Vi kunne miste alt
Af Jonathan David Carson
Oversættelse af: We could lose everything
Kilde: American Thinker
Udgivet på myIslam.dk: 7. februar 2012

Vi skal, siges det, "vinde idéernes kamp" over terroristerne. For mange mennesker kan dette ligestilles med at "vinde muslimers hjerter og sind", hvilket igen svarer til at gøre, hvad muslimerne forlanger.

Den første idéernes kamp, vi skal vinde, er over disse falske ligestillelser, som forvandler kampen for frihed og demokrati i den islamiske verden til eftergivenhed. Idéernes kamp foregår lige så meget i Vesten som i den islamiske verden.

Idéernes kamp i vores hjemland, er surrealistisk. På terroristernes side står det respektable samfund; imod terroristerne er terroristerne stillet op.

Newsweek, for at tage et velkendt eksempel, offentliggør en falsk historie om misbrug af Koranen på Gitmo [Guantanamo]. Udenrigsministeren siger, at historien alvorligt har skadet USA’s nationale sikkerhed. Forfatteren til historien, der kun bekymrer sig om skaden på hans eget rygte og hans arbejdsgivers omdømme, kalder den falske historie et ’hik’, og resten af de etablerede medier søger desperat efter hvad som helst, der kan udlægges som bevis for, at Newsweek-historien er falsk, men faktisk præcis. Sejr for terroristerne.

I mellemtiden laver terroristsympatisører optøjer, med deraf følgende tab af menneskeliv, og det amerikanske folk viser, hvilket er forkvaklet set med det respektable samfunds øjne, kun ringe interesse for mishandlingen af terrorister og misbrug af deres bog, og mange vender sig i mod Dick Durbin, når han, på basis af en enkelt ubekræftet rapport, sammenligner Gitmo med Hitlers koncentrationslejre, Stalins Gulag, og Pol Pots Killing Fields. Så bomber terroristerne London. Nederlag for terroristerne.

Som det er blevet dokumenteret snesevis af gange på webstedet The American Thinker, er den hjemlige idéernes kamp et forsøg på – fra de etablerede mediers, den akademiske verdens, de offentlige skolers, lærebogsforlagenes, etablerede kirkers, velhavende fondes, bystyrers, Hollywood-liberales, regeringsbureaukraters, Ivy League kravlegården i CIA’s, popstjerners, rap-artisters, borgerlige frihedselskeres og diverse andre støjgiveres side - at vildlede offentligheden om fjendens natur, et forsøg, der igen og igen forpurres af fjenden selv, som afslører sin natur ved hvert eneste angreb.

'Krigen mod terror' er således både en varm kanonkrig mod islamofascistiske terrorister og en idéernes kamp mod det respektable samfund, der, af sine egne i sandhed fordærvede grunde, højest kan fremvise en tungnem ligegyldighed over for terrortruslen mod vores liv og levevis.

Det er en krig, som vi kan tabe - og dermed miste alt. Hvad er sværest, at offentliggøre en falsk historie om misbrug af Koranen eller råde bod på de skader, en falsk historie forårsager? Der er én Condoleeza Rice, der er utallige Michael Isikoff’er.

Da krigen er en to-fronts krig, en kanonkrig og en krig mellem sandhed og løgn, er det en krig, vores væbnede styrker ikke kan vinde alene. Enhver amerikaner har et ansvar overfor sandheden. At frasige sig dette ansvar, og tvinge militæret til at kæmpe alene er dumt, egoistisk, selvdestruktivt, kortsynet og umoralsk.

Hvis vi ikke lever op til vores ansvar på hjemmefronten, vil vi tabe krigen, ligegyldigt hvor tapre vore soldater er. Så vil liv, frihed og stræben efter lykke ikke findes mere.

Det enorme pres for at skjule sandheden om islam kan ses af det faktum, at vores mest stålsatte forkæmper for kanonkrigen, præsidenten for Amerikas Forenede Stater, som gudskelov ikke er helt respektabel i visse kredse, gentagne gange er kommet med den absurde påstand, at islam er en ’fredens religion’, samt den kun lidt mindre absurde påstand, at terrorister har kapret denne religion for at bruge den til deres egne formål - som om det målbevidste mord på civile har været en sjælden begivenhed i islamisk historie. Hvis en sådan beslutsom modstander af terroristerne er villig til at finde på undskyldninger for en religion, der aldrig vil ophøre med sit forsøg på at erobre verden, og som ikke har skrupler angående de midler, den anvender, hvordan kan vi så forvente, at modstandere af kanonkrigen skal fordømme den?

Præsidenten ønsker ikke at kæmpe mod hele den islamiske verden, hvilket kun er klogt; det "respektable" samfund ønsker ikke at kæmpe mod nogen del af den, hvilket er fejhed. Hver karakteriserer islam på en måde, der retfærdiggør dem selv: Præsidenten retfærdiggør sin kloge forsigtighed; det respektable samfund retfærdiggør sin fejhed. Begge vildleder offentligheden. Ingen har fundet en måde til både at fortælle sandheden om islam og skride til den ønskede handling. Det må være muligt for præsidenten at analysere truslen nøgternt uden at fremprovokere krig med mere end et par islamiske lande ad gangen; det er ikke muligt for det respektable samfund at retfærdiggøre overgivelse.

Præsidenten har valgt at spille den traditionelle rolle som den, der indgyder tillid til sejr. Vi skal ikke forvente, at han gør andet, men vi er nødt til at kæmpe, som om vi kunne tabe – ellers kommer vi til at tabe. Sejr vil kræve ændringer, som folk kvier sig ved at gennemføre. De vil ikke gennemføre dem, medmindre de er overbevist om, at vores overlevelse afhænger af dem.

Den vigtigste af disse ændringer er erkendelsen af, at vi befinder os i en krig, som vi ikke kan løbe væk fra eller vinde i vores egen levetid. Ingen strategi, ingen politiske kombinationer, intet lederskab kan ændre disse hæslige kendsgerninger. Vi kommer til at lide, lige meget hvad vi gør. Hvis vi lægger skylden for vore uundgåelige lidelser på præsident Bush, eller på nogen anden præsident, kommer vi til at lide meget mere, end vi behøver.

Da mennesket er, hvad det er, er vi uvillige til at påtage os de vanskelige opgaver, der ligger foran os, opgaver, som vi ikke forventede at skulle i gang med, og som ingen kunne ønske sig. Det er denne modvilje, som det respektable samfund udnytter. Vi har et grumt budskab; deres er beroligende. Vi fortæller folk, at de har arbejde at gøre; de fortæller folk, at de kan tage det roligt.

Den gode nyhed er, at selv om vi ikke vil overleve som folk uden en gennemgribende forvandling, så ville vi have brug for denne forvandling selv uden truslen fra islam, og vi vil være bedre stillet efter at have gennemført den.

Enten kaster vi det respektable samfunds herredømme af os, eller vi dør. Enten mere liv, mere frihed og mere lykke - eller døden.

Men hvorfor har så mange amerikanere taget parti imod deres land i denne idéernes kamp, en kamp, de selv ser som afgørende for at kunne vinde krigen mod terrorisme? Tror de, at de vil blive skånet? Har de glemt, Michael Moores beklagelse over, at de fleste af ofrene for 9/11 var demokrater?

Det respektable samfund tager parti mod det land, det præsiderer over, af samme grund, som mange i Vesten har støttet islam op gennem hele dens historie: Der har altid været folk i Vesten, der frygter Vestens forsvarere mere end de frygter islams angribere, eller tror, at de har mere at vinde, ved at svække Vestens forsvar, end at tabe, ved at bistå islams angreb. Jo mere tingene ændrer sig ....

Ifølge Bernard Lewis i bogen, From Babel to Dragomans: Interpreting the Middle East, forsvarede Saladin sin handelspolitik med fjenden ved at sige, at ”der er ikke én af dem ['de kristne stater'], der ikke bringer deres våbenarsenal til vores lande og giver os det mest udsøgte af, hvad de fremstiller og arver”:

Resultatet, fortsætter han [Saladin] med at forklare, var, at disse kristne købmænd forsynede ham med alle former for krigsmateriel, til fordel for islam, og på bekostning af kristenheden. Den kristne kirke var af samme opfattelse, men alle dens bestræbelser og fordømmelser kunne ikke forhindre den stadige vækst i denne handel. Århundreder senere da de osmanniske tyrkere trængte ind i det sydøstlige Europa, var de altid i stand til at købe hårdt tiltrængt udstyr til deres flåder og hære fra de protestantiske magter, og tilmed opnå økonomisk dækning fra italienske banker.

Våbensalget til Saddam Hussein, bemærker Lewis, havde rigeligt med fortilfælde i europæisk historie.

Så kristne købmænd kalkulerede med, at muligheden for handel med islam var vigtigere end den øgede trussel fra islam, som denne handel ville medføre. Protestantiske nationer og italienske banker mente, at de havde mere at vinde, ved at sælge våben til islam end at tabe, ved at give disse våben i hænderne på Europas fjender. Europæerne besluttede at sælge våben til Saddam Hussein af samme grund.

Det respektable samfund vægter således truslen mod sin stilling som følge af krigen mod terror overfor truslen fra terrorismen, og tager parti for terroristerne. Denne beslutning er lettere at tage, hvis det kan bilde sig selv ind, at terrortruslen er illusorisk.

En måde hvorpå vores ”bedremænd og –kvinder” skjuler faren for sig selv og andre, er ved at kalde det et problem for Bush. ”Rapport: Irak skaber problemer for Bush,” skriver USA Today i en overskrift. ”Fotografier af amerikanske soldater, der mishandler irakiske fanger udgør et stort problem for præsident Bush,” siger Associated Press.

Tyve marinesoldater dør i Irak; Cece Connely siger, at deres død udgør et stort problem for Bush. Man skulle tro, at dødsfaldene først og fremmest er et problem for de døde soldater og i anden omgang for deres kære, at Zarqawis bilbomber er et problem for USA og resten af verden, at de, med andre ord, er et alvorligt problem. Men hvis de er Bushs problem, og Bush er ond, så må de i en vis forstand være gode, eller hvis de er et problem, så ikke et alvorligt et.

Denne psykologiske kortslutning virker også for indenrigspolitikken. ”Høje benzinpriser et irriterende problem for Bush,” siger Indianapolis Star, som om præsident Bush er nødt til at bidrage med et par ekstra dollars, hver gang en af os køber benzin. ”Bushs store problem” er socialforsikring, siger Washington Post, tilsyneladende under den misforståelse, at præsidenten har udsigt til en fattig alderdom.

Det burde være indlysende, selv for intellektuelle, at George Bushs hals ikke blødte, da terrorister skar halsen over på Daniel Pearl, så det respektable samfund må have en mere grundlæggende interesse i narre sig selv og resten af os end blot foragten for Mr. Bush. Denne interesse må være overordentlig stærk for at kunne overvinde den frygt og vrede, som folk naturligt nok føler, når skyskrabere styrter sammen og undergrundsbaner bombes, og for at overvinde den rædsel og afsky, som, for at være fair, selv respektable mennesker føler, når ægteskabsbrydere og homoseksuelle bliver stenet, når tyve straffes med amputation, når piger sælges ind i polygame ægteskaber, når uvurderlige religiøse kunstværker sprænges, når sorte afrikanere myrdes i millionvis eller holdes som slaver, når kvinder summarisk henrettes for at overtræde beklædningsreglerne, og så videre og så videre og så videre.

Hvad er så denne magtfulde interesse? Hvad har journalister, akademikere, kunstnere, intellektuelle, almindelige kristne, regeringsfunktionærer, liberale politikere, og resten af forsvarerne af den sørgelige status quo til fælles? Fjendtlighed over for kristne, der faktisk lader til at tro på Kristus. Og hvad er grunden til denne fjendtlighed? Dårlig samvittighed.

Det kunne se ud som om, at respektable mennesker har mere at frygte fra islam end fra kristendommen. Kristne stener trods alt ikke ægteskabsbrydere eller dødsdømmer gudsbespottere. Men islam er langt væk, og kristne skræmmende tæt på.

Undervurdér ikke denne irrationelle frygt, dette åndelige oprør, denne fuldkomne bestyrtelse, som mennesker uden trøst føler, når de bliver klar over deres ganske ubetydelige og kortvarige plads i universet; denne fortvivlelse, der griber dem, når de sætter deres grandiose drømme op mod den beskidte virkelighed; denne rædsel, der slår dem, når de overvejer muligheden af en guddommelig dom.




Oversættelse: Bombadillo