En offentlig protest i Washington, DC den 5. april 2005 fremhævede den nuværende (fortsatte - gennem århundreder) situation for sorte mauritanere, der er slavebundet af arabiske herrer. De sidste to årtier af det 20. århundrede var desuden vidne til et åbenlyst jihad-folkemord, herunder masse-slavebinding, begået af den arabisk-muslimske Khartoum-regering mod sorte kristne og animister i Sydsudan, og den samme regerings fortsatte massakrer på og slavebinding af animistisk-muslimske sorte i Darfur. Disse tragiske nutidige fænomener afspejler jihad-slaveriets brutale levende arv.

Jihad-slaveri

Den ubrydelige forbindelse mellem jihad - en permanent, unik islamisk institution - og slavebinding, giver en meget holdbar forklaring på slaveriets enestående omfang og vedholdenhed i muslimsk styrede områder og samfund. Denne generelle iagttagelse gælder også for "specialiserede" former for slaveri, herunder (fremskaffelse og) beskæftigelse af eunukker, slavesoldater (især af unge), andre former for børne-slaveri og harem-slaveri. Jihad-slaveri, i dets utallige manifestationer, blev et stærkt instrument for både ekspansiv islamisering og muslimske samfunds underhold.

Juridisk begrundelse og rolle i 'islamisering'

Patricia Crone trækker, i sin seneste analyse af oprindelsen til og udviklingen af islamisk politisk tænkning, en vigtig forbindelse mellem tilfangetagelse og slavebinding af ikke-muslimer under jihad-kampagner på den ene side, og den fremtrædende, som tvang spiller i disse vigtige former for islamisering på den anden. Efter en vellykket jihad, bemærker hun:

"Mandlige fanger kunne blive dræbt eller gjort til slaver uanset deres religiøse tilhørsforhold. (Bogens Folk var ikke beskyttet af islamisk lov, før de havde accepteret dhimmaen.) Fanger kunne også blive givet valget mellem islam og død, eller de kunne fremsige trosbekendelsen af egen drift for at undgå henrettelse: Jurister fastslog, at deres ændring af status skulle accepteres, også selvom de kun var konverteret af frygt. Kvinder og børn, der blev taget til fange under kampagnerne, blev sædvanligvis gjort til slaver, igen uanset deres tro (...). Ej heller bør betydningen af fanger undervurderes. Muslimske krigere tog rutinemæssigt et stort antal af dem. Bortset fra dem, der konverterede for at undgå henrettelse, blev nogle frigivet mod løsepenge og resten gjort til slaver, sædvanligvis til husholdningsbrug. Spredt i muslimske husstande, konverterede slaverne næsten altid, opmuntret eller presset til det af deres herrer, drevet af et behov for kontakt med andre eller ved langsomt at blive vænnet til at se tingene med muslimske øjne, selvom de forsøgte at modstå. Selvom hverken dhimmien eller slaven havde været konfronteret med et valg mellem islam og død, ville det være absurd at nægte, at magt spillede en vigtig rolle i deres konversion. [1]

For de afgudsdyrkende hinduer - der blev slavebundet i enorme mængder under bølgerne af jihad-erobringer, der hærgede det indiske subkontinent gennem mere end et halvt årtusinde (begyndende i starten af det 8. århundrede) - var de ledende principper i islamisk lov angående deres skæbne utvetydigt tvangsmæssige. Jihad-slaveri bidrog også væsentligt til væksten af den muslimske befolkning i Indien. K.S. Lal belyser begge disse punkter:

"Hinduerne, der naturligvis gjorde modstand mod den muslimske besættelse, blev betragtet som oprørere. Derudover var de afgudsdyrkere (mushrik) og kunne ikke gives status som kafirer, Bogens Folk - kristne og jøder. Muslimske skrifter og traktater støttede jihad imod afgudsdyrkere, for hvem loven kun gav valget mellem islam eller død (...). Faktum er, at det muslimske regime kun gav [dem] et valg mellem islam og død. De, der blev dræbt i kamp, var døde og borte; men deres familier blev gjort til slaver. De ophørte med at være hinduer; de blev gjort til muslimer i tidens løb, hvis ikke straks efter tilfangetagelsen (...) slavebinding i Indien var den mest blomstrende og succesrige [muslimske] missionsvirksomhed (...). Hver sultan, som [en] forkæmper for islam, betragtede det som en politisk nødvendighed at grundlægge eller nære en muslimsk befolkning over hele Indien for at islamisere landet og modvirke den indfødte modstand." [2]

Vryonis beskriver, hvordan jihad-slaveri, som praktiseret af seljukkerne og de tidlige osmannere, var en vigtig metode til islamisering af Lilleasien fra det 11. til det 14. århundrede:

"Endnu en bidragende faktor til nedgangen i antallet af kristne indbyggere var slaveri (...). Siden begyndelsen af de arabiske angreb ind i Rum [Rum-sultanatet, o.a.], var menneskeligt bytte kommet til at udgøre en meget vigtig del af krigsbyttet. Der er rigeligt med vidnesbyrd i samtidens beretninger, som viser, at denne situation ikke ændrede sig, da tyrkerne overtog styringen af jihad i Anatolien. De slavebandt mænd, kvinder og børn fra alle større bycentre og fra landområderne, hvor befolkningerne var forsvarsløse. I de tidligere år, før de tyrkiske bosættelser blev permanent berørt i Anatolien, blev fangerne sendt væk til Persien og andre steder, men efter oprettelsen af de anatolske, tyrkiske fyrstedømmer blev en del af slaverne holdt tilbage i Anatolien for at tjene erobrerne." [3]

Efter at have karakteriseret de tvangsmæssige, ofte brutale metoder, der blev brugt til at påtvinge devshirme børneafgiften, og den resulterende reduktion af de indfødte kristne befolkninger (dvs. gennem ekspropriation og flugt), konkluderer Papoulia, at denne osmanniske institution, en metode til islamisering par excellence, også udgjorde en de facto tilstand af krig:

"... at kilderne taler om piasimo (ran), aichmalotos paidon (tilfangetagelse) og arpage paidon (opsnapning af børn) antyder, at de børn, der gik tabt via devshirme, blev opfattet som ofre for krig. Selvfølgelig opstår spørgsmålet, om det ifølge islamisk lov er muligt at opfatte devshirme som en form for krigstilstand, skønt de osmanniske historikere i imperiets guldalder forsøgte at udlægge denne foranstaltning som en følge af erobring med magt, be'anwa. Det er sandt, at grækerne og de andre folk på Balkan-halvøen som regel ikke overgav sig uden modstand, og at de erobredes skæbne derfor måtte afgøres i overensstemmelse med Koranens principper vedrørende Ahl-al-Qitab [Bogens Folk, o.a.]: Enten at blive udryddet eller blive tvunget til at konvertere til islam eller at træde ind i status af beskyttelse, af aman, ved at betale skatter og især cizye (hovedskat, jizya). Den omstændighed, at osmannerne i tilfælde af frivillig overgivelse indrømmede visse privilegier, hvoraf én var fritagelse for denne tunge byrde, tyder på, at denne foranstaltning blev opfattet som en straf for befolkningens modstand, og at devshirme var et udtryk for en videreførelse af krigstilstanden mellem erobreren og den erobrede (...) den blotte eksistens af devshirme-institutionen er tilstrækkelig til at postulere fortsættelsen af en krigstilstand." [4]

Under shah Abbas I (1588-1626 e.Kr.) udvidede det shia-muslimske safavide-teokrati i Iran sit tidligere system med slave-jagter ind i de kristne georgiske og armenske områder af Kaukasus. Georgiske, armenske og tjerkessiske indbyggere i Kaukasus blev gjort til slaver i stort antal og konverterede derved til shia-islam. Mændene blev (primært) militære eller administrative slaver, mens kvinderne blev tvunget ind i haremmer. En overgang fandt tilsyneladende sted mellem det 17. og 18. århundrede, således at færre af slaverne kom fra Kaukasus, mens større mængder, der stammede fra Afrika, kom ind via Den Persiske Golf. [5] Ricks bemærker, at i shah Sultan Husayns regeringstid:

"Størrelsen af det royale hof var virkelig blevet udvidet, hvis antallet af mandlige og kvindelige slaver omfattende både hvide og sorte eunukker, er nogen indikator. Ifølge en samtidig historiker gjorde shah Sultan Husayn (d. 1722) det til en skik, at ankomme til Isfahans markeder på de første dage af det iranske nytår (21. marts) sammen med hele sit hof. Det blev skønnet af den samtidige observatør, at 5.000 mandlige og kvindelige, sorte og hvide slaver, herunder de 100 sorte eunukker, deltog i det kongelige selskab." [6]

Clement Huart, der skrev i begyndelsen af det 20. århundrede (1907), bemærkede, at slaver fortsatte med at være den vigtigste bestanddel af byttet, der blev erhvervet under jihad-kampagner eller plyndringstogter:

"For ikke så længe siden krydsede flere ekspeditioner Amoû-Deryâ, dvs. steppernes sydlige grænse, og hærgede de østlige regioner af Persien for at skaffe slaver; andre kampagner blev sendt ind i selve hjertet af det uudforskede Afrika, hvor de beboede områder blev stukket i brand og de fredelige animistiske befolkninger, der levede dér, blev massakreret." [7]

Willis karakteriserer den tidløse islamiske begrundelse for slavebinding af sådanne "barbariske" afrikanske animister på følgende måde:

"... da islams modstand mod kufr brød frem fra alle kroge af ondskab og mistillid, blev de slavebare barbarers lande den foretrukne jagtmark for 'folk af fornuft og tro' - hvor kategorierne slave og vantro begyndte at smelte sammen i jihad-kampens hede. Hvad enten det var ved indfangning eller køb, var det derfor som slave og ikke som borger, at kafiren var bestemt til at træde ind i det muslimske domæne. Og da de tilfangetagnes vilkår var en følge af deres territoriers status, kom valget mellem frihed og servilitet til at hvile på et enkelt bevis: Et lands religion er dets amirs (herskers) religion; hvis han er muslim, er landet et islam-land (dar al-islam); hvis han er hedning, er landet et vantro-land (dar al-kufr). Tilføjet dette princip var den beslægtede idé, at et lands religion er dets flertals religion; hvis det er muslimsk, er landet et islam-land; hvis det er hedensk, er landet et kufr-land, og dets indbyggere blev regnet som tilhørende kategorierne for slavebinding under muslimsk lov. Igen - ligesom slaveri blev et kendetegn for vantro, således forblev også frihed et kendetegn for islam (...). Den servile klasse blev hugget ud af de hærgede rester af hedenske landsbyer - fra de kvinder og børn, der underkastede sig islam og ventede på deres forløsning (...) [ifølge den muslimske jurist] al-Wanshirisi (d.1508), er slaveri en lidelse over dem, der ikke bekender nogen profeti, der ikke har nogen loyalitet mod religiøs lov. Endvidere er slaveri en ydmygelse - en undertvingelse - der følger af vantro." [8]

Baseret på hans undersøgelse og iagttagelser af muslimske slavetogter, der blev indsamlet, mens han tjente i Sudan under mahdisternes jihad i slutningen af 1800-tallet, gav Winston Churchill denne beskrivelse (i 1899):

"alle [de arabiske muslimske stammer i Sudan] uden undtagelse, var menneskejægere. Gennem hundreder af år har der været en stadig strøm af negerfanger til de store slavemarkeder i Jeddah. Opfindelsen af krudtet og arabernes indførelse af skydevåben lettede trafikken (...). Således kan situationen i Sudan gennem flere århundreder sammenfattes på følgende måde: Den dominerende race af arabiske angribere spredte i stigende grad sit blod samt religion, skikke og sprog blandt den sorte oprindelige befolkning samtidig med, at de hærgede og slavebandt den (...). De krigeriske arabiske stammer skændtes og kæmpede indbyrdes i uophørlig fejde og strid. Negerne skælvede af frygt for at blive fanget, eller rejste sig lokalt mod deres undertrykkere." [9]

Alle disse elementer af jihad-slaveri - dets juridiske begrundelse, dets brug som metode til tvungen islamisering (af ikke-muslimer generelt, og særligt rettet mod afrikanske animister syd for Sahara) og dets tilknytning til devshirme-lignende afgifter af unge mænd til brug som slavesoldater - er tydeligt til stede i den nutidige jihad, der bliver ført mod animister og kristne i det sydlige Sudan, af det arabisk-muslimsk dominerede Khartoum-regime. [10]

Omfang og vedvarenhed

Omfanget og rækkevidden af islamisk slaveri i Afrika kan sammenlignes med den vestlige transatlantiske slavehandel til Amerika, og som Willis har bemærket (noget skævt), [11] så "overgår (den førstnævnte) den mere populære sidstnævnte i varighed." Kvantitative skøn over den transatlantiske slavehandel (fra det 16. til slutningen af det 19. århundrede) på 10.500.000 (eller noget højere) [12] er i det mindste matchet (hvis ikke overgået med 50%) af et nutidigt skøn over den islamiske slavehandel ud af Afrika. Professor Ralph Austens beregning af denne samlede trafik over Sahara, Det Røde Hav og Det Indiske Ocean, genereret af den islamiske slavehandel fra 650 til 1905 e.Kr., er 17.000.000. [13] Desuden var situationen for de slavebundne animistiske folk, der blev trukket fra savannen og de nordlige skovbælter i Vest- og Centralafrika henover Sahara, sammenlignelig med de lidelser, som de ulykkelige ofre for den transatlantiske slavehandel blev udsat for.

"I det 19. århundrede nåede slaverne frem til havne i osmannisk Tripoli via tre Sahara-ruter, der alle var så barske, at lidelserne for de slaver, der blev tvunget til at rejse gennem dem, kunne sammenlignes med rædslerne under den såkaldte mellempassage [dvs. selve overfarten, o.a.] over Atlanterhavet." [14]

Denne oplysende sammenligning, vigtig som den er, ignorerer andre store områder, der blev hærget af jihad-slaveri: Hele Europa (Middelhavet og Vesteuropa samt Central- og Østeuropa, der involverede arabere [Vesteuropa/Middelhavet] og senere de osmanniske tyrkere og tatarer [Central- og Østeuropa]); moskovitisk Rusland (udsat for tatarernes plyndringer); Lilleasien (under seljukkisk og osmannisk dominans); Persien, Armenien og Georgien (underkastet de systematiske jihad-slaveri-kampagner, som især de shiitiske safavider førte); og det indiske subkontinent (plyndringstogter og jihad-kampagner af araberne i det 7. og det 8. århundrede, og senere plyndringer af ghaznaviderne, under Delhi-sultanatet, Timur Lenks jihad og under mogulerne).

Som en hastig introduktion til jihad-slaveriets omfang udenfor det afrikanske kontinent, gives der i det følgende tre korte eksempler: seljukkerne i Lilleasien (11. og 12. århundrede); osmannerne på Balkan (15. århundrede); og tatarerne i det sydlige Polen og moskovitiske Rusland (midten af det 15. til det 17. århundrede).

Seljuk-tyrkernes indfangning af kristne i Lilleasien var meget omfattende i det 11. og 12. århundrede. [15] Efter erobringen og plyndringen af Edessa blev 16.000 gjort til slaver. [16] Michael Syreren fortalte, at da herskeren Nur al-Dins tyrkere blev ført ind i Kilikien af Mleh Armenieren, slavebandt de 16.000 kristne, som de solgte i Aleppo. [17] En større række togter i de græske provinser af det vestlige Lilleasien gjorde tusinder af grækere til slaver (Vryonis mener, at tallet på 100.000 nævnt i en samtidig beretning er overdrevet), [18] og ifølge Michael Syreren blev de solgt på slavemarkeder så langt væk som Persien. [19] Under togter udført af tyrkerne i 1185 og de følgende par år, blev 26.000 indbyggere fra Kappadokien, Armenien og Mesopotamien indfanget og sendt til slavemarkederne. [20] Vryonis konkluderer:

"... disse få kilder synes at tyde på, at slavehandelen var blomstrende. Faktisk fortsatte Lilleasien med at være en vigtig kilde til slaver for den islamiske verden gennem det 14. århundrede." [21]

De osmanniske sultaner fremmede aggressivt, i overensstemmelse med sharia-forskrifterne, jihad-slaveriet på Balkan, især i det 15. århundrede under Mehmed I (1402-1421), Murad II (1421-1451) og Mehmed II (1451-1481). [22] Alexandrescu-Dersca opsummerer det betydelige omfang af dette slaveri og påpeger vigtigheden af dets demografiske effekt:

"De samtidige tyrkiske, byzantinske og latinske krønikeskrivere er enige om, at osmannerne - under deres kampagner for at forene det græske og latinske Rumænien og det slaviske Balkan under islams banner, såvel som under deres plyndringstogter ind på kristent territorium - gjorde store mængder af indbyggerne til slaver. Den osmanniske krønikeskriver Asikpasazade fortæller, at under Ali pasha Evrenosoghlus ekspedition i Ungarn (1437) såvel som ved hjemkomsten af Murad II's kampagne mod Beograd (1438), var der flere fanger end soldater. Den byzantinske krønikeskriver Ducas erklærer, at indbyggerne i Smederevo, som blev besat af osmannerne, blev ført bort i slaveri. Det samme skete, da Menteses tyrkere overfaldt øerne Rhodos og Kos, og også under den osmanniske flådes ekspedition til Enos og Lesbos. Ducas nævner endda tal: 70.000 indbyggere ført i slaveri under Mehmed II's kampagne i Morée (1460). Den italienske franciskaner Bartholomé de Yano (Giano dell'Umbria) taler om mellem 60.000 til 70.000 slaver fanget under to ekspeditioner af akinğis i Transsylvanien (1438) og mellem 300.000 og 600.000 ungarske fanger. Hvis disse tal virker overdrevne, så virker andre mere præcise: 40 indbyggere fanget af Menteses tyrkere under et plyndringstogt til Rhodos, 7.000 indbyggere gjort til slaver efter Thessalonikas belejring (1430) ifølge Johannes Anagnostes, og 10.000 indbyggere ført bort i fangenskab under belejringen af Mytilene (1462) ifølge metropolitanen af Lesbos, Leonard of Chios. I lyset af den nuværende dokumentation, der er til rådighed for os, kan vi ikke beregne det omfang, i hvilket slaver blev indført i tyrkisk Rumænien med denne metode. Ifølge Bartholomé de Yano ville det beløbe sig til 400.000 slaver fanget i de fire år fra 1437 til 1443. Selv hvis vi går ud fra en vis overdrivelse, må vi erkende, at slaver spillede en vigtig demografisk rolle under den osmanniske ekspansion i det 15. århundrede." [23]

Fisher [24] har analyseret slave-togterne udført af de muslimske Krim-tatarer mod de kristne befolkninger i det sydlige Polen og det moskovitiske Rusland fra midten af det 15. til sidst i det 17. århundrede (1463-1794). Han var helt klar over, at han var afhængig ufuldstændige kilder ("... uden tvivl er der mange flere slavetogter, som forfatteren ikke har afdækket" [25]). Alligevel viser hans forsigtige tabeller [26] at mindst 3 millioner (3.000.000) mennesker - mænd, kvinder og børn - blev fanget og gjort til slaver under denne såkaldte "indhøstning af steppen". Fisher beskriver situationen for de slavebundne:

"... den første prøvelse [for fangerne] var den lange march til Krim. Ofte i kæder og altid til fods døde mange af de fangne undervejs. Da de tatariske angribere ved mange lejligheder frygtede repressalier, eller - i det 17. århundrede - kosakkers forsøg på at befri de fangne, satte de tempoet i vejret på marcherne. Syge eller sårede fanger blev normalt dræbt hellere end at lade dem sænke tempoet af slave-karavanen. Heberstein skrev (...): 'de gamle og svagelige mænd, der ikke vil indbringe meget ved salg, bliver overgivet til den tatariske ungdom, for at blive enten stenet eller kastet i havet eller givet enhver form for død, de måtte finde behag i.' En osmannisk rejsende i midten af det 16. århundrede, der var vidne til en sådan march af fanger fra Galicien, undrede sig over, at nogen kunne nå deres destination - slavemarkederne i Kefe. Han beklagede, at deres behandling var så dårlig, at dødeligheden unødigt ville drive deres pris op over, hvad potentielle købere som ham selv kunne betale. Et polsk ordsprog lød: 'Åh, meget bedre er det at ligge død på sin båre, end at være en fange på vej til Tartariet.'" [27]

Det islamiske slaveris vedholdenhed er lige så imponerende og unik som dets omfang. Slaveri blev åbent praktiseret i både det osmanniske Tyrkiet [28] og shia-muslimske (Qajar) Iran [29] gennem det første årti af det 20. århundrede. Som Toledano påpeger om osmannisk Tyrkiet, så overlevede kul(administration)/harem-slaveriet ...

"... i kernen af den osmanniske elite indtil imperiets undergang og Osman-husets fald i det andet årti af det 20. århundrede." [30]

Desuden påpeger Ricks, at på trods af de moderniserende pres og reformer, der kulminerede i den iranske forfatningsbevægelse fra 1905-1911, som effektivt eliminerede militær- og landbrugsslaveriet:

"Hverken i byområderne eller landdistrikterne i det sydlige Iran er husslaveriet dog ophørt lige så hurtigt. Nogle iranere i dag vidner om den fortsatte tilstedeværelse af afrikanske og indiske slavinder ..." [31]

Slaveriet på Den Arabiske Halvø blev ikke formelt afskaffet før 1962 i Saudi-Arabien, [32] og 1970 i Yemen og Oman. [33] Gordon konstaterede i 1989, at selvom Mauretanien officielt afskaffede slaveriet den 15. juli 1980, så er ...

"... denne praksis, hvilket regeringen selv erkender, stadig i live og har det godt. Det anslås, at 200.000 mænd, kvinder og børn bliver købt og solgt som kvæg i dette nordafrikanske land, hvor de slider som tjenestefolk, hyrder og landarbejdere." [34]

Endelig har der, som omtalt tidligere, været en genopblussen af jihad-slaveri i Sudan siden 1983. [35]

En oversigt over eunuk-slaveriet - det "grufulde erhverv"

Eunuk-slaver - mænd, der var blevet kastreret normalt mellem deres 4. og 12. år (fortrinsvist mellem det 8. og 12. år på grund af den store dødsrisiko) [36] - var stærkt efterspurgte i de islamiske samfund. De tjente især som tilsynsførende over kvinder i herskernes og eliternes haremmer i Det Osmanniske Rige, i dets samtidige muslimske nabolande (såsom safavidernes Iran) og i tidligere muslimske herredømmer. Omfanget og vedholdenheden af eunuk-slaveriet - der blev fremtrædende fra mindre end 200 år efter de første 7. århundredes arabiske jihad-erobringer [37] frem til begyndelsen af det 20. århundrede [38] - er særegen for den islamiske udgave af dette passende benævnte "grufulde erhverv". For eksempel dokumenterer Toledano, at det imperiale osmanniske harem så sent som i 1903 rummede fra 400 til 500 kvindelige slaver, der blev overvåget og bevogtet af 194 sorte afrikanske eunukker. [39]

Men et lige så vigtigt og entydigt træk ved muslimsk eunuk-slaveri var erhvervelsen af eunukker fra fremmede "slaveproducerende områder", [40] dvs. ikke-muslimske grænseområder, der blev udsat for slavetogter. Som David Ayalon bemærkede ...

"... var det overvældende flertal af eunukkerne, ligesom det overvældende flertal af alle andre slaver i islam, blevet overført fra områder udenfor muslimske landes grænser." [41]

Eunuk-slaver i Kina, i skarp kontrast, var næsten udelukkende kinesere, fremskaffet lokalt. [42]

Hogendorn [43] har identificeret de tre vigtigste slaveproducerende regioner, som de udviklede sig i betydning over tid, fra det 8. til slutningen af det 19. århundrede:

"Disse områder var de skovklædte dele af Central- og Østeuropa, af muslimer kaldet 'Bild as-Saqaliba' ('slaveland') (ordet 'saqlab' betyder slave på arabisk og er relateret til den etniske betegnelse 'slav'); stepperne i Centralasien kaldet 'Bilad al-Atrak' ('tyrkernes land' eller Turkestan); og det med tiden vigtigste: savannen og randen af det skovklædte område syd for Sahara kaldet de sortes land eller 'Bilad as-Sudan'."

Endelig - forstærket af grovheden af de tilgængelige kirurgiske metoder og fraværet af sterile teknikker - var den menneskelige kastreringsprocedure, ved hvilken eunukker blev "fremstillet", forbundet med ekstraordinært høje grader af sygdom og død. Hogendorn beskriver sværhedsgraden af operationen og giver dødelighedsinformation fra Vest- og Østafrika: [44]

”Kastrering kan være delvis (fjernelse af testiklerne alene eller fjernelse af penis alene) eller total (fjernelse af begge). I handelens senere tid, det vil sige efter at Afrika blev den vigtigste kilde for Middelhavs-islam, ser det ud til, at de fleste eunukker, der blev solgt til markederne, gennemgik total fjernelse. Denne udgave af operationen, der skønnedes mest hensigtsmæssig for slaver i konstant nærhed af haremskvinder, var forbundet med meget stor dødsfare af to grunde. Først var der den omfattende blødning, med den deraf følgende mulighed for næsten øjeblikkelig død. Blødningen kunne ikke stoppes med traditionel ætsning, fordi det ville lukke urinrøret og føre til mulig død på grund af manglende evne til at urinere. Den anden fare lå i infektion af urinrøret med dannelse af pus, der ville blokere det og forårsage døden indenfor få dage.

... når kastreringen blev udført i de vestlige dele syd for Sahara og i det vestlige Centralafrika (...) bliver et tal på 90% ofte nævnt. Endnu højere dødsrater blev lejlighedsvist rapporteret, ikke overraskende i tropiske områder, hvor faren for sårinfektion var særlig høj. Mindst én samtidig prisnotering understøtter en dødelighed på over 90%: Tyrkiske købmænd siges at have været villige til at betale fra 250 til 300 (Maria Theresa) dollars for hver eunuk i Borno (i nordøst Nigeria) på et tidspunkt, hvor den lokale pris på unge mandlige slaver ikke synes at have overskredet omkring 20 dollars (...). Mange kilder indikerer meget høje dødsrater fra operationen i det østlige Afrika. Richard Millants [1908] generelle tal for Sudan og Etiopien er 90%."

Konklusion

Nutidige manifestationer af islamisk slaveri - i hvert fald de razziaer (togter), der føres af arabiske muslimske militser mod deres sorte kristne, animistiske og animist-muslimske bytte i både det sydlige Sudan og Darfur, og også slaveriets vedholdenhed i Mauretanien (igen sorte slaver, arabiske herrer) - afspejler den ondartede virkning af jihad-slaveri som en varig muslimsk institution. Selv det osmanniske samfund - måske det mest progressive i muslimsk historie, og netop for nylig fremhævet på en FN-konference som et mønstergyldigt eksempel på islamisk økumeni - producerede aldrig en William Wilberforce, og langt mindre en bred, religiøst baseret bevægelse for slaveriets afskaffelse, anført af en engageret muslimsk ulema. Faktisk er det kun moderne muslimske fritænkere, der anakronistisk kaldes "apostater", som har haft modet og den intellektuelle integritet til at afvise jihad, herunder jihad-slaveri, utvetydigt og baseret på en ærlig erkendelse af dens ødelæggende militære og sociale historie. Når disse muslimske fritænkeres stemmer gøres tavse i den islamiske verden - ved fængsling og tortur eller henrettelse - er resultatet tragisk, men næppe uventet. At sådanne indsigtsfulde og modige stemmer er blevet marginaliseret eller helt ignoreret i Vesten er lige så tragisk, og afspejler de vestlige politiske beslutningstageres bedrøvelige uvidenhed.

Noter

[1] Patricia Crone. God's Rule. Government and Islam. New York: Columbia University Press, 2004, p. 371—72

[2] K.S. Lal, Muslim Slave System India, New Delhi, Aditya Prakashan, 1994, p. 46, 69.

[3] Speros Vryonis, Jr. The Decline of Medieval Hellenism and the Islamization of Asia Minor, 11th Through 15th Century, 1971, Berkeley: University of California Press, p. 174—175.

[4] Vasiliki Papoulia. 'The impact of devshirme on Greek society' i East Central European society and war in the prerevolutionary eighteenth century. Gunther E. Rothenberg, Bela K. Kiraly and Peter F. Sugar, editors. Boulder: Social Science Monographs; New York: Distributed by Columbia University Press, 1982, pp. 555—556.

[5] Thomas Ricks. 'Slaves and Slave Trading in Shi'i Iran, AD 1500—1900', Journal of Asian and African Studies, 2001, Vol. 36, p. 407—418.

[6] Ricks, 'Slaves and Slave Trading in Shi'i Iran', s. 411—412.

[7] Clement Huart. 'Le droit de la guerre' Revue du monde musulman, 1907, p. 337. Engelsk oversættelse af Michael J. Miller.

[8] John Ralph Willis. "Jihad and the ideology of enslavement", i Slaves and slavery in Muslim Africa— vol. 1. Islam and the ideology of enslavement, London, England; Totowa, N.J.: Frank Cass, 1985, p. 17—18; 4.

[9] Winston Churchill. The River War, Vol. II , London: Longmans, Green & Co., 1899, pp. 248—50.

[10] John Eibner. "My career redeeming slaves", Middle East Quarterly, December, 1999, Vol. 4, Number 4. Dansk oversættelse: "Min karriere som slaveindløser". Eibner bemærker:

"Vort egen skøn, baseret på slavejagternes mønster over de sidste femten år, og vestlige og arabiske rejsendes observationer i det sydlige Darfur og Kordofan, sætter forsigtigt antallet af privatejede slaver [chattel slaves] til tæt på eller over 100.000. Der er mange flere i statsejede koncentrationslejre, eufemistisk kaldet "fredslejre" af Sudans regering, og i militante koranskoler, hvor drenge optrænes til at blive mujahidun (jihad-krigere)."

[11] John Ralph Willis. Slaves and slavery in Muslim Africa, Preface, p. vii.

[12] Dette kontroversielle emne er diskuteret her: Philip D. Curtin, Roger Antsey, J.E. Inikori. The Journal of African History, 1976, Vol. 17, pp. 595—627.

[13] John Ralph Willis. Slaves and slavery in Muslim Africa, Preface, p. x.

[14] John Wright. 'The Mediterranean Middle Passage: The Nineteenth Century Slave Trade Between Triploi and the Levant', The Journal of North African Studies, 1996, Vol. 1, p. 44.

[15] Vryonis, The Decline of Medieval Hellenism, p.175, note 245.

[16] Bar Hebraeus. The chronography of Gregory Ab'l Faraj, the son of Aaron, the Hebrew physician, commonly known as Bar Hebraeus; being the first part of his political history of the world, translated from the Syriac by Ernest A. Wallis Budge, Oxford University Press, 1932, Vol. 1, pp. 268—273; Michael the Syrian, Chronique de Michel le Syrien, Patriarche Jacobite d'Antioche (1166—1199), translated by J—B Chabot, 1895, Vol. 3, p. 331.

[17] Michael the Syrian, Chronique, Vol. 3, p. 331.

[18] Vryonis, The Decline of Medieval Hellenism, p.175, note 245.

[19] Michael the Syrian, Chronique, Vol. 3, p. 369.

[20] Michael the Syrian, Chronique, Vol. 3, pp. 401—402; Bar Hebraeus, The Chronography, Vol. 1, p. 321.

[21] Vryonis, The Decline of Medieval Hellenism, p.175, note 245.

[22] M—M Alexandrescu—Dersca Bulgaru. 'Le role des escalves en Romanie turque au XVe siecle' Byzantinische Forschungen, vol. 11, 1987, p. 15.

[23] Alexandrescu—Dersca Bulgaru, 'Le role des escalves en Romanie turque au XVe siecle', pp. 16—17.

[24] Alan Fisher 'Muscovy and the Black Sea Slave Trade', Canadian American Slavic Studies, 1972, Vol. 6, pp. 575—594.

[25] Fisher 'Muscovy and the Black Sea Slave Trade', p. 579, note 17.

[26] Fisher 'Muscovy and the Black Sea Slave Trade', pp. 580—582.

[27] Fisher 'Muscovy and the Black Sea Slave Trade', pp. 582—583.

[28] Reuben Levy, The Social Structure of Islam, Cambridge University Press, 1957, p. 88.

[29] Ricks, 'Slaves and Slave Trading in Shi'i Iran', p. 408.

[30] Ehud Toledano. Slavery and Abolition in the Ottoman Middle East, Seattle: University of Washington Press, 1998, p. 53.

[31] Ricks, 'Slaves and Slave Trading in Shi'i Iran', p. 415.

[32] Murray Gordon. Slavery in the Arab World, New York: New Amsterdam, 1989, p. 232.

[33] Gordon. Slavery in the Arab World, p. 234.

[34] Gordon. Slavery in the Arab World, Preface, second page (pages not numbered).

[35] Eibner, 'My career redeeming slaves'. Dansk oversættelse: "Min karriere som slaveindløser".

[36] Jan Hogendorn. 'The Hideous Trade. Economic Aspects of the 'Manufacture' and Sale of Eunuchs', Paideuma, 1999, Vol. 45, p. 143, especially, note 25.

[37] Hogendorn. 'The Hideous Trade', p. 137.

[38] Ehud Toledano. 'The Imperial Eunuchs of Istanbul: From Africa to the Heart of Islam', Middle Eastern Studies, 1984, Vol. 20, pp. 379—390.

[39] Toledano. 'The Imperial Eunuchs of Istanbul', pp. 380—381.

[40] Hogendorn. 'The Hideous Trade', p. 138.

[41] David Ayalon. 'On the Eunuchs in Islam', Jerusalem Studies in Arabic and Islam, 1979, Vol. 1, pp. 69—70.

[42] Hogendorn. 'The Hideous Trade', p. 139, note 5.

[43] Hogendorn. 'The Hideous Trade', p. 139.

[44] Hogendorn. 'The Hideous Trade', pp. 143, 145—146.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo