Når journalister, historikere, psykologer og eksperter i gruppedynamik, organisation og strafferet skriver om de unikke omstændigheder, der fører til selvmordsterrorisme, er de fælles om den opfattelse, at islam har meget lidt med den sag at gøre. De fleste analytikere enten nedtoner eller helt ignorerer islams rolle i selvmordsterrorisme, mens nogle forsøger at tilbagevise forbindelsen samt fordømmer andre for ikke at gøre det samme.

Denne modvilje mod at acceptere islams og islamismens rolle i selvmordsterrorisme, har ført til nogle fantastiske og virkelighedsfjerne teorier, der udvisker handlingens karakter med eufemismer og neologismer ("taktisk martyrium" [1] - "ussel fornøjelse" [2] - "altruistisk mord"), og beskylder ofrene, især israelere, for deres ulykkelige skæbne. Og alt for ofte siges årsagerne til selvmordsterrorisme at være Vestens politikker.

Den islamiske kontekst

Selvmordsterrorisme er blevet så almindelig, at det let overses, hvor relativt nyt og pludseligt populært fænomenet er. Mellem afslutningen af 2. Verdenskrig og den iranske revolution, var der ingen selvmordsangreb i verden. Men kun måneder efter at ayatollah Ruhollah Khomeini konsoliderede sin magt og dannede Pasdaran [Revolutionsgarden, IRGC] og Basij [det religiøse politi], begyndte selvmordsangreb at dukke op i konflikter, der involverede shiitter (Libanon, Iran-Irak-krigen ), og slog derefter rod blandt palæstinensiske sunni-grupper. [3] Det blev til sidst de islamistiske terrororganisationers foretrukne taktik.

Khomeini udvalgte særlige passager fra Koranen og hadith (kanoniske samlinger af påståede Muhammed-udtalelser og -handlinger) til at udforme sin selvmorderiske version af radikal islam. Hans todelte retoriske plan gjorde det nødvendigt at overbevise muslimer om, at selvmord ikke er selvmord og at død ikke er død. Ved at udnytte - eller måske fabrikere - tilfældet Hossein Fahmideh, en 13-årig dreng, der den 30. oktober 1980 angiveligt kravlede ind under en irakisk tank og bragte en granat til eksplosion, har Khomeini opbygget en martyriets kultur. Tusindvis af børn blev indkaldt til hans nye opfindelse - "menneskebølge-angrebet" - og selvmordsbombe-taktikken blev udbredt. Khomeini fik et særligt monument dedikeret til Famideh, som var beregnet på at appellere til børn. Dernæst brugte han Famidehs billede på bogposer, vægmalerier, plakater og frimærker for at inspirere børn til at følge ham og drikke "martyriets nektar". [4] Taktikken spredes hurtigt til Libanon, hvor den irakiske ambassade blev ramt den 15. december 1981, i hvad der generelt betragtes som det første dokumenterede selvmordsangreb i moderne tid. Som terrorismeekspert Matthew Levitt påpeger, voksede Irans indflydelse betydeligt i 1982, da "1500 rådgivere fra IRGC [Den Islamiske Revolutionsgarde, også kaldet Pasdaran, o.a.] oprettede en base i Bekaa-dalen som en del af dens stræben efter at eksportere den islamiske revolution til den arabiske verden". [5] Så i 1983 blev amerikanske interesser udsat for selvmordsterrorisme for første gang, da den amerikanske ambassade i Beirut blev bombet i april, med 63 dræbte til følge. Senere, den 23. oktober 1983, blev de amerikanske marineinfanteristers kaserne i Beirut bombet, hvilket kostede 299 menneskeliv.

Khomeini og hans kollega, den radikale shiitiske gejstlige Musa al-Sadr fra Amal-militsen, udlagde Iran-Irak-krigen (1980-1988) som en moderne inkarnation af slaget ved Karbala, med det iranske folk i rollen som Muhammeds barnebarn og den shiitiske martyr, Hussein ibn Ali, og Saddam Hussein i rollen som hans nemesis, kalif Yazid. De forstod, at den shiitiske veneration for selvopofrelsen af Husseins tilhængere, der døde villigt sammen med deres leder, kunne udnyttes. Khomeini påkaldte også passager fra Koranen, der lovpriser dyden af "den, der sælger sit liv i ønsket om Allahs velbehag." [6] Alligevel ignorerer de fleste forfattere af bøger om selvmordsterrorisme, hvordan Khomeini og al-Sadr omhyggeligt manipulerede den islamiske tradition, og foretrækker den enkle og ukritiske påstand om, at islam forbyder selvmord.

At acceptere klichéen, "islam forbyder selvmord", er meget lettere end at forklare præcis hvor eller hvordan, islamisk tradition gør selvmord forbudt (haram). Men dette er bestemt den almindelige opfattelse, autoriseret af Det Islamiske Øverste Råd (Islamic Supreme Council), [7] Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer (Council on American Islamic Relations - CAIR) [8] og Wikipedia. [9] Ved de sjældne lejligheder, hvor islamiske tekster er undersøgt, dykker kun få forfattere ned i hadith-litteraturen, mens nogle citerer Koranen. Den citerede passage er altid sura 4:29, som de hævder, skal betyde: "I må ikke slå jer selv ihjel".

Men sagen er langt fra afgjort. I bedste fald kunne man argumentere for, at sura 4:29 synes at indeholde et forbud mod selvmord. Denne opfattelse afhænger af ordet anfusakum, der oftest oversættes som "sig selv" eller "jer selv", mens et lige så overbevisende argument kan gøres for, at det skal oversættes som "andre som én selv." En undersøgelse af de tre mest almindelige engelske oversættelser af Koranen - dem af Ahmed Raza Khan, Marmaduke Pickthal og Yusef Ali - advarer læserne om mulige uoverensstemmelser. [10] Den pågældende sætning fra 4:29 er den bydende, wa-la taqtulu anfusakum: Khans oversættelse lyder: “do not kill one another” ["dræb ikke hinanden"], Pickthals lyder: “kill not one another” ["dræb ikke hinanden"] og Alis lyder: “Nor kill (or destroy) yourselves.” ["dræb (eller ødelæg) heller ikke jer selv."] [11]

[Tillæg: Ellen Wulff oversætter 4:29 således: "I, der tror! I skal ikke fortære jeres ejendom ved falskhed indbyrdes, men det skal være handel til jeres gensidige tilfredshed! I må ikke slå jeres egne ihjel! Allah er barmhjertig imod jer."

Den autoritative Tafsir al-Jalalayn har: "You who believe! Do not consume one another's property by false means, in other words in a way that is haram in the sharia such as usury and misappropriation, but only by means of goods exchanged in mutually agreed trade. And do not kill yourselves by committing what will lead to your destruction in this world or the Next. Allah is Most Merciful to you in forbidding you to do that." (Korantekst er med fed, resten er kommentar)

Dette kan på dansk blive til: "I, der tror! I skal ikke fortære hinandens ejendom ved falske midler, med andre ord på en måde der er haram i sharia såsom åger og uretmæssig tilegnelse, men kun ved hjælp af varer udvekslet i handel til jeres gensidige tilfredshed! Og slå ikke jer selv ihjel ved at begå, hvad der fører til jeres ødelæggelse i dette liv eller det Næste. Allah er barmhjertig imod jer ved at forbyde jer at gøre dette." o.a.]

Så langt tilbage som i 1946, konkluderede den arabisk-lærde Franz Rosenthal, at "der ikke er noget absolut sikkert bevis på, at Muhammed nogensinde diskuterede problemet selvmord ved hjælp af guddommelig åbenbaring". [12] Han hævdede, at Koranens ofte citerede forbud mod selvmord i 4:29 i virkeligheden er en fejloversættelse som følge af en fejlagtig anvendelse af det refleksive pronomen. Hans liste over "tilgængelige oversættelser" af Koranen i 1946 indeholder otte, der behandler 4:29 som et forbud mod selvmord, fem som et forbud mod at dræbe andre muslimer, og syv, der påpeger tvetydigheden gennem noter eller dobbelte oversættelser.

Påstanden om, at "islam forbyder selvmord" dukker ikke desto mindre, i en eller anden form, op i arbejder af analytikere som Christoph Reuter, Mia Bloom, Barbara Victor, Robert Pape, Adam Lankford, Rosemarie Skaine, Diego Gambetta, Stephen Holmes, Luca Ricolfi, Mohammed M. Hafez, Joyce M. Davis, Ariel Merari og flere andre. [13] I en demonstration af, hvor dybt rodfæstet denne opfattelse er blevet, fortjener tre tilfælde særlig opmærksomhed.

Først - da Bruce Hoffmans ærværdige Inside Terrorism blev revideret og udvidet i 2006, blev et nyt kapitel om selvmordsterrorisme inkluderet. Det begynder med erkendelsen af, at i "intet område af moderne terrorisme har religion haft en større indvirkning end i fremdriften af den enorme stigning i selvmordsangreb, der har fundet sted siden 9/11", men indeholder også sætningen: "Koranen forbyder dog udtrykkeligt selvmord." [14]

For det andet - Assaf Moghadams The Globalization of Martyrdom er måske den bedste bog om emnet, der i selve titlen erklærer forbindelsen mellem selvmordsbombning og religion. Og alligevel er der - blandt næsten 300 siders uforfærdet analyse af de islamiske elementer i selvmordsterrorismen - påstanden om, at "islam forbyder at tage ens eget liv". [15]

Og endelig skrev selv Daniel Pipes - i en artikel fra 1986, der foreslog statslig støtte som den mest umiddelbare årsag til det dengang nye fænomen - at "selvmord er strengt forbudt i islam". Hans påstand blev dog kvalificeret ved: "Et koranvers: 'slå ikke jer selv ihjel' (4:29) bliver almindeligt forstået som en fordømmelse af selvmord." [16]

Hverken Hoffman, Moghadam eller Pipes forsøgte at løsrive islam fra selvmordsbombning; alligevel gentog hver af dem påstanden.

På det seneste er den egyptiskfødte læge og nuværende leder af al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, blevet selvmordsterrorismens førende teoretiker ved retorisk at udviske grænsen mellem selvmord og martyrium. I essays som f.eks. “Jihad, Martyrdom, and the Killing of Innocents”, adskiller Zawahiri de to på basis af hensigten: At gøre en ende på sit liv "ud af depression og fortvivlelse" er selvmord, men at gøre en ende på sit liv "for at tjene islam" er martyrium. [17] Ideologer fra Hizbollah (Fadhalla, Nasrallah) og Hamas (Yassin, Rantisi) har argumenteret på lignende måde. [18]

For den anden del af Khomeinis plan - at overbevise muslimer om, at død ikke er død - har Koranen vist sig meget nyttig. Sammen med de ofte citerede sværdets vers, er der en række koran-passager, der fremhæves som kampagnevarer af rekrutteringsagenter for selvmordsterror. Flere kritiserer dem, der tror, at muslimer dræbt under kampen mod fjenden faktisk er døde: Både 2:154 og 3:169 hævder, at "de, der blev dræbt for Allahs sag (...) lever hos deres Herre og bliver forsørget" (3:169). Andre passager uddyber dette løfte, såsom 4:74 og 9:111, hvor belønningen - afhængig af oversætteren - kaldes "Paradis" eller "Haven". Og forskellige hadither går yderligere i dybden. Som Zawahiri udtrykker det:

Martyren er speciel for Allah. Han er tilgivet fra den første dråbe blod [han udgyder]. Han ser sin trone i Paradis, hvor han vil blive prydet med troens ornamenter. Han vil gifte sig med Aynhour [de storøjede jomfruer], og vil ikke kende til gravens pinsler (...). Og han vil være sammen med 72 Aynhour og kunne gå i forbøn for 70 af sine slægtninge. [19]

Antallet af analytikere, der simpelthen afviser det islamiske begreb shahada (martyrium), er bekymrende. Nogle, som Joyce M. Davis, er så bundet til forestillingen om, at islam forbyder selvmord, at de føres til uunderbyggede og forenklede løsninger, som f.eks. den konklusion, at 9/11-flykaprerne var "terrorister, der forvrængede deres religions sande lære ... ikke martyrer." [20] Denne "sande lære" bliver ofte proklameret men sjældent lagt frem, og enhver af de nitten terrorister så sig selv som en martyr.

På linje med Davis' overfladiske håndtering af martyriet, er den undvigende behandling, der kendetegner den nyligt afdøde palæstinensiske psykiater Eyad El-Sarraj. [21] I et interview om Umm Nidal, en kvinde, der til sidst måtte se tre af sine sønner blive selvmordsbombere, [22] forklarede Sarraj, at enhver sorg hun følte ved sine sønners død var kortvarig og "støttet af den kulturelle tro på, at den, der dør som martyr, ikke er rigtig død." [23] Sarraj har delvist ret, når han således identificerer den kulturelle komponent af palæstinensisk selvmordsterror, men han nægter at anerkende den koraniske oprindelse til denne kultur.

Analytikere, der ignorerer de måder, hvorpå islamisk tradition bruges til at rekruttere, fremme, retfærdiggøre, berømme og mytologisere selv-ofring som martyrium, må lukke deres sind for bjerge af beviser for at konkludere, at 9/11-terroristernes "afvigelser fra sund fornuft ikke nødvendigvis var et resultat af deres religiøse overbevisning" [24], og at "almindelige fortolkninger af islamiske tekster ikke understøtter" [25] deres handlinger. Når de nævner islam, gør de det på en varsom, ofte forskønnende måde: "Troen på en form for efterliv kan dæmpe de psykologiske omkostninger ved forpligtelse." [26] Rimelige analyser af ærbødigheden for martyrium i islam bliver mildnet med formaninger om, at "sekulære grupper også kan gribe til den slags angreb." [27] Udrustet med skyklapper hævder mange, at næsten alt kan forårsage selvmordsterrorisme - undtagen islam. Viljen til at komme med bortforklaringer er så stærk, at den fik Navid Kermani til at råde dem, der ønsker at forstå 9/11-angrebene, til at ignorere Koranen og give Nietzsche skylden, [28] og fik Scott Atran til at argumentere for, at "islam og religiøs ideologi i sig selv ikke er den vigtigste årsag til selvmordsbombning og terror i dagens verden - i hvert fald ikke mere end fodbold, venskab eller troen på en bedre fremtid". [29]

Forvridning af tallene

En populær metode til at trække islamismen ned til at blive en sekundær eller endda irrelevant faktor for selvmordsterrorisme, er at pege på eksistensen af ikke-islamiske selvmordsdræbere som bevis, og derved adskille islam fra selvmordsterrorisme. At give eksempler på selvmord i præ-moderne og præ-islamiske kulturer (såsom de jødiske zeloter og hinduistiske thugger) synes at være et forlagskrav til bøger om emnet. Selv det 13. århundredes muslimske assassinere bliver generelt præsenteret som en "sidegren" af islam, og derfor ikke ægte islamiske, bestemt ikke som shiitter, der dræber sunnier i en indbyrdes sekterisk kamp.

Den dristigste af disse talforvridere er Robert A. Pape, der fører angrebet med en hel egen udgave af statistisk pedanteri. I et forsøg på at skildre eksistensen af kulturel og religiøs mangfoldighed, hvor ingen i øjeblikket findes, skriver Pape i Dying to Win, at "den formodede sammenhæng mellem selvmordsterrorisme og islamisk fundamentalisme er vildledende", fordi "data viser, at der er ringe sammenhæng mellem selvmordsterrorisme og islamisk fundamentalisme." [30]

Papes tal hænger kun sammen ved hjælp af tvivlsomme valg, der formørker ethvert krav til statistisk relevans. For eksempel giver medtagelsen af næsten fire tusind japanske kamikaze-piloter i datapuljen et stærkt numerisk skub til fordel for Papes argumentation. Men i en undersøgelse af selvmordsterrorisme, er kamikaze-piloter irrelevante: De repræsenterede en nationalstat, deres fly var tydeligt mærket med Den Opgående Sol, og de forsøgte at ramme en erklæret fjendes militære fartøjer i krigstid. Ligeledes var de, der tjente i de såkaldte "Sapper Units" i Viet Minhs og Viet Congs kampagner mod franske og amerikanske tropper, højrisiko-oprørere, der bar deres bomber i tasker og detonerede dem på tæt hold, mens de forsøgte, nogle gange uden held, at undslippe eksplosionen. Da deres død ikke var en forudsætning for missionens succes, kan de ikke betragtes som sande selvmordsterrorister. [31]

En anden gruppe, der er medtaget for at fortynde det numeriske bevis på islams dominans i selvmordsterrorisme, er De Tamilske Tigre (LTTE). Dens elite-undergrupper, De Sorte Tigre og De Sorte Tigrerinder (den kvindelige selvmordseskadrille), var engageret i selvmordsbombning i en årtier lang opstand mod staten Sri Lanka og dens singalesiske buddhistiske befolkning. Fordi LTTE-medlemmer for det meste er hinduer, bliver deres hundreder af selvmordsangreb ofte fremført for at løsrive selvmordsterrorisme fra islam. Stephen Hopgood tager det største spring, idet han bemærker, at da religion ikke kan forklare selvmordsterror blandt tamilerne, så "betyder (det), at ingen religion, endsige en bestemt religion som islam, er en nødvendig del af forklaringen på SA'er [selvmordsaktioner]." [32] Men et mere fyldestgørende billede afsløres af LTTE's kontakt med islamistiske grupper, herunder oversættelse af deres manualer til tamil, [33] og af den kendsgerning, at LTTE ikke var engageret i selvmordsterrorisme før dens kontakt med Hizbollah. [34]

Sekulær-religiøs-kultisk

En anden metode til at aflede opmærksomheden fra islam, er at betegne nogle grupper, der deltager i selvmordsterrorisme, som sekulære, og at acceptere det synspunkt, at sekulære grupper anvender selvmordsterrorisme. Mia Bloom erklærer: "Det er en fejl at antage, at kun religiøse grupper bruger selvmordsterror. Mange af de grupper, der fører tilsvarende dødbringende kampagner, er afgjort sekulære." [35]

Desværre præsenterer de fleste forfattere "religiøs" og "verdslig" som binære modsætninger og som de to eneste muligheder for terroristisk ideologi. Men den sekulære status er vildledende. Da de fleste ser Yassir Arafat som det modsatte af Hamas og Hizbollah, og derfor som sekulær, bliver enhver gruppe med tilknytning til ham (Fatah/Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation [PLO], Tanzim, Styrke 17, selv Al-Aqsa Martyrernes Brigade) generelt behandlet som en sekulær gruppe. Faktisk var Arafat en hengiven muslim, der i sine tidlige dage var forbundet med Det Muslimske Broderskab, hvilket også gjaldt andre grundlæggere af Fatah, PLO's dominerende organisation. Og mens den nye generation af Fatah-ledere i territorierne kan være mindre religiøse, har de alligevel et udkast til forfatning for en fremtidig palæstinensisk stat, der fastslår, at "islam er den officielle religion i Palæstina", og sharia (islamisk lov) er "en primær kilde til lovgivning." [36] Der er heller ikke noget sekulært ved Al-Aqsa Martyrernes Brigade; gruppens logo indeholder endda en passage fra Koranen (9:14), der opfordrer muslimer til at kæmpe mod Guds fjender. Af de tre led i gruppens navn, er kun "Brigade" en ikke-religiøs term og i betragtning af, at substantivet "brigade" modificeres af "al-Aqsa" og "martyrer" er der intet sekulært overhovedet ved navnet. Men højest besynderligt er det alligevel normen at læse: "Gruppens ideologi er baseret på palæstinensisk nationalisme, ikke på politisk islam." [37]

Ligeledes mener Human Rights Watch, at Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) er en sekulær gruppe, fordi organisationen "opfordrer til en palæstinensisk stat omfattende Israel, men ikke en islamistisk én." [38] Det kan være, at den virkelig var en sekulær terrorgruppe, da George Habash dannede gruppen i 1968, mens han slyngede om sig med marxistisk retorik. Men da PFLP besluttede at udføre selvmordsbombninger, rekrutterede og udsendte mordere for dens nyligt omdøbte Abu Ali Mustafa Brigaden, og derefter lovpriste dem som islamiske martyrer, der i islams navn dræbte jøder i det "besatte Jerusalem", mistede den ethvert krav om at være sekulær. [39]

Ligesom De Tamilske Tigre bliver Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) også hyppigt fremført som bevis på eksistensen af ikke-islamisk, sekulær selvmordsterrorisme. PKK udførte i alt fjorten selvmordsangreb (en brøkdel af LTTE's hundreder [40]) og bliver generelt ikke nævnt for dens statistiske værdi i forsøget på at opveje islamiske selvmordsbombere med ikke-islamiske. Snarere bliver gruppens marxistiske retorik brugt som bevis for dens sekularisme, selvom dens ledere rosende omtalte dens gruppe af selvmordsterrorister som fedayeen og hævdede, at de, der dræbte sig selv i angreb, var martyrer, som ville komme i Paradis. [41]

Men LTTE og PKK er stadig relevante for diskussionen og - bortset fra deres direkte kontakt med islamiske terrorist-grupper [42] - deler interessante og oversete ligheder med de islamiske terrorist-organisationer, der dominerer dagens selvmordsterrorisme. Begge grupper fungerede som kulter, afhængige af en altomfattende fanatisme og en skinger lydighed mod én central, altdominerende skikkelse: Vellupillai Prabhakaran fra LTTE og Abdullah Öcalan fra PKK. Som den israelske forsker Ami Pedahzur påpegede i Suicide Terrorism, var både LTTE og PKK "ledet af karismatiske ledere, der var ansvarlige for deres organisationers sekt-lignende træk". Begge "tjente som den vigtigste inspirationskilde til selvmordene" og var personligt "ansvarlige for at optage ideen om selvmordsangreb ... [og] udarbejde strategiske retningslinjer for aktivering af bombe-mændene." [43]

Da Öcalan blev fanget og opfordrede til en afslutning af PKK-terrorismen, stoppede den, selvom nogle mismodige PKK-medlemmer efterfølgende begik almindeligt selvmord, hvor de kun dræbte sig selv. [44] Efter 1981 krævede Prabhakaran, at alle LTTE-medlemmer skulle bære cyanid-kapsler, så de kunne begå selvmord i tilfælde af deres tilfangetagelse, [45] og han blev ofte fotograferet med sin egen kapsel hængende om halsen. [46] Han blev dræbt i 2009, og LTTE ophørte reelt med at eksistere. Mens mange bruger dette til at tilbagevise forbindelser mellem islam og selvmordsterrorisme, viser det samme, at islamister udviser kult-lignende adfærd. Hvad Peter Olsson kalder "ondskabsfulde rottefængere (Pied Pipers)" - dem, hvis "rigide fundamentalistiske mentalitet forlanger, at alle skal tænke og tro, præcis som de selv gør, eller dø" [47] - passer med den islamistiske indstilling. Som Daniel Pipes udtrykker det, understøtter denne indstilling den opfattelse, at "uanset dit spørgsmål, privat eller offentligt, islam giver svaret." [48]

Måske kan radikal islam bedst forstås som en kult. Dette kunne forklare fællestrækkene mellem alle selvmordsterrorister og de fleste selvmordskulter: Tvang, kulturel godkendelse og troen på, at selvmord ikke er enden, men begyndelsen. Troen på tusindårsrigets snarlige komme [millenarianism], utopiske idealer og eskatologiske fortællinger er vigtige aspekter for både kulter og islamisme. Men i stedet for blot at dræbe sig selv (som i kulterne Jonestown, Himlens Port og Falun Gong), har islamisterne gjort deres død til et våben til at tjene sagen af deres ledere: Khomeini, Öcalan, Yassin, bin Laden.

