Professor John David Lewis har i en nylig analyse - dedikeret til den afdøde general Paul Tibbets (d. 11/1/07), chef for B-29 Enola Gay, der bombede Hiroshima - beskrevet, hvordan de slagne japanere reformerede deres nation, dramatisk, "under streng amerikansk vejledning." Central i denne proces var en komplet delegitimisering og afvikling af Japans religiøst-politiske statsreligion, shintoismen, i den form den fik efter Meiji-restaurationen (1868).

Disse smertefulde reformer af japansk shintoisme inkluderede fjernelsen af den stats-shintoistiske militarisme og dens indoktrinering i japanske skoler, samtidig med indførelsen af en garanti for ægte religionsfrihed - herunder udøvelse af shintoisme som en privat, afmilitariseret og afpolitiseret personlig tro. Dette skete under ledelse af den øverstbefalende for de allierede magter, først og fremmest general Douglas MacArthur.

Lederen af det amerikanske udenrigsministeriums afdeling for fjernøstlige anliggender, John Carter Vincent, belyste denne politik, som hele tiden var bevidst om farerne ved stats-shinto, men ikke desto mindre garanterede den private udøvelse af shinto. Vincents synspunkter blev citeret i det følgende oktober-1945-telegram, sendt af den amerikanske udenrigsminister James Byrnes til general Douglas MacArthur, der fastlagde de grundlæggende amerikanske politiske mål i forhold til shintoismen, og samtidig præciserede for MacArthur og hans underordnede, de grundlæggende principper for at nå disse mål:

Shintoisme, for så vidt det er en religion for individuelle japanere, skal vi ikke blande os i. Men shintoisme, for så vidt den er styret af den japanske regering, og er en foranstaltning, der håndhæves ovenfra af regeringen, skal vi gøre op med. Folk skal ikke kunne beskattes til støtte for national-shinto og der bliver ikke plads til shintoisme i skolerne. Shintoisme som en statsreligion - dvs. national-shinto - skal forsvinde (...). Vores politik desangående rækker ud over shinto (...). Udbredelsen af japansk militaristisk og ultra-nationalistisk ideologi i enhver form, skal fuldstændig undertrykkes. Og den japanske regering vil blive forpligtet til at ophøre med finansiel og anden støtte til shinto-foretagener.

Umiddelbart herefter blev direktiver udstedt, der lukkede forskellige uddannelsesmæssige programmer til indoktrinering af eleverne i shintoisme og afskedigede deres lærere. Lærebøger blev omskrevet, og de studerendes uddannelse indrettet efter at understrege "betydningen af at udfordre dogmer, og danne egne meninger." Som John Lewis bemærker: Da Theodore Geisel - Dr. Seuss - besøgte Japan blot 8 år efter den japanske overgivelse og indførelsen af disse uddannelsesmæssige reformprogrammer, og bad eleverne om at tegne billeder af, hvad de ønskede at være, når de blev voksne ...

... tegnede børnene hundredvis af billeder af læger, statsmænd, lærere, sygeplejersker og selv brydere. Kun én af eleverne ønskede at blive soldat, og han ønskede at blive General MacArthur. Disse børns værdier var allerede meget anderledes end deres forældres et årti tidligere, da japaneren drømte om at dø på slagmarken for en kejser-gud.

Tres år senere er erfaringerne fra tiden med den japanske genopbygning blevet totalt ignoreret, efter de amerikansk-ledede militære interventioner i Afghanistan, nu efter Taleban-regimet ledet af Karzai, og Irak, efter afsættelsen af Saddam Hussein. Faktisk er det paradigme, der efter 2. Verdenskrig brugtes til at neutralisere Japans krigeriske, religiøst-politiske trosbekendelse, shintoisme, blevet vendt på hovedet med hensyn til islam og dens teokratiske islamiske lov, sharia, der er gennemsyret af jihad og helt i modstrid med moderne menneskerettighedstænkning.

I 1955 identificerede Joseph Schacht, vel nok det 20. århundredes største lærde i islamisk lov, de stadig uløste problemer med de begyndende, moderne islamiske reformbestræbelser. Schacht bemærkede hvordan ...

... idéen om religiøs lov - den opfattelse, at lovgivning, såvel som andre menneskelige relationer, skal styres af religion - er blevet en væsentlig del af det islamiske livssyn. Det samme gælder i øvrigt for politik, og endda for økonomi; det forklarer det nylige forsøg på at holde en islamisk økonomisk kongres i Pakistan. Fordi de ikke kan se problemet i øjnene, fordi de mangler historisk forståelse for dannelsen af muhamedansk religiøs lov, fordi de ikke kan træffe en afgørelse om, hvad lovgivning er - ikke bedre end deres forgængere kunne i den tidlige abbasidiske periode [som begyndte 750 e.Kr.] - kan modernisterne ikke komme væk fra en forskræmt, halvhjertet og i det væsentlige selvmodsigende position.

Og Schacht konkluderer, "Det virkelige problem findes på det religiøse og ikke på det teknisk juridiske niveau."

Men på trods af Schachts bemærkninger, og den gennemprøvede, konkrete succes af reformerne i Japan efter 2. Verdenskrig, er den tidligere intellektuelle ærlighed angående shinto blevet erstattet, på nuværende tidspunkt, af en krysteragtig, politisk korrekt uvidenhed om islam, både i Afghanistan og Irak. Derfor blev der, som forfægtet af en amerikansk grønskolling af en pseudo-skolastisk apologet for islamisk sharia, der prædikede "islamisk demokrati," udformet sharia-kompatible afghanske og irakiske forfatninger (hvilke selvfølgelig blev lovprist af denne samme "lærde" her, og her).

De tragiske konsekvenser af denne uinformerede og farlige kulturrelativisme, nedfældet som "lov," blev, endnu en gang, lysende klare i Afghanistan i sidste uge. Pervez Kambakhsh, en 23-årig afghansk journalist, blev for nylig dømt for "blasfemi" - i overensstemmelse med klassisk islamisk lov - for at have downloadet og distribueret en artikel, der "fornærmer" islam. Nu har det afghanske senat udsendt en erklæring om sagen - underskrevet af dets leder, Sibghatullah Mojaddedi, en kendt allieret af præsident Hamid Karzai - der godkender den dødsdom, der er blev fældet over Kambaksh - også i fuld overensstemmelse med sharia - ved en bydomstol i Mazar-e-Sharif.

Selvom det ikke gjaldt overalt, blev en almindelig offentlig holdning til støtte for denne sharia-dom udtrykt af afghanere på tværs af alle aldersklasser. Abdul Wasi Tokhi, en 18-årig studerende ved Det Amerikanske Universitet i Kabul, argumenterede for en hurtig henrettelse og sagde: "Den fyr skal hænges. Han gjorde grin med islams regler og forskrifter. Han gjorde grin med profeten Muhammed, fred være med ham. Man kan ikke kritisere noget princip, der er godkendt af sharia. Det er Profetens ord." Og Qari Imam Bakhsh, en muslimsk gejstlig, tilsluttede sig og sagde: "Jeg tror ikke, han er muslim. En muslim ville ikke begå den slags fejl. Han bør straffes, så andre kan lære af ham."

To år før, i marts 2006, stod Abdul Rahman ligeledes over for døden i hænderne på vores afghanske allierede - med støtte i befolkningen - for den "forbrydelse" at konvertere til kristendommen. Denne skæbne var ikke en tilfældighed, ikke en brutal afghansk variant af den "tolerante" islam. Døden for frafald er en integreret del af islamisk skrift og tradition, kodificeret i sharia. Da Afghanistans førende gejstlige godkendte Rahmans død, stod de på sikker grund. Således - på trods af appeller fra verdens ledere, herunder paven, og selvom Rahman syntes at have fået "dispensation" af Karzai-regeringen - for "mental sundhed" eller af andre grunde, så er og bliver han uheldigvis skyldig ifølge afghanske religiøse ledere og sharia. I sidste ende måtte Abdul Rahman i hemmelighed transporteres ud af Afghanistan og gives asyl i Italien.

Uanset den klare taktiske succes af den meget opreklamerede 2007-kampagne - hvis Irak fortsætter sin tilsyneladende ubønhørlige udvikling i retning af en sharia-stat ["islamisk stat ved folkets vilje" i populær islamisk jargon], vil det hverken blive en "fri nation" eller "en stærk allieret i krigen mod terror."

Det måske tidligste, mest foruroligende tegn på, at tingene går skævt i Iraks march mod "frihed," var allerede tydeligt i februar 2004: Den midlertidige irakiske regerings afvisning af at tillade Iraks gamle, historisk undertrykte (ofte brutalt undertrykte) jøder at vende tilbage i kølvandet på 2003-befrielsen. Udskillelsen af jøderne blev vedtaget uden indsigelse, med undtagelse af en enlig assyrisk kristen repræsentant i den midlertidige regering, som meget vel vidste, hvad en sådan fanatisme indvarslede: Undertrykkelsen og den deraf følgende udvandring af det assyriske samfund - hvilket er, hvad der er sket.

Selvom han er meget feteret, så er og bliver Iraks storayatollah Sistani en tilbageerobrende shiamuslimsk præst, der tror på najis - et af de mere foragtelige troselementer indenfor alle former for islam - som sætter hæslige restriktioner for ikke-muslimske "vantro" på grund af deres formodede fysiske og åndelige "urenhed" [Jeg har skrevet om najis her, her og her]. Sistani "ønsker" også, at sharia skal indføres i Irak. Som et resultat har Sistani-støttende kvinder i det irakiske parlament fremlagt hans undertrykkende dagsorden. (Fra Times of London: "Iraks magtfulde kvinder, der tolererer hustruvold og fremmer polygami"):

Som en troende shia-muslim og en af 89 kvinder med sæde i det nye parlament ved hun, hvad hendes første prioritet er dér: At indføre islamisk lov. Da Dr. Ubaedey indtog sin plads ved sidste uges [marts 2005] åbningssamling, fandt hun sig selv som del af en stadig mere magtfuld gruppe religiøse kvindelige politikere, der søger at ophæve gamle love, der giver kvinder nogle af de samme rettigheder som mænd, og erstatte dem med sharia, islams guddommelige lov.

Og da Sistani udsendte denne fatwa om homofile på sin hjemmeside (se nedenfor), udløste han en bølge af homofobe drab udført af statslige sikkerhedstjenester og shiitiske religiøse militser:

Sp: Hvad er dommen over sodomi og lesbianisme?
Sv: "Forbudt. De involverede i handlingen bør straffes. Faktisk bør sodomitter [bøsser, o.a.] dræbes på den værst tænkelige måde," [eftertryk tilføjet]

Den konservative politolog og tidligere universitetspræsident, John Agresto skrev en gribende og sympatisk, men brutalt ærlig erindring om de 9-måneder (september 2003 til juni 2004), han tilbragte i Irak, hvor han arbejdede som daværende ambassadør Paul Bremers seniorrådgiver for det irakiske ministerium for højere uddannelse og videnskabelig forskning. Agresto, der havde direkte kontakt med Sistani, var forblevet "mere skeptisk over for ayatollah al-Sistani og hans fæller end så mange af mine kolleger i koalitionen." Han fremhæver en forbløffende kendsgerning om Sistani, der har fået ringe opmærksomhed, eller er blevet sparsomt kommenteret, i lyset af de legitime bekymringer over for stor iransk indflydelse på Iraks anliggender:

Ayatollah Sistani er (...) iransk af fødsel, iransk af religiøs uddannelse - han bevarer stadig sit iranske statsborgerskab i stedet for at acceptere irakisk statsborgerskab.

Men Agrestos mere umiddelbare og håndgribelige problemer med Sistani kommer af ayatollahens dybt rodfæstede islamiske religiøse fanatisme, og hans uliberale, teokratiske vision for styringen af det irakiske samfund.

Jeg tror ikke, at partier der kræver, at al offentlig lovgivningen skal være baseret på islamisk lov, som fortolket af shiitiske imamer, er liberale. Jeg tror ikke, at en religiøs leder, der har nægtet, blot en enkelt gang, at mødes med ambassadør Bremer, eller nogen amerikaner, men gladeligt mødes med alle anti-amerikanske modstandere og kriminelle, fra Muqtada al-Sadr til Ahmed Chalabi, er en "moderat". Jeg tror ikke, at den samme Sistani, der fordømte den foreløbige irakiske forfatning, fordi den beskyttede kurdernes rettigheder og sikrede ejendomsret til jøder, bør opfattes som så frygtelig tolerant. Ja, den allerførste gang, i alle mine måneder dér, jeg hørte et anti-semitisk udfald, kom det fra storayatollahen.

Agresto beklager, at bekvemme, men opløsende vrangforestillinger om Sistani og "irakisk demokrati" fastholdes, på trods af tydelige beviser på det modsatte

Vi insisterede på, at ayatollah Sistani helt sikkert var en "moderat" og en ven af borgerlig og religiøs frihed på trods af alle de hårde beviser på det modsatte. Lad mig gentage mine tidligere observationer og forudsigelser: Ayatollah Sistani er en islamist, besluttet på at oprette et teokrati, som ikke er meget anderledes end det, der findes i Iran. Han er en åben antisemit og en ikke alt for diskret antikristen. Han kastede sin støtte bag demokratiske valg, fordi de var smarte redskaber til indførelse af religiøs autoritet over hele Irak. Han er heller ikke den eneste, ikke en gang den værste, kun den mest fremtrædende. Og skønt jeg mener, at beviserne er lige så klare her som i tilfældet med [Ahmad] Chalabi, så ser vi kun, hvad vi ønsker at se, ikke hvad der er synligt. I vort religiøse liv kan håb meget vel være en dyd - men i udenrigspolitikken er det oftere en synd, en fristelse til forsætlig blindhed.

Og i denne måned blev der, i det irakiske Kurdistan – der er fremhævet som en succesrig model for regional islamisk mådehold, tilmed sekularisering - stillet flere beviser for den genopdukkende, undertrykkende sharia til skue. En domstol i Halabja (hvor Saddam Husseins håndlangere gassede tusindvis af kurdiske civile i 1988, 15 år før Operation Iraqi Freedom), idømte en kurdisk forfatter in absentia til seks måneders fængsel for blasfemi. Forfatteren, Mariwan Halabjaee, blev beskyldt for at have skrevet i en bog, at Muhammed havde 19 koner, giftede sig med en 9-årig, da han var 54, og deltog i mord og voldtægt - hvilket altsammen kan bekræftes af "sira," de autoritative, tidligste fromme muslimske biografier over hans liv (som denne, af Ibn Ishaq/Ibn Hisham). Fra sit asyl i Norge siger Halabjee, at en fatwa, der opfordrer til hans død, medmindre han beder om tilgivelse, også er udstedt.

Endelig har vi ignoreret, til fare for os selv, at i sommeren 2006, under kampene mellem Israel og den shiamuslimske jihad terrororganisation (og iransk stedfortræder) Hizbollah, var Bagdad skueplads for den største pro-Hizbollah demonstration i Mellemøsten. Dette foruroligende, skønt forudsigelige, folkelige udtryk for irakiske shiitiske følelser bliver nu overgået af en åbenlys politisk alliance mellem den irakiske regering og det iranske shiitiske præstestyre, som fortsat udgør langt alvorligere fare.

Præsident Bushs State of the Union-retorik (28. jan. 2008), om "mænd og kvinder, som er frie," i Afghanistans (og Iraks) "unge demokrati" - hvilket er uden forbindelse med de seneste blasfemi-sager, som grafisk illustrerer den manglende trosfrihed i de sharia-baserede muslimske samfund - minder uhyggeligt om den samme malplacerede optimisme, der blev udtrykt for over 70 år siden af den britiske arabist S. A. Morrison. Trods store ofrer af britisk blod og rigdom, mere end et årtis militær besættelse, og selv efter de assyriske massakrer (begået af arabiske og kurdiske muslimer) i 1933-34 efter Storbritanniens tilbagetrækning, skrev Morrison (i “Religious Liberty in Iraq”, Moslem World, 1935, p. 128):

Irak bevæger sig støt frem mod den moderne opfattelse af staten, der har ét retsligt og administrativt system, upåvirket af religiøse eller nationale overvejelser. Millet-systemet [dvs. osmannisk dhimmitude - ikke afspejlet i denne eufemisme] overlever stadig, men dets anvendelsesområde er absolut begrænset. Selv den assyriske tragedie i 1933 ryster ikke vores tro på det væsentlige fremskridt, der er gjort. Regeringen bestræber sig på trofast at virkeliggøre de tilsagn, den har givet, selv når disse er i direkte modstrid med de længe værdsatte bestemmelser i sharialoven. Men det er ikke let; det kan ikke være let, det ligger i selve sagens natur, for almindelige mennesker hurtigt at omstille deres sind til den nye retlige situation, og at udrydde fra deres livssyn resultaterne af et system, der har været gældende i mange århundreder, og som indebærer islams overhøjhed i forhold til ikke-muslimske minoritetsgrupper. De juridiske garantier for frihed og lighed udgør det mål som landet bevæger sig imod, snarere end at være udtryk for de nuværende tanker og ønsker i befolkningen. Bevægelsen er dog i den rigtige retning, og det kan alligevel vise sig muligt for islam at frigøre religiøs tro fra politisk status og privilegier.

Mere end syv årtier senere, er målene for ægte "frihed og lighed" for Irak og Afghanistan stadig lige så flygtige. Efter at endnu en vestlig magt har ofret store mængder blod og rigdom for at fremme deres befrielse, synes de politisk-religiøse ledere i begge muslimske nationer, at være mere tilbøjelige til at fortsætte med at fremme sharia-despoti, frem for liberalt demokrati.

Vi har en moralsk forpligtelse til at modsætte os sharia, som er i modstrid med centrale overbevisninger, for hvilke hundredtusinder af modige amerikanere har givet deres liv, herunder angiveligt over 4000 nu, i Irak og Afghanistan. Der har aldrig været en sharia-stat i historien, der ikke har diskrimineret (ofte voldeligt) mod ikke-muslimer (og muslimske kvinder) i områder under dens herredømme. Desuden har sådanne stater altid prædiket (startende med muslimske børn) den aggressive jihad-ideologi, som fører til røveriske jihad-razziaer mod tilstødende "vantro" landområder - selv når nogle af disse "vantro" betragter sig selv muslimer, for ikke at tale om de vantro, der er klart ikke-muslimer. Dette er den ultimative fare, og geopolitiske absurditet, ved en politik, der ignorerer eller hvidvasker grundlæggende islamisk doktrin og historie, mens den uforvarende (måske for 2. gang), gør disse samfund "sikre for sharia."

Amerikanske politiske eliter skal bruge den indflydelse, vi stadig har, give agt på den ignorerede lære, vi kan drage af den japanske erfaring, og tilskynde de "unge demokratier" i Afghanistan og Irak til at sige sayonara [farvel] til sharia, hvis vores mål er at være fødselshjælper for sande liberale demokratier, og ikke yderligere to uliberale sharia-stater.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo