En dokumentarfilms skadelige og skamløse løgne.

"Muhammed: En profets arv" - den fromme, renskurede præsentation af Muhammeds liv, der for nylig blev sendt på netværket, Public Broadcasting Station (PBS) - indeholdt en diskussion af massakren på banu Qurayza, en jødisk stamme i Medina. Denne brutale massakre blev retfærdiggjort i PBS-filmen ved hjælp af en stærkt redigeret sammensmeltning af apologeter og apologier. På den ledsagende hjemmeside blev der desuden henvist til en - vitterlig absurd - moderne muslimsk fortolkning (Muhammad Hamidullah, Muslim Conduct of State, Lahore, 1961, §443), der foreslog, at det grusomme resultat var en følge af anvendelsen af passager fra Femte Mosebog. Det er afgørende, at muslimer og ikke-muslimer alvorligt overvejer konsekvenserne af uden videre at acceptere den undskyldende PBS-"analyse" af denne massakre.

Der har etableret sig en samstemmende muslimsk udlægning af Qurayza-massakren, der bygger på materiale overbragt af klassiske muslimske lærde i hadith (udtalelser af Muhammed), Muhammeds biografer (især Ibn Ishaq), jurister og historikere. Denne fortælling kan sammenfattes som følger: Efter at de angiveligt skulle have hjulpet en militær styrke bestående af Muhammeds fjender i strid med en forudgående pagt, blev Qurayza efterfølgende isoleret og belejret. To gange tilbød Qurayza at overgive sig, forlade deres højborg, og efterlade deres jord og ejendom. I første omgang bad de om at måtte medtage én kamel læsset med ejendele pr. person, men da Muhammed afviste denne anmodning, bad Qurayza at få lov til at drage bort uden ejendom, kun med deres familier. Men Muhammed insisterede på, at Qurayza skulle overgive sig betingelsesløst og underkaste sig hans dom. Tvunget til at overgive sig, blev Qurayza ført til Medina. Mændene, med bagbundne hænder, blev anbragt i én gårdsplads, mens kvinder og børn siges at være blevet anbragt i en anden. En tredje (og sidste) appel om mildhed mod Qurayza blev rettet til Muhammed af deres stamme-allierede Aus. Muhammed afslog igen, og i stedet udnævnte han som dommer Sa'd Mu'adh fra Aus, der snart afgav sin kortfattede dom: Mændene skulle henrettes, kvinder og børn skulle sælges som slaver og byttet skulle fordeles mellem muslimerne.

Muhammed stadfæstede dommen og sagde, at Sa'd's dekret var et dekret af Allah, udtalt fra over de syv himle. Mellem 600 og 900 mænd fra Qurayza blev således på Muhammeds ordre ført til markedspladsen i Medina. Grave blev gravet, og mændene blev halshugget, og deres halshuggede lig begravet i gravene, mens Muhammed så til blandt tilskuerne. Unge af hankøn, der ikke havde nået puberteten, blev skånet. Kvinder og børn blev solgt til slaveri, en del af dem blev fordelt som gaver blandt Muhammeds fæller. Ifølge Muhammeds biograf Ibn Ishaq, valgte Muhammed en af Qurayza-kvinderne (Rayhana) for sig selv. Qurayzas besiddelser og andre ejendele (herunder våben) blev også delt op som ekstra "bytte" blandt muslimerne.

Disse begivenheder er blevet dokumenteret og fortolket af både muslimske og ikke-muslimske lærde. Ifølge forskeren M. J. Kister (Jerusalem Studies in Arabic and Islam. Vol. 8: p. 69, [1986]), karakteriserede al-Mawardi (d. 1072 C.E.), den fremtrædende muslimske jurist fra Bagdad, nedslagtningen af Qurayza som en religiøs pligt, der påhvilede Muhammed. Professor Kister citerer al-Mawardi som følger: "... det var ikke tilladt (for Muhammed) at tilgive (i tilfælde af) påbud fra Allah, der var pålagt dem; han kunne kun tilgive (overtrædelser) i sager angående hans egen person." Den tanke, at denne nedslagtning var sanktioneret af Allah, som åbenbaret til Muhammed, afspejler sig, ifølge Kister, i "... det nuværende (fra 1986) sunnitiske syn på slagtningen af banu Qurayza." Dette er fortsat det ortodokse sunnitiske syn på behandlingen af sådanne fanger, som det kommer til udtryk i den nuværende version af Reliance of the Traveller: A Classic Manual of Islamic Sacred Law fra al-Azhar universitet i Cairo. Derfor er det bizart at foreslå (som det skete på PBS-hjemmesiden for KQED-stationen), at "Femte Mosebog" eller nogen anden "hellig" lov end den (spirende) muslimske lov blev anvendt til at afgøre skæbnen for Qurayza.

I umiddelbar forlængelse af massakren, fik muslimerne betydelig gavn af Qurayzas værdier, som de tog som krigsbytte. Den erhvervede jord og ejendom hjalp muslimerne til at opnå økonomisk uafhængighed. Den militære styrke af det muslimske samfund i Medina voksede på grund af de våben, der blev taget, samt det faktum, at tilfangetagne kvinder og børn, taget som slaver, blev solgt for heste og flere våben, hvilket lettede udvidelsen af de muslimske væbnede styrker for yderligere erobringer. Omvendt - den jødiske stamme, Qurayza, ophørte med at eksistere.

Den renskurede PBS-beretning om denne massakre udelader følgende oplysninger, som konsekvent er nedfældet i de muslimske kilder: Dommeren (Sa'd Mu'adh) blev udpeget af Muhammed selv; Muhammed overværede personligt de rædselsvækkende henrettelser; Muhammed tog som kone en kvinde (Rayhana), der tidligere var gift med en af de slagtede Qurayza-ledere; de betydelige materielle fordele (dvs. ejendom, indtægter fra salget af slaver), der tilfaldt muslimerne som følge af massakren; udryddelsen af Qurayza. Men langt mere foruroligende er de afsluttende fortæller-kommentarer af Karen Armstrong og M. Cherif Bassiouni. Armstrong, fyldt til randen af hendes berygtede apologetiske nidkærhed, har den dristighed at påstå: "... (massakren) kan ikke ses som anti-semitisme (...) Muhammed havde intet imod det jødiske folk (...) eller den jødiske religion. Koranen fortæller hele tiden muslimer, at de skal ære Bogens Folk."

I skarp kontrast hertil, opsummerer en seriøs, respekteret forsker i antisemitisme, professor Robert Wistrich, Koranens samlede billede af jøder som følger:

"… der er nogle bemærkelsesværdigt barske passager, hvor Muhammed stempler jøderne som fjender af islam og skildrer dem som havende en ondsindet, oprørsk ånd. Der er også vers, der taler om deres berettigede fornedrelse og fattigdom, om jøderne som ’... tynget af Allahs vrede ...' for deres ulydighed. De skulle ydmyges ’… for de troede ikke på Allahs tegn og de slog med urette profeterne ihjel …' (sura 2:61/58). Ifølge et andet vers (sura 5:78/82) blev ’… de af Israels børn, der var vantro …’ forbandet af både David og Jesus. Straffen for ikke at tro på Allahs tegn og de mirakler, som blev udført af profeterne, var at blive omdannet til ’aber og svin’ (sura 5:60/65). (...) Den mundtlige tradition (hadith) går langt videre og hævder, at jøderne, i overensstemmelse med deres perfide natur, bevidst forårsagede Muhammeds smertefulde, langtrukne død af forgiftning. Desuden var ondsindede, konspiratoriske jøder skyld i de sekteriske stridigheder i den tidlige islam, for kætterier og afvigelser, der undergravede eller truede ummaens (den muslimske nations) enhed ..."

Bassiouni indlader sig på en ærlig talt uanstændig moralsk ligestilling ved at tillægge begge parter lige stor skyld for den moderne "forvandling" af denne begivenhed.

"... På den jødiske side, har de brugt den som en måde at sige: Der kan I se, muslimerne hader jøderne og dræber dem. Og den muslimske side siger: Der kan I se, jøderne er fulde af forræderi og er ikke til at stole på. Begge dele er forkert."

Bassiounis kommentarer afspejler et forkvaklet moderne muslimsk regnestykke, blottet for enhver sand empati for de egentlige ofre. Hendes bemærkninger får én til at længes desperat efter de klare, tidløse vurderinger af denne massakre, der blev givet længe før den nuværende æra af politisk korrekt apologisme. For eksempel - i hans Muhammed-biografi ("Mahomet and Islam", London, 1895, p. 151), som udelukkende benyttede oprindelige muslimske kilder, bemærkede forskeren Sir William Muir:

"Massakren på Banu Coreiza var en barbarisk handling, som ikke kan retfærdiggøres af nogen form for politisk nødvendighed (…) den vilkårlige slagtning af hele stammen kan ikke opfattes på anden måde end som en handling af uhyrlig grusomhed ..."

Forskeren Bat Ye'or sammenfattede virkningen af de to første århundreders arabisk-muslimske erobringer af indfødte jødiske og kristne samfund i Mellemøsten som følger (The Jerusalem Quarterly 1987; Vol. 42, pp. 84-85): "Muslimske kronikører beskrev den daværende jihad (hellig krig), der omfattede ødelæggelsen af hele byer, massakren på et stort antal af deres indbyggere, slavebinding af kvinder og børn, samt konfiskation af store områder. Dette billede af katastrofe og ødelæggelse svarer til perioden med gradvis udhuling af den palæstinensiske jødedom. Ifølge [den muslimske kronikør] Baladhuri (d. 892 C.E.), levede der 40.000 jøder alene i Cæsarea på den arabiske erobrings tid, hvorefter alle spor af dem er gået tabt ...". De 6 århundreder mellem 640 og 1240 C.E., bemærker hun videre: "… var vidne til den totale og endelige ødelæggelse af jødedommen og kristendommen i Hijaz (moderne Saudi-Arabien), og forfaldet af de engang så blomstrende kristne og jødiske samfund i Palæstina (især i Galilæa for jødernes vedkommende), Egypten, Syrien, Mesopotamien og Persien. I Nordafrika, var de kristne praktisk talt elimineret ved år 1240 C.E., og jøderne decimeret af almohadernes forfølgelser (...) til trods for visse lysere mellemrum, var disse seks århundreder vidne til en dramatisk demografisk vending, hvorved det arabisk-muslimske mindretal udviklede sig til et dominerende flertal, der greb til undertrykkelse, for at reducere den indfødte befolkning til et tolereret religiøst mindretal ...".

Set i dette generelle historiske perspektiv, giver arven fra Qurayza-massakren en tragisk genlyd, og foregriber senere muslimske erobringer, massakrer, og mere end et årtusindes påtvungen dhimmitude for undertrykte jøder, kristne og andre. Den helliggjorte PBS-præsentation af denne massakre ignorerede totalt ofrenes lidelser. Den samme foruroligende, fromme apologisme har faktisk været anvendt til at ophæve lidelserne af alle de millioner af ofre for folkemorderiske jihad-erobringer i mere end et årtusinde, fra Portugal til Spanien, og fra Sudan til Ungarn. Denne helliggjorte historiske fornægtelse må konfronteres og udstilles, indtil den er opgivet, og ledsaget af en oprigtig empati for de faktiske ofre.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo