Af
Kilde: American Thinker, 20. maj 2006
Udgivet på myIslam.dk: 27. januar 2012
Det iranske Majlis eller parlament har efter sigende vedtaget (nu bestridt) en lov, der kræver, at ”jøder skal sy en strimmel gult stof forrest på deres tøj, mens kristne skal bære røde mærker og zoroastriere tvinges til at bære blå.” En oprørt rabbiner, Marvin Hier fra Simon Weisenthal Instituttet, reagerede øjeblikkeligt på bestemmelserne om jøderne:
“Dette er en påmindelse om holocaust (…). Iran bevæger sig tættere og tættere på nazisternes ideologi.”
En sådan sammenligning var der mange der lavede.
Men rabbiner Hiers udtalelse og denne generelle opfattelse ignorerer den umiddelbare kontekst – hvoraf den mest iøjefaldende er det samtidige krav om tøjmærker til kristne og zarathustriere, der lever i Iran – og endnu vigtigere, den sørgelige historiske arv af shiamuslimsk religiøs forfølgelse af alle ikke-muslimer, der kan føres tilbage til grundlæggelsen af det shiamuslimske teokrati i (daværende) Persien under shah Ismail ved starten af det 16. århundrede.
En refleksmæssig påkaldelse af nazitiden er ahistorisk, og symptomatisk for en generel manglende evne til at forstå de motiver af Judenhass eller meget bredere anti-'vantro’ (dvs. i dette tilfælde anti-kristen og anti-zarathustri), der er indbygget i ortodoks islamisk lære og praksis - både sunni og shia. Det iranske parlaments lovgivning afspejler den dybe indflydelse af najis - en unik shiamuslimsk institution - ikke nazisme.
Shiitisk teokratisk styre i Iran: Najis og ikke-muslimer (især jøder)
Instinktiv, selv udryddelsesvillig fjendtlighed mod jøder er et dybt rodfæstet fænomen i det shiitiske Iran, og er næppe enestående for det moderne, post-Khomeini shiitiske teokrati, herunder ayatollah Khameinis og præsident Ahmadinejads nuværende regime. I begyndelsen af det 16. århundrede etablerede safavid-herskere formelt shia-islam som persisk statsreligion, og gav samtidig det gejstlige hierarki næsten ubegrænset kontrol og indflydelse over alle sider af offentligt liv.
Den shiitiske gejstlige elites dybtgående indflydelse, fortsatte i næsten fire århundreder (skønt afbrudt i perioden 1722-1795 af sunni afghansk invasion og herredømme), gennem den senere qajar-periode, som karakteriseret af den kendte forsker E. G. Browne:
Mujtahider og mullaher er en mægtig kraft i Persien og beskæftiger sig med alle områder af menneskelig aktivitet fra de mindste detaljer om personlige renselse til de største politiske spørgsmål.
Disse shiitiske gejstlige lagde vægt på begrebet om rituel urenhed (najis), især af jøder, men også af kristne, zarathustriere, og andre, som hjørnestenen i det interreligiøse forhold til ikke-muslimer.
Konsekvenserne af dette najis-begreb (baseret på en bogstavelig fortolkning af Koranen 9:28) var allerede tydelige for europæiske besøgende i Persien under den første safavid-shah, Ismail I’s regeringstid (1502-1524). Den portugisiske rejsende Tome Pires bemærkede (mellem 1512-1515): ”Sheikh Ismail (…) skåner aldrig nogen jødes liv”, mens en anden europæisk rejseskildring bemærker ”(...) det store had, som (Ismail I) har til jøderne (…)”. Under shah Tahmasp I (d. 1576), fik den britiske købmand og rejsende, Anthony Jenkinson (en kristen) omsider bevilliget audiens hos shahen og blev herunder…
… påbudt at bære ‘basmack’ (en slags overtrækssko), fordi man mente, at han som giaour [vantro] ville forurene majestætens enemærker (…). Da han efter audiensen forlod shahens nærværelse [oplyste Jenkinson]: ’blev jeg fulgt af en mand med en beholder med sand, som han strøede ud alle de steder jeg havde betrådt i det nævnte palads’ – som for at tildække noget urent.
Mohammad Baqer Majlesi (d. 1699), den højest institutionaliserede gejstlige officer under både shah Sulayman (1666-1694) og shah Husayn (1694-1722), var måske den mest indflydelsesrige gejstlige i safavidernes shiitiske teokrati i Persien. Han skrev mange værker, med vilje på persisk, for at udbrede nøgleaspekter af det shiitiske moralske særpræg blandt almindelige mennesker. Hans afhandling, ”Lynkiler mod jøderne” (pp. 216—220), var skrevet på persisk og var, på trods af titlen, en samlet vejledning om anti-dhimmi-bestemmelser for alle ikke-muslimer i det shiitiske teokrati.
I denne afhandling beskriver al-Majlisi de faste, ydmygende bestemmelser for ikke-muslimer, der lever under sharia, først og fremmest blod-løsepengene, jizya, en hovedskat baseret på Koranen 9:29. Dernæst opregner han seks andre restriktioner, angående gudsdyrkelse, boligforhold, påklædning, transport og våben (for at gøre dhimmierne forsvarsløse), inden han skitserer de unikke shiitiske ”najis”-regler om urenhed.
Med hensyn til påklædning, er Majlisis bestemmelser fra slutningen af det 17. århundrede i overensstemmelse med det moderne iranske parlaments forslag (om end "farvekodningen" er forskellig):
det er passende, at muslimernes hersker pålægger dem en klædedragt, der vil adskille dem fra muslimer, så de ikke kommer til at ligne muslimer. Det er almindeligt for jøder at bære gule klæder, mens kristne bærer sorte eller mørkeblå. Kristne bærer [også] et bælte om livet og jøder syr et stykke silke af forskellig farve forrest på deres klæder.
Men det var disse sidstnævnte najis-forbud, der fik antropologiprofessor Laurence Loeb (som studerede og boede i det jødiske samfund i det sydlige Iran i begyndelsen af 1970'erne) til at bemærke: ”Frygt for at blive forurenet af jøder førte muslimer til store udskejelser og en besynderlig opførsel”. Igen ifølge al-Majlisis autoritative og indflydelsesrige tekst fra slutningen af det 17. århundrede:
Og at de ikke må træde ned i vandet, når en muslim bader i de offentlige bade (…) Det påhviler også muslimer, at lade være med at tage imod fødevarer, som de har været i kontakt med, såsom destillater, der ikke kan renses. Hvis noget kan renses, som f.eks. tøj, hvis det er tørt, kan det modtages, det er rent. Men hvis de [dhimmierne] har været i kontakt med dette tøj, mens det var fugtigt, skal det renses med vand efter det er modtaget. Hvad angår skind, eller ting der er lavet af skind, såsom sko eller støvler, og kød, hvis religiøse renhed og lovlighed afhænger af om dyret er slagtet [i overensstemmelse med sharia], så må disse ting ikke modtages fra dem. Det samme gælder væsker, der har været opbevaret i skind, såsom olier, druesirup, [frugt]juice, myrobalan og lignende; hvis de har været opbevaret i skindbeholdere eller vandsække [af skind] må de [heller] ikke modtages fra dem (…). Det ville også være bedst, hvis muslimernes hersker ville fastsætte den regel, at alle vantro ikke måtte forlade deres hjem på dage, hvor det regner eller sner, fordi de ville gøre muslimerne urene.
Professor Laurence Loebs skelsættende analyse af dhimmi-jøder i det shiitiske Persien/Iran (Outcaste - Jewish Life in Southern Iran 1977), dokumenter de sociale virkninger af najis-bestemmelserne, begyndende med indførelsen af et
skammens mærke [som] et identificerende symbol, der markerer en person som najis-jøde og derfor skal undgås. Fra Abbas I’s regeringstid [1587-1629] indtil 1920'erne, blev alle jøder påbudt at bære mærket
Loeb understreger, ”Frygt for at blive forurenet af jøder førte muslimer til store udskejelser og en besynderlig opførsel.”
Indendørs/udendørs og våd/tør
Den varige natur af disse fanatiske najis-bestemmelser, der forbyder dhimmier at være udendørs, når det regner og/eller sner, er almindeligt anerkendt. Se for eksempel punkt 5 af Benjamins liste (Eight Years in Asia and Africa - From 1846—1855, Hanover, 1859, pp. 211—213) over ”undertrykkelser”
(de [dvs. jøderne] er forbudt at gå ud når det regner; for det siges, at regnen vil vaske snavs af dem, som vil tilsøle muslimernes fødder),
og punkt 1 af Hamadans 1892-bestemmelser for dens jøder (Fra et brev af S. Somekh, Alliance Israélite Universelle, 27. oktober, 1892, oversat og gengivet i Littman, D. G. “Jews Under Muslim Rule: The Case of Persia”, The Weiner Library Bulletin, Vol. XXXII, Nos. 49/50, 1979, pp. 7-8. PDF), (dansk oversættelse: Jøder under muslimsk styre. Tilfældet Persien).
(Jøderne er forbudt at forlade deres huse, når det regner eller sner [for at hindre jødernes urenhed i at blive overført til de shiitiske muslimer]),
så vel som følgende beretning af missionæren Napier Malcolm, som levede i Yezd-området i slutningen af det 19. århundrede:
De [strenge shia-muslimer] skelner mellem vådt og tørt; for kun nogle få år siden var det farligt for en armensk kristen at forlade sin bydel og tage ind til basarerne i Isfahan på en våd [regnfuld] dag. ’En våd hund er værre end en tør hund.’ [Malcolm, Napier: Five Years in a Persian Town, New York, 1905, p. 107.]
Desuden fortæller den afdøde persisk-jødiske lærde Sarah (Sorour) Soroudi denne familieanekdote:
I sin ungdom, tidligt i det 20. århundrede, var min afdøde far øjenvidne til indførelsen af denne regel. En gruppe ældre jødiske ledere i Kashan var nødt til at henvende sig til den øverste gejstlighed i byen (et shiitisk samfund fra tidlig islamisk tid, længe før safaviderne, og kendt for dets religiøse fanatisme) for at drøfte en sag af bydende nødvendighed for samfundet. Det var en regnfuld dag og de var nødt til at sende en muslimsk kurér for at bede om speciel tilladelse til at forlade ghettoen. Tilladelsen blev givet og de nåede frem til den gejstliges hus, men pga. af regnen fik de end ikke lov til at stå i entréen. De måtte stå udenfor, gennemblødte, og tale med mullahen, som stod indenfor ved et vindue. [fra “The Concept of Jewish Impurity and its Reflection in Persian and Judeo-Persian Traditions”, Irano-Judaica, Vol. 3, 1994, p. 156.]
Souroudi tilføjede også denne note [p. 156, fodnote 36]:
Så sent som i 1923 medregnede jøderne i Iran denne regel som en af de anti-jødiske restriktioner, der stadig blev praktiseret i landet.
En mere forbløffende anekdote, fra en meddeler der levede i Shiraz, blev fortalt af antropologen Laurence Loeb [i Outcaste, p. 21]:
Da jeg var dreng, tog jeg med min far hen til en ikke-jødes hus for at gøre forretninger. Mens vi var på vej, begyndte det at regne. Vi standsede op ved en mand, der tilsyneladende var faldet og blødte. Da vi begyndte at hjælpe ham, standsede en muslimsk akhond (teolog) op og spurgte mig, hvem jeg var og hvad jeg lavede. Da han opdagede, at jeg var jøde, tog han en kæp og slog mig, fordi jeg besudlede ham ved at være tæt på ham i regnen. Min far løb hen til ham og tiggede akhonden om at slå ham i stedet for.
Endelig har Janet Kestenberg Amighi hævdet (i The Zoroastrians of Iran: conversion, assimilation, or persistence. New York, NY: AMS Press, 1990, pp. 85), at zarathustriere måske var den laveste ikke-muslimske kaste i det shiitiske Iran, og derfor udsat for de mest alvorlige najis-relaterede restriktioner:
I Yezd og Kerman (gennem det tidlige 20. århundrede), blev muslimske forureningsforbud nøje overholdt og udvidet til de fleste områder af livet. En muslim ville ikke spise af et fad, der var berørt af en zarathustriere eller tillade, at selv hans klæder blev berørt af en zarathustriere. Zarathustriere var forbudt brugen af de fleste samfundsfaciliteter såsom frisører, badehuse, vandfontæner og tehuse. Vand og fugtighed blev anset for at være særlig stærke bærere af forurening. Zarathustriere var ikke tilladt at tage på markedet i regnvejr. De kunne ikke røre frugt, når de handlede i basaren, selv om de tørre varer godt kunne røres.
Og hvad der er langt værre – den umenneskeliggørende karakter af disse folkeligt udbredte regler om ”urenhed” synes at have fremkaldt gentagen muslimsk anti-vantro vold, inklusive pogromer og tvangskonversioner, hele vejen igennem de 17., 18. og 19. og ind i starten af det 20. århundreder, i modsætning til en blot ubehagelig, ”besynderlig opførsel” af individuelle muslimer mod ikke-muslimer.
Respit og genopblussen
Reza Pahlavis bemærkelsesværdige magtovertagelse i 1925 blev ledsaget af dramatiske reformer, herunder forsøg på sekularisering og vestliggørelse, såvel som en genoplivelse af Irans præ-islamiske åndelige og kulturelle arv. Denne dybtgående sociopolitiske forvandling havde meget positive konsekvenser for Irans ikke-muslimer. Ved at ”… bryde shia-gejstlighedens magt, som i århundreder havde stået i vejen for fremskridt,” skabte Reza Shah med Walter Fischels ord, ”... en moderniseret og sekulariseret stat, næste helt befriet fra det engang så fanatiske og magtfulde præsteskabs lænker.”
Med hensyn til jøderne specifikt, skrev Lawrence Loeb i 1976, at
Pahlavi-perioden (…) har været den mest gunstige tid for persiske jøder siden parthanernes herredømme [175 f.Kr. til 226 e.Kr.] (…) ’apostasiloven’ blev ophævet omkring 1930. Selvom Reza Shah forbød politisk zionisme og accepterede henrettelsen af den populære, liberale jødiske reformator Hayyim Effendi, var hans styre som helhed en tid med nye muligheder for den persiske jøde. Fjendtlige opstande mod jøderne er blevet forhindret af regeringen. Jøder er ikke længere retsligt udelukket fra noget erhverv. De har pligt til at gøre tjeneste i hæren og betale de samme skatter som muslimer. Afskaffelsen af ansigts-sløret fjernede en kilde til forhånelse for jødiske kvinder, som tidligere havde været påbudt at have ansigtet utilsløret; nu skulle alle vise sig utilsløret i det offentlige rum (…). Sekulære uddannelser var tilgængelige for jødiske piger såvel som drenge, og for første gang kunne jøder blive regerings-autoriserede lærere (…). Siden Mohammad Reza Shah (Aryamehr) kom til magten i 1941, er situationen yderligere forbedret (…). Ikke alene er antallet af fattige reduceret, men et nyt borgerskab er ved at dukke frem (…). For første gang bruger jøderne deres penge på biler, tæpper, huse, rejser og tøj. Teheran har tiltrukket jøder fra provinsen i stort tal og er blevet centrum for iransk jødisk liv (…). Pahlavi-æraen har været vidne til uhyre forbedringer i forbindelsen mellem iransk jødedom og resten af verden. Hundreder af drenge og piger går på college og kostskole i USA eller Europa. Israelske udsendinge kommer for perioder af to år for at undervise i de jødiske skoler (…). En lille jødisk publiceringsindustri er opstået siden 1925 (…). Bøger om jødisk historie, zionisme, hebræisk sprog samt skolebøger er siden blevet udgivet (…). Den 15. marts 1950 gav Iran en de facto anerkendelse af Israel. Forholdet til Israel er godt og handelen voksende.”
Men Loeb afsluttede med denne advarende, sørgeligt forudvidende note, i 1976, der understregede jødernes skrøbelige stilling:
På trods af regeringens imødekommende indstilling og den relative fremgang for det jødiske samfund, er alle iranske jøder klar over den nuværende situations usikre karakter. Der er stadig sporadiske opstande imod dem, fordi den muslimske gejstlighed konstant taler dunder mod jøderne, hvilket ophidser masserne, som ikke gør forsøg på at skjule deres had. De fleste jøder giver udtryk for den opfattelse, at det kun er shahens personlige styrke og gode vilje, der beskytter dem; dette plus Guds indgriben! Hvis en af dem skulle svigte (…) [eftertryk tilføjet].
Den såkaldte “Khomeini-revolution”, som afsatte Mohammad Reza Shah, var i realiteten blot en tilbagevenden til repressivt, shiitisk teokratisk styre, som har været den fremherskende persisk/iranske styreform siden 1502. Vilkårene for alle ikke-muslimske religiøse minoriteter, især bahaier og jøder, blev hastigt forværret. Historikeren David Littman opregner jødernes umiddelbare tilstand:
I månederne forud for shahens afrejse den 16. januar 1979, var de religiøse minoriteter (…) allerede begyndt at føle sig usikre (…). Tyve tusinde jøder forlod landet før Ayatollah Khomeinis triumferende hjemkomst den 1. februar (…) Den 16. marts blev ærespræsidenten for det iransk-jødiske samfund, Habib Elghanian, en velstående forretningsmand, arresteret og ved en islamisk revolutionær domstol anklaget for ’korruption’ og ’kontakt med Israel og zionismen’; han blev skudt den 8. maj.
Skrifter og taler af de mest indflydelsesrige ideologer for dette genindsatte shiitiske teokrati – inklusive Khomeini selv - viser tydeligt deres fulde overensstemmelse med de tyranniske doktriner, der kendetegnede deres forfædre i safavid- og qajar-dynastierne. Et eksempel er Sultanhussein Tabandeh, leder af en shiitisk sufiorden, som skrev et ”islamisk perspektiv” på FN’s Universelle Menneskerettighedserklæring. Ifølge professor Eliz Sanasarians væsentlige analyse af de religiøse minoriteter i den Islamiske Republik, blev Tabandehs traktat …
”… det centrale ideologiske værk, på hvilket den iranske regering (…) baserede sin politik overfor ikke-muslimer.”
Tabandeh begynder sin diskussion med at lovprise shah Ismail I (1502-1524), safavid-dynastiets repressive og fanatiske grundlægger, som en forkæmper for ”de undertrykte”. Det er afgørende at forstå, at nøglepunkter i Tabandehs syn på ikke-muslimer, opsummeret nedenfor, blev indført ”… næsten ordret i Irans Islamiske Republik.” I det væsentlige bekræfter Tabandeh ganske enkelt sharialovens helliggjorte ulighed mellem ikke-muslimer og muslimer:
Hvis en muslim begår utroskab er hans straf 100 piskeslag, barbering af hovedet og et års forvisning. Men hvis manden ikke er muslim og begår utroskab med en muslimsk kvinde, er straffen henrettelse (…). På samme måde - hvis en muslim med fuldt overlæg dræber en anden muslim, så falder han ind under loven om gengældelse og må ved loven dræbes af de nærmeste pårørende. Men hvis en ikke-muslim, der dør for en muslims hånd, har været ikke-muslim gennem hele sit liv, så gælder dødsstraffen ikke. I stedet må den muslimske morder betale en bøde og straffes med pisken.
Eftersom islam betragter ikke-muslimer som stående på et lavere niveau af tro og overbevisning – hvis en muslim dræber en ikke-muslim (…) så må hans straf ikke være død ved gengældelse, fordi den tro og overbevisning, han besidder, er ædlere end den dræbte mands (…). Igen – straffen for en ikke-muslim, der er skyldig i hor med en muslimsk kvinde, er forøget, fordi han, i tillæg til forbrydelsen mod moral, social pligt og religion, har begået helligbrøde ved at have skændet en muslim og derved vist foragt for muslimer i almindelighed, og derfor må henrettes.”
Islam og dens folk må stå over de vantro og aldrig tillade ikke-muslimer at opnå herredømme over dem. Eftersom ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en vantro mand (i overensstemmelse med det citerede vers [’Kvinderne’, Koranen 4:34]: ’Mænd står over kvinder’) betyder, at hun bliver underordnet en vantro, så gør dette forhold ægteskabet ugyldigt, fordi det ikke adlyder de betingelser, der er fastlagt for en gyldig kontrakt. Som suraen (’På prøve’, Koranen 60:10) siger: ’Hvis I genkender dem som troende, send dem så ikke tilbage til de vantro mænd! De er ikke tilladt for sådanne, og disse er heller ikke tilladt for kvinderne’ (dvs. i ægteskab).
Og Sanasarian understreger centraliteten af denne idé om islams overlegenhed i forhold til alle andre trosretninger:
… selv de såkaldt moderate elementer [i den Islamiske Republik] troede på dens sandhed. Mehdi Barzagan, uddannet ingeniør og religiøst troende som følge af familietradition og personlig praksis, blev premierminister i den provisoriske regering i 1979. Han mente, at mennesket må have en af de monoteistiske religioner for at kunne bekæmpe selviskhed, materialisme og kommunisme. Men valget var ikke svært. ’Blandt de monoteistiske religioner er zoroastrismen forældet, jødedommen har avlet materialisme og kristendommen dikteres af dens kirke. Islam er den eneste vej frem’. Efter denne tankegang er der ingen anerkendelse af hinduisme, buddhisme, bahai eller andre religioner.
Idéen om najis eller ikke-muslimens rituelle urenhed er også på ny blevet gjort gældende. Ayatollah Khomeini erklærede udtrykkeligt:
”Ikke-muslimer af enhver religion eller trosbekendelse er najis.”
Den iranske ayatollah Hossein-Ali Montazeri har videre forklaret, at ikke-muslimers (kafirers) urenhed er…
”en politisk ordre fra islam og må overholdes af islams tilhængere, og målet er, at fremkalde et almindeligt had mod dem, der er udenfor muslimske kredse.”
Dette ”had” er til for at sikre, at muslimer ikke bukker under for fordærvede, dvs. ikke-islamiske, tanker. Sanasarian giver et slående eksempel på virkningen af denne fornyede bevidsthed om najis:
I tilfældet med en Coca-Cola fabrik, for eksempel, flygtede ejeren (en armenier) ud af landet, fabrikken blev konfiskeret og de armenske arbejdere fyret. Adskillige år senere fik familiemedlemmerne lov til føre opsyn med fabrikkens daglige drift, og armeniere fik lov til at arbejde på kontorniveau; men arbejderne i produktionen forblev muslimer. Armenske arbejdere blev aldrig genansat med den begrundelse, at ikke-muslimer ikke skulle røre ved flaskerne eller deres indhold, som kunne blive drukket af muslimer.
Khomeinis synspunkter havde den største indflydelse på udformningen af det genoplivede shiitiske teokratis ideologi, og hans holdning overfor jøder (både før og efter han kom til magten) var i særdeleshed negative. Khomeinis taler og skrifter fremmanede en overdådighed af Judenhass-motiver, herunder ortodokse fortolkninger af helligholdte muslimske tekster (f.eks. om tilintetgørelsen af Banu Quraysah [55]) og det shiitiske najis-begreb. Mere ildevarslende, så udviskede Khomeinis retorik forskellen mellem jøder og israelere, gentog paranoide konspirationsteorier om jøder (såvel indenfor Persien/Iran som udenfor) og støttede udslettelsen af den jødiske stat. Sanasarian kaster lys over disse foruroligende tilbøjeligheder:
Jøderne og israelerne var ombyttelige størrelser, som havde gennemtrængt alle sider af livet. Iran blev ’trampet ned under jødiske støvler’. Jøderne havde konspireret om at dræbe Qajar-kongen, Naser al-Din Shah og havde haft en stor historisk plan om at herske gennem et nyt monarki og en ny regering (Pahlavi-dynastiet): ’Mine herrer, vær skræmte. Sådan nogle uhyrer er de’. I et ætsende angreb på Mohammad Reza Shahs fejring af 2500 års persisk monarki i 1971, erklærede Khomeini, at israelske teknikere havde planlagt festlighederne og at de stod bag de umådeholdne udgifter og overforbruget. Da han talte imod salget af olie til Israel, sagde han: ’Vi må ikke glemme, at jøderne ønsker at overtage styret i islamiske lande’ (…). I en tale til den syriske udenrigsminister efter revolutionen, klagede Khomeini: ’Hvis muslimer samlede sig og hver hældte en spand vand ud over Israel, ville en flod skylle det væk’ (…).
Professor Reza Afsharis skelsættende analyse af menneskerettighederne i nutidens Iran sammenfatter de forudsigelige konsekvenser for jøderne af Khomeinis ”revolution”:
Efterhånden som antisemitismen fandt officielt udtryk (…) og den anti-israelske statspropaganda blive stadig mere skinger, begyndte iranske jøder at føle sig temmelig usikre på deres fremtid under teokratiet. Henrettelsen i 1979 af Habib Elqaniyan, en velhavende, self-made forretningsmand, som var et symbol på succes for mange iranske jøder, fremskyndede emigrationen. Overrabbinerens afrejse til Europa i sommeren 1980 understregede det forhold, at de prøvelser, der ventede de tilbageværende jødiske iranere, langt ville overgå de andre beskyttede minoriteters.”
Konklusioner
En etos af had til vantro, med anfald af udryddelsesvillig fanatisme, har gennemtrængt det persisk/iranske samfund næsten uden afbrydelse, fra grundlæggelsen af det shiitiske teokrati i 1502 under shah Ismail, frem til dets nuværende Khomeini-inspirerede genindførelse efter 1979. Eneste undtagelser er det sunni-afghanske styre, 1725-1784, og Pahlavi-styret, 1925-1979, med dets forsøg på præ-islamisk genrejsning.
Efter at have bragt deres lille levn af et jødisk samfund tilbage til en tilstand af underdanig dhimmitude - herunder nu måske den fulde genindførelse af diskriminerende mærkning - har Irans nuværende teokratiske herskere rettet deres tvangsmæssige anti-jødiske had mod de jøder, der lever i frihed i det nærliggende Israel.
I den tidligere iranske præsident Rafsanjanis prædiken på “Al Quds dag” 2001, truede han klart og tydeligt med nuklear tilintetgørelse af historiens største koncentration af autonome jøder. Den nuværende præsident Ahmadinejad har gentaget disse trusler flere gange samtidig med, at Irans nukleare ambitioner nærmer sig deres opfyldelse. Men Ahmadinejad har også efter sigende svoret ’at stoppe kristendommen i dette land’ [dvs. Iran], og hans seneste ’brev’ til præsident Bush efterligner forskriften for jihad krig (oprindeligt formuleret af den muslimske profet Muhammed) gående ud på, at kalde de vantro magter - ofte kristne magter - til at acceptere Islam, inden der indledes jihad-krig imod dem.
Det iranske regimes ord og gerninger er autentiske manifestationer af jihad-had. Hvad enten det er rettet mod interne eller eksterne 'vantro', er det en potentielt folkemorderisk fjendtlighed, som skal forstås i sin islamiske sammenhæng uden meningsløse og distraherende påkaldelser af moderne vestlige former for totalitarisme, som nazismen.

Andrew G. Bostom,
MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical
School.
Han er forfatter til:
The Legacy
of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy
of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia
Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books
(2012),
The
Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope',
Bravura Books (2013) og
Iran's
Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred
in Iran, Bravura Books (2014).
Oversættelse: Bombadillo