Stadier af jihad
Af Wolfgang Bruno
Oversættelse af: The Stages of Jihad
Kilde: Wolfgang Bruno, 13. marts 2005
Udgivet på myIslam.dk: 2. juli 2012

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Da den hollandske islamkritiker Theo van Gogh blev myrdet, blev det sagt, at ”jihad var kommet” til Holland. Fysisk kamp er ganske vist den primære betydning af ordet jihad og muslimer skal tage denne kamp op, hvis de er i stand til det. Jihad som hellig krig er den geografiske udvidelse af islamisk herredømme med væbnet magt. Det betyder ikke altid, at de erobrede skal dræbes, men det betyder, at de skal anerkende islams overhøjhed. Men hvis dette endnu ikke er muligt, så skal jihad kæmpes med tungen, ved talens brug. Jihad er helt enkelt alt, hvad der kan gøres for fremme spredningen af islam, fredeligt eller ikke. Det betyder, at jihad altid er tilstedeværende, også selvom der ikke er vold. Dawa, missionerende arbejde eller dette at kalde til islam, er også en del af jihad og bruges indtil antallet af muslimer er stort nok til, at fysisk jihad er mulig. Indtil da er det vigtigt at sikre, at ikke-muslimer så vidt muligt holdes uvidende om islams virkelige dagsorden. Det er her bedraget kommer ind.

Islam tillader bedrag under krigstilstand for at opnå sejr, og Muhammed selv sagde ”krig er bedrag.” Med begrebet ”taqiyya”, som opstod i shia-islam, men som nu også praktiseres udenfor shia-islam, menes bevidst forstillelse for at beskytte islam. ”Kitman” består i at fortælle kun en del af sandheden. Et godt eksempel på brugen af ”kitman” er, når muslimer hævder, at jihad egentlig betyder ”indre åndelig kamp” og undlader at fortælle, at denne definition bygger på en enkelt ”svag” hadith af tvivlsom ægthed. Jihad omtales ca. 200 gange i den mest autoritative hadith-samling, Sahih al-Bukhari, og de forudsætter alle, at jihad betyder krigsførelse. Muhammed gav selv det bedste eksempel på kitman i islams tidligste tid, da antallet af muslimer endnu var lille. Befalingen til åbent at bekæmpe de vantro blev udsat indtil muslimerne var blevet stærke. Da de var svage, blev de befalet at være udholdende og tålmodige.

I overensstemmelse med dette princip ændrede Allah sine instruktioner over tid. Et godt eksempel er tilfældet med alkoholindtagelse. I den første tid var alkoholindtagelse tilladt (K. 2:219), siden begrænset (K. 4:43) og til sidst forbudt (K. 5:90). Der er ingen uenighed blandt muslimer om, at senere åbenbaringer ophæver tidligere (K. 2:106) [hvis de modsiger hinanden, o.a.]. I islam er alkoholindtagelse derfor forbudt. Koranen indeholder mange sådanne ophævede vers. Den tidlige Koran fra Mekka-perioden præsenterer religiøs tolerance som guddommelig befaling, simpelthen fordi muslimerne endnu ikke havde opnået fysisk styrke til at gennemtvinge konversioner. Men da islam blev mere magtfuld efter flugten til Medina blev ”sværdets vers” [K. 9:5] meget belejligt åbenbaret for Profeten – et vers, der sanktionerer og faktisk befaler brugen af vold, hvilket historisk set også har været islams fortrukne ekspansionsmetode.

Allah kalder i Koranen til at “dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem!” (K. 9:5), ”giv dem hug over halsen” (K. 47:4), ”bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!” (K. 9:29), ”Bekæmp dem, indtil der ikke længere er fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud!” (K. 8:39), eller ”Forkynd dem, der er vantro, en pinefuld straf!” (K. 9:3). Disse vers modsiger alle ”Der er ingen tvang i religionen” (K. 2:256). Bemærk, at sura 9 var det sidste eller næstsidste kapitel, der blev åbenbaret for Muhammed. Det er også det mest aggressive og intolerante kapitel [sura] i Koranen, og erstatter alle de fredelige fra den tid, da muslimerne var svage. Offensiv jihad, angreb, er nu helt igennem tilladt i sunni-islam.

Mark Gabriel, som nu er kristen, er ex-muslim og tidligere professor i islamisk historie ved al-Azhar Universitet i Ægypten. Hans bøger kan give en let og grundlæggende introduktion til islamiske begreber, også til dem, der ikke deler hans religion. I ”Islam og Terrorisme” opdeler han jihad i tre stadier: Det svækkede stadium, når muslimerne er en lille minoritet, dernæst forberedelsesstadiet og til sidst jihadstadiet, når muslimerne er en stor minoritet med reel magt. Bemærk, at væbnet jihad i fuld skala kan startes, også når muslimer er en minoritet. De kan så starte en jihad for at løsrive en del af landet til sig selv. Det var, hvad der skete i Indien, da den muslimske minoritet skabte Pakistan. Og det er, hvad der kan ske i lande som Frankrig i en ikke så fjern fremtid. Muslimer udgør i dag op mod 10% af befolkningen i Frankrig, men en tredjedel af de nyfødte børn. Når deres andel når op på 15, 20 eller 30 procent, kan Frankrig bryde sammen i borgerkrig, som det skete i Libanon. Franske muslimer har hidtil accepteret forbudet mod tørklæder i skoler. Det viser, at de stadig ikke føler sig stærke nok til gøre væbnet oprør mod staten. Det kan også betyde at de skønner, at tiden er på deres side, demografisk set. Sammenstødene i Holland for nylig kan ses som et eksempel på overgangen mellem det svage stadium og forberedelsesstadiet, med en mere åben muslimsk selvsikkerhed. Det forhold, at dette sker allerede når muslimerne udgør 6% af befolkningen, kan skyldes, hvad muslimer opfatter som, en svag respons fra hollændernes side.

Selv når muslimer kun udgør en meget lille del af befolkningen, er de i stand til at sætte dagsordenen. En af de første ting Muhammed og hans ledsagere gjorde i Medina var at begå en serie mord på folk som Asma bint Marwan og Abu Afak for at skræmme kritikere til underkastelse. I dag følger muslimer deres profets 1400 år gamle mønster, hans sunna. Både den italienske oversætter og norske udgiver af Salman Rushdies ”De sataniske vers” var tæt på at blive dræbt for at have deltaget i ”blasfemi” mod islam. Den japanske oversætter blev stukket til døde i juli 1991. I USA modtog Steven Emerson dødstrusler for hans bog ”Jihad in America,” mens den kontroversielle islamiske reformtilhænger, Rashid Khalifa, blev erklæret apostat og myrdet i 1990 i Tuscon, Arizona. I alle disse lande udgør muslimer kun 1-2% af befolkningen eller mindre. Det senere eksempel med Theo van Gogh viser endnu tydeligere, hvor giftig selv en lille muslimsk tilstedeværelse kan være.

Som ex-muslimen Muhammad bin Adbulla formulerer det således i bogen “Leaving Islam”: “Islam har to sæt tænder. Det ene er af elfenben. Det andet sæt er skjult i kæberne og bruges til at tygge og knuse. Al islams søde tale om fred relaterer til den første tid i Mekka, hvor islam var svag. Men hvor og når som helst muslimer opnår styrke, har de et andet sæt grusomme love og handlemåder.” I dag er vi i Vesten vidne til islam i dens svækkede stadium, men stadiet med voldelig jihad vil komme før eller senere. Det forholder sig nøjagtigt modsat af hvad multikulturalister hævder: At sammenstød med muslimer vil mindskes med tiden, efterhånden som vi ”vænner” os til hinanden. Det vil de ikke. De vil blive farligere i takt med, at muslimer bliver dristigere og det lykkes at bringe medierne og de moderate til tavshed – og samtidig støtter terrorismen. Hvis det ikke lykkes os at forstå dette, så vil krigen mod politisk islam i 2020 ikke foregå i Teheran, Riyad eller Baghdad. Det bliver i Paris, London og Amsterdam og måske også i Montreal, Sydney, Detroit og New Jersey.




Oversættelse: Bombadillo