"Er Islam ægte?" Det er et let spørgsmål at stille, men svaret er langt fra enkelt, om ikke andet så fordi svaret er afhængigt af, hvem der giver det. Dette vil naturligvis slå læseren som mærkeligt, fordi spørgsmålet synes at være meget lig det samme spørgsmål til jødedom eller katolicisme, og dermed i det væsentlige udenfor området for subjektive svar. Spørgsmålet: "Er islam ægte?", vil ikke få et objektivt svar i denne artikel. Det er fordi, islam på én gang er en kendsgerning og en illusion, en modsigelse til et paradoks, hvilket vil blive vist senere. Dette har enorm betydning, ikke blot for Den katolske Kirke, men også for én ud af seks mennesker på denne jord, som kalder sig muslimer.

Visse jødiske teologer har gennem århundrederne behandlet islam som et jødisk kætteri på samme måde, som de har behandlet bekendelsen til Jesus Kristus som et jødisk kætteri, selv om det må siges, at jøder ofte har fundet det muligt at samarbejde med muslimer på en måde, som de ikke har kunnet med kristne. Hvorvidt dette har været en følge af særlige historiske personligheder eller historiske omstændigheder, eller blot psykologiske dispositioner, er noget, der kan diskuteres, selv om der er en a priori tilbøjelighed til at tro, at der er noget iboende i kristendommen, som judaister nærer dyb frygt for, og som ikke findes i islam. Nogle af de kendsgerninger, der nævnes i denne artikel, kan føje en vis grad af overbevisning til denne opfattelse.

I Den katolske Kirke har teologer, som St. Thomas Aquinas, og lægforfattere, som Hilaire Belloc, behandlet islam som et kristent kætteri. Dette vil komme som en overraskelse for mange læsere, der er vokset op med den opfattelse, at islam er noget, der skiller sig klart ud fra den katolske tro. Men den kendsgerning står tilbage, at der er meget, der understøtter en sådan opfattelse, på trods af islams moderne fremtræden. Belloc skriver for eksempel:

"Muhammedanismen var et kætteri: Det er det afgørende punkt at forstå, før vi går videre. Den begyndte som et kætteri, ikke som en ny religion. Den var ikke en hedensk kontrast til Kirken; den var ikke en fremmed fjende. Den var en fordrejelse af den kristne lære. Dens vitalitet og vedholdenhed fik den snart til at fremstå som en ny religion, men de, der var samtidige med dens opståen, så den for, hvad den var - ikke en benægtelse, men en tilpasning og et misbrug af den kristne ting." [The Great Heresies, 1938]

Fr. Sheehan, ærkebiskop af Germia, skrev i sin Apologetics and Catholic Doctrine, 1944 om islam:

"De fragmenter af den åbenbarede sandhed, som denne religion indeholder, blev lånt fra jødedommen og kristendommen." Med andre ord, hvis islam trak på begge trosretninger, er der en vis sandhed i at sige, at den både er et jødisk og et kristent kætteri.

Hvad vi får at vide

Lad os se på, hvad verden i almindelighed og muslimer i særdeleshed mener er ægte islam. Vi får at vide, at det er en ny religion, der blev grundlagt af profeten Muhammed, der var født i Mekka - en stor og vigtig handelsby såvel som et mål for hedensk pilgrimsfærd - i det vestlige Arabien i 570 e.Kr. Vi får at vide af den pakistanske forfatter, Dilip Hiro, i Islamic Fundamentalism, 1988 [må være Holy Wars: The Rise of Islamic Fundamentalism (1989), o.a.], at islam betyder "tilstand af underkastelse." Professor Edward Hulmes fra universiteterne i Durham og Princeton siger i sin katolske Truth Society-pjece med titlen "Muhammed" fra 1986, at islam betyder "fred gennem underkastelse under Allahs åbenbarede vilje." Vi får at vide, at Muhammed, inspireret af Ærkeenglen Gabriel, skrev islams hellige bog, Koranen, og at denne bog, fuld af underfundighed, visdom og indsigt, er det afgørende bevis på Muhammeds profetskab, fordi han var en uuddannet mand - skiftevis hyrde eller handlende - som hverken kunne læse eller skrive. Den omstændighed, at Koranen er skrevet på klassisk arabisk og ikke har litterære forløbere, giver vægt til påstanden om, at Muhammed blev inspireret af den guddommelige vilje. Vi bliver informeret om, at han forsøgte at forkynde Koranens tro blandt hedningene i Mekka, men at han blev drevet ud og tvunget til at søge tilflugt i Medina [begge steder beliggende i nutidens vestlige Saudi-Arabien]. Men han holdt ud og vandt konvertitter her og der i kraft af sit ord og eksempel. På grund af den voldelige natur af samfundet i disse dage, kom han nødvendigvis i konflikt med de hedenske kræfter omkring ham, og vandt i 624 det afgørende slag ved Badr. Nogle år senere faldt Mekka for islams sandhed, og Kabaen, huset som indeholdt de mekkanske hedninges stenafguder, blev forvandlet til Allahs Hus. Kabaen blev centrum for den islamiske verden, den førende helligdom, hvortil alle muslimer bør tage på pilgrimsfærd mindst én gang i deres liv.

Dette er en sammenfatning af svaret på spørgsmålet: "Er islam ægte?" Det er en standardbeskrivelse, der kan findes i bøger skrevet af katolikker, af muslimske gejstlige, af verdslige akademikere og af vestlige islamologer. Det eneste problem med denne beskrivelse kan opsummeres i én sætning: Stort set intet af den er sand! Dette vil komme som et chok for mange, men kun fordi de har taget det, de er blevet overleveret, for pålydende. Det er præcis ligesom med den overbevisning, der holdes af mange koncilære katolikker, at Mgr. Lefebvre var en ekskommunikeret skismatiker - det er ikke noget, de har fået bevis for gennem læsning, forskning og studier, men noget, de har taget som sandhed, blot fordi det er blevet gentaget for dem fra alle sider uden knap én afvigende stemme. Men ren gentagelse, det være sig af akademikere eller af apatiske mennesker, er ikke Sandhedens kendetegn. For at nå frem til sandheden om islam, for virkelig at få objektiv og historisk "hånd" om islam, er vi derfor nødt til at grave meget dybere, ikke i den hensigt at krænke eller fornærmende muslimer - også de er Guds skabninger, skabt i hans billede og lighed - men i den hensigt at kaste lys over en gråzone, så sandheden kan skinne frem og sætte de mennesker i frihed, der er disponerede for at modtage Guds nåde.

Stolthed og fordom

I begyndelsen af 1980'erne udgav Dr. Maurice Bucaille, gennem Seghers i Paris, en bog med titlen The Bible, the Qur’an and Science: The Holy Scriptures Examined in the Light of Modern Knowledge. Gennem hele sit værk lægger han stor vægt på, at han, i sammenligningen af den kristne Bibel med Koranen, handler rent objektivt. Han understreger, at han er kirurg, at han er uddannet i den vestlige videnskabelige objektivitets ånd, og at han, da han gik i gang med dette arbejde, ikke havde nogen forudfattede meninger. Inden længe kommer læseren dog til at forstå, at hele formålet med bogen er at demonstrere Bibelens underlegenhed i forhold til Koranen, og at gøre dette under dække af "videnskabelig forskning." Vi får at vide: "I dag er det umuligt ikke at indrømme eksistensen af videnskabelige fejl i Bibelen." (s. 6) Han konkluderer, at Koranen ikke indeholder videnskabelige fejl og derfor er Guds sande åbenbarede Ord.

Lige så vigtig for vores undersøgelse er en anden af hans udtalelser: "I Vesten er det kritiske studium af Skriften noget ganske nyt. I hundreder af år, måtte folk nøjes med at acceptere Bibelen som den var. Det ville have været en synd at ytre den mindste kritik." (Ibid., p. 16) Man kan mærke den lidt hånlige tone her, den "intellektuelle", som ser ned på masserne, der troede på Bibelens "overtro". Doktorens ånd er ånden fra det 18. og 19. århundredes rationalister i færd med at "modbevise" Bibelen, men trykt i en bog fra det 20. århundrede. Der ligger det i det, at dette selvfølgelig ikke er tilfældet med Koranen: At den er blevet afprøvet og testet til videnskabens tilfredshed. Men tab ikke modet. Dr. Bucailles "videnskabelige" tilgang er en løgn af højeste karat, og er typisk for så mange islamiske apologeter, hvad enten de er praktiserende muslimer eller blot folk, der kalder sig sekulære eller agnostikere!

Det er bestemt rigtigt, at en systematisk og kritisk undersøgelse af Det Gamle og Det Nye Testamente, udført af kristne - og med udgangspunkt i mange forskellige discipliner som tekstkritik, arkæologi, epigrafik, historie, teologi osv. - først for alvor kom i gang i begyndelsen af dette århundrede [Desværre blev falske og hovmodige kritiske undersøgelser brugt af modernister til at underminere Bibelens troværdighed]. Men hvad der er knusende sandt er, at muslimer ikke engang har taget de første skridt til en sådan undersøgelse af deres egne religiøse bøger! Vi kan således finde dominikaneren, fader Calmel, der skriver:

"Muslimerne har aldrig udsat deres religiøse bøger for kritik. De ville tro, at dette ville vanhellige dem, og at de ville gøre sig skyldige i helligbrøde. Fra det øjeblik en af deres bøger holdes for åbenbaret af Allah, er det ikke muligt at hævde, at den kan være gennemtrængt af menneskets historiske tænkning. Vi er ikke vant til at se tingene på denne måde, og katolikken kan ikke forstå, at man kan hævde et princip om adskillelse mellem guddommelig tro og historisk eller filosofisk fornuft." [Islam: A Jewish Undertaking (1961)]

Hvis folk tror, at fader Calmel er partisk, skal det bemærkes, at mange vestlige islamologer, der ikke er venner af kristendommen, siger nøjagtig det samme. Regis Blachere og Denise Masson, som begge har gjort forgæves forsøg at skabe sammenhængende oversættelser af Koranen, har sagt det samme. Masson skriver:

"Den historiske og skriftmæssige kritik, baseret på epigrafik og arkæologi, er endnu ikke blevet anvendt på Koranen efter de normale metoder." [Introduktion til hendes oversættelse af Koranen (Pleiade, 1967)]

Da Denise Masson forsøgte at antyde, at "visse vers" i Koranen var "dunkle," blev hun forbudt at sige dette af Det Øverste Islamiske Råd, hvilket hun underordnede sig.

Da Bibelskolen i Jerusalem i begyndelsen af dette [20.] århundrede begyndte at studere Det Gamle og Det Nye Testamente kritisk, var der nogle forskere, som tog fat på at studere islamisk tradition. Det skal forstås, at der ud over Koranen er tre andre værker, der tilsammen udgør den islamiske tradition. Det første er hadith, udtalelser af profeten Muhammed, som blev samlet to århundreder efter Muhammeds død, og hævdes at være bekræftet af Profetens ledsagere og øjenvidner og videregivet fra generation til generation. Det andet er sunna, som er den juridiske lovgivning vedrørende islam. Det tredje er Sira, som er værket Muhammeds Liv [engelsk udg.: The Life of Muhammad], og som angiveligt blev stykket sammen i den form, vi nu kender den, af Ibn Hisham i det 9.århundrede, en mand, om hvem vi ved meget lidt eller ingenting. Også han hævder, at oplysningerne i Sira er ægte, fordi de blev videregivet af Profetens ledsagere og øjenvidner fra generation til generation.

Fat i sandheden

Den første, der virkelig begyndte at afsløre den skrøbelige karakter af redegørelsen for islams oprindelse, var jesuitten fader Lammens, der arbejdede på University of St. Joseph i Beirut (Libanon) i begyndelsen af det 20. århundrede. Idet han trak på værker af mange lærde, såsom De Weil i 1843 og Caetani i 1905, demonstrerede han, at øjenvidnerne, der stod som garantier for hadith og sira, var ren fiktion, og at hadith og sira ikke var andet end parafraser over og forskønnelser af udsagn, der findes i Koranen. Han skrev:

"Udtalelserne i de skrifter, der holdes hellige af den muslimske tradition, udgør ikke en kontrol, ikke en kilde til yderligere information, som det er blevet troet indtil nu, men en grotesk udvikling. På basis af Koranens tekst, har hadith broderet sine legender, fuld af glæde over at kunne opfinde navne for spillerne på banen, for således at udfylde de grundlæggende temaer." [Quran and Tradition (1910)]

Den franske munk, broder Bruno Bonnet-Evmard, som vi vil omtale senere, opsummerer fader Lammens' position: "Traditionen forklarer Koranen, som i sig selv er grundlaget for Traditionen." Med andre ord er det en ond cirkel, som de "videnskabelige" undersøgelser begået af folk som Bucaille undgår at bemærke.

Var fader Lammens blot en forudindtaget præst? Tja - vi har også professor Goldziher, en jøde, der i Mohammedan Studies (1989) skriver om "den dybt tendentiøse natur af den (islamiske) Tradition." Igen i Ecclesiastical Dictionary of History and Geography (1924) skriver Rene Aigrain under opslagsordet "Arabia":

Under sådanne omstændigheder, kan vi ikke længere arbejde med Muhammeds liv ved at bruge Sira som grundlag, som flere af hans biografer har gjort.

Caetani skrev i sin Annali dell’Islam: "Vi kan næsten intet sandt finde om Muhammed i Traditionen, og vi kan afvise som apokryft alle de traditionelle materialer, vi har." Maxime Rodinson oplyser i sin Mahomet (1974), at "intet giver os mulighed for nogensinde at kunne sige: Dette kan indiskutabelt dateres til Profetens tid." Selv de (f.eks Gaudefroy-Demombnes, Nöldeke, m.fl.), der ikke er parate til at afvise Sira og hadith som fiktive, gør dette, ikke på grund af beviser for deres historicitet, men fordi alternativet ville være at starte helt fra bunden. Nöldeke, for eksempel, siger blot, at han vil se bort fra "mysteriet omkring Muhammeds personlighed" (citeret i fader Lammens' værk, Quran and Tradition).

Betydningen af Lammens' arbejde bør ikke undervurderes, for det er i højeste grad ødelæggende for "islam", som vi kender den. Det er ødelæggende af denne grund: Når man først har fjernet Sira, er der ikke en eneste positiv kilde, der bekræfter blot eksistensen af Muhammed! Dette er i sandhed en utrolig ting i betragtning af de enorme samlinger af manuskripter, pergamenter, monumenter, skulpturer, grave og inskriptioner fra oldtidens verden, der er kommet ned til vore dage. Således kan Dilip Hiro beskrive Muhammed med følgende ord: Han voksede op til at være en robust mand af middelhøjde, med en krum næse, store øjne, sensuel mund og tykt, let krøllet hår. Han var en stille mand, alvorlig, reflekterende, tilbøjelig til at tale kort og præcist.

Uden Sira, er der intet til at bakke denne tilsyneladende rimelige beskrivelse op. Vi hører ikke om denne kendsgerning - og læseren kan danne sig sin egen mening om, hvordan det kan være - men det ændrer ikke på nogen måde på forholdene.

Nogle spadestik dybere

Fr. Lammens fører os ikke hele vejen til sandheden. Hvad han gjorde var at starte en proces, en proces, som blev videreført 50 år senere af dominikaneren Fr. Thery, der skrev under pseudonymet Hanna Zakarias. Fr. Thery var en berømt middelalderforsker i sin tid, og var højt respekteret i den videnskabelige verden. Han betragtes som grundlægger af den videnskabelige eksegese af Koranen, selv om han ikke læste arabisk eller hebraisk, og dermed var nødt til at læse den i forskellige oversættelser. Hans intuition kom fra en evne til at forstå tekster og deres opbygning, og hans store kritiske bidrag var hans konklusion i Islam under Evaluation (1957), at Koranen slet ikke var opstået i Arabien, og at dens forfatter var en lærd andetsteds fra, som derved skabte det arabiske religiøse sprog. Dette er et vigtigt punkt, fordi det for de irakiske "eksegeter" fra det niende århundrede i sig selv var "et mirakel," at Koranen ingen litterære forgængere havde. Langt fra at begræde Koranen som værende affald, slår Fr. Thery fast, at den har en vis reel værdi, en værdi, der ikke findes i de andre dele af den islamiske tradition. Han siger i The Quran is Not Arab (1957), at når man betragter den koraniske tekst ved siden af sira, så er sidstnævnte kun som en pludren af dumme børn, og at uordenen, usandsynligheden og grovheden i deres legender om Profeten liv, tillader detaljer og kraften i denne ujævne arabiske tekst at skille sig ud på en vidunderlig måde. Hvad han havde i tankerne, kan vises ved et eksempel. Som Lammens viste, er alt i Traditionen afledt af Koranen og forskønnet. Den koraniske tekst: "Vi har sendt jer et lys," (i virkeligheden en fejloversættelse) er således udviklet i hadith og sira, så det er blevet anvendt direkte på Profeten selv. Den islamiske tradition fortæller os således, at Muhammed faktisk udsendte bølger af lys, så han var synlig, selv i de mørkeste skygger. Lyset han udsendte var så kraftigt, at man kunne finde en tabt nål i mørke!

Ved at sammenligne Koranen med Den hebraiske Bibel og den rabbinske midrashim konkluderede Fr. Thery, at Koranen kun var "Bibelen forklaret for araberne", selvom han også isolerede en rest - koranforfatterens hentydninger til samtidige begivenheder - som ikke kunne forklares på denne måde. Denne rest mente han kunne betragtes lidt ligesom Apostlenes Gerninger, og så døbte han dem "Islams Gerninger" [Acts of Islam], og præsenterede dem dermed som en slags dagbog over rabbinske forsøg på at konvertere araberne til jødedommen. Selvom Fr. Thery ikke havde en helt lukket og tilfredsstillende teori, fremmede han studiet af islam og erklærede, at nøglen til at nå frem til en sådan teori ville være en systematisk og videnskabelig oversættelse af Koranen, for Koranen var det eneste sikre dokument. Han mente, at Koranen måtte forklare Koranen på samme måde som Bibelen forklarede Bibelen. Hans sproglige mangler gjorde ham dog uegnet til opgaven.

Processen er blevet ført langt videre i vore dage - af Broder Bruno Bonnet-Eymard. Han er ikke blot en begavet teolog, der har studeret kristendommen, jødedommen og islam i dybden, men han er også en dygtig lingvist, der læser hebraisk, aramæisk, græsk, latin og arabisk.

Det første man må forstå er, at hans systematiske oversættelse af Koranen er nødvendig, fordi ingen til dato har formået at gøre det. Årsagen er, at oversætterne har været styret, ikke af den egentlige betydning af teksten, men af en fremherskende hensyntagen til "den modtagne fornemmelse" for teksten. Der findes faktisk ingen alment accepteret oversættelse af Koranen! Vi kan være vænnet til forskellige formuleringer og eftertryk i de forskellige udgaver af Bibelen, der findes, men ingen bestrider det væsentlige. Men med Koranen er det helt modsat. Én forfatter vil oversætte en sætning på én måde, en anden vil gøre det på en helt anden måde, og i begge tilfælde er der tale om spring i betydning, interpolation, ændringer og tilpasninger i et forsøg på at dække over den væsentlige ubrugelighed af deres arbejde. Apropos sådanne oversættelser skriver Fr. De Nantes, en kollega til Br. Bruno:

Vrøvl, fantastiske opfindelser, modsigelser, mangel på sammenhæng - for ikke at nævne de utallige udeladelser af pinlige ord og fejlplacerede tilføjelser - sådan har metoden været for den traditionelle oversættelse i 13 århundreder.

Når teksten (sura 3, v. 14) således klart henviser til "guld og raffineret guld," så skriver oversættere som Blachere og Masson "guld og sølv", fordi de ikke forstår referencen [gælder også for Wullfs danske oversættelse, o.a.]. De skaber ordet "sølv", som ikke er i teksten, selv om henvisningen klart er til Salmernes Bog. Det drejer sig om Salme 19:11, som siger: "De er mere kostbare end guld, end det reneste guld i mængde ..."

Dette er et eksempel på den form for opfindelse, der sker i sådanne oversættelser. Et eksempel på modsigelse er at finde i sura 3, v. 13 med ordet "mitlayhim." Blachere oversætter det som "i lige tal", mens Masson informerer os om, at det betyder "to gange overlegen i antal." [Wullf har "dobbelt så stor", o.a.] Hvilket er det? Eller igen - der er problemet med vilkårlig mening, hvor det samme ord i én sammenhæng kan tilskrives en helt anden betydning end i en anden. Sura 3, v. 25 indeholder således ordet "wuffiyat," og er oversat som "trofast holder en alliance," mens det samme ord i sura 2 er oversat som "modtager en retfærdig belønning".

Pladsen kræver tilbageholdenhed her, men lad det være sagt, at vi er konfronteret med et bjerg af flyvesand, en forhindring, der skal overvindes, før der kan gives et seriøst svar på spørgsmålet: "Er islam ægte?" Dette er den historiske opgave, som Br. Bruno havde og har foran sig, og til dato har han udgivet tre bind på i alt ca. 1.000 tætskrevne sider, der oversætter og giver en dybgående forklaring på de første fem kapitler (suraer) af Koranen. Hans forskning har vist, at ikke blot er Koranen ikke et sammensurium af teologisk arbejde af tvivlsom værdi, som tidligere oversættelser kan få folk til at tro, men at den er en guldgrube af information, der er sammenhængende og interessant, og som er skabt af en virkelig lærd mand. Selv om der stadig er andre 109 suraer at oversætte, har hans arbejde revolutioneret studiet af Koranen til det punkt, hvor man allerede nu kan sige, at islam, som vi har kendt den, er blevet tilføjet et skæbnesvangert slag.

Br. Bruno begynder med at erklære:

Uanset hvilken uvished der står tilbage angående tilblivelsen af den arabiske skrift, er det et ubestrideligt faktum, at det alfabetiske system blev etableret med netop ét givet formål: udgivelse af Koranen ...

Han fortsætter med at sige: Vores eksegese vil klart vise, at alfabetet, der er anvendt i Koranen, blot er en ren og ligefrem overføring til arabisk fra det hebraiske alfabet.

Fr. Therys intuition, at forfatteren til Koranen var "en rabbiner," er således, selvom det ikke er helt bekræftet, tydeligvis ikke skudt helt ved siden af. Br. Bruno fortæller os, at ordet islam traditionelt oversættes med "underkastelse", hvilket vi så i starten af denne artikel. Han siger, at denne oversættelse er klart forkert og helt uden forbindelse med teksten. Det hebraiske rodord, slm, kan også findes i aramæisk og er simpelthen 'aslim på arabisk. Ordet betyder "fuldkommen" - på aramæisk betyder hawei selim: "vær fuldkommen!" Hvorfor det er sådan, vil blive forklaret senere.

Det ligger selvfølgelig uden for rammerne af denne artikel at følge Br. Bruno gennem hele hans oversættelse, så vi må nøjes med en kort oversigt over teksten, der viser Koranens sande mening, og med at se på en række vigtige ord. Men først er vi dog nødt til at gennemgå vores historiske viden en smule, for at den fulde effekt af, hvad der er opdaget, kan gå op for læseren.

Efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i 70 e.Kr., blev jøderne spredt. Hvor tog de hen? Historikere, som Torrey, mener, at store mængder tog til Teima, en oase i det sydlige Palæstina, i håbet om og troen på, at de på et tidspunkt ville kunne vende tilbage. Hvad der er ubestridt, er det faktum, at den arabiske halvø har en fantastisk historie, som først er ved at blive kendt i vore dage, og i hvilken jøderne har spillet en afgørende rolle. For dem, der har troet, at den bare var kilometervis af sand, med arabere rejsende planløst omkring på kamel, vil følgende komme som et chok.

Vi ved fra inskriptioner fra 280 e.Kr., at indbyggerne i Saba og Yemenat tilbad Athtar, det vil sige gudinden Venus, men at den slags hedenskab var forsvundet o. 378 e.Kr. for at blive erstattet af en monoteisme, der påkaldte "himlens og jordens Herre," som blev kaldt "den Barmhjertige." Vi ved fra historikere som Jamme og Danielou, at det sydlige Arabien fra slutningen af det fjerde århundrede spillede en dominerende rolle i Den Arabiske Halvøs historie. Vi ved også, at Yemen ikke blot var et frodigt og blomstrende sted, men at det var skueplads for et ægte forsøg på en gennemført judaisering, som hverken havde sine fortilfælde eller sin lige.

Naturligvis vil vi spørge os selv, hvordan dette fandt sted og hvorfor. Det første vi må huske på er, at jødedommen i dag ikke aktivt søger konvertitter og ikke har gjort det i lang tid; men det ville være en fejltagelse at tro, at det altid har forholdt sig sådan. I kristendommens tidlige dage, kæmpede jøder længe og hårdt mod de kristne missionærer, hvor de end viste sig. Det skete med de metoder, der var til rådighed, og en af disse var at søge at vinde folk over til jødedommen. Det andet vi må huske er, at jødedommen spredes let på Den Arabiske Halvø, fordi omskærelse var almindelig blandt araberne. Det tredje punkt at huske på er, at jøder var talrige i landet Himyarites (Yemen), et faktum attesteret af Philostorge, der beretter om mødet med en ariansk mission ledet af Theophilus af Dibous i 356. Vi får at vide, at skønt befolkningen dengang hovedsagelig var hedensk, gjorde Theophilus store indhug, konverterede kongen og byggede kirker overalt. Sådanne rapporter viser omfanget af den romerske og kristne ekspansion, men de viser også, at denne ekspansion var oppe mod et godt forankret jødisk samfund.

I 378 vendte kongen af Yemen sig mod Det Romerske Imperium og allierede sig med Det Persiske Imperium, en ændring sat i værk af jøderne, da de var den eneste intellektuelle og sociale elite i landet. Dette var højdepunktet i Roms forsøg på at kolonisere halvøen, og det markerer også højdepunktet for kristen missionsindsats, da perserne langt fra var sympatisk indstillede over for deres imperialistiske rivals religion. I det femte århundrede blev regionen således stadig mere hebraisk i sit udsyn.

Vi ved fra Johannes af Efesos, at der i begyndelsen af det sjette århundrede udbrød en krig mellem Aidog, Prins af Etiopien og Dimion, Konge af Yemen. Sidstnævnte var stærkt pro-jødisk og det til et punkt, hvor han lod alle romerske købmænd, der kom ind på hans territorium, arrestere på grund af den romerske forfølgelse af jøderne. Ikke desto mindre vandt den etiopiske prins krigen, konverterede til kristendommen og byggede kirker overalt. Denne kristne ekspansion blev af det jødiske samfund set som en provokation, og Simon de Beth Arsham, en persisk biskop, fortæller, at jøderne i Tiberias [den største jødiske skole på den tid - red.], år efter år og sæson efter sæson, sendte deres præster (sic) af sted for at skabe problemer for de kristne himyariter.

Den anti-etiopiske og anti-kristne reaktion blev ledet af en jøde ved navn Dfi Nuwas, der hurtigt allierede sig med perserne. Han på sin side blev også knust af de kristne styrker.

Vi ved fra en indskrift fra 618, at kongen af Yemen var en monofysitisk (ariansk) kristen ved navn Abramus, og at indskriften, i en arabisk-lignende skrift, siger: "Ved magten, gunsten og nåden af den Barmhjertige, og hans Messias og hans Helligånd. "

I den nordlige del af Arabien udviklede der sig en anden situation. Presset fra den imperiale konflikt mellem Byzans og Persien fik de forskellige arabiske stammer til at samles og tjene det ene imperium eller det andet. Men det er kendt, at arabere, der konverterede til kristendommen, ikke blev i Hijaz, hvor nutidens Mekka findes, men udvandrede til Syrien, Palæstina og Ægypten. Det negative resultat var, at Hijaz ved år 582 for hele verden så ud som en jødisk provins. Det omfangsrige litterære og epigrafiske bevis for en implantation af kristendommen i Hijaz i de første århundreder kan for eksempel findes i Joseph Horovitz' artikel, "Arabia", offentliggjort i Encyclopaedia Judaica i 1929.

Francois Nau fortæller os i sin The Christian Arabs of Mesopotamia and Syria in the Seventh and Eighth Centuries, udgivet i 1933, at alle arabere i Mesopotamien og Syrien i begyndelsen af det syvende århundrede til en vis grad var kristne, i hvert fald i ånden. Alle havde set nogle af eremitterne eller asketerne, havde spist ved klostrenes døre, havde været til stede ved kontroverserne mellem monofysitter [som hævder, at Jesus Kristus kun har én natur, o.a.] og difysitter [som hævder, at Jesus Kristus har to samtidige naturer (en guddommelig og en menneskelig), o.a.].

Fr. Henri Charles fortæller os i sin The Christianity of the Nomadic Arabs in the Limes and in the Syro-­Mesopotamian Desert in the Region of the Hegira (udgivet af Le Roux i 1936), at den magtfulde personlighed af den berømte eremit, St. Euthymius [den Store, o.a.] markerer "begyndelsen til en meget frugtbar mission, der hele tiden bredte sig, så at ghassanidernes område ved år 570 var blomstrende med arabiske monofysittiske klostre ..."

Den Arabiske Halvø var således i århundreder scene ikke kun for militær krigsførelse, men også for teologisk krigsførelse: Krig mellem jøder og kristne, og mellem forskellige kætterske kristne sekter og katolicismen. Der sker uundgåeligt en nedsivning af alle den slags påvirkninger i samfundsstrukturen, en gennemtrængning, en kultisk blanding, der, som vi skal se, bereder vejen for Koranens fremkomst.

Mens alt dette foregår, sker der en stadig udvikling og forandring af de alfabeter, der anvendes i regionen. Disse ændringer er nu næsten klarlagt og viser, at Koranen på arabisk, langt fra at være "et mirakel," i virkeligheden er slutningen på en århundreder-lang udvikling.

Der er en tosproget indskrift i Umm-al-Jimal [ruinby i det nordlige af nutidens Jordan], der er dateret til slutningen af det tredje århundrede, og Littman bemærker i Florilegium Melchior de Vogue (Paris 1909), at "skriften allerede er en overgangsfase i retning af arabisk skrift," mens indskriften i Namara [et lille romersk grænsefort ca. 120 km sydøst for Damaskus] er dateret den 7. december 328, og på den tid blevet proto-arabisk. Den endelige fase i denne udvikling kan ses af indskriften fra Harran [martyrium i Leija-området syd for Damaskus] som er dateret 568, og af indskriften fra Zabad i den syrisk-mesopotamiske region, som begge er på, hvad vi i dag ville kalde arabisk. Det er en variant af aramæisk, som var det kommercielle sprog i det gamle Østen i denne periode.

Hvad der ikke blot er interessant, men faktisk afgørende, er det faktum, at inskriptionerne i både Harran og Zabad er kristne inskriptioner. Nau fortæller os: Det er frem for alle de kristne, der skabte alfabeter for de mennesker, de konverterede, og lærte dem at læse og skrive. Såkaldt klassisk arabisk er ingen undtagelse. Dets alfabet skyldes kristne, fordi på hjemstederne for Syriens kristne arabere findes de ældste eksempler på denne skriveform.

Efter at være blevet bebyrdet med lidt af den historiske baggrund, der fører op til Koranen, kan vi nu placere den og dens budskab i en veldefineret sammenhæng. Den er ikke en spontan skabelse, en åbenbaring, der er faldet ned fra himlen, men et værk med dybe rødder, af ældgammel slægt, og med en "brod", der var passende for tiden.

Selv en kort gennemlæsning af Koranen vil vise, at Abraham er central for islam, og dog kan vi fra åbningsbønnen se, at den udviser en udtalt mangel på "islamisk kolorit." "I den nådige og barmhjertige Allahs navn. Lovet være Allah, alverdens Herre, Den Nådige og Den Barmhjertige, Herskeren på dommens dag! Dig tjener vi, og Dig beder vi om hjælp. Led os ad den lige vej! Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde; ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne."

Det kan let ses, at der ikke er noget specielt islamisk ved denne bøn. Faktisk kunne den, ved første øjekast, lige så vel være af jødisk eller kristen oprindelse. Hvis man tænker over det, er det afgjort et ejendommeligt forhold i en tilsyneladende ny religion. Br. Bruno viser imidlertid, at den i virkeligheden er en meget gammel jødisk bøn, der er givet en subtil, anti-trinitarisk drejning, og at Irvings oversættelse [se denne artikels engelske original her] er upræcis, da den har mistet meget af den subtilitet og finesse, der findes i Koranens original.

I takt med at Br. Bruno har arbejdet sig gennem oversættelsen af Koranens to første suraer, er dens grundlæggende tema blevet klar, og fingerpeg er dukket op angående dens forfatter og hans baggrund.

Konfronteret med de voldelige og endeløse konflikter mellem jøder og kristne på halvøen, er det indlysende, at den koraniske forfatter var tvunget til at reflektere over, hvorfor alliancen - pagten med Gud - havde udviklet sig denne sørgelige måde. Han bemærker, at tegnet på alliancen med Gud er omskærelsen, og at alliancen blev indgået med Abraham. Men han bemærker også, at den første af Abrahams sønner til at blive omskåret ikke var Isak, men Ismael, hans søn med slavinden Hagar. Husk på, at Gud viste sin magt for Abraham ved at give en søn, Isak til hans aldrende kone, Sara. Vi ved også, at efter pres fra Sara blev Hagar og Ismael sendt væk, og at Ismael skulle blive fader til det arabiske folk. Alliancen blev således sluttet med Abraham, som hverken var jøde eller kristen, men var en hedning, der blev "fuldkommen" - den første muslim. Abraham og hans søn Ismael blev gjort "fuldkomne mennesker" - muslimayn - og de fik at vide, at de skulle vie deres forfædre [efterkommere? o.a.] til Gud, gøre af dem "et fuldkomment folk" - muslimat. Dette kald til fuldkommenhed var en "retfærdighed", som kom over Abraham og Ismael (fordi Gud aldrig holdt op med at lytte til Hagars og hendes søns bøn, i henhold til Koranens forfatter) og også over Isak, Jakob og alle profeterne, inklusive Moses og Jesus uden forskel. Med andre ord er der ikke skelnet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, for forfatteren hævder, at jødernes Torah og de kristnes evangelier er blevet brugt forkert for at splitte Bogens Folk. Jøderne anses for at være faldet væk fra Loven, og de kristne for at have forvansket Jesu profetskab, ved at gøre et blot menneske til Gud, og dermed gjort sig skyldige i apostasi. Den koraniske forfatter følte sig tilsyneladende kaldet til at genforene Bogens Folk. Dette gør han ved at tage jødedommens racemæssige linje gennem omskærelsen og dertil føje evangeliernes kald til fuldkommenhed, mens han hele tiden understreger, at jødernes og de kristnes frafald fra alliancen med Gud ikke ophævede alliancen sluttet med Abraham og Ismael.

Vi ser en anden opfattelse af islam som "et kald til fuldkommenhed." I en vis forstand er vi nødt til at se dette teologiske ræsonnement som en genistreg af Koranens forfatter og som noget, der passede til halvøens stridbare teologiske atmosfære. Br. Bruno siger:

Forfatteren har ikke som plan at grundlægge en tredje religion, men at afskaffe de to andre - den jødiske og kristne - ved at genskabe, hvad han mener er den eneste "tradition" (qiblat), den autentiske abrahamisme.

Mens den første sura er ren jødisk og meget gammel, er sura 2 beskæftiget med at minde folk om kravene i den jødiske Torah, og sura 3 med kravene i de kristne evangelier. Således afsluttes sura 2 med en bøn af forfatterens egen kreation, Vor Herre, Vor Omskærer, der står halvvejs mellem jødernes Yalzwelz og de kristnes Fader Vor.

Hvordan mener den koraniske forfatter da, at Abrahams sande religion kan genetableres? Simpelthen ved en tilbagevenden til Jerusalem, ved en tilbagevenden til Abrahams sted eller hus, og ved at forene Ismaels efterkommere med de sande troende. Traditionen fortæller os, at Abrahams sted eller hus findes i ruinerne af templet i Jerusalem, fordi det menes, at det var på dette sted på bjerget Moria, at Abraham blev kaldet til at ofre Isak. Huset bærer navnet "Bekka," og den reneste form for overholdelse af alliancen er "pilgrimsfærden til Huset" (hi jju l’bayti) ved Bekka. Den er skildret som en ubegrænset velsignelse og som "Vejen" til Gud. Ved at insistere på dette, angriber den koraniske forfatter jøderne, der havde stoppet pilgrimsfærden til templets ruiner århundreder før, og i samme grad de kristne, der havde forbudt den i evangeliernes navn, fordi det ikke er loven, men ånden, der frelser.

Samtidig ser vi, at den koraniske forfatter, samtidig med at han er anti-kristen, ikke ser alle kristne i det samme lys. Han skelner. I sura 3 v. 113 henviser han til de kristne "der står op i nattens timer for at læse Allahs tegn op," mens han et andet sted siger:

De taler med mildhed og bevarer roen, de holder sig fra, hvad der er uvedkommende, og de giver af sig selv frit. Disse er blandt dem, det vil gå godt.

Disse er klare referencer til ørkenmunkene, og viser, som Aigrain demonstrerer i sin artikel, "Arabia" i Ecclesiastical Dictionary of History and Geography, 1924, "munkenes virkelige prestige og deres magt til at konvertere araberne." Så det bør ikke være overraskende, at denne mand af intellekt og underfundighed også har været en stor beundrer af et kristent fænomen, som han må have haft direkte kendskab til. Desuden viser Br. Bruno, at forfatteren havde et indgående kendskab til kristen kultur, havde mediteret dybt over evangelierne og de andre bøger fra den kristne åbenbaring, hvilket ses af de nøjagtigheder og hentydninger, der findes i Koranens tekst. Den koraniske forfatter var en lærd af første rang.

Forfatterens og de "troendes" mål er at vende tilbage til Abrahams Hus, Bekka, ved hjælp af pilgrimsfærd. Sura 4 og 5 i Koranen drejer sig om midlerne til denne tilbagevenden.

Historien fortæller os, at Jerusalem faldt i 614, hvor kejser Heraklit af Byzans' hære blev knust af perserne. Krauss fortæller os (Jewish History), at jøder fra det sydlige Palæstina var allieret med disse persere - muligvis jøderne fra Teima-oasen, nævnt af Torrey, samt arabiske grupper. Ved ankomsten til Jerusalem kastede jøderne sig med raseri over den kristne befolkning og deres helligdomme, herunder naturligvis Den Hellige Grav. Alligevel er det registreret, at de kastede sig med størst vrede over Nea, [den "nye" kirke, Neabasilikaen o.a.] viet til Den hellige Maria, Gudsmoder, et punkt, hvis betydning vil blive vist senere.

I 617 krævede jøderne, ifølge Krauss, "visse autonomi-rettigheder i Den Hellige By." Perserne havde på dette tidspunkt været i forbindelse med de kristne i Jerusalem i tre år og havde fundet dem højst imødekommende, så da det jødiske krav om autonomi blev fremsat, besluttede perserne, at nok var nok. De deporterede jøderne til Persien. Fra skrifter af historikere som Krauss og Graetz, ser det ud til, at de arabiske grupper var blevet spredt på forhånd, takket være jødernes forræderi, og Br. Brunos oversættelse (Sura 3 v. 118-119, 122) viser, at Koranens forfatter klager over forræderi og perfiditet af falske brødre, Israels sønner.

Sura 3 beskæftiger sig med dette nederlag for araberne, og forfatteren taler om sit "golgata", men han vender sine meditationer over evangelierne i positiv retning og viser, at dette nederlag ikke er et absolut nederlag, men en renselse. Det er på dette punkt, at den historiske myte om Slaget ved Badr, som tidligere er nævnt, kommer ind.

Byen Badr er i dag en lille by sydvest for Medina, men ingen kort fra antikken registrerer dens eksistens. Desuden findes ordet "Badr" ikke nogen steder i Koranen, hverken i sura 8, hvor alle tidligere forfattere insisterer på at tale om Slaget ved Badr, eller i Sura 3, hvor ordet "bi-badrin" forkert oversættes som "ved Badr." I Sura 4 v. 6 er det relaterede ord "biddran" af Blachere og Masson korrekt oversat som "opløsning" eller "spredning", og er en ligefrem overføring af det rabbinske hebraiske ord "bidder", der betyder "at sprede." Bi-badrin betyder derfor "gennem eller ved spredning." Grunden til at islamologer oversætter ordet som "ved Badr" er, at de ikke kan se meningen med teksten, hverken helt eller delvist, mens Br. Brunos oversættelse på den anden side giver logisk mening. Den koraniske forfatter hentyder til "miraklet" ved redningen af hans arabiske skarer "gennem spredningen," iværksat af perserne i 617. Det er et af mange eksempler, hvor mening - sproglig og historisk - gøres klar i teksten, hvor andre kun har bragt forvirring og modsigelse. Indtil dette punkt har vi konsekvent talt om den "koraniske forfatter," snarere end Muhammed, som overalt angives at være Koranens forfatter. Hvorfor? Af den simple grund, at en mand ved navn Muhammed ikke skrev Koranen.

Vi bemærkede ovenfor, at når man har sat de fantastiske myter i hadith og sira til side, så er der ingen uigendrivelige beviser for Muhammeds eksistens. Men historisk hævder muslimer, at forfatteren henviser til sig selv i den koraniske tekst som Muhammed, så der altså ikke kan være nogen tvivl om hans identitet. Er det virkelig tilfældet?

Det er sikkert nok, at forfatteren i Koranen giver flere henvisninger til sig selv, men han er bemærkelsesværdig for den overordnede tavshed om sig selv. I sura 3, v. 144 kalder han sig for muhammadun, og fra og med Ibn Hishams arbejde og fremefter, har dette været opfattet som det rigtige navn på islams grundlægger. Br. Bruno siger, at dette ikke er tilfældet, og giver sine udførlige beviser. Det er interessant at bemærke, at denne påstand om Muhammeds ikke-eksistens ikke har fremkaldt en eneste tilbagevisning fra Fr. Michel Lagarde, en præst, der ikke alene selv er ekspert på området, men også er stærkt engageret i islamisk-kristen dialog.

På sin side oversætter Br. Bruno ordet muhammadun som "den elskede." Han siger, at det ikke er et navn som sådan, men en titel, skænket nogen; lidt ligesom at sige "mit livs lys" om sit barn, for eksempel, som ikke kunne misforstås som barnets navn. Han siger, at ordet muhammadun er afledt af roden hmd, som er den arabiske transposition af den bibelske rod hamad, som betyder "at begære" eller "at ønske." I sura 1, v. 2 havde munken [Br. Bruno o.a.] allerede vist, at det relaterede ord al hamdu var den kærlighed, man burde have for "Allah, alverdens Herre." En sydlig arabisk inskription bruger ordet mhmd til at henvise til "jødernes Gud," så den åbenbare betydning af udtrykket er "ham, der er genstand for kærlighed" - "den elskede" - det højeste guddommelige navn. Hos læseren burde dette vække mindet om evangeliets ord: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham" (Matt 17:5). Dette er ikke den eneste gang, at Jesus siges at være Guds muhammadun. Vi læser i beretningen om mødet mellem Vor Herre og St. Johannes Døberen ved Jordanfloden: "... og han så Guds ånd dale ned som en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: 'Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!'" (Matt 3:16,17). Det bliver ikke foreslået, at forfatteren præsenterer sig selv, eller tænker på sig selv, som Gud. Han præsenterer snarere sig selv og Vor Herre Jesus Kristus i den første sura som rasulun, det vil sige, orakler, profeter, begge mennesker, begge "elsket" af Gud. Vi finder i Daniels Bog, at profeten kaldes "menneske, der nyder forkærlighed," dvs. "is hamudot." Substantivet "is" betyder "menneske" og erstattes i det bibelske udtryk med det arabiske præfiks "m" - altså mhamudot, "Muhammed." For de af os, der ikke er sprogforskere, kan det virke en smule svært, men lidt vedholdenhed vil vise, at det giver den mest perfekte mening i den givne sammenhæng.

Gennem hele Koranens tekst er det tydeligt, at forfatteren kender til Paulus og vender ham efter sit eget formål, som er at overdrage den guddommelige alliance til Ismaels sønner, det fuldkomne folk, muslimyat. Fr. De Nantes, en kollega til Br. Bruno, går endnu videre og siger, at lighederne gennem hele suraen med Evangeliet er så tætte og så talrige, at han mener, at den koraniske forfatters hensigt ikke blot har været at efterligne Paulus' tilgang, men at sætte sig selv i stedet for Kristus.

Dette er måske ikke så langt ude, som det først lyder. Parallellen mellem Kristi "fiasko," der førte til Golgata, er parallel med den koraniske forfatters "fiasko" med at tage "Huset ved Bekka" i Jerusalem i 614. Hans troende er spredt, og dette er hans "golgata." Han bruger udtrykket "qarhun," som betyder "golgata," specielt for at fremhæve parallellen. Men suraen gør også klart, at "fiaskoen" ikke har tvunget ham til at opgive sit mål.

Lad os tage et kig på ordet Mekka, som vi får at vide er oversættelsen af Makka. Vi får at vide af Hiro, at Mekka var fødested for Muhammed, at det var et handelscenter med omkring 5000 mennesker, og at det var her, Muhammed begyndte sit apostolat. Der er to problemer med dette: 1) ordet Mekka optræder ikke i Koranen overhovedet. Snarere optræder ordet Bekka én gang og bliver fejlagtigt gengivet som Mekka, og 2) alle kort over antikkens verden viser, hævet over enhver skygge af tvivl, at byen Mekka ikke eksisterede i det syvende århundrede. Den store geograf og kortmager fra det 19. århundrede, Vidal de la Blache, var ekspert i de store kommercielle ruter fra oldtiden og viste ved hjælp af Ptolemaios' Geographia at Mekka ikke eksisterede. Selv Blachere bestrider ikke dette punkt, og det gør Fr. Lagarde heller ikke i hans 1990-anmeldelse i tidsskriftet IslamoChristiana af Br. Brunos først offentliggjorte bind. I betragtning af Blacheres ønske om at fremme islam på bekostning af kristendommen er hans vidnesbyrd så meget desto mere tungtvejende:

Der er ingen tvivl om, at byzantinske forfattere har givet os værdifulde oplysninger om de arabiske emirer, der herskede på stepperne i Syrien med kejserens samtykke. Takket være disse forfattere, er vi rimeligt godt informeret om disse emirers konflikter med deres babyloniske modparter, der stod i tjeneste hos de persiske sassanider. Gennem disse forfattere kan vi bestemme de religiøse tilhørsforhold for de arabiske stammer, enten nomadiske eller fastboende, i Transjordan eller på stepperne vest for Eufrat. Selv mystiske Yemen forsyner os med adskillige stumper af information om sin fortid, og gør det muligt for os at ane fremmede indflydelser, hvoraf nogle kommer fra Etiopien, der eksisterede sammen med dets gamle hedenskab. Men om islams vugge, om Hijaz og Mekka, den hellige by, i det sjette århundrede, har vi intet mere end de muslimske "kartografers" eksempler (The Problem of Mahomet, 1952).

Med andre ord er der ingen præ-islamiske kort i verden, der viser eksistensen af Mekka. Forsøg på at vise, at Macoraba var Mekka under et andet navn, har altid været ren spekulation, og har ingen seriøse beviser, der bakker dem op.

Så hvis der ikke er noget Mekka, hvad er så meningen med dette ord, Bekka? Det forekommer kun én gang i hele Koranen (Sura 3, v. 96), i den samme sura, der beskæftiger sig med de troendes tilbagevenden til Jerusalem. I sura 2, v. 125 og 127 taler forfatteren om Huset - al-bayt - og tillægger Abraham dets grundlæggelse. Det er derfor helt oplagt, at "Huset" findes i Jerusalem, specifikt blandt templets ruiner. Nu er det sådan, at ordet Bekka bruges i suraen i relation til Huset, med den konsekvens, at ordet kun kan være en henvisning til "Baka-dalen", som ligger nord for Hinnom-dalen og vest for Jerusalem. Ja, meningen er så indlysende, at man spørger sig selv, hvorfor ingen af de videnskabelige forskere nogensinde har blot foreslået det som en mulighed. Men der er mere.

Koranen giver ingen idé om Mekkas geografi eller anlægsplan, men den giver nogle præcise oplysninger om Jerusalem, som styrker den kendsgerning, at Koranens tema op til dette punkt drejer sig om en tilbagevenden til Jerusalem, til fødestedet for alliancen mellem Gud, på den ene side, og Abraham og hans søn Ismael, på den anden.

I sura 2, v. 158 henviser forfatteren til as-safa, som er den hebraiske transposition af ha-sophim, som betyder "vagtposten." Nu er det sådan, at nord for Jerusalem er der en bakke, som er forbundet med Oliebjerget og som på græsk oversættes med skopos. Det kan findes i den rabbinske litteratur, og er et sted, hvorfra man kan overskue Jerusalem som fra et vagttårn. Skopos er græsk for "vagtpost".

Igen, når den koraniske forfatter, i sura 4, v. 13 og andre steder, lover sine troende, at de "vil træde ind i haver - janna - hvor floder løber under jorden - min tahtiha," så skriver han ikke blot skønlitteratur. Det er en nøjagtig beskrivelse af Jerusalems vandingssystem på hans tid!

I den byzantinske periode var området uden for Jerusalems mure mod sydvest kendt som "Haverne." For kristne, der talte aramæisk, var det kendt som Pordesaya. Grækerne kaldte det Phordesa og jøderne, Pardesaya. Disse er alle ord, som betyder "Paradis." Årsagen til dette er ikke svær at få øje på. Jerusalem, der ligger i vanskeligt terræn, har altid lidt under tørke fra maj til oktober, og dette blev forværret af den fremherskende østenvind. For at bekæmpe dette, blev et system af lagertanke bygget under jorden, som kom frem på overfladen gennem en smal åbning. Disse tanke blev fyldt fra november til marts takket være den rigelige regn, og gjorde det dermed muligt for afgrøder og andet at trives. J. T. Milik fortæller os i sin bog, Saint-Thomas de Phordesa (1961), at det var "et komplet og komplekst kunstvandingssystem." Her er vores "underjordiske floder."

Eller igen, vi finder, at ordet "Gehenna" optræder én gang i Sura 2, tre gange i Sura 3 og syv gange i Sura 4. Ordet på arabisk er Jahannam, og det kaldes "Vredens dal." Gehenna er en dal syd for Jerusalem, der fører væk fra Baka-dalen i vest. Det var et øde offentligt sted, hvor en permanent ild brændte for at komme af med affald. Gehennas ild [Helvedes ild] (Matt 5:22, 18:9) er et symbol på evig straf, eller, hvis man hellere vil, på evig vrede. Teksten er også mere tiltalende, for ved at tage fra Baka-dalen til Gehenna-dalen, tager man fra Paradis til Helvede, en fysisk realitet med en teologisk komponent.

Lad os til sidst se på problemet med Kabaen, stentemplet eller Allahs Hus, der findes i midten af moskéen i Mekka, og som er den vigtigste helligdom i den islamiske verden. Eftersom Mekka ikke eksisterede, er vi nødt til at spørge os selv, hvad ordet Kaba betød for den koraniske forfatter.

Det er første gang nævnt i Sura 4, v. 6. Det betyder "kubus" - kubos på græsk - og bruges om grundstenen i et hus. Fr. Jomier siger i sin artikel "Kaba," at ordet "kommer af den mere eller mindre 'kubiske' form af denne helligdom."

Han fortsætter med at sige, at "ordet også blev brugt til at henvise til bestemte helligdomme af samme form." Br. Bruno har formået at identificere to sådanne helligdomme: en i Petra, hvorfra den koraniske forfatter og hans troende begav sig ud for at vende tilbage til Jerusalem, og den anden ved Jerusalems porte. Det er også vigtigt at bemærke, at ordet Kaba optræder en fjerde og sidste gang i sura 78, v. 33, hvor det har betydningen "jomfruer" - kawaa‘iba. De to betydninger er så radikalt forskellige, at vi er berettigede til at spørge: "Er Kaba et hus eller en jomfru?"

Vi ved, at Kaba altid var forbundet med Abrahams esplanade, maqam, således at både det ene og det andet var forbundet til Huset - al bayta. Huset er templet i Jerusalem og maqam er tempelpladsen, det vil sige bjerget Morias hellige sten. Så hvis vi ønsker at finde den virkelige oprindelse til Kabaen, er vi nødt til at se på Jerusalem.

Fra en prædiken af St. Germain af Konstantinopel (634-733), der handler om Vor Frues Dormition [Jomfru Marias død og legemlige optagelse i Himlen o.a.] og transporten af hendes legeme fra hendes hjem i Det Hellige Zion til hende "grav" i Gethsemane, lærer vi, at der langs denne rute er et monument, der på græsk kendes som Kubos. Han siger: Det er langs den rute, som ligtoget fulgte, nede i Josafats Dal, at der findes et monument i form af en kubus (...). [Det] er i centrum af denne kubus, at der findes den ærede søjle, der minder om den mirakuløse helbredelse af den ugudelige jøde.

Vi finder endvidere munken Epiphany, på pilgrimsfærd til Det Hellige Land i det syvende århundrede, der beskriver dette monument med ordet: tetrakoinin. Han siger: "Det er en kubisk bygning med fire søjler og kronet af en kuppel." Fr. Daniel (1099-1185) er endnu mere præcis:

Det ligger 100 meter fra byens (Jerusalems) porte på det sted, hvor Jephonias [ypperstepræst - red.] forsøgte at smide liget af den hellige Guds Moder ned fra hendes båre, der blev båret af apostlene til Gethsemane. En engel dukkede op, huggede hans to hænder af med et sværd, og lod hænderne blive tilbage, fæstnet til båren. Fr. Daniel tilføjer: "Fra dette sted til graven af Den hellige Guds Moder er der 200 meter." Dette giver os mulighed for nøjagtigt at placere dette kubiske monument udenfor Den skønne Port [kan være Den gyldne Port, der nu er tilmuret o.a.] på den østlige side af den hellige by. Miraklet, nævnt af St. Germain, går ud på, at "den ugudelige jøde," Jephonias, fik sine hænder tilbage og konverterede til Den katolske Kirke. Den tilsyneladende gåde er således let at løse.

Som kompensation for angrebet på Vor Frue, rejste de kristne i Jerusalem et monument til hendes ære. Ypperstepræsten, Jephonias, besøgte det og blev mirakuløst helbredt. Det er sandsynligt, at muslimerne stadig i det syvende århundrede, på Epiphanys tid, havde respekt og veneration for dette hellige sted, kubos, indviet til Jomfru Maria, kaba, og talte ilde om Jephonias' ugudelige handling.

På denne måde ser vi, hvor let kuben kunne blive en jomfru. Hypotesen i denne fase for den gode munk [Br. Bruno] er, at muslimerne tog Kubos som et symbol på Abrahams Hus, og derfor, af ukendte grunde, flyttede det (eller blot dets fundament) på et andet tidspunkt. Det kunne selvfølgelig også være, at Kabaen i Mekka har en hel anden oprindelse, som ikke har nogen som helst forbindelse med Koranen.

Alt denne artikel har forsøgt at gøre, er at formidle noget af den spektakulære forskning, der udføres med Br. Bruno i spidsen, og håber, at det vil tilskynde den interesserede til selv at grave dybere. Forskningen er langt fra færdig. Der er 109 suraer mere at oversættes, og alle rummer afgørende og afslørende oplysninger om islams fødsel og udvikling som skitseret og ønsket af Koranens forfatter. Der vil utvivlsomt også komme relevant information fra de eksperter, der er ved at udgrave det store kristne kloster, som blev opdaget i sandet ved Al Oousour (1990), og som allerede er dateret til det sene sjette, måske syvende århundrede. Dette er alt sammen for fremtiden.

Gennem seriøs og ægte videnskabelig forskning er gyldigheden af hadith og sira fra den islamiske tradition elimineret. Det kan vises, at hverken Mekka eller Badr eksisterede på det påståede tidspunkt, og dermed at alle historierne om Muhammeds profetskab og sejre på slagmarken er ren opfindelse. Ja, det kan påvises, at der aldrig har været en sådan mand overhovedet. Ved systematisk at oversætte Koranen, kan selv betydningen af navnet, islam, dokumenteres at være blevet fordrejet, og den historiske og teologiske baggrund, der gjorde Koranen mulig, demonstreres. Betydningen af det jødiske samfund i denne udvikling har sat forskerne på sporet af den sande identitet af Koranens forfatter, en mand, der klart var af usædvanlig talent, energi og indsigt. I virkeligheden er Br. Brunos arbejde ansporende forskning, der viser, at islam er en kendsgerning, fordi Koranens islam er en kendsgerning; men det bliver nu stadig mere tydeligt, at islam af i dag er en illusion i den forstand, at alt, hvad den i virkeligheden har til fælles med den koraniske forfatters enestående geni, er religionens navn og en lemlæstet forståelse af hans kraftfulde bog. Dette er modsigelsen, som er blevet til det paradoks, der er nævnt i starten af denne artikel.

---

Oversættelse: Bombadillo