Andrew G. Bostom, forfatter til The Legacy of Jihad, bemærker, at Præsident Bush gentagne gange har fremhævet den afgørende vigtighed af at fremme friheden i Mellemøsten. Bostom gør imidlertid opmærksom på, at ”hurriyya”, det arabiske ord for ”frihed”, og det unikt vestlige begreb om frihed, ”er fuldstændig uforenelige.” Hurriyya, frihed, er - som Ibn Arabi (d. 1240), den feterede ”største sufi-mester”, udtrykte det – ”fuldkommen slaveri” under Allahs vilje. I den højt agtede ”Encyclopedia of Islam” hævder Bernard Lewis at:

“… der er stadig ingen idé om, at samfundets borgere har nogen ret til indflydelse på regeringsdannelse eller -ledelse, til politisk frihed eller borgerskab i den betydning, der ligger til grund for politisk tænkning i Vesten.”

I mellemtiden advarer den syrisk-tyske forsker Bassam Tibi, en muslimsk reformtilhænger, Vesten mod ønsketænkning i dens ”dialog” med muslimer. ”Dialogen går dårligt pga. de muslimske samtalepartneres dobbeltspil på den ene side og de velmenende vestlige idealisters blåøjethed på den anden.”

Muslimer hævder ofte - for at dække over den reelle krigsførelse mod ikke-muslimer - at ”islam betyder fred.” Ordet ”islam” kommer ganske vist fra den samme arabiske rod (s-l-m) som ordet ”salam”, der betyder fred. Men ”islam” betyder underkastelse, ikke fred. ”Fred” i islam svarer til underkastelse under Allahs vilje, som udtrykkes gennem Hans guddommelige og evige lov, sharia. Mangel på sharia er mangel på fred. Bassam Tibi forklarer:

“Først burde begge parter åbent erkende, at selvom de måske nok bruger identiske termer, så betyder de noget forskelligt for parterne. Ordet ”fred”, for eksempel, indebærer for en muslim en udvidelse af Dar al-Islam – eller Islams Hus – til hele verden,” forklarer Tibi. ”Dette er fuldstændig forskelligt fra Oplysningstidens begreb om evig fred, som dominerer vestlig tænkning, et begreb, der blev udviklet af Immanuel Kant,” en filosof fra det 18. årh. ”Det samme er tilfældet, når muslimer og Oplysningstidens vestlige arvinger taler om tolerance, så tænker de på noget helt forskelligt. I islamisk terminologi indebærer denne term at tåle ikke-islamiske monoteister, så som kristne, jøder og zoroastrianere som andenklasses troende. De er ’dhimmier’, et beskyttet, men politisk magtesløst mindretal.” Ifølge Tibi er stræben efter at omvende hele verden til islam et uforanderligt inventar i det muslimske verdenssyn. Først når denne opgave er fuldført, når hele verden er blevet et Dar al-Islam, vil den også være et Dar al-Salam, eller et Fredens Hus.”

Denne strategi med at bedrage ikke-muslimer ved at fordreje ord for at skjule den virkelige islamiske dagsorden når muslimer endnu er for svage til at gennemtvinge deres vilje, er sanktioneret af islamiske tekster. IslamOnline.net citerer sheik Atiyyah Saqr, tidligere leder af Al-Azhar Fatwa Committee, for at udtale:

"At lyve er forbudt, undtagen at det sker af nødvendighed. I det tilfælde gælder princippet: 'Nødvendighed gør det ulovlige tilladeligt.' Nogle af disse acceptable løgne er, hvad vi kalder konnotation, et ord som bærer en dobbelt betydning. Muslimen kan bruge den positive, ikke den negative tolkning af ordet."

Robert Spencer, som giver eksempler på dette i sin bog Onward Muslim Soldiers, bekræfter det:

"Religiøst bedrag af vantro bliver faktisk lært af Koranen selv: ’De troende skal ikke tage sig de vantro til venner i stedet for de troende; den, der gør dette, hører slet ikke Gud til – med mindre I tager jer meget i agt for dem’ (Koranen 3:28). Med andre ord, tag ikke de vantro til venner undtagen at ’I tager jer meget i agt for dem’: Foregiv at være deres venner så I kan styrke jer imod dem. Den meget anerkendte Koran-kommentator Ibn Kathir forklarer, at dette vers lærer, at hvis 'troende i visse områder eller tider føler deres sikkerhed truet af de vantro,' så kan de 'udadtil vise venskab med de vantro, men aldrig indadtil.'"

Denne strategi synes at virke meget fint overfor dhimmierne i EU, som nu støtter en officiel ordbog, der skal bruges, når der skrives om islam-relaterede emner. ”Jihad betyder én ting for dig og mig, det betyder noget andet for en muslim. Jihad er et fuldstændig positivt begreb om at forsøge at bekæmpe det onde i sig selv,” som en EU-embedsmand sagde. Virkelig? For over seks årtier siden kaldte Arthur Jeffery ringeagtende sådanne forsøg på at omskrive jihads blodige realitet for ”det reneste sofisteri”:

"… de tidlige arabiske kilder beskriver jævnt og ærligt ekspeditionerne som militære ekspeditioner, og det ville aldrig have faldet nogen på den tid ind at fortolke dem som noget som helst andet…"

Væbnet jihad er ikke noget, der blot hører fortiden til. Iagttagere af nutidige egyptiske skolebøger bemærker, at ”i de egyptiske skolers læseplaner udlægges jihad-begrebet næsten udelukkende som en militær stræben.” Majid Khadduri, en muslimsk lærd, hvis afhandling fra 1955 om jihad stadig er en af de mest respekterede analyser af denne institution, sammenfattede disse samstemmende synspunkter på følgende måde:

"Profeten Muhammed er refereret for at sige, at 'nogle af mine folk vil fortsætte med at kæmpe sejrrigt for sandhedens skyld, indtil den sidste af dem vil bekæmpe Antikrist.' Indtil dette øjeblik er nået, vil jihad, i den ene eller anden form, fortsat være en permanent forpligtelse for hele det muslimske samfund. Heraf følger, at Dar al-Harb i sidste ende er fredløst under den islamiske retsorden og at Dar al-Islam er under permanent jihad-forpligtelse, indtil Dar al-Harb er reduceret til intet. (…) Islams universalitet er, ved dens altomfattende trosbekendelse, pålagt de troende som en uafbrudt krigsførelse, psykologisk og politisk, hvis ikke rent militært."

En iagttager af egyptiske skolebøger bemærker, at: ”Fred i almindelighed sættes meget højt i egyptiske skolebøger, både som en menneskelig og islamisk værdi. Den erklæres som et mål for Egypten. Men efter en dybere undersøgelse viser den sig at være en betinget værdi, både på det politiske og religiøse plan. På det politiske plan gøres fred afhængig af gensidighed fra fjendens side, hvilket udlægges som accept af arabernes krav. På det religiøse plan er fred betinget af muslimernes interesser på ethvert givet tidspunkt. Hvis muslimerne er stærkere end fjenden, kan fred lovformeligt forkastes. Meningen af fred i sig selv – som det præsenteres for egyptiske studerende – udelukker ikke krig, og når, i flere tilfælde, til det punkt, hvor krig gøres gældende i fredens navn.”

I 2006 forklarede den irakiske lærde, ayatollah Ahmad Husseini Al-Baghdadi, at der, set fra et islamisk retsvidenskabeligt synspunkt, findes to typer jihad: Der findes ikke alene en defensiv krigsførelse, i det tilfælde at muslimer angribes i deres egne lande, men også ”jihad sat i gang af muslimer, hvilket betyder angreb på verden med det formål at sprede ordene: 'Der er ingen anden gud end Allah og Muhammed er Allahs profet', udover hele verden." Med andre ord: Det yderste mål med jihad er ikke blot at beskytte islam hjemme, men at sprede den ud over verden så snart muslimer er i stand til at gøre det. "Hvis de rette objektive og subjektive omstændigheder indfinder sig, og der er soldater, våben og penge – også selvom dette betyder brug af biologiske, kemiske og bakteriologiske våben - vil vi erobre verden, så ordene: 'Der er ingen anden gud end Allah og Muhammed er Allahs profet' vil lyde triumferende udover kuplerne i Moskva, Washington og Paris."

Nutidige muslimske teologer såsom Yusuf Al-Qaradawi, ”åndelig” leder af Det muslimske Broderskab, populær Al-Jazeera TV-personlighed og af nogle i vesten hyldet som en moderat stemme, har sanktioneret bombardementer af israelske borgere ved hjælp af jihad-kriterier, som er i fuld overensstemmelse med de klassiske juristers. Han argumenterer for, at der i moderne krig ikke findes civile, fordi alle dele af samfundet på en eller anden måde bidrager, hvis landet er i konflikt med muslimerne. Det betyder videre, at alle ikke-muslimske borgere bliver legitime mål for muslimske angreb. Qaradawi siger:

"Det er fastsat ved islamisk lov, at blod og ejendom tilhørende folk i Dar al-Harb [det vantroens område, hvor slaget for islams herredømme skal slås] ikke er beskyttet (…) i moderne krig er hele samfundet, med alle dets klasser og etniske grupper, mobiliseret til at deltage i krigen, bistå med dens fortsættelse og forsyne den med det materielle og menneskelige brændstof, der kræves for sikre statens sejr i kampen mod dens fjender."

Det siger sig selv, at sådan en tankegang let kan bruges af islamiske grupper til at retfærdiggøre terrorangreb som dem mod World Trade Center i New York City. Set med deres øjne, så dræber de ikke uskyldige civile, eftersom der ikke findes uskyldige civile i USA. Dette skal man huske på, når man lytter til ”moderate” muslimske ledere, som smilende erklærer, at islam er stærkt imod drab på uskyldige civile. Der findes tilmed muslimer som vil hævde, at ALLE ikke-muslimer, i det mindste dem, der på et givet tidspunkt har mødt kaldet til islam og undladt at konvertere, er skyldige i oprør mod Allah og derfor er lovligt vildt.

Skjulte optagelser har fanget ledere af radikale islamiske grupper i UK i færd med at anspore unge britiske muslimer til at blive terrorister. En af lederne erklærede, at det er påbudt muslimer at ”vække rædsel [terror] i hjerterne på de vantro”, og tilføjede: ”Jeg er terrorist. Som muslim er jeg selvfølgelig terrorist.” I offentlige interviews har den samme mand fordømt drabet på alle uskyldige civile. Senere forklarede han overfor sine egne tilhængere, at han alene havde sigtet til muslimer, da kun de er uskyldige: ”Ja, jeg fordømmer drab på ethvert uskyldigt menneske, men ikke på enhver kuffar (vantro).”

En gruppe amerikanske islamiske ledere udsendte en fatwa, eller islamisk religiøs bestemmelse, imod “terrorisme og ekstremisme”. En organisation kaldet Fiqh Council of North America (FCNA) udsendte fatwaen og Council on American-Islamic Relations (CAIR) holdt en pressekonference, hvor den hævdede, at den havde støtte fra flere større muslimske grupper i USA. Men ifølge terrorisme-eksperten, Steven Emerson, er fatwaen humbug: ”Den tager ikke afstand fra, og end ikke indrømmer eksistensen af, en islamisk jihad-kultur, der har gennemsyret moskeer og unge muslimer over hele verden. Den tager ikke afstand fra jihad og endnu mindre vedgår, at den er blevet brugt til at retfærdiggøre islamisk terror.”

Efter terror-bombningerne i London i juli 2005, begået af muslimer, erklærede Muslim Public Affairs Council (MPAC), at "islam anser anvendelsen af terrorisme for at være uacceptabel, uanset formålet." Der er kun ét problem med dette: Det er ikke sandt. Muhammed selv sagde, at "Jeg er blevet gjort sejrende gennem terror (vakt i fjendens hjerter)" (Bukhari, 4, 52, 220). Koranen opfordrer også gentagne gange til brug af denne taktik, som i vers 8, 12: "Da din Herre åbenbarede for englene: Jeg er med jer, så lad den, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk [terror] i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!"

Andrew Bostom, som har studeret jihads mere end tusindårige historie på tre kontinenter siger, at ”terrorisme ofte dannede optakten til erobring.” Terrorisme er psykologisk krigsførelse. Den skal gøre ikke-muslimer bange for muslimer, blødgøre deres modstand og forhindre dem i at iværksætte et reelt forsvar af deres lande, når muslimer senere starter en egentlig krig i fuld skala, for at kolonisere og underkue dem. Fysiske angreb såsom terror-bombningerne i Madrid eller London, men også det voldsomme raseri, der blev pisket op over de ret uskyldige Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten, skal alle ses i dette lys.

Forskeren Bassam Tibi skriver, at “islam i sin kerne er en religiøs sendelse til hele menneskeheden. Muslimer er religiøst forpligtede til at sprede islam over hele verden. ”Vi har kun sendt dig ud som overbringer af det gode budskab og som advarer til alle mennesker (K. 34:28). Hvis ikke-muslimer konverterer til islam eller lader sig undertvinge, så kan dette kald til islam (dawa) foregå fredeligt. Hvis de ikke gør, er muslimer forpligtet til at føre krig imod dem. I islam er fred betinget af, at ikke-muslimer underkaster sig kaldet til islam, enten ved at konvertere eller ved at acceptere en status som religiøs minoritet (dhimmi-status) og betale den pålagte hovedskat, jizya.”

I et interview til Wall Street Journal bekræftede Hassam El-Masalmeh, fra den palæstinensiske jihad-organisation Hamas, at Hamas har planer om at genindføre den ydmygende jizya-skat, en slags løsepenge for liv (baseret på Koranen sura 9, vers 29), som traditionelt pålægges ikke-muslimer, der er besejret ved jihad. På basis af en omhyggelig analyse af termen, definerer E. W. Lane, leksikograf over arabisk sprog, jizya på følgende måde: ”Den skat, der opkræves fra ikke-muslimske borgere under muslimsk regering, hvorved de stadfæster en overenskomst, der sikrer dem beskyttelse - som var det en kompensation for ikke at blive slået ihjel.”

Denne undertvingelse af ikke-muslimer til religiøs apartheid og andenklasses borgerskab i deres eget land er en integreret del af sharia, islamisk lov. Og denne mulighed er kun til stede for kristne og jøder, ikke hinduer, buddhister eller andre, som kun har valget mellem islam eller døden. Muslimer føler sig ”undertrykte”, når de ikke til fulde kan praktisere deres religiøse love i Vesten. Men da disse love i sidste ende kræver undertvingelse af ikke-muslimer, betyder ”religionsfrihed” for muslimer i bund og grund friheden til at gøre andre ufrie.

Ifølge Tibi bliver ”verdensfreden, som er sidste trin i islams dawa (kald til omvendelse), først mulig når hele menneskeheden er konverteret til, eller har underkastet sig islam. (…) Muslimer opfatter ikke islamisk ekspansion gennem krig som en aggression, men som opfyldelsen af Koranens befaling om at sprede islam som en vej til fred. Brugen af magt til at sprede islam er ikke krig (harb), et ord, der udelukkende bruges om ikke-muslimers brug af magt. Islamiske krige er ikke hurub (flertalsformen af harb), men snarere futuhat, dvs. handlinger der ’åbner’ verden for islam og udtrykker islamisk jihad. Relationer mellem Dar al-Islam, Islams Hus - fredens hjemsted, og Dar al-Harb, Krigens Hus - de vantros verden, foregår ikke desto mindre, ifølge Koranen og islamiske juristers autoritative kommentarer, i en tilstand af krig. Vantro, der stiller sig i vejen og skaber forhindringer for islams dawa, får skylden for denne krigstilstand, for dawaen kan foregå fredeligt, hvis de vantro ellers underkaster sig. Med andre ord, de, der modsætter sig islam, er årsag til krige og har ansvaret for dem. Kun når muslimers styrke er svag, er det tilladt at indgå ’midlertidig våbenstilstand’ (hudna) (muslimske jurister er uenige om definitionen af ’midlertidig’).”

Disse ord afspejles i de idéer, mange muslimske grupper udtrykker i dag. ”[Præsident] Bush siger, at vi ønsker at slavebinde folk og undertrykke deres ytringsfrihed,” siger Abu Abdullah, et højtstående medlem af Hizb ut-Tahrir, befrielsespartiet. ”Men vi ønsker at frigøre alle folk fra at være slaver under mennesker til at være slaver under Allah.” ”Islam forpligter muslimer til at besidde magt, så de kan intimidere – jeg vil ikke sige terrorisere - islams fjender,” siger Abu Mohammed, en aktivist fra Hizb ut-Tahrir. ”Og hvis de, efter alle diskussionerne og forhandlingerne, stadig nægter, så vil sidste udvej være jihad for at sprede islams ånd og islams herredømme,” siger han smilende. ”Dette sker i alles interesse for at få dem ud af mørket og ind i lyset.”

En lærebog, der blev brugt i offentlige skoler i Saudi Arabien så sent som i 2006, forklarer, at ”jihad på Allahs vej (…) som består i at kæmpe imod vantro, undertrykkelse og uretfærdighed, og de, der udfører den (…) er højdepunktet af islam. Denne religion opstod gennem jihad og gennem jihad blev dens banner ophøjet. Den er en af de mest ædle handlinger og bringer os tættere på Gud.”

Læg mærke til, hvordan ”vantro, undertrykkelse og uretfærdighed” bruges synonymt. Islamiske apologeter i Vesten bliver ved med at gentage mantraet om, at ”jihad ikke er en kamp imod ikke-muslimer, men en kamp imod tyranni og uretfærdighed.” Igen er problemet, at der ikke, set med islamiske øjne, er nogen videre forskel mellem disse forskellige termer. Det er ”undertrykkelse”, når muslimske immigranter i Vesten er nødt til at leve under de samme verdslige love som de indfødte vantro, og altså ikke kan leve under sharia. Og ”uretfærdighed” gælder i sidste ende for stort set alle samfund, der ikke har underkastet sig lydighed mod Allahs vilje. ”Uretfærdighed” kan derfor bruges til at beskrive alle ikke-islamiske systemer, for eksempel vestligt demokrati.

Den saudiske viceminister for religiøse dotationer, Abd Al-Rahman Al-Matroudi, forklarede i et interview på saudisk TV i juli 2005, at ”den definition af terrorisme, der angår os, er, at det er enhver handling eller udtalelse, der modsiger Koranen eller sunna, hvad enten det er i tanke eller handling.” Han sagde også, at muslimer skulle ”påtvinge deres kultur,” og at fredelige midler kun skulle bruges, når de ikke var stærke nok til at gøre dette:

”Hvis man er stærk nok til at forsvare sig selv, så må man gøre det …
TV-vært: og påtvinge sin kultur …
Al-Matroudi: Ja, og påtvinge sin kultur …
TV-vært: storartet …
Al-Matroudi: Og hvis man ikke har den fornødne styrke, så må man gøre hvad man kan, for at opnå hvad man ønsker med fredelige og diplomatiske midler.”

Aggression er noget, som kun vantro gør. Korstogene var en kortvarig og isoleret episode i europæisk historie, mens jihad har været et konstant element i den islamiske verden i mere end 1300 år, fastsat i Koranen og islamiske grundtekster. Alligevel ønsker muslimer, at europæerne skal undskylde for korstogene, på trods af, som Bernard Lewis og andre har påpeget, at de blot var en forsinket og defensiv reaktion på islamisk aggression gennem flere hundrede år. Dette skyldes, som Tibi har påvist, at det ikke opfattes som krig eller aggression, når muslimer angriber ikke-muslimer. Tværtimod ses det som aggression, når ikke-muslimer modsætter sig islamiseringen af deres lande, og derved ”stiller hindringer i vejen” for udbredelsen af islam. De trodser Allahs vilje. Da kun undertvingelse under islam kan bringe fred, så mener muslimer, at de ”spreder fred” når de plyndrer, ødelægger og dræber fra Europa til Centralasien.

Ifølge Yusuf Al-Qaradawi har det muslimske samfund ”været udsat for forfærdelige invasioner og aggressive angreb heriblandt den missionerende invasion, der sigter mod fuldstændig at udrydde det muslimske samfund. (…) Et af dens mål er at lokke muslimer til at konvertere til kristendommen.” Han betragter således ikke-voldelige forsøg på at omvende muslimer til andre religioner som en form for aggression. Dette er også grunden til, at lande som Algeriet har vedtaget love, der forbyder at kalde til andre religioner end islam. Qaradawi synes også at støtte det traditionelle islamiske synspunkt, at de, der forlader islam, bør henrettes. Det mærkelige er, at muslimer i vantro lande opfatter det som aggression, hvis de ikke får lov til at omvende ikke-muslimer.

Som jeg har skrevet i tidligere essays, så er jihad ganske enkelt hvad som helst, der gøres for at fremme udbredelsen af islam, fredeligt eller ikke. Hvilket betyder, at jihad altid er virksomt til stede, også selvom der skulle være et midlertidigt fravær af vold, fordi muslimerne er for svage til at bruge magt. På den anden side er ”aggression” hvad som helst, der gøres af ikke-muslimer for at hæmme islams fremgang, fredeligt eller ikke.

På grundlag af denne information kan vi måske lave en skitse til en ordbog, der forklarer, hvad mange muslimer faktisk mener, når de bruger visse termer, som vesterlændinge og vantro forstår meget forskelligt:

Fred: ”Fred” i islam svarer til underkastelse under Allahs vilje udtrykt gennem hans guddommelige og evige lov, sharia, og udvidelse af Dar al-Islam, Islams Hus, så det dækker hele verden. Fravær af sharia er fravær af fred. Da det er Allahs vilje at islam skal styre hele planeten, så vil angreb på ikke-muslimsk land for at underkue befolkningen og tilintetgøre deres korrupte, vantro kultur ikke blive opfattet, af muslimer, som ”krigsførelse”, men som udbredelse af fred.

Frihed: Hurriyya, frihed, vil sige at frigøre alle mennesker fra at være slaver under menneskets love til at leve i fuldkomment slaveri, underkastet Allahs vilje og hans love.

Religiøs frihed: Undertvingelse af ikke-muslimer til religiøs apartheid og andenklasses borgerskab i deres eget land under islamisk herredømme. Denne mulighed er kun til rådighed for kristne og jøder, ikke hinduer, buddhister eller andre, som kun har valget mellem at konvertere til islam eller døden. Muslimer skal praktisere sharia. Da disse love kræver undertvingelse af ikke-muslimer, er ”religionsfrihed” for muslimer i bund og grund en frihed til at gøre andre ufrie.

Jihad: En fredelig indre kamp, der har dræbt op mod 80 millioner mennesker alene på det indiske subkontinent og slavebundet eller dræbt måske flere hundrede millioner mennesker på tre kontinenter gennem 1350 år. Den kan også blive voldelig, men kun for defensive formål, som f.eks. de muslimer, der forsvarede sig hele vejen fra Den arabiske Halvø til Kinas grænser og tilintetgjorde alle daværende kulturer de mødte på vejen.

Aggression: Når ikke-muslimer gør noget for at bevare deres kultur og modvirke islamiseringen af deres land. Selv når denne ”aggression” er ikke-voldelig, som f.eks. offentliggørelsen af en islamkritisk karikaturtegning, så kan denne utålelige krænkelse af islamisk overhøjhed på Jord besvares med vold af muslimer. Da en vægring mod at underkaste sig sharia er et oprør mod Allah, kan den blotte eksistens af ikke-muslimske samfund opfattes som en aggressiv handling.

---

Oversættelse: Bombadillo