Det accepteres som en selvfølgelighed af mange liberale og multikulturalister, og udbredes af mange vestlige medier, at "civilisationernes sammenstød" mellem Vesten og den islamiske verden er et værdisammenstød mellem en sekulær, tolerant, post-kristen verden og en minoritet (om end en stor én) af muslimer, fundamentalister og bogstavtro, der fordrejer betydningen af deres tros traditioner. Koranverset: "Der er ingen tvang i religionen," [1] påberåbes ofte for at bevise, at islam ikke er den intolerante, undertvingende religion, som islamistiske gejstlige som Yusuf Qaradawi eller terrorister som Osama bin Laden får den til at være. Opfattelsen er, at "islam", som tidligere præsident George W. Bush sagde ikke længe efter angrebene den 11. september, "er fred". [2]

Men hvad nu hvis Bushs udtalelse, ligesom den almindeligt udbredte opfattelse, ignorerer realiteten af islams centrale principper? Er islamisternes overbevisning virkelig kun en fordrejet minoritetsopfattelse, eller er den snarere en mere sand afspejling af det muslimske trossystems iboende karakter? Kan Vesten nogensinde nå en modus vivendi med en islam, der af selve sin natur betragter vestlig civilisation som en uren "anden", der skal bringes indenfor islams sfære gennem undertvingelse i bedste fald, eller ødelæggelse i værste?

Trods forsøg på at give jihad ny mening til brug for det vestlige publikum, som i denne annonce på en Chicago-bus, er klassiske muslimske kommentatorer klare: Jihad er det normale forhold mellem de troende og de vantro. Islam ser jihad som middel til at skabe fred ved at undertvinge alle andre og håndhæve den islamiske orden. En pax islamica, der dækker hele kloden, er formålet med jihad, som derfor er en retfærdig krig.

Der er behov for en nærmere undersøgelse af islams centrale principper, én, der når ud over multikulturalismens selvbehagelige patentløsninger og som konfronterer det muslimske trossystem på dets egne præmisser, begyndende med et af de mest grundlæggende af disse principper, læren om al-wala wa al-bara (kærlighed [indadtil mod andre muslimer] og had [udadtil mod ikke-muslimer] for Allahs skyld).

Kærlighed og had for Allahs skyld

I forordet til gennemgangen af dette emne i 2005-bogen al-Wala wal-Bara af Muhammad Qahtani, erklærer sheik Abdar Razaq Afifi, næstformand for Saudi-Arabiens Institut for Vejledning og medlem af Storulamaens bestyrelse, følgende:

Emnet er af afgørende betydning og største interesse (...): For det første handler den [bogen] om en af islams vigtigste fundamenter, som rummer to store forudsætninger for sand tro: al-Wala, som er en manifestation af oprigtig kærlighed til Allah, hans profet og de troende; og al-Bara, som er et udtryk for fjendskab og had mod løgnen og dens tilhængere. Begge er tegn på sand iman (tro). For det andet er den skrevet på et meget afgørende tidspunkt (...), (hvor) muslimer ikke længere er klar over de egenskaber, som adskiller de troende fra de ikke-troende; deres tro er blevet så svag (...) (og) de har taget de vantro som deres venner, mens de viser fjendskab mod (...) de troende .... [3]

Qahtanis engelske forlægger tilføjer følgende:

Det er umuligt at give en bogstavelig oversættelse til engelsk af al-wala wa al-bara, men betydningen af dette arabiske udtryk angiver på den ene side, at nærme sig, hvad der behager Allah og Hans Sendebud, og på den anden side, at trække sig væk fra det, der mishager Allah og Hans Sendebud. [4]

Al-wala wa al-bara betyder derfor total loyalitet overfor islam og total desavouering af alt andet. Det er ét af islams mest grundlæggende principper og er af afgørende betydning, kun overgået tawhid, anerkendelse af Guds enhed. Total troskab og kærlighed skal kun gives indenfor det islamiske samfund, og afvisning, had og fjendskab er befalet mod den anden udenfor, baseret på Koranens fundament:

Sig: "Hvis I elsker Allah, så følg mig, og Allah vil elske jer og tilgive jer jeres synder! (...) Allah elsker ikke de vantro." (...) "De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid." [5]

Læren om al-wala wa al-bara opstod i det præ-islamiske arabiske stammesystem, hvorfra den gik videre over i ummaen (det islamisk samfund). Begreberne kærlighed og loyalitet blev udvidet til familien og hamula (klanen), mens mistænksomhed og had var rettet mod dem uden for klanen, de "andre", som ikke tilsluttede sig Muhammeds lære. Den islamiske umma har udviklet sig til en super-stamme i form af religiøs kobling. [6]

Den middelalderlige ekseget Ibn Taymiyya (1263-1328 e.Kr.), en af de autoriteter, der citeres mest af wahhabier og salafister, udtrykte al-wala wa al-bara på denne måde:

Enhver, der elsker for Allahs skyld og hader for Allahs skyld, og enhver, der forsegler et venskab for Hans skyld eller erklærer et fjendskab for Hans skyld, vil modtage Allahs beskyttelse. Ingen kan opleve smagen af sand tro undtagen ved dette, heller ikke selvom hans bønner og faster er mange. [7]

En anvendelse af denne begrebsramme i den virkelige verden blev leveret af Abdul Aziz bin Abdullah bin Baz, tidligere overmufti i Saudi-Arabien, der udstedte en fatwa (religiøs afgørelse) før Irak-krigen i 2003, der forbød at søge hjælp fra de vantro (kuffar) i jihad og opfordrede muslimer til at hade ikke-muslimer og vise fjendskab mod dem. [8]

Islam og de vantro

Spørgsmålet om muslimens forhold til de vantro er et af de vigtigste i islam. Den mængde opmærksomhed, der viet de vantro, er enorm: 64 procent af hele Koranen drejer sig om dette forhold, mens 81 procent af sira (kronologiske biografier over Muhammed) og 37 procent af hadith (udtalelser tilskrevet Muhammed) fokuserer på dette. Alt i alt er næsten to tredjedele af sharia (islamisk lov) afsat til de vantro. [9]

Hvad der klart kommer frem ved at undersøge dette emne, er, at islam ikke handler om universelt broderskab, som det ofte hævdes, men om broderskabet af troende, medlemmerne af ummaen. [10] Bagsiden af dette er en total fordømmelse af den "anden". [11] Der er mere end 400 vers i Koranen alene, der beskriver de pinsler i Helvede, Som Allah har gjort klar til de vantro. Koranen dehumaniserer de vantro: De er modbydelige dyr og bæster, de værste af skabningen og dæmoner; [12] perverse syndere og Satans venner, [13] der skal bekæmpes, indtil religionen er Allahs alene. [14] De skal halshugges, [15] terroriseres, [16] tilintetgøres, [17] korsfæstes, [18] straffes og fordrives, [19] og plottes mod ved svig. [20] Troende skal være i en konstant tilstand af krig med de vantro. [21]

Ifølge Ibn Taymiyya:

Eftersom lovlig krigsførelse i det væsentlige er jihad, og da dens mål er, at religionen udelukkende skal være Allahs [2:189, 8:39] og at Allahs ord skal være højest [9:40], så skal, ifølge alle muslimer, de, der står i vejen for dette mål, bekæmpes. Enhver, der strides med Muhammed, fortjener døden. [22]

Dette syns oprindelse i Koranen er entydig. I ånden af al-wala wa al-bara, skal muslimer være medfølende overfor hinanden, men skånselsløse mod de vantro. De vantro må ikke tages som venner. "Fjendskab og had" eksisterer mellem dem for evigt, indtil de vantro "tror på Allah alene". [23] De er et hadet og forbandet folk; modbydelige og onde; [24] vanærede og vildledte. [25] Selv ens pårørende bør ikke tages som venner, hvis de ikke er muslimer. [26] Som Bernard Lewis har udtrykt det:

Islam er stadig det ultimative kriterium for gruppeidentitet og loyalitet. Det er islam, der skelner mellem os og andre, mellem insider og outsider, mellem bror og fremmed (...) den ultimative definition på den anden, den fremmede outsider og formodede fjende, har været kafiren [den vantro]. [27]

Andre religioner

Koranen siger, at alle andre religioner er forbandede af Allah. [28] Alle dem, der knytter afguder [29] eller falske guder til Allah, [30] eller opfinder løgne om ham, [31] eller nægter Allah, [32] eller ændrer blot et enkelt ord af Allahs bog, [33] eller ikke tror på Allahs budbringer Muhammed [34] vil "hvor som helst man finder dem, blive pågrebet og dræbt på stedet." [35]

Jødedom og kristendom afvises og er ikke acceptable for Allah, da Han har sendt sin sidste budbringer til hele verden, der har afsløret deres fejl. At elske Allah er at afvise dem, der afviser Ham.

I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Allah retleder ikke de folk, der handler uret. [36]

De praktiske udmøntninger af dette er skildret i hadith:

Fortalt af Ibn Umar: Allahs Apostel sagde: "Jeg er blevet befalet at kæmpe mod folkene, indtil de vidner om, at ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah og at Muhammed er Allahs apostel" [37]

Der er cirka syv hundrede vers i mere end halvtreds suraer i Koranen, der har direkte og udtrykkelige negative henvisninger til jøderne; sammen med islams andre centrale bøger, udgør de i alt 9 procent af den samlede sharia. [38] Betegnelserne brugt mod jøder udtrykker en del af holdningen til den "anden", al-wala wa al-bara fastholder.

Jøder er evigt forbandede, [39] er blevet forvandlet til aber og svin [40] (eller aber alene). [41] Den ultimative synd begået af jøderne er, at de er Satans håndlangere, [42] og hvis de ikke accepterer islams sande tro, de vil brænde i Helvedes ild. [43] Jøder skjuler sandheden og er "det værste af skabningen," [44] og er de mest onde med hjerter hårdere end sten. [45] Ved at forfalske Guds ord ødelagde jøderne skrifterne og de har dræbt profeterne. [46] Jøder "lytter til løgn", "fortærer uretmæssigt gods", og er "kujoner", "vulgære" og "tåber". [47] De er de værste af Allahs skabelse; jøder blev "forbandet og forvandlet til rotter". [48] Fra et operationelt synspunkt, tager hadith disse opfattelser og tilbyder en recept på deres anvendelse (om end engang i fremtiden):

Timen vil ikke komme før I kæmper mod jøderne, og stenen og træet bag hvilken en jøde gemmer sig vil sige: 'O muslim! O Allahs tjener, der gemmer sig en jøde bag mig, så kom og dræb ham.'" [49]

Hvad kristendommen angår, så mener islam, at den er en beskadiget og forvrænget religion baseret på myter og legender. Jesus er en muslimsk profet; Kristi guddommelighed er en blasfemi og kristendommens grundlag dermed falsk. [50] Kristne har opfundet løgne om Allah [51] ved at tilskrive partnere til Ham, hvilket er den værste af synder. [52] For dette er også de dømt til Helvede for evigt. [53] Jesus vil en dag komme tilbage og ødelægge kristendommen ved at bryde korset, og på Dommens Dag vil han være et vidne imod dem. [54]

Som en sidste handling før sin død hævder muslimsk tradition, at Muhammed beordrede en etnisk udrensning af jøder og kristne fra Arabien. [55] Hvad enten dette fandt sted under den muslimske profets ledelse eller skete på anden måde, så er realiteten, at jøder er blevet forvist fra Arabiens territorium, og at Saudi-Arabien - den moderne nationalstat, der optager halvøen - til denne dag har forbudt alle jøder at tage bolig indenfor dens grænser.

Muslimens overhøjhed og krigens førelse

Det logiske resultat af dette verdenssyn er den islamiske befaling om at undertvinge verden gennem etablering af en universel umma. [56] Da Allahs ord (som overbragt af Muhammed) i sagens natur er af en højere verden, [57] er menneskeskabte love af væsen syndige og skal erstattes af sharia. Det ville være ondt og en tilslutning til al-Bara [hadet] at tillade menneskeheden at ignorere Allahs fuldkomne lov; derfor er det en religiøs pligt at skabe den mest perfekte verden med politiske eller andre midler. [58]

Da islam er det perfekte religiøse system, som består af Guds visdom fra tidernes begyndelse og dermed er hævet over alle andre religioner, [59] er muslimer det bedste af alle folk, og deres belønning et luksuriøst liv i Paradis. [60] Dawa, [61] der ofte oversættes med "prædiken" eller "undervisning," er mere bogstaveligt en "invitation" til menneskeheden om at acceptere islam som den eneste sande religion og at underkaste sig dens diktater. [62] Alternativer, som at tillade andre at vælte rundt i deres uvidenhed, ville i bund og grund være at gøre det modsatte af al-wala wa al-bara, noget ingen god muslim (der ved bedre om overlegenhed sin tro) bør gøre.

Imperativet, der flyder fra dette, er, at det at dræbe eller blive dræbt for islams skyld er en hellig pligt:

Allah har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Allahs sag, dræbe og selv blive dræbt - som et sandfærdigt løfte, der påhviler Ham, i Toraen, Evangeliet og Koranen. Hvem er vel mere tro mod sit løfte end Allah? Så glæd jer over den handel, som I har sluttet! Det er den vældige sejr. [63]

Som Guds udvalgte folk behøver muslimer ikke at have nogen skyld eller anger overfor de vantro. Verden er delt op i to adskilte verdener: Dar al-Islam (underkastelsens hus) og Dar al-Harb (sværdets hus), og det normale og eneste berettigede forhold mellem de to er en tilstand af evig krig. Der kan ikke være fred med ikke-muslimer, kun midlertidige våbenhviler. [64] For islams er retfærdig krig enhver krig rettet mod de vantro, uanset dens årsager og omstændigheder, da bekæmpelse af vantro altid er moralsk berettiget og religiøst legitimeret.

Jihad afspejler de normale forbindelser mellem de troende og de vantro. Islamiske krige er futuhat - et ord, der er afledt af det arabiske rod-ord for "åben" - og betyder, at de åbner verden for kaldet til islam; krige anstiftet af de vantro er hurub, der er afledt af den arabiske rod for "vrede". Ethvert territorium erobret under jihad af muslimer er waqf, der aldrig kan returneres, mens territorium erobret af vantro betragtes som besat og skal tages tilbage med magt. [65] Efter dette ræsonnement er territorial ekspansion gennem krig ført af muslimske styrker ikke aggression, men opfyldelse af Koranens befaling om at udbrede islam.

Islam ser således krig som et middel til at skabe fred ved at undertvinge alle andre og håndhæve islamisk orden. En pax islamica dækkende hele kloden er formålet med jihad, som derfor er en retfærdig krig. En hudna eller våbenhvile indebærer ikke opgivelse af jihad, men er snarere en suspension af fjendtlighederne, en sovende tilstand, hvorfra en leder til enhver tid kan genopvække kampene som det passer ham. [66] For muslimen er permanent fred en teologisk tilstand, der skal opnås af hensyn til det gode (al-wala), snarere end en politisk tilstand, som ikke er andet end en midlertidig våbenhvile for at opnå strategisk fordel.

Kærlighed, had og bøn

Fem gange om dagen, erklærer muslimer deres totale troskab til og underkastelse under Allah ved at recitere de indledende vers i Koranen. Mens de første seks vers synes uangribelige, får vers 6 og 7 et andet skær i lyset af læren om al-wala wa al-bara:

[6] Led os ad den lige vej! [7] Vejen, der følges af dem, som du viser nåde; ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne.

En af de tidligste koranfortolkere, al-Tabari (838-923), forklarede i sin Kommentar til Koranen, at "dem, som vreden rammer" er jøderne, mens "de vildfarne" er de kristne. [67]

Denne opfattelse fastholdes den dag i dag, som det kan ses i de seneste oversættelser af Koranen af al-Hilali og Khan, der er godkendt af den saudiske regering, og cirkulerer i boghandlere, moskeer og selv fængsler. Man kan således se, at trods den omfattende hvidvaskning af islams iboende fordomme i et forsøg på at skildre jøder og kristne som ærede og beskyttede "Bogens Folk" (ahl al-Kitab) snarere end som tarvelige vantro, så fastholder en af den islamiske tros centrale søjler, at jøder og kristne er "andre" og skal undgås, hvis man vil leve efter al-wala wa al-bara.

Faktisk er muslimske jurister omhyggelige med at gøre denne skelnen: Under islamisk styre, og kun under islamisk styre, skal jøder og kristne betragtes ahl al-Dhimma [Beskyttelsens Folk, o.a.], en beskyttet gruppe af andenklasses borgere, der er udpeget som sådan på grund af deres forbindelse med "Bogen" (Bibelen). Når jøder og kristne bor udenfor islamisk styre (som jøder gør i staten Israel), er de ikke længere ahl al-Dhimma men vantro. [68]

Den "Frelste Sekt"

At elske og hade for Allahs skyld er ikke kun påbudt overfor medlemmer af andre trossamfund, men har også et internt element. At erklære andre muslimer for vantro (takfir) på grund af utilstrækkelig fromhed, er almindelig praksis blandt salafister og wahhabier, og bruges af jihadister til at retfærdiggøre brugen af vold mod andre muslimer.

Jihadister peger ofte på en udtalelse tilskrevet Muhammed:

Dette fællesskab vil blive delt op i 73 sekter, 72 af dem vil komme i Helvede og 1 vil komme i Paradis, og det er flertalsgruppen. [69]

De tror - sammen med muslimske fundamentalister - at de er den "Frelste Sekt" (at-Taifa al-Mansura), den eneste gruppe i besiddelse af den korrekte islamiske tro. Begrebet takfir, fremført af Ibn Abd al-Wahhab (grundlægger af wahhabi-bevægelsen), indeholder den bestemmelse, at enhver, der ikke viser tilstrækkelige niveauer af wala (troskab mod hans opfattelse af sand muslimsk tro) og tilstrækkeligt bara (afvisning af ikke-muslimer, herunder den forkerte slags muslimer) er i fare for at begå apostasi. [70]

Et jihadistisk webforum citerer Sayyed Imam al-Sharif, alias "Dr. Fadl", og Abdul Qadir bin Abdul Aziz, mentor for al-Qaedas nuværende leder Ayman al-Zawahiri:

De vigtigste opgaver for (...) [Den Frelste Sekt] i denne tidsalder er at føre jihad mod de frafaldne herskere, der har ændret Allahs regler og som styrer muslimer ved hjælp af kætterske menneskeskabte love (...) salafi-jihadisterne er at-Taifa al-Mansura, der er blevet lovet sejr mod sine fjender og islams fjender. [71]

Koblingen til al-wala wa al-bara kan ikke gøres tydeligere end på et andet populært jihadistisk internetforum:

Hvem er at-Taifa al-Mansura? Al-Bukhari siger, at de er folk af viden. Andre lærde siger, at de er Ahl al-Hadith [Sunna]. Al-Nawawi siger: Det er dem, der påbyder det gode og forbyder det onde [al-wala wa al-bara]. [72]

Læren om al-wala wa al-bara bruges til at distancere muslimer fra de vantro, men på samme tid til at identificere andre muslimer som værende taghut (afgudsdyrkere). Som Den Frelste Sekt mener salafistiske jihadist-grupper at have den guddommelige ret til at fælde dom over andre folks niveauer af troslydighed og at dræbe dem, om nødvendigt. Muslimer har en forpligtelse til at kæmpe mod afgudsdyrkere, som ikke følger, hvad Allah har åbenbaret.

At stemple grupper som taghut er kernen i jihadisternes kamp mod muslimske regimer, der ikke lever op til deres islamiske forestillinger, og læren legitimerer deres terrorangreb. Efter deres opfattelse er dette baseret på en hadith: "Den, der ændrede sin islamiske religion, dræb ham." [73] Salafi-jihadister kan beskylde enhver hersker, som indfører et politisk system, der strider mod deres strikte fortolkning af islam, for at være takfir. [74]

Læren om al-Fitra

Læren om fitra omfatter det islamiske begreb om menneskets natur. Fitra er den naturlige disposition for alle mennesker til at erkende, at der kun er én Gud, og i forlængelse heraf, at underkaste sig hans vilje. Islam kaldes Din al-Fitra, den menneskelige naturs religion, fordi dens love og dens lære, efter den muslimske opfattelse, er relevante for hele universet og alle mennesker.

I overensstemmelse med denne lære er troen på, at hele menneskeheden er født muslimsk. Ethvert barn, der kommer til verden, er født muslim, og kun deres ubetænksomme eller uvidende forældre har ændret deres religion. Det formodede bevis for denne opfattelse kommer fra Det Gamle og Det Nye Testamente: Alle jødiske og kristne patriarker og profeter var i virkeligheden muslimer, der prædikede islam fra starten og som klart vidnede om, at Muhammed er Guds sendebud og "alle Profeter segl".

Således siges Abraham at have bedt: "Få os begge [Abraham og Ismael] til at overgive os til Dig [Allah], ..." [7511] mens Jakobs sønner senere erklærede [til Jakob]: "Vi vil tjene din gud [Allah], din og dine fædres, Abrahams, Ismaels og Isaks gud, én gud. Til Ham overgiver vi os." [76] Moses siges at have udbrudt: "Mit folk! Hvis I tror på Allah, hvis I overgiver jer til Allah, skal I sætte jeres lid til Ham!" De sagde: "Vi sætter vor lid til Allah. ..." [77]

Overtagelsen af bibelske figurer for at bringe dem indenfor islams fold går videre til kristendommen. Maria får at vide, at Jesus vil erklære:

"Allah er min Herre og jeres Herre, så tjen Ham! Det er en lige vej." Da Jesus fornemmede deres vantro, sagde han: "Hvem er mine hjælpere til Allah?" Disciplene sagde: "Vi er Allahs hjælpere! Vi tror på Allah. Vær du vidne til, at vi overgiver os til Ham!" [78]

Ligesom kirkefædrene, der gennemsøgte Det Gamle Testamente for beviser på, at Jesus Kristus var blevet forudsagt af profeterne, således finder også muslimske eksegeter vidnesbyrd om Muhammed og hans sandhed i Det Gamle og Det Nye Testamente. Det bibelske løfte om en dag at lade en anden profet fremstå for Israels børn [79] tolkes som en forudsigelse af Muhammeds komme som et "segl" for alle profeter. [80] Moses’ sang i Femte Mosebog 33:2 - "Herren kommer fra Sinaj, bryder frem fra Se'ir, han træder frem i stråleglans fra Parans bjerge, ..." - bliver på tilsvarende måde nyfortolket: Sinai siges at være det sted, hvor Moses modtog Taurat (Torah), Seir er stedet, hvor Jesus modtog guddommelig åbenbaring, mens Paran er en bjergkæde i Mekka-området, hvor Gud manifesterede sig for menneskeheden for sidste gang gennem sin åbenbaring til Muhammed. [81] Muslimske eksegeter citerer også Esajas 42:1-4, Salme 72:8-17, og Mika 4:1-2 som yderligere beviser på Muhammeds profetskab og overhøjhed. [82]

På overfladen kan fitra synes at modsige opfattelsen af al-wala wa al-bara. Al-wala wa al-bara er splittende; fitra er inklusiv. Al-wala wa al-bara afviser den anden; fitra annekterer den anden.

En nærmere undersøgelse viser imidlertid, at fitra bekræfter den praktiske anvendelse af den førstnævnte gennem en totalistisk tilgang. Begge opfatter verden som værende under Allahs herredømme og islams overhøjhed som værende indlysende. Fitra-doktrinen har til hensigt at bevise islams overhøjhed ved at erklære, at hele menneskehedens medfødte religion (som bevidnet af både Det Gamle og Det Nye Testamentes profeter i ord og gerninger) er den religion, der er indeholdt i Muhammeds budskab. Alle andre trossystemer er derfor laverestående. Dette er netop, hvad der fremføres af al-wala wa al-bara-doktrinen - at man skal holde sig tæt på Allahs ord og afvise alt, hvad Han hader - især den andens korrupte overbevisninger.

Konklusion

Læren om al-wala wa al-bara er afgørende for at forstå det islamiske verdenssyn og dets opfattelse af den anden, da den for de troende kun er overgået af vidnesbyrdet om tawhid, Guds enhed. Troen er ufuldstændig uden den, og den er det kriterium, der anvendes til at skelne mellem troende og islams fjender. Tawhid vil aldrig blive opnået på jorden, før de troende anvender al-wala wa al-bara gennem tilslutning til Muhammeds levevis (as-Sirat al-Mustaqim). [83]

Da det er den dybeste islamiske forpligtelse at få alle til at erkende sandheden af Muhammeds budskab, er det en muslimsk pligt at pålægge menneskeheden sharia. De vantro, der modsætter sig islam, er således ansvarlige for den fortsatte vold og fraværet af verdensfred. Det er dem, der tvinger muslimer til at tage defensive foranstaltninger i brug for at beskytte islams sandhed - gennem jihad om nødvendigt. [84] Underkastelse er den eneste løsning for at opnå verdensfred, og det er i menneskehedens bedste interesse, at den anden mister sin andethed. Dette selvbillede hjælper til at forklare, hvorfor store mængder af muslimer reagerer voldsomt på næsten enhver situation, hvor deres profets eller deres religions ære synes at blive nedgjort, samtidig med at de klager over at være ofre for undertrykkelse, aggression, racisme, og det nye og skræddersyede store udyr: "Islamofobi".

Noter

[1] Koranen 2:256.

[2] George W. Bush, udtalelser, Islamic Center of Washington, D.C., Sept. 17, 2001.

[3] Sheikh Muhammad Said al-Qahtani, al-Wala wal-Bara (Jeddah: Kashf ul Shububat Production, 2005), p. 4.

[4] Sheikh Muhammad Said al-Qahtani, al-Wala wal-Bara, According to the Aqeeday of the Salaf, Part 1, Omar Johnstone, trans. (Jeddah: Kashf ul Shubuhat Publications, 1992).

[5] Koranen 3:31-32; 2:257; se også Koranen 4:89; 5:51; 9:71; 60:4.

[6] Ignac Goldziher, Introduction to Islamic Theology and Law (New Jersey: Princeton University Press, 1981), pp. 50, 230-1; Ibn Khaldun, al-Muqaddima (Princeton: Princeton University Press, 1967), pp. 98-9; Ira Lapidus, "Historical, anthropological, methodological, and comparative perspectives: Tribes and State Formation in Islamic History," in Philip S. Khoury and Joseph Kostiner, eds., Tribes and State Formation in the Middle East (Berkeley: University of California Press, 1990), pp. 30, 34.

[7] Al-Ihtijaj bil-Qadir (Beirut: Dar al-Kutub al-Ilmiyya, 1993), p. 62.

[8] Ta'qib Ala Maqalat ash-Sheikh Jad al-Haq Sheikh al-Azhar bi-Unwan: Ilaqat al-Islam bil-Adyan al-Ukhra, besøgt 29. april 2013.

[9] Compiled from data by Bill Warner, "Statistical Islam," Center for the Study of Political Islam, Nashville, Tenn., besøgt 21. november 2012.

[10] Bernard Lewis, The Political Language of Islam (Chicago: University of Chicago Press, 1991), p. 32.

[11] Koranen 49:10.

[12] Koranen 2:65; 5:60; 7:176; 8:55; 46:29-35; 98:6.

[13] Koranen 3:10, 82, 110; 4:48, 56, 76, 91; 7:144; 9:17, 34; 11:14; 13:15, 33; 14:30; 16:28-9; 18:103-6; 21:98; 22:19-22, 55; 25:21; 33:64; 40:63; 48:13.

[14] Koranen 2:193; 8:39; 9:5,111, 123; 47:4.

[15] Koranen 8:12; 47:4.

[16] Koranen 3:151; 8:12, 60; 33:26; 59:2.

[17] Koranen 2:191; 4:89, 91; 6:45; 9:5, 36, 73; 33:60-2; 66:9.

[18] Koranen 5:33.

[19] Koranen 5:33; 8:65; 9:9, 29, 123; 25:77.

[20] Koranen 3:54; 4:142; 8:30; 86:15.

[21] Koranen 61:4, 10-2; 8:40; 2:193.

[22] Koranen 3:141; 4:115; 5:17, 52, 72-3; 10:68-70; 29:68; 36:49-64.

[23] Koranen 60:4; 9:123.

[24] Koranen 7:44; 9:37; 23:97; 33:60; 40:35; 33:60.

[25] Koranen 6:25; 9:37; 37:18.

[26] Koranen 9:23; 58:22; Sahih Muslim (Cairo: Dar al-Kitab al-Misri, n.d.), bog. 1, nr. 417.

[27] Bernard Lewis, "Metaphor and Allusion," The Political Language of Islam (Chicago: University of Chicago Press, 1988), pp. 4-5.

[28] Koranen 9:30; 48:28; Muhammad Ibn Isma'il al-Bukhari, Sahih al-Bukhari (Lahore: Kazi, 1979), bind. 8, nr. 427.

[29] Koranen 14:30.

[30] Koranen 11:14.

[31] Koranen 29:17.

[32] Koranen 40:63.

[33] Koranen 6:115; 10:64; 30:30.

[34] Koranen 2:99; 4:150-2; 13:33-4; 16:28-9; 22:19-22.

[35] Koranen 33:60-2.

[36] Koranen 5:51.

[37] Bukhari, Sahih al-Bukhari, bind. 1, bog. 2, nr. 25; bog. 8, nr. 387.

[38] Compiled from data by Warner, "Statistical Islam."

[39] Koranen 4:47; 5:13.

[40] Koranen 5:60.

[41] Koranen 2:65; 7:166.

[42] Koranen 4:60.

[43] Koranen 4:55; Sahih Muslim, bog. 001, nr. 0284.

[44] Koranen 2:42, 61; 3:112; 98:6.

[45] Koranen 2:74, 78, 145; 4:160-2; 7:132; 18:27.

[46] Koranen 2:75, 87, 100; 4:46; 5:13, 62, 70; 17:4; 9: 30-1.

[47] Koranen 2:93-6, 142; 3:183-4; 4:51-2, 161; 5:42, 52, 79.

[48] Koranen 8:55-6; 98:6; Bukhari, Sahih al-Bukhari, bog. 54, nr. 524.

[49] Koranen 8:55-6; 98:6; Sahih Bukhari, 4:52:176-7; 4:56:791; Sahih Muslim, 41:6981-5.

[50] Koranen 4:171; 5:17, 73; 19:88-93.

[51] Koranen 10:68-9.

[52] Koranen 7:37; 29:68.

[53] Koranen 10:70; 5:72-3.

[54] Sahih al-Bukhari, bind 4, bog 55, nr. 657.

[55] Ibid. bind 5, bog 59, numrene. 362, 392; bind 4, bog 52, nr. 288; Sahih Muslim, bog 10, nr. 3763, bog 019, nr. 4366; Abu-Dawud Sulaiman bin al-Aash'ath al-Azdi as-Sijistani, Sunan abu-Dawud, Ahmad Hasan, trans. (New Delhi: Kitab Bhavan, 1990), bind 2, nr. 28.

[56] Koranen 7:158; 9:33; 21:107: 12:109; 21:22.

[57] Koranen 9:33.

[58] Koranen 4:141; 5:17; 10:68; 40:62; 46:33; 48:14; 63:8.

[59] Koranen 5:3; 9:33; 12:109.

[60] Koranen 9:72; 48:17; 61:12.

[61] Koranen 16:125.

[62] Koranen 7:158; 14:44.

[63] Koranen 9:111.

[64] Majid Khadduri, War and Peace in the Law of Islam (Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1979), pp. 53-4, 64-5, 134-6, 220-1.

[65] Ibn Rushd, Bidayat al-Mujtahid wa-Nihayat al-Muqtasid (Beirut: Dar al-Kutub al-'Ilmiya, 1991), bind 1, pp. 454-87; Naqib al-Misri, Umdat as-Salik (Lahore: Qazi, 1997), pp. 599-605.

[66] Ibn Rushd, Bidayat al-Mujtahid wa-Nihayat al-Muqtasid, bind 1, pp. 454-87; Misri, Umdat as-Salik, pp. 599-605; Hasan Ali Ibn Muhammad al-Mawardi, al-Ahkam as-Sultaniyyah (Reading: Center for Muslim Contribution to Civilization, 1996), pp. 43-7, 137, 182.

[67] Muhammad Ibn Jarir at-Tabari, Tafsir al-Qur'an (Beirut: Dar al-Kutub al-Ilmiyah, 1992), om Koranen 2:61; jøder, 5:60; kristne, 5:77.

[68] Ibn Qaym al-Jawziyah, Ahkam Ahl adh-Dhimma (Damascus: Dar al-Qalam, 1997).

[69] Kommer fra hadith of Sijistani, Sunan abu-Dawud, bind 3, nr. 4580.

[70] Sheikh Muhammad Said al-Qahtani, al-Wala wal-Bara fil-Islam (Cairo: an-Nur al-Islamiyah, 1980), pp. 3, 34-5.

[71] Dr. Fadl, "Istifadat A'ada' al-Islam Min Wathiqat Tarshid al-Jihad wa-Faq al-Itifaq," besøgt 19. april 2013.

[72] Qahtani, al-Wala wal-Bara fil-Islam, p. 29.

[73] Sahih al-Bukhari, bind 9, bog 84, nr. 57.

[74] Abdul Aziz bin Abdullah bin Baz, "Wujub Tahkim Shar' Allah wa-Nabza Ma Khalafahu," besøgt 19. april 2013.

[75] Koranen 2:127-8.

[76] Koranen 2:133.

[77] Koranen 10:84-5.

[78] Koranen 3:51-2; 5:111.

[79] Femte Mosebog 18:17-9.

[80] Koranen 33:40, Ismail Ibn Umar, Ibn Kathir, Tafsir al-Qur'an al-Azim (Cairo: Maktabat al-Malik Faisal, 1984), pp. 493-4, 501.

[81] Zaghlool Al-Najjar, "Paran in the Bible is Mecca today," besøgt 3. maj 2013; Koranen 3:3, 7:157; "Mecca is Bacca and Paran," Pss. 84:5-6; Koranen 3:96-7.

[82] "Eleventh Hadith: Man's Good-Seeking Nature," Ahlul Bayt Digital Islamic Library Project, al-Islam.org, besøgt 19. april 2013.

[83] Taqi ad-Din Ahmad Ibn Taimiya, Majmu al-Fatawa (Riad: Maktabat al-Abiqat, 1998), bind 28, р. 37.

[84] Koranen 3:118; 4:89; 9:32, 34; 47:34-5; 2:217.

---

David Bukay er lektor på Skolen for Statskundskab ved Haifas Universitet.

---

Oversættelse: Bombadillo