Spørgsmålet om tilregnelighed

De fleste psykologiske tilgange til selvmordsterrorisme fokuserer på selvmordsdelen og ignorerer terrorismen og islamismen. Selv Adam Lankford - hvis revisionistiske bog The Myth of Martyrdom sætter sig for at gøre op med den opfattelse, at selvmordsbombere hovedsagelig er normale mennesker uden de "personlige patologier og psykologiske lidelser" [49], der motiverer de fleste selvmordsforsøg - nedtoner betydningen af religion i selvmordsterrorisme. Lankford, en strafferetsprofessor ved University of Alabama, kæmper mod nærsynetheden af mange analytikere (Scott Atran, Robert Pape, James Feldman, Riaz Hassan, Robert Brym, Mohammed Hafez, Ellen Townsend, Larry Pastor og Jerrold Post), som alle har hævdet, at selvmordsterrorister "ikke har nogen nævneværdig psykopatologi" [50], og er "meget ligesom almindelige soldater med en stærk følelse af pligt og en vilje til at ofre sig for det fælles bedste." [51] Disse terrorister er "psykologisk normale", [52] "psykisk stabile" [53] og "ikke signifikant forskellige fra andre oprørere eller soldater (...) villige til at engagere sig i højrisiko aktivisme". [54] Disse analytikere hævder, at selvmordsterrorister ikke er "rigtig suicidale", [55] "kvalitativt ligner talrige mennesker gennem historien, der har givet deres liv for en højere sag" [56] og "normale". [57] Den palæstinensiske psykiater Sarraj tager det et skridt videre og hævder, at selvmordsterrorisme er så langt fra at være en psykologisk afvigelse, at "den forbløffende ting ikke er forekomsten af selvmordsbombninger, men snarere sjældenheden af dem." [58]

Men når Lankford hævder, at selvmordsterrorister er suicidale mennesker, der udnyttes og motiveres af organisationer, der uddanner og udstyrer dem, bliver han forrådt af sin egen nærsynethed. I analysen af en muslimsk selvmordsbomber eller forsøgt bomber, hævder han, at "islamisk fundamentalisme blev redskabet for hans vrede og selvmorderiske impulser", [59] men at "selv om han aldrig var snublet over denne vej, var det kun et spørgsmål om tid, før han dræbte sig selv eller skadede andre." [60] Lankford synes også at misforstå selvmordsterrorismens rolle i den asymmetriske krig, der udføres af disse organisationer, når han et sted insisterer på, at selvmordsbomberens død "ikke øger sandsynligheden for succes eller ødelæggelsens forventede omfang". [61] Dette er klart forkert: Individuelle bombeterrorister udfører opgaven med præcis målsøgning til en meget lavere pris end andre "smarte" våben. Lankfords argument hviler på den påstand, at "terroristernes større sag potentielt bliver skadet ved disse angriberes død, fordi de ikke kan vende tilbage en anden dag for at kæmpe videre." [62] Dette rammer helt ved siden af. Ingen organisatoriske ledere, hververe eller udsendere ser selvmordsbombere som værdifulde ressourcer, der skal bevares. De er snarere billige våben, der bruges uden skam, og hvis død giver en grad af operationel straffrihed til organisationen.

Den socio-teknologiske tilgang

Et analytisk underemne betragter virkningerne af teknologi på de sociale grupper, som selvmordsbombere kommer fra. Dette strækkes ofte til et punkt, hvor teknologi og sociale grupper siges at forårsage selvmordsterrorisme snarere end at lette den. Mia Blooms Dying to Kill analyser, hvordan terrororganisationer rekrutterer, uddanner og udsender selvmordsdræbere. Bloom er ophav til teorien om "konkurrencepræget overbud", som forklarer den pludselige opståen og spredning af selvmordsterrorisme med påstanden om, at terrororganisationer efterligner og konkurrerer med hinanden og forsøger at overgå hinanden. Efter hendes opfattelse er det sådan, at når "flere oprørsgrupper konkurrerer om folkelig støtte, vil bombninger intensiveres både i omfang og antal, fordi de bliver både lakmusprøven for militans og metoden til at mobilisere et større antal mennesker inden for deres samfund." [63]

Blooms teori er interessant, men kan kun være sand, når de mange oprørsgrupper konkurrerer indenfor en befolkning, der på forhånd er disponeret for ideen om martyrium. Den første registrerede sande selvmordsbombning indtraf den 1. marts 1881, da Ignaty Grinevitsky fra Narodnaya Volya forsøgte at myrde zar Alexander II. Efterfølgende havde Narodnaja Volya kun begrænset succes med den nye taktik, primært på grund af dens ægte sekularisme. Verdslig berømmelse, påskønnelse fra ens ligestillede og tilfredshed med at fuldende et job, er åbenbart ikke tilstrækkeligt til at få de fleste mennesker til at dræbe sig selv. Kun løftet om evig belønning i Paradis har med succes motiveret folk i massevis til at dræbe sig for at dræbe andre. Blooms teori undervurderer betydningen af denne disposition. Nutidens terrorgrupper skaber ikke de omstændigheder, der muliggør selvmordsterror, men drager fordel af omstændigheder, skabt af islamismen.

Jeffrey William Lewis' The Business of Martyrdom fokuserer også på de sociale og teknologiske aspekter, og betragter selvmordsterrorisme som "en dynamisk proces, der antager nogle af de særlige kendetegn ved de kulturer, der bruger den, men også har nogle fælles elementer, der kan iagttages på tværs samfund". [64] Men, ligesom Bloom, giver Lewis ofte sekundære kræfter primær motiverende status, som når han hævder, at Folkefronten til Palæstinas Befrielse vendte sig til selvmordsangreb i 2002, "sandsynligvis motiveret af et ønske om at hævne gruppens leder, Abu Ali Mustafa (...) der blev dræbt af israelske styrker i 2001." [65] Hævn er en almindelig menneskelig tendens. Selvmordsterror er ikke. Lewis kan knap nok få sig selv til at erkende, at "posthume belønninger utvivlsomt var en vigtig faktor for religiøst motiverede rekrutter." [66] Hans konklusion, at "den globale jihad-bevægelse er forblevet marginal, fordi den ikke tilbyder noget af substans til de fleste af verdens muslimer", [67] bliver modbevist hver eneste dag af indbyggere i Raqqa og Mosul, når de tilslutter sig bevægelsen for at blive vejvisere for IS's repression, idet de foretrækker at være aggressorer frem for ofre. Det samme mønster optrådte blandt borgerne i sunni-trekanten, da IS's forgænger og tilsyneladende grundlægger Abu Musab Zarqawi var deres plageånd for et årti siden, og blandt borgerne i Khandahar og Kabul i midten af 1990'erne under Taleban.

"Besættelsen fik mig til at gøre det"

I forsøget på at koble moderne selvmordsterrorisme fra dens islamiske sammenhæng, flytter mange forfattere fokus fra selvmordsterrorismens islamistiske gerningsmænd til deres ofre. I de fleste tilfælde vil dette sige Israel. I betragtning af, at israelere er blevet udsat for selvmordsbombning mere end noget andet vestligt folk, og i betragtning af populariteten af anti-zionisme (ofte blot en "sikker" form for antisemitisme), bør det ikke komme som nogen overraskelse, at den blotte eksistens af Staten Israel ofte skildres som selvmordsterrorismens hovedårsag.

Den sædvanlige fortælling begynder med Oslo-aftalerne, da - som Jeffrey Lewis udtrykker det - Arafat "anerkendte Israel og gav afkald på terrorisme", [68] mens "de fleste palæstinensere på det tidspunkt støttede fredsprocessen." [69] Så stoppede Jerusalem op og bremsede overgivelsen af land, hvilket ophidsede palæstinenserne, der vendte sig til selvmordsterror som hævn for uopfyldte løfter. Da terrorismen mod israelere øgedes dramatisk fra præ-Oslo snigskytte-ild og kniv-overfald til post-Oslo selvmordsbombninger, slog den israelske regering igen og til sidst begrænsede bevægelser fra de nyligt selvstændige områder styret af Den Palæstinensiske Myndighed (PA) ind i Israel. Argumentet om, at de israelske checkpoints ydmyger palæstinenserne i en sådan grad, at de bliver selvmordsbombere som gengældelse, er almindeligt. Shalfic Masalqa, psykolog og professor ved Hebrew University, erklærer dristigt, at når "en teenagedreng bliver ydmyget ved et israelsk checkpoint, vil fra det øjeblik en selvmordsbomber blive født." [70] Robert Pape hævder, at fremmed besættelse forårsager selvmordsbombning på verdensplan, og "hvad der hovedsageligt motiverer individer til at blive selvmordsterrorister er ikke eksistensen af et terrorist-fristed for indoktrinering og uddannelse, men dyb vrede over tilstedeværelsen af fremmede kampstyrker på det territorium, de værdsætter". [71]

Historien er ikke enig. Ingen franske eller hollandske selvmordsbombere forsøgte at ramme den nazistiske besættelsesmagt i begyndelsen af 1940'erne. Den Irske Republikanske Hærs Bobby Sands og ni andre sultede ihjel under en sultestrejke i Maze-fængslet i Nordirland, men gruppen brugte aldrig selvmordsbombning som en taktik mod britiske besættere. Ingen palæstinensiske selvmordsbombere var ude efter egyptiske og trans-jordanske besættere i Gaza-striben og på Vestbredden fra 1948 til 1967. Og ingen palæstinensiske selvmordsbombere ramte israelere fra 1967 indtil Oslo-aftalerne afsluttede det meste af den israelske kontrol. Papes tese kan ikke løse dette dilemma, og hans reduktionistiske påstand, at "besættelse forårsager selvmordsbombning" sammenblander mulighed med årsag.

Blandt de forskellige beskyld-offeret forklaringer på selvmordsterrorisme, skiller én idé sig ud, den såkaldte gengældelses-forklaring, der af Bloom beskrives som en "skole, [der] sporer palæstinensiske selvmordsbombninger tilbage til israelske provokationer begyndende med Hebron-massakren af Baruch Goldstein i 1994". [72] Denne ands mest fremtrædende hengivne er måske islamist-apologeten John Esposito fra Georgetown University, der først skildrer massakrens faktiske omstændigheder og derefter skriver: "Som svar introducerede Hamas [Den Islamiske Modstandsbevægelse] en ny type krigsførelse i den palæstinensisk-israelske konflikt: Selvmordsbombning." [73] Espositos fabel løber ind i problemer med de otte palæstinensiske selvmordsangreb mod israelere i 1993 før Goldsteins angreb. Det første var et Hamas-angreb den 16. april 1993. Det blev efterfulgt af tre angreb i september 1993: Ét af Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ) og to af Hamas. Både PIJ og Hamas udførte selvmordsangreb den 4. oktober og 2. november. [74] Der var ingen årsag og virkning, men desværre kan løgnen findes mange steder, herunder i vigtige lærebøger om emnet. [75]

Udtrykket "besatte områder"

Efter den israelske uafhængighedskrig i 1948 blev de landområder, der kaldtes Palæstina rigtig nok besat, men af Egypten i Gaza og af Det Hashemitiske Kongerige Transjordan på Vestbredden. Analytikere, der i dag omtaler disse lande som "besatte", har et ansvar for at betinge sig, at besætterne ikke var israelere før efter Seksdageskrigen i 1967. Indtil den første intifada i 1987, var det en særlig rolig periode for livet af både palæstinensere og israelere.

Som Mohammed Hafez indrømmer: Efter Oslo-aftalerne "levede flertallet af palæstinenserne i de områder under fuld PA-administration." [76] Derfor er udtrykket "besat område" ikke længere gyldigt. Selv Hamas-medlemmer, der mødtes i Philadelphia i 1993, erkendte, at Oslo satte en stopper for deres jihad mod Israel og dermed truede Hamas' fortsatte eksistens. FBI-bånd fra dette møde afslører et Hamas-medlem begræde: "Der er ingen besættelse nu (...) dette vil blive klassificeret som terrorisme i Amerika." [77] Alligevel fortsætter analytikere (Hafez inkluderet) og især journalister med at misbruge og overbruge udtrykket. Som et ekko af en hyppig bin Laden-vending, går Pape så langt som til at opfinde noget, der hedder "indirekte besættelse", for at hævde, hvilket han gør gentagne gange, at de femten saudiske 9/11-terrorister "angreb Amerika som reaktion på amerikansk militær tilstedeværelse på Den Arabiske Halvø." [78]

Den mest absurde brug af udtrykket, der viser, hvor meningsløst det er blevet gennem tankeløs gentagelse og semantisk forvridning, kommer i journalist Barbara Victors bog Army of Roses. Victor skriver om det "håbets lys" hun følte i Hanan Ashrawis 2002-opfordring til en afslutning på selvmordsbombningerne, kun for at indrømme, at det var "rystende", fordi Ashrawi ikke gjorde indsigelse mod selvmordsterrorens etik, men snarere frygtede, at den "gav israelerne en undskyldning for at genbesætte de besatte områder." [79] Territorierne var enten besat eller de var ikke besat. Victor er så vant til at henvise til Gaza og Vestbredden som besatte områder, at hun tilsyneladende ikke kan forestille sig dem på nogen anden måde.

Den ultimative "beskyld-offeret" bagvaskelse kommer i form af Zeev Maoz' konspirationsteori, som beskylder Jerusalem for adfærd, der minder om anklagerne mod jøder i middelalderens Europa. Bloom opsummerer bifaldende Maoz' teori og fastslår, at Jerusalem anvender en "bevidst provokerende strategi for at fremtvinge en palæstinensisk reaktion", som giver den en undskyldning for at bruge "hårdhændede taktikker". [80] Israelerne, lader teorien forstå, ønsker ikke virkelig fred med palæstinenserne. De kun ønsker at tilintetgøre palæstinenserne. Men på grund af dens behandling af FN og EU, og den altid tilstedeværende risiko fra boykottere, frasælgere og sanktionister, har Jerusalem behov for politisk dækning for at dræbe palæstinensere; så den håner og listigt sætter fælder for at skjule sine morderiske ønsker.

Som Bloom udtrykker det: "da Hamas angiveligt gik bort fra at ramme civile (om end midlertidigt), eller erklærede sin hensigt om at gøre det (ved f.eks. at erklære en hudna eller våbenhvile), gav Israels målrettede drab på en palæstinensisk leder dem undskyldningen for at forny deres angreb på civile israelere", hvilket er præcis, hvad Jerusalem ønsker. Blooms modererende biord er rungende ("angiveligt" og "om end midlertidigt"). Hendes ligestilling af hudna med våbenhvile ignorerer, hvad hudna er i den islamiske sammenhæng, nemlig et pusterum, der historisk er brugt til at vinde tid, indtil en våbenhvile ikke længere er en fordel, hvorefter den summarisk og uden videre brydes, som set i Arafats mange sammenligninger af Oslo-aftalerne med Hudaibiyya-traktaten. Maoz' konspirationstilsløring ignorerer det gigantiske spring af tillid den israelske regering tog ved Oslo-aftalerne, og fortsætter med at tage ved at forhandle med folk, der nægter dets ret til at eksistere og i nu suveræne territorier prædiker, at Israels folk skal skubbes i havet.

Kvindelige selvmordsbombere

En livlig debat raser over hvorfor kvinder bliver selvmordsbombere. Nogle forfattere anerkender islamismens motiverende rolle, mens de samtidig benægter den; en indrømmelse af, at der i Koranen ikke er nævnt nogen belønning for kvindelige martyrer, nødvendiggør en i det mindste stiltiende anerkendelse af dem, der er lovet mænd. Barbara Victor [81] og sociolog Rosemarie Skaine [82] understreger vigtigheden af palæstinensisk nationalisme og foreslår, at kvindelige selvmordsbombere er et udtryk for palæstinensisk feminisme. I Victors udlægning er selvmordsbombere altid "martyrer", og deres hververe, udsendere og hjælpere er "aktivister". Hendes skildring af selvmordsterrorisme postulerer, at den er ét af meget få former for feministisk udtryk, der er tilladt kvinder i palæstinensisk kultur.

Titlen på Victors bog [Army of Roses] er taget fra Arafats tale den 27. januar 2002, hvori han opfordrede til noget ukendt i konflikten på det tidspunkt, en shahida. Denne arabiske neologisme er en femininisering af navneordet shahid, som bogstaveligt betyder "vidne", men næsten universelt oversættes som "martyr". Senere samme dag, blev Wafa Idris (sandsynligvis utilsigtet) den første kvindelige selvmordsbomber. De fleste analytikere mener nu, at Idris forsøgte at give bomben videre til sin bror, og at den eksploderede for tidligt. Victor skriver som om, de kvindelige palæstinensiske selvmordsbombere (et halvt dusin succesfulde og flere fejlslagne) og deres familier er heroiske feministiske skikkelser, manipuleret til at føre krig mod en patriark, der, trods alt, har fået som fortjent.

Terrorismeekspert Anat Berko punkterer denne myte og forklarer: "Overfladisk kan det se ud som om, at kvindelige terrorister er feminister, bannerførere i kampen," men "de vil aldrig opnå ligestilling." [83] Yoram Schweitzer fra Israels Institut for Nationale Sikkerhedsstudier går meget langt for at tilbagevise fremstillinger "af de kvindelige palæstinensiske selvmordsterrorister som selvstændige kvinder med stærke meninger (...), der besluttede at tage deres skæbne i egne hænder med en følelse af fuldstændighed og skæbne." [84] Han viser, hvordan disse kvinder er blevet manipuleret af deres førere, der kommer med opportunistiske, efterfølgende påstande om deres "særligt ædle personlige egenskaber", og bruger nyligt prægede myter til at motivere mænd til at følge i deres spor. Mira Tzoreff fra Moshe Dayan Center dokumenterer også de glubske metoder, der bruges af Arafats Tanzim, hvorved palæstinensiske piger og unge kvinder bliver forført, gjort gravide, truet med afsløring, og derefter tilbydes en udvej gennem deres eget "martyrium". [85] Tidligere CIA-officer Robert Baer henviser til dette som en mulighed for at "bortvaske vanære" [86] opstået ved opfattede synder. Den mest uhyggelige version af denne taktik er helt sikkert den af Samira Jassam, al-Qaedas fremtrædende hverver af kvindelige irakiske selvmordsbombere, der sørgede for at piger blev voldtaget, hvorefter hun præsenterede sig selv som deres rådgiver og fortrolige, [87] og førte dem fra en sag om plettet familie-ære til, hvad Tzoreff kalder, "en kappe af autentisk islamisk feminisme". [88]

Ignorering af egne beviser

En anden underlig tendens blandt analytikere af selvmordsterrorisme, er udforskningen af islamistiske elementer i martyriet, som efterfølgende bliver ladt ude af betragtning i deres konklusioner. I det afsluttende kapitel af Manufacturing Human Bombs, for eksempel, modsiger Hafiz beviser, han præsenterer i de fem foregående kapitler, med denne dybt uvederhæftige udtalelse: "Der er intet iboende i islam - eller i nogen anden religion, for den sags skyld - der gør folk tilbøjelige til død og morderisk vold." [89]

Den modererende bisætning "eller i nogen anden religion, for den sags skyld" er helt irrelevant, fordi der ikke er selvmordsbombekampagner i navnet af nogen anden religion end islam. Hafiz' erklæring ignorerer også beviser, han selv præsenterer, som f.eks. den helt rigtige påstand om, at Hamas og Islamisk Jihad "trækker på de rigelige islamiske tekster vedrørende jihad og martyrium i Koranen og de profetiske traditioner." [90] Desuden bliver hans opfordringer til alle involverede parter om at opfylde en moralsk "pligt til at aflive myten om den heroiske [selvmords] bomber" [91], ophævet af hans formaning mod at pille ved "religiøse forestillinger", hvilket vil blive opfattet som "et angreb på deres [muslimske] tro" eller et forsøg på "at 'omskrive Koranen' eller 'undergrave Guds vilje'." [92] Det vigtigste vestlige lande skal gøre, argumenterer Hafiz, er at holde sig på afstand og "tillade dette dødelige fænomen at køre sit eget løb og implodere under sine egne modsætninger." [93] En sådan implosion er ikke i sigte. De eneste ting, der bremsede de daglige selvmordsangreb i Israel, var en vedvarende militær indsats og en barriere bygget til at holde bombemændene ude.

Journalist Christoph Reuters grundige dokumentation af fænomenet selvmordsbombning i My Life Is a Weapon, A Modern History of Suicide Bombing, fokuserer ligeledes meget på islam. Han udforsker den shiitisk-sunnittiske splittelse, der fæstnede begrebet martyrium; Irans ideologiske overtagelse af Libanon i 1980'erne, hvor "mere end 1.000 iranske revolutionsgardister (...) ankom til Libanon via Syrien for at etablere et brohoved for den islamiske revolution"; [94] palæstinensernes overtagelse af taktikken og til sidst dens globale modernisering af al-Qaeda.

Men Reuters tekst udhuler sig selv med non sequitur'er ["heraf følger ikke", o.a.] og mælkeagtige banaliteter såsom: "Islam som sådan er ikke årsagen til terrorisme og selvmordsangreb" og "visse aspekter af islam egner sig dog til at blive udlagt som en retfærdiggørelse af en erklæring af direkte krig mod Vesten og mod enhver modstander blandt deres egne folk. De kan ligeledes anvendes til at opbygge et demokratisk samfund." [95] Selvfølgelig forsømmer han at belyse, hvilke aspekter af islam, der er demokratiske, og ignorerer fuldstændigt knapheden af ægte demokratiske islamiske stater.

Nogle, som journalisterne Terry McDermott og Reuter, stræber efter at modsige den seksuelle forlokkelse - klart et vigtigt rekrutteringsværktøj - i islamiske skildringer af Paradis. I sin analyse af 9/11-terrorist Muhammed Attas motiver, skildrer McDermott en mand, der "stirrer som forstenet i kvinders nærvær". Da Attas speciale ved Det Tekniske Universitet Hamburg-Harburg blev indsendt og fundet at være dårligt skrevet, tildelte hans rådgiver ham en kvindelig lærer til at hjælpe ham med at omskrive det. Efter seks uger protesterede Atta over, at "han ikke længere kunne holde ud at være så tæt" på hende. [96]

Men så - med hentydning til de tooghalvfjerds mørk-øjede jomfruer, der loves martyrer i den islamiske tradition - spørger Reuter om, "hvad nytte Muhammad Atta ville have af dem? Dette var en mand, der var så rædselsslagen for kvinder, at han i sit testamente dekreterede, at ingen kvinde måtte få lov til at besøge hans grav, at hans lig kun måtte klargøres af kvinder iført handsker og at ingen måtte røre hans kønsdele. En mand med sådan en patologisk frygt for kvinder, der ønsker endeløs sex i Himlen? Usandsynligt". [97] Når det drejer sig om Attas seksualitet, voterer juryen stadig, [98] men at fokusere på én mands motiver ophæver ikke det faktum, at hververe er afhængige af tiltrækningen fra et stærkt seksualiseret Paradis. Anat Berko dokumenterer maddingen, der bruges til at lokke kvindelige selvmordsbombere, som får at vide, at de vil blive én i det harem af tooghalvfjerds jomfruer, venter den mandlige selvmordsbomber: "Efter hvert seksuelt møde med en shaheed, vil deres mødomshinde mirakuløst vokse sammen, og de er rene igen." [99]

For nylig meddelte Muhammad Ali Shanqiti, imam i al-Ahmady-moskeen i Jeddah og uddannet på Columbia University, at antallet af jomfruer, der afventer martyren i Paradis, faktisk er langt større end de ofte citerede tooghalvfjerds. Hans formel sætter det totale antal så højt som 19.604 [100] Som moderen til Izzedrine Masri, Sbarro Pizzeria-bomberen, udtrykte det:

Jeg tror ikke, at min søn gjorde det som en hævnakt, fordi ingen i vores familie nogensinde blev direkte ramt gennem besættelsen. Men jeg tror, at nogen satte ind i hans hoved, at dette var en vej til at komme i Paradis. Han ønskede at komme i Paradis. [101]

Konklusion

Inden Hamlets berømte "at være eller ikke at være" monolog, grubler han over muligheden for selvmord som en vej ud af sin knibe. Men han standser, fordi "Den Evige [har] ... fastsat sin lov mod selv-drab." For verdens islamister er dette ikke tilfældet; i virkeligheden - set fra det islamistiske perspektiv - belønner Den Evige faktisk selv-drab under de rette omstændigheder.

Alt for mange analytikere og forskere ignorerer denne sandhed og giver islam fribillet, måske fordi det er vejen med mindst modstand; måske, som i tilfældet John Esposito, fordi deres forskning er betalt af islamister; [102] eller måske fordi de rent faktisk tror, i strid med beviserne, at selvmordsbombning er skadelig for islam. I dag er verden fuld af desillusionerede unge, fremmedgjorte fra deres samfund og forvirrede med hensyn til deres identitet, og der er ingen mangel på kvinder, der mener, at deres respektive samfund socialt og økonomisk har marginaliseret dem. Ifølge almindelig akademisk opfattelse, udgør denne enorme pulje af mennesker den befolkning, hvorfra selvmordsbombere vil opstå. Men denne almindelige akademiske opfattelse er forkert, for kun når islamisme er en del af ligningen, fører desillusion til morderisk selv-detonation. En fremmed militær tilstedeværelse kan give en deprimeret, forrykt, selvmorderisk person muligheden for at begå selvmord, mens han dræber fjenden, men kun et løfte om en himmelsk belønning kan give muligheden for martyrium. Den "vældige løn", [103] der tilbydes martyren, er det vigtigste incitament for selvmordsbombere.

Indtil akademikere og journalister kan afkaste deres tanke-smedede lænker og anerkende, at opblomstringen af selvmordsbombninger efter 1979 er næsten utænkelig uden islamisk tradition, vil forvirring herske. Indtil de lærde som minimum kan holde op med at ignorere, hvad terroristerne selv siger og skriver om deres mål og motiver, vil politikerne, der tager pejling efter akademikerne, forblive i mørket og skyde skylden for selvmordsterrorismes svøbe på Nietzsche, det post-moderniserende selv eller fodbold.

Noter

[1] Jeffrey William Lewis, The Business of Martyrdom (Annapolis: Naval Institute Press, 2012), s. 1.

[2] Ariel Glucklich, Dying for Heaven (New York: Harper Collins, 2009), s. 64.

[3] Christoph Reuter, My Life Is a Weapon: A Modern History of Suicide Bombing, overs. Helena Ragg-Kirkby (Princeton: Princeton University Press, 2002), kap. 3, “Marketing Martyrdom.”

[4] “The martyrdom of Mohammed Hossein Fahmideh, the 13-year old student,” Islamic Republic Document Center, Tehran, 30. okt. 1980.

[5] Matthew Levitt, Hezbollah, The Global Footprint of Lebanon’s Party of God (Washington, D.C.: Georgetown University Press, 2013), s. 12.

[6] Koranen 2:207.

[7] Sheikh Hisham Kabbani, “Jihad, Terrorism and Suicide Bombing: The Classical Islamic Perspective,” The Islamic Supreme Council of America, Fenton, Mich., besøgt den 30. jan. 2015.

[8] “Myths, Stereotypes of Islam Hide the Truth,” Council on American Islamic Relations, Washington, D.C., 14. juli 2012; Hassan Ali el-Najjar, “Suicide and Mass Shooting: An Islamic Perspective,” al-Jazeera (Riyadh), 27. jan. 2013.

[9] “Religious views on suicide,” Wikipedia, 3. jan. 2015.

[10] Se for eksempel “The Qur’an,” The Center for Muslim-Jewish Engagement, University of Southern California, besøgt den 30. jan. 2015; “Welcome to the Multimedia Qur’an,” The Multimedia Qur’an, besøgt den 30. jan. 2015.

[11] “Qur’an Chapter 2: Al-Baqara (The Cow), Verse 207,” The Multimedia Qur’an, besøgt den 30. jan. 2015.

[12] Franz Rosenthal, “On Suicide in Islam,” Journal of the American Oriental Society, juli-sept. 1946, s. 239-59, s. 243.

[13] Reuter, My Life Is a Weapon, s. 42; Mia Bloom, Dying to Kill: The Allure of Suicide Terror (New York: Columbia University Press, 2005), s. 2-3; Barbara Victor, Army of Roses: Inside the World of Palestinian Women Suicide Bombers (Emmaus, Pa.: Rodale Books, 2003), s. 30; Robert Pape, Dying to Win (New York: Random House, 2005), s. 91; Adam Lankford, The Myth of Martyrdom: What Really Drives Suicide Bombers, Rampage Shooters, and Other Self-Destructive Killers (New York and London: Palgrave Macmillan, 2013), s. 52, 67; Rosemarie Skaine, Female Suicide Bombers (Jefferson, N. C.: McFarland and Company, 2006), s. 17; Diego Gambetta, “Can We Make Sense of Suicide Missions?” i Making Sense of Suicide Missions, red. Diego Gambetta (New York: Oxford University Press, 2006), s. 295; Stephen Holmes, “Al Qaeda, September 11, 2001,” i Making Sense of Suicide Missions, s. 137; Luca Ricolfi, “Palestinian 1981–2003,” i Making Sense of Suicide Missions, s. 119; Mohammed Hafez, Manufacturing Human Bombs (Washington, D.C.: U.S. Institute of Peace, 2006), s. 64; Mohammed Hafez, Suicide Bombers in Iraq (Washington, D.C.: U.S. Institute of Peace, 2007), s. 129; Joyce M. Davis, Martyrs: Innocence, Vengeance and Despair in the Middle East (New York: Palgrave Macmillan, 2003), s. 112; Ariel Merari, Driven to Death: Psychological and Social Aspects of Suicide Terrorism (New York: Oxford University Press, 2010), s. 129.

[14] Bruce Hoffman, Inside Terrorism, rev. and exp. ed. (New York: Columbia University Press, 2006), s. 159.

[15] Assaf Moghadam, The Globalization of Martyrdom: Al-Qaeda, Salafi Jihad, and the Diffusion of Suicide Attacks (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 2008), s. 45.

[16] Daniel Pipes, “The Scourge of Suicide Terrorism,” The National Interest, sommer 1986.

[17] Raymond Ibrahim, red. og overs., The Al Qaeda Reader (New York: Doubleday, 2007), s. 157.

[18] Reuter, My Life Is a Weapon, s. 115-29.

[19] Ibrahim, The Al Qaeda Reader, s. 143-4.

[20] Davis, Martyrs, s. 202.

[21] The New York Times, 18. dec. 2013.

[22] Ibid., 20. marts 2013.

[23] Victor, Army of Roses, s. 172.

[24] Holmes, “Al Qaeda, September 11, 2001,” s. 172.

[25] Davis, Martyrs, s. 18.

[26] Jon Elster, “Motivations and Beliefs in Suicide Missions,” i Making Sense of Suicide Missions, ed. Diego Gambetta (New York: Oxford University Press, 2006), s. 243.

[27] Gambetta, “Can We Make Sense of Suicide Missions?” s. 293.

[28] Navid Kermani, “A Dynamite of the Spirit,” The Times Literary Supplement (London), 29. marts 2002.

[29] Scott Attran, Talking to the Enemy: Religion, Brotherhood, and the (Un) Making of Terrorists (New York: Ecco/HarperCollins, 2010), s. 425.

[30] Pape, Dying to Win, s. 3, 4.

[31] Leonard Weinberg, “Suicide Terrorism for Secular Causes,” i Root Causes of Suicide Terrorism, ed. Ami Pedahzur (New York: Routledge, 2006), s. 108-21; Robert J. Bunker Body Cavity Bombers (Bloomington: Indiana University Press, 2013), s. 3-5.

[32] Stephen Hopgood, “Tamil Tigers, 1987-2002,” i Making Sense of Suicide Missions, ed. Diego Gambetta (New York: Oxford University Press, 2006), s. 43-76.

[33] Rohan Gunaratna, “Questions and Answers,” Countering Suicide Terrorism (Herzliya: Institute for Counter-Terrorism, 2000), s. 93.

[34] National Public Radio, May 21, 2009.

[35] Bloom, Dying to Kill, s. 79.

[36] Efraim Karsh, “Palestinian Leaders Don’t Want an Independent State,” Middle East Quarterly, sommer 2014.

[37] Rosemarie Skaine, Female Suicide Bombers (Jefferson, N.C. and London: McFarland and Company, 2006), s. 123.

[38] Erased in a Moment: Suicide Bombing Attacks against Israeli Civilians (New York: Human Rights Watch Report, 2002), sect. III.

[39] Bloom, Dying to Kill, s. 30-1; Hafez, Manufacturing Human Bombs, s. 20-3, 46-7; “Foreign Terrorist Organizations,” Country Reports on Terrorism 2013 (Washington, D.C.: Bureau of Counterterrorism, U.S. Dept. of State, 2014).

[40] See, Paul Moorcraft, Total Destruction of the Tamil Tigers (Yorkshire, U.K.: Pen and Sword Books Limited, 2012), s. 101; Rohan Gunaratna, The New York Times, 9. april 2002.

[41] Dogu Ergil, “Suicide Terrorism in Turkey: The Case of the Workers’ Party of Kurdistan,” i Countering Suicide Terrorism (Herzliya: Institute for Counter-Terrorism, 2000), s. 73-88.

[42] Ibid., s. 73.

[43] Ami Pedahzur, Suicide Terrorism (Malden, Mass.: Polity Press, 2005), s. 70-1.

[44] Dogu Ergil, “Questions and Answers,” i Countering Suicide Terrorism (Herzliya: Institute for Counter-Terrorism, 2000), s. 96-7.

[45] Rohan Gunaratna, “Suicide Terrorism in Sri Lanka,” i Countering Suicide Terrorism (Herzliya: Institute for Counter-Terrorism, 2000), s. 68.

[46] BBC News, 18. maj 2009.

[47] Peter Alan Olsson, M.D., The Cult of Osama: Psychoanalyzing Bin Laden and His Magnetism for Muslim Youths (Westport, Conn.: Praeger Security International, 2008), s. 3.

[48] Daniel Pipes, interview: “Militant Islam,” Conversations with History, Institute of International Studies, University of California, UC Berkeley, besøgt den 25 feb. 2015.

[49] Lankford, The Myth of Martyrdom, s. 4.

[50] Scott Atran, “Genesis of Suicide Terrorism,” Science, marts. 2003, s. 1534-9.

[51] Pape, Dying to Win, s. 218.

[52] Riaz Hassan, “What Motivates the Suicide Bombers,” Yale Global (New Haven), 3. sept. 2009.

[53] Robert Brym, “Six Lessons of Suicide Bombers,” Contexts, efterår 2007, s. 40-5.

[54] Hafez, Manufacturing Human Bombs, s. 6.

[55] Ellen Townsend, “Suicide Terrorists: Are They Suicidal?” Suicide and Life-Threatening Behavior, feb. 2007, s. 47.

[56] Larry H. Pastor, “Countering the Psychological Consequences of Suicide Terrorism,” Psychiatric Annals, 34 (2004): 704.

[57] Voice of America News, 4. okt. 2006.

[58] Eyad el-Sarrah, “Why We Have Become Suicide Bombers?” citeret i Davis, Martyrs, s. 105.

[59] Lankford, The Myth of Martyrdom, s. 55.

[60] Ibid., s. 55.

[61] Ibid., s. 45.

[62] Ibid. Kursiv i original.

[63] Bloom, Dying to Kill, s. 78.

[64] Lewis, The Business of Martyrdom, s. 7.

[65] Ibid., s. 170.

[66] Ibid., s. 181-2.

[67] Ibid., s. 220-1.

[68] Ibid., s. 144.

[69] Ibid., s. 152.

[70] Citeret i Victor, Army of Roses, s. 28.

[71] Robert A. Pape og James K. Feldman, Cutting the Fuse: The Explosion of Global Suicide Terrorism and How to Stop It (Chicago and London: University of Chicago Press, 2010), s. 29.

[72] Bloom, Dying to Kill, s. 20.

[73] John Esposito, What Everyone Needs to Know about Islam (New York: Oxford University Press, 2002), s. 124.

[74] Hafez, Manufacturing Human Bombs, s. 79.

[75] Se for eksempel Gus Martin, Essentials of Terrorism, Concepts and Controversies, 3. udg. (Los Angeles: Sage Publications, 2014), s. 150.

[76] Hafez, Manufacturing Human Bombs, s. 55.

[77] Government Exhibit Philly Meeting — 11E, 3:04-CR-240-G, US v. HFL, Shukri Abu Baker, et al., s. 2.

[78] Pape og Feldman, Cutting the Fuse, s. 21, 45.

[79] Victor, Army of Roses, s. 201.

[80] Bloom, Dying to Win, s. 92-4.

[81] Victor, Army of Roses, s. 80-1, 103-6.

[82] Skaine, Female Suicide Bombers, s. 31-40.

[83] Anat Berko, The Smarter Bomb: Women and Children as Suicide Bombers (Lanham: Rowman and Littlefield Publishers, 2012), s. 10; idem, The Path to Paradise: The Inner World of Suicide Bombers and Their Dispatchers (Washington, D.C.: Potomac Books, 2009), s. 96-124.

[84] Yoram Schweitzer, “Palestinian Female Suicide Bombers: Reality vs. Myth,” i Female Suicide Bombers: Dying for Equality? Yoram Schweitzer, red. (Tel Aviv: Jaffee Center for Strategic Studies, 2006), s. 25-41.

[85] Mira Tzoreff, “The Palestinian Shahida: National Patriotism, Islamic Feminism, or Social Crisis,” i Schweitzer, ed., Female Suicide Bombers, s. 13-23.

[86] Cult of the Suicide Bomber, film directed by Kevin Toolis (New York: The Disinformation Company, 2008).

[87] The New York Times, 3. feb. 2009; BBC News, 4. feb. 2009.

[88] Tzoreff, “The Palestinian Shahida,” s. 13-23.

[89] Hafez, Manufacturing Human Bombs, s. 73.

[90] Ibid., s. 37.

[91] Ibid., s. 73.

[92] Ibid., s. 74.

[93] Ibid., s. 75.

[94] Reuter, My Life Is a Weapon, s. 57.

[95] Ibid., s. 32.

[96] Terry McDermott, Perfect Soldiers, The 9/11 Hijackers: Who They Were, Why They Did It, (New York: Harper, 2005), s. 27, 60, 77.

[97] Reuter, My Life Is a Weapon, s. 8.

[98] Se for eksempel, Corey Robin, “The Way We Live Now: Closet-Case Studies,” The New York Times, 16. dec. 2001.

[99] Berko, The Path to Paradise, s. 166.

[100] “Saudi Based Cleric Muhammad Ali Shanqiti,” Middle East Media Research Institute (MEMRI), Washington, D.C., Special Dispatch no. 5452, 20. sept. 2013.

[101] Um Iyad, citeret i Davis, Martyrs, s. 106.

[102] Martin Kramer, “Dr. Esposito and the seven-percent solution,” Sandbox, 9. april 2008; Robert Spencer, “Saudi-funded pseudo-academic John Esposito obscures the truth about jihad terror in Washington Post,” Jihad Watch, 6. juni 2013; Stephen Schwartz, “John L. Esposito: Apologist for Wahhabi Islam,” The American Thinker, 18. sept. 2011.

[103] Koranen 4:74.

---

A. J. Caschetta er lektor i engelsk ved Rochester Institute of Technology og medarbejder ved Middle East Forum.

---

Oversættelse: Bombadillo