At der ikke er tvang i islam og at islam er en fredens religion er almindelige omkvæd blandt muslimske aktivister, [1] akademikere, [2] embedsmænd [3] og journalister. [4] I en tid med terrorisme og voldelig jihad er der intet i Koranen, hævder de, der tillader muslimer at bekæmpe ikke-muslimer, alene fordi de nægter at blive muslimer. [5] Fortalere for islamisk tolerance peger på en række vers i Koranen, der advarer mod vold og taler for fred, tolerance og kompromis. [6]

Men ikke alle vers i Koranen har samme vægt i vurderingen. I modsætning til Det Gamle eller Nye Testamente, er Koranen ikke organiseret kronologisk, men snarere efter kapitlernes størrelse. [7] Selv inden for de enkelte kapitler, kan kronologien være forstyrret. I sura (kapitel) 2, for eksempel, åbenbarede Allah vers 193, 216 og 217 til Muhammed kort efter hans ankomst til Medina. Men Allah åbenbarede først vers 190, 191, og 192 seks år senere. [8] Dette komplicerer fortolkningen, især når nogle vers synes at modsige hinanden.

Abrogation i Koranen

Koranen er enestående blandt hellige skrifter ved at acceptere en abrogationsdoktrin [ophævelsesdoktrin] gående ud på, at senere udtalelser af Profeten kan gøre hans tidligere udtalelser ugyldige. [9] Fire vers i Koranen anerkender eller retfærdiggør abrogation:

• "Når Vi ophæver et vers eller lader det gå i glemme, bringer Vi noget, der er bedre end det, eller noget magen til. Ved du ikke, at Allah er i stand til alt?" [10]

• "Når Vi udskifter ét tegn med et andet; Allah ved dog bedst, hvad Han sender ned - så siger de: "Du finder på det!" Nej! De fleste af dem har ingen viden." [11]

• "Allah kan udslette eller bekræfte, hvad Han vil. Hos Ham findes Skriftens Moder." [12]

• "Hvis Vi ville, kunne Vi borttage det, som Vi har åbenbaret for dig. Da ville du ikke finde nogen til at føre din sag over for Os." [13]

Snarere end at bortforklare uoverensstemmelser i passager, der regulerer det muslimske samfund, erkender mange jurister forskellene og accepterer, at senere vers overtrumfer tidligere vers. [14] De fleste lærde opdeler Koranen i vers, der blev åbenbaret af Muhammed i Mekka, da hans samfund af tilhængere var svagt og mere tilbøjeligt til kompromis, og vers åbenbaret i Medina, hvor Muhammeds styrke voksede.

Klassiske lærde hævdede, at enhver, der studerede Koranen uden at have mestret abrogationsdoktrinen, vil være "mangelfuld". [15] De, der ikke accepterer abrogation, falder uden for mainstream islam og måske endda uden for selve religionen. Ahmadiyya-sekten for eksempel, der i dag er koncentreret i Pakistan, afviser konsekvent abrogation, fordi den undergraver forestillingen om, at Koranen er fri for fejl. [16] Mange muslimer anser ahmadier, der desuden opfatter deres grundlægger som en profet, for at være frafaldne.

Fordi Koranen ikke er organiseret kronologisk, har der måttet en hel undergruppe af teologiske studier til for at afgøre hvilke vers, der ophæver og hvilke, der er ophævede. Muslimske lærde baserer deres forståelse af teologi, ikke blot på Koranen, men også på hadith, beretninger om profeten Muhammeds liv. Én hadith især handler om abrogation. Den citerer Abu al-Ala bin al-Shikhkhir, der af teologer anses for at være en pålidelig kilde til viden om Profetens liv, for at sige, at "Allahs Sendebud ophævede nogle af sine befalinger med andre, ligesom Koranen ophæver en del af den med en anden." [17] Muhammed accepterede, at Allah kunne afkræfte en tidligere åbenbaring, hvorved bestemmelserne ofte blev strengere. [18]

Abrogation sker ikke kun inden for Koranen, men også i Koranens forhold til tidligere åbenbaringer som f.eks. dem, der blev bragt af Jesus eller Moses. Sura 2:106 refererer til befalinger sendt til profeterne før Muhammed. [19] Abdullah Yusuf Ali, kommentator og oversætter af Koranen, fortolkede verset til at betyde, at Allahs budskab er det samme på tværs af tid, men at dets form kan variere i overensstemmelse med tidens krav. [20] Omvendt foreslog Abd al-Majid Daryabadi, en pakistansk Koran-kommentator, at lovene kunne afvige på tværs af tid, og at der ikke burde være nogen skam forbundet med, at den samme lovgiver erstattede midlertidige love med permanente. [21]

Også anledning til diskussion blandt forskere er spørgsmålet om, hvorvidt Allah trak åbenbaringer tilbage fra Muhammeds og hans tilhængeres hukommelse og derved fik disse åbenbaringer til at forsvinde, som nogle af dem, der er nævnt i Koranen og som der kun kendes lidt til i dag. [22]

Dette fører til den klassiske teologiske uenighed om, hvorvidt sådanne fortolkninger udvander idéen om, at Koranen er evig. [23] De, der ser bort fra eller nedtoner abrogation, fortolker vers, der blev åbenbaret af Muhammed i Mekka, som handlende om spiritualitet, og opfatter dem, der blev åbenbaret senere i Medina, ikke som abrogation, men som en udvidelse af sammenhængen for at forstå helheden. [24]

Abrogation i klassisk videnskab

Muslimske lærde i den klassiske periode var enige om abrogationsprincippet i Koranen. I det 11. århundrede undersøgte den andalusiske teolog, filosof, historiker og jurist Abu Muhammad Ali bin Ahmad bin Said Ibn Hazim (d. 1064) Koranen kapitel for kapitel for at vise hvilke vers, der fortrængte andre vers. [25]

Klassiske forskere undersøgte også det mønster, som Muhammed fulgte ved abrogation under åbenbaring, fordi Koranens love var for kortfattede og utilstrækkelige til behovene i det enorme muslimske samfund. [26] Muhammed ændrede sine regler efter omstændighederne. I hadith-litteraturen er der en række eksempler. Muhammed åbenbarede for eksempel vers 2:187, der regulerer sex under ramadanen, efter at Umar ibn al-Khattab spurgte ham. [27] Ligeledes ophævede [eller justerede, o.a.] Muhammed et andet vers, der opmuntrer alle troende til at kæmpe militært for Allah (4:95), efter at han blev udfordret af en blind mand, der ikke kunne. [28]

Abu Jaffar Muhammed bin Jarir al-Tabari (d. 923), en berømt sunnitisk historiker, hævdede, at "abrogation kun kan ske i forbindelse med påbud og forbud." [29] Men debatten fortsatte i de følgende århundreder og gav anledning til videnskaben, Asbab en-Nuzul (Årsagerne til åbenbaringer). Faderen til dette område, Abu al-Hassan Ali bin Ahmad al-Wahidi en-Naisaburi (d. 1075), mente, at en forståelse af årsagerne til åbenbaringerne var afgørende for at kunne løse tilsyneladende uoverensstemmelser. [30] Kontekst understøtter området. Nogle åbenbaringer var, for en tid, glemt, [31] ændret [32] eller elimineret ved Satans indflydelse. [33] Lærde diskuterer hvilket af kapitlerne 74 eller 96, Allah åbenbarede først. [34]

Abu al-Kasim Hibat-Allah bin Salama (d. 1019) hævdede, at udgangspunktet for enhver undersøgelse af Koranen er videnskaben om ophævende og ophævede vers. [35] Han identificerede fire kategorier af abrogation: 43 kapitler er upåvirket af abrogation; [36] 6 kapitler, som forstærkede begrebet om ophævelse, men ikke selv var ophævet; [37] 40 kapitler med ophævet ordlyd, men intakt autoritet; [38] og 25 kapitler med både deres ordlyd og autoritet ophævet [39] (se Tabel 1: Abrogation i praksis, nedenfor)

Tabel 1: Abrogation i praksis

Muhammeds mulighed for at tilføje eller slette vers alt efter spørgsmål eller aktuel problemstilling demonstrerer også Koranens fleksibilitet. [40] Klassiske teologer accepterede, at medinensiske kapitler fortrænger mekkanske, ikke kun af kronologiske grunde, men også fordi medinensiske vers repræsenterer islam i en periode med styrke.

Alligevel er der interne debatter om forskellige former for abrogation. Blandt sunni-teologer er der stridigheder om, hvorvidt sunna (leveregler som vist af Muhammed, i modsætning til hadith, som er forskrifter, der kan spores tilbage til Muhammed gennem hans samtaler med andre mennesker), kan ophæve Koranen. Maliki- og hanafi-skolerne påstår, at sunna og Koranen kan ophæve hinanden, mens shafiierne ikke gør. [41] Ahmad bin Muhammad en-Nahhas, en egyptisk shafii-ekseget (d. ca. 1515), registrerer opfattelserne:

• Kufa'erne er enige om, at Koranen kan ophæve både Koranen og sunna;

• Shafiierne siger, at Koranen kun kan ophæve andre passager i Koranen, men er uenige i, at sunna kan ophæve Koranen;

• Andre, ifølge Nahhas, fremfører, at sunna kan ophæve både Koranen og sunna;

• Andre igen siger, at sunna ophæver sunna men ikke Koranen;

• Og en sidste gruppe foretrækker ikke at fastsætte sådanne regler, men snarere at dømme fra sag til sag. [42]

Den egyptiske teolog Abu al-Fadl Abd ar-Rahman Jalal ad-Din as-Suyuti (d. 1505) bragte kommentarer af Muhammeds fætter Ibn Abbas, der forklarede: "Nogle gange plejede åbenbaringen at komme ned til Profeten om natten, hvorefter han glemte den i løbet af dagen. Derfor nedsendte Allah dette vers [2:106]." Suyuti fortsatte med at citere et vers, hvis slutning ophævede dets begyndelse. [43] I en anden sag, ophæver en hadith Koranen: Mens Koranen kun taler om at piske og forvise ægteskabsbrydere, [44] stenede Muhammed nogle ægteskabsbrydere ihjel og derved etablerede dette som straffen. [45] Her fokuserer Suyuti dog ikke kun på ophævelsen selv, men forsøger også at afgøre visdommen bag. [46]

Moderne teologer og populister har genåbnet debatten om legitimiteten af abrogation. Ali Dashti (1894-1982), en traditionelt uddannet iransk lærd, der sporadisk var medlem af parlamentet i første halvdel af det 20. århundrede, accepterede den forklaring, at åbenbaringen af Koranen var knyttet til Muhammeds behov for at besvare spørgsmål og hans behov for at reagere på tilfældige hændelser. [47] Han antydede også, at abrogation indebar menneskelig snarere end guddommelig oprindelse til Koranen.

Ahmad von Denffer (1949-), en konvertit til islam, der skriver om religion, fremfører, at en forståelse af abrogation er vigtig for at kunne forstå den korrekte anvendelse af Allahs love og er blandt de vigtigste forudsætninger for fortolkning af Koranen. [48]

Andre muslimske kommentatorer er dog mere afvisende over for abrogation og citerer vers - alle mekkanske - for at gøre gældende, at Allahs love er uforanderlige. [49] Mange nutidige islamiske propagandister er urolige for, hvordan ophævede vers kan påvirke missionen. På en islamistisk hjemmeside, forsøgte en deltager at tilbagevise abrogationsprincippet ved at angribe "forvanskede fortolkninger" af to vers (2:106 og 16:101). [50] Muhammad Asad (1900-1992), født Leopold Weiss - der konverterede fra jødedommen til islam, hvorefter han arbejdede med den pakistanske teolog Muhammad Iqbal og senere blev Pakistans FN-ambassadør - hævdede, at klassiske teologer havde misfortolket passager om abrogation og citerede et andet vers (10:64) for at styrke ideen om uforanderlighed. "Kort sagt", argumenterede han, "har 'abrogationsdoktrinen' ingen historisk basis og må afvises." [51]

Abrogation og jihad

Hvordan påvirker den teologiske debat om abrogation moderne politikformulering? Selv om ikke al terror er forankret i islam, er religionen en katalysator for mange. Det er forkert at antage, at mere ekstreme fortolkninger af religionen er illegitime. Udtalelser om, at "der er ingen tvang i religionen" og at jihad primært handler om indre kamp og ikke om hellig krig, kan modtage bifald i universitetetsauditorier og diplomatiske direktionslokaler, men disse mennesker forstår ikke betydningen af abrogation i islamisk teologi. Det er vigtigt at erkende, at hvad universitetetsforskere tror, og hvad de fleste muslimer - eller mere ekstreme muslimer - tror, er to forskellige ting. For mange islamister og radikale muslimer er abrogation en realitet og hvad Vesten kalder terror faktisk retfærdig.

I Muhammeds levetid gennemløb det islamiske samfund tre faser. I begyndelsen, fra 610 til 622, befalede Allah tilbageholdenhed. Da muslimerne var flyttet til Medina (623-26), tillod Allah kun muslimerne at kæmpe i forsvar. Men i de sidste seks år af Muhammeds liv (626-32), tillod Allah muslimer at udkæmpe en aggressiv krig, først mod polyteister [52] og senere imod monoteister som f.eks. jøderne i Khaybar. [53] Da Muhammed havde fået tilladelse til at dræbe i Allahs navn, tilskyndede han kamp.

Kapitel 9 i Koranen, på engelsk kaldet "Ultimatum", er det vigtigste angående spørgsmålene om abrogation og jihad mod de vantro. Det er det eneste kapitel, der ikke indledes med "I den nådige og barmhjertige Allahs navn". [54] Kommentatorer er enige om, at Muhammed modtog denne åbenbaring i 631, året før sin død, da han var vendt tilbage til Mekka og var på højden af sin magt. [55] Muhammad bin Ismail al-Bukhari (810-70), samler af en af de mest autoritative hadith-samlinger, sagde, at "Ultimatum" var det sidste kapitel, der blev åbenbaret til Muhammed, [56] selv om andre mener, det kan have været det næstsidste. Men uanset om det kom ved eller nær afslutningen af Muhammeds liv, så overtrumfer "Ultimatum" de tidligere åbenbaringer.

Fordi dette kapitel indeholder voldelige passager, ophæver det Koranens tidligere fredelige indhold. Muhsin Khan, oversætter af Sahih al-Bukhari, siger, at Allah åbenbarede "Ultimatum" for at lægge tilbageholdenheden til side og befale muslimerne at bekæmpe alle hedningene såvel som Bogens Folk, hvis de ikke omvendte sig til islam eller betalte den religiøse afgift [jizya]. Så aggressiv kamp var først forbudt; blev senere tilladt (2:190) og efterfølgende obligatorisk (9:5). [57] "Sværdets vers" ophævede, annullerede og erstattede 124 vers, der opfordrede til tolerance, medfølelse og fred. [58]

Suyuti sagde, at alt i Koranen om tilgivelse og fred ophæves af vers 9:5, som befaler muslimer at bekæmpe de vantro og etablere Allahs rige på jorden.

Forud for modtagelsen af "Ultimatum" havde Muhammed indgået aftaler med forskellige arabiske stammer. Men da Allah gav Muhammed en åbenbaring (2:190-2), følte Muhammed sig berettiget til at bryde sin våbenhvile. For Ismail bin Kathir (1301-1373), en elev af Ibn Taymiyya og selv en indflydelsesrig koranfortolker, er det klart: Da jihad involverer død og drab på mænd, gør Allah opmærksom på, at vantro, polyteisme og undgåelse af Allahs vej, som beskrevet i Koranen, er værre end at dræbe de skyldige. [59] Dette giver fremtidige generationer af muslimer licens til at dræbe ikke-muslimer alene på basis af deres afvisning af at acceptere islam.

Ifølge Ibn Kathir - i hans kommentar til kapitel 9:5 - brugte den første kalif, Abu Bakr al-Siddiq, dette og andre vers til at retfærdiggøre bekæmpelsen af enhver, der enten ikke betalte religiøse afgifter til muslimerne eller ikke konverterede til islam. Ibn Umar ibn al-Khattab, en af hadith-overlevererne, citerede Muhammed for at sige: "Jeg er blevet befalet at bekæmpe folk, indtil de bevidner, at der ikke er nogen guddom, værdig at tilbede, undtagen Allah, og at Muhammed er Allahs Sendebud." Han bevidnede, at Ad-Dahhak bin Muzahim, en autentisk hadith-overleverer, sagde, at sværdets vers "ophævede enhver aftale om fred mellem Profeten og alle afgudsdyrkere, enhver traktat og enhver betingelse." Awfi citerede Ibn Abbas, der hævdede, at "Ultimatum" fjernede tidligere fredsaftaler. [60] Shafii-skolen tog dette som en retfærdiggørelse til at dræbe alle, der forlod bønnen og at bekæmpe alle, der nægtede at betale de øgede skatter for religiøse mindretal. [61]

Sådanne fortolkninger giver genlyd. Muhammad Said Ramadan al-Buti, en moderne lærd fra Al-Azhar-universitetet, skrev, at "dette vers (9:5) ikke efterlader plads i sindet til formodninger om, hvad der kaldes defensiv krig. Dette vers hævder, at hellig krig, som er krævet i islamisk lov, ikke er en defensiv krig, fordi den legitimt kunne være en offensiv krig. Denne er højdepunktet og den mest ærefulde af alle hellige krige. Dens mål er ophøjelsen af Allahs ord, skabelsen af det islamiske samfund og etableringen af Allahs rige på jord, uanset midlerne. Det er lovligt at føre offensiv hellig krig". [62]

Defensiv krigsførelse i islam er ikke andet end en fase af den islamiske mission, som Profeten praktiserede. Derefter blev den efterfulgt af en anden fase, dvs. kaldet til alle mennesker om at antage islam. Selv for Bogens Folk, kan der ikke være nogen anden rolle end konvertering til islam eller underkastelse under muslimsk styre. Derfor Muhammeds erklæring: "De invaderer ikke jer, men I invaderer dem." [63]

Moderne jihad-revisionisme

David Powers, en velkendt forsker i klassisk islam, var enig i, at 9:5 ophæver ikke mindre end 124 vers, der befaler eller indebærer noget mindre end en total offensiv mod ikke-troende. Men han siger, at verset selv betragtes som ophævet af den betingelsessætning, det ender med: "Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Allah er tilgivende og barmhjertig." [64] Men en sådan betingelse er ikke storsindet: Når de vantro omvender sig og udfører den muslimske bøn og betaler almisse, betyder det, at de er blevet muslimer. Når de er muslimer, er der ingen grund til at dræbe dem. Sætningen bliver således mere tvingende end betingende. Verset siger, at en ikke-muslim skal konvertere til islam eller blive dræbt.

Alligevel er der intet vers, der citeres hyppigere af nutidige muslimske prædikanter og analytikere for at fremstille islam som fredelig og medfølende, end 2:256: "Der er ingen tvang i religionen." For sheik Abdur Rahman, højesteretsdommer i Pakistan, er dette vers et af de vigtigste og indeholder et charter for samvittighedsfrihed, uden sidestykke i menneskehedens religiøse annaler. [65]

Muhammed bragte dette vers i sit første år af opholdet i Medina, da han havde brug for jødernes støtte. Nahhas sagde med Ibn Abbas' autoritet: "Lærde var uenige om vers 2:256. Nogle sagde, at det er blevet ophævet af 9:73, for Profeten tvang araberne til at antage islam og bekæmpe dem, der ikke havde nogen anden mulighed end at overgive sig til islam. Andre lærde sagde, at 2:256 ikke var blevet ophævet vedrørende Bogens Folk. Det er kun de vantro, der er tvunget til at antage islam." [66] Suyuti ser ikke 2:256 som ophævet af 9:73, men fortolker snarere 9:73 [2:256?, o.a.] som et tilfælde af udsættelse af kampen indtil muslimerne bliver stærke. Han fremfører, at da muslimerne var svage, befalede Allah dem at være tålmodige. [67]

Dette er også tilfældet med sura 9:29, der beskæftiger sig med jøder og kristne. Bekæmpelsen af dem er nævnt efter at bekæmpelsen af afgudsdyrkerne var afklaret (9:5). Dette vers (9:29) blev åbenbaret, da Muhammed fik befaling om at bekæmpe byzantinerne og forberedte ekspeditionen til Tabuk. Ibn Kathir erklærede: Ordren er at bekæmpe Bogens Folk, indtil de betaler jizya (beskyttelsesskat) med villig underkastelse og føler sig underkuet. Havde de været sande troende i deres religioner, ville denne tro have instrueret dem til at tro på Muhammed, fordi alle profeter befalede dem at adlyde og følge ham. Men da han blev sendt, troede de ikke på ham, selv om han er den "mægtigste af alle budbringere, fordi det ikke passede deres ønsker og lyster, og fordi de ikke troede på mesteren, den mægtigste, den sidste og mest fuldkomne af alle profeter."

Ibn Kathir fortsætter: "Dette ærværdige vers blev åbenbaret med henblik på at bekæmpe Bogens Folk. Efter at hedningene var besejret, trådte folk ind i Allahs religion i stort tal, og Den Arabiske Halvø var sikret under muslimernes kontrol." [68]

Konklusioner

Spørgsmålet om abrogation i islam er afgørende for at forstå både jihad og dawa, udbredelsen af islam. Nogle muslimer kan prædike tolerance og hævde, at jihad kun refererer til en indre, fredelig kamp for at forbedre sig selv. Vestlige kommentatorer kan overbevise sig selv om, at en sådan lære er korrekt. Men for vidende muslimske lærde og folkelige ledere er sådanne ideer latterlige eller burde være det. De erkender, at der i praksis er tvang i islam. De tager den forestilling alvorligt, at Koranen ikke bare lærer tolerance blandt religioner, men tolerance blandt religioner på islams betingelser. For at forstå den nuværende islamistiske vækkelses udfordring er det afgørende for både ikke-muslimer og moderate muslimer at erkende, at fortolkningen af islamisk doktrin kan have to ansigter, og at Medina-ansigtet meget vel kan fortsætte med at overskygge Mekka-ansigtet for en stor del, hvis ikke de fleste, af moderne muslimer.

Noter

[1] Mustafa Akyol, "Terror's Roots Not in Islam," FrontPage Magazine, Oct. 20, 2004; "Islam: The Religion of Peace" and "Status of Human Beings in Islam," Islam: Beginner's Introduction, Bihar Anjuman Foundation, Dubai, United Arab Emirates, Nov. 29, 2006.
[2] John L. Esposito, What Everybody Needs to Know about Islam (Oxford: Oxford University Press, 2002), pp. 61-4, 70-3, 117-27, 132-6; Natana Delong-Bas, "New Opinion of Ibn Abdel Wahhab," Al-Ahram Weekly Online, Jan. 26 - Feb. 1, 2006; Noah Feldman, After Jihad: America and the Struggle for Islamic Democracy (New York: Farrar, Straus and Giroux, 2003), pp. 221-6.
[3] George W. Bush, tale til Kongressen, Sept. 20, 2001; idem, remarks, White House, Oct. 23, 2001; Tony Blair, britisk premierminister, erklæring til parlamentet om London-bombningerne, July 11, 2005.
[4] Karen Armstrong, "The True, Peaceful Face of Islam," Time, Sept. 23, 2001.
[5] Jamal Badawi, "Islam, World Peace and September 11," video clips, accessed May 16, 2007; idem, "Jihad, A Call to Humanity," islamicforumeurope.com, accessed May 16, 2007.
[6] Koranen 2:256; 2:285; 3:64; 4:134; 5:5; 5:8; 5:48; 11:118; 29:46; 49:13; 60:8-9. Alle referencer er fra Ahmed Ali, Al-Qur'an: A Contemporary Translation (Princeton: Princeton University Press, 2001).
[7] For videre diskussion, se Richard Bell, Introduction to the Qur'an (Edinburgh: Edinburgh University Press, 1953), pp. 57-61; A.T. Welch, The Encyclopedia of Islam, vol. 5 (Leiden: E.J. Brill, 1960), s.v. "kur'an," pp. 409-11.
[8] For mere om Koranens struktur, se Bell, Introduction to the Qur'an, chaps. 6-8.
[9] Bell, Introduction to the Qur'an, pp. 86-107; Arthur Jeffery, Islam: Muhammad and His Religion (Indianapolis: Bobbs-Merrill, 1958), p. 66.
[10] Koranen 2:106.
[11] Koranen 16:101.
[12] Koranen 13:39.
[13] Koranen 17:86.
[14] John Burton, The Encyclopedia of Islam, vol. 7, s.v. "Naskh," p. 1010.
[15] Abu al-Kasim Hibat-Allah Ibn Salama, An-Nasikh wal-Mansukh (Cairo: Dar al-Ma'arif, 1966), pp. 4-5, 123. På siderne 142-3 er hans liste med ophævede vers. Se også pp. 7, 11, 26-7, 37, 46.
[16] Maulana Muhammad Ali, The Religion of Islam (Lahore: Ahmadiyya Anjuman Isha'at Islam, 2005), p. 32; Ahmad bin Muhammad al-Nahhas, An-Nasikh Wal-Mansukh (Cairo: Maktabat ‘Alam al-Fikr, 1986), pp. 2-3.
[17] Muhammad Abu al-Husain Muslim bin al-Hajjaj al-Nisapuri, Sahih Muslim (Riyadh: International Islamic Publishing House, 1971), book 003, no. 0675.
[18] ‘Abdallah Ibn ‘Umar al-Baydawi, Anwar at-Tanzil wa-Asrar at-Ta'wil (Riyadh: Dar at-Tiba‘ah, 1997), pp. 116-7.
[19] Abu al-A'la al-Mawdudi, The Meaning of the Qur'an, vol. I (Lahore: Islamic Publications, Ltd., 1967), p. 102, fn. 109; Ali, Al-Qur'an: A Contemporary Translation, p. 24.
[20] Abdullah Yusuf Ali, The Glorious Qur'an: Text, Translation, and Commentary (Leicester: The Islamic Foundation, 1978), pp. 46-7.
