Lenny Bruce konfronterede ofte guddræber- eller "Kristus-dræber"-beskyldnigen i sit dristige komediestykke fra før 2. Vatikankoncil. Komikeren viser, hvordan en hårdt trængt jøde sætter en note op i sin kælder, hvor den let kunne findes, for at frikende alle andre jøder. Den sagde: "Jeg gjorde det. Morty." I ugevis har de amerikanske medier været oversvømmet med apoplektiske udfald omkring de ubeviste, (snart modbeviste?) mulige konsekvenser af Mel Gibsons nye film, "The Passion of The Christ", der skulle genoplive den nu kætterske påstand, 40 år efter 2. Vatikankoncil. Mærkeligt ignoreret i denne overophedede diskussion er islams og muslimers åbent erklærede og teologisk ortodokse opfattelse, at jøderne selv (a la Morty?) hævdede at have dræbt Kristus.

Specielt Koranen 4:157-158 gentager …

“... og fordi de sagde: 'Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Allahs udsending' - men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham. Nej, Allah løftede ham op til sig. Allah er mægtig og vis.”

Ibn Kathir (d. 1373), en fremtrædende muslimsk historiker, teolog, og Koran-kommentator, giver denne uddybning af Koranen 4:157-158, som understreger jødernes generelle perfiditet, især deres hoverende (men uden at vide det "falske") krav om at have dræbt Jesus:

"Da Allah sendte Isa (Jesus) med beviser og vejledning, misundte jøderne - må Allahs forbandelser, vrede, pinsel og straf være over dem - ham på grund af hans profetskab og tydelige mirakler; (…) jøderne udfordrede ham og gjorde deres bedste for at skade ham. Allahs Profet Isa (Jesus) kunne ikke leve i nogen by i længere tid ad gangen og han var nødt til at rejse ofte med sin mor. Alligevel var jøderne ikke tilfredse og de tog til kongen af Damaskus, som på den tid var en græsk polyteist, der tilbad stjernerne. De fortalte ham, at der var en mand, der vildledte og splittede folk i Jerusalem og vakte uro blandt kongens undersåtter. Kongen blev vred og skrev til sin repræsentant i Jerusalem, at han skulle arrestere oprørslederen, forhindre ham i at skabe uro, korsfæste ham og lade ham bære en krone af torne. Da kongens repræsentant i Jerusalem modtog disse ordrer, tog han med nogle jøder hen til det hus, hvor Isa (Jesus) opholdt sig sammen med tolv, tretten, eller sytten af sine følgesvende. Denne dag var en fredag, om aftenen. De omringede Isa (Jesus) i huset, og da han følte, at de snart ville komme ind i huset, eller at han før eller senere ville være nødt til at forlade det, sagde han til sine følgesvende: ”Hvem melder sig frivilligt til at komme til at ligne mig, for hvilket han vil blive min følgesvend i Paradis?” En ung mand meldte sig, men Isa (Jesus) mente, han var for ung. Han stillede spørgsmålet en anden gang og tredje gang, hver gang meldte den unge mand sig, hvilket fik Isa (Jesus) til at sige: ”Godt, så skal du være manden.” Allah fik den unge mand til at se ud nøjagtig som Isa (Jesus), mens et hul åbnede sig i husets tag, og Isa (Jesus) blev bragt til at sove og steg til himmels, mens han sov. Da Isa (Jesus) steg til himmels, kom de der var i huset ud. Da de, der omringede huset fik øje på manden, der lignede Isa (Jesus), troede de, at han var Isa (Jesus). Så tog de ham om natten, korsfæstede ham og lagde en tornekrone på hans hoved. Jøderne pralede med, at de dræbte Isa (Jesus) og nogle kristne godtog deres falske påstand på grund af deres uvidenhed og mangel på fornuft.

I sin kommentar til det relaterede Koran-vers 4:159:

"Der findes ingen blandt Skriftens folk, der ikke vil tro ham før hans død. På opstandelsens dag vil han vidne imod dem –”

… belyser Ibn Kathir den islamiske version af "opstandelsen" fra hadith (mundtlige overleveringer om Muhammeds ord og handlinger), hvor Isa (Jesus), som blot er en muslimsk profet, der prædiker islam, vender tilbage for at "bryde korset, dræbe svinet, og ophæve jizya [koranisk hovedskat, der tilkendegiver ikke-muslimers underkastelse under islamisk styre] og kalde alle mennesker til islam."

Det er afgørende vigtigt at forstå, at alle de væsentlige temaer i Ibn Kathirs beretning om korsfæstelsen er gentaget i den moderne (engelsk udgave, februar 1991) autoritative manual for islamisk lov, Reliance of the Traveller (‘Umdat al-salik wa-‘uddat al-nasik), som er certificeret af Cairos fornemme Al-Azhar Universitet. Hertil kommer, at "Reliance of the Traveller" bekræfter den accepterede fortolkning af Isas (Jesu) tilbagekomst, som beskrevet i Koranen og hadith:

"Tid og sted for [hovedskatten] er før Jesu endelige nedstigning. Efter hans sidste komme, vil intet andet end islam blive accepteret af dem, for opkrævningen af hovedskatten er kun gældende indtil Jesu nedstigning.”

Den romersk-katolske kirkes moderne udtalelser og lære står i skarp kontrast til dette. For eksempel har professor Phillip Cunningham (i Education for Shalom: Religion Textbooks and the Enhancement of the Catholic-Jewish Relationship, 1995, p. 39) sammenfattet de vigtigste elementer i det 2. Vatikankoncils "Erklæring om Kirkens holdning til de ikke-kristne religioner" (Nostra Aetate), udstedt i 1965, på følgende måde:

"Nostra Aetate afviste centrale elementer i den gamle anti-jødiske tradition. ’Jøderne’ var ikke skyldige i korsfæstelsen, var ikke blevet forkastet af Gud, var ikke under en omvandrende forbandelse og deres pagtsbånd med Gud varede ved."

På trods af, at islam kategorisk afviser evangeliernes beretning om korsfæstelsen, var store dele af den muslimske intelligentsia rasende over Nostra Aetate-erklæringen, der afviser anklagen om guddrab mod det jødiske folk. Ifølge fremtrædende dhimmi-gejstlige fortalere for det islamiske synspunkt, som Youakim Moubarac (i L’Islam et le Dialogue Islamo-Chretien, Pentalogie Islamo-Chretienne, 1972-1973.), var de fremsatte muslimske protester "mod straffritagelsen af det jødiske folk", "en fuldstændig autentisk udøvelse" af Koranen "til ære for Gud og Jomfruen." Moubarac tilføjede, at jøder var "hele den syndige menneskeheds vigtigste agent [og] at skyld ikke kan placeres på denne menneskehed for en gerning, for hvilken dens hovedophavsmand er frikendt." Historikeren Bat Ye’or har bemærket rent ud, at de følelser, der er udtrykt af Moubarac og hans ligesindede, afspejler en "islamisk og kristen anti-judaisme, [der] gensidigt styrker hinanden med det formål at torpedere den jødisk-kristne tilnærmelse."

Som jøde, skønt ganske vist en meget verdslig én, har det været helt beroligende at se overvægten af troende amerikanske kristne, der er fuldt forberedte og villige til at formilde ethvert potentielt anti-semitisk (især guddræbende) motiv i "The Passion of The Christ" - i ikke ringe grad på grund af kirkens oprigtige moderne lære. Der er ikke den fjerneste antydning af en lignende progressiv tendens i den islamiske verden. Muslimske præster og regimer, især i Mellemøsten, satte sig kraftigt imod, og fortsætter med at modsætte sig, 2. Vatikankoncils/Nostra Aetates frafald af beskyldningen om guddrab mod jøderne. Desuden er den grundlæggende islamiske teologi angående beskyldningen om guddrab, og dens hæslige relaterede politik, knap nok kendt i Vesten på grund af en kombination af dyb uvidenhed, og bevidst, kynisk formørkelse. Kløften mellem moderne muslimsk og kristen lære angående beskyldningen mod jøderne som værende "guddræbere/Kristus-dræbere", samt den samlede opfattelse af Jesus, kunne ikke være dybere. Religiøse ledere, såvel som eliterne inden for politik, den akademiske verden og medierne må begynde åbent og ærligt at diskutere denne asymmetri, samt dens konsekvenser for alvorlig, meningsfuld tværreligiøs "dialog" mellem jøder, kristne og muslimer.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo