Den vestlige verden er uvidende, uerfaren og i realiteten dum, når det drejer sig om islam. I så mange år og efter så mange islamiske angreb gentager dens ledere stadig på Pavlovsk vis spørgsmålet: "Hvorfor hader de os?" Den 22. marts 2016 skrev Matthew Karnitsching en leder i Politico med titlen "Hvorfor hader de os så meget? Hvordan Bruxelles-angrebene rammer i hjertet af Europa og ryster dets politiske fundament."

Det er på tide at holde op med at stille dette spørgsmål. Det er forvirrende og pinligt, for ikke at sige dumt og et udtryk for uvidenhed. I lighed med voldsramte hustruer, fortsætter ofrene for islamisk vold med at forsøge at ændre deres egen adfærd, at formilde og at bebrejde sig selv i forgæves forsøg på at få muslimerne til at elske "os". Det er på tide at holde op med at stille dette spørgsmål og begynde at forstå islam. Det gælder islam, der kulturelt er så anderledes: stammebaseret og askriptiv (mistanke og mistillid). Det gælder den islamiske sharia, som omfatter hele Skriften (Koranen, hadith og sira). Det gælder islamisk doktrin, centraliteten af al-wala wa al-bara, dvs. total loyalitet over for islam og total fjendtlighed og had mod Den Anden. Det gælder hovedparten af islamisk uddannelse, opdragelse og indoktrinering (hjemme, i skoler, i moskeer, gennem medierne og af muslimske gejstlige).

Dette had til Den Anden er kulturelt, religiøst og ideologisk. Det findes på uddannelsesområdet, i det offentlige rum og i den almindelige livsførelse. Det er ikke og har aldrig været økonomisk. Det er ikke og har aldrig været forårsaget af fattigdom og manglende uddannelse. Det har intet at gøre med mindreværdsfølelser eller psykologiske frustrationer. Frem for alt, det kommer ikke af vestlige bebrejdelser om kolonialisme og imperialisme og skyld.

Så da Fareed Zakaria den 15. oktober 2001 i Newsweek spurgte: "Raseriets politik: Hvorfor hader de os?" ["The Politics of Rage: Why Do They Hate Us?], gav han offeret skylden: Amerikas støtte til "Israels jernhårde styre over de besatte områder"; det havde "forsømt at presse alle regimerne dér til at åbne deres samfund" og det havde støttet "undertrykkende politistater" i den arabiske verden. Denne opfattelse blev gentaget af John Powers i LA Weekly den 19. september 2001: Den amerikanske støtte til "brutale, udemokratiske mellemøstlige regimer" er roden til problemet. Bill Maher vendte tilbage til dette den 13. november 2015 og konkluderede, at "vi stadig ikke kender svaret", og i Politico den 7. december 2015 debatterede Hisham Melhem det samme spørgsmål, hvor han gav den dårlige assimilering og voldsomme islamofobi skylden.

Den vestlige verden har intet lært og stiller stadig dette dumme spørgsmål, selv om svaret er krystalklart? Det er først, når den ser sandheden om sine vrangforestillinger og handlinger i øjnene og stopper med at torturere sig selv og lukke munden på islam-kritikere, at den vil kunne trække sig ud af mørket. Islam er kulturelt set noget totalt anderledes. Muslimer ønsker ikke at assimilere og integrere sig. Problemet er ikke islamofobi, men islamofili, endog islamisering. Islam er defineret som den totale underkastelse under og hengivenhed til Allah.

Islam er en politisk religion - mere politisk end religiøs - der virker i en kontinuerlig ekspansion uden politiske grænser, indtil hele menneskeheden erklærer: "Der er ingen anden gud end Allah, og Muhammed er hans sendebud." Islams fokus er at besætte verden med dynamiske midler. Dette er Islams naturlige realitet: at kontrollere og ikke blive kontrolleret; at påtvinge alle verdens nationer sin religiøse doktrin; og at være alle de vantro overlegen (4:141; 7:158; 9:33, 123; 21:107; 63:8). Samtidig er det i menneskehedens interesse at komme under islamisk styre (7:158; 21:107). Islam er i besiddelse af den evige guddommelige visdom fra historiens begyndelse til verdens ende, og muslimerne er den bedste af nationer, der tror på Allah, og som kun gør det gode og afviser ondt (3:110; 3:114; 5:3; 9:71; 9:112). Målet er etableringen af en islamisk verdens-umma under kalifatet. Den er så indbefattende, at al menneskelig historie, fra Adam til verdens ende, er islamisk (12:109). Himmel og jord og alt ind imellem ville være brudt sammen, hvis ikke de var kontrolleret af Allah (5:17; 10:68; 21:22; 40:62; 46:33; 48:14).

Islams ideologiske kald og handling er befalende, og de, herunder andre muslimer, der modsætter sig denne naturlige verdensorden, bliver straks til fjenden og fortjener døden. Så enkelt er det. Når man har forstået den islamiske doktrin og dens mål, er der ingen tvivl om svaret på spørgsmålet. Man må klart forstå doktrinen om al-wala wa al-bara, som er nummer to i betydning efter tawhid, doktrinen om Allahs enhed. Loyalitet over for islam og fjendskab mod kuffar [de vantro] er en integreret del af den nøje overholdelse af sharia og kræves af alle muslimer.

Koranen siger, at enhver anden religion som sådan er forbandet af Allah. Alle dem, der dyrker afguder eller falske guder i stedet for Allah, eller opfinder løgne om ham, eller benægter Allah, eller ændrer så meget som ét ord af Allahs Bog, eller ikke tror på Muhammed - vil "hvor som helst man finder dem, blive pågrebet og dræbt på stedet." (Koranen 33:61) Det andet aspekt af al-wala wa al-bara træder frem, når muslimerne højtideligt erklærer tawhid: La ilaha illa-llah (der er ikke ingen anden gud end Allah). Det betyder, at de klart erklærer, at alle andre religioner er afviste, syndige og ulovlige. Ifølge Ibn Taymiyya: Det er ikke muligt at opnå fuldstændig lykke ved at elske Allah, undtagen ved den fulde afvisning af alle andre ting. Dette er hvad ordene: "Der er ikke ingen anden gud end Allah" betyder; dette er ånden i din [religionen].

I mange vers gentager Koranen befalingen om, at det er forbudt at forbinde andre guder med Allah, og at islam skal blive den eneste legitime religion på jorden. Det følger af den edsvorne tro på, at Muhammed er hans budbringer, at hans adfærd var en legemliggørelse af islam og Koranen. Muhammads ord, som er religiøst uangribelige, er absolut de bedste at følge. Desuden er Muhammeds mission rettet mod hele menneskeheden, så menneskeheden må i realiteten adlyde Muhammed lige så meget som Allah. De, der ikke adlyder Allah og hans budbringer, vil blive ført ind i Helvedesildens pine for at leve dér for evigt. Tawhid vil aldrig blive opnået på jorden, før de troende anvender doktrinen om al-wala wa al-bara ved totalt at efterfølge Muhammeds livsform, al-Sirat al-Mustaqim.

Doktrinen, al-wala wa al-bara, står også i forbindelse med bønnen. I hver af de fem daglige bønner – i alt mellem 17 til 100 gange om dagen - erklærer muslimer den totale troskab mod og underkastelse under islam samt misbilligelse af Den Anden, som det lyder i al-Fatiha, 1:6-7: "Led os ad den lige vej! Vejen, der følges af dem, som du viser nåde; ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne." Dem, der har pådraget sig Allahs vrede, er jøderne, og dem, der er vildfarne, er de kristne.

Det sidste aspekt af al-wala wa al-bara har at gøre med spørgsmålet om krig og fred (siyar). Da verden er opdelt i to tydeligt adskilte riger: Dar al-Islam og Dar al-Harb, er det normale og eneste berettigede forhold mellem dem en tilstand af endeløs krig. I islam er der ingen fred med Den Anden, undtagen den midlertidige, som uddybet af Majid Khadduri. Islam har intet begreb for "Retfærdig Krig", eftersom enhver krig rettet mod kuffar, uanset dens grunde og omstændigheder, er moralsk retfærdiggjort og religiøst legitimeret. En varig fred mellem Dar al-Islam og Dar al-Harb er umulig, så længe Dar al-Harb stadig eksisterer. Når hele verden er blevet Dar al-Islam, vil underkastelse under Allah være loven i hele universet, og Jihad al-Akbar [den store jihad - dvs. åndelig stræben, o.a.] regerer. Indtil da er krig den normale og varige tingenes tilstand (Jihad al-Saghir).

Al-wala wa al-bara har også en intern ramme. Salafistiske jihad-grupper og wahhabi-muslimer mener, at de er Den Frelste Sekt (al-Taifah al-Mansurah), den eneste gruppe med den rette islamiske tro. De er den sande ahl al-sunna wal-jamaah [sunni-islam] mens alle andre manifestationer af islam er afvigelser fra den "lige vej" (sirat al-mustaqim) og dermed som "apostater" bestemt for Helvede. Dette princip er grundlaget for takfīr-doktrinen [hvorved en muslim kan stemples som vantro, o.a.], som jihadister bruger til at identificere deres hjemlige muslimske fjender og retfærdiggøre deres udryddelse, som vi ser det i Dawlat al-Khilafah al-Islamiyah [Islamisk Kalifat-stat, som er den seneste mutation (fra 2014) af Islamisk Stat, stadig med Abu Bakr al-Baghdadi som leder. Bliver for det meste stadig kaldt Islamisk Stat. Læs her, o.a.].

Ibn Abd al-Wahhabs opfattelse af takfir indeholder buddet om, at enhver, der ikke udviser tilstrækkelige niveauer af wala, loyalitet mod 'sande muslimer', og passende bara, afvisning af 'syndere', står i fare for at begå apostasi. Abu Qatada, den jordansk-palæstinensiske prædikant, har skrevet om emnet, at begrebet al-Taifah al-Mansurah (Den Frelste Sekt) styrker jihadisternes selvbevidsthed om at være retfærdige, styrker deres indbyrdes solidaritet og tillader dem at bekæmpe modstand mod deres synspunkter.

Fitra-doktrinen er det islamiske begreb om den menneskelige natur som den rette underkastelse under Allah, og den er forbundet med din [religion], som måden hvorpå Allah har skabt menneskeheden og universet. Islam kaldes din al-fitra, den menneskelige naturs religion, fordi dens love og dens lære er relevante for hele universet og alle mennesker. Derfor er hele menneskeheden i grunden muslimer fra evighed af. Efter at have skabt menneskeheden, indgik Allah en pagt med dem om, at de alle udelukkende skulle tro på islam og udelukkende skulle adlyde ham og hans budbringer.

Implementeringen af al-wala wa al-bara sker gennem jihad. For at præcisere begrebet og imødegå den islamiske dawa, mission, i Vesten: Jihad kommer fra den tredje arabiske verbalbøjning, som betyder at kæmpe, at føre krig (mujahadah og jihad er navneordene). Den har intet at gøre med den første arabiske verbalbøjning, som betyder at gøre en indsats, at tilskynde kamp. Jihad er redskabet for den islamiske befaling om at undertvinge verden og gøre islam til den eneste legitime religion i verden, hovedsagelig med magt (hvis de vantro modsætter sig at acceptere den frivilligt). Muslimer tror fuldt og fast på, at det at engagere sig i jihad er den eneste vej til at forblive tro mod Muhammeds eksempel. Jihad er altid offensiv og aggressiv, men samtidig bliver den altid af muslimer skildret som defensiv og ført mod kuffar'ernes politiske og ideologiske overgreb for at fastholde deres kontrol og undertrykkelse.

De religiøse kilder til jihad beviser meget klart: Jihad er den islamiske krig mod kuffar. Polyteisme (kufr, ishrak); hykleri (nifaq, munafiqun) og apostasi (irtidad) på den ene side og islam på den anden side kan ikke på nogen måde sameksistere. Jihad optræder 41 gange i 18 kapitler i Koranen, for det meste sammen med Fi-Sabilillah, for Allahs sag [f.eks. 2:190, o.a.], hvilket giver den religiøs ukrænkelighed. Alle fire retsskoler (madhahib: hanbali; shafii; maliki; hanafi) og autoritative islamiske eksegeter er enige: Jihad betyder at fjerne barrierer for spredning af Allahs sandhed og at etablere islamisk retfærdighed i universet som helhed.

Alle fire islamiske retsskoler (madhahib) og de fleste islamiske eksegeter er enige om, at målet med jihad er at bringe de vantros undertrykkelse og uretfærdighed til ophør, at fjerne hindringerne for spredningen af Allahs sandhed og at etablere islamisk retfærdighed, velfærd og velstand i hele verden. Ophøjelsen af Allahs ord kan ikke opnås uden jihad, som i realiteten er beskytteren af alle muslimske gerninger (2:251; 4:75; 8:39; 57:25). De opdeler verden i to områder, der kaldes hhv. Dar al-Islam og Dar al-Harb. Der kan ikke være fred mellem de to, før Dar al-Islam har overvundet fjenden. Imødekommenhed og kompromis er kun tilladt midlertidigt, og at bekæmpe fjenden er obligatorisk.

De er alle enige om, at jihad betyder "at kæmpe på Allahs vej": Maliki fiqh (retslære): "Muslimerne skal kæmpe mod kuffar for at fremme Allahs religion." Shafii fiqh: "Meningen med jihad er at gøre den yderste indsats i kampen på Allahs vej imod kuffar." Hanafi fiqh: "Jihad betyder at være involveret i kampen for Allahs sag med ens liv, rigdom og tale." Målet er "at kalde kuffar til den sande religion, islam, og at kæmpe imod dem, hvis de er uvillige til at acceptere denne sande religion." Hanbali fiqh: "Jihad betyder at kæmpe imod kuffar med alle midler" (Fadail al-Jihad).

Ibn Rushd bygger sin analyse af de love, der retfærdiggør jihad, på følgende af Koranens suwar [kapitler, flertal af sura]: 2:190, 2:216, 4:95, 8.1, 8:39, 8:41, 8:61, 8:67, 9:5, 9:29, 9:122, 17:17, 40:25, 47:4, 48:17, 59:6 og 59:10. Misri bygger sin analyse på følgende af Koranens suwar: 2:216, 4:89, 4:95, 9:29, 9:36, 9:41, 9:111 og 61:10–13. Yahya bygger sin analyse af de love, der retfærdiggør jihad, på følgende af Koranens suwar: 2:216, 4:95-96, 9:36, 9:41, 9:111 og 61:10–13.

ok

Ibn Rushd, Misri og Yahya identificerer tydeligt jihad med militær kamp, herunder støtte- og service-roller på slagmarken, for det muslimske samfunds skyld. I sharia er der utvetydig juridisk vejledning angående mod hvem, jihad og støtte til jihad er obligatorisk; identifikation af de personer, der skal bekæmpes; og betingelser for krigserklæringen. Grundene til at føre jihad-krig mod de vantro er to: At gennemtvinge omvendelsen til islam og at sikre betalingen af jizya. Dette er også opfattelsen i al-Hidayah af Shaikh Burhanuddin (1135-96), der repræsenterer hanafi-skolen.

På side 599 af Reliance of the Traveler, kan man finde følgende passage: "o9.0 JIHAD. Jihad betyder at føre krig mod ikke-muslimer, og er etymologisk afledt af ordet mujahada, der betyder krigsførelse for at etablere religionen. (...) (1) 'Jeres forskrift er at kæmpe' (Koranen 2:216); (2) '... dræbe dem, hvor I end finder dem!' (Koranen 4:89); (3) 'Bekæmp alle dem, der sætter andre ved Allahs side ...' (Koranen 9:36);" og hadith'er som: "Jeg er blevet befalet at kæmpe mod folk, indtil de bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Allah og at Muhammed er Allahs Sendebud, og holder bøn og betaler zakat. Hvis de gør det, har de reddet deres blod og ejendom fra mig, med undtagelse af islams rettigheder over dem. Og deres endelige mellemværende er med Allah."

Ibn Rushd, maliki-mesteren i filosofi og islamisk lov, bringer følgende bestemmelser om jihad: De lærde er enige om, at jihad er en kollektiv, ikke en individuel forpligtelse. Den obligatoriske karakter er baseret på 2:216: "Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod." Den er ikke individuel ifølge 9:122: "De troende skal ikke rykke ud alle sammen." Forpligtelsen til at deltage i jihad gælder for voksne frie mænd, der har midler til deres rådighed til at gå i krig og som er sunde og raske. Der er ingen kontroverser om den sidstnævnte begrænsning på grund af 48:17: "Den blinde skal ikke føle nogen skyld; krøblingen skal ikke føle nogen skyld; den syge skal ikke føle nogen skyld." og på grund af 9:91: "De svage, de syge og dem, der ikke har råd til at give noget bort, skal ikke føle nogen skyld." Alle slags vantro skal bekæmpes. Dette er baseret på 8:39: "Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Allah!"

En shahid er en, der er blevet dræbt og har opnået martyrdom i jihad-kampen mod islams fjender. I sin primære kilde er en shahid et øjenvidne, tilmed et af Allahs navne. Han kaldes shahid, fordi Allah og englene er vidner til, at han fortjener Paradis, og at hans midler og motiver var rene. Dette er meget forskelligt fra jødiske og kristne forestillinger om martyrer, som er dem, der frivilligt udholder tortur og død snarere end at afsværge deres tro. Ifølge den islamiske tradition er der en typologi med tre slags shuhada [plur. af shahid] på slagmarken. Den ene er krigeren, der går til slaget, men ikke for at dræbe og ikke for at blive dræbt; den anden er krigeren, der ønsker at dræbe og risikerer sit liv på Allahs vej, men ønsker at forblive i live; og den tredje er krigeren, der ønsker at dræbe og selv blive dræbt, at ofre sit liv på Allahs vej (Talab al-Shahadah), som er den højest belønnede og ideelle islamiske handling. Dette ifølge overleveringen om, at Allah på Dommens Dag vil smile til de krigere, der ikke havde set bagud og villigt var gået i døden med åbent hjerte.

Der er mange koraniske "sværd-vers": bekæmp alle vantro (9:5); bekæmp Bogens Folk, Ahl al-Kitab (9:29); bekæmp hyklerne (munafiqun) (9:64-73, 3:86-91); bekæmp islams fjender, når som helst de findes (47:4). Muslimerne har ikke lov til at være venner med afgudsdyrkere, heller ikke selvom de er nære pårørende (9:23, 58:22). Muslimer bliver befalet at terrorisere deres fjender, hvor og når som helst de bliver fundet (3:151, 8:12, 8:60, 33:26, 59:2). Halshugning (8:12, 47:4) er blandt de vigtigste og mest praktiserede handlinger i islamisk historie. Dette fænomen er så udbredt, at det er blevet en model for den højeste islamiske gerning.

Disse handlinger er ikke uden belønninger: For det første opnår martyrerne straks adgang til Edens herlige haver med "... floder af vin, som det er en fryd at drikke, og floder af ren honning, og hvor de får alle slags frugter ..." (47:15) For det andet kan de nyde de sortøjede jomfruer i Paradis (44:51-4, 52:17-20, 56:22-4), og der er unge drenge, smukke som "skjulte perler" [52:24], til at opfylde alle martyrernes behov. Men den vigtigste belønning for jihad er, at de ikke er døde. Dette er så vigtigt, at det må citeres fra kilden: Koranen 2:154: "Sig ikke om dem, der bliver dræbt for Allahs sag: 'De er døde!' Nej! De lever, uden at I aner det" (wa-La Takulu Liman Yuktalu Fi-Sabilillah Mawtan, bal Ahya wa-Lakin la Tasharun) og Koranen 3:169-71: "Du skal ikke regne med, at de, der blev dræbt for Allahs sag, er døde! Nej! De lever hos deres Herre (...) lykkelige over det, som Allah har givet dem af sin gunst. De fryder sig over dem, som følger efter dem (...). De fryder sig over Allahs velsignelser og gunst ..." (La Tahsabana al-Lathina Kutilu Fi-Sabilillah Amwaan, bal Ahya, Inds Rabuhum Yurzakun).

Shahid-begrebet i hadith. Han bliver givet syv gaver: han er tilgivet ved udgydelse af den første dråbe af sit blod; han er iført klæder af Imam og ser sin status i Paradis; han er beskyttet mod gravens straf; han vil være sikret mod den store frygt for Dommens Dag; en ærens krone vil blive sat på hans hoved; han kan gå i forbøn for 70 familiemedlemmer; han vil blive gift med 72 jomfruer.

Fra hadith er her nogle få eksempler på vigtigheden af jihad.

"Vid, at Paradiset er under sværds skygger (...) enhver af os, der bliver dræbt, vil komme i Paradiset (...) og vore fjender vil komme i Helvedesilden."

"Jeg er gjort sejrrig gennem terror, og mens jeg sov, blev nøglerne til verdens skatte bragt til mig og lagt i min hånd."

"Ingen, der dør og finder godt fra Allah, vil ønske at komme tilbage til denne verden, heller ikke selvom han blev givet den hele verden og alt, hvad der er i den, undtagen en shahid, som, efter at have set jihads fortrin, vil ønske at komme tilbage til verden og blive dræbt igen på grund af den værdighed, han modtager."

"Jeg er blevet befalet at kæmpe mod folkene, indtil de vidner om, at ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah og at Muhammed er Allahs apostel og beder bønnerne fuldkomment og giver obligatorisk zakat."

"Allahs Apostel sagde: Ingen tvivl om at jeg ønsker, jeg kunne kæmpe på Allahs vej og blive en shahid og komme til live igen for at blive en shahid og komme til live endnu en gang."

"Der er ingen gruppe mennesker på jorden, fra hvilken I ikke kan bringe mig muslimer. Og bedst kan jeg lide, at I bringer deres koner og sønner og dræber deres mænd."

En af ingredienserne i jihad er læren om selvmordsbombning (Istishhad). Det er forkert at sammenligne islamisk Istishhad med det kristne martyrium. Hvor den kristne martyr vidner om sin tro gennem sit personlige offer, vidner shahiden om sin tro gennem sin mordterrorisme mod de vantro som troens mest ophøjede udtryk. Martyren torturerer og dræber sig selv ud af religiøs hengivenhed for Gud. Shahiden dræber andre, fordi de ikke vil konvertere til islam, eller værre, for bare at være vantro.

Folk misforstår selvmordsterrorisme, når de mener, at kun had kan få muslimer til at handle så dybt umenneskeligt. Dette er faktisk grundlæggende forkert, fordi det er en del af islamisk overbevisning, at islam vinder, fordi muslimerne elsker døden, mens folk i Vesten elsker livet. De gør det ikke "ud af depression og fortvivlelse", som islamisk propaganda hævder i sit bedrag, og som vestlige uvidende apologeter tilslutter sig. De gør det med glæde i tjeneste for islam, for Allahs sag. Derfor detonerer palæstinensiske selvmordsbombere sig selv, hvorefter deres familier fejrer deres bryllup med de sortøjede jomfruer i himlen. Det er som at ledsage brudgommen til hans bryllup; det er en glædelig begivenhed, shahiden er i live sammen med Allah.

I stedet for at stille det dumme spørgsmål: "Hvorfor hader de os?", må Den Frie Verden indse, at den står over for den største eksistentielle trussel mod sin nationale sikkerhed nogensinde i historien, langt større end det 20. århundredes to verdenskrige og koldkrigstidens rædsler. Den Frie Verden står allerede midt i en tredje verdenskrig, formelt ført af islam som en religiøs krig, en krig, der er helt forskellig fra de tidligere krige i det 20. århundrede; en krig, der ikke føres på slagmarken og ikke med fly og tanks. Denne totaliteternes krig føres til stadighed med tre islamiske våben: en total krig af umenneskelig jihad-terrorisme, der fejer alle verdens stater ud i kaos; en total krig af hijra, en enorm og hidtil uset vandring til Den Frie Verdens lande, der truer med at ændre den oprindelige befolknings demografi, kultur og livsform; og en total krig af dawa, en strategi bestående af mission og sofistikeret diplomati til at bedrage og vildlede Den Frie Verden, kaldet kuffar, de vantro, ved at kontrollere deres sind og ændre deres bevidsthed om situationen.

I forhold til denne totaliteternes krig har Den Frie Verden ingen sammenhængende plan; faktisk har den ingen plan overhovedet om at bekæmpe fjenden. Denne komplicerede virkelighed begynder med misforståelse og fejllæsning af situationen. Desuden er der ingen konkret definition af den dødelige trussel og ingen forståelse af dens væsen. Som følge heraf, er Den Frie Verden ude af stand til at handle, faktisk er den af egen fri vilje og fuldt bevidst på vej mod civilisatorisk udslettelse. Ved dens store skala og ved dens enorme konsekvenser er denne dødelige eksistentielle trussel og dette bevidste selvmord uden fortilfælde i historien.

Derfor må Den Frie Verdens ledere stille det rigtige spørgsmål: Hvordan definerer og forstår vi situationen? Og svaret skal kunne mobilisere alle de mulige politiske kræfter internationalt samt deres evner til at kæmpe for deres eksistens.

---

David Bukay er lektor på Skolen for Statskundskab ved Haifas Universitet.

---

Oversættelse: Bombadillo