[21] Abdul Majid al-Daryabadi, Tafsir al-Qur'an (Lahore: Idara Islamiyyat, 1985), p. 36; se også Mustansir Mir, Dictionary of Qur'anic Terms and Concepts (New York: Garland Publishing, 1987), pp. 5-6.
[22] Badr al-din Muhammad bin ‘Abdullah al-Zarkasi, Al-Burhan fi ‘Ulum al-Qur'an, vol. 1 (Cairo: Matba'at al-Halabi, 1957), p. 235; Abu al-Fadl ‘Abd al-Rahman Jalal ad-Din as-Suyuti, Al-Itqan fi ‘Ulum al-Qur'an (Beirut: Dar al-Kitab al-Arabi, 1973), part 1, p. 47.
[23] Richard C. Martin, Mark R. Woodward, med Dwi S. Atmaja, Defenders of Reason in Islam: Mu‘tazilism from Medieval School to Modern Symbol (Oxford: Oneworld Publications, 1997), pp. 25-6, 47-8, 126-8, 210-7; Louis Gardet, The Encyclopedia of Islam, vol. 4, s.v. "Kalam," pp. 468-71; Daniel Gimaret, The Encyclopedia of Islam, vol. 7, s.v. "Mu‘tazila," pp. 788-9.
[24] Fakhr al-Din al-Razi, At-Tafsir al-Kabir, vol. 1 (Cairo: Maktabat ‘Alam al-Fikr, 1956), p. 446.
[25] Abu Muhammad ‘Ali bin Ahmad bin Sa'id Ibn Hazim, An-Nasikh w'al-Mansukh (Beirut: Dar al-Kutub al-‘Ilmiyah, 1986).
[26] Ali Dashti, 23 Years: A Study of the Prophetic Career of Mohammad (Costa Mesa, Calif.: Mazda, 1994), p. 54.
[27] Muhammad Ibn Isma'il al-Bukhari, Sahih al-Bukhari, vol. 6 (Lahore: Kazi, 1979), book 60, p. 31; Mahmud bin ‘Umar al-Zamakhshari, Al-Kashshaf ‘an Haqa'iq at-Tanzil wa-'Uyun al-Aqawil fi Wujuh at-Ta'wil (Beirut: Dar al-Kitab al-Arabi, 1967), part I, pp. 337; Abu al-Fadl ‘Abd al-Rahman Jalal ad-Din as-Suyuti, Lubab an-Nuqul fi Asbab an-Nuzul (Cairo: Maktabat ‘Alam al-Fikr, 1964), p. 31; Baydawi, Anwar at-Tanzil wa-Asrar at-Ta'wil, pp. 39.
[28] Bukhari, Sahih al-Bukhari, vol. 6, part 6, p. 227; Zamakhshari, Al-Kashshaf, part I, p. 555; Suyuti, Al-Itqan fi ‘Ulum al-Qur'an, p. 98.
[29] Abu Ja'far Muhammad bin Jarir al-Tabari, Tafsir: The Commentary on the Qur'an, vol. 2 (Oxford: Oxford University Press, 1987), pp. 471-2.
[30] Abu al-Hassan Ali Ibn Ahmad al-Wahidi al-Naisaburi, Kitab Asbab nuzul al-Qur'an (Cairo : Dar al-Kitab al-Jadid, 1969), p. 4.
[31] Koranen 87:6-7.
[32] Koranen 2:106.
[33] Koranen 22:52.
[34] Bell, Introduction to the Qur'an, pp. 108-9; Welch, The Encyclopedia of Islam, vol. 5, s.v. "Kur'an," pp. 414-9.
[35] Salama, An-Nasikh wal-Mansukh, pp. 4-5, 8; Nahhas, An-Nasikh wal-Mansukh, pp. 4-12.
[36] Koranen 1, 12, 36, 49, 55, 57, 61-2, 66-9, 71-2, 77-9, 82-5, 89-94, 97-102, 104-10, 112-4.
[37] Koranen 48, 59, 63, 64, 65, 87.
[38] Koranen 6-7, 10-1, 13, 15-8, 20, 23, 27-31, 34-5, 37-9, 43-7, 51, 53-4, 60, 68, 70, 74-7, 80, 86, 88, 109.
[39] Koranen 2-3, 5, 8-9, 14, 18-9, 21-2, 24-6, 33-4, 40, 42, 51-2, 56, 58, 73, 103, 108.
[40] Suyuti, Al-Itqan fi ‘Ulum al-Qur'an, part I, p. 82.
[41] Om shafii-skolen se Majid Khadduri, Islamic Jurisprudence. Shafi'i's Risala (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 1961), pp. 123-7, 195-205.
[42] Nahhas, An-Nasikh W'al-Mansukh, pp. 5-6.
[43] Koranen 9:5 (sværdets vers).
[44] Koranen 24:2.
[45] Suyuti, Al-Itqan fi ‘Ulum al-Qur'an, part 3, pp. 59-60, 69-70, 74; Koranen 4:15-16.
[46] Ibid., pp. 60, 69, 72. For yderligere eksempler på Muhammeds ændring af mening, se Nisapuri, Sahih Muslim, 15:4044–62.
[47] Dashti, 23 Years: A Study of the Prophetic Career of Mohammad, p. 54.
[48] Ahmad Von Denffer, "Asbab al Nuzul" and "Al-Nasikh wal-Mansukh," Ulum al-Qur'an: An Introduction to the Sciences of the Qur'an (Leicester: The Islamic Foundation, 1989), chap. 5.
[49] Yusuf Ali, The Glorious Qur'an, pp. 46, 47; Koranen 6:34, 115; 10:64; 18:27.
[50] A. Muhammed, "The Lie of Abrogation: The Biggest Lie against the Qur'an," accessed May 7, 2007.
[51] Muhammad Asad, Message of the Qur'an (Gibraltar: Dar al-Andalus, 1993), pp. 22-3, fn. 87; se også Ernest Hahn, "Sir Sayyid Ahmad Khan's Controversy over Abrogation" The Muslim World, Apr. 1974, p. 126.
[52] James Robson, trans., Mishkat al-Masabih, vol. 2 (Lahore: M. Ashraf, 1963-5), book XV, chap. 5, pp. 752-5, book XVIII, chap. 1, pp. 806-16; idem, Mishkat al-Masabih, vol. 3, book XVIII, chap. 5, pp. 836-9.
[53] L. Veccia Vaglieri, The Encyclopedia of Islam, vol. 4, s.v. "Khaybar," pp. 1137-43.
[54] Se forkklaringer, Suyuti, Al-Itqan fi ‘Ulum al-Qur'an, part 1, pp. 60, 65, 164.
[55] Alfred Guillaume, The Life of Muhammad (Oxford: Oxford University Press, 1955), pp. 617-9; Yusuf Ali, The Glorious Qur'an, p. 435; Tabari, The History of Al-Tabari, vol. 8, pp. 160-87.
[56] Bukhari, Sahih al-Bukhari, vol. 6, book 60, no. 129.
[57] Muhsin Khan, "Introduction," in ibid., pp. xxiv-xxv.
[58] Ibn Hazm, An-Nasikh wal-Mansukh, pp. 19, 27; Muhi al-Din Ibn al-'Arabi, Tafsir al-Qur'an al-Krim (Beirut: Dar al-Andalus, 1978), p. 69; Burton, The Encyclopedia of Islam, vol. 7, s.v. "Naskh," p. 1010; Salama, An-Nasikh wal-Mansukh, p. 130, nævnte kun 114.
[59] Ibn Kathir, Tafsir of Ibn Kathir, vol. 4, pp. 375-7.
[60] Ibid., pp. 375, 377.
[61] Khadduri, Islamic Jurisprudence: Shafi'i Risala, pp. 333-52, notes, pp. 33-9.
[62] Muhammad Sa'id Ramadan al-Buti, Jurisprudence in Muhammad's Biography (Damascus: Dar al-Fikr, 2001), pp. 323-4.
[63] Ibid., p. 242.
[64] David S. Powers, "The Exegetical Genre nasikh al-Qur'an was mansukhuhu wa-mansukhuhu," in Approaches to the History of the Interpretation of the Qur'an, Andrew Rippin, ed. (Oxford: Clarendon Press, 1988), pp. 130-1.
[65] Sheikh Abdur Rahman, Punishment of Apostasy in Islam (Lahore: Institute of Islamic Culture, 1972), pp. 16, 18-9.
[66] Nahhas, An-Nasikh wal-Mansukh, p. 80; Ibn Hazm, An-Nasikh wal-Mansukh, pp. 12-9, 27, 42.
[67] Suyuti, Itqan fi ‘Ulum al-Qur'an, pp. 25-6.
[68] Ibn Kathir, Tafsir Ibn Kathir, pp. 404–9, 546-7; Bukhari, Sahih al-Bukhari, vol. 4, book 53, no. 388; Guillaume, The Life of Muhammad, p. 620.

---

David Bukay er lektor på Skolen for Statskundskab ved Haifas Universitet.

---

Oversættelse: Bombadillo