I "Christianity and Islam," et kapitel i The Oxford Illustrated History of Christianity, skriver Jeremy Johns:

"forholdet mellem kristendom og islam i middelalderen ses normalt, i Vesten, som en militær konflikt, og i Østen, som det arabiske bidrag til vestlig kultur."

(Vesten er fikseret på de islamiske hæres erobring af det meste af kristenheden; Østen er pikeret over de kristnes utaknemmelighed og manglende evne til at anerkende islamisk kulturs overlegenhed.)

Med storslået upartiskhed bemærker Johns, at hver tro "fokuserer på et område, som den anden betragter som perifert." Islamisk militær aggression og kristen utaknemmelighed er moralsk ækvivalente.

Muslimer erobrede de kristne lande i Asien, herunder det Hellige Land; pave Gregor VII kaldte dem "hedninge".

Muslimer erobrede Egypten og resten af Afrikas nordkyst, "Vesten forsøgte at umenneskeliggøre de muslimske lærde, som den skyldte så meget."

Muslimer erobrede Sicilien, en del af Italien, og det meste af Spanien; kristen viden om islam…

"'blev ikke brugt til at udvikle forholdet mellem de to trosretninger, men blev i stedet, for så vidt som den overhovedet blev brugt, anvendt selektivt af kristne missionærer i deres angreb på islam.’ Muslimer erobrede Grækenland og trængte op gennem Balkan til Wiens porte; kristne var skyldige i ’fornærmelig bralren op.'"

Til denne dag mangler "fremmedfjendske" kristne "tolerance, mens muslimer er så moralsk forargede over ’den åbenbare dekadence og korruption i det kristne Vesten’, at de ’bruger vold for at sikre, at de bliver respekteret.’ (Europæere og amerikanere nærer ikke høje tanker om arabere og iranere; de kristnes iøjnefaldende syndighed driver muslimerne til at kapre fly og flyve dem ind i skyskrabere.)

En muslimsk lærd fra det elvte århundrede tilskrev de kristnes dumhed virkningerne af det kolde vejr, som hæmmede væksten af deres hjerner. Mens Johns måske ikke deler Said al-Andalusis opfattelse af årsagen til den kristne sygdom, så bestrider han ikke symptomerne: Ved de sjældne lejligheder, hvor latinske og arabiske lærde kunne mødes, siger han, ’var det alene latinerne, der havde noget at lære.’

For at skabe balance mellem skålene på retfærdighedens vægt må undertvingelsen af så mange kristne lande vejes op med et særdeles stort kulturelt bidrag fra islam til Vesten. Stort, ja helt bestemt, siger Johns, ’så stort, at det ikke kan gøres op i tal,' så stort, at det er ’mærkeligt, at det gjorde så lidt for at forbedre forholdet mellem kristendom og islam.’

I 'Islam and Christendom’, et tilsvarende kapitel i The Oxford History of Islam, identificerer Jane Smith de største af de arabiske bidrag til vestlig kultur, som Johns siger, vi ikke respekterer til fare for os selv:

"Det har længe været anerkendt, at et af den middelalderlige muslimske verdens mest betydningsfulde og varige bidrag til kristenheden var at give vestlige lærde adgang til de store klassikere fra Grækenland og Rom ved deres oversættelse til arabisk, hvorfra de blev oversat til europæiske sprog. De fleste af Platons og Aristoteles’ værker var kendt af arabiske muslimer."

Da Smiths passage er skrevet på dhimmitude-sprog, har den selv behov for oversættelse. ’De fleste af Platons (…) værker' betyder Staten. ’De fleste af (…) Aristoteles’ værker' inkluderer værker, som Aristoteles ikke skrev, og ikke afspejler hans filosofi. Adgang ’til de store klassikere fra (…) Rom’ betyder ingenting. ’Varige’ bidrag betyder adgang til en oversættelse fra arabisk til latin indtil en oversættelse direkte fra græsk var til rådighed, eller betyder endda adgang til en oversættelse fra arabisk til latin efter at en oversættelse direkte fra græsk allerede var til rådighed. Det passive ’blev oversat’ betyder 'blev oversat af kristne og jøder, ikke af muslimer.’

’At give vestlige lærde adgang til de store klassikere fra Grækenland og Rom ved deres oversættelse til arabisk, hvorfra de blev oversat til europæiske sprog’ betyder næsten altid adgang til en latinsk oversættelse af en arabisk oversættelse af en syrisk oversættelse af en græsk tekst. Nogle gange betyder det adgang til en latinsk oversættelse af en arabisk oversættelse af en hebraisk oversættelse af en græsk tekst. Det kan også betyde adgang til en latinsk oversættelse af en hebraisk oversættelse af en arabisk oversættelse af en syrisk oversættelse af en græsk tekst. Kun i sjældne tilfælde betyder det adgang til en latinsk oversættelse af en arabisk oversættelse af en græsk tekst.

Et bidrag af ’den middelalderlige muslimske verden (…) til kristenheden’ betyder en oversættelse til latin udført af en kristen eller en jøde af en arabisk oversættelse udført af en kristen eller en jøde af en syrisk oversættelse udført af en kristen eller en jøde af en græsk tekst, som ’den middelalderlige muslimske verden’ fik fingre i, da den erobrede dele af ’kristenheden,’ som indeholdt de biblioteker og klostre, hvori den blev opbevaret. Det betyder med andre ord, en tredje, fjerde eller femte hånds version af en stjålet græsk tekst.

Smiths henvisning til de store klassikere fra Rom er særlig bizar. Hun giver ingen eksempler, hvilket måske er godt det samme, da de ville være latinske oversættelser af arabiske oversættelser af syriske oversættelser af græske oversættelser af latinske tekster. I overensstemmelse hermed vil Oxford om et par år kunne fortælle os om franske oversættelser af latinske oversættelser af arabiske oversættelser af syriske oversættelser af græske oversættelser af latinske oversættelser af franske tekster. Den franske oversættelse vil have nuit [nat], hvor den franske original har jour [dag].

Man kunne forestille sig, at de store klassikere fra Rom ville være værker af Cæsar, Cato, Catullus, Cicero, Horats, Juvenal, Livius, Lucan, Lukrets, Martial, Ovid, Plinius, Quintilian, Sallust, Seneca, Suetonius, Tacitus, Terence, eller Virgil, men ifølge Franz Rosenthal i The Classical Heritage in Islam er ’den eneste latinske tekst, hvis arabiske oversættelse er bevaret’ af Orosius!

Ifølge dhimmi-historien, gik Vesten ind i mørkealderen [the Dark Ages], som er det samme som middelalderen [the Middle Ages], fordi kristendommen afviste grækernes kultur og visdom. Hvis ikke islam var kommet til undsætning, ville oldtidens skatte have været tabt for evigt. Smiths ’store klassikere fra Grækenland og Rom' ville være forsvundet. Især mistede de kristne Aristoteles, som araberne højsindet bevarede for dem.

Rosenthal giver imidlertid følgende liste over antikke græske forfattere, hvis værker for en dels vedkommende blev reddet ved oversættelse til arabisk: ’Theofrast, (Pseudo-?) Euklid, Heron fra Alexandria, Pappos fra Alexandria, Rufos fra Efesos, Dorotheos fra Sidon, Galen, Alexander fra Aphrodisias, Nikolaos fra Damaskus, Porfyrios og Proklos.’ Hvor dhimmi-historien ville have fået os til at forvente Platons navn, ser vi Pappos fra Alexandria eller Rufos fra Efesos, og i stedet for Aristoteles ser vi Dorotheos fra Sidon eller Nikolaos fra Damaskus.

Ifølge Charles Burnett i 'Arabic into Latin’, et kapitel af The Cambridge Companion to Arabic Philosophy, blev Platons Staten, ’selv om den blev oversat til arabisk, ikke efterfølgende oversat til latin.’ Det vil altså sige, at det eneste værk af Platon, der blev oversat til arabisk, ikke fandt vej tilbage til Vesten.

Selv om der, ifølge Bernard Dod i The Cambridge History of Later Medieval Philosophy, er ’en sejlivet myte om, at Vesten lærte sin Aristoteles via oversættelser fra arabisk,’ har islam heller ikke reddet Aristoteles. I A History of Philosophy siger Frederick Copleston, at ’det er en fejl at tro, at de latinske skolastikere var helt afhængige af oversættelser fra arabisk eller endog, at oversættelse fra arabisk altid gik forud for oversættelse fra græsk.’ Faktisk gik 'oversættelse fra græsk (…) normalt forud for oversættelse fra arabisk.’ Dette synspunkt bekræftes af Peter Dronke i A History of Twelfth—Century Western Philosophy:

"de fleste af Aristoteles’ værker (...) blev oversat direkte fra græsk, og kun undtagelsesvist ved hjælp af et arabisk mellemled."

Så den store redning af græsk filosofi ved oversættelse til arabisk, viser sig at betyde ingen redning af Platon og videregivelse af latinske oversættelser af arabiske oversættelser af græske tekster af Aristoteles, enten direkte eller oftere via syrisk eller hebraisk, til en kristenhed, der allerede havde de græske tekster, og allerede havde oversat de fleste af dem til latin, med næsten hele oversættelsesarbejdet udført af kristne og jøder, og ikke noget af det af muslimer.

Tesen i The Closing of the Western Mind af Charles Freeman (Knopf 2003) er, at ’den græske intellektuelle tradition ikke blot mistede kraft og forsvandt. (Dens overlevelse og fortsatte fremgang i den arabiske verden er et vidnesbyrd om dette.)’ Nej, ’den blev ødelagt’ af de kristne.

"Denne bog handler om et betydeligt vendepunkt i den vestlige kulturelle og intellektuelle historie, hvor traditionen for rationel tænkning, der blev skabt af grækerne, blev kvalt i det fjerde og femte århundrede e.Kr. Denne ’lukning af det vestlige sind’ omfatter ikke den arabiske verden, hvor oversatte græske tekster fortsatte med at inspirere fremskridt inden for astronomi, medicin og videnskab."

Her røber Freeman den virkelige grund til den overdrevne ros af middelalderlig islam: Den er "vidnesbyrd" om kristendommens ødelæggelse af den "græske intellektuelle tradition" og i forlængelse heraf, dens ødelæggelse af al intellektuel undersøgelse til alle tider.

Johns, Smith, og Freeman lovpriser islam med det formål at nedgøre kristendommen. De har ingen kærlighed til islam. De ville være blandt de første til at blive stenet, hvis islam overtog Vesten. Hvad de elsker - tilsyneladende gratis - er hadet til kristendommen, der fosser som floder ud af islam.

De fleste amerikanere er utilbøjelige til at kritisere andre folks religioner, heraf nytten af at anklage kristendommen under dække af at rose islam. En kristen, der forsvarer sin religion, synes at gøre sig særlig umage for ikke at anklage islam.

Så ifølge Freeman 'kvalte' de kristne ’rationel tænkning' og lukkede det vestlige sind i fjerde og femte århundrede e.Kr. Den tanke, at græsk tænkning ’blot mistede kraft og forsvandt,’ må afvises. Vi ved dette på grund af, hvad araberne angiveligt gjorde flere hundrede år senere.

I virkeligheden mistede den græske tanke kraft længe før Freeman siger, at de kristne kvalte den, ja faktisk før der fandtes kristne til at udføre kvælningen og næsten et årtusinde før der fandtes muslimer til at redde den. Hvorfor den tabte kraft, er kontroversielt. At den mistede kraft og hvornår, burde ikke være sket.

En forklaring på forfaldet kan findes i The Rise of the West af William McNeill. Grækenlands guldalder var et produkt af bystaten [polis]; da denne mistede sin selvstændighed, druknede dens kultur og visdom i imperial kosmopolitisme.

Efterhånden som filosoffernes verden blev udvidet, blev deres plads i den mindre, og de begrænsede sig til ’forkyndelsen af en kodeks for en gentleman-etik, der blev afstivet af en hvilken som helst underbyggende metafysisk, fysisk eller erkendelsesteoretisk doktrin, der syntes nødvendig.’ I det andet århundrede f.Kr.,

"blev græsk filosofi en ren erstatning for religion - og ikke engang en særlig tilfredsstillende erstatning, på grund af den benægtelse af følelse, der karakteriserede alle de hellenistiske skoler."

Filosofi blev

"begrænset til stadig mindre ambitiøse intellektuelle formuleringer, hvor etiske forskrifter spillede den centrale rolle, mens idealet om sandhed som et mål i sig selv skrumpede ind til de hellenistiske skolers kolde og visne rationalisme."

"Appellerer til en svunden fortid, og til det gamle Athens herligheder" var forgæves. "Den usædvanlige menneskelige kraft, der var blevet kaldt til live i Athens korte glansperiode, kunne aldrig udnyttes igen."

Guldalderen var ovre. I Det Hellige Land kæmpede makkabæerne mod Antiochus Epifanes. Mere end otte hundred år skulle der gå, før Muhammed grundlagde den religion, der angiveligt holdt guldalderen i live ved at flytte den til den islamiske verden.

Der var ingen Homer (9. til 8. århundrede f. Kr.?), ingen Pythagoras (ca. 580 til 500 f.Kr.), ingen Perikles (ca. 495-429 f.Kr.), ingen Sofokles (ca. 496-406 f.Kr.), ingen Thukydid (død ca. 400 f.Kr.), ingen Platon (ca. 428-348 f.Kr.), ingen Aristoteles (384-322 f.Kr.), ingen Euklid (ca. 300 f.Kr.), ingen Arkimedes (ca. 287-212 f.Kr.).

Hvis der er nogen, der har skylden for tabet af Aristoteles, så er det den græske filosofi selv, ikke den kristendom, som Freeman giver skylden. "I løbet af et par århundreder" efter Aristoteles’ død, siger McNeill, blev hans disciple "simpelthen spredt, hvorved Aristoteles' værker fik lov til ufortjent at forfalde."

Ved Aristoteles’ død stod verden tilbage med en række ’eksoteriske’ og ’esoteriske’ skrifter. De ’eksoteriske’ skrifter, dvs. offentliggjorte værker, som nu er gået tabt, var hovedsagelig dialoger i platonisk form og måske også i indhold. De ’esoteriske’ skrifter, dvs. skrifter, der ikke var offentliggjort i Aristoteles’ levetid, er dem, vi nu er i besiddelse af. Hans overlevende tilhængere bragte dem med sig som forelæsninger over Aristoteles' filosofi. Skrifter af begge klasser fandt vej til bibliotekerne i Alexandria, sammen med lige så mange eller flere pseudoaristoteliske værker. Som følge heraf opstod der en kaotisk og forvirrende situation - med originale værker af Aristoteles, der konkurrerede om opmærksomheden med værker fejlagtigt tilskrevet ham - med værker af aristoteliske filosoffer, der på en måde, der er vanskelig at vurdere, afspejlede Aristoteles’ faktiske tænkning - og med alle disse værker lokaliseret på steder, som vanskeligt lader sig bestemme med sikkerhed, men primært i hænderne på Aristoteles’ tilhængere og i Alexandrias biblioteker.

Gennem århundrederne forsøgte en række redaktører at etablere en egentlig Aristoteles-kanon. Centrum for deres bestræbelser flyttede til Rom, de eksoteriske skrifter gik tabt, og den Aristoteles, vi har i dag, dukkede efterhånden op, baseret på græske tekster, ikke arabiske.

I mellemtiden fortsatte Platon med at være den foretrukne græske filosof, især i den hellenistiske verden. Nyplatonismen, der understregede de dogmatiske elementer af Platon på bekostning af hans kritiske aspekt, kom til at dominere den metafysiske spekulation; og Aristoteles, når han ikke simpelthen blev ignoreret, blev fortolket på en nyplatonisk måde, der neddæmpede hans afvigelser fra Platon, og derved ødelagde hans enestående bidrag til filosofien.

Da islam erobrede de fleste af de kristne lande i Asien og Mellemøsten, samt alle dem på nordkysten af Afrika, herunder Egypten og med det Alexandria, var en del af krigsbyttet de små hellenistiske lærdomscentre, ofte befolket af nestorianske kristne, der fortsatte et stykke tid med at oversætte den græske filosofi til syrisk. Til sidst blev de fleste af Aristoteles’ bevarede skrifter oversat til arabisk, generelt via syrisk, sommetider via hebraisk, i sjældne tilfælde direkte, sammen med indflydelsesrige pseudoaristoteliske tekster. Disse oversættelser blev grundlaget for den islamiske verdens aristotelisme, som var helt blottet for kendskab til originalværkernes græske sprog og deres forfatters originalitet.

Dette er, i korthed, oprindelsen til, hvad der skulle blive, hvad Johns kalder ’det arabiske bidrag til vestlig kultur’ og Smith ’et af den middelalderlige muslimske verdens mest betydningsfulde og varige bidrag til kristenheden.’

Det er historien om to guldaldre, en græsk og en islamisk. Den førstnævnte degenererede fra guld til sølv til bronze til jern til svovlkis; sidstnævnte begyndte med narreguld [svovlkis, pyrit]. De islamiske filosoffers fejl var, at de var uforsigtige med grækernes gaver eller mere præcist med, hvad islam havde stjålet. De pakkede smukke pakker op mærket 'Platon' og 'Aristoteles' og fik Plotin, Porfyrios, og Proklos. De troede, de fik aristotelisme, men de fik nyplatonisme, som hverken er platonisk eller aristotelisk.

Det skal dog siges som undskyldning for de islamiske filosoffer, at de ikke var alene i deres fejltagelse, som til denne dag formørker hovedet på mange kristne, der anses for at være højest åndelige. De kan ikke genkende nyplatonismen, ved ikke, hvad der er galt med den, og har ingen idé om, hvorfor de skal passe på. For 'hvad vi tåbeligt kalder "simple" fejl, går ikke væk,’ siger C. S. Lewis i Mirakler, 'De ændrer blot deres form.’ Desuden er vestlige filosoffer, i modsætning til de fordomsfulde muslimer, blevet så fordomsfrie, at de vil tro på hvad som helst, især hvis det er ikke sandt.

Cristina D'Ancona skriver i 'Greek into Arabic,' et kapitel i The Cambridge Companion to Arabic Philosophy, at blandt de første værker af græsk filosofi, der blev oversat til arabisk, var Plotins Enneader og Proklos’ Teologiens grundelementer. Som D'Ancona korrekt bemærker, er der her tale om ’grundlæggende tekster af græsk nyplatonisme,’ og hun siger, at den tidlige introduktion ’havde langsigtede konsekvenser for hele udviklingen’ af islamisk filosofi.

Islamiske filosoffer var tilbøjelige til at acceptere den græske nyplatoniske opfattelse, at Platon og Aristoteles grundlæggende stemte overens. Denne opfattelse var en af de ’almindelige antagelser, der var typisk for denne første optagelse af græsk tænkning i det islamiske miljø,’ og som ’skulle forblive et varemærke for' islamisk filosofi.

Blandt de nyplatoniske værker, oversat til syrisk eller arabisk, var skrifter af Plotin, Porfyrios, Jamblichos, Themistios, Syrianos, Proklos, Pseudo-Dionysios, Simplikios, Filoponos, og Olympiodoros. Det vigtigste var dem af Plotin, Porfyrios, og Proklos, som de også var det i Vesten.

Plotin var grundlæggeren af nyplatonismen og forfatter til Enneader. Den såkaldte Teologi af Aristoteles er faktisk en omordning og omskrivning af en del af Enneader. En anden omordning og omskrivning, der fejlagtigt blev tilskrevet Aristoteles, denne gang af Proklos’ Teologiens grundelementer, er Bogen om Aristoteles' redegørelse for det rent gode, senere oversat til latin som Bogen om årsager. Porfyrios var Plotins litterære eksekutor og forfatter til Isagoge, meget læst i både Øst og Vest som en introduktion til Aristoteles’ logiske værker.

Nyplatonismen befinder sig et langt stykke vej fra Platon og Aristoteles fra det fjerde århundrede f.Kr. D. A. Rees har fremstillet forskellen mellem platonisme og nyplatonisme overordentlig godt i 'Platonism and the Platonic Tradition’ i The Encyclopedia of Philosophy:

’Platonikere [nyplatonikere] var ude efter en statisk lærebygning (...) og havde dermed en tendens til at minimere det prøvende og mindre systematiske aspekt af Platons filosoferen.’

Det karakteristiske ved nyplatonismen er læren om emanation, tanken om, at Det ene emanerer [udstrømmer] en anden som sig selv, men ringere, som igen emanerer endnu én som sig selv, men ringere, og så videre. Emanationisme ender således typisk med at devaluere stof og det fysiske univers, som er i bunden af rækken af emanationer, og har en tendens til at fusionere med gnosticisme, som den også deler interessen for det okkulte med. Emanationisme adskiller sig fra skabelse i den forstand, at emanation er ufrivillig, mens skabelse finder sted efter Guds vilje. Da islam, ligesom kristendommen, tror på skabelse, er nyplatonismen grundlæggende uforenelig med begge religioner.

Én artikel i The Encyclopedia of Philosophy siger, at Avicenna (980-1037 e.Kr.) var islams største filosof; en anden artikel siger, at Averroes (1126-1198 e.Kr.) var. Det være, som det være vil - mellem dem var al-Ghazali (1058-1111 e.Kr.), som besejrede dem begge.

Avicenna forsøgte at udvide den nyplatoniske Aristoteles, han arvede, til sin egen store og systematiske filosofi; al-Ghazali kritiserede elementer i Avicennas filosofi, som han fandt i strid med islam; og Averroes forsvarede islamisk filosofi mod Al-Ghazali og kommenterede Aristoteles. Resultatet var, at Avicenna dominerede filosofien i narreguldalderen, al-Ghazali sejrede, og få hæftede sig ved Averroes.

Set med al-Ghazalis øjne, troede Avicenna og andre islamiske filosoffer på en udvandet islam, hvis de da overhovedet troede på islam, fordi de argumenterede for en evig verden i stedet for en skabt, benægtede legemets genopstandelse, og begrænsede Guds viden til en viden om universalier.

Al-Ghazali var tilhænger af okkasionalisme, den interessante, men katastrofale opfattelse, at den årsagssammenhæng, vi opfatter i verden, er en illusion, da alle begivenheder er direkte forårsaget af Gud. I okkasionalismen er der ikke plads til sekundære årsager eller at Gud arbejder indirekte. Al-Ghazali siger endda, at når nogen bliver halshugget, så er det ikke korrekt at sige, at han døde, fordi hans hoved blev hugget af! Et menneske, der er blevet halshugget, dør pga. hans ajal - ajal er det tidspunkt, hvor Gud skaber hans død i ham - uanset om dette sker samtidigt med at hans hals skæres over, eller med at der er måneformørkelse, eller at der falder regn. Alle disse er for os forbundne ting, ikke frembragte handlinger, bortset fra at forbindelsen i nogle tilfælde er gentaget i henhold til vane, mens de i andre ikke gentages.

Når jeg ser værker af al-Ghazali annonceret på islamistiske hjemmesider, spekulerer jeg på, om de halshuggende terrorister har læst dem. Måske mener Osama bin Laden, at han ikke bærer noget ansvar for 9/11, da passagerflyene, der fløj ind i World Trade Center og Pentagon, kun er "tilknyttet" visse af den pågældende dags dødsfald. Det samme var vejret, eller, som Michael Moore påpeger, præsidentens læsning for skolebørn i Florida.

Ved det tolvte århundrede havde al-Ghazali vundet. Islam afviste nyplatonismen og med den, filosofi i almindelighed, og dette i så høj grad, at de arabiske udgaver af nogle af islamisk filosofis største værker, f.eks. Averroes’ kommentarer til Aristoteles, gik tabt, og kun er bevaret ved hjælp af latinske oversættelser. Det er faktisk sådan, at langt mere arabisk filosofi er blevet reddet af latinske oversættelser end græsk filosofi af arabiske oversættelser!

Hvorfor skal vi bekymre os over, at dhimmi-historien har overbevist de fleste uddannede mennesker om, at de kristne mistede Aristoteles og muslimerne gav ham tilbage til dem? Hvorfor skal vi bekymre os over, at de tror på en guldalder for islamisk filosofi, som aldrig har fundet sted? Vi skal bekymre os, fordi vi skal være interesseret i sandheden, men mere end det, fordi disse falske overbevisninger faktisk er ret farlige, for i terroristernes ondskabsfulde hoveder retfærdiggør de mord. Dhimmi-historien bekræfter den følelse af overlegenhed, som islamofascisterne føler; den sympatiserer med deres sårede forfængelighed; den er fælles med dem om deres fjender; den minder dem om deres fortids pragt; den får dem til at føle sig for lidt værdsat; den smigrer dem; den giver dem mistanke om forræderi; og den fortæller dem, at de har ret.

Dhimmi-historien har den katastrofale virkning, at den forøger ’følelsen af krænket værd’, som jihadisterne føler - sammen med Miltons Satan. De dhimmi-lærdes løgne er, som islams grænser, blodige.

---

Oversættelse: Bombadillo