Ayatollah Khameneis tale den 12. marts 2015 bør tjene som en bekræftelse på det 19. århundredes vestlige videnskabelige beskrivelser af islam som et aggressivt, krigerisk, Allah-inspireret despoti, eller sagt med det 20. århundredes forskersprog, som en totalitarisme beslægtet med kommunismen. Håbet springer evigt om, at denne gennemborende forståelse - med Rodinsons ord - ikke helt har veget pladsen for en apologetik, der bringer den vestlige frihed selv i fare.

Under en tale leveret den 12. marts 2015 til den nye leder og medlemmer af den shiitiske religiøse Ekspertforsamling, udkrystalliserede Irans øverste leder, teokraten ayatollah Khamenei, den traditionelle essens af islamisk totalitarisme, gældende for både sunnier og shiaer. Khamenei - der af det moderate Kongelige Jordanske Aal-al-Bayt Institut for Islamisk Tænkning rimeligt nok anses for at være den tredje mest indflydelsesrige moderne muslimske eminence på verdensplan - mindede disse shiitiske muslimske ledere og muslimer i almindelighed om, at ...

"Allah opfordrer til etablering af hele religionen med alle dens dele og komponenter (...). [H]vad vi forstår fra al koranisk lære, er, at islam befaler muslimer at skabe en perfekt og komplet islamisk regering. Islam ønsker den fuldstændige gennemførelse af islam."

I overensstemmelse med denne totalitære islamiske Weltanschauung, lagde Khamenei indtrængende vægt på - selv blandt vestlig ungdom - "den jihadistiske og kæmpende islam". En sådan jihadisme - kamp - skal specifikt rettes mod "modstandere af denne [islamiske] bevægelse og verdensanskuelse". Khamenei gentog Koranens påbud (vers 9:73, 48:29 og 66:9), ifølge hvilke islam pålægger muslimer at være "strenge over for de vantro".

Khamenei kunne ikke have været mere direkte og eksplicit i sine udtalelser. Ikke desto mindre kan man være sikker på, at de selvindlysende konsekvenser af Khameneis ord vil blive ignoreret, fordunklet og affærdiget af en enorm del af det amerikanske politiske, mediemæssige, akademiske og religiøse etablissement. Helt sikkert og ildevarslende gælder denne forsætlig benægtelse for Obama-administrationens hjernetrust, der mægler en farlig og destabiliserende nuklear aftale med Iran, som knæsætter Irans "ret" til at berige uran med en samtidige "hurtig" lettelse af de økonomiske sanktioner, og endda en delvis ophævelse af embargoen mod våbensalg til Den Islamiske Republik.

Hvorfor er dette den beklagelige, intellektuelt uærlige tingenes tilstand overfor den islamiske doktrin og dens levende og praktiske betydning for verdens anliggender? Den respekterede islamolog Maxime Rodinson (d. 2004) gav en overbevisende forklaring. I en bemærkning fra 1974 fordømte han den venstre-dominerede akademiske behandling af islam, som nu har hersket i det sidste halve århundrede:

"[den] anti-koloniale venstrefløj, hvad enten den er kristen eller ikke, går ofte så vidt som til at helliggøre islam og de moderne ideologier i den muslimske verden (...). Forståelse har veget pladsen for apologetik, klart og enkelt."

Denne destruktive indstilling benægter og bandlyser systematisk et stort korpus af tidligere vurderinger af islam, gjort af vestlige forskere og intellektuelle, som er væsentlige for en rationel forståelse af islamisk doktrin og historie. I min bog Sharia Versus Freedom, sammenlignede jeg vestlige jødisk-kristne og islamiske opfattelser af frihed, hvor sidstnævnte er "hurriyya" på arabisk. At følge islamisk lov, sharia, slavisk var altafgørende for "hurriyya"-friheden. Her er en konkret beskrivelse af hurriyyas metafysiske betydning, som formuleret af den sufi-lærde al-Qushayri (d 1072-1074):

"Lad det være kendt for dig, at den virkelige betydning af frihed ligger i perfektionen af slaveri. Hvis et menneskes slaveri i forhold til Allah er et sandt ét, er hans frihed lettet for ændringernes åg. Enhver, der forestiller sig, at det kan blive givet et menneske at opgive sit slaveri et øjeblik og se bort fra den religiøse lovs påbud og forbud, men samtidig besidde skønsomhed og ansvarlighed, har opgivet islam."

Whittaker Chambers, den bemærkelsesværdige frafaldne fra kommunismen i det 20. århundrede, gav elegant udtryk for, hvordan frihed i sig selv, efter den alternative jødisk-kristne opfattelse, er en manifestation af guddommelighed:

"Frihed er et behov for sjælen, og intet andet. Det er i sin stræben mod Gud, at sjælen hele tiden stræber efter en tilstand af frihed. Gud alene er frihedens tilskynder og garant. Han er den eneste garant. Ydre frihed er kun et aspekt af indre frihed. Politisk frihed, som den vestlige verden har kendt den, er kun en politisk læsning af Bibelen. Religion og frihed er uadskillelige."

Forkæmper for slaveriets afskaffelse, James Freeman Clarke (d. 1888), var Amerikas første, og nok stadig en af dets største, forskere i komparativ religion. Han forstod, og formulerede med åbenhed, oprindelsen til disse stærkt modsatte islamiske og jødisk-kristne teologiske opfattelser af menneskelig frihed. I sin 1871-afhandling: “Ten Great Religions—An Essay in Comparative Theology,” bemærkede Clarke:

"Muhammed lærer en Gud over os; Moses lærer en Gud over os og alligevel med os; Jesus lærer Gud over os, Gud med os og Gud i os."

Han konkluderede, at islams tydeligt adskilte "centrale idé om Gud" - dens forestilling om en uanfægtet, altid autokratisk Allah - havde affødt despotiske muslimske samfund:

"Dens regeringer er ikke regeringer (...). Den gør mænd til tyranner eller slaver, kvinder til marionetter, religion til underkastelsen under et uendeligt despoti (...). Islam så Allah, men ikke mennesket; så Guddommens krav, men ikke menneskehedens rettigheder; så autoritet, men kunne ikke se frihed; og hærdedes derfor til despoti."

Jacob Burckhardt (d. 1897), en ikonisk skikkelse fra det sene 19. århundredes vestlige historieskrivning, omtalte også islam som en despotisk, eller totalitær ideologi, som man siger i det 20. århundrede. Han tilføjede denne tvingende begrundelse for sin vurdering:

"Det stærkeste bevis for en reel, meget despotisk magt i islam er, at den i så høj grad har været i stand til at ugyldiggøre hele historien (skikke, religion, tidligere betragtningsmåder, tidligere forestillinger) af de folkeslag, der konverterede til den. Den opnåede dette alene ved at fylde dem med en ny religiøs arrogance, som var stærkere end alt andet og tilskyndede dem til at skamme sig [fremhævelse i original] over deres fortid."

Talrige forskere og intellektuelle fra det 20. århundrede fortsatte med at sætte lighedstegn mellem islams og kommunismens verdenserobrende, totalitære aspirationer, heriblandt Maxime Rodinson selv tre år før hans død i 2004. For eksempel beskrev Bernard Lewis, doyen blandt moderne vestlige autoriteter om islam, i en klar 1954-analyse de "ubehagelige" overensstemmelser mellem islam og kommunismen. Lewis udlagde det inderste væsen af totalitær islam og forklarede, hvordan den af natur var i modstrid med vestligt demokrati, mens den delte vigtige træk med kommunistisk totalitarisme - især dens stræben efter global dominans via jihad. "Selve naturen af islamisk samfund, tradition og tanke," argumenterede Lewis, manifesterer sig ved "det autoritære, måske kan vi endda sige det totalitære i den islamiske politiske tradition." Islam, fortsatte han, "var autoritær, ofte vilkårlig, til tider tyrannisk", og hævdede sin "suveræne magt, hvilken undersåtten skyldte komplet og urokkelig lydighed, som en religiøs pligt pålagt af den hellige lov [sharia]". Kernen af Lewis' bemærkelsesværdigt ærlige, sviende vurdering - var som følger:

"Begge grupper bekender en totalitær doktrin med komplette og endelige svar på alle spørgsmål om himmel og jord; svarene er forskellige i enhver henseende, kun ens i deres endegyldighed og fuldstændighed, og i deres kontrast til det evigt spørgende vestlige menneske. Begge grupper tilbyder deres medlemmer og tilhængere den behagelige fornemmelse af at tilhøre et fællesskab af troende, som altid har ret, i modsætning til en ydre verden af vantroende, der altid har uret. Begge tilbyder en berusende følelse af mission, formål, af at være involveret i et kollektivt eventyr for at fremskynde den sande tros historisk uundgåelig sejr over de skadevoldende vantro. Den traditionelle islamiske opdeling af verden i Islams Hus og Krigens Hus - to nødvendigvis modstående grupper, hvoraf den første har den kollektive forpligtelse til evig kamp mod den anden - har også åbenlyse paralleller i det kommunistiske syn på verdens anliggender. Dér igen er trosindholdet fuldstændig forskelligt, men den troendes aggressive fanatisme er den samme (...). Kaldet til en kommunistisk jihad, en hellig krig for troen - en ny tro, men mod den selv samme vestlige kristne fjende."

Og som Lewis også påpegede med et skævt smil: I 1950'erne udlagde komikere - uhæmmet af kulturel relativisme på den tid - det kommunistiske credo som en omformulering af den islamiske trosbekendelse,

"Der er ingen Gud, og Karl Marx er hans profet."

150 år før Khameneis seneste tale, rejste William Gifford Palgrave (d. 1888) gennem Den Arabiske Halvø (1862-1863) forklædt som en muslimsk læge. Han noterede sine detaljerede observationer i en berømt rejseskildring (offentliggjort i løbet af 1865), og udviklede en intim forståelse af islam, i både teori og praksis. Palgraves elegante ordmaleri skildrede islam som en "panteisme af magt", der udgik fra den muslimske guddom Allahs "autokratiske vilje", hvilket avlede et "hensynsløst despoti". Den forudsigelige og historisk verificerbare konsekvens af denne opildnende "guddommelige" despotisme har været en arv af brutale jihad-erobringer og barsk ulighed, intolerance og uretfærdighed mod de besejrede ikke-muslimske overlevende fra disse destruktive, massemorderiske kampagner.

Ayatollah Khameneis tale den 12. marts 2015 bør tjene som en bekræftelse på det 19. århundredes vestlige videnskabelige beskrivelser af islam som et aggressivt, krigerisk, Allah-inspireret despoti, eller sagt med det 20. århundredes forskersprog, som en totalitarisme beslægtet med kommunismen. Håbet springer evigt om, at denne gennemborende forståelse - med Rodinsons ord - ikke helt har veget pladsen for en apologetik, der bringer den vestlige frihed selv i fare.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo