Tyrkiets brændende ønske om at komme ind i EU kan blive opfyldt i den nærmeste fremtid. Mens Europa kæmper med udsigten til at acceptere en islamisk nation med en hurtigt voksende befolkning i den grænseløse vordende superstat, hævdes den påstand, at Tyrkiets historie er en historie om relativ tolerance. Europæerne bliver bedt om ikke at bekymre sig.

Hvorfor skulle Tanzimat-reformerne, der var designet til at ophæve den osmanniske version af dhimmitude-systemet, pålægges af de europæiske magter gennem traktater som såkaldte "kapitulationer" efter osmanniske militære nederlag? Og hvorfor blev disse reformer, selv da, aldrig gennemført på nogen meningsfuld måde fra 1839 indtil sammenbruddet af Det Osmanniske Imperium efter 1. Verdenskrig?

Edouard Engelhardt [53] gjorde følgende iagttagelser i sin detaljerede analyse af Tanzimat-perioden, hvor han bemærkede, at et kvart århundrede efter Krimkrigen (1853-1856) og den anden omgang Tanzimat-reformer, var de samme problemer stadig aktuelle:

Det muslimske samfund har endnu ikke brudt med de fordomme, der gør de erobrede folk undergivne (...) rayaen [dhimmien] er stadig underlegen i forhold til Osmanlien; i virkeligheden er han ikke rehabiliteret; de tidlige tiders fanatisme er ikke formildet (...) [selv liberale muslimer afviste] ... borgerlig og politisk lighed, det vil sige assimileringen af de erobrede med erobrerne.

En systematisk gennemgang af vilkårene for de kristne rayaer blev udført i 1860'erne af britiske konsuler, udstationeret over hele Det Osmanniske Rige, og gav en omfattende dokumentation, som i dag er primære kilder. [54] England var dengang Tyrkiets mest magtfulde allierede og det var i dets strategiske interesse at finde, at undertrykkelsen af de kristne var blevet elimineret for at undgå direkte, aggressiv russisk eller østrigsk intervention. Den 22. juli, 1860 sendte konsul James Zohrab en længere rapport fra Sarajevo til sin ambassadør i Konstantinopel, Sir Henry Bulwer, der analyserede administrationen af provinserne Bosnien-Hercegovina, igen, efter Tanzimat-reformerne af 1856. Under henvisning til reformbestræbelserne, erklærer Zohrab: [55]

Hatt-i humayun, kan jeg roligt sige, forbliver i praksis en lov, der ikke ænses (...) selvom den ikke tillader, at de kristne bliver behandlet, som de tidligere er blevet det, er den for så vidt uudholdelig og uretfærdig, som den giver muhamedanerne mulighed for at udsuge dem med svære tvangsydelser. Falske fængslinger (fængsel under falsk anklage) er en daglig begivenhed. En kristen har kun en lille chance for en retfærdiggøre sig, hvis hans modstander er en muhamedaner (...) kristnes vidnesbyrd bliver, som regel, stadig afvist (...) kristne er nu tilladt at eje fast ejendom, men de forhindringer de mødes med, når de forsøger at erhverve sig den, er så mange og besværlige, at meget få indtil nu har vovet at trodse dem. (...) Når dette er den generelle kurs, som regeringen følger mod kristne i hovedstaden (Sarajevo) i den provins, hvor de konsulære repræsentanter for de forskellige [udenlandske] magter residerer og kan udøve en vis grad af kontrol, kan man let gætte sig til, hvordan de kristne lider i de fjerntliggende distrikter, som er styret af mudirer (guvernører), der generelt er fanatiske og ubekendte med (de nye reformer af) loven.

I sin omfattende undersøgelse af det 19. århundredes palæstinensiske jøder under osmannisk styre gjorde Tudor Parfitt disse nærtbeslægtede iagttagelser: [56]

Inde i byerne blev jøder og andre dhimmier ofte angrebet, såret og endda dræbt af lokale muslimer og tyrkiske soldater. Sådanne angreb skete ofte af trivielle grunde: Wilson mindedes [i en britisk udenrigsministeriel korrespondance] at have mødt en jøde, som var blevet hårdt såret af en tyrkisk soldat, fordi han ikke øjeblikkeligt var steget ned, da han blev befalet at afgive sit æsel til en af sultanens soldater. Mange jøder blev dræbt for mindre. Ved lejlighed forsøgte myndighederne at give en form for oprejsning, men dette var på ingen måde altid tilfældet: De tyrkiske myndigheder var selv til tider ansvarlig for at banke jøder til døde for nogle ubeviste anklager. Efter et sådant tilfælde bemærkede [den britiske konsul] Young: "Jeg må sige, at jeg er ked af det og overrasket over, at guvernøren kunne udføre så grusom en dåd - for efter hvad jeg kender til ham, ville jeg have troet, at han var hævet over den slags hensynsløs umenneskelighed - men det var en jøde - uden venner eller beskyttelse - dette tjener godt til at vise, at det ikke er uden grund, at den stakkels jøde, selv i det nittende århundrede, lever fra dag til dag i frygt for sit liv."

... Faktisk tog det nogen tid [dvs. mindst et årti efter 1839-reformerne], før disse domstole kunne acceptere dhimmi-vidnesbyrd i Palæstina. Det faktum, at jøderne var repræsenteret på meclis [det provinsielle juridiske råd] bidrog ikke meget til at forbedre jødernes retsstilling: De jødiske repræsentanter blev modstræbende tolereret og blev ydmyget og truet i en grad, så de var bange for at sætte sig i opposition til de muslimske repræsentanter. Hertil kommer, at sammensætningen af meclis-rådene på ingen måde var rimeligt repræsentativ for befolkningen. I Jerusalem i 1870'erne var meclis sammensat af fire muslimer, tre kristne og kun én jøde - på et tidspunkt, hvor jøderne udgjorde over halvdelen af byens befolkning (...). Nogle år efter bekedtgørelsen af hatt-i-sherif'et [et af Tanzima-reformernes edikter, udstedt af sultanen] var Binyamin [i en øjenvidneberetning fra bogen Eight Years in Asia and Africa from 1846 to 1855, s. 44] stadig i stand til at skrive om jøderne: "de er fuldstændig uden enhver retsbeskyttelse" (...). For at sige det endnu mere præcist, var domstolene forudindtaget mod jøderne, og selv når en sag blev hørt af en korrekt oprettet domstol, hvor dhimmi-vidnesbyrd var tilladt, ville domstolen stadig næsten altid dømme mod jøderne. Det skal bemærkes, at en ikke-dhimmi [f.eks. en udenlandsk] jøde stadig ikke var tilladt at møde op og vidne i hverken mahkama [særligt muslimsk råd] eller meclis.

Den moderne osmannist Roderick Davison erkender, at reformerne mislykkedes, og tilbyder en forklaring baseret på de islamiske trosopfattelser, der er indbygget i dhimmitude-systemet: [57]

Ingen reel ligestilling blev nogensinde opnået (...) blandt tyrkerne blev der ved med at være en intens muslimsk følelse, som af og til kunne bryde ud i en åben fanatisme (...). Vigtigere end muligheden for fanatiske udbrud, var dog den medfødte holdning af overlegenhed, som den muslimske tyrker besad. Islam var for ham den sande religion. Kristendommen var kun en delvis åbenbaring af sandheden, som Muhammed til sidst havde åbenbaret fuldt ud; derfor var kristne ikke lige med muslimer i besiddelsen af sandheden. Islam var ikke kun en form for tilbedelse, det var også en måde at leve på. Den bestemte menneskets forhold til mennesket, såvel som til Gud, og var grundlaget for samfundet, for loven og for regeringen. Kristne blev derfor uundgåeligt betragtet som andenklasses borgere i lyset af den religiøse åbenbaring, såvel som af den enkle kendsgerning, at de var blevet erobret af osmannerne. Hele dette muslimske udsyn blev ofte sammenfattet i den fælles betegnelse, gavur (eller kafir), hvilket betyder 'ikke-troende' eller 'vantro', med følelsesmæssige og ganske nedsættende overtoner. At omgås tæt eller på lige fod med en gavur var i bedste fald tvivlsomt. 'Familiær forbindelse med hedninger og vantro er forbudt for islams folk,' sagde Asim, en historiker fra det tidlige 19. århundrede, 'og venligt og intimt samkvem mellem to parter, der forholder sig til hinanden som mørke og lys, er langt fra ønskeligt.' (...) Alene tanken om lighed, især anti-bagvaskelsesklausulen fra 1856, krænkede tyrkernes iboende fornemmelse for tingenes rette orden. 'Nu kan vi ikke kalde en gavur en gavur,' blev det sagt, til tider bittert, til tider som led i en saglig forklaring om, at under den nye ordning kunne den skinbarlige sandhed ikke længere siges åbent. Kunne reformer være acceptable, der forbød at kalde en spade for en spade? (...) Det tyrkiske sind, betinget af århundreders muslimsk og osmannisk overherredømme, var endnu ikke parat til at acceptere nogen form for absolut lighed (...). Osmannisk lighed blev ikke opnået i Tanzimat-perioden [dvs 1839-1876], og heller ikke efter den ungtyrkiske revolution i 1908 ...

Faktisk gav et indflydelsesrigt medlem af den osmanniske Komiteen for Enhed og Fremskridt [ungtyrkerne], sheik Abd-ul-Hack, en 'progressiv' ungtyrker, denne afslørende erklæring i et parisisk muslimsk tidsskrift, (Le Mecherouttiete, redigeret af Sherif Pasha, Paris) i august, 1912: [58]

Ja! Den muslimske religion er i åbent fjendskab til hele jeres verden af fremskridt. Forstå, I europæiske observatører, at en kristen, uanset hvad hans position måtte være, ved den blotte faktum, at han er kristen, af os betragtes som en blind mand, der er uimodtagelig for enhver form for menneskelig værdighed. Vort ræsonnement med hensyn til ham er lige så simpelt, som det er endeligt. Vi siger: Det menneske, hvis dømmekraft er så fordærvet, at han benægter eksistensen af én eneste Gud, og opdigter guder af forskellige slags, kan kun være det mest usle udtryk for menneskelig fornedrelse; at tale med ham ville være en ydmygelse for vores intelligens og en fornærmelse mod storheden af Universets Herre. Tilstedeværelsen af sådanne forbrydere iblandt os er forbandelsen i vore liv; deres lære er en direkte fornærmelse mod renheden af vores tro; kontakt med dem er en besmittelse af vore kroppe; enhver forbindelse med dem er en tortur for vores sjæl. Selvom vi afskyr jer, har vi nedladt os til at studere jeres politiske institutioner og jeres militære organisation. Ud over de nye våben, som forsynet skaffer for os ved jeres mellemkomst, har I selv genantændt vore heroiske martyrers uudslukkelige tro. Vore unge tyrkere, vore nye broderskaber, alle vore sekter, er alle, under forskellige former, inspireret af den samme idé; den samme nødvendighed af at gå fremad. Mod hvilket mål? Kristen civilisation? Aldrig! Islam er den ene store internationale familie. Alle sande troende er brødre. Et følelsens og troens fællesskab binder dem sammen i gensidig hengivenhed. Det er op til kaliffen at lette disse forbindelser og at samle de troende under det præstelige banner.

Overalt i Det Osmanniske Rige, især på Balkan og senere i Anatolien selv, fremkaldte dhimmi-folkenes frigørelsesforsøg voldelige og blodige reaktioner mod disse 'vantro', der vovede at kræve lighed med lokale muslimer. Massakrerne på bulgarerne (i 1876) [59], og de mere omfattende massakrer på armenierne (1894-1896) [60], som kulminerede i et åbent jihad-folkemord mod armenierne under 1. Verdenskrig [61], sammenfatter disse tendenser. Tvungen ophævelse af lovene om dhimmitude krævede en afvikling af det Osmanniske Rige. Dette skete endeligt efter uafhængighedskrigene på Balkan og under den europæiske mandatperiode efter anden 1. Verdenskrig.

Konklusion

Erdogans bestræbelser på yderligere at gen-islamisere Tyrkiet er i fuld overensstemmelse med en tilbagevenden til Tyrkiets osmanniske fortid, som centrum for et imperium, oprettet ved jihad og styret af sharia. Ja, faktisk er både den nuværende Erdogan-administration, og den regering, der blev ledet af den åbenlyst fromme muslim Erbakan for et årti siden, afspejlinger af den fremskredne tilstand af islams "sociopolitiske opvågnen" i Tyrkiet siden 1950-1960, hvor Menderes-regeringen - idet han leflede for muslimske religiøse følelser for at få valgstøtte - genskabte dervish-ordenerne og igangsatte en omfattende kampagne for moské-byggeri. [62] På trods af Frank Gaffneys tilsyneladende manglende evne til at forstå dette kontinuum af relaterede historiske fænomener, deler jeg hans akutte bekymringer. Og i sidste ende er vi enige om, at Tyrkiets forsøg på at blive medlem af EU, bør afvises.

Noter

[53] Edouard Engelhardt, La Turquie et La Tanzimat, 2 Vols., 1882, Paris, Vol. p.111, Vol. 2 p. 171; Engelsk oversættelse i Bat Ye'or. Islam and Dhimmitude— Where Civilizations Collide, Fairleigh Dickinson University Press, 2001, pp. 431—342.
[54] Reports from Her Majesty's Consuls Relating to the Condition of the Christians in Turkey [Rapporter fra Hendes Majestæts konsuler angående tilstanden for de kristne i Tyrkiet], 1867-volume, pp. 5, 29. Se også andre relaterede rapporter fra forskellige konsuler og vicekonsuler i 1860-volume, p. 58; 1867-volume, pp. 4, 5, 6, 14, 15; og 1867-volume, del 2, p. 3 [Alle citeret i Vahakn Dadrian, Kapitel 2, 'The Clash Between Democratic Norms and Theocratic Dogmas', Warrant for Genocide, New Brunswick, New Jersey, Transaction Publishers, pp. 26—27, n. 4]; Se også de omfattende uddrag fra disse rapporter i Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity, pp. 409—433.
[55] Uddrag fra Bulwers rapport er gengivet i Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity, pp. 423—426
[56] Tudor Parfitt, The Jews of Palestine, Suffolk (UK), 1987, Boydell Press, pp. 168, 172—73.
[57] Roderick Davison. 'Turkish Attitudes Concerning Christian—Muslim Equality in the Nineteenth Century' American Historical Review, Vol. 59, pp. 848, 855, 859, 864.
[58] Citeret i Andre Servier. Islam and the Psychology of the Musulman, translated by A. S. Moss—Blundell, London, 1924, pp. 241—42.
[59] Januarius A. MacGahan. The Turkish atrocities in Bulgaria. (reprinted) Geneva, 1976; Yono Mitev. The April Uprising and European Public Opinion, Sofia Press, 1978; Philip Shashko. 'The Bulgarian massacres of 1876 reconsidered: reaction to the April uprising or premeditated attack?' Etudes Balkaniques, 1986, Vol. 22, pp. 18—25.
[60] Vahakn Dadrian. The History of the Armenian Genocide, Providence, Rhode Island: Bergahn Books, 1995, pp. 113—172.
[61] Dadrian, History of the Armenian Genocide, pp. 219—234.
[62] Speros Vryonis, Jr. The Mechanism of Catastrophe—The Turkish Pogrom of September 6—7, 1955, and The Destruction of the Greek Community of Istanbul, New York, Greekworks.com, 2005, p. 555.

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

Oversættelse: Bombadillo