Pakistan; politiet vil bringe dem tilbage til Storbritannien, hvis brudene anmoder om det. Der er en særlig politienhed, der beskæftiger sig med tvungne, arrangerede ægteskaber af børn. [25] Der er også opstået en ny bevægelse i England: "One Law for All. A Campaign against Shari'a Law in Britain" ["Én lov for alle. En kampagne mod sharia-lov i Storbritannien"], startet Maryam Namazie, en frontkæmper imod æresdrab og anden æresrelateret vold. Hun har startet denne bevægelse for at modarbejde brugen af sharia-domstole, fordi de diskriminerer kvinder. [26] Derudover er skoler i Holland blevet bedt om at være "mere opmærksomme på æresvold" [27] som følge af forskning, udført for integrationsministeriet.

Amerikansk retshåndhævelse har gjort enorme fremskridt gennem de sidste fyrre år i spørgsmål om vold mod kvinder. Men der er endnu ikke krisecentre for voldsramte muslimske, hindu eller sikh piger eller kvinder, som frygter, de vil blive myrdet for ærens skyld. Et almindeligt krisecenter for voldsramte kvinder er ikke specialiseret i æresdrab, og der er heller ingen bestemmelser om plejefamilier - muslimske eller andre - som kan beskytte piger, bestemt til at blive myrdet af deres biologiske familier. Men kritikere vil modsætte sig ethvert sådant indgreb som en form for kulturel undertrykkelse, fordi mange potentielle ofre kan blive nødt til at give afkald på deres identitet for at holde sig i live.

Det vil være sværere at redde voksne muslimske kvinder fra æresdrab, fordi en voksen indvandrerkvinde formodentlig ikke har regelmæssig kontakt med folk udenfor sin nærmeste familie. Kun hvis hun overlever skader, der kræver lægehjælp, vil hun få kontakt med fremmede, der kan forsøge at hjælpe hende med at redde sig selv.

Religiøs uddannelse kan også være nødvendig. Ifølge denne undersøgelse, er 90 procent af æresdrabene i Vesten begået af muslimer mod muslimer. Gerningsmændene kan fortolke Koranen og islam forkert, enten af ondsindede grunde, eller blot fordi de er uvidende om en mere tolerant muslimsk fortolkning eller sammenblander lokale skikke med religion.

Her kunne de muslimsk-amerikanske og muslimsk-canadiske foreninger spille en rolle, hvis de indstiller deres tilsløring og anerkender de religiøse rødder til problemet. Nu er tiden inde til, at sheiker i USA og Canada erklærer uden forbehold, at dette at dræbe døtre, søstre, hustruer og kusiner er imod islam. En række feministiske advokater, der arbejder med voldsramte kvinder, har krediteret sheiker med forståelse for kvinders situation for at hjælpe dem enormt. Sheiker bør offentligt identificere og fordømme æresmordere og gøre dem til skamme. De sheiker, der modsætter sig dette, bør udfordres.

Som i spørgsmål om terrorisme, skal de retshåndhævende myndigheder og embedsmændene være opmærksomme på hvilke muslimske aktivister, de søger at engagere. Mange selverklærede borgerrettighedsorganisationer - CAIR eller Islamic Society of North America for eksempel - hælder i retning af mere radikale fortolkninger af islam. Grupper som American Islamic Congress og American Islamic Forum for Democracy er fortalere for ligestilling mellem kønnene og menneskerettigheder, [28] men fordi deres indsats mod radikalisme støder Saudi-Arabien og andre finansieringskilder fra sig, mangler de ofte ressourcer. Givet alternativ finansiering, ville de måske være villige til at hjælpe i et forsøg på at uddanne muslimer imod æresmord.

Amerikanske og canadiske immigrationsmyndigheder bør også være opmærksomme på problemet. De bør informere potentielle muslimske indvandrere og nye muslimske borgere om, at det er imod loven at slå piger og kvinder, at æresdrab er forbrydelser og at både morderne og deres medskyldige kan og vil blive retsforfulgt. Kulturel ækvivalens vil ikke være nogen undskyldning, som det undertiden er tilfældet i mere liberale samfund som Storbritannien og Holland. Så længe islamistiske støttegrupper fortsætter med at sløre problemet, og embedsmænd i regering og politi accepterer deres unøjagtige versioner af virkeligheden, vil kvinder fortsat blive dræbt for ærens skyld i Vesten; disse mord kan endda accelerere. Hvis de ikke holdes i skak af vestlig lov, vil samfundet få deres blod på hænderne.

Noter

[1] Henvisninger til æresdrab er taget fra Ellen Francis Harris, Guarding the Secret: Palestinian Terrorism and a Father's Murder of his Too-American Daughter (New York: Scribner, 1995); James Brandon and Salam Hafez, Crimes of the Community: Honor-Based Violence in the U.K. (London: The Centre for Social Cohesion, Jan. 2008), p. 13, 44; The Cleveland Plain Dealer, July 22, 26, 2000; Pittsburgh Post-Gazette, Sept. 13, 1999; CBC News, Apr. 22, 2004, Mar. 1, 2005; The Indian Express (New Delhi), Jan. 30, 2005; The Asian Pacific Post (Vancouver, B.C.), July 24, 2003; Soundvision.com, Sound Vision Foundation, Bridgeview, Ill., May 6, 2002; The New York Daily News, July 31, 2002; Stabroek News (Georgetown, Guyana), Dec. 3, 2003; Canwest News Service (Don Mills, Ont.), July 8, 2008; The Rochester Chronicle and Democrat, Apr. 25, 2004, July 17, 2008; The Washington Times, Jan. 3, 2008; The Dallas Morning News, Jan. 6, 9, 2008; The Chicago Tribune, July 8, 2008; CNN, July 7, 2008; The Daily Mail (London), May 2, June 12, 2007, Jan. 8, 2008; The Observer (London), Oct. 8, 2000, Nov. 21, 2004, June 20, 2006; The Daily Telegraph (London), Jan. 28, 2002, Feb. 27, 2005; CNN.com, Oct. 2, 2003; BBC News, Sept. 30, 2003, May 4, Nov. 19, 2004, Apr. 8, 2006, Jan. 8, 2008; TechCentralStation (TCS Daily), Feb. 2, 2005; Time (European ed.), Oct. 11, 2004; CULCOM: Cultural Complexity in the New Norway, Feb. 17, 2006; Expatica (Amsterdam), Dec. 1, 2003, Apr. 27, 2005; The Times (London), Nov. 18, Dec. 4, 2004, Jan. 21, 2007, Feb. 3, Mar. 29, 2008; HiA Report, Humanity in Action Foundation, Washington, D.C., June 29, 2006; Deutsche Welle Radio (Bonn), May 1, 2005; The Guardian (London), May 8, 2003, July 15, 2006, May 24, 2008; Stern Magazine (Hamburg), Oct. 4, 2007; Associated Press, June 27, 2006; The Independent (London), May 7, 2003, Feb. 21, 2007; The New York Times, Dec. 19, 2004, Dec. 4, 2005, Aug. 26, 2006; The Evening Standard (London), May 14, 2007; United Press International, July 3, 2003; The Sun (London), Jan. 23, 2008; FOX News, Jan. 5, 2007; International Herald Tribune (Paris), Dec. 1, 2005; The Daily Times (Lahore), July 3, 2004.

[2] "Chapter 3: Ending Violence against Women and Girls: 'Honor' Killings," The State of World Population, 2000, United Nations Population Fund.
[3] IslamOnline.net, Jan. 11, 2007.
[4] The Daily Times, Sept. 20, 2008.
[5] Brandon and Hafez, Crimes of the Community, pp. 143-6.
[6] Yotam Feldner, "'Honor' Murders—Why the Perps Get off Easy," Middle East Quarterly, Dec. 2000, pp. 41-50.
[7] Ibid.
[8] SoundVision.com, Aug. 24, 2000.
[9] Sheila Musaji, "The Death of Aqsa Parvez Should Be an Interfaith Call to Action," The American Muslim, Dec. 14, 2007.
[10] Fox News.com, Dec. 12, 2007.
[11] CNN.com, July 9, 2008.
[12] FoxNews.com, Oct. 14, 2008.
[13] "Homicide Trends in the U.S.: Intimate Homicide, 1976 -2005," U.S. Department of Justice, Office of Justice Programs, Bureau of Justice Statistics, July 11, 2007, accessed Oct. 2, 2008.
[14] Unni Wikan, "The Honor Culture," Karl-Olov Arnstberg and Phil Holmes, trans., accessed Sept. 23, 2008, originally published as En Fraga Om Hedre (A question of honor), Cajsa Mitchell, trans. (Stockholm: Ordfront Forlag AB, 2005), accessed Dec. 12, 2008.
[15] The Boston Globe, Sept. 12, 2008.
[16] New York: Springer, 1984.
[17] Author e-mail interview with Lenore Walker, Sept. 27, 2008.
[18] Ibid.
[19] Brandon and Hafez, Crimes of the Community, p. 94.
[20] Today's Zaman, July 12, 2008.
[21] Wikan, "The Honor Culture."
[22] Daniel Pipes, "Which Has More Islamist Terrorism, Europe or America?" The Jerusalem Post, July 3, 2008.
[23] "Combating Patriarchal Violence against Women—Focusing on Violence in the Name of Honor," The Swedish Ministry of Justice and The Swedish Ministry for Foreign Affairs, Stockholm, Dec. 7-8, 2004, p. 51.
[24] International Herald Tribune, Hong Kong ed., Oct. 20, 1997; The Observer, Nov. 21, 2004; "So-called Honor Crimes," Committee on Equal Opportunities for Women and Men, Council of Europe, Paris and Brussels, Mar. 7, 2003.
[25] Brandon and Hafez, Crimes of the Community, pp. 13, 44.
[26] Author e-mail with Maryam Namazie, Dec. 1, 2008.
[27] Nederlands Dagblad (Barneveld), Nov. 19, 2008; Islam in Europe, Nov. 19, 2008.
[28] "Milestones," American Islamic Congress website, accessed Dec. 10, 2008; "Founding Principles and Resolutions," American Islamic Forum for Democracy website, accessed Dec. 10, 2008.

---

Phyllis Chesler (født 1. okt 1940 ) er en amerikansk forfatter, psykoterapeut og professor emerita i psykologi og kvindestudier på College of Staten Island (CUNY). Hun er kendt som feministisk psykolog, og er forfatter til 14 bøger, herunder bestselleren Women and Madness (1972). Chesler har skrevet om emner som køn, psykisk sygdom, skilsmisse og forældremyndighed, rugemødre, feminismens anden bølge, pornografi, prostitution, incest, vold mod kvinder.

I de senere år har Chesler skrevet flere værker om emner som antisemitisme, islam og æresdrab. Chesler hævder, at mange vestlige intellektuelle, herunder venstreorienterede og feminister, har opgivet de vestlige værdier i den multikulturelle relativismes navn, og at dette har ført til en alliance med islamisterne, en stigning i antisemitisme og til opgivelse af muslimske kvinder og religiøse mindretal i lande med muslimsk flertal.
Kilde: Wikipedia

Læs meget mere om hende og hendes arbejde på The Phyllis Chesler Organisation, og gå ikke glip af hendes sidste og selvbiografiske bog: “An American Bride in Kabul” eller artiklen: Mit helvede i et afghansk harem.

---

Oversættelse: Bombadillo