Sufi-grenen af islam har nydt imponerende god presse i Vesten. Udråbt som fredelige mystikere, der opfatter jihad som en åndelig søgen, ikke som noget voldeligt eller ubehageligt, har sufisme tiltrukket sig positiv opmærksomhed og konvertitter fra alle slags vesterlændinge, fra new age’ere i Marin County, Californien, til østkyst intellektuelle. Men sufier er ikke nødvendigvis alle fredselskende, meditative søgere af det guddommelige.

Dannelsen af ”Sheik Abd al-Qadir al-Gilani sufi-jihad eskadronen” i Irak blev for nylig annonceret på jihadist webstedet ”Jihad Unspun”. Al-Gilani (d. 1166), som den er opkaldt efter, var faktisk hanbali sufi.

Sufi jihadister? - hanbali sufi? - er vi ikke længe blevet belært om wahhabismens særlige onder - rodfæstet i den muslimske hanbali retsskole, personificeret ved Ibn Taymiyya (d. 1328) – i modsætning til dens islamiske 'antitese', den mystiske sufismes økumeniske tradition?

Til trods for spekulationerne fra en muslimsk journalist og nykonvertit fra bolsjevisme til sufi-islam, har sufisme siden det 11. århundrede været uløseligt forbundet med muslimsk jihad-krig.

I overensstemmelse med denne forbindelse mellem sufisme og ortodoks islam, har sufier (med glødende iver) støttet jihad-krigens naturlige konsekvens, dhimmi-institutionen, med alle dens undertrykkende og ydmygende bestemmelser for ikke-muslimer. Det er også vigtigt, som modsætning, at gøre opmærksom på det meget spinkle teologiske fundament under den stærkt opreklamerede sufi-idé om den såkaldt 'større' åndelige jihad. Selv den islamofile forsker Reuven Firestone har erkendt den tvivlsomme karakter af den hadith, der angiveligt ligger til grund for denne mulige tolkning af jihad: [1]

"Kilden er sædvanligvis ikke angivet, og den findes ikke i de kanoniske [hadith] samlinger."

Hengivne, oprigtige muslimer, og indflydelsesrige islam-lærde fra det 20. årh. såsom shiitlederen, ayatollah Ruhollah Khomeini (d. 1989), eller den højt begavede sunni-ideolog Sayyid Qutb (d. 1966), har naturligvis hele tiden, i deres skelsættende skrifter og forelæsninger, erkendt det spinkle islamiske grundlag for denne udtænkte sufi-konstruktion, og afvist den blankt. [2]

Men hvad har de vigtigste sufi-teologer og -jurister skrevet om den unikt islamiske institution, jihad-krig, og dens naturlig konsekvens, dhimmitude, fra middelalderen frem til i dag? Og videre - hvilken rolle har fremtrædende sufier eller sufi-bevægelser spillet i forhold til jihad-krig og indførelse af dhimmitude?

Al-Ghazali, middelalder-sufisme, jihad og dhimmitude

Lad os begynde med en skikkelse, der virkelig rager op i den muslimske intellektuelle historie, Al-Ghazali (1058-1111). Han blev født i Tus i Khorasan, nær nutidens Meshed, Iran, og blev en berømt teolog, jurist og mystiker. Al-Ghazali blev først uddannet som jurist, og fortsatte med at interessere sig for retsvidenskab i hele sin karriere. Hans værk, Wadjiz, er dateret til 1101, dvs. til de sidste ti år af hans liv. Den fremtrædende islamforsker W. M. Watt understreger al-Ghazalis muslimske ortodoksi. Watt hævder, at al-Ghazali var … [3]

”... hyldet i både Øst og Vest som den største muslim næst efter Muhammed, og han er på ingen måde uværdig til denne ophøjede position (…). Han bragte ortodoksi og mystik i tættere kontakt (…) teologerne blev mere parate til at acceptere mystikerne som respektable, mens mystikerne blev mere omhyggelige med at holde sig inden for ortodoksiens rammer.”

Al-Ghazali, en sufi ortodoks muslim og tilhænger af shafii-retsskolen, skrev i Wadjiz følgende om jihad-krig og behandlingen af de besejrede ikke-muslimske dhimmier: [4]

”Man skal drage i jihad (dvs. krigslignende plyndringstoger eller overfald) mindst en gang om året (…) man kan bruge katapulter mod dem [ikke-muslimerne], når de er i et fort, selv om der er kvinder og børn iblandt dem. Man kan sætte ild til dem og/eller drukne dem (…). Hvis en person fra ahl al-kitab [Bogens Folk - primært jøder og kristne] er gjort til slave, er hans ægteskab [automatisk] ophævet (…). Man kan hugge deres træer ned (…). Man skal ødelægge deres unyttige bøger. Jihadister kan tage som bytte alt, hvad de beslutter, (…) de kan stjæle så meget mad, de har brug for ...”

”Dhimmien er forpligtet til ikke at omtale Allah eller hans Sendebud (…). Jøder, kristne og majianere skal betale jizya [hovedskat for ikke-muslimer] (…), under betalingen af jizya-skatten, skal dhimmien hænge med hovedet, mens den officielle skatteopkræver tager fat i hans skæg og slår [dhimmien] på knoglen, der stikker frem under hans øre [dvs. underkæben] (…). De er ikke tilladt åbenlyst at vise deres vin eller kirkeklokker (…), deres huse må ikke være højere end muslimernes, uanset hvor lave disse er. Dhimmien må ikke ride på elegante heste eller muldyr; han kan ride på et æsel, men kun hvis sadlen er af træ. Han må ikke gå på den gode side af vejen. De [dhimmierne] skal bære et [identificerende] stykke stof [på deres klædedragt], også kvinder, og [dhimmierne] skal selv i [offentlige] bade (…) tie stille ...”

Sammenlign al-Ghazalis skriverier ovenfor, med de følgende udtalelser fra to senere, fremtrædende hanbali-jurister, Ibn Qudama (d. 1223), og den meget dæmoniserede, Ibn Taymiyya (d.1328). Først Ibn Qudama: [5]

”Lovlig krig (jihad) er en obligatorisk social pligt (fard-kifaya); når en gruppe af muslimer garanterer, at den bliver udført på en tilfredsstillende måde, er de andre fritaget.”

”Jihad bliver en strengt bindende personlig pligt (fard-ain) for alle muslimer, der har ladet sig hverve eller hvis land er blevet [invaderet] af fjenden. Den er kun obligatorisk for frie mænd, der har nået puberteten, er udstyret med fornuft og i stand til at kæmpe. Jihad er den bedste af de overskydende gode gerninger. Abu Huraira fortæller, at ’Profeten, da han blev spurgt, hvad der var den bedste af alle gerninger, svarede: Tro på Allah [og Hans Sendebud]. - Og derefter? - spurgte nogen ham. - Krig for Allahs sag, og derefter en from pilgrimsrejse.' Abu Said beretter også, at Profeten, når de spurgte, hvem der var den bedste af alle mænd, svarede: ’Den, der kæmper for Allahs sag, personligt og med sine ejendele.’ (…) Det er tilladt at overrumple de vantro i ly af natten, at bombardere dem med mangonel [en maskine, som udslynger kasteskyts] og at angribe dem, uden at erklære krig (dua). Profeten angreb Banu Mustaliq uventet, mens deres dyr stadig var ved vandingsstedet; han dræbte de mænd, der kæmpede imod ham og førte børnene væk i fangenskab. Det er forbudt at dræbe børn, vanvittige, kvinder, præster, kraftløse gamle mænd, svagelige, blinde, evnesvage, medmindre de har taget del i kampen.”

“Statens leder afgør skæbnen for de mænd, der er taget til fange; han kan henrette dem, gøre dem til slaver, sætte dem på fri fod mod betaling af løsepenge eller give dem deres frihed som en gave. Han skal vælge den løsning, der er i størst overensstemmelse med muslimerne fælles bedste.”

”Jizya kan kun opkræves fra Bogens Folk (ahl al-kitab) og fra zoroastrianere (magere), der forpligter sig til at betale den og underkaster sig samfundets love. Med Bogens Folk forstås jøderne og dem, der følger Toraens religion, såvel som de kristne og dem, der følger Evangeliets religion. Når Bogens folk eller zoroastrianere beder om at måtte betale jizya og underkaste sig samfundets love, må man imødekomme deres anmodning, og det er så forbudt at bekæmpe dem. Jizya indsamles i begyndelsen af hvert år. Den er fastsat til 48 dirhem for en rig mand, 24 dirhem for en mand med moderate midler og til 12 dirhem for en mand med ringe ejendom. Den kan ikke opkræves fra børn, der ikke har nået puberteten, fra kvinder, hjælpeløse gamle mænd, de syge, blinde, eller slaver, og heller ikke fra fattige mennesker, som ikke er i stand til at betale den. En vantro, underkastet jizya, der konverterer til islam, er fri for denne forpligtelse. Når en vantro dør, er hans arvinger ansvarlige for jizya-betalingen.”

Dernæst Ibn Taymiyya: [6]

”Eftersom lovlig krigsførelse i det væsentlige er jihad, og da dens mål er, at religionen udelukkende skal være Allahs og at Allahs ord skal være øverst, så skal, ifølge alle muslimer, de, der står i vejen for dette mål, bekæmpes. Hvad de mennesker angår, der ikke kan yde modstand eller ikke kan kæmpe, såsom kvinder, børn, munke, ældre, blinde, handicappede og deres lige, så må de ikke dræbes, medmindre de faktisk kæmper med ord (f.eks. ved propaganda) og handlinger (f.eks. ved spionage eller på anden måde bistår ved krigsførelsen).”

”Hvad angår Bogens Folk og zoroastrianere (majus), så skal de bekæmpes, indtil de bliver muslimer eller betaler tribut (jizya) ud af hånden og er blevet ydmyget.”

Enhver fair, objektiv sammenligning må konkludere, at i forhold til hanbali-juristerne Ibn Qudama og Ibn Taymiyya er al-Ghazali mindst lige så krigerisk i sine udtalelser om jihad-krig, og mere fanatisk og undertrykkende i sine retningslinjer for behandlingen af de besejrede ikke-muslimske dhimmier. Desuden resulterede al-Ghazalis synspunkter vedrørende ikke-muslimske dhimmier - som var typiske for de fremherskende skriftlige udtalelser fra muslimske teologer og jurister under abbaside-kalifatet i Baghdad - i håndgribelige episoder af dhimmi-forfølgelse, som det for eksempel er nedfældet af Obadyah Proselytten i dennes samtidige krønike fra Baghdad i 1100 e.Kr.: [7]

”... Kaliffen i Baghdad, al-Muqtadi [1075-1094], havde givet magt til sin vesir, Abu Shuja ... [der] pålagde, at enhver mandlig jøde skulle bære et gult mærke på sin hovedbeklædning. Dette var ét særligt kendetegn til hovedet og det andet var til halsen - et stykke bly af samme vægt som en sølvdinar skulle hænge om halsen på enhver jøde, forsynet med indskriften ’dhimmi’ for at tilkendegive, at jøden måtte betale hovedskat. Jøder skulle også bære bælter omkring livet. Abu Shuja indførte yderligere to tegn for jødiske kvinder. De skulle gå med en sort og en rød sko, og hver kvinde skulle have en lille messingklokke om halsen eller på skoene, som ville ringe og dermed markere adskillelsen mellem jødiske og ikke-jødiske [muslimske] kvinder. Han satte grusomme muslimske mænd til at udspionere jødiske kvinder, for at tynge dem ned med alle former for forbandelser, ydmygelser og chikanerier. Den ikke-jødiske befolkning plejede at håne alle jøder, og pøbelen og deres børn plejede at gennemprygle jøderne i alle Baghdads gader (…). Når en jøde døde, som ikke til fulde havde betalt sin hovedskat [jizya] og var i gæld for et lille eller stort beløb, så gav ikke-jøderne ikke tilladelse til begravelsen før hovedskatten var betalt. Hvis den afdøde ikke efterlod sig noget af værdi, så forlangte ikke-jøderne, at andre jøder, med deres egne penge, skulle indfri den afdødes gæld; ellers [truede] de med at brænde liget.”

Til slut, i overensstemmelse med ånden i al-Ghazalis lære om jihad-krig, blev seldjukkiske og osmanniske jihad-kampagner, der hærgede nabolandet Lilleasien fra det 11. til det 15. årh., anført af bevægelser af 'ghazier’ (fra ordet ghazwa eller 'razzia '), 'troens krigere’, som var samlet under islams banner for at bekæmpe vantro, og skaffe sig bytte. Opmuntret af fromme muslimske teologer – de mest fremtrædende var sufi dervisher - stod disse ghazier i spidsen for både seldjukkiske og osmanniske jihad-erobringer. A. E. Vacalopoulos fremhæver den rolle, som disse dervisher spillede under de osmanniske kampagner: [8]

"... fanatiske dervisher og andre fromme muslimske ledere (...) arbejdede hele tiden hårdt for udbredelsen af islam. Det havde de gjort helt fra begyndelsen af den osmanniske stat og havde spillet en vigtig rolle for konsolideringen og udbredelsen af islam. Disse dervisher var særligt aktive i de ubeboede grænseområder mod øst. Her slog de sig ned med deres familier, tiltrak andre nybyggere og blev dermed de faktiske grundlæggere af helt nye landsbyer, hvor beboerne altid udviste de samme egenskaber af dyb religiøs inderlighed. Fra steder som disse dukkede dervisherne eller deres agenter op for at deltage i nye militære aktiviteter for udvidelsen af den islamiske stat. Til gengæld gav staten dem land og privilegier under generøse betingelser, der kun krævede, at jorden blev dyrket og kommunikationen sikret."

Sufi-ideologer i det præ-moderne Indien

Den sufisme, der blev praktiseret på det indiske subkontinent, var fuldstændig intolerant over for hinduisme, både under det sene Delhi-sultanat og de tidlige mogul-perioder, som det er dokumenteret af K. S. Lal, en fremtrædende indisk islamforsker fra det 20. århundrede. Lal [9] fokuserer på skrifter af den indflydelsesrige sufi-gejstlige Abdul Quddus Gangoh (ca. 1456-1537):

”De muslimske Mushaikh [åndelige sufi-ledere] var lige så opsat på konverteringer som ulama, og, i modsætning til den almindelige opfattelse, i stedet for at optræde venligt over for hinduer, som helgener ville, ønskede også de, at hinduer fik tildelt andenklasses borgerskab, hvis de ikke konverterede. Kun ét eksempel, sheik Abdul Quddus Gangohs, behøver at blive nævnt, fordi han tilhørte Chishtia Silsila, der anses for at være den mest tolerante af alle sufi-grupper. Han skrev breve til sultanerne Sikandar Lodi, Babur og Humayun for at give fornyet styrke til Shariat [sharia] og degradere hinduer til betalere af jordskat og jizya. Til Babur skrev han: ’Forlæng den højeste støtte og beskyttelse til teologer og mystikere (…) at de kan ernæres og understøttes af staten (…). Ingen ikke-muslimer bør gives embede eller beskæftigelse i islams diwan (…). Desuden skal de, i overensstemmelse med principperne i Shariat, udsættes for alle former for nedværdigende og ydmygende behandling. De bør tvinges til at betale jizya (…). De bør ikke have lov til at bære muslimers klædedragt og skal tvinges til at holde deres Kufr [vantro] skjult og ikke udføre deres Kufr-ceremonier åbent og frit (…). De bør ikke have lov til at betragte sig selv som ligestillede med muslimer.’”

Sheik Ahmad Sirhindi (1564-1624) var en fremtrædende sufi-mystiker, som var forbundet med flere sufi-ordener (herunder Naqshbandi-ordenen), og som i høj grad bidrog til genopvækkelsen af ortodoks islam, efter de heterodokse eksperimenter i Akbars regeringstid (1556-1605). Sirhindi offentliggjorde en række skrifter og breve til fremme af sine synspunkter, som fordømte den økumeniske holdning, som Akbar havde udbredt, særligt over for hinduer. Modsat Sirhindis snæversynede opfattelse af hinduer, må hans ad hominem angreb på jøder afspejle et teologisk (dvs. muslimsk) Judenhass [jødehad], da det er usandsynligt, at han skulle have haft nogen direkte kontakt med de ganske små og fjerntliggende jødiske samfund i det præ-moderne Indien.

”Shariat kan fremmes ved sværdet (…). Kufr og islam står i modsætning til hinanden. Fremgang for den ene er kun mulig på bekostning af den anden, og sameksistens mellem disse to modstridende trosretninger er utænkelig (…). Islams ære ligger i krænkelsen af kufr [vantro som trossystem] og kafirer [vantro som mennesker]. Den, der respekterer kafirer, vanærer muslimer. At respektere dem betyder ikke blot at vise dem ære og tildele dem en hædersplads i en given forsamling, men det indebærer også at omgås dem eller vise dem hensyn. De skal holdes ude i arms længde som hunde (…). Hvis verdslige forretninger ikke kan udføres uden dem, så bør der kun oprettes et minimum af kontakt med dem, uden at vise dem fortrolighed. Den højeste islamiske anskuelse gør gældende, at det er bedre at give afkald på denne verdslige forretning, og at ingen forbindelser bør etableres med kafirer (…). Det egentlige formål med at opkræve jizya fra dem [ikke-muslimerne] er at ydmyge dem i en sådan grad, at de, på grund af frygt for jizya, ikke er i stand til at klæde sig godt, og leve i pragt. De bør til stadighed være forfærdede og skælvende. Den er beregnet til at ringeagte dem og opretholde islams ære og magt (…). Ofring af køer i Indien er den ædleste islamiske praksis. Kafirer kan sandsynligvis gå ind på at betale jizya, men de vil aldrig acceptere ofring af køer (…). Henrettelsen af Gobindwals forbandede kafirer [Gobindwal var en sikh, der anførte en opstand mod det undertrykkende muslimske herredømme over hans samfund] er et vigtigt resultat, og er årsag til stor tilbagegang for de forbandede hinduer (…). Uanset hvad der har været motivet til henrettelsen, så er nedværdigelse af kafirer en handling af højeste nåde for muslimer. Før henrettelsen af kafirerne havde jeg set i en vision, at kejseren havde destrueret kronen tilhørende lederen af Shirk [afgudsdyrkelse]. Sandelig, han var anfører for Mushrikerne [afgudsdyrkerne] og kafirernes leder (…). Når som helst en jøde bliver dræbt, er det til fordel for islam.” [10]

Yohanan Friedmann giver denne sammenfattende vurdering af Sirhindis indstilling til hinduer: [11]

”Sirhindi følger op på sin ubetingede forkastelse af hinduistisk tro og praksis med en lige så uforknyt redegørelse for sin holdning til hinduers stilling i Mogul-imperiet. Islams ære kræver ydmygelse af de vantro og deres falske religion. For at nå dette mål, skulle jizyah nådesløst opkræves af dem, og de skulle behandles som hunde. Køer skulle slagtes for at demonstrere islams overherredømme. Udførelsen af dette ritual er i Indien det vigtigste symbol på islamisk dominans. Man skulle afstå fra at have omgang med de vantro, undtagen det var absolut nødvendigt, og selv da behandle dem med foragt. Islam og vantro er to uforenelige modsætninger. Den ene trives på den andens bekostning. Sirhindis dybtliggende had til ikke-muslimer kan bedst illustreres ved hans jubel over henrettelsen i 1606 af Arjun, sikhernes femte guru.”

Shah Aladihlawi Wali-Allah (1703-1762) var teolog, banebrydende persisk oversætter af Koranen, sufi traditionalist og politisk aktivist. Shah Wali-Allahs breve til den afghanske hersker Ahmad Shah Abdali (Durrani) samt til fremtrædende lokale muslimske ledere med indtrængende opfordringer til dem om at samarbejde med Durrani i en jihad-kampagne mod (hindu) Marathaer og Jater, afslører hans vedholdende indsats for at etablere et (om nødvendigt) fremmed og mere militant muslimsk dynasti i Indien. Shah Wali-Allah var således ikke blot en inspiration for Durranis invasioner i 1756-57 og 1760-61, han var også medvirkende i organiseringen af et forbund af muslimske magter imod (hindu) Marathaer i det nordlige Indien.

”Det er blevet klart for mig, at himmeriget har forudbestemt, at kafirer bør tvinges ned i en tilstand af ydmygelse og behandles med fuldstændig foragt. Skulle dette arsenal af majestætisk vælde og uforfærdet mod [Nizam al-Maluk] gøre sig rede til og rette sin opmærksomhed mod en sådan opgave, kan han erobre verden. Troen vil således blive mere udbredt og hans egen magt styrket; en lille indsats vil blive grundigt belønnet. Skulle han intet gøre, vil de [Marathaerne] uvægerligt blive svækket og tilintetgjort gennem himmelske trængsler og i et sådant tilfælde vil han ikke få godskrevet noget (…). Da jeg har fået dette utvetydigt at vide [fra det guddommelige] skriver jeg umiddelbart for at henlede opmærksomheden på den store mulighed, der ligger foran dig. Du bør derfor ikke forsømme udkæmpelsen af jihad (…). Åh konger! Mala a'la opfordrer dig indtrængende til at trække dine sværd og ikke sætte dem tilbage i deres skeder igen, før Allah har adskilt muslimerne fra polyteisterne og de oprørske kafirer og synderne er gjort helt igennem svage og hjælpeløse.”

”I sit testamente til [den efterfølgende kalif] Umar, meddelte [den daværende kalif] Abu Bakr ham, at hvis han frygtede Allah, ville hele verden være bange for ham [Umar]. Vismænd havde erklæret, at verden lignede en skygge. Hvis en mand løb efter sin skygge ville den forfølge ham, og hvis han flygtede fra skyggen ville den stadig forfølge ham. Allah har valgt dig som beskytter af sunni-muslimerne, da der ikke er andre til at udføre denne opgave, og det er afgørende, at du til alle tider betragter din rolle som bindende. Ved at gribe sværdet og ophøje islam og ved at underordne dine egne personlige behov for denne sag, vil du kunne høste uhyre fordele.”

”Vi bønfalder dig [Durrani, en muslimsk hersker] om, i Profetens navn, at udkæmpe en jihad mod de vantro i denne region. Dette vil berettige dig til store belønninger foran Allah den Højeste og dit navn vil blive opført på listen over dem, der kæmpede jihad for Hans skyld. Hvad jordiske gevinster angår, så vil umådeligt bytte falde i hænderne på de islamiske ghazier, og muslimerne vil blive befriet fra deres lænker. Invasionen af Nadir Shah, der knuste muslimerne, gjorde Marathaerne og Jaterne sikre og velstående. Dette resulterede i, at de vantro genvandt deres styrke og de muslimske ledere i Delhi blev reduceret til rene marionetter.”

”Når den sejrende hær ankommer til et område med blandet muslimsk-hinduistisk befolkning, bør den kejserlige garde overføre muslimerne fra deres landsbyer til større byer og samtidig drage omsorg for deres ejendom. Finansiel bistand bør gives af regeringerne til nødlidende og fattige samt sayyider og ulama. Deres generøsitet ville så blive berømt, hvilket ville fremkalde bønner for deres sejr. Hver by ville ivrigt afvente ankomsten af den islamiske hær ('dette mønster på gavmildhed’). Hertil kommer, at hvor der er blot den mindste frygt for muslimsk nederlag, bør den islamiske hær være til stede for at sprede de vantro ud i alle kroge af verden. Jihad bør være deres første prioritet, hvorved de garanterer sikkerheden for enhver muslim.” [12]

S. A. A. Rizvis detaljerede analyse af Shah Wali-Allahs doktrin om jihad konkluderer: [13]

”Ifølge Shah Wali-Allah var kendetegnet på den perfekt gennemførte sharia, at der blev udført jihad. Han sammenlignede muslimers pligter overfor loven med dem, en udvalgt slave har, når han skal give bitter medicin til andre slaver i en husstand. Hvis dette blev gjort med magt, var det helt legitimt, men hvis nogen blandede det med venlighed, var det endnu bedre. Men der var folk, sagde Shahen, som gav efter for deres lavere natur ved at følge deres forfædres religion og ignorere profeten Muhammeds råd og befalinger. Hvis man valgte at forklare islam til den slags mennesker, ville man gøre dem en bjørnetjeneste. Magt, sagde Shahen, var en langt bedre fremgangsmåde - islam skal tvinges ned i halsen på dem ligesom bitter medicin i et barn. Dette var imidlertid kun muligt, hvis lederne af de ikke-muslimske samfund, der ikke accepterede islam, blev dræbt; hvis fællesskabets styrke blev reduceret; hvis deres ejendom blev konfiskeret og en situation blev frembragt som førte til, at deres tilhængere og efterkommere villigt accepterede islam. Shahen talte indtrængende for, at islams universelle herredømme ikke var muligt uden at føre jihad og gribe fat om nældens rod.”

Shia-sufisme og dhimmitude i det moderne Iran

Sultanhussein Tabandeh, en moderne shia sufi-leder, skrev en hel afhandling i 1966, der fordømte forskellige dele af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, der er uforenelige med islamisk lov: A Muslim Commentary on the Universal Declaration of Human Rights. [En muslimsk kommentar til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder]. [14] Ifølge professor Eliz Sanasarian ved University of Southern California, der har analyseret situationen for religiøse mindretal i Den Islamiske Republik, blev Tabandehs bog ”det centrale ideologiske værk, hvorpå den iranske regering (…) baserede sin politik angående ikke-muslimer.” Hans syn på ikke-muslimer, siger Sanasarian, blev gennemført ”næsten ordret i Den Islamiske Republik Iran." [15]

Tabandeh begynder sin diskussion med at lovprise Shah Ismail 1. (1502-1524), den undertrykkende og snæversynede grundlægger af det safavidiske dynasti, [16] som en forkæmper ”for de undertrykte”. Derefter bekræfter han den traditionelle underordning af ikke-muslimer i forhold til muslimer, som er helliggjort af sharia: [17]

”Så hvis [en] muslim begår utroskab, er hans straf 100 piskeslag, barbering af hans hoved og et års forvisning. Men hvis manden ikke er muslim og begår utroskab med en muslimsk kvinde, er hans straf henrettelse (…). Tilsvarende, hvis en muslim forsætligt myrder en anden muslim, falder han ind under loven om gengældelse og skal ved lov dræbes af de nærmest pårørende. Men hvis en ikke-muslim, der dør for en muslims hånd, ved livslang vane har været ikke-muslim, så gælder dødsstraf ikke. I stedet skal den muslimske morder betale en bøde og straffes med piskeslag. Islam betragter ikke-muslimer, som værende på et lavere niveau af tro og overbevisning. Hvis en muslim dræber en ikke-muslim (…) så må hans straf derfor ikke være døden ved gengældelse, da troen og overbevisningen han besidder, er mere ophøjet end den dræbte mands (…). Igen, straffen for en ikke-muslim, der er skyldig i hor med en muslimsk kvinde, er udvidet, fordi han, ud over forbrydelsen mod sædelighed, social pligt og religion, har begået helligbrøde, idet han har vanæret en muslim og derved udvist foragt for muslimer i almindelighed, og derfor må henrettes.”

”Islam og dens folk skal stå over de vantro, og aldrig tillade ikke-muslimer at opnå herredømme over dem. Da ægteskabet mellem en muslimsk kvinde og en vantro mand (i overensstemmelse med verset: ’Mænd er værger for kvinder’) betyder, at hun underordnes en vantro, så gør denne kendsgerning ægteskabet ugyldigt, fordi den ikke overholder de fastsatte betingelser for en gyldig kontrakt. Som suraen (’På prøve’, 60 v. 10) siger: ’... send dem så ikke tilbage til de vantro mænd! De er ikke tilladt for sådanne, og disse er heller ikke tilladt for kvinderne’ (dvs. i ægteskab).”

Sufi-jihad i det præ-moderne og moderne nordlige Kaukasus

Dagestan blev oprindeligt islamiseret i det 7. og 8. århundrede under umayyadernes og abbasidernes arabisk-muslimske jihad-erobringer. Flere århundreder senere blev den muslimske befolkning i det nordlige Kaukasus udvidet gennem en bølge af invasioner af nomadiske, tyrkisk-mongolske stammer fra øst og deres overgang (eller massekonvertering) til islam. [18] Ved midten af det 16. århundrede begyndte russiske kosakker at slå sig ned i det tyndt befolkede tjetjenske lavland (Terek-områderne). Disse russiske bosættere blev undersåtter under Ivan den Grusomme for at opnå beskyttelse mod igangværende plyndringstogter, der udgik fra krimtatarerne og tyrkerne. [19] Det Russiske Imperium avancerede aktivt ind i det nordlige Kaukasus og Transkaukasien i 1781, hvilket udløste den anti-russiske jihad ledet af naqshbandiya-sufien Sheikh Mansur Ushurma. [20] Efter hans destruktion af en hel russiske brigade under slaget ved floden Sunzha i 1785, kaldte Sheikh Mansur ... [21]

”... bjergboerne til hellig krig mod de indtrængende vantro og samlede i nogle år stort set hele Nordkaukasus, fra det tjetjenske område i vest til kumyk-stepperne i øst. Hans appel – i det mindste hvad vi ved om den - lyder meget som appellerne til jihad fra naqshbandiya murshid’er [mestre; ledere af sufi broderskaber] af nyere dato ...”

Fra denne skelsættende jihad sent i det 18. årh., frem til den nuværende periode, har naqshbandiya tariqa’er [broderskaber] spillet en afgørende rolle i forsvaret for og udvidelsen af muslimsk herredømme, stillet overfor indtrængen fra både Zar- og Sovjetrusland. Ved at forvandle ”halvt hedenske bjergboere til strengt ortodokse muslimer”, udvidede naqshbandiya islams herredømme til de animistiske områder i øvre Tjetjenien og det vestlige Kaukasus. [22] De jernhårdt disciplinerede og dedikerede naqshbandiya-tilhængere gjorde desuden en så langvarig, heroisk modstand mod zar-russisk erobring, at Bennigsen og Wimbush ganske troværdigt hævder:

”Det kan siges, at de næsten halvtreds år lange kaukasiske krige [i det 19. årh.] ydede et vigtigt bidrag til zar-imperiets materielle og moralske ruin og fremskyndede Romanov-monarkiets fald.” [23]

Under revolutionsårenes (1917-1921) tragiske vold, der var særlig blodig i det nordøstlige Kaukasus, spillede sufi-broderskaberne, især naqshbandiya, endnu en gang en afgørende rolle. Deres endelige mål for modstanden mod kommunisterne var, i overensstemmelse med forskrifterne for jihad, som er en både defensiv og ekspansionistisk ideologi, ... [24]

”... at genskabe et teokratisk monarki styret af sharia, fordrivelse af russerne, og likvidering af "dårlige muslimer", der havde samarbejdet med de vantro herskere. Det følgende er nogle citater af naqshbandiya-sheiken, Uzun Haji, en af broderskabets ledere: ’Om Allah vil det, vil vi opbygge et sharia-monarki, for i et muslimsk land kan der ikke være en republik. Hvis vi skulle acceptere en republik, ville vi dermed give afkald på kaliffen, som ville føre til afkald på Profeten og endelig til afkald på Allah selv.’ Og noget mere direkte til sagen: ’Jeg fletter et tov til at hænge ingeniører, studerende og i almindelighed alle dem, der skriver fra venstre mod højre.'”

Trods nådesløs forfølgelse gennem hele sovjettiden, som omfattede en massiv, brutal deportationen af over en million nordkaukasiske muslimer til Sibirien og Kasakhstan i februar 1944, indrømmede sovjetiske specialister i anti-islamisk propaganda, at de ikke havde kunnet dæmme op for udbredelsen af sufi-organisationer, der opstod selv efter 2. Verdenskrig, og som var… [25]

”... mere magtfulde og indflydelsesrige end før krigen, sandsynligvis selv før 1917. V. G. Pivovarov, en ledende sovjetisk sociolog, skrev i 1975: ’Mere end halvdelen af de muslimske troende i den Tjetjeno-Ingusjetiske Autonome Republik er medlemmer af et murid [discipel] broderskab'”

I øjeblikket spiller en naqshbandiya sufi-leder, Shamil Basayev, der ser sig selv som efterkommer af legendariske nordkaukasiske naqshbandiya-jihadister fra det 19. årh., som f.eks. hans navnebror Imam Shamil, en central rolle i den igangværende tjetjenske jihad mod den postsovjetiske russiske regering. Basayev, skal det bemærkes, synes ikke blot at nære kalifat-drømme; han orkestrerede den brutale Beslan-massakre på mindst 331 skolebørn i Nordossetien den 3. september 2004.

Konklusion

Sufisme er ikke en ideologisk penicillin (endsige en moderne, effektiv og resistensudviklende terapi) mod, hvad en nykonverteret sufi-muslimsk journalist kalder wahhabismens ”syfilis”. Den meget forkætrede hanbali-jurist, Ibn Taymiyya, er heller ikke et mønstertilfælde på wahhabisme, som i sig selv er dybt og bredt rodfæstet i ortodoks islam. I en meget indlevet, men informeret analyse af sufismen i det tidligere Sovjetunionen, giver Benningsen and Wimbush disse gyldige vurderinger: [26]

”Sufisme er hverken en sekt eller en kættersk eller skismatisk bevægelse; den er en integreret del af ortodoks islam. Vestlige analytikere er tilbøjelige til at miste blikket for denne kendsgerning og hentyder i stedet for ofte til sufismen som et fremmedelement i islam, som noget afvigende … sufismens arv [omfatter] ikke alene dens kulturelle, intellektuelle og mystiske aspekter, men også dens tradition for hellig krig [dvs jihad], symboliseret ved den kaukasiske naqshbandiya …”

Med en bedrøveligt overhørt forudviden (dvs. omkring 1985) – set i lyset af sufi-jihadisten Shamil Basayevs brutale aktioner - gjorde Benningsen og Wimbush videre opmærksom på det afgørende behov for,

“… at begynde at forstå sufi-fænomenet i Sovjetunionen før begivenhederne tvinger os til at famle efter forklaringer.” [27]

Gennem det 20. årh., og også i dag, har sufi-ideologer og –massebevægelser (især naqshbandiya) været engageret i defensive/offensive jihad-kampagner beregnet på, ikke alene at uddrive virkelige (eller indbildte) ”kolonimagter”, men også at skabe overnationale (regionale) sharia-stater, eller et utilsløret kalifat (dvs. en forenet global sharia-stat). Det genindførte shiitiske teokrati i Iran, hvis moderne sharia-baserede dhimmitude-system blev udformet af en ledende sufi, Sultanhussein Tabandeh, er et tankevækkende eksempel på hvad ”sufi-økumenisme” overfor ikke-muslimer betyder i praksis.

Den førnævnte muslimske journalist skriver hagiografisk om “sufismens oplyste traditioner”, som han hævder ”understreger (…) respekten for alle troende, hvad enten de er muslimer, kristne, jøder, hinduer, buddhister eller andet,” og som ”forpligter til gensidig høflighed, samspil og samarbejde mellem troende, uanset hvilken sekt de tilhører.” Derved ignorerer han alle kendsgerningerne, der er præsenteret her, om den levende arv efter sufi-jihad og dhimmitude. Uanset om hans vildledende karakteriseringer er bevidst uærlige eller blot et resultat af grov uvidenhed, så er deres virkning opløsende i en tid, hvor global jihad fortsat er den mest dybtgående trussel mod eksistensen af frie og åbne samfund.

Noter

[1] Reuven Firestone. Jihad—The Origin of Holy War in Islam, Oxford University Press, 1999, pp. 139—140, note 19.

[2] Ayatollah Ruhollah Khomeini. "Islam is not a Religion of Pacifists (1942)" [dansk oversættelse: Islam er ikke en religion for pacifister], "Speech at Feyziyeh Theological School (August 24, 1979)", og "On the Nature of the Islamic State (8. september 1979)", Engelsk oversættelse i Barry Rubin og Judith Colp Rubin, Anti—American Terrorism and the Middle East, Oxford, Oxford University Press, 2002, pp. 29, 32—36.; Sayyid Qutb. Milestones, kapitel 4, "Jihaad in the cause of God", Cedar Rapids, Iowa, The Mother Mosque Foundation, 1993, pp. 53—76.

[3] W. M. Watt. [Oversætter]. The Faith and Practice of Al—Ghazali, Oxford, England, 1953, p. 13.

[4] Al-Ghazali (d. 1111). Kitab al—Wagiz fi fiqh madhab al—imam al—Safi'i, Beirut, 1979, pp. 186, 190—91; 199—200; 202—203. [Engelsk oversættelse af Dr. Michael Schub.]

[5] Ibn Qudama. Le précis de droit d'Ibn Qudama, jurisconsulte musulman d'École hanbalite né á Jérusalem en 541/1146, mort á Damas en 620/1223, (Livre XX— 'La Guerre Legale'), oversat fra arabisk til fransk af Henri Laoust, Beyrouth (Beirut), 1950, pp. 273—276, 281. ['Legal War', kapitel 20, The Summary of Law by Ibn Qudama]. Engelsk oversættelse af Michael J. Miller.

[6] Ibn Taymiyya, fra al—Siyasa al—shariyya, oversat af Rudolph Peters i Jihad in classical and modern Islam, Princeton, NJ, Markus Wiener, 1996, pp. 44—54. [Dansk udgave: Jihad i klassisk og moderne islam, Forlaget Vandkunsten, 2004]

[7] A. Scheiber. 'The Origins of Obadyah, the Norman Proselyte', Journal of Jewish Studies (Oxford), Vol. 5, 1954, p. 37. Obadyah Proselytten blev født i Oppido (Lucano, Syditalien). Han blev præst og konverterede senere (omkring år 1102) til jødedommen. Han levede i Konstantinopel, Baghdad, Aleppo og Ægypten.

[8] A. E. Vacalopoulos. Origins of the Greek Nation— 1204—1461 The Byzantine Period, Rutgers University Press, 1970, p. 66.

[9] K. S. Lal. The Legacy of Muslim Rule in India, New Delhi, Aditya Prakashan, 1992, p. 237

[10] Saiyid Athar Abbas Rizvi, Muslim revivalist movements in northern India in the sixteenth and seventeenth centuries. Agra, Lucknow: Agra University, Balkrishna Book Co, 1965, pp. 247—50; Yohanan Friedmann, Shaykh Ahmad Sirhindi: an outline of his thought and a study of his image in the eyes of posterity. Montreal, McGill University, Institute of Islamic Studies, 1971, p. 74.

[11] Friedmann. Shaykh Ahmad Sirhindi: an outline of his thought.

[12] Saiyid Athar Abbas Rizvi. Shah Wali—Allah and his times. Canberra, Australia, Ma'rifat Publishing House, 1980, pp. 294—296, 299, 301, 305.

[13] Rizvi. Shah Wali—Allah and his times, pp. 285—286.

[14] Sultanhussein Tabandeh. A Muslim Commentary on the Universal Declaration of Human Rights, Engelsk oversættelse af F. J. Goulding, London, 1970.

[15] Eliz Sanasarian. Religious Minorities in Iran, Cambridge University Press, 2000, pp. 25, 173, fodnote.

[16] Tome Pires, Suma Oriental (1512—1515) Haklyut Society Publications, Vol. I (London, 1944), p. 27.; Raphael du Mans, Estat de la Perse, 1660, ed. Schefer (Paris, 1890), pp. 193—194; citeret i W. J. Fischel, 'The Jews in Medieval Iran from the 16th to the 18th centuries: Political, Economic, and Communal aspects', Irano-Judaica, Jerusalem, 1982, p. 266; C. N. Seddon (oversætter), A Chronicle of the Early Safawis [Being the Ahsanu't—Tawarikh of Hasan—i—Rumlu], 1934, Vol. II, p. xiv.

[17] Tabandeh, A Muslim Commentary on the Universal Declaration of Human Rights, pp. 4, 17-19, 37

[18] Atlas of Islamic history, compiled by Harry W. Hazard; maps executed by H. Lester Cooke, Jr., and J. McA. Smiley. Princeton, N.J., Princeton University Press, 1951, pp. 6,8,10,18,22,24.

[19] Y. V. Nikolaev. The Chechen Tragedy. Mineola, NY, Nova Science Publishers, 1996, p. 7.

[20] Nikolaev. The Chechen Tragedy, s. 7; A. Bennigsen, S. E. Wimbush. Mystics and Commisars. Sufism in the Soviet Union. Berkeley, CA: University of California Press, 1985, p. 18.

[21] Bennigsen og Wimbush. Mystics and Commisars, p. 18.

[22] Bennigsen og Wimbush. Mystics and Commisars, p. 19.

[23] Bennigsen og Wimbush. Mystics and Commisars, p. 19.

[24] Bennigsen og Wimbush. Mystics and Commisars, p. 24.

[25] Bennigsen og Wimbush. Mystics and Commisars, p. 31.

[26] Bennigsen og Wimbush. Mystics and Commisars, pp. 4,159.

[27] Bennigsen og Wimbush. Mystics and Commisars, p. 164.